Værdikampen og naturvidenskaberne - Viden (JP)

30
A k t u e l N a t u r v i d e n s k a b | 2 | 2 0 0 4
D E B A T
Værdikampen og
I dag kan alt diskuteres - også det, der ikke er til diskussion.
Det forudså Søren Kierkegaard. Skønt Kierkegaard normalt ikke forbindes
med naturvidenskaberne er han også på det punkt yderst aktuel,
argumenterer Hans Schrøder i dette indlæg.
Af Hans Schrøder
■ I Grundloven står der ingen
steder, at naturens love står
over folkets. Men det burde der
stå, for det gør de – herfra til
evigheden – og dermed basta.
Men efterhånden har vi relativeret
alt, så alt kan diskuteres
– også det, der ikke er til diskussion,
det som er objektivt
og står urokkelig fast.
Det må være dét, statsministeren
tænker på, når han
taler om konsekvens og om
rundkredse, hvor der spørges:
»Hvad er klokken?« Og der svares:
»Hvad synes du selv?«
Problemet er bare, at fl ertallets
ord er lov, selv om det
strider mod naturlovene og
logikken. Siden 1849 har vi
udbredt idéen om, at alt er
relativt til alle mulige rundkredse,
for naturvidenskaberne
og matematikken er ikke med
i kredsen. De passer ikke til
demokratiet, for de går ikke
på kompromis. De søger ikke
konsensus. De er slet ikke til
diskussion.
Når spørgsmålet om hvad
klokken er stilles i Folketinget,
er der vel nogen, der ringer
til frk. Klokken og får
sagen afgjort på stedet. Folketingets
medlemmer har f.eks.
Danmarks Miljøundersøgelser
(DMU) og Danmarks Jordbrugsforskning
(DJF) at ringe
til for at få besked om miljø og
landbrug. Men gør de det, får
de det svar, de ønsker.
Kierkegaard og
naturvidenskaberne
Jeg har forstået, at statsministeren
har taget både Kierkegaard
og Grundtvig med i værdikampen.
Det er ellers et umage par.
De havde overhovedet ikke
noget at sige hinanden. Lad os
holde os til Søren Kierkegaard,
der er yderst aktuel, også når
det kommer til naturvidenskaberne,
hvor han havde et fast
sted at stå. Et sådant arkimedisk
punkt havde Grundtvig
ikke ifølge Kierkegaard.
Som bekendt havde Kierkegaard
ikke høje tanker om
præster, journalister og politikere.
»Der er i grunden ingen,
der har mere foragt for det at
være menneske end de, der
gør profession af at stå i spidsen
for mængde«, siger han, og
for at der ikke skal være tvivl
om, hvad han mener om politik,
tilføjer han: »Regeringen
regerer slet ikke. Den lefl er.«
At være politiker og samtidig
bekende sig til Søren Kierkegaard
må (i parentes bemær-
ket) ikke være let.
Det er velkendt, at Kierkegaard
også har udtalt sig stærkt
kritisk om naturvidenskaberne.
Men at han har læst fysik og
matematik på Københavns
Universitet (1831), og at han
var stærkt tiltrukket af naturvidenskaberne,
er måske mindre
velkendt.
Enkelthedernes rolle i
helheden
Ud af de ca. 20.000 sider, Kierkegaard
skrev, handler tilsammen
ca. 20 af dem om naturvidenskaberne.
Her får han
til gengæld sagt, hvad der skal
siges, nemlig at den naturvidenskabelige
forskning er præget
af en fuldstændig uansvarlig
adspredthed og hang til hovedløst
at indsamle data (enkeltheder).
Det er lettere at indsamle
nye data end bruge dem,
man allerede har. Sådan var det
åbenbart for 150 år siden, og
sådan er det den dag i dag.
Han skriver om forskerne:
»En stor mængde af enkeltheder
kender de, og de har opdaget
mange nye; men heller ikke
mere. De har blot leveret et
substrat for andres tænkning
og bearbejdelse.« Om nytten af
deres virksomhed siger Kierke-
gaard, at den er »ligesom menneskets,
der ved sit døde legemes
hensmuldren bidrager til
jordens vedligeholdelse.« Han
efterspørger forskere med et
arkimedisk punkt, der gør det
muligt at afgøre, »Hvad rolle
hver enkelthed spiller i helheden«.
Dem er der ikke mange
af. Kierkegaard fandt kun tre
danskere i sin samtid. H.C.
Ørsted var én af dem.
Denne videnskabsteoretiske
mekanisme er Kierkegaard på
det rene med i en ung alder.
Men i sommeren 1835 i Gilleleje,
22 år gammel, træffer han
sit livs valg, nemlig at han ikke
vil beskæftige sig med naturvidenskaberne,
men med det
religiøse, det etiske, det eksistentielle.
Fordærvelsen fra
natur videnskaberne
Kierkegaard skriver: »Hvis vi
objektivt spørger efter sandheden,
så fi ndes svaret hos
de empiriske videnskaber, i
matematikken og logikken for
eksempel.« Den objektive sandhed
er med andre ord sandheden
for os alle, den sandhed,
naturvidenskaberne søger. Men
han går hurtigt videre til den
subjektive sandhed, sandheden

for den enkelte, mens han holder
øje med, om den naturvidenskabelige
side af sagen er,
som Descartes havde sagt, den
skulle være.
Men det er den ikke, og han
proklamerer: »Al fordærvelse vil
til sidst komme fra naturvidenskaberne.«
Det lille “til sidst” får
det til at løbe mig koldt ned ad
ryggen, for jeg véd, at han ikke
skrev ét overfl ødigt eller tilfældigt
ord. Jeg forstår, at han er
dybt foruroliget over naturvidenskabsfolkenes
adspredthed,
deres fortaben sig i enkeltheder,
mangel på lidenskab og arkimedisk
punkt i deres søgen efter
den objektive sandhed. Han forudså,
at det i længden ville føre
til fordærv og opløsning.
Politiseret miljøforskning
Har Kierkegaard fået ret? Ja, vel
har han det. Statsansatte forskere
får løn for at søge sand-
heden. Men hvis forskningsinstituttets
ledelse vurderer, at
den objektive sandhed ikke er
politisk velkommen, så pynter
de på den. Mellem de menige
forskere på den ene side og
politikerne på den anden er der
en mekanisme, der forvrider
(politiserer) det videnskabelige
budskab, så det kan bruges til
at legitimere den førte politik.
Det er “kvalitetskontrol” af forskernes
arbejder udøvet ikke
af politikere, men af politiserende
embedsmænd. Menige
miljøforskere må fi nde sig i,
at der rettes i deres rapporter,
og at der siges det værste vås
om ting, der ellers står urokkelig
fast – mens ledelsen plejer
strømmen af bevillinger.
Rådgivningen af politikerne på
områderne landbrug og miljø
er politiseret og har ikke meget
med naturvidenskab at gøre.
I det omfang naturviden-
A k t u e l N a t u r v i d e n s k a b | 2 | 2 0 0 4
D E B A T
naturvidenskaberne
Tegning: Ebbe Sloth Andersen
skabsfolk ser passivt til, mens
politikere og embedsmænd forvrider
den objektive sandhed
og skjuler konsekvenserne for
offentligheden, er ordet “fordærvelse”
på sin plads, for hvor
er vi så henne? Eller rettere:
hvor er vi på vej hen? Til sidst
vil det gå vor statsminister, som
det gik den sydamerikanske
diktator, der råbte: »I går stod
vi foran afgrunden. I dag har vi
taget et skridt fremad!«
Vi har politikere, der ansætter
tusindvis af naturvidenskabsfolk
og som bekymret
taler om de unges svigtende
interesse for naturvidenskaberne,
mens de selv sidder i en
rundkreds, hvor de lader to og
fem være lige og kalder det en
politisk afvejning. Hvis det er
fakta, benægter jeg fakta. Det
fremkalder ikke protester fra
naturvidenskabsfolk. Man har
jo kone og børn at forsørge.
Det er dårlig reklame for naturvidenskaberne
leveret af politikere
og politiserende embedsmænd
i uskøn forening. Så tror
da pokker, de unge betakker sig
for at have med naturvidenskaberne
at gøre.
Fri for tyranniet
Værdikampen er i grunden en
kamp om at være fri for tyranni,
den enkeltes kamp mod mæng-
31

32
A k t u e l N a t u r v i d e n s k a b | 2 | 2 0 0 4
D E B A T & R E P L I K
dens tyranni, meningstyranniet
eller den politiske korrektheds
tyranni. Det er dét tema, Kierkegaard
hele tiden vender tilbage
til. Han er til døden på
den enkeltes side imod enhver
form for tyranni. Hele hans liv
er et grandiost eksempel. Han er
frihedskæmperen over alle frihedskæmpere.
Bortset fra de få sider om
naturvidenskaberne handler
Kierkegaards forfatterskab
om det religiøse og det etiske,
som vi selvfølgelig ikke kommer
uden om i en værdikamp,
der i princippet ikke er politisk
kamp, men en kamp om evige
eller naturgivne værdier. Han
siger f.eks. om det religiøse,
at det er »evighedens forklarede
gengivelse af politikkens
skønneste drøm.« Selv om det
måske ikke straks forstås, er det
dog lettere at forstå end det,
præsterne siger. Han skriver
også, at »jo mere man mener at
kunne eller forhærder sig i at
kunne undvære det evige, desto
mere trænger man i grunden
blot til det.«
■ Gösta Nachmann og Knud
Erik Heller’s artikel i Aktuel
Naturvidenskab nr. 1/2004 er
ensidig og uaktuel. Deres sidste
reference er fra 2000 inden
for et forskningsfelt, hvor langt
over 100 artikler publiceres hvert
år. Ingen af de to lektorer har
forsket i asymmetri, og artiklen
viser klart, at de kun har
et perifert kendskab til emnet.
Interesserede læsere burde
anvende Mikal Polak’s redigerede
bog Developmental instability
(Oxford University Press,
Oxford, 2003) som indgang til et
Internet-udgaven af den
mørke middelalder
Kierkegaards værdikamp endte
som bekendt med kirkekampen.
I Øieblikket er der en
“novelle”, der er morsom og
yderst aktuel. Cand. theol.
Ludvig From søger et embede,
hvor han først skulle have søgt
noget andet. Han render fra
Herodes til Pilatus for at få det
embede. Da han første gang
fremstilles for menigheden,
prædiker han varmt om, hvad
opgaven egentlig er, nemlig
først at søge Guds rige – mens
han tænker på gagen.
Der er ikke langt fra Kierkegaards
cand. theol. til vore
dages cand. scient., der, uddannet
til at søge den objektive
sandhed, lader sig ansætte i
staten ikke for at søge denne
sandhed, men for at tjene den
politiske sandhed. Fremstillet
for offentligheden, taler han
varmt om naturvidenskabernes
egentlige opgave – og beder om
fl ere penge til forskning.
Hulheden i argumenterne
og spildet af ressourcer er let
Replik fra Anders Pape Møller
Anders Pape Møller, der er professor ved Université Pierre et Marie Curie, Paris,
har følgende kommentar til artiklen Symmetri som naturens værdimål - fup eller fakta?
trykt i sidste nummer af Aktuel Naturvidenskab.
spændende og diverst forskningsfelt.
I dag er der langt over 1000
forskere, som studerer asymmetri
i økologiske, evolutionære og
medicinske sammenhænge.
Hvad angår kendelsen fra
Udvalget Vedrørende Videnskabelig
Uredelighed (UVVU), så
kan jeg kun gentage to klagepunkter
fra min anke til Ministeren
for Forskning, Teknologi
og Udvikling: (1) Hvordan kan
det være, at UVVU er det eneste
udvalg i verden, som nedsætter
udvalg bestående af inhabile
personer? (2) Hvordan kan det
at få øje på. Men politikere,
embedsmænd, journalister,
præster (og desværre også nogle
naturvidenskabsfolk) er med
i den absurde komedie, der
begynder med, at vi er mindre
velhavende, end vi kunne have
været, og til sidst ender med,
at demokratiet bukker under,
lige som kommunismen bag
jerntæppet bukkede under – og
af samme grunde: politisering,
knægtelse af ytringsfriheden og
mangel på åbenhed og uafhængighed.
Problemet er kæmpestort,
for tillader vi, at naturvidenskaberne
politiseres, er vi på
den for alvor. Så ender vi i
Internet-udgaven af den mørke
middelalder, hvor naturvidenskaberne
er sat ud af kraft, og
hvor embedsmænd, politikere
og smagsdommere bestemmer,
hvad der er løgn, og hvad der
er sandhed. ■
være, at UVVU er det eneste
udvalg, som ikke kontrollerer
såkaldt bevismateriale for at
være umanipuleret og autentisk?
Disse to almindelige retsprincipper
gælder i alle civiliserede
lande, blot ikke i Danmark.
Lomborg-sagen har allerede vist
overfor hele verden, at UVVU
har mistet al troværdighed.
Allerede Shakespeare iagttog:
»There is something rotten in
the Kingdom of Denmark.« Jeg
kan kun tilføje: »Jeg skammer
mig over at være dansker.«
Anders Pape Møller ■
Om forfatteren
Hans Schrøder er
civilingeniør, miljørådgiver
Danedi
Tlf.: 4876 1909
E-mail: hs@danedi.dk
Yderligere læsning:
Johannes Sløk: Kierkegaard
- humanismens tænker. Hans
Reitzels forlag, 1993.