De fire forbehold - Folketingets EU-oplysning

UDENRIGSMINISTERIET EUP j.nr. 400.A.2-10-1
Nordgruppen Den 17. maj 2005
Svar på Folketingets Europaudvalgs spørgsmål ad L 137 af 2. maj 2005
2
Spørgsmål 55:
”Ministeren bedes redegøre for, hvordan hjemmelsbestemmelsen i art. III-129 har sammenhæng
med den danske erklæring om unionsborgerskabet fra Edinburgh.”
Svar:
Bestemmelsen i art. III-129 giver mulighed for, at Rådet vedtager en europæisk lov eller
rammelov, der på grundlag af en rapport fra Kommissionen om udviklingen på området
og med forbehold af forfatningstraktatens øvrige bestemmelser supplerer rettighederne i
artikel I-10. Rådet træffer afgørelse med enstemmighed efter Europa-Parlamentets godkendelse,
og loven eller rammeloven kan først træde i kraft, når medlemslandene har
godkendt den i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser.
Den danske erklæring om unionsborgerskabet fra Edinburgh fastslår, at traktatens bestemmelser
om unionsborgerskabet ikke på nogen måde træder i stedet for det nationale
statsborgerskab, og at spørgsmål om, hvorvidt en person besidder statsborgerskab i en
medlemsstat, udelukkende afgøres efter vedkommende medlemsstats egen lovgivning
(Edinburgh-afgørelsens afsnit A).
At unionsborgerskabet ikke træder i stedet for det nationale statsborgerskab fremgår
efter Amsterdam-traktaten direkte af EF-traktatens art. 17, stk. 1 (”Unionsborgerskab er et
supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette”). At spørgsmål om,
hvorvidt en person besidder statsborgerskab i en medlemsstat udelukkende afgøres af
den pågældende medlemsstat, fremgår bl.a. af erklæring nr. 2 til Maastricht-traktaten.
Forfatningstraktaten ændrer ikke herved, jf. art. I-10, stk. 1, andet punktum.
64