Anna Gavalda: ”Dagens nyhed” - Opgaver

1
5
10
15
20
25
30
35
Side 1 af 4 sider
Tekst 10: Anna Gavalda: ”Dagens nyhed”, 1999. Fra novellesamlingen ”Jeg ville ønske, der var
én der ventede på mig et eller andet sted”, 2002. Oversat fra fransk.
Jeg skulle hellere gå i seng, men jeg kan ikke.
Mine hænder ryster.
Jeg tror, jeg burde skrive en eller anden slags
rapport.
Det er jeg vant til. Jeg skriver én om ugen
fredag eftermiddag til Guillemin, min overordnede.
Jeg tænker: ”Hvis jeg fortæller det hele i detaljer,
hvis jeg gør mig umage, så kan jeg måske,
når jeg læser det til sidst, i nogle få øjeblikke
tro, at den åndssvage historie handler om en
anden end mig selv, og så kan jeg måske
bedømme den objektivt. Måske.”
Derfor sidder jeg her. Jeg sidder foran min
lille bærbare, som jeg plejer at bruge på jobbet;
jeg kan høre lyden af opvaskemaskinen, der
kører nedenunder.
Min kone og mine børn er forlængst gået i
seng. Jeg ved, at ungerne sover, men det gør
min kone helt sikkert ikke. Hun lytter efter mig.
Hun prøver på at forstå. Jeg tror, hun er bange,
fordi hun allerede godt ved, at hun har mistet
mig. Kvinder kan mærke den slags. Men jeg
kan ikke gå i seng og sove hos hende, det ved
hun godt. Jeg bliver nødt til at skrive alt det her,
bare for de to sekunders skyld, der måske viser
sig at være så altafgørende, hvis jeg altså kan.
Jeg starter ved begyndelsen.
Jeg blev ansat ved Paul Pridault den første
september 1995. Før arbejdede jeg hos en konkurrent,
men der var efterhånden for mange
små irriterende detaljer, der hobede sig op, som
for eksempel udgifter der blev betalt med seks
måneders forsinkelse, så jeg sagde op efter en
pludselig indskydelse.
Jeg var arbejdsløs i næsten et år.
Alle troede, at jeg ville gå helt i stå derhjemme
og bare gå og vente på, at de skulle ringe fra
det vikarbureau, jeg havde meldt mig til.
Dagens nyhed
Anna Gavalda
40
45
50
55
60
65
70
75
Ikke desto mindre husker jeg den tid som
rigtig god. Jeg kunne endelig få huset gjort færdigt.
Alt det som Florence havde bedt mig om
at gøre i lange tider: Jeg fik hængt alle gardinstængerne
op, jeg indrettede et brusebad i stedet
for pulterkammeret, jeg lejede en motorkultivator
og gravede hele haven igennem og
anlagde en splinterny, flot græsplæne.
Om eftermiddagen hentede jeg Lucas hos
dagplejemoderen og bagefter hentede vi hans
storesøster i skolen. Jeg lavede eftermiddagsmad
til dem med masser af varm kakao. Ikke
Nesquik, men rigtig hjemmelavet kakao, som
gav dem rigtig flotte kakaoskæg. Bagefter så vi
os i spejlet ude på badeværelset, inden vi slikkede
dem væk.
I juni da det gik op for mig, at den lille ikke
skulle passes hos fru Ledoux mere, men skulle
til at gå i børnehave, begyndte jeg at søge arbejde
igen for alvor, og til august havde jeg fundet
noget.
Hos Paul Pridault er jeg salgskonsulent og dækker
hele den vestlige egn, det er en stor slagterivirksomhed.
Lidt ligesom en pålægsforretning,
men på industrielt plan.
Den geniale idé, som den gamle Pridault har
fået, er at sælge landskinke, der er pakket ind i
et rigtigt viskestykke, et rød og hvidternet
viskestykke. Selvfølgelig er skinken produceret
med svin på samlebånd, for ikke at tale om
viskestykket, der fabrikeres i Kina, men under
alle omstændigheder er han nu blevet kendt på
det, og – det beviser enhver markedsundersøgelse
– hvis man spørger en husmor med sin
indkøbsvogn, hvad navnet Paul Pridault får
hende til at tænke på, så svarer hun ”landskinke”,
og hvis man graver lidt dybere, får man at
vide, at den selvfølgelig smager lidt bedre, fordi
den har en autentisk smag.
Hatten af for kunstneren.

80
85
90
95
100
105
110
115
120
125
Vi har en årlig nettoomsætning på femogtredive
millioner.
Jeg tilbringer halvdelen af ugen bag rattet i firmabilen.
Det er en sort 306 med grinende grisehoveder
klistret på siderne.
Folk gør sig ikke klart, hvad det er for et liv,
man lever på farten, lastbilchaufførerne og alle
repræsentanterne.
Det er, som om der findes to slags mennesker
på motorvejene: Dem der kører tur og så os.
Det er ligesom en helhed. For det første er der
forholdet til køretøjet.
Om det er en Clio 1L2 eller en af de største
tyske anhængerlastbiler, så er man hjemme hos
os, når man stiger ind. Det er vores lugt, vores
rod, vores sæde, med form af vores røv, og det
gælder om ikke at komme os for nær, hvad det
angår. For ikke tale om kortbølgeradioen, som
er et enormt og mystisk rige, med koder som de
færreste kender til. Jeg bruger den ikke særlig
meget, jeg skruer ned for lyden, når det bliver
lige lovlig broget, det er det hele.
Der er også alt det med maden. Cheval Blanc
rastepladserne, cafeteriaerne, dagens tilbud hos
Arche. Der er dagens ret, karaffelvin, papirduge.
Alle disse ansigter som man ser én gang og
så aldrig mere…
Og servitricernes røve der bliver katalogiserede,
bedømt og ført up to date bedre end i
Michelinguiden. (De kalder det Michelineguiden).
Der er trætheden, ruterne, ensomheden, tankerne.
Altid de samme og de kører altid i ring i
et tomrum.
Hængevommen der lige så stille kommer til
og ludderne også.
En hel verden for sig, der skaber en uoverstigelig
barriere mellem dem, der hører til på
motorvejen, og dem der ikke gør det.
Mit arbejde består stort set i at skridte terrænet
af.
Jeg er i kontakt med de ansvarlige for fødevareafdelingen
i de forskellige supermarkeder.
Vi planlægger sammen lancering, salgsperspektiver
og informationsmøder for vore varer.
For mig er det lidt som at spankulere rundt
med en smuk pige under armen og prale af hendes
gode udseende og glimrende evner. Som
130
135
140
145
150
155
160
165
170
175
Side 2 af 4 sider
om jeg skulle finde et godt parti til hende.
Men det er ikke nok at få afsat hende, man
skal også tage sig godt af hende, og så snart jeg
har lejlighed til det, tester jeg sælgerne for at
finde ud af, om de virkelig sætter produktet i
forgrunden, om de ikke sælger efterligninger,
om viskestykket ligger foldet ud, som det gør
på tv, om sylterne ligger omgivet af gelé, og om
pateerne præsenteres i deres gammeldags terriner,
om pølserne er hængt op, som om de er
ved at tørre om og om og om…
Der er ingen, der lægger mærke til alle disse
små detaljer, og alligevel er det dem, der gør
Paul Pridault til noget særligt.
Jeg ved godt, at jeg snakker for meget om
mit job, og at det ikke har noget med det jeg
skulle skrive at gøre.
Nu er det altså pålægsvarer, men jeg kunne
lige så godt have solgt læbestifter eller snørebånd.
Det jeg godt kan lide, er at være i kontakt
med mennesker, at snakke og at se landskaber.
For Guds skyld ikke være lukket inde på et kontor,
med en chef over nakken dagen lang. Bare
tanken gør mig nervøs.
Mandag den 29. september 1997 stod jeg op
kvart i seks. Jeg pakkede mine ting sammen
uden en lyd, for at slippe for skæld ud af min
kone. Jeg havde knap nok tid til at tage et brusebad,
for jeg vidste, at der skulle benzin på
bilen, og at jeg ved samme lejlighed lige ville
tjekke dæktrykket.
Jeg drak en kop kaffe på Shellstationen. Det er
noget, jeg ikke kan fordrage. Blandingen af diesellugt
og kaffe med sukker giver mig altid lidt
kvalme.
Min første aftale var klokken halv ni ved
Pont-Audemer. Jeg hjalp lagerforvalteren med
at bygge en ny stand op til vores vakuumpakkede
færdigretter. Det er en nyhed, vi lige har lanceret
i samarbejde med en chefkok. (Man skulle
lige vide, hvor meget han tager for, at vi bruger
hans fjæs og kokkehuen på emballagen, men
okay…)
Min anden aftale var klokken ti i et industriområde
ved Bourg-Achard. Jeg var lidt forsinket,
især fordi der var tåge på motorvejen.
Jeg slukkede for radioen, for jeg trængte til
at tænke.

180
185
190
195
200
205
210
215
220
225
Side 3 af 4 sider
Jeg var lidt bekymret for det møde, jeg vidste,
at vi var oppe imod en vigtig konkurrent,
og det var en udfordring for mig. Jeg var lige
ved at misse afkørslen.
Ved trettentiden fik jeg et panisk opkald fra
min kone:
– Jean-Pierre, er det dig?
– Ja, hvem skulle det ellers være?
– …Åh min Gud… er alt okay?
– Hvorfor spørger du om det?
– På grund af ulykken selvfølgelig! Jeg har
prøvet at få fat i dig i to timer, men de siger, at
alle linjerne er blokeret! Jeg har været ved at gå
ud af mit gode skind i to timer! Jeg har ringet
til dit kontor mindst ti gange! Men for helvede!
Du kunne da i det mindste have ringet til mig,
du er sgu da irriterende…
– Hov et øjeblik, hvad er det du snakker
om… Hvad er det du snakker om?
– Om den ulykke der har været på A 13 her
til morgen. Skulle du ikke køre ad A 13 i dag?
– Jamen, hvad for en ulykke?
– Man skulle tro at jeg drømte!!! Det er
DIG, der altid hører nyheder dagen lang!!! Alle
taler kun om det. Også i fjernsynet! Om den
frygtelige ulykke der har været her til morgen
lige ved Rouen.
– …
– Nå, jeg smutter, jeg har en masse arbejde…
Jeg har ikke fået lavet noget hele dagen,
jeg forestillede mig allerede, at jeg var enke.
Jeg så mig selv i færd med at kaste jord på graven.
Din mor har ringet, min mor har ringet…
Hold da helt op en morgen.
– Ja, det er jeg da ked af. Det blev altså ikke
denne gang! Du må vente lidt endnu, før du
slipper for min mor.
– Din idiot.
– …
– …
– Hør her Flo…
– Hvad nu?
– Jeg elsker dig.
– Det siger du ellers aldrig.
– Og nu? Hvad var det lige jeg gjorde?
– … Okay… vi ses i aften. Ring til din mor,
ellers er det hende, der går til.
Ved nittentiden så jeg de regionale nyheder. Det
var rædselsfuldt.
Otte døde og tres sårede.
Biler der var krøllet sammen som blikdåser.
230
235
240
245
250
255
260
265
Hvor mange?
Halvtreds? Hundrede?
Lastbiler der lå på siden helt udbrændte.
Snesevis af udrykningsfartøjer. En færdselsbetjent
der taler om uforsigtighed, for høje hastigheder,
om vejrudsigten, der havde lydt på tåge,
og om lig, der endnu ikke er blevet identificerede.
Forvildede, tavse og grædende folk.
Klokken tyve hørte jeg starten på nyhederne på
TF1. Nu var der ni døde.
Florence råbte ude fra køkkenet:
– Hold nu op med det! Hold op! Kom her ud
til mig.
Vi skålede i køkkenet. Men det var for at glæde
hende, jeg havde ikke rigtig sjælen med.
Det var nu, jeg var bange. Jeg kunne ikke
spise noget, og jeg var omtumlet som en for
sløv bokser.
Da jeg ikke kunne sove, elskede min kone lige
så stille med mig.
Ved midnatstid var jeg nede i stuen igen. Jeg
tændte for fjernsynet uden at skrue op for lyden
og ledte overalt efter en cigaret.
Klokken halv et skruede jeg en lille smule op
for den sidste tv-avis. Jeg kunne ikke frigøre
mit blik fra den bunke bilskrog, der strakte sig i
begge retninger af motorvejen.
Hvor var det dumt.
Jeg tænkte: Folk er da også bare dumme.
Så kom en lastbilchauffør frem på skærmen.
Han havde en T-shirt på, hvor der stod Le
Castellet. Jeg glemmer aldrig hans ansigt.
Den aften i min egen stue fortalte fyren:
– Det er rigtigt, at det var tåget, og at folk
kørte for hurtigt, men alt det her ville ikke være
sket, hvis det ikke havde været for en idiot, der
bakkede tilbage for at nå afkørslen til Bourg-
Achard. Oppe fra førerhuset så jeg selvfølgelig
det hele. Der var en eller to, der sagtnede farten
lige ud for mig, og så hørte jeg de andre køre
ind i dem som i smør. Tro det eller ej, men jeg
så ikke noget i bakspejlet. Jeg håber ikke, at det
forhindrer dig i at sove, dit svin.

270
275
280
285
290
295
300
305
Det var, hvad han sagde. Til mig.
Til mig Jean-Pierre Faret, der sad helt nøgen
i min stue. Det var i går.
I dag har jeg købt alle aviserne. På side 3 i
Figaro fra tirsdag den 30. september står der:
MISTANKE OM FEJLMANØVRE
”En bilist, der foretog en fejlmanøvre ved at
bakke tilbage til udkørslen ved Bourg-Achard
(Eure), var tilsyneladende i går morges årsag
til, at ni mennesker omkom ved et harmonikasammenstød
på motorvej A13. Fejlmanøvren
var årsag til det første sammenstød, i retningen
Province-Paris, og den brand der derefter
opstod i en tankbil. Flammerne tiltrak derefter
bilisternes opmærksomhed…”
Og på 3. side af Parisien:
UHYRLIG HYPOTESE OM FEJMANØVRE
”En bilists uforsigtighed eller uansvarlighed var
måske årsag til det drama, der udspillede sig,
da mindst ni mennesker blev trukket ud af en
ubeskrivelig sammenfiltring af smadrede karrosserier
i går morges på motorvej A13. Politiet
har modtaget vidneudsagn om, at en bil bakkede
tilbage for at nå afkørslen ved Bourg-Achard
små tyve kilometer fra Rouen. Det var for at
undgå denne bil at de….”
Og som om det ikke var nok….:
”To personer blev dræbt af en bil, da de prøvede
at nå over motorvejen for at komme de sårede
til hjælp. På under to minutter var mindst
hundrede biler, tre lastbiler…”
(Liberation, samme dag)
Det var ikke engang tyve meter, bare lige op ad
de hvide striber.
Det tog bare et par sekunder, jeg havde allerede
glemt det.
Åh Gud….
Jeg græder ikke.
Florence kom ned og hentede mig i stuen klokken
fem om morgenen.
Jeg fortalte hende det hele. Selvfølgelig.
310
315
320
325
330
335
340
345
350
Side 4 af 4 sider
Hun blev siddende i nogle minutter ubevægelig
med hænderne for ansigtet.
Hun så til højre og derefter til venstre, som
om hun prøvede at få vejret, og så sagde hun:
– Nu skal du høre. Du siger ikke noget. Du
ved godt, at så anklager de dig for uagtsomt
manddrab og så kommer du i fængsel.
– Ja.
– Og hvad så? Hvad så? Hvad vil det ændre?
Endnu flere ødelagte liv, hvad vil det ændre?!
Hun græd.
– Under alle omstændigheder er det ude med
mig. Mit liv er ødelagt.
Hun skreg.
– Dit måske, men ikke børnenes! Så du siger
ikke noget!
Jeg kunne ikke råbe.
– Nu du taler om børn. Se på ham her. Se
godt på ham.
Og jeg rakte hende avisen på den side, hvor
man så en lille grædende dreng på A13.
En lille dreng på vej væk fra en smadret bil.
Et foto i avisen.
I rubrikken ”Dagens nyhed”.
–… Han er på alder med Camille.
– Men for Guds skyld, så hold da op!!! skreg
min kone og greb fat i kraven på mig… Hold
op med det lort. Nu tier du stille! Jeg vil spørge
dig om én ting. En eneste. Hvad nytter det, at
en fyr som dig kommer i fængsel? Sig mig lige,
hvad nytter det?!
– At trøste dem.
Hun brød fuldkommen sammen og gik.
Jeg kunne høre, at hun lukkede sig inde på
badeværelset.
I morges nikkede jeg bare, da jeg så hende,
men her til aften, i det stille hus kun med lyden
af vaskemaskinen i baggrunden…
Jeg er fortabt.
Jeg vil gå ned, jeg vil drikke et glas vand, og jeg
vil ryge en cigaret i haven. Bagefter vil jeg gå
op igen og læse det hele igennem i et stræk, for
at se om det hjælper.
Men jeg tror det ikke.