Læs specialet - Jordemoderforeningen

”Det er jo et barn, et menneske,
et familiemedlem…”
-­‐ Et kvalitativt studie af danske
jordemødres tilgang til sene provokerede
aborter
Engelsk titel: ”It’s a child, a human being, a family member…”
-­‐ A qualitative study of Danish midwives’ approach to late induced abortions
Udarbejdet af:
Anne Vinggaard Christensen &
Anne Hjøllund Christiansen
Omfang:
135 normalsider á 2.400 anslag
Speciale ved Kandidatuddannelsen i
Folkesundhedsvidenskab
Institut for Folkesundhedsvidenskab
Københavns Universitet
Februar 2011
Hovedvejleder:
Birgit Petersson
Afdeling for Medicinsk Kvinde-­‐ &
Kønsforskning
Institut for Folkesundhedsvidenskab
Københavns Universitet
Bivejleder:
Tine Rask Eriksen
Afdeling for Pædagogik
Institut for Medier, Erkendelse og
Formidling
Københavns Universitet

Abstract
Introduction: The right to free abortion until the twelfth week of pregnancy is widely
accepted in the Danish population. The late induced abortions – abortions after the twelfth
week of pregnancy – on the other hand, cause more disagreement and ambivalence. These are
performed primarily because of fetal abnormalities or on social grounds. The introduction of
prenatal diagnostics for all pregnant women in Denmark in 2004 has led to an increase in the
number of late induced abortions performed because of fetal abnormalities. However, there is
a lack of studies on how healthcare professionals experience working with the late induced
abortions.
Objective: To examine Danish midwives’ approach to late induced abortions, including how
their professional identity, praxis and professional ethics develop in relation to this approach.
Methods: Individual qualitative interviews with ten Danish midwives, all of whom had
performed late induced abortions. The organisation and analysis of the data from the
interviews is structuralised by the method of Grounded Theory as well as theories on
professions that focus on how professional identity and professional ethics develop.
Findings: All the midwives are of the opinion that performing late induced abortions is a part
of their job. They all express their unreserved support to the woman’s autonomy, and as a
result thoughts of the fetus’ right to live are suppressed. The general attitude of the midwives
is that they have to remain professional when they handle late induced abortions, and
therefore their personal opinions and any disagreements they might have, are suppressed.
Yet, when directly asked, the midwives were skeptical about the termination of pregnancies
because of nonlethal fetal abnormalities. We found that the performance of late induced
abortions today resembles the birth of a living child because of the rituals that are performed,
like showing the fetus to the woman, taking pictures of the fetus and making hand- and
footprints. According to the midwives this is done to relieve the grief the parents might
experience after the abortion. However, the benefits of performing these rituals, are not
documented in the existing literature.
Discussion: The everyday work of the midwives has changed and is limited by the
institutional setting of the hospital, the technological development and the influence of other
healthcare professionals. This challenges their belief in the normal birth and increases the
demand for the midwives to legitimise their profession. In the defense of their profession

they tend to “over do” their job in relation to late induced abortions, and therefore it can be
discussed whether the midwives themselves are creating the grief of the parents through the
rituals they perform.

Indholdsfortegnelse
1. INDLEDNING………………………………………………………………………………1
1.1 Problemstilling………………………………………………………………………………………… 2
1.1.1 Folkesundhedsvidenskabelig relevans……………………………………………………..…. 3
1.2 Problemformulering……………………………………………….…………………………………… 4
1.3 Specialets opbygning……………………………………….………………………………………… 5
2. BAGGRUND……………………………………………………………………………….... 6
2.1 Lovmæssigt grundlag for udførelsen af sene provokerede aborter………………………………… 6
2.1.1 Historisk blik på lovgivningen.………………………………………………………………..… 6
2.1.2 Abortlovens udformning i dag………………………………….……………………………… 7
2.1.3 Abortsamrådene og abortankenævnet………………………………………………………… 9
2.1.4 Abort eller barn?…………………………………………………………………..………… 10
2.1.4.1 Hvis fosteret er levendefødt………………………………………………………………… 11
2.2 Fosterdiagnostiske tilbud i Danmark………………………………………………………………… 11
2.2.1 Fra indikation til generelt tilbud…………………………………………………………………
11
2.2.2 Risikovurdering……………………………………………………………………………… 13
2.2.3 Tvungne valg?………………………………………………………………………………… 13
2.3 Udviklingen i sene provokerede aborter i Danmark………………………………………………… 14
2.4 Metoder til provokeret abort………………….……………………………………………………… 17
2.4.1 Abort inden udløbet af 12. uge…………………………………………………………………
18
2.4.2 Abort efter udløbet af 12. uge………………………………………………………………… 18
2.4.3 Organisering af sene provokerede aborter………………………………………………………
19
2.4.4 Eksempel på behandlingsforløb ved sen provokeret abort………………………………………
20
2.5 Jordemødre i Danmark………………….………………………………………………………………
20
2.5.1 Historisk blik på jordemoderfaget og konteksten for jordemødres arbejde………………………
20
2.5.2 Fra mesterlære til professionsbacheloruddannelse…...………………………………………… 22
2.5.3 Jordemødres virksomhedsområde og kompetenceprofil…………………………………………
23
3. METODER……………………………………………………………………………….... 25
3.1 Erkendelsesposition og valg af metoder………………….……………………………………………
25
3.2 Interviewet som forskningsmetode………………….………………………………………………… 27
3.2.1 Rekruttering af informanter…………………………………………………………………… 28
3.2.2 Interviewguide…………………………………………....……………………………………
29
3.2.3 Gennemførelse af interviews……………………………………………………………………
30
3.3 Analyse af empiri………………….……………………………….……………………………………
31
4. EMPIRISK ANALYSE…………………………………………………………………….. 34
4.1 Empiriske fund….………………….……………………………….………………………………… 36
4.1.1 Begrebsafklaring……………………………………………………………………………………
37

4.1.2 Det professionaliserede og det personlige……………………………………………………………
38
4.1.3 Omsorg i forskellige former……………………………………………………………………….. 38
4.1.4 Personliggørelse af det aborterede foster……………………………………………………………
39
4.1.5 Professionernes kamp i det sundhedsprofessionelle felt………………………………………………
39
4.1.6 Retfærdiggørelse af egen rolle i forbindelse med sene provokerede aborter……………….………… 40
4.1.7 Kernekategorien: At yde den ”rette” omsorg……………………………………………………… 41
5. TEORI………………..…………………………………………………………………… 42
5.1 Bestemmelse af professionsbegrebet….…..……………….………………………………………… 42
5.1.1 Afgrænsning……………………………………………………………………………………… 43
5.2 Forholdet mellem staten og professionerne….…..…..…….………………………………………… 44
5.2.1 Velfærdsstatens professioner……………………………………………………………………… 45
5.2.2 Normalitetens vogtere………………………………………………………………………………
46
5.3 Hvad er professionsidentitet og hvordan dannes den?….….………………………………………… 46
5.3.1 Professionspraksis…………………………………………………………………………..………
47
5.3.1.1 Habitus……………….………………………………………………………………………… 48
5.3.2 Socialiseringsarenaer……...……………………………………………………………………… 50
5.4 De professionaliserede og de personlige kundskabsformer i jordemoderarbejdet………………… 51
5.5 Etikken som resultat af sociale processer...……………….………………………………………… 52
5.5.1 Etik på dagsordenen i sundhedsvæsenet…………………………………………………………… 53
5.5.2 Etiske problemstillinger indlejret i jordemoderprofessionen………………………………………… 54
5.5.3 Hvordan skabes etiske problemer på et hospital? ……………….………………………………… 54
5.5.4 Hvordan håndteres etiske problemer på et hospital?…………………………………………………
56
6. ANALYTISK RAMME………….……………………………………………………….. 58
6.1 Forskningsspørgsmål………………………………………………………………….……………… 58
6.2 Analytisk blik...…………………………………….……….………………………………………… 59
7. TEORETISK ANALYSE………….………………..…………………………………….. 65
7.1 Det professionaliserede og det personlige……………...…………………………….……………… 65
7.1.1 Omsorgshabitus……………………...…………………………………………………………… 66
7.1.2 Det personlige grænsesættes………………………………………………...………………………
68
7.1.3 Det professionaliserede som afgrænsningsfaktor…….……………………………………………… 71
7.1.4 Rationalisering………………………………………………………………..…………………… 72
7.1.4.1 Forståelse som falsk bevidsthed ……………………………………………………………
73
7.1.5 Vidensopsamling om Det professionaliserede og det personlige…...…..…………………………… 76
7.2 Omsorg i forskellige former …………………………...…………………………….…………………
77
7.2.1 Professionsideal i omsorgsarbejdet………………………………..…...…..……………………… 77
7.2.1.1 Kontinuitet i omsorgen………………..………………………………………………………
79
7.2.2 Legitimering af jordemoderprofessionen i forhold til sene provokerede aborter….……………………
80
7.2.3 Professionsidealet ved ønskede og ikke ønskede graviditeter..………...…………………………… 83
7.2.4 Socialiseringsarenaer for jordemødrenes professionsidentitet..……………………………………… 84

7.2.5 Vidensopsamling om Omsorg i forskellige former.………………………..………………………… 87
7.3 Personliggørelse af det aborterede foster……………...…………………………….……………… 88
7.3.1 Det aborterede fosters status……......………………………………………………………………
88
7.3.2 ”Sentimentalisering” af den sene provokerede abort…..………………...……………………………
90
7.3.2.1 At skjule det afvigende og fokusere på det normale... …………………………………… 91
7.3.2.2 Familiedannende ritualer ………...……………………………………………………… 92
7.3.2.3 Konstruktion af professionsetik ……………………………………………………………
93
7.3.3 Anerkendelse af sorg……………………………………...………………...………………………
94
7.3.3.1 Sorg kan ikke gradueres…………………………………………………………………………… 95
7.3.4 Ritualisering som habitueret praksis……………………...………………...……………………… 96
7.3.4.1 Skal man se barnet?….……………………………………………………………………………… 97
7.3.4.2 Kan det legitimeres at vise barnet?…………………………………………………………………
98
7.3.4.3 At skabe konkrete minder……………...……………………………………………………………
100
7.3.5 Vidensopsamling om Personliggørelse af det aborterede foster………...……………………………
103
7.4 Professionernes kamp i det sundhedsprofessionelle felt…………………………….……………… 104
7.4.1 Ændringer i rammerne for jordemødres arbejde.……………………………………………………
105
7.4.2 Udfordring af normalitet………………………………...…………………………………………
106
7.4.3 Sene provokerede aborter i forskellige regi…………………...……………………………………
109
7.4.3.1 Latente konflikter mellem sundhedsprofessionelle….……………………………………………
111
7.4.4 Teknologiens magt og risikofiksering…………………………….………...……………………… 112
7.4.4.1 Ny gruppe af gravide…………………………………………………………………………………
114
7.4.5 Ulige fordeling af kapitaler……………………………………………...…...………………………
116
7.4.6 Vidensopsamling om Professionernes kamp i det sundhedsprofessionelle felt….………….…………
118
7.5 Retfærdiggørelse af egen rolle i forbindelse med sene provokerede aborter……….………………
119
7.5.1 Det etiske dilemma ved en sen provokeret abort …….…………………………………………… 120
7.5.2 Et andet dilemma………………….……………………...…………………………………………
121
7.5.3 Afgrænsning af virksomhedsområde………..………………...……………………………………
122
7.5.4 Lægernes moralske dagsorden……………….………………...……………………………………
124
7.5.5 Jordemødre som moralske individer………….………………...……………………………………
125
7.5.5.1 Det muliges kunst………………………………………..……………………………………………
126
7.5.6 Vidensopsamling om Retfærdiggørelse af egen rolle i forbindelse med sene provokerede 128 aborter...…
8. DISKUSSION……….…………………………………………………………………….. 130
8.1 Refleksioner over vores fund………………………………………………………….………………
130
8.2 Refleksioner over metodevalg…………………………………………………………………………
133
8.2.1 Gyldighed………………………………………………....………………………………………
133
9. LITTERATURLISTE…..………………………………………………………………..... 141
BILAG 1: Interviewguide………………………………………………………………….
148

1. Indledning
Indledning
Adgangen til fri abort indtil 12. graviditetsuge er udbredt accepteret i den danske befolkning,
men de etiske problematikker indlejret i abortspørgsmålet, er dog stadig genstand for
bekymring og gentagen debat (Norup 1997: 440). Et studie af den danske befolknings
holdning til abort viser, at størstedelen vil give tilladelse til alle provokerede aborter inden
12. uge både af genetiske og sociale årsager, men kun give tilladelse til abort efter 12. uge på
baggrund af nogle udvalgte årsager. Den positive indstilling over for tilladelse til abort falder
således med stigende svangerskabslængde (ibid.: 443-444).
Antallet af sene provokerede aborter, dvs. provokerede aborter efter 12. uge, har været
nogenlunde stabilt siden indførelsen af den frie abort i 1973 og har udgjort ca. 2-3 % af det
samlede antal provokerede aborter (Helweg-Larsen 1998: 127; Sundhedsstyrelsen 2010a:
10). Siden 2005 er der dog sket en stigning, således at andelen af sene provokerede aborter nu
udgør ca. 5 % af det samlede antal provokerede aborter, som årligt ligger på mellem 15.000-
16.000 (www.sst.dk). I 2009 blev der givet tilladelse til 831 sene provokerede aborter – det
højeste antal nogensinde (Sundhedsstyrelsen 2010a: 10). Denne stigning kan bl.a. begrundes i
udviklingen inden for medicin og teknologi, der medfører, at mulighederne for
fosterdiagnostik udvides. Som resultat heraf kan man opdage flere misdannelser og andre
abnormiteter hos fosteret, hvor behandlingen ikke er udviklet i samme grad (Garel et al.
2002: 811), eller hvor der ikke kan udvikles en behandling. Derfor gives tilladelse til en sen
provokeret abort. De fleste diagnosticerede misdannelser og andre abnormiteter hos fosteret
er imidlertid ikke dødelige, hvilket kan gøre valget af en sen provokeret abort kompliceret for
de gravide kvinder (Geerinck-Vercammen & Kanhai 2003: 543).
Udførelsen af de sene provokerede aborter har fået stor opmærksomhed fra bl.a.
Jordemoderforeningen, Landsforeningen Spædbarnsdød samt diverse handicap-
organisationer. Ifølge Det Centrale Handicapråd udfordrer teknologiens ekspansion vores
menneskesyn, idet muligheden for at forebygge, helbrede og lindre betyder, at vi bevidst eller
ubevidst stræber efter det perfekte, og at selv den mindste defekt søges fjernet (Det Centrale
Handicapråd 2005). Mange par vælger da også at få afbrudt en ellers planlagt og ønsket
graviditet, hvis fosterdiagnostikken viser, at fosteret har en alvorlig diagnose (Nexø 2009:
Side | 1

Indledning
396; Salvesen et al. 1997: 80). I 2006 blev der som eksempel født 36 levende børn med
Downs Syndrom i Danmark, hvor der uden nogen form for fosterdiagnostiske tilbud statistisk
set ville være født omkring 167 (Nexø 2009: 396). Ifølge Det Centrale Handicapråd er
udførelsen af de sene provokerede aborter således samfundets måde at give udtryk for, hvilke
liv der er tvivl om livsværdien i, og normalitetsbegrebet er dermed blevet indsnævret (Det
Centrale Handicapråd 2005). Fosterdiagnostikkens udvikling har således medført debat
omkring, hvilke tilstande hos fostret, der kan retfærdiggøre en sen provokeret abort (Norup
1997: 440).
En lang række studier har beskæftiget sig med abortsøgende kvinders oplevelser og de
psykosociale konsekvenser, der følger efter en sen provokeret abort på grund af misdannelser
eller andre abnormiteter hos fosteret (fx Hunt et al. 2009; Korenromp et al. 2005; Salvesen et
al. 1997; Statham et al. 2002). Kvinder, som er ønsket gravide, men som vælger at få en
provokeret abort på grund af føtale misdannelser eller andre abnormiteter, oplever ofte
alvorlig bekymring, mulig depression og forlænget sorgperiode (Korenromp et al. 2005: 254-
258; Salvesen et al. 1997: 82-83). Flere kvinder og par beskriver det desuden som en næsten
inhuman beslutning at skulle vælge et barn til eller fra (Korenromp et al. 2005: 253). På
tidspunktet for denne beslutning har de gravide haft mulighed for at se fosteret via ultralyd,
hørt dets hjerteslag, mærket dets bevægelser, skabt forventninger og måske knyttet stærke
bånd til fosteret (Parstedt & Wikström 2009: 5).
Det er imidlertid mindre godt belyst, hvordan de sundhedsprofessionelle, der varetager de
sene provokerede aborter, oplever dette. Nærværende speciale vil derfor bidrage med viden
på dette område.
1.1 Problemstilling
Samtidig med, at vi ser en stigning i de sene provokerede aborter, har jordemødre i Danmark
været med til at problematisere udførelsen af de meget sene provokerede aborter, dvs. efter
ca. 20. graviditetsuge. Problematiseringen har bl.a. været begrundet i, at jordemødrene det
ene øjeblik kan være med til at abortere et foster, der, hvis det fødes naturligt, kan være
levedygtigt, og som i nogle tilfælde udviser livstegn efter fødslen, og det næste øjeblik bistå
en familie, der kæmper for at holde et for tidligt født ønskebarn på samme alder i live
(Hartlev 2010: 18).
Side | 2

Indledning
I dag tilbyder man på mange hospitaler, at kvinden/parret kan se fostret efter den
provokerede abort, og de kan desuden vælge at få deres barn begravet, hvilket ikke var
tilfældet for få årtier tilbage (www.spaedbarnsdoed.dk). Tidligere har det været normal
praksis på danske hospitaler at behandle aborterede fostre som andet biologisk affald og
sende dem på forbrændingsanstalter. I nogle år har man haft en ordning på bl.a. Herlev
Hospital, hvor alle aborterede fostre, som kvinden/parret ikke selv har valgt at holde en
særskilt begravelse for, kremeres og nedsættes i en anonym børnefællesgrav. Sniff Andersen
Nexø har i denne forbindelse udtalt, at når man vælger at kremere og urnegravsætte en abort,
ligger der et meget kraftigt udsagn om, at det næsten er noget personligt – man kremerer fx
ikke cyster, amputerede ben eller vævsprøver (Thorup 2007).
Der findes en række studier, der beskæftiger sig med sundhedsprofessionelles holdninger,
praksisser (Garel et al. 2007; Khalid et al. 1994; Norup 1998), oplevelser, problemer og
personlige følelser (Cignacco 2002; Garel et al. 2002; Lindström et al. 2007; Parstedt &
Wikström 2009) i forbindelse med sene provokerede aborter. De studier, der specifikt
beskæftiger sig med jordemødre, viser, at jordemødre oplever stor ambivalens og et stort
etisk dilemma ved deltagelse i sene provokerede aborter (Cignacco 2002: 179; Parstedt &
Wikström 2009: 14). Jordemødre oplever således en konflikt mellem kvindens ret til
selvbestemmelse på den ene side og fosterets ret til liv på den anden side. Dette skaber en
tilstand af professionel forvirring mellem jordemoderens professionelle pligt og etiske
position (Cignacco 2002: 185-188). Et studie finder desuden, at mulighederne for, at
jordemødre kan reflektere over og forstå deres egen moral og etiske aspekter ved de sene
provokerede aborter, er underprioriterede (Lindström et al. 2007: 234).
I skrivende stund er der ikke lavet studier af danske jordemødres tilgang til sene provokerede
aborter. De refererede fund kan derfor være forskellige fra Danmark på grund af forskelle i
lovgivning, holdninger til abort, organisering i hospitalsvæsenet, kultur og religion. Formålet
med dette studie er derfor netop at undersøge danske jordemødres tilgang til og praksis
omkring sene provokerede aborter.
1.1.1 Folkesundhedsvidenskabelig relevans
Side | 3

Indledning
I lyset af ovenstående kan vi se, at praksis omkring håndteringen af sene provokerede aborter
synes at have ændret sig de senere år, og at udførelsen af disse kan skabe professionelle og
etiske dilemmaer for jordemødrene. I forlængelse heraf synes vi, at det er både relevant og
interessant at undersøge, hvilken tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter, der
gør sig gældende blandt jordemødre. Vi ser nemlig et potentielt spændingsfelt mellem
teknologiens muligheder samt den videnskabelige udvikling og holdningen blandt dem, der
skal udføre det arbejde, der resulterer af denne udvikling.
Der sker en fortsat udvikling inden for fosterdiagnostik, hvilket potentielt kan medføre en
større stigning i antallet af sene provokerede aborter på grund af føtale misdannelser og andre
abnormiteter. Dette betyder samtidig, at jordemødre oftere kan komme til at stå i en situation,
hvor de skal deltage i udførelsen af en sen provokeret abort. Vi finder derfor, at denne
problemstilling er af stor folkesundhedsvidenskabelig relevans, og at det er relevant at
undersøge nærmere, hvordan jordemødre forholder sig til arbejdet med sene provokerede
aborter.
Viden om praksis og tilgang til sene provokerede aborter blandt jordemødre og
sundhedsprofessionelle generelt er værdifuld både i forhold til etiske diskussioner af
abortspørgsmålet og som input i debatten om den lovmæssige regulering af abortområdet.
Formålet med dette speciale er derfor, at bidrage med viden på dette område.
For at kunne tilbyde gode arbejdsforhold for jordemødre og andet sundhedspersonale, der
arbejder med sene provokerede aborter, er det desuden af stor betydning, at beslutningstagere
er bevidste om sundhedspersonalets tilgang til og erfaringer med sene provokerede aborter.
Dette speciale kan derfor ligeledes udgøre et bidrag til denne bevidsthed.
1.2 Problemformulering
Vi ønsker at belyse den beskrevne problemstilling gennem en kvalitativ undersøgelse, hvor vi
vil afdække, hvordan jordemødre oplever de sene provokerede aborter, hvordan deres tilgang
er til disse og hvilken praksis, der gør sig gældende i deres arbejde med sene provokerede
aborter.
Vores problemformulering lyder som følger:
Side | 4

Hvordan forholder danske jordemødre sig til sene provokerede
aborter, og hvordan kommer deres professionsidentitet og -­‐etik til
udtryk i deres tilgang til og praksis omkring disse?
Indledning
Tilgang til sene provokerede aborter skal forstås bredt og dækker her over jordemødrenes
kliniske og emotionelle erfaringer med sene provokerede aborter, samt hvilke idéer de har
om, hvad omsorgen skal eller bør indeholde i forbindelse hermed.
Praksis refererer til, hvad jordemødre rent praktisk gør i deres arbejde med sene provokerede
aborter og kan bestå af mere eller mindre systematiske handlinger.
1.3 Specialets opbygning
Vi vil lægge ud med en indføring i baggrunden for specialets problemstilling.
I vores metodeafsnit vil vi gennemgå vores erkendelsesposition og overvejelser om valg af
metoder til indsamling og analyse af vores empiri.
Herefter følger et afsnit, der indeholder vores empiriske analyse. Her præsenteres først den
metodiske fremgangsmåde for vores empiriske analyse, som følger principperne i metoden
Grounded Theory. Derefter følger en kort fremstilling af fundene fra denne analyse i form af
emnekategorier, som præsenteres i meningskondenserende afsnit. Desuden vil den centrale
kernekategori, som dækker essensen af emnekategorierne, blive fremlagt.
Dernæst følger vores teoriafsnit, hvor vi præsenterer de teoretiske perspektiver, som
inddrages i vores teoretiske analyse af emnekategorierne.
I vores analytiske ramme vil vi knytte teorien op på de empiriske fund og på den baggrund
konstruere en række forskningsspørgsmål, som er empirisk genererede. Desuden vil vi her
etablere vores analytiske blik. Den analytiske ramme vil være styrende for vores teoretiske
analyse, der følger herefter.
I vores teoretiske analyse etablerer vi et teoretisk blik på empirien. Analysen tager
udgangspunkt i de konstruerede forskningsspørgsmål og er inddelt i ét afsnit for hver
emnekategori med tilhørende forskningsspørgsmål. Efter hvert analyseafsnit følger en kort
opsamling, som rummer og diskuterer den nye viden, vi har udviklet i relation til vores
problemformulering.
Side | 5

Indledning
Afslutningsvis følger et todelt diskussionsafsnit, som rummer vores refleksioner over den
teori, vi har udviklet om jordemødres tilgang til, praksis omkring og professionsetik knyttet
til sene provokerede aborter. Desuden vil diskussionsafsnittet rumme overvejelser om
specialets gyldighed samt begrænsninger ved vores undersøgelse.
Side | 6

2. Baggrund
Baggrund
I de følgende afsnit vil vi beskrive baggrunden for vores problemstilling for at etablere et
afsæt til vores undersøgelse. Vi vil her se på det lovmæssige grundlag for de sene
provokerede aborter, de fosterdiagnostiske tilbud i Danmark, udviklingen i antal og
indikation for sene provokerede aborter samt metoder til provokeret abort. Afslutningsvist vil
vi beskrive jordemoderprofessionen i Danmark, hvad angår historie, organisering samt
arbejdsopgaver, da dette er med til at danne grundlaget for at kunne analysere dennes
professionsidentitet og professionsudvikling. Vi vil have særligt fokus på
jordemoderprofessionen fra 1974 og frem, hvor jordemødrene blev offentligt ansatte.
2.1 Lovmæssigt grundlag for udførelsen af sene provokerede aborter
I Danmark er adgangen til abort, som i mange andre lande, reguleret ved lov. Dette signalerer
i sig selv, at fostret kategoriseres som noget betydningsfuldt, der ikke kan bortskaffes eller
fjernes fra kroppen på lige fod med andre biologiske dele af kroppen (Hermann 2008: 113).
Alene det, at vi har vedtaget en lov på området, vidner således om en anerkendelse af fostrets
retlige og etiske status. Retlig status henviser til de rettigheder, et foster har ifølge den
danske lovgivning, mens den etiske status, betegner det forhold, at man kan have
forpligtelser over for fostret, dvs. at der eksisterer etisk definerede begrundelser for at tage
hensyn til det (Det Etiske Råd 2003: 41).
2.1.1 Historisk blik på lovgivningen
Den første danske abortlov blev vedtaget i 1937. Før denne var abortvirksomhed reguleret i
straffeloven, da man anså abort som fosterdrab, og det var strafbart både at udføre og få
udført en abort. Aborter var kun lovlige, hvis de blev foretaget efter nødretsbetragtninger,
dvs. hvis graviditeten udgjorde en fare for kvindens helbred. Abortloven fra 1937 tillod abort
på følgende indikationer: hvis der var fare for kvindens liv eller helbred, hvis barnet led af en
arvelig sygdom, eller hvis graviditeten var et resultat af et strafbart forhold, fx voldtægt
(Hermann 2008: 114).
Abortloven blev revideret i 1956, hvor indikationen omhandlende arvelig sygdom blev
udvidet til også at dække skader eller sygdomme pådraget i fosterlivet. Man indførte desuden
en ny indikation, der dækkede over kvindens manglende fysiske eller psykiske evne til at
Side | 7

Baggrund
tage vare på sit barn. I 1970 blev loven yderligere liberaliseret, da man indførte fri abort op til
12. uge for kvinder over 38 år og kvinder, som havde fire børn, der alle var hjemmeboende
og mindreårige (Hermann 2008: 114). Derudover blev der indført en egentlig social
indikation, der dækkede over forhold, hvor svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet
ville medføre en alvorlig belastning af kvinden, som ikke kunne afværges på anden måde end
ved en abort (Det Etiske Råd 1997: 15). Herefter kom så den frie abort for alle kvinder indtil
12. svangerskabsuge med loven i 1973, hvor man desuden indførte en ny bestemmelse, der
gav lægen pligt til at oplyse om, at kvinden hos Mødrehjælpen kunne få vejledning om
samfundets hjælpemuligheder, hvis hun ønskede en abort (ibid.: 16).
Med indførelsen af den frie abort blev de indikationer, der før havde været for legal abort,
bevaret som indikationer for de sene provokerede aborter. Abortlovgivningen har således
været stort set uforandret siden 1973 og frem til Sundhedslovens vedtagelse i 2005, som også
er gældende i dag.
2.1.2 Abortlovens udformning i dag
I det følgende gennemgås det retsgrundlag, hvorpå de sene provokerede aborter udføres i
dag. Bestemmelserne omhandlende de sene provokerede aborter kan findes i Sundhedslovens
§ 93 og § 94 (Lov 2010b).
Lovens § 92 fastslår, at vi i Danmark har ret til fri abort indtil udløbet af 12. graviditetsuge.
Kvindens selvbestemmelsesret er således vægtet særligt tungt inden for det reproduktive
område, idet fostret indtil udgangen af 12. svangerskabsuge ikke har en sådan status, at det
kan begrunde en begrænsning af kvindens autonomi (Hermann 2008: 116). Til forskel herfra
har man fx i Sverige fri abort indtil 18. uge og i England indtil 24. uge 1 (www.abortnet.dk).
Efter 12. graviditetsuge er der betinget ret til abort i Danmark, hvilket vil sige, at kvinden
skal have en tilladelse fra de såkaldte abortsamråd, for at få udført en provokeret abort. Klage
over en afgørelse i abortsamrådene kan indbringes for abortankenævnet 2 , der kan omstøde
1
I Sverige er der fri abort op til 18. uge, men aborter foretaget i andet trimester i graviditeten kræver en
tilladelse fra Socialstyrelsen. I England kan man få foretaget abort op til 24. uge på baggrund af sociale,
socialmedicinske eller socio-­‐økonomiske forhold. Desuden er der ikke nogen øvre tidsgrænse for aborter
udført på baggrund af risiko for alvorligt handicap hos fostret eller ved risiko for alvorlig skade på kvindens liv. I
alle tilfælde kræves samtykke fra to læger for at udføre aborten (www.abortnet.dk).
2
Abortsamråd og abortankenævn beskrives nærmere i afsnit 2.1.3.
Side | 8

Baggrund
afgørelsen. Tilladelse til abort kan gives på baggrund af flere forskellige forhold. Ifølge § 93
kan kvinden på et hvilket som helst tidspunkt i sin graviditet få foretaget en abort uden, at
dette skal igennem et abortsamråd først, hvis en abort er nødvendig for at ”afværge fare for
hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred og
denne fare er udelukkende eller ganske overvejende lægefagligt begrundet” (Lov 2010b).
Gennem hele graviditeten vejer kvindens helbred således tungere end fostrets ret til liv.
Abortsamrådene kan give tilladelse til en sen provokeret abort på baggrund af forhold angivet
i § 94 stk. 1. Disse forhold dækker over følgende:
1) Hvis svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet udgør en fare for kvindens
helbred.
2) Hvis graviditeten er et resultat af en straffelovsovertrædelse (fx voldtægt).
3) Hvis der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg, beskadigelse eller sygdom i
fostertilstanden vil få en legemlig eller sjælelig lidelse.
4) Hvis kvinden på grund af legemlig eller sjælelig lidelse ikke kan drage omsorg for
barnet på forsvarlig måde.
5) Hvis kvinden på grund af ung alder eller umodenhed ikke for tiden formår at drage
omsorg for barnet på forsvarlig måde.
6) Hvis graviditeten, fødslen eller omsorgen for barnet medfører en så alvorlig
belastning for kvinden, hjemmet eller øvrige børn, at det må anses for påkrævet, at
graviditeten afbrydes (Lov 2010b).
Forholdene i nr. 1 kan betegnes helbredsmæssig indikation, forholdene i nr. 2 etisk
indikation, forholdene i nr. 3 misdannelses- og abnormitetsindikation og forholdene i nr. 4-6
betegnes som social indikation. Det er udelukkende misdannelses- og abnormitetsindikation
samt social indikation, der vil blive behandlet direkte i dette speciale.
I alle ovennævnte situationer gælder ifølge § 94 stk. 2, at der kun gives tilladelse til abort,
hvis de forhold, der begrunder ansøgningen, er så alvorlige, at det er berettiget at udsætte
kvinden for den helbredsrisiko, som indgrebet indebærer (Lov 2010b).
Der er ikke i lovens tekst fastsat nogen øvre grænse for, hvor sent i graviditeten, der kan
foretages abort. I bemærkningerne til loven fremgår dog en øvre grænse ved 24.
Side | 9

Baggrund
graviditetsuge. Desuden gælder det ifølge § 94 stk. 3, at hvis fostret antages at være
levedygtigt 3 , kan der kun gives tilladelse til abort på misdannelses- og
abnormitetsindikationen, og kun hvis disse misdannelser eller andre abnormiteter med
afgørende vægt taler for en abort (Lov 2010b). Man vil hovedsageligt tale om levedygtighed,
når fostret er omkring 22 uger, men det er muligt, at det kan være levedygtigt tidligere.
Levedygtigheden beror på en lægelig vurdering, men abortsamrådet skal stadig inddrages.
Denne bestemmelse er udtryk for en anerkendelse af fostrets juridiske status, idet der kræves
mere tungtvejende helbredsmæssige problemer hos fostret, for at udløse tilladelse til abort så
sent i graviditeten (Hartlev 2010: 18).
Det fremgår desuden af Sundhedslovens § 100, at en kvinde, der anmoder sin læge om abort
skal gøres opmærksom på, at hun ved henvendelse til Regionsrådet kan få vejledning om
muligheder for støtte til gennemførelse af graviditeten og for støtte efter barnets fødsel. Hvis
anmodningen om abort er begrundet i misdannelses- og abnormitetsindikationen, skal
kvinden desuden informeres om muligheden for yderligere oplysning og rådgivning hos
relevante handicaporganisationer m.v. (Lov 2010b).
Ifølge Sundhedslovens § 101 må aborter efter 12. uge kun foretages af læger på regionale
hospitaler (Lov 2010b). Når jordemødrene varetager de sene provokerede aborter, sker det
ifølge loven som medhjælp for lægen, dvs. at de arbejder under dennes ansvar. Lægen har
således det medicinske ansvar, mens jordemoderen udfylder rammerne for den pleje og
omsorg, kvinderne skal have i forbindelse med en sen provokeret abort.
Af Sundhedslovens § 102 fremgår desuden det etiske forbehold. Her slås det fast, at læger,
sygeplejersker, jordemødre, sygehjælpere samt social- og sundhedsassistenter, for hvem det
strider mod deres etiske eller religiøse opfattelse at foretage eller medvirke til en abort, efter
anmodning skal fritages herfor. Det samme gælder for personer, der er under uddannelse til et
af de nævnte erhverv (Lov 2010b).
2.1.3 Abortsamrådene og abortankenævnet
3
Det fremgår ikke af loven, hvad det vil sige at være levedygtigt, men ifølge lovens bemærkninger bør det
afgøres ud fra, om der er en realistisk udsigt til, at barnet vil kunne overleve i hvert fald i nogle uger, såfremt
det på tidspunktet for det påtænkte indgreb kom til verden ved en naturlig fødsel (Hartlev 2010: 18).
Side | 10

Baggrund
Abortsamrådene og abortankenævnet fungerer på baggrund af § 97 i Sundhedsloven.
Indenrigs- og sundhedsministeren opretter et eller flere samråd i hver af de fem regioner, og
disse har til opgave at træffe afgørelser om abortansøgningerne på baggrund af de
ovennævnte indikationer (Lov 2010b).
Et abortsamråd består af en medarbejder ved regionen med juridisk eller social uddannelse og
to læger. Den ene læge skal være speciallæge i gynækologi og så vidt muligt være ansat ved
et hospital i regionen. Den anden læge skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig
socialmedicinsk indsigt. Et abortsamråds afgørelse kan indbringes for abortankenævnet, hvis
kvinden ønsker at anke abortsamrådets afgørelse. Abortankenævnet fører tilsyn med
samrådenes virksomhed for at sikre en ensartet praksis. Abortankenævnet er ligeledes
oprettet af Indenrigs- og Sundhedsministeren og består af en formand og et antal andre
medlemmer og suppleanter. Formanden skal være dommer og i behandlingen af hver
klagesag deltager mindst tre medlemmer, herunder formanden eller et medlem, der opfylder
betingelserne for at kunne være formand for nævnet. Af de to andre medlemmer skal den ene
være speciallæge i gynækologi og den anden være speciallæge i psykiatri eller have særlig
socialmedicinsk indsigt (Lov 2010b).
Det gælder for både abortsamrådene og abortankenævnet, at der kun kan gives tilladelse til
abort, hvis der er enighed herom i det enkelte råd (Lov 2010b).
2.1.4 Abort eller barn?
I § 17 stk. 1 i Lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. fremgår det, at et foster, der
fødes før 22. uge uden at give livstegn fra sig betegnes som en abort, mens det betegnes som
et barn efter 22. uge (Lov 2004). Hvis en sen provokeret abort foretages efter 22. uge vil
fostret derfor altid juridisk betegnes som et barn, uanset om det giver livstegn fra sig eller ej.
Hvis barnet udviser livstegn, når det bliver født, vil det dog altid betegnes som et barn, også
før 22. uge (Hartlev 2010: 10). Ved livstegn forstås vejrtrækning, hjerteslag, pulsation i
navlesnoren, eller tydelige bevægelser. Hvis ét af disse tegn iagttages efter, at barnet er
fuldstændig født, så er det levendefødt (Sundhedsstyrelsen 2005a). Når man foretager en
provokeret abort i fx 23. uge, er der således tale om en abort af et barn i juridisk forstand.
Afklaringen af, om der er tale om en abort eller et barn, har betydning for, om der skal
foretages ligsyn og for kvindens rettigheder efter fødslen, fx om hun har ret til barsel eller ej.
Side | 11

Baggrund
Før 2004 var grænsen for skellet mellem abort og barn på 28 uger. Da grænsen blev flyttet i
2004 var det på grund af den teknologiske udvikling, der har medført, at det i dag er muligt
for meget tidligt fødte børn at overleve (Hartlev 2010: 10).
Lovgivningens grænser for, hvornår der, i juridisk forstand, er tale om et barn eller en abort
medfører desuden, at hvis barnet fødes efter 22. uge, eller giver livstegn fra sig efter fødslen,
skal det, ifølge Lov om begravelse og ligbrænding, begraves eller bisættes (Lov 2010a).
2.1.4.1 Hvis fosteret er levendefødt
Ved en sen provokeret abort er det hensigten, at barnet fødes dødt som følge af den medicin,
kvinden har fået (dette uddybes i afsnit 2.4). Oftest vil barnet være dødt, når det fødes ved en
sen provokeret abort, fordi det ikke er fuldt udviklet og fordi den medicin, kvinden har fået
for at sætte fødslen i gang, er så stærk, at barnet dør i livmoderen. Det sker dog i nogle få
tilfælde, at barnet alligevel udviser livstegn efter fødslen (Det Etiske Råd 1997: 6). I disse
tilfælde kan barnet leve i minutter eller timer efter fødslen (Jordemoderforeningen 2008).
Efter dansk lov vil der som udgangspunkt, og uanset baggrunden for at barnet er kommet til
verden, være hjælpepligt i forhold til et levendefødt barn. I det tilfælde, hvor det aborterede
foster udviser livstegn efter fødslen, vil man dog betragte barnet som uafvendeligt døende 4 ,
og derfor iværksættes ingen behandling. Ifølge Sundhedsstyrelsens ’Vejledning om kriterier
for levende- og dødfødsel m.v.’ skal et barn, der vurderes at være uafvendeligt døende gives
den fornødne omsorg af forældre eller sundhedspersonale (Sundhedsstyrelsen 2005a). Det
står dog ikke beskrevet i vejledningen, hvad denne fornødne omsorg indebærer.
2.2 Fosterdiagnostiske tilbud i Danmark
I dette afsnit vil vi kort gennemgå hovedpunkterne i samt baggrunden for de
fosterdiagnostiske tilbud i Danmark, som de er beskrevet i Sundhedsstyrelsens nyeste
retningslinjer fra 2004. Dette er relevant, da stigningen i de sene provokerede aborter efter
misdannelses- og abnormitetsindikation kan tilskrives udvidelsen af de fosterdiagnostiske
undersøgelser, der netop potentielt kan finde misdannelser og andre abnormiteter hos fosteret
(Sundhedsstyrelsen 2010a: 13).
2.2.1 Fra indikation til generelt tilbud
4 Ved uafvendeligt døende forstås, at døden indtræffer inden for dage til uger.
Side | 12

Baggrund
Indtil 2004 blev alle gravide kvinder over 35 år tilbudt invasive undersøgelser i form af
fostervandsprøve eller moderkagebiopsi 5 for at afdække risikoen for at føde et sygt eller
misdannet barn, da disse kvinder statistisk set har en større risiko for dette i forhold til yngre
kvinder (Det Etiske Råd 2009: 29).
Som resultat af den hurtige udvikling af metoderne til fosterdiagnostik udsendte
Sundhedsstyrelsen i 2004 dog nye retningslinjer herfor, så alle gravide uanset alder ville blive
tilbudt fosterdiagnostiske undersøgelser (Det Etiske Råd 2009: 29). I disse retningslinjer
beskrives, at baggrunden for indførelsen af nye retningslinjer er, at det er vanskeligt at
legitimere en fortsat opretholdelse af det såkaldte alderskriterium på grund af fremkomsten af
mere sikre metoder til fosterdiagnostik samt hensynet til at sikre den gravides
selvbestemmelse (Sundhedsstyrelsen 2004: 5). Sundhedsstyrelsen anslog, at man ved brug af
nye metoder i form af biokemiske markører, som fx blodprøve fra moderen, mindst kunne
halvere antallet af invasive undersøgelser. Samtidig forventede man at opspore dobbelt så
mange fostre med Downs Syndrom ved at afskaffe alderskriteriet til fordel for en doubletest,
hvor der måles for to stoffer i moderens blod, kombineret med en nakkefoldsskanning (Det
Etiske Råd 2009: 30).
Retningslinjerne medførte således, at alle gravide i 11.-13. graviditetsuge fra 2004 kunne
vælge nakkefoldsskanning og/eller en blodprøve, som belyser risikoen for, at fosteret fødes
med Downs Syndrom. På baggrund af denne undersøgelse kan kvinder med en risiko på
1:250 (den fastsatte cut-off værdi 6 ) eller højere henvises videre til fostervandsprøve eller
moderkagebiopsi, hvis de vil have risikoen afklaret ved en invasiv undersøgelse
(Sundhedsstyrelsen 2004: 13).
Desuden kan alle gravide vælge en ultralydsskanning, også kaldet sen gennemskanning,
omkring uge 18-19, som kan påvise misdannelser hos fosteret. Formålet med den sene
gennemskanning er ifølge Sundhedsstyrelsen at udelukke tilstande, der ubehandlet er
forbundet med væsentlig øget risiko for sen fosterdød, neonatal død, kronisk sygelighed med
5
Ved de invasive undersøgelser er der en indbygget risiko for spontan abort af fosteret på 1 %
(Sundhedsstyrelsen 2004: 8).
6
Den fastsatte cut-­‐off værdi er grænsen for, hvornår der tilbydes invasiv diagnostik i offentligt regi. I
gennemsnit vil kvinder, hvis beregnede risiko ligger over den anførte cut-­‐off værdi have en høj beregnet risiko
for, at hendes barn fødes med Downs Syndrom (risiko på mellem 1:20-­‐1:50 afhængig af, hvilken test, det
drejer sig om) (Sundhedsstyrelsen 2004: 13).
Side | 13

Baggrund
væsentlig øget mortalitet i barnealderen eller betydende mentale eller fysiske handicaps.
Sådanne tilstande forekommer med en hyppighed på 1 % ud fra et meget restriktivt kriterium
(ibid.: 15+25).
Side | 14

2.2.2 Risikovurdering
Baggrund
Hvis alle de fosterdiagnostiske undersøgelser er normale, er kvindens risiko for at føde et
barn med svære fysiske eller mentale abnormiteter halveret. Sundhedsstyrelsen understreger
derfor, at undersøgelserne kan give øget sikkerhed og større tryghed, men at de ikke er en
garanti. Der er derimod tale om risikovurderinger (Sundhedsstyrelsen 2004: 8). En
risikovurdering er ikke diagnostisk, dvs. at den ikke med sikkerhed kan afgøre, om der er
noget galt med fosteret. Formålet er derimod at bedømme risikoen for, at en bestemt uønsket
begivenhed kan indtræde (ibid.: 12).
Sundhedsstyrelsen vurderer, at over 97 % af de gravide kvinder efter de fosterdiagnostiske
undersøgelser vil have fået en bekræftelse på, at fosteret er sundt og raskt (Sundhedsstyrelsen
2004: 10). Ved fund af misdannelser eller andre abnormiteter hos fosteret vil den
efterfølgende information og rådgivning af den gravide oftest foregå i gynækologisk-
obstetrisk specialregi (ibid.: 16), hvor der vil blive informeret om muligheden for at fortsætte
eller afbryde graviditeten samt rådgivet om det givne handicap. Oftest vil denne information
og rådgivning varetages af læger.
2.2.3 Tvungne valg?
I Sundhedsstyrelsens retningslinjer for fosterdiagnostik står det beskrevet, at formålet med
fosterdiagnostik ikke er at forhindre fødsel af børn med alvorlig sygdom eller handicap, men
derimod at bistå en gravid kvinde, som ønsker en sådan bistand, med at træffe sine egne valg
(Sundhedsstyrelsen 2004: 7). Alligevel udføres der i Danmark provokeret abort på 99 % af
de fostre, hvor der konstateres Downs Syndrom, hvilket er en væsentligt højere procentandel
end i flere andre europæiske lande. I eksempelvis Storbritannien beholder 8 % barnet og i
Holland er tallet 10 % (Det Etiske Råd 2009: 67).
Sundhedsstyrelsen understreger, at et tilbud om information om fosterdiagnostiske
undersøgelser inden for svangreomsorgens regi ikke er at sidestille med generel anbefaling
eller opfordring til, at den gravide skal gennemgå disse undersøgelser (Sundhedsstyrelsen
2004: 7). En britisk undersøgelse af Horton-Salway & Locke viser dog, at svangeromsorgen
og de fosterdiagnostiske tilbud er omgærdet af ”tvungne valg”, fordi disse tilbud eksisterer
inden for en meget magtfuld risikoretorik og dermed begrænser forældrenes frie valg
(Horton-Salway & Locke 2010: 435+450). En dansk undersøgelse af Dahl & Lou påpeger
Side | 15

Baggrund
desuden, at gravide har en anden forventning til fosterdiagnostik end dets egentlige formål og
bliver chokerede over den beslutning, de pludselig er tvunget til at tage, hvis de får en høj
risikovurdering. Det fremgår, at flere gravide vælger fosterdiagnostiske undersøgelser af
andre grunde end det egentlige formål med disse. De vælger dem, fordi de gerne vil
bekræftes i, at deres barn er sundt og raskt; fordi de vil se deres barn på skærmen, og fordi de
har en forventning om, at skanningen er en positiv oplevelse (Dahl & Lou 2007: 887).
2.3 Udviklingen i sene provokerede aborter i Danmark
I dette afsnit vil omfanget af sene provokerede aborter samt udviklingen i indikationer herfor
blive beskrevet.
Der er to hovedgrupper af kvinder, der søger om tilladelse til sene provokerede aborter:
1) Kvinder med en ønsket graviditet, hos hvem der i løbet af graviditeten bliver rejst
mistanke om, at barnet, såfremt graviditeten fuldføres, vil blive født med en misdannelse eller
anden abnormitet.
2) Kvinder med en uønsket graviditet, som ikke ser sig i stand til at fuldføre graviditeten eller
tage vare på det ventede barn.
Som nævnt har andelen af sene provokerede aborter siden 2005 udgjort ca. 5 % af det
samlede antal provokerede aborter.
Nedenstående figur 1 fra abortankenævnets årsberetning 2009 viser tilladelser og afslag på
ansøgninger om sene provokerede aborter fordelt på årstal (Sundhedsstyrelsen 2010a: 11).
Figur 1. Tilladelser og afslag på ansøgning om provokeret abort efter udløbet af 12.
graviditetsuge, 1998 – 2009.
Side | 16

Baggrund
Af figuren kan man se, at siden Sundhedsstyrelsen indførte de nye retningslinjer for
fosterdiagnostik i 2004, er der sket en stigning i antallet af tilladelser til sene provokerede
aborter. I 2004 blev der således i alt givet 659 tilladelser til abort efter 12. uge og i 2006 blev
der givet 754 tilladelser (Sundhedsstyrelsen 2010a: 11).
Antallet af kvinder, der søger om tilladelse til abort efter 12. graviditetsuge, fortsætter med at
stige 7 . Abortankenævnets årsberetning for 2009 viser, at hvor 886 kvinder i 2008 søgte om en
provokeret abort efter udløbet af 12. uge, var det tilsvarende tal i 2009 steget til 903 kvinder,
hvilket svarer til en stigning på 1,9 %. I alt blev der i 2008 givet 822 tilladelser til abort, hvor
det tilsvarende antal tilladelser var steget til 831 i 2009 8 (Sundhedsstyrelsen 2010a: 9-10).
Abortankenævnet beskrev efter de nye retningslinjer blev indført i 2004, at udviklingen af
fosterdiagnostikken ville betyde, at der blev konstateret flere misdannelser og andre
abnormiteter hos fosteret, og at flere kvinder ville få at vide, at der var en statistisk risiko for,
at fosteret havde en misdannelse eller anden abnormitet, uden at det kunne fastslås, om denne
rent faktisk var til stede. Abortankenævnet forudså derfor, at der ville komme et stigende pres
7 Den markante stigning i antallet af ansøgninger om og tilladelser til afbrydelse af graviditet efter 12. uge er
en reel følge af fosterdiagnostikken og skyldes ikke en stigning i antallet af graviditeter (Sundhedsstyrelsen
2010a: 13).
8 Tilladelserne til abort dækker ikke over det faktiske antal udførte aborter, som er en smule lavere end
antallet af tilladelser, da enkelte kvinder alligevel beslutter sig for at få barnet, trods tilladelse til abort
(Petersson 1998: 112).
Side | 17

Baggrund
på samrådene for at få tilladelse til provokeret abort – også i tilfælde, hvor risikoen var
beregnet til at være lav (Sundhedsstyrelsen 2005b: 19).
Ser man på de tilladelser, der er givet til sene provokerede aborter, er der over en årrække
sket store ændringer, hvad angår indikation. Nedenstående figur 2 fra abortankenævnets
årsberetning 2009 viser udviklingen i hhv. tilladelser, der er begrundet i misdannelses- og
abnormitetsindikationen (blå kurve), og tilladelser der er begrundet i andre af lovens
indikationer (pink kurve) (Sundhedsstyrelsen 2010a: 13).
Side | 18

Baggrund
Figur 2. Tilladelser efter misdannelsesindikationen og tilladelser efter de øvrige
indikationer, 1998 – 2009.
Af figur 2 fremgår det, at der fra 2003 til 2004 og frem var en betydelig stigning i antallet af
tilladelser til sen provokeret abort som følge af misdannelses- og abnormitetsindikation.
Tallet for denne indikation steg fra 294 tilladelser i 2003 til 358 tilladelser i 2004, hvilket
svarer til en stigning på 22 % (Sundhedsstyrelsen 2010a: 13).
Antallet af tilladelser til afbrydelse af graviditet på grund af misdannelses- og
abnormitetsindikationen er således stigende, hvorimod afbrydelse på baggrund af andre
indikationer er fladet ud og viser et svagt fald siden 2007. Af de 831 tilladelser til sen
provokeret abort, som abortsamrådene gav i 2009, var 477 tilladelser begrundet i
misdannelses- og abnormitetsindikationen, svarende til 57,4 %. Der er således tale om en
stigning i antallet af tilladelser, der er begrundet i denne indikation, da denne udgjorde 55 % i
2008 (ibid.: 10+13).
Der er sket en væsentlig forskydning i udviklingen af tilladelser til abort, så der – udover
tilladelser efter misdannelses- og abnormitetsindikation – hovedsageligt gives tilladelser efter
social indikation (Wind-Andersen & Michelsen 2001: 30-32). Det skyldes bl.a., at der i
samfundet generelt er en større forståelse for sociale faktorers betydning for det enkelte
menneskes livssituation. En anden grund er, at de sent abortsøgende kvinder i dag udgør en
mere socialt belastet gruppe end tidligere (ibid.: 32).
Side | 19

Baggrund
Af figur 3 neden for fra abortankenævnets årsberetning 2009 kan man se, at langt det største
antal tilladelser til de sene provokerede aborter bliver givet inden udløbet af 18. uge. I 2009
var det 72,4 % af tilladelserne (Sundhedsstyrelsen 2010a: 9). De fleste tilladelser bliver givet
efter nakkefoldsscanningen i 13. uge eller efter misdannelsesscanningen i 18.-19. uge.
Figur 3. Tilladelser og afslag fordelt på graviditetens alder, 2009.
Stigningen i antallet af tilladelser til sene provokerede aborter fra 2008 til 2009 er ikke jævnt
fordelt i forhold til svangerskabets længde. Stigningen er især markant i 19. – 22. uge og
udgør i alt 14,5 %. Hovedårsagen til stigningen må ifølge abortankenævnet tilskrives
stigningen i ansøgninger efter misdannelsesscanningen i 18. – 19. uge og efterfølgende
tilladelser. Antallet af tilladelser på andre indikationer er faldende med stigende
svangerskabslængde (Sundhedsstyrelsen 2010a: 12). I de tilfælde, hvor man tilbyder kvinder
provokeret abort meget sent i graviditeten, drejer det sig næsten altid om svære abnormiteter
eller skader hos fosteret. Hvis ikke der bliver foretaget en abort i disse tilfælde, vil
graviditeten oftest ende med en dødfødsel eller med en fødsel af et ikke levedygtigt barn
(Helweg-Larsen 1998: 129).
2.4 Metoder til provokeret abort
I dette afsnit vil de forskellige metoder til provokeret abort blive gennemgået, og eksempler
på organisatoriske forhold samt procedurer for gennemførelse af sene provokerede aborter vil
blive beskrevet for enkelte sygehuse.
Side | 20

Baggrund
En provokeret abort kan gennemføres medicinsk eller kirurgisk. Valg af metode til den
provokerede abort afhænger primært af svangerskabets længde og sekundært af kvindens
præferencer (Rørbye & Westergaard 2005: 130-131).
2.4.1 Abort inden udløbet af 12. uge
Kirurgisk abort er den hyppigst anvendte metode til provokeret abort inden udløbet af 12.
svangerskabsuge (Rørbye & Westergaard 2005: 131). Ved en kirurgisk abort fjernes
graviditetsvævet ved udskrabning og udsugning fra livmoderen, mens kvinden er i fuld
narkose eller lokalbedøvet (Hermann 2008: 87). Som alternativ til kirurgisk abort er der dog
også mulighed for medicinsk abort inden udløbet af 12. uge, hvorved aborten har karakter af
en kraftig blødning (Petersen et al. 2003: 2187; Rørbye & Westergaard 2005: 130). Ved
medicinsk abort forstås abort, som er induceret ved at give kvinden medicin, som afstøder
graviditeten.
2.4.2 Abort efter udløbet af 12. uge
Den anbefalede metode til abort efter 12. svangerskabsuge er medicinsk. Dog kan der under
nogle særlige omstændigheder foretages et primært kirurgisk indgreb op til 14.-16.
svangerskabsuge 9 (Rørbye & Westergaard 2005: 132). Efter 12.-14. uge vil den provokerede
abort foregå som en vaginal fødsel (Sundhedsstyrelsen 2010b: 122-123). Fødslen sættes i
gang med et vestimulerendede hormon, som gives i så store koncentrationer, at livmoderen
trækker sig sammen og blodkarrene i moderkagen derfor bliver klemt, hvilket har til hensigt,
at fosteret dør af iltmangel (Hermann 2008: 87-88). Hormonerne, der anvendes til den
medicinske abort er en kombination af Mifepriston 10 (firmanavn Mifegyne) og syntetisk
Prostaglandin 11 (firmanavn Cytotec) (Rørbye & Westergaard 2005: 132-133).
9
Grænserne for, hvornår det enkelte indgreb til den provokerede abort kan bruges, flytter sig over tid.
Derudover skal indgrebets forsvarlighed vurderes af den enkelte læge, hvorved der kan forekomme variationer
i metodevalget til den provokerede abort (Hermann 2008: 88).
10
Mifepriston er et lægemiddel, der hæmmer dannelse og virkning af det kvindelige kønshormon, progesteron,
og er således et antiprogesteron. Progesteron er nødvendigt for, at graviditeten kan fortsætte. Ved at hæmme
virkningen af progesteron afbrydes graviditeten derfor (Sidenius 1997: 100).
11
Prostaglandin er et hormon, der blødgør og udvider livmoderhalsen, når det bliver lagt dybt op i skeden bag
livmoderhalsen eller i livmoderhalskanalen. Prostaglandin bruges både til de medicinske aborter før og efter
12.uge (Sidenius 1997: 100).
Side | 21

Baggrund
Efter 48 timer vil 95 % af alle kvinder have aborteret efter ovenstående metode til medicinsk
abort. I 5 % af tilfældene vil der dog kræves yderligere indgreb for at fuldføre aborten (Det
Etiske Råd 1997: 6). Den sene provokerede abort kan således strejke sig over lang tid.
Varigheden af aborten vil bl.a. afhænge af, om der er tale om et foster med svære
abnormiteter, da kroppen nemmere afstøder et sygt foster end et raskt foster. Sidstnævnte kan
være tilfældet ved de sene provokerede aborter på social indikation. Desuden spiller
svangerskabets længde ind, da kroppen nemmere afstøder små fostre end større fostre.
Som beskrevet oven for kan en abort før 12. uge således foregå som et relativt lille lægeligt
indgreb, mens aborten efter 12.-14. uge gennemføres som en fødsel. Indgrebets karakter er
derfor væsentlig forskellig alt efter, om der er tale om en provokeret abort før eller efter 12.
uge.
2.4.3 Organisering af sene provokerede aborter
Ifølge sundhedslovens § 101 må provokerede aborter efter udløbet af 12. svangerskabsuge
som nævnt kun foretages på regionale hospitaler (Lov 2010b). De enkelte hospitalsafdelinger
beslutter dog selv på hvilke afdelinger, de sene provokerede aborter foregår, hvilket resulterer
i forskelligartet organisering og praksis. Der er desuden i en undersøgelse fra 2003 fundet
stor variation fra hospital til hospital, hvad angår procedurerne for de medicinske aborter,
med hensyn til dosis af anvendte farmaka, øvre gestationsalder og efterkontrol (Petersen et al.
2003: 2187). Desuden er der forskel på hvilken personalegruppe, der giver medicinen, som
fremprovokerer aborten.
På Rigshospitalet foregår sene provokerede aborter op til 20. uge på gynækologisk afdeling,
hvor sygeplejersker tager sig af behandlingsforløbet. Efter 20. uge kommer de sene aborter i
obstetrisk regi, oftest på fødegangen, hvor jordemødre varetager behandlingsforløbet
(overlæge på Rigshospitalet, personlig kommunikation 2010).
På Århus Universitetshospital, Skejby foregår sene provokerede aborter ligeledes på
gynækologisk afdeling indtil 20. uge med eller uden jordemoder efter vurdering fra
personalet på gynækologisk afdeling. Fra 20. uge foregår de provokerede aborter enten på
gynækologisk afdeling eller fødeafdelingen, dog altid med en jordemoder til stede (overlæge
på Århus Universitetshospital, Skejby, personlig kommunikation 2010).
Side | 22

Baggrund
På Hillerød Hospital foregår de sene provokerede aborter på gynækologisk ambulatorium op
til omkring 16. svangerskabsuge, hvor sygeplejersker tager sig af forløbet. Efter 16.
svangerskabsuge foregår aborterne på svangreafdelingen, hvor jordemødre tager sig af
forløbet (vicechefjordemoder på Hillerød Hospital, personlig kommunikation 2011).
Tendensen er således på flere sygehuse, at jordemødre i højere og højere grad inddrages ved
højere svangerskabsuge. Ved lavere svangerskabsuge kan det derimod udelukkende være
sygeplejersker, der tager sig af behandlingsforløbet ved den sene provokerede abort.
2.4.4 Eksempel på behandlingsforløb ved sen provokeret abort
Som eksempel på et behandlingsforløb foregår en sen provokeret abort på Hvidovre Hospital
ved, at kvinden indtager en tablet Mifegyne på hospitalet. Herefter kan kvinden tage hjem og
møde til indlæggelse igen efter 1-1,5 døgn. Efter Mifegyne tabletten kan der komme
blødning og smerter. Mellem 1 og 2 % vil abortere efter Mifegyne tabletterne alene. Når
kvinden indlægges får hun en enestue. Efter indlæggelse lægges en Cytotec tablet op i
skeden. Der lægges en ny tablet Cytotec op hver 3. time, indtil kvinden aborterer, eller indtil
der i alt er lagt 5 tabletter op. Cytotec fremkalder veer, blødning, vandafgang og udstødelse af
graviditeten. Hvis kvinden ikke har aborteret efter det første døgn under indlæggelse,
gentages behandlingen dagen efter. Når kvinden har aborteret, får hun en udskrabning for at
fjerne de sidste rester af graviditeten. Efter udskrabningen skal kvinden regne med at være
indlagt yderligere 0,5-1 dag (www.hvidovrehospital.dk).
2.5 Jordemødre i Danmark
Pr. 1. april 2009 var der 2.365 jordemødre i Danmark – herunder 1.495 aktive, 304 passive 12 og
565 studerende (www.jordemoderforeningen.dk). Over 95 % af de uddannede jordemødre er
medlemmer af Jordemoderforeningen. Størstedelen af jordemødrene er ansat i det offentlige
sundhedsvæsen, hovedparten på regionernes område, hvor der er ca. 1200 fuldtidsstillinger
fordelt på ca. 1400 jordemødre. Omkring 20–30 jordemødre arbejder privat. Jordemødrenes
alder er jævnt fordelt fra tyverne til tresserne (formand for Jordemoderforeningen, personlig
kommunikation 2010).
12
Ved passive forstås hovedsageligt jordemødre på pension eller efterløn, men også jordemødre, der arbejder
med noget andet eller opholder sig i udlandet (formand for Jordemoderforeningen, personlig kommunikation
2010).
Side | 23

Baggrund
2.5.1 Historisk blik på jordemoderfaget og konteksten for jordemødres
arbejde
Omsorgsarbejdet har historisk set været præget af kvinderne i familiære sammenhænge og er
senere blevet institutionaliseret og påvirket af de klassiske professioner – fx præster, læger og
jurister – for endelig at blive professionaliseret i de kvindedominerede professioner (Eriksen
2007: 435). Dette er også tilfældet for jordemoderfaget, som er et af de tidligste kvindefag.
Den første jordemoderskole blev åbnet i København i 1787, men også før denne tid er der
foregået jordemoderarbejde. I 1810 oprettedes distriktsjordemodervæsenet ved lov, hvilket
betød, at alle områder i Danmark i princippet var dækket af jordemoderhjælp (Bondo &
Egelund 2008: 31).
Vi vil i dette speciale koncentrere os om udviklingen af jordemoderprofessionen siden 1974,
hvor der skete en radikal ændring af jordemødrenes arbejdsforhold. D. 1. april 1974 blev den
såkaldte centerordning indført. Denne sikrede jordemødrenes offentlige ansættelse på enten
hospitalerne eller i jordemodercentre (Larsen 2002: 298+302). Før centerordningen havde de
fleste jordemødre arbejdet som selvstændige, og dermed udgjorde ordningen en stor ændring
i deres måde at arbejde og blive aflønnet på. Fra at have betragtet de andre jordemødre som
potentielle konkurrenter i forhold til kunderne – de gravide – skulle jordemødrene nu til at
betragte hinanden som kolleger (ibid.: 302).
Den offentlige ansættelse bød på flere fordele; jordemødrene vidste fx hvad deres månedsløn
var modsat tidligere, hvor dette var afhængigt af antallet af kunder. Offentlig ansættelse
medførte dog også, at flere jordemødre fulgte med ind på hospitalerne og dermed blev
underlagt de respektive institutioners faglige vejledninger og administrative krav.
Arbejdsgiverne på hospitalerne havde således pludselig ”instruktionsbeføjelser” over
jordemødrene – de skulle følge arbejdsgivernes instruktioner, arbejde på de tidspunkter, som
stod på vagtskemaet, og man var desuden forpligtet til at påtage sig overarbejde (Larsen
2002: 304-305). Med institutionaliseringen af jordemødrene fulgte dermed også fratagelse af
autonomi, idet mulighederne for selv at tilrettelægge og bestemme karakteren af eget arbejde
blev meget mindre.
Institutionaliseringen har ligeledes medført, at jordemødrenes arbejdstid har ændret sig fra at
være en livsform til i dag, hvor de arbejder på færre og større fødesteder med flertallet af
vagterne som 8-timers vagter på alle tidspunkter af døgnet. Det følger heraf, at dagligdagen
Side | 24

Baggrund
er præget af nøje tidsregnskab, mange vagtbytter og i øvrigt stadig udtalt mer- og overarbejde
på grund af lav normering (Bondo & Egelund 2008: 40).
Indførelsen af New Public Management 13 (NPM) i den offentlige sektor i 1980’erne bredte
sig ligeledes til sygehusvæsenet, hvorved privatisering, konkurrence, kvalitetsdiskurser og
valgmuligheder samt begreber som den ”bevidste forbruger” af sundhedsydelser dukkede op
– en forbruger, som turde stille spørgsmål til ”væsenet og dets ydelser” og til dem, der
udfører dem (Bondo & Egelund 2008: 39; Krasnik 2007: 119). Dette har ligeledes haft
konsekvenser for jordemødrenes arbejde, idet fokus i dag også ligger på kvalitet og
dokumentation og ikke kun på det praktiske fødselsarbejde. Desuden har omstruktureringer
og rationaliseringer medført, at jordemødre i dag ser de gravide færre gange end fx i
1970’erne. De føder sjældent med kvinder, der kender dem og følger sjældent op med
barselbesøg (ibid.: 38), hvorved omsorgen for de gravide og fødende kvinder er blevet
begrænset af ændrede institutionelle rammer. Strukturændringerne i samfundet rationaliserer
hospitalsdriften og øger samarbejdet på tværs af sektorer. Desuden øger disse
centraliseringen af hospitalsvæsenet med færre, men mere højteknologiske hospitaler til
følge. Dette har således betydning for jordemodervæsenet, fordi det netop i dag overvejende
er knyttet fagligt, administrativt og ledelsesmæssigt til hospitalsvæsenet (ibid.: 40).
2.5.2 Fra mesterlære til professionsbacheloruddannelse
Siden 2001 har jordemoderuddannelsen været en professionsbacheloruddannelse.
Professionsbachelortitlen signalerer, at uddannelsesniveauet i en given professionsuddannelse
kan sidestilles med universiteternes bacheloruddannelse samtidig med, at uddannelsen
adskiller sig fra universiteternes ved en større grad af professions- og praksisorientering.
Professionsbaseringen indebærer, at centrale tendenser i professionsudøvelsen må inddrages i
uddannelsen, og at erfaringsdannelse og teoridannelse må kædes sammen (Jørgensen &
Eriksen 2005: 9).
13
New Public Management er et kompleks af idéer, der bl.a. indebærer, at man i den offentlige sektor
overtager væsentlige elementer af ledelses-­‐ og styringsmetoder fra det private, markedsbaserede erhvervsliv
(Krasnik 2007: 119).
Side | 25

Baggrund
Med inspiration fra Tine Rask Eriksen kan man sige, at omsorgsprofessionerne 14 , herunder
jordemoderprofessionen, i løbet af de sidste 15 år har udviklet sig fra at være en overvejende
procesafhængig mesterlære til at være en mere procesuafhængig akademisk kvalificering.
Desuden kan man se, at der er sket en udvikling fra en erfaringsbevidst praksisviden, som var
gældende frem til 1980’erne, til at evidensbaserede vidensformer fra år 2000 og frem i højere
grad italesættes og studeres i uddannelses- og i arbejdsfællesskaberne (Eriksen, in press: 13).
Omsorgsfagene er således efterhånden blevet vidensbaserede fag. Uddannelserne er i dag
delvist teoretiske og delvist praktiske uddannelser, og deltagelsen i det reelle arbejde er
blevet til ”praktik” og klinisk undervisning. De studerende får en langt mere omfattende
uddannelse i både medicinsk definerede discipliner og i humanistisk-sociale emner. En
videnskabelig forståelse af patienterne og de institutionelle rammer for arbejdet fylder langt
mere i denne faglighed end før, og den behandlingsmæssige viden er omfattende og
differentieret, om end i meget høj grad defineret af medicin (Laursen et al. 2005: 28-29).
2.5.3 Jordemødres virksomhedsområde og kompetenceprofil
Jordemødre varetager selvstændigt den spontant forløbende, ukomplicerede fødsel og, i
samarbejde med en læge, den komplicerede fødsel. Det vil sige, at jordemoderen er den
fagperson, kvinden/parret under alle omstændigheder møder under fødslen, og at
jordemoderens fokus er den normale fødsel. Under fødslen er det jordemoderens primære
opgave at sørge for, at barnet, kvinden og partneren har det godt. Det betyder, at hun støtter,
styrker og vejleder, men også er parat til at gribe ind, når det er nødvendigt. Ifølge
Jordemoderforeningen arbejder en jordemoder med hændelser, hvor store følelser er
involveret og skal derfor både være empatisk og professionel
(www.jordemoderforeningen.dk).
I en kompetenceprofil for den nyuddannede jordemoder fremgår det, at jordemoderen i sit
virke skal respektere kvindens integritet under graviditet, fødsel og barselsperiode, og at
spædbarnets integritet ligeledes skal respekteres (H:S & Amtsrådsforeningen 2005: 1).
Jordemoderen skal ligeledes være bevidst om sit personlige og faglige ansvar for udførelse af
sit jordemoderarbejde, og hendes virke skal være kendetegnet ved empati, engagement,
14 Omsorgsprofessioner dækker over jordemødre, sygeplejersker, pædagoger, social-­‐ og sundhedsassistenter
/hjælpere og lignende.
Side | 26

Baggrund
nærvær, tillid til og respekt for den enkelte. Jordemoderen skal være åben og positiv over for
udvikling og forandring inden for virksomhedsområdet og være i stand til at gå positivt ind i
processen. Jordemoderen skal kunne forholde sig aktivt til kernen i faget, de etiske aspekter
og til samfundets værdier og normer samt den sundhedspolitiske udvikling (ibid.: 5).
Desuden skal jordemoderen have indsigt i og kendskab til det politiske system og
samfundsbestemte vilkår. Hun skal være i stand til at tilpasse og udvikle sin virksomhed i
takt med samfundets og sundhedsvæsenets ændringer og omstillinger (ibid.: 5).
Det fremhæves ligeledes, at en jordemoder skal være i besiddelse af de menneskelige
egenskaber, der er nødvendige for at kunne arbejde i et job, hvor der skal ydes omsorg.
Jordemoderen skal have sociale kundskaber, der handler om evnen til at kommunikere, at
kunne omgås andre mennesker, at kunne forstå andre, at have en etisk bevidsthed og en
mellemmenneskelig klogskab (H:S & Amtsrådsforeningen 2005: 6).
Der stilles således store krav til en nyuddannet jordemoder i dag, både til hendes personlige
og professionelle egenskaber samt til hendes evne til at følge med den samfundsmæssige
udvikling og tilpasse sig herefter. Jordemoderprofessionen er under konstant udfordring i et
spændingsfelt mellem den samfundsmæssige udvikling og egen professionsidentitet. Ifølge
jordemødrene Bondo & Egelund er det vigtigt, at professionen bevarer og kvalificerer sin
faglige integritet og identitet, at den ser udfordringer og kan håndtere disse (Bondo &
Egelund 2008: 10). Udfordringer kan fx være effektiviseringer og dermed større tidspres,
men også stigningen i antallet af de sene provokerede aborter kan anses som en udfordring,
der skal håndteres. I relation til vores problemstilling kan de sene provokerede aborter
udfordre jordemødrenes arbejdsområde – at bringe levende børn til verden og drage omsorg
for disse og for moderen – da de i stedet står i en situation, hvor det er besluttet, at fostret skal
dø.
I det følgende vil vi gennemgå vores overvejelser omkring metoder til at udvikle viden om
vores problemstilling.
Side | 27

3. Metoder
Metoder
Vi vil i det følgende gøre rede for vores erkendelsesposition samt vores overvejelser omkring
metoder til indsamling og analyse af empiri.
Vores formål med dette projekt er at udvikle viden om vores forskningsgenstand – danske
jordemødres tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter. Vi har fokus på den
sociale og samfundsmæssige kontekst som centralt for forståelsen af denne.
3.1 Erkendelsesposition og valg af metoder
Nærværende speciale indeholder flere valg af metoder, der har til formål at kunne udvikle
viden om vores problemstilling. Vi har således indledende valgt en metode til indsamling af
empiri om jordemødres tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter. Herefter har
vi udvalgt en metode til den empiriske analyse samt et teoretisk perspektiv, der kan danne
udgangspunkt for vores teoretiske analyse. På baggrund af dette har vi konstrueret en række
forskningsspørgsmål samt et analytisk blik, der operationaliserer vores teori samt strukturerer
den teoretiske analyse.
Til indsamling af viden om vores forskningsgenstand har vi valgt at benytte kvalitativ
metode, mere specifikt semistrukturerede individuelle interviews. Til vores empiriske og
teoretiske analyse har vi valgt at benytte Grounded Theory samt et professionsteoretisk
perspektiv. I det følgende vil vi argumentere for disse valg.
At vælge en metode frem for en anden er ikke bare at vælge en teknik til indsamling, analyse
og formidling af data frem for en anden. Indlejret i metoden ligger både et særligt perspektiv
på den forskningsgenstand, som man vil undersøge, og et særligt perspektiv på det at bedrive
videnskab overhovedet (Bjerg 2007: 42-43). Vi har valgt at undersøge jordemødrenes tilgang
til sene provokerede aborter gennem 10 kvalitative interviews med danske jordemødre, og
med dette valg følger derfor også et særligt blik på vores problemstilling. Dette blik vil blive
ekspliciteret i det følgende.
I tråd med vores valg af en kvalitativ tilgang til vores forskningsgenstand, forstår vi ikke
vores empiri som noget objektivt tilgængeligt, der ligger klar et sted ude i verden og kan
indhentes af os som forskere. Derfor ser vi heller ikke de interviewede jordemødres
Side | 28

Metoder
erfaringer som noget, ”de har”, men som noget, der også skabes, modificeres og erkendes
igennem formidlingen til os som interviewere. Vi bekender os derfor til en foranderlig
ontologi 15 , hvor der sker en gensidig påvirkning mellem den studerede forskningsgenstand og
os som forskere (Høyer 2007: 18). Inden for den kvalitative metode, er det ikke muligt at
bevare en forudsætningsløs objektivitet i forhold til sit forskningsfelt. Data er noget, der
produceres i det øjeblik og i den situation, hvor forskeren møder det empiriske forskningsfelt.
Heri ligger også en erkendelse af, at forskeren ikke bare står uden for dette felt, men derimod
virker aktivt ind i det og er en medspiller i produktionen af data. I stedet for at forsøge at
eliminere eller standardisere forskerens påvirkning af feltet, søger man at inddrage denne
påvirkning og bruge den aktivt (Bjerg 2007: 56-57). Vi er netop derfor også opmærksomme
på, at vi ikke er gået til denne opgave uden forforståelse 16 . Vi er netop interesserede i dette
område, fordi vi er af den opfattelse af stigningen i sene provokerede aborter gør et eller
andet, og at jordemødres tilgang til sene provokerede aborter er formet af noget. Vi er derfor
også klar over, at vi ved vores metodevalg er med til at konstruere den forskningsgenstand, vi
vil undersøge og dermed påvirke, hvad vi kommer til at vide og i sidste ende, hvilken teori vi
udvikler om den undersøgte problemstilling.
Den teori, vi udvikler gennem vores valgte metoder, bliver derfor en konstruktion af
virkeligheden omkring jordemødrenes tilgang til og praksis omkring sene provokerede
aborter, der er influeret af det teoretiske og analytiske blik, vi har valgt at lægge på vores
empiri.
Vores empiriske og teoretiske analyse er således ikke endegyldige sandheder, men er
konstrueret og formet af vores egen forståelse. Således har vores hypotese om en foranderlig,
konstrueret genstand betydning for hvilken teori, vi vil anvende i analysen af vores empiri. Vi
betragter teori som et værktøj til at åbne og fokusere vores blik på empirien. Teorien vil
15 Ontologi er forskerens opfattelse af, hvad verden – virkeligheden – er. Ved en foranderlig ontologi forstås en
opfattelse af verden som foranderlig alt efter aktørens fortolkning af den (Høyer 2007: 18).
16 Forforståelse kan i forskningsmæssig sammenhæng afgrænses til at omfatte det faglige perspektiv, de
antagelser, den teoretiske referenceramme, den metodiske tilgang samt den erkendelsesinteresse, som er
bestemmende for forskerens forståelseshorisont, og som er relevant for problemstillingen (Dahlager &
Fredslund 2007: 158).
Side | 29

Metoder
således gennem vores analytiske ramme bidrage til at konstruere den viden, vi udvikler på
baggrund af vores empiri.
Vi tager udgangspunkt i informanternes udsagn, for at få en viden om jordemødres tilgang til
sene provokerede aborter. For at få en dybere forståelse af den sociale og samfundsmæssige
kontekst, som jordemødre arbejder i, og den professionsidentitet, som de socialiseres ind i,
har vi valgt at benytte et professionsteoretisk perspektiv. Professionsteori betegnes som
strukturorienteret og kan kaste lys over, hvilke sociale strukturer, der former jordemødres
professionsidentitet og -idealer samt den professionsetik, som jordemødre handler efter i
forbindelse med sene provokerede aborter. Begrebet social struktur udtrykker flere vigtige
sider ved den sociale virkelighed. Begrebet udtrykker, at der anlægges et samfundsmæssigt til
forskel fra et individuelt perspektiv, og at man for at forstå et enkelt menneskes liv i nogen
grad må forstå den samfundsstruktur, som dette liv foregår indenfor. Den enkeltes
muligheder for handling beror derfor altid i større eller mindre grad på de sociale strukturer
(Østerberg 2005b: 12-13).
Det professionsteoretiske blik på empirien vil føre til, at vi gennem vores teoretiske analyse
konstruerer en teori om jordemødres tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter.
I vores teoretiske analyse ønsker vi således at fremstille de mekanismer og strukturer, som
former jordemødrenes sociale interaktion, og som dermed er med til at forme deres
professionsidentitet og deres tilgang til og praksis omkring de sene provokerede aborter.
Vores teoretiske perspektiv vil blive nærmere afgrænset og beskrevet i afsnit 5.
3.2 Interviewet som forskningsmetode
Det kvalitative interview er en velegnet metode til at opnå viden om og forståelse af
menneskers livssituation, oplevelser, intentioner, handlinger og motiver (Christensen et al.
2007: 61). Interviewet fokuserer på, hvordan informanten forstår og oplever udvalgte temaer,
som forskeren gerne vil belyse, fx hvordan personen forstår udvalgte områder og processer i
sin omverden og i sig selv, og hvorfor personen handler, som hun gør (ibid.: 62). Vi var
således i interviewene interesserede i at få indblik i jordemødrenes diskurser om praksis;
hvordan de reflekterer over egne oplevelser og erfaringer med sene provokerede aborter,
samt deres tanker omkring hvad der er med til at skabe denne praksis.
Side | 30

Metoder
Det semistrukturerede interview har yderligere den fordel, at afdækningen af den belyste
forskningsgenstand bestemmes af personerne, som har erfaret denne og ikke begrænses af
interviewerens forestillinger og kendskab til området. Sidstnævnte kan være en fare ved
strukturerede interviews, hvor spørgsmål og svarkategorier på forhånd er definerede
(Christensen et al. 2007: 82). Vi ønskede således selv at strukturere de overordnede temaer
for interviewene, men at lade vores informanter få mulighed for at være med til at styre den
retning, interviewene skulle gå.
3.2.1 Rekruttering af informanter
Jordemødrene til undersøgelsen blev rekrutteret ad flere veje. Dels gennem kontakt med
Jordemoderforeningen, hvor formand Lillian Bondo sendte anmodninger rundt til
chefjordemødrene på hospitalerne i hovedstadsområdet, og annoncerede på sin facebook-
profil efter interesserede jordemødre. Dels kontaktede vi selv chefjordemoderen på Århus
Universitetshospital, Skejby med henblik på at finde interesserede jordemødre. Derudover
foregik rekrutteringen igennem vores egne bekendte, der kendte jordemødre, der var
interesserede i at deltage. Vi havde intet personligt kendskab til de inkluderede jordemødre
før interviewene.
Udvælgelsen af informanter til vores undersøgelse har karakter af strategisk udvælgelse, som
beskrevet i Grounded Theory (Holm & Schmidt 2003: 225). Dette betyder, at man allerede
ved undersøgelsens start har lagt sig fast på en udvælgelsesstrategi. Strategisk udvælgelse
medfører, at man får størst mulig spredning af sine informanter på de variable, man mener,
kan være afgørende for det felt, man undersøger. Formålet med udvælgelsen er således ikke
at opnå en stratificeret stikprøve efter statistiske normer, men at udvælge et antal
interviewpersoner med maksimal variation (ibid.: 225). Vores informanter er derfor valgt ud
fra deres individuelle evne til at kunne bidrage med ny viden om vores problemstilling. Vi
valgte som inklusionskriterium, at jordemødrene skulle have deltaget i varetagelsen af mindst
én sen provokeret abort. Vi valgte at rekruttere jordemødre fra hovedstadsområdet og Århus,
for at få bredde i jordemødrenes oplevelser og praksis. Vi ønskede både at inddrage
nyuddannede jordemødre og jordemødre med varierende antal års erfaring, da vi havde en
formodning om, at det kunne spille ind på tilgangen til sene provokerede aborter. Desuden
ville det afspejle mangfoldigheden i de nuværende praktiserende jordemødre i Danmark.
Side | 31

Metoder
Ifølge Grounded Theory er det umuligt at nå et fuldstændigt mætningspunkt i data, da man
altid vil kunne finde nye aspekter af en sag. Derfor er datamætning mere et spørgsmål om at
nå til et punkt, hvor yderligere data ikke bidrager med noget særligt til den aktuelle
forklaring. Det anerkendes også, at praktiske og økonomiske faktorer har betydning for,
hvornår man må slutte sin dataindsamling (Christensen et al. 2007: 69; Strauss & Corbin
1998: 136). Hen imod slutningen af vores interviews oplevede vi, at jordemødrene begyndte
at gentage pointer fra tidligere interviews, og at vi efterhånden kun fik begrænset ny viden.
Vi fandt derfor, at de 10 interviews var tilstrækkelige til, at vi kunne udvikle teori om vores
problemstilling.
I nedenstående tabel 1 ses en oversigt over de 10 interviewede jordemødre med oplysninger
om bl.a. alder og erfaring som jordemoder. Jordemødrenes navne er fiktive af hensyn til
deres anonymitet.
Tabel 1. Informanter
Navn Alder Færdiguddannet
(årstal)
Henriette 31 år 2010 Hovedstads-­‐
området
Freja 26 år 2010 Hovedstads-­‐
området
By Ansættelse Deltaget i antal sene
provokerede aborter
(efter eget udsagn)
Barsel og uden
ansættelse
1
Hospital 1
Lone 38 år 2002 Århus Privat-­‐
praktiserende
Kirsten 40 år 2003 Århus Hospital 5
Pia 35 år 2004 Hovedstads-­‐
området
Maria 28 år 2010 Hovedstads-­‐
området
1
Hospital 4-­‐6
Hospital 3
Ulla 51 år 2000 Århus Hospital 5-­‐8
Bente 55 år 1983 Hovedstads-­‐
området
Åse 65 år 1970 Hovedstads-­‐
området
Hospital 5-­‐10
Pensioneret
(tidligere ansat
på hospital)
Mange
Side | 32

Anna 28 år 2008 Hovedstads-­‐
området
3.2.2 Interviewguide
Hospital 1
Metoder
Vi udformede vores interviewguide med henblik på at udføre semistrukturerede
forskningsinterviews. Her er de temaer, som ønskes afdækket, fastlagt på forhånd, men der er
samtidig mulighed for at bevæge sig væk fra guidens forløb og forfølge interessante temaer
(Bjerg 2007: 55). Interviewguiden er vedlagt som bilag 1.
Vi tog i udformningen af vores interviewguide udgangspunkt i vores problemformulering og
hvilke temaer, der var vigtige at få viden om, for at kunne besvare denne. Vi var desuden
inspirerede af vores udvalgte teoretiske perspektiv, hvilket gjorde, at vi havde særligt fokus
på, hvilke strukturer, der er med til at forme jordemødrenes professionsidentitet. Desuden
blev vi inspireret af resultater fra andre undersøgelser af jordemødres oplevelser af sene
provokerede aborter fx Cignacco 2002 og Parstedt & Wikström 2009. Vi formulerede
spørgsmålene så åbent, at de gav mulighed for forskellige svar, og for at den enkelte
jordemoder kunne svare ud fra netop hendes opfattelse af, hvad der var vigtigt.
Med Kvales betegnelse strukturerede vi de enkelte interviews som samtaler, idet man på
denne måde kan ”konstruere viden gennem interaktion mellem intervieweren og den
interviewede” (Kvale 1997: 47). Det betød, at vi lod informanterne trække interviewet i de
retninger, de fandt interessante og dermed løbende stillede opfølgende spørgsmål, der ikke
som udgangspunkt var at finde i interviewguiden. Derudover havde vi hele tiden fokus på
samtalens dynamik, idet vi gennem korte og nemt forståelige interviewspørgsmål ønskede at
skabe en positiv interaktion med
interviewpersonerne. Det har ifølge Kvale den fordel, at det skaber en atmosfære, hvori den
enkelte informant føler sig motiveret til at tale om egne oplevelser og følelser (ibid.: 47).
Vi ændrede derfor ikke interviewguiden undervejs i indsamlingen af empiri, men den enkelte
jordemoder kunne være med til at påvirke interviewets form og indhold. Derfor blev alle
spørgsmål i interviewguiden heller ikke nødvendigvis stillet i hvert interview, fordi
jordemoderen enten var kommet ind på spørgsmålet af sig selv, eller fordi enkelte spørgsmål
ikke var relevante for hende.
3.2.3 Gennemførelse af interviews
Side | 33

Metoder
Rent praktisk forløb interviewundersøgelsen over ca. tre uger, hvor vi indledningsvist foretog
et pilot-­‐interview med én jordemoder. Det gjorde vi ud fra en betragtning om, at vi dels ville
efterprøve vores interviewguide samt fastlægge stilen for de efterfølgende interviews ved at
korrigere denne for mulige fejl og mangler. I sidste ende valgte vi dog at inkludere
pilotinterviewet i undersøgelsen, idet ændringerne fra det første til det andet interview var
minimale.
Interviewene foregik enten i jordemødrenes eget hjem, på deres arbejdsplads eller på vores
kontor, alt efter hvad den enkelte jordemoder selv ønskede og havde en varighed på 1-1,5
time. Under interviewene var en af os som forskere som udgangspunkt hovedansvarlig for at
stille spørgsmålene, mens den anden holdt øje med, at vi fik svar på det, vi gerne ville, samt
stillede supplerende og uddybende spørgsmål, hvor det var relevant.
Alle interviews blev transskriberet i deres fulde længde. Vi valgte ikke at skrive alle ”øh’er”,
pauser og fyldord ud, da vi ikke var interesserede i at lave en sproganalyse, men i højere grad
interesserede i den mening, der kom frem i jordemødrenes udsagn. Ved brug af citater i vores
analyse er disse rettet til af hensyn til læsevenligheden. Ikke meningsbærende fyldord er
fjernet, og citaterne er gengivet grammatisk korrekt. Desuden har vi indsat manglende ord
eller præciseringer i klammer, hvor det har været nødvendigt for forståelsen af citatet.
3.3 Analyse af empiri
Vores analyse af empirien består dels af en empirisk analyse ved brug af Grounded Theory
og en teoretisk analyse, som tager udgangspunkt i fundene fra den empiriske analyse, og
udbygges med den analytiske ramme, som præsenteres i afsnit 6. Den analytiske ramme
består dels af en række empirisk genererede forskningsspørgsmål samt et analytisk blik, der
er funderet i professionsteorien. I det følgende vil vi beskrive Grounded Theory nærmere.
Grounded Theory er både en metodologi og en metode. Det er således dels en måde at tænke
og studere den sociale virkelighed på og dels et sæt procedurer og teknikker til indsamling og
analyse af data (Strauss & Corbin 1998: 3).
Grounded Theorys teoretiske grundlag er den symbolske interaktionisme (Christensen et al.
2007: 75). Grundidéen i symbolsk interaktionisme er, at vores handlinger ikke kan forstås
adskilt fra den sociale kontekst, som de forekommer i, og at den sociale kontekst skal forstås
Side | 34

Metoder
som et system af symbolske interaktioner mellem forskellige aktører. Forskning inden for
denne tradition handler derfor om at afdække, beskrive og forstå disse symbolsystemer og de
sociale processer, som de medfører (Holm & Schmidt 2003: 222-223). Grounded Theory er
velegnet, hvis man vil studere processer og interaktioner, der foregår mellem mennesker i en
given kontekst (Christensen et al. 2007: 75). Derfor finder vi Grounded Theory relevant til at
udvikle teori om vores problemstilling, der er ”grounded” i data.
At vi baserer vores teoretiske analyse på allerede eksisterende teori betyder, at vi ikke
bedriver Grounded Theory i Glaser & Strauss’ forstand, idet man inden for denne tradition
ideelt set går teoriløst til sit felt (Glaser & Strauss 1967). Vi tager derfor udgangspunkt i
videreudviklingen af Grounded Theory, også kaldet The Second Generation, som oprindeligt
beskrevet af Corbin & Strauss. Grounded Theory tager netop her udgangspunkt i erkendelsen
af, at man aldrig kan gå fuldstændig teoriløst til sit forskningsfelt, når man udvikler ny teori
om dette (Holm & Schmidt 2003: 224).
I Grounded Theory foregår analyse, fortolkning og teoretisering som en samlet proces, der
allerede begynder fra det første interview, som leder til det næste interview osv. Der er derfor
et konstant sammenspil mellem forskeren og empiriindsamlingen, idet disse gensidigt skaber
hinanden. Derfor er det en udfordring hele tiden at finde balancen mellem at være objektiv og
samtidig sensitiv over for empirien (Strauss & Corbin 1998: 42-43). Ifølge Strauss & Corbin
skal man som forsker da heller ikke foregive at være forudsætningsløs, men i stedet bruge
sine faglige og personlige evner til at bevare åbenhed over for den givne forskningsfelt (ibid.:
43-45). Som beskrevet i argumentationen for vores erkendelsesposition, mener vi heller ikke,
at det er muligt at bevare en, med Bjergs ord, forudsætningsløs objektivitet gennem
undersøgelsen af vores forskningsgenstand.
I Grounded Theorys analyseproces skal forskeren bevæge sig frem og tilbage mellem detaljer
i empirien og mere abstrakte måder at tænke omkring disse på, da teoretisering netop vil
genereres i disse spring frem og tilbage mellem abstraktionsniveauer (Strauss & Corbin 1998:
8). Vi bevæger os derfor i en vekselvirkning mellem induktion (at udlede teori om verden fra
empirien) og deduktion (at udlede udsagn om verden fra teorien) (Høyer 2007: 21). En sådan
metode kaldes abduktiv og er udtryk for et samspil mellem teori og empiri (Clarke 2009:
214). Dette vil komme til udtryk ved, at vi gennem vores undersøgelse bevæger os frem til en
Side | 35

Metoder
større indsigt i det undersøgte ved, at Grounded Theorys teorigenererede perspektiv og den
eksisterende teori sammenvæves i en spirallignende vekselvirkning.
Vi har valgt Grounded Theory, frem for øvrige kvalitative analysemetoder, grundet metodens
evne til at afdække fænomener, som endnu ikke er velbeskrevne, samt dens rødder i den
symbolske interaktionisme, som harmonerer med vores valg af eksisterende teori. Som
tidligere nævnt mangler der viden om sundhedsprofessionelles – specifikt jordemødres –
tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter. Vi ser derfor Grounded Theory som
en velvalgt metode til at udvikle viden om dette.
I det følgende afsnit om den empiriske analyse vil vi gå mere ind i Grounded Theorys
kodningsprocedurer samt vores arbejdsproces hermed og dernæst præsentere fundene fra den
empiriske analyse.
Side | 36

4. Empirisk analyse
Empirisk analyse
Til at organisere og analysere vores empiri benyttes Grounded Theorys tre kodningstrin,
åben, aksial og selektiv kodning, som beskrevet af Corbin & Strauss (Corbin & Strauss 1990:
101-161; Holm & Schmidt 2003: 226-231). Disse trinvise kodningsprocesser skal ikke følges
lineært, men snarere være en kreativ og fleksibel proces, hvor man bevæger sig frit mellem
trinene (Strauss & Corbin 1998: 13). Igennem vores kodningsproces har vi hele tiden været
bevidste om vores strukturorienterede perspektiv, og dette har spillet ind på vores
organisering af empirien.
I det følgende vil de enkelte kodningstrin blive beskrevet separat og knyttet op på vores
analytiske proces. De tre kodningstrin vil således udgøre vores empiriske analyse og munde
ud i en række empiriske fund, som udgør grundlaget for vores teoretiske analyse.
Åben kodning
Det primære formål med den åbne kodning er at identificere kategorier i empirien. For at
kunne gennemskue, navngive og udvikle kategorier i empirien bliver man nødt til at åbne
teksten op (Strauss & Corbin 1998: 101-102). Ved åben kodning identificeres og benævnes
de fænomener, som empirien indeholder, og samles derefter i emnekategorier (Holm &
Schmidt 2003: 226-228). I Grounded Theory kan fænomener defineres ved deres evne til at
forklare de væsentligste træk i data, fx hændelsesmønstre, handlinger og interaktioner
(Strauss & Corbin 1998: 130).
I vores arbejdsproces med den åbne kodning nærlæste og kodede vi hver for sig de
transskriberede interviews, hvorefter vi foretog en fælles gennemgang heraf og
sammenlignede og diskuterede de identificerede bestanddele i vores data. Gennem denne
proces dannede vi således et grundlag for at kunne placere databestanddelene i en række
emnekategorier, der tilsammen dækker de mange aspekter ved vores forskningsgenstand. Vi
samlede således alle relevante tekstdele fra hvert interview i forskellige emnekategorier og
herefter kunne vi udlede emnekategoriernes forskellige egenskaber, dvs. deres enkelte
bestanddele, og dermed komme dybere ned i indholdet af vores empiri.
I overensstemmelse med anbefalingerne i Grounded Theory har vi desuden skrevet memoer
undervejs i vores arbejdsproces, for at dokumentere kodningsprocessen samt overvejelser,
Side | 37

Empirisk analyse
valg og fravalg i forbindelse hermed (Strauss & Corbin 1998: 219). Disse memoer har
indeholdt vores refleksioner over indhold og sammenhænge, og har derfor hele tiden kunnet
hjælpe os videre til næste trin i analysen.
Aksial kodning
I den aksiale kodningsproces forsøger man at klarlægge forbindelserne mellem de enkelte
emnekategorier, således at disse udvikles og relateres til hinanden. Omdrejningspunktet er
den enkelte emnekategori, og de øvrige emnekategorier forsøges placeret i forhold til denne
(Strauss & Corbin 1998: 123). Her skal identificeres en række elementer, som afdækker og
beskriver mulige vilkår/betingelser, kontekster, aktions- og interaktionsmønstre og
konsekvenser, set i forhold til det undersøgte (Harder 1993: 67). Under denne del af
kodningen vil man fremsætte hypoteser om sammenhænge mellem forskellige
emnekategorier for dernæst at se, om disse sammenhænge kan findes i data (Strauss &
Corbin 1998: 229).
I vores aksiale kodningsproces opstillede vi en oversigt over mulige sammenhænge mellem
vores identificerede emnekategorier og deres egenskaber. På den måde skabte vi overblik
over hvilke emnekategorier, der var relaterede til hinanden, for dernæst at kunne gruppere og
reducere dem. Dette muliggjorde, at vi kunne udlede en række mere overordnede og mere
mættede emnekategorier, der stadig indeholdt bredden i vores empiriske fund.
Selektiv kodning
Den selektive kodning er det afsluttende trin i analysen af empirien. Den selektive kodning
går ud på at finde mekanismer dvs. processer og omstændigheder, som frembringer en given
tilstand, et givet fænomen (Holm & Schmidt 2003: 230-231). Målet er at finde den af de
udviklede emnekategorier, som bedst kan integrere de øvrige emnekategorier, en såkaldt
kernekategori. Udgangspunktet for at vælge kernekategorien skal være, at den er et centralt
omdrejningspunkt for samtlige emnekategorier, der er blevet identificeret i empirien, således
at kernekategorien kan rumme det centrale fænomen i analysen og skabe paralleller til
eksisterende teoretiske begreber, således at de empiriske fund kan bidrage til at generere nye,
teoretiske overvejelser (Strauss & Corbin 1998: 147).
Vores arbejdsproces med den selektive kodning foregik i en vekselvirkning med den aksiale
kodning. For at identificere kernekategorien gennemgik vi de identificerede emnekategorier
Side | 38

Empirisk analyse
og deres indbyrdes sammenhæng for at komme frem til den overordnede kategori, hvorfra
elementer gik igen i alle emnekategorierne og deres egenskaber og derfor kunne rumme
indholdet i disse.
4.1 Empiriske fund
I det følgende vil vi præsentere vores empiriske fund fra Grounded Theory metodens
kodningstrin. Igennem kodningen identificerede vi fem emnekategorier og en overordnet
kernekategori, som rummer essensen af disse.
Tabellen nedenfor præsenterer vores kernekategori og de fem emnekategorier samt deres
tilhørende egenskaber. Hver enkelt emnekategori vil blive beskrevet nærmere efterfølgende i
meningskondenserende afsnit, uden at vi beskriver de tilhørende egenskaber én for én.
Slutteligt vil kernekategorien blive beskrevet.
Side | 39

Tabel 2. Kernekategori og emnekategorier med tilhørende egenskaber
Emnekategori Egenskaber
Det
professionaliserede
og det personlige
Omsorg i forskellige
former
Personliggørelse af
det aborterede
foster
Professionernes
kamp i det
sundhedsprofessio-­‐
nelle felt
Retfærdiggørelse af
egen rolle i
forbindelse med
sene provokerede
aborter
4.1.1 Begrebsafklaring
Kernekategori: At yde den ”rette” omsorg
Empirisk analyse
• Trækker på egne oplevelser og erfaring
• Sene provokerede aborter kræver personligt overskud og særlig omsorg
• Jordemødre ”tænder” for professionelt jeg
• Den følelsesmæssige oplevelse af en sen provokeret abort
• Holdninger til ”rigtige” og ”forkerte” årsager til sene provokerede aborter
• Intuition
• Ambivalens
• Aborterende kvinder skal også have jordemoderomsorg og en god oplevelse
• En jordemoders vigtigste funktion
• Kvinderne fylder mest i arbejdet
• Ønsket graviditet – tilknytning
• Uønsket graviditet – fremmedgørelse
• Imitation
• Forberedelse til sene provokerede aborter
• Aborten gøres til et barn
• At skabe minder
• Abortfødslen gøres til en almindelig fødsel
• Højere status jo højere gestationsalder
• Forældrenes sorg kan ikke gradueres
• At se barnet
• Familiedannelse og tilknytning
• Læger og sygeplejerskers tilgang til sene provokerede aborter er forskellig
fra jordemødres tilgang
• Legitimering af jordemoderprofessionen
• Fratagelse af den normale fødsel
• Teknologiens magt
• Normalitet i forandring
• Risikofiksering
• Vil ikke deltage i beslutningsprocessen omkring den sene provokerede
abort
• Beslutningen er truffet af lægen
• Kritik af lægers rådgivning af gravide
• Fostrets vs. kvindens rettigheder
• Fralægger sig ansvar, men drager gerne omsorg
• At gøre arbejdet ”ordentligt”
Begrebet foster er stærkt koblet til det biomedicinske paradigme, da der sker en udvikling fra
embryo til foster (efter 8. uge), hvorefter fosteret forbliver et foster frem til fødslen (Risøy
2009: 5). De fleste jordemødre i vores undersøgelse omtaler imidlertid fostret som et barn
uanset hvor langt henne i graviditeten, kvinden er. Vi vælger at benytte begrebet foster i
Side | 40

Empirisk analyse
vores analyse, for at skabe en afstand til jordemødrenes mere personliggørende terminologi,
selvom vi også er klar over, at der med begrebet foster følger forståelser, der er socialt
konstruerede. I analysen vil det dog til tider være uundgåeligt at bruge jordemødrenes
terminologi, hvor vi refererer til deres fortællinger.
Ligeledes gælder det for brugen af begrebet forældre, der dækker over en særlig social
forståelse af den aborterende kvinde og hendes partner. Herved kan de fremstå som nogen,
der har fået et barn og har en særlig tilknytning til dette. Jordemødrene benytter ofte begrebet
forældre, og vi vil i vores analyse gøre det samme i de tilfælde, hvor vi refererer til deres
fortællinger. Ellers vil vi gennem hele analysen i stedet bruge begrebet kvinden/parret i et
forsøg på at distancere os fra den sociale forståelse af begrebet forældre.
4.1.2 Det professionaliserede og det personlige
Jordemødrene giver udtryk for, at arbejdet med de sene provokerede aborter kræver overskud
og omsorg. Det kræver, at man som jordemoder er i stand til at bruge sig selv i arbejdet og
trække på egne erfaringer, hvorfor man kan tale om, at personlige egenskaber og
kompetencer bliver professionaliserede. Jordemødrene udtrykker, at deres job er at støtte
kvinden i hendes valg, hvorfor egne personlige holdninger og følelser omkring fx
indikationen for aborten, må vige. En jordemoder beskriver dette således:
”Jeg prøver ikke at komme med moraliserende løftede pegefingre, overhovedet
ikke, og det tror jeg er vigtigt som jordemoder, det er vores fornemste opgave.
Og det er jo ikke sådan, at jeg synes, at det er falsk af mig, for jeg tror, at man
kan se lyst og sort på alle ting, og så ser jeg rigtig lyst på det, når jeg er
derinde [på fødestuen], og så kan jeg i mit stille sind se sort på det bagefter.” -
Freja
Fokus i abortsituationen er for alle jordemødrene således at være professionel og give
kvinden den bedst mulige omsorg og støtte, uanset jordemoderens egen opfattelse af
situationen.
4.1.3 Omsorg i forskellige former
Alle jordemødre er enige om, at de sene provokerede aborter hører under deres
arbejdsområde, også selvom det er et arbejde, der kræver noget andet og mere af
jordemoderen end den normale fødsel. En jordemoder beskriver, at det er en del af jobbet:
Side | 41

Empirisk analyse
”Jeg synes jo, at det er for letkøbt, hvis man som jordemoder siger ”Jeg tager
alle de hyggelige og dejlige fødsler, men alt det, der er svært, det gider jeg ikke,
for det var ikke derfor, jeg blev jordemoder.” Det kan man jo ikke i sit fag, og
det kan man jo ikke i livet. (…) Det er selvfølgelig sværere at tage imod de
børn, som ikke er ønskede eller som er døde, men jeg synes det er en del af
jobbet.” - Pia
Der er enighed blandt jordemødrene om, at de abortsøgende kvinder har lige så meget brug
for jordemoderfaglig omsorg, som kvinder, der gennemgår en almindelig fødsel, og at det er
kvinden, der er deres klare fokus i arbejdet. Derfor mener jordemødrene også, at det er
vigtigt, at de bliver godt forberedt på arbejdet med sene provokerede aborter, så de bliver i
stand til at håndtere den slags situationer.
4.1.4 Personliggørelse af det aborterede foster
Det kommer frem i alle jordemødrenes udtalelser, at der er sket en stor udvikling i
håndteringen af sene provokerede aborter. I dag har man således både et større fokus på og en
større accept af de følelsesmæssige konsekvenser, der for kvinden/parret kan være forbundet
med en sen provokeret abort både ved ønskede og uønskede graviditeter. Med en accept af
kvinden/parrets tilknytning til og sorg omkring det aborterede foster følger også, at fostret i
højere grad af jordemødrene omtales som og behandles som et barn, og at abortfødslen i høj
grad kommer til at ligne en almindelig fødsel:
”Jeg gør faktisk det, at jeg taler til den [det aborterede foster], når den kommer,
sådan ”Nå, der er du. Hej med dig, se nu får jeg lige klippet din navlesnor og
så kommer du lige op til din mor og far, så de kan se, hvor fin du faktisk er”. Så
jeg snakker faktisk rigtig meget til den og jeg siger også meget det med, at ”I er
en familie”.” - Kirsten
Udviklingen har ligeledes medført, at der i dag på de fleste hospitaler, er indført en række
procedurer og ritualer i forbindelse med varetagelsen af den sene provokere abort. Fx viser
jordemødrene ofte barnet foruden at tage billeder samt hånd- og fodaftryk af det aborterede
foster, og der er efterfølgende mulighed for at begrave det.
4.1.5 Professionernes kamp i det sundhedsprofessionelle felt
Jordemødrene ser alle klare forskelle imellem deres egen og lægernes tilgang til de sene
provokerede aborter og almindelige fødsler. Ifølge jordemødrene ligger denne forskel i
skellet mellem det normale og det patologiske, idet jordemødrene uddannes til at varetage
Side | 42

Empirisk analyse
den normale fødsel, mens lægernes fokus ligger på det patologiske og unormale. Eftersom
jordemødrene er ansat på hospitalerne, oplever de, at de institutionelle rammer og andre
sundhedsprofessionelle har indflydelse på tilrettelæggelsen af deres arbejde, hvorfor flere
jordemødre oplever, at arbejdet både forandres og begrænses:
”Folk [jordemødrene] er uddannet i fødslen og den har vi – bevares –
stadigvæk, men den er jo blevet meget styret af, at det er på et sygehus og
lægerne blander sig helt vildt – ikke på stuerne som sådan konkret, men det er
jo dem, der udstikker retningslinjerne inden for hvilket område, vi skal arbejde.
Og nogle gange, kan man godt føle, at de nærmest blander sig lidt i det
normale, spontane forløb, hvor de jo faktisk ikke har nogen berettigelse. Så
man føler lidt nogle gange, at ”Øhh, er jeg ved at gå fra at være jordemoder til
at være en obstetrisk sygeplejerske, der bare parerer, hvad andre nærmest
beordrer?”” - Kirsten
Sene provokerede aborter foregår således i en institution, hvor flere professioner vil prøve at
gøre deres indflydelse gældende. Jordemødrene beskriver ligeledes, hvordan den
teknologiske udvikling og en tiltagende risikofiksering gør sig gældende i samfundet, hvilket
kommer til udtryk ved fx udvikling og indførelse af nye metoder til fosterdiagnostik og en
stigende teknologisering af jordemødres arbejde. Ifølge jordemødrene skaber
risikofikseringen ligeledes en ny gruppe af gravide kvinder, der er præget af et stort behov for
kontrol.
4.1.6 Retfærdiggørelse af egen rolle i forbindelse med sene provokerede
aborter
Alle jordemødre er enige om, at de ikke ønsker at have del i den beslutningsproces, der leder
op til valget af den sene provokerede abort. Flere giver nærmere udtryk for en lettelse over, at
det ikke er en del af deres arbejde at skulle deltage i den slags beslutninger:
”Det har ikke været min beslutning, det er en beslutning, kvinden har taget, og
en beslutning samrådene har taget. (…) Det er ikke mig, der har besluttet, at
det her barn ikke skal leve. Det er der ligesom taget højde for, og så kan jeg
forholde mig neutralt overfor det. Og det synes jeg godt kan være en fordel, at
det ikke er mig, der tager den beslutning. Det ville jeg ikke have lyst til.” -
Maria
Jordemødre giver udtryk for, at deres fokus i forbindelse med den sene provokerede abort er
på kvinden og at støtte hende i hendes valg, og at tanker om fostret og dets eventuelle
Side | 43

Empirisk analyse
rettigheder kommer i anden række. Der er generelt stor uafklarethed blandt jordemødrene
omkring fostrets rettigheder. Derimod er der enighed om, at det er jordemødrene, der skal
tage sig af at yde omsorg for den aborterende kvinde, ligegyldigt hvad der ligger bag
beslutningen om at få foretaget en sen provokeret abort.
Side | 44

4.1.7 Kernekategorien: At yde den ”rette” omsorg
Empirisk analyse
Som beskrevet i metodeafsnittet skal udgangspunktet for at vælge en kernekategori være, at
den er et centralt omdrejningspunkt for samtlige emnekategorier, der er blevet identificeret i
empirien, så den kan rumme det centrale fænomen i analysen (Strauss & Corbin 1998:147).
Gennem vores empiriske analyse fandt vi frem til kernekategorien At yde den ”rette”
omsorg, som vi mener, kan indeholde alle de fem emnekategorier samt deres egenskaber.
Den ”rette” omsorg skal ikke forstås som en bestemt type omsorg eller en form for normativ
omsorg, der af jordemødrene bliver anset som den rigtige. Den ”rette” omsorg henviser i
stedet til den enkelte jordemoders subjektive opfattelse af, hvilken omsorg, der er den rette at
yde i en given situation, her særligt i relation til sene provokerede aborter. Det at yde omsorg
er et gennemgående tema for jordemødrene i deres arbejde med sene provokerede aborter.
Flere jordemødre taler i denne forbindelse om, at arbejdet skal ”gøres ordentligt”. Dette
afhænger både af den enkelte jordemoder og især af de strukturelle rammer på hospitalet. Det
bliver således ikke nødvendigvis præciseret, hvad dette ”ordentligt” eller ”rette” indebærer,
hvilket tyder på, at det er et subjektivt fænomen hos den enkelte jordemoder, som relaterer
sig til hendes opfattelse af, hvad en jordemoder kan og skal, og således hvad der ligger i
hendes professionsidentitet.
Som vi ser problemstillingen omkring de sene provokerede aborter fra jordemødrenes
perspektiv, er dette et spændingsfelt, der indeholder jordemødrenes stræben efter at få lov til
at yde den omsorg, de mener, er den ”rette” og deres forsvar af denne arbejdsopgave. Dette
spændingsfelt er bl.a. indlejret i andre faggruppers interesser, strukturelle ændringer på
hospitalerne samt den teknologiske udvikling – alle sammen faktorer, der er med til at
påvirke jordemødrenes muligheder for at yde den ”rette” omsorg, og som derfor også kan
ændre indholdet i denne omsorg. Disse faktorer er indeholdt i de fem emnekategorier.
I det følgende afsnit vil den teoretiske ramme for analysen af de netop præsenterede
empiriske fund blive etableret.
Side | 45

5. Teori
Teori
I undersøgelsen af, hvordan jordemødre forholder sig til sene provokerede aborter, vil vi
etablere en professionsteoretisk tilgang. Denne tilgang kan afdække forholdet mellem
velfærdsstaten og jordemoderprofessionen, jordemoderprofessionens praksisformer i relation
til sene provokerede aborter samt indholdsbestemme jordemødres professionsetik i deres
tilgang til disse aborter.
Vores anvendte teori er orienteret mod strukturer som formende for menneskers handlen og
har fokus på, hvordan det sociale former praksis samt etisk handlen og refleksion, og således
hvordan den sociale kontekst er med til at konstruere virkeligheden. Dette knytter sig til
grundidéen i den symbolske interaktionisme, som er Grounded Theorys teoretiske grundlag.
Vores teori vil have som funktion at etablere en teoretisk ramme, som er med til at konstruere
den viden, vi udvikler om vores forskningsgenstand. Vi anvender således den eksisterende
teori som et værktøj til at åbne vores empiri og konstruere en bestemt forståelse af
jordemødres tilgang og praksis, der er forankret i empirien.
En nærmere begrundelse for udvælgelsen af teori vil blive beskrevet i afsnit 5.1.1 nedenfor.
5.1 Bestemmelse af professionsbegrebet
Gennem tiden har særligt sociologer interesseret sig for og teoretiseret over begrebet
profession. Inden for den klassiske professionssociologi skelnes der traditionelt mellem
forskellige tilgange til forståelsen af professioner; bl.a. en funktionalistisk tilgang, som
bygger på Talcott Parsons naive syn på professionerne (Brante 1988: 120) og en neo-
weberiansk tilgang, som bygger på Max Webers mere kyniske syn på professionerne (ibid.:
127).
Inden for den funktionalistiske tilgang anses samfundet som et system, hvor professionerne
udøver en social funktion. Ifølge Parsons kan professionerne opfattes som et funktionelt led i
samfundet, og de opstår således, fordi der er et samfundsmæssigt behov for dem i den
fortsatte udvikling af arbejdsdelingen (Laursen et al. 2005: 19).
Ifølge en neo-weberiansk tilgang kan en profession ses som en faggruppe, der har formået at
tage monopol på at udøve bestemte erhvervsfunktioner. Måden, hvorpå professionerne opnår
monopol, er gennem viden og uddannelse. Professionerne er således drevet af kollektiv
Side | 46

Teori
egoisme eller egeninteresse, da de enkelte professioner kæmper for at opretholde deres
monopol ved at udelukke andre grupper, også kaldet social closure (Brante 1988: 127).
Ovenstående sociologiske hovedopfattelser forholder sig begge til de klassiske professioner
(Laursen et al. 2005: 22). Nyere professionsteorier er siden hen udviklet, som har en mere
kompleks tilgang til forståelsen af professioner. En af disse professionsteoretikere er Thomas
Brante.
Brante mener, at ovenstående teorier om professioner har et antal brister – de er for generelle
og ignorerer historisk ændrede vilkår (Brante 1988: 140). Han mener, at professionsteorier let
bliver til et udtryk for professionsskribentens indtryk af sin omverden, dvs. dennes spontane
ideologi. Brante forklarer, at professioner er historiske fænomener, der ændres over tid (ibid.:
136). En mere realistisk tilgang til moderne professioner må derfor tage udgangspunkt i
teorier om faktiske historiske betingelser og processer, som konstituerer konteksten for
manifeste hændelser. For at analysere en profession må man derfor tage udgangspunkt i en
bredere socio-politisk kontekst (ibid.: 138-140). Det betyder mere konkret, at man må
analysere en professions produkter (fx service) til staten/brugerne, og professionens relation
til staten/brugerne. Denne kontekst definerer en professions muligheder og barrierer (ibid.:
139). Brantes teori uddybes yderligere i afsnit 5.2
5.1.1 Afgrænsning
I udvælgelsen af vores teori har vi haft særligt fokus på de dele, der beskæftiger sig med
sundheds- og omsorgsfeltet.
Vi vil tage udgangspunkt i Brantes beskrivelse af velfærdsstatens professioner, og hvordan
disse er under forandring som resultat af den historiske kontekst. Vi vil betragte jordemødre
som en omsorgsprofession, der hører til de velfærdsstatslige professioner. Som inspiration til,
hvordan man kan anskue omsorgsprofessioner, trækker vi især på Tine Rask Eriksens
forskning på dette område.
Professionsteori er som nævnt tidligere strukturorienteret og kan bruges som redskab til
analyser af et samfunds sociale strukturer. Professionsteori som handlingsteori anses dog af
nogen for at have begrænsninger – den er blevet kritiseret for at være for deterministisk i
forhold til at forstå menneskets handlinger (Prieur 2006: 29). Dette har eksempelvis inspireret
kultursociologen Pierre Bourdieu til at udforme en handlingsteori om menneskers praksis.
Side | 47

Teori
Bourdieu er en vigtig bidragyder til udviklingen af teorier om praksis og til at forstå, hvad
professioner rent faktisk gør (Wilken 2005: 211), hvorfor hans teorier om felt, habitus og
kapital inddrages i dette speciale. I Bourdieus teorier om praksis søger han at styre uden om
det videnskabsteoretiske dilemma mellem strukturdeterminisme på den ene side, dvs. en
overbetoning af samfundets strukturelle tvang, og handlingsvoluntarisme på den anden side,
dvs. en overbetoning af aktørernes handlemuligheder. De samfundsmæssige strukturer og
aktøren indgår således i et dialektisk forhold hos Bourdieu (Rasborg 2004: 372).
Steen Wackerhausens konceptualisering af professionsidentitet, som tager udgangspunkt i en
humanistisk tilgang, vil blive inddraget til at operationalisere, hvordan vi kan forstå
jordemødres professionsidentitet, både den artikulerede og den tavse.
Ved at inddrage Bourdieu og Wackerhausens tilgang til professionsteori søger vi at inddrage
det strukturelle og individorienterede i et dialektisk forhold.
For at komme nærmere en forståelse af jordemødrenes professionsetik anskuer vi denne etik
som et resultat af sociale processer. Denne tilgang tager, ligesom professionsteori,
udgangspunkt i, at det sociale er strukturerende for praksis. Vi vil derfor inddrage Daniel F.
Chambliss’ teori om, hvordan en professions etik dannes og påvirkes af det praktiske arbejde
på et hospital.
5.2 Forholdet mellem staten og professionerne
For at forstå et lands professionsudvikling må man ifølge Brante se på relationen mellem
profession og stat som den vigtigste makromekanisme (Brante 2005: 17). Professionernes
udvikling må derfor forstås på baggrund af økonomiske konjunkturer, forholdet mellem
privat og offentlig sektor, den statslige uddannelsespolitik osv. (Brante 1989: 50). Man kan
tale om, at forskellige professionstyper har karakteristiske historiske ”take-offs”, idet en
”professionel bølge” rejser sig som følge af forandringer i statsapparatet og samfundet
(Brante 2005: 17).
Der findes yderligere en lang række faktorer, som er relevante for at forklare professioners
udvikling, identitet og loyalitet. Brante fremhæver den teknologiske udvikling som en af de
vigtigste faktorer, da de fleste professioners kompetencer netop beror på, at de behersker
videnskabelig teori og tekniske instrumenter (Brante 2005: 17). Dette er særlig relevant for
netop jordemødre og andre professioner inden for det medicinske felt, der er under
indflydelse af en massiv teknologisk og videnskabelig udvikling.
Side | 48

Teori
Ifølge Brante kan man se, at forskellige typer af professioner adskiller sig ved forskellige
former for institutionel logik, der er iboende i den enkelte profession, og kommer til udtryk i
form af en særlig ideologi. En af professionstyperne er velfærdsstatens professioner, der
udgør statens og kommunernes serviceorgan, og hvor fx læger, lærere, plejepersonale (Brante
1989: 43) og dermed også jordemødre hører under.
Ved at se på forskellige professionstyper kan man relatere professionernes udvikling til
bredere sociale trends og til formen på organiseringen af sammenholdet inden for
professionen (fx fagforeninger, interesseorganisationer osv.). Professionstypernes indhold og
historiske udvikling bør derfor ses i forhold til og forstås på baggrund af gældende
klasseforhold og styrkepositioner i samfundet (Brante 1989: 50-51). Med professionstyperne
kan man desuden kortlægge en serie strukturer, som udgør de objektive vilkår og
mulighedsbetingelser, som professionerne virker indenfor. Man fokuserer grundlæggende på,
hvilken betydning økonomiske konjunkturer og statslige reguleringer har for forskellige
professionstyper, forskellige professionstypers primære brugere, latente konflikter mellem
forskellige professionstyper osv. (ibid.: 54).
5.2.1 Velfærdsstatens professioner
Fremkomsten af velfærdsprofessionerne er et produkt af udviklingen af velfærdsstaten og den
deraf følgende ekspansion af den offentlige sektor (Brante 1989: 43) og professionalisering af
omsorgsarbejdet (Brante 2005: 23). Inden for disse omsorgsprofessioner er det
professionaliserede arbejde funderet i nogle personlige og kønnede erfaringer med hensyn til
at indgå i relationer med at tage vare på og udvikle andre. Ideologisk har disse professioner
rødder i oplysningstidens tanker om, hvordan man bør organisere arbejdet vedrørende
omsorg, opdragelse og undervisning, så den menneskelige krop og vilje hos børn, voksne og
syge varetages på den rette måde – idéer, som var med til at gøre det muligt at flytte det
private og personlige i omsorgs-, opdragelses- og undervisningsarbejdet til det
velfærdsstatslige og professionaliserede omsorgsarbejde (Eriksen 2007: 443).
De historiske træk viser således, hvordan den samfundsmæssige og kønsbestemte
arbejdsdeling har været med til at bestemme vilkårene for omsorgsarbejdet og de
magtformer, som arbejdet udfoldes indenfor (Eriksen, in press: 8).
Side | 49

5.2.2 Normalitetens vogtere
Teori
Den typiske professionelle i velfærdsstaten kan beskrives ud fra forholdet mellem det
normale og det afvigende. Det er kun på grundlag af viden om eller en afgørelse af, hvad der
er sundhed, normal adfærd og retfærdighed, at det er muligt at observere og træffe
foranstaltninger mod sygdom, afvigende adfærd og uretfærdighed. Velfærdens aktiviteter
forudsætter derfor altid en skelnen mellem det rationelle og det irrationelle, det normale og
det unormale. Som sammenfattende begreb for denne professions ”væsen” udgør dens
medlemmer normalitetens vogtere, idet deres særlige kompetence består i at identificere det
gode og rette liv og dermed også at udpege misforhold (Brante 2005: 24). Fælles for de
velfærdsstatslige professioner er, at de kvindedominerede professioner yder
velfærdstjenester, hvis hensigt netop er at opretholde velfærdsstaten og kontrollere
normaliteten i samfundet (Eriksen, in press: 7; Eriksen 2007: 443). I denne forbindelse kan
man se jordemødrene som normalitetens vogtere, idet de netop med deres arbejde med sene
provokerede aborter er med til at ”opretholde” det normalitetsbegreb, der anlægges i
samfundet og som bl.a. kommer til udtryk i abortsamrådenes og abortankenævnets praksis og
i retningslinjerne for de fosterdiagnostiske tilbud.
5.3 Hvad er professionsidentitet og hvordan dannes den?
De klassiske professionsteorier kan forklare, hvorfor vi har de professioner, vi har i dag, og
hvorfor der sker ændringer over tid. Men de kan i mindre grad sige noget om den specifikke
professionsidentitet eller professionspraksis, der kendetegner en profession (Jørgensen &
Eriksen 2005: 11). Det, der kendetegner professioner er, at deres udøvere identificerer sig
med og agerer i et givet felt. I vores undersøgelse af jordemødre anskuer vi dette felt som
værende det sundhedsprofessionelle felt. Et felt kan, ifølge Bourdieu, beskrives som et ”sted”
eller en ”social arena”, hvor sociale relationer konkret udfoldes, hvor agenters habitus sættes
i spil, og hvor de faktisk handler. Felterne er således ikke fysiske opdelinger i et samfund,
men i stedet relationelt konstituerede størrelser (Wilken 2005: 222).
Ifølge Wackerhausen kan man tale om professionsidentitet både i relation til det almene,
professions-institutionelle niveau (fx som den kommer til udtryk gennem fagforeninger) og
det konkrete, individuelle praktikerniveau (Wackerhausen 2002: 53). De professions-
institutionelle formuleringer af professionsidentiteten vil dog højst udgøre en delmængde af
Side | 50

Teori
professionsidentiteten, som den er udfoldet og legemliggjort i praksis på det konkrete
praktikerniveau, også selvom disse formuleringer anerkendes på dette niveau. Der indgår
således langt mere i den legemliggjorte og i praksis eksisterende professionsidentitet end det,
som eksplicit står i de institutionelle, almene formuleringer om professionens identitet (ibid.:
54) Vi er i nærværende opgave særligt interesserede i, hvad professionsidentiteten på det
konkrete praktikerniveau består i, hvad den gør, og hvordan den dannes og forandres, særligt
i relation til jordemødres tilgang til sene provokerede aborter.
5.3.1 Professionspraksis
Med Wackerhausens ord er professionsidentitet ”det (hvad end dét er og uanset hvordan dét
er dannet), som hos den enkelte praktiker ligger bag den pågældende praktikers praksis
(eller rettere bag de sider ved denne praksis, som ikke direkte er givet ved eksterne forhold).”
(Wackerhausen 2002: 58-59). Derfor er det relevant at se på en professions praksis som et
resultat af professionsidentiteten.
Man kan tale om en professions praksis på flere forskellige niveauer, fx den enkelte
professionsudøvers praksis, en hospitalsafdelings praksis, et hospitals praksis osv. Disse
praksisser er dog sammenhængende, da den enkelte professionsudøvers praksis kan have stor
indflydelse på og forme en afdelings praksis. Desuden kan ændringer på andre
praksisniveauer af fx økonomisk karakter eller andre eksterne faktorer spille ind på en
afdelings praksis eller den enkelte professionsudøvers praksis. Professionsidentiteten er
således et resultat af de mangfoldige praksisniveauer i samspil (Wackerhausen 2002: 56-57).
Praksis ”kører” imidlertid ikke af sig selv. Den drives, struktureres, formgives og stabiliseres
af andet end sig selv (Wackerhausen 2002: 58). Her er det relevant at inddrage feltbegrebet,
som tjener tre formål i Bourdiues teori om praksis. For det første retter det opmærksomheden
mod de sociale relationer, der skaber praksis. For det andet retter det opmærksomheden mod
de kampe, der udspiller sig i de sociale relationer. For det tredje retter begrebet
opmærksomheden mod de strukturer 17 , der medierer individuel adfærd (Wilken 2005: 225). I
feltet kæmper forskellige aktører, som har forskellige former for ressourcer og
17
Struktur kan her ses som et system af sociale positioner. Strukturen i feltet er en tilstand af magtrelationer
mellem de agenter eller institutioner, der er involveret i kampen om eller distribution af den særlige kapital
(Wilken 2005: 225-­‐226).
Side | 51

Teori
forudsætninger, også kaldet kapital, om at påvirke aktiviteterne i feltet (ibid.: 222).
Kapitalforskellene blandt aktørerne i feltet er det objektive grundlag for styrkeforholdet
mellem aktørerne. Bourdieu skelner mellem en række forskellige former for kapital, som
overordnet kan klassificeres i økonomisk kapital (aktørernes adgang til penge og materielle
værdier), kulturel kapital (aktørernes adgang til uddannelse, akademiske titler og legitim
viden), social kapital (aktørernes adgang til social indflydelse via sociale relationer og
netværk samt værdifulde relationer til betydningsfulde andre) og symbolsk kapital (aktørernes
adgang til social prestige og social ære/omdømme) (Wilken 2005: 218; Rasborg 2004: 371).
Symbolsk kapital opnås ved besiddelse af de andre kapitalformer, når disse opfattes og
anerkendes som legitime inden for et givent felt (Rasborg 2004: 372). Med andre ord er det
afgørende for, om noget kan fungere som symbolsk kapital, om det kan producere forskelle
og omsættes til anerkendelse, prestige og social anseelse, når det bringes i spil i en social
sammenhæng (Esmark 2006: 94). For Bourdieu har den væsentligste samfundsmæssige
magtudøvelse karakter af, hvad han betegner som symbolsk vold 18 (Priuer 2006: 50).
Mulighed for at udøve symbolsk vold, magt eller dominans har man i kraft af symbolsk
kapital (ibid.: 51).
Med sine kapitalformer 19 søger Bourdieu at afdække, hvordan ulige adgang til ressourcer
skaber og reproducerer bestemte uligheds- og magtformer i givne sociale felter (Rasborg
2004: 371). Kapitalbegrebet kan bl.a. være brugbart til at forstå sociale strategier og
hierarkidannelse (Esmark 2006: 94), i vores tilfælde i det sundhedsprofessionelle felt. I
relation til jordemødres tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter finder vi det
derfor interessant at finde frem til, hvad der er på spil i det sundhedsprofessionelle felt. Det er
således interessant, hvilke magtkampe der finder sted mellem jordemødre og andre
18
Symbolsk vold er ikke en substans, og magt er ikke en psykologisk egenskab ved bestemte personer. Det er
derimod en symbolsk funktion, som magten repræsenterer, og som konstituerer sociale magtrelationer
(Mathiesen & Højberg 2004: 246). Symbolsk vold udøves uden om de involveredes bevidsthed og virker i
stedet gennem dispositionerne i habitus (Priuer 2006: 52; Bourdieu & Wacquant 2004: 151-­‐152).
19
Den skitserede sondring mellem de forskellige kapitalformer er en forenklet grundmodel. Der er ikke tale om
et skema, som udtømmende kan indfange alle forhold i en hvilken som helst social kontekst. Kapitalbegrebet
skal opfattes som et praktisk redskab til brug i konkrete empiriske undersøgelser og må nødvendigvis tilpasses
forskerens til enhver tid specifikke data og problemstillinger. Der kan således være mange andre mere
specificerede underformer af kapital end de nævnte grundformer fx videnskabelig kapital, sproglig kapital og
juridisk kapital (Esmark 2006: 93-­‐94).
Side | 52

Teori
sundhedsprofessioner inden for de institutionelle rammer, hvor arbejdet med de sene
provokerede aborter foregår.
5.3.1.1 Habitus
Man kan ifølge Wackerhausen ikke finde frem til en professions identitet ved alene at spørge
de relevante professionsudøvere, selvom de vil kunne fortælle om en række antagelser,
principper, professionsidealer, værdier m.v., som de mener ligger til grund for deres praksis
(Wackerhausen 2002: 59). Der er derimod langt flere træk, mønstre, prioriteringer,
selvfølgeligheder, kommunikative budskaber og problemopfattelser i en praksis end dem,
som praktikeren formidler og dermed er bevidst om (ibid.: 60). Man kan med Bourdieus
begrebsramme sige, at praksis er habitueret. Habitus er en form for social skæbne, som
individet socialiseres ind i, der bl.a. udstyrer individer med strukturelle dispositioner for
praktisk adfærd (Wilken 2005: 216-217). Habitus er et sæt tillærte dispositioner for at handle
på bestemte måder (Prieur 2006: 39) og kan ses som de indoptagne koder i kroppen og
sindet, som bestemmer, hvordan vi tænker, handler, opfatter, vurderer og orienterer os i en
given sammenhæng (Eriksen, in press: 5). Disse koder eller dispositioner er i det væsentligste
ubevidste (Prieur 2006: 39). Habitus er et begreb, der ”forholder sig til det, folk gør, og som
er designet til at forklare, hvorfor de gør, som de gør i de kontekster, de gør det i” (Wilken
2005: 215). Habitusbegrebet kan således ses som beslægtet med begrebet professionsidentitet
(Wackerhausen 2002: 56). Professionsfællers relativt fælles identitet og deres daglige praksis
vil således kunne anskues som især styret af de habituerede handlingsrutiner (ibid.: 65).
Gennem iagttagelse, imitation og adaption af andre professionsfællers praksis dannes
væsentlige elementer i professionsidentiteten gradvist (ibid.: 67-68+71).
Ud fra sin praksisteori argumenterer Bourdieu for, at det en aktør kan sige om sin handlen i
eksempelvis et interview, almindeligvis er noget andet end sandheden om denne handlen, da
den som regel vil være båret frem af en praktisk og ikke verbaliseret logik, og spørgsmål til
denne praksis tvinger aktøren til at indtage en teoretisk og ikke en praktisk indstilling til
denne handling (Prieur 2006: 28-29). Vores empiri har derfor status af at være jordemødrenes
diskurser om egen tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter og afspejler derfor
ikke nødvendigvis virkeligheden.
Den etablerede professions praksis legemliggør en lang række antagelser, prioriteringer,
forestillinger, klassifikationer og idealer (Wackerhausen 2002: 75). Derfor kan man også
Side | 53

Teori
sige, at fordi hospitalets tavse værdisystem har så stor indflydelse på udformningen af
studerende og yngre professionelles opfattelse af deres profession, kan de eksplicitte værdier
i etiske og humanistiske kurser på den respektive uddannelse kun have ringe indflydelse
(Coulehan & Williams 2000: 57)
Opsamlende kan man sige, at der er langt mere i de professionelles praksis end deres
artikulerede idealer, forestillinger m.v., da mange træk er ”usynlige” eller habituerede.
Professionsidentitet er således ikke en simpel og transparent størrelse, åben og fuldt ud
tilgængelig for introspektion. (Wackerhausen 2002: 61). Vi anvender derfor
professionsteorien til at gå om bag jordemødrenes artikulerede tilgang til sene provokerede
aborter og synliggøre de usynlige strukturer. På den måde vil vi konstruere viden om hvilke
forestillinger, klassifikationer og idealer, der ligger bag jordemødres praksis i forhold til sene
provokerede aborter.
En måde hvorpå man kan se på, hvad jordemoderprofessionens praksis drives af, struktureres
af osv. vil blive konceptualiseret i vores analytiske ramme i afsnit 6.
5.3.2 Socialiseringsarenaer
Uddannelse og arbejde er to komplekse socialiseringsarenaer, som indeholder en række
identitetsdannende aspekter, som etableres i de professionelle via det at indgå i relationer og
arbejdsprocesser, som udfoldes i de to arenaer, samt de mange redskaber, læreprocesser og
vidensformer, som de møder i begge arenaer (Eriksen, in press: 19). Socialisering kan forstås
som de måder og processer, hvorved mennesket forvandles fra biologisk væsen til
samfundsvæsen (Østerberg 2005c: 91). En undersøgelse af Eriksen har vist, at der kan
etableres vidt forskellige identitetsdannelser i de to arenaer (Eriksen, in press: 19).
Jordemødre socialiseres i dette spændingsfelt.
Professionsidentiteten er ikke noget, der skabes i færdig form på et afgrænset tidspunkt, fx
under professionsuddannelsen, hvorefter der ikke sker væsentlige ændringer eller
transformationer i identiteten. Dannelsesfasen rækker langt ud over dette og ind i en
socialisering i praksisfællesskaber og tilhørende værdisystemer – både på arbejdspladsen,
blandt professionsfæller, i samarbejdet med andre sundhedsprofessioner osv., hvorved
værdisystemet langsomt adopteres som ens eget (Coulehan & Williams 2000: 56-57).
Professionsuddannelsen er dog stadig vigtig, da den ofte etablerer en læringshorisont og
Side | 54

Teori
tilhørende optik, som har afgørende betydning for senere erfaringsdannelse og dermed
udvikling af professionsidentiteten (Wackerhausen 2002: 65).
Ifølge Wackerhausen har en given professions udøvere et vist fællesindhold i deres
respektive professionsidentitet, men de enkelte professionsudøvere har dog ikke
nødvendigvis sammenfaldende professionsidentiteter – der er rum for mere individuelle
elementer, som afspejler den enkeltes specielle historie, tidligere erfaringer osv.
(Wackerhausen 2002: 66). Hvis professionsudøveren af en eller anden grund, som kan være
helt individuel og førbevidst, bliver berørt af situationen på en bestemt måde, kan det være
afgørende for, om hun føler sig opmuntret eller provokeret til at ’tænke anderledes’ og måske
handle anderledes (Laursen et al. 2005: 41). Dette skaber basis for, at vi, foruden at se på
fællestræk i de enkelte jordemødres tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter,
også ser på forskelligheder som et resultat af bl.a. deres individuelle historie og erfaringer.
5.4 De professionaliserede og de personlige kundskabsformer i
jordemoderarbejdet
I det følgende vil vi opridse nogle træk i forholdet mellem det professionaliserede og det
personlige, som det kommer til udtryk i omsorgsprofessionerne. Vi trækker særligt på
Eriksens forskning på dette område.
Det personlige betegner individet og dets måde at udvikle bestemte anlæg, værdier og
kønnede karaktertræk på frem mod en personlighed. Socialiseringen sker i et samspil med
andre i givne sociale sammenhænge og fører til opbyggelse af en identitet (Eriksen 2007:
436).
Der er tale om et professionaliseret forhold til eksempelvis omsorg, når denne opgave
varetages som lønarbejde i institutioner af uddannede grupper af mennesker (Eriksen
2007:437).
Omsorgsarbejdet har som nævnt været præget af kvinderne i familiære sammenhænge, men
er gennem tiden blevet institutionaliseret i kvindedominerede professioner. På den måde kan
man sige, at kvindearbejdet baseret på personlige egenskaber er blevet gjort professionelt
gennem uddannelse og deltagelse i praksisfællesskaber, hvorved det har fået karakter af
professionaliserede kundskabsformer. De kulturelle, sociale, økonomiske og politiske
betingelser sætter således til enhver tid rammerne for de personlige og de professionaliserede
Side | 55

Teori
kompetencer og erfaringsformer i omsorgsarbejdet. (Eriksen 2007: 445; Eriksen, in press: 7-
9).
Undersøgelser af Eriksen har vist, at omsorgsydelser har været og er baseret på
hverdagserfaringer, som er funderet i en kvindelig logik (Eriksen 2007: 438). Omsorg kan
defineres som at interessere sig for, bekymre sig om eller sørge for en anden. Det, der gives i
omsorg, er nærhed, identifikation, emotioner og relationer (ibid.: 439 + 456). Den vigtigste
viden er på den måde indkapslet i en rutinepræget social og kropslig praksis, hvor man
trækker på en primær socialisering til pleje, omsorg og indføling. Med tiden flyttes eller
negeres grænserne imidlertid mellem det erfaringsbaserede og personlige og det
professionelle (ibid.: 452). De personlige og de professionaliserede erfaringer indgår således i
et stadig dialektisk forhold bl.a. bestemt af den kønnede socialisering og de herskende
magtforhold i de velfærdsstatslige institutioner (ibid.: 446). Med Bourdieus terminologi kan
man sige, at de professionelle ofte agerer i større felter, hvor de kæmper om feltets ressourcer
i form af kapital og know-how i spændingsfeltet mellem det personlige (den legemliggjorte
kapital) og det professionaliserede (den kulturelle kapital) (Eriksen, in press: 5).
Man kan, ifølge Eriksen, anskue omsorgsarbejdet i velfærdsstatsligt regi som
menneskearbejde, hvor personen og det personlige er redskabet i arbejdet, og hvor det
personlige og det professionaliserede udfoldes side om side. Som professionel må man
således hele tiden bruge sig selv som redskab i forhold til den mellemmenneskelige relation
inden for omsorg i mødet med den anden, men samtidig sætter man det professionaliserede
ind som en magt- og afgrænsningsfaktor (Eriksen 2007: 450-451; Eriksen, in press: 9).
Jordemødre er således en profession, der i høj grad bruger sig selv i deres arbejde, og derfor
finder vi det interessant ud fra ovenstående at se på, hvordan det personlige og det
professionaliserede udfoldes i jordemødres tilgang til og praksis omkring sene provokerede
aborter i det sundhedsprofessionelle felt.
5.5 Etikken som resultat af sociale processer
Som inspiration til vores blik på etikken inden for jordemoderprofessionen tager vi
udgangspunkt i Chambliss’ næsten 15 år lange feltarbejde på en række amerikanske
hospitaler (Chambliss 1996). Chambliss har i sit arbejde fokus på, hvordan sygeplejersker
arbejder med og håndterer etiske problemer på hospitalet. Vi mener dog godt, at vi kan
Side | 56

Teori
overføre hans fund til vores problemstilling, da de organisatoriske rammer, han beskriver for
sygeplejerskernes arbejde, også i høj grad er dækkende for jordemødrenes arbejde på danske
hospitaler i dag. De følgende afsnit vil derfor omhandle sygeplejerskers arbejde, men vil
løbende blive ført over på vores problemstilling.
Vi vil i det følgende først, inspireret af Jacob Birkler, komme ind på, hvordan etik i dag i
stadig højere grad sættes på dagsorden og italesættes i sundhedsvæsenet. Herefter vil vi
beskrive, hvilke etiske problemer, der er indlejret i jordemoderprofessionen, samt hvordan
etiske problemer skabes og håndteres i en institution som et hospital. Denne gennemgang
skal danne udgangspunktet for, at vi i vores teoretiske analyse kan komme ind på hvilken
professionsetik, der er gældende i jordemoderprofessionen, samt hvordan denne udfordres og
formes i forbindelse med deres praksis omkring sene provokerede aborter.
5.5.1 Etik på dagsordenen i sundhedsvæsenet
I alle professioner findes nogle mere eller mindre distinkte normer og værdier, der er indlejret
i den konkrete praksis, og som kan kaldes en professions professionsetik (Birkler 2006: 138).
Sådan har det altid været, men der er i dag et stadig større fokus på etik i sundhedsvæsenet og
for sundhedsprofessioner. Dette kan ifølge Birkler skyldes flere ting; dels tanken om
legitimering af den fortsatte professionalisering og dels det faktum, at stadig flere
sundhedsarbejdere står med svære etiske udfordringer i hverdagen. Dette skyldes flere
forhold. For det første har videnskaben skabt flere teknologiske fremskridt, som kan bruges
såvel som misbruges med henblik på økonomiske rationaliseringer (ibid.: 139). Samtidig har
patienter i de sidste 10-20 år fået tildelt langt større autonomi, hvilket ofte afstedkommer en
række etiske situationer for sundhedspraktikere. Det interessante er, at regler og retningslinjer
ofte affødes af usikkerhed eller utryghed. Etiske retningslinjer kan derfor delvist være
motiveret af frygt for de valg, patienten er begyndt at benytte sig af (ibid.: 140).
Udviklingen med et større fokus på etik er med til skabe det værdigrundlag, som
professionen hviler på og dermed forme professionens identitet. Samtidig vil dette intense
fokus på etikken styrke den etiske dimension i sundhedsvæsenet, men parallelt hermed
forringe den enkeltes mulighed for at stimulere egne karakteregenskaber, dvs. egne
refleksioner over etiske spørgsmål. Desuden er det et centralt problem, at etikken forankres i
filosofiens mange uløste spørgsmål, hvor sundhedsarbejderen i højere grad har behov for
Side | 57

Teori
konkrete løsninger i den specifikke situation (Birkler 2006: 144-145). Ifølge Birkler kan de
etiske retningslinjer således heller ikke erstatte en etisk dannelse, men vil først og fremmest
kunne sætte fokus på professionens værdigrundlag som det udgangspunkt, hvorfra
professionen bør tage form (ibid.: 140-141). Chambliss deler dette synspunkt og hævder, at
den akademisering af bioetiske problemstillinger, vi ser med undervisningen i etik på en lang
række sundhedsvidenskabelige uddannelser, er irrelevant. Det, der betyder noget, er praksis
(Chambliss 1996: 6). En praksis, hvor sædvanerne allerede ligger gemt som tavs viden i form
af rutiner, traditioner og strukturer. Det er igennem praksis, at etikken ikke blot er mulige
handlinger, men ufravigelige handlinger (Birkler 2006: 142-144: Chambliss 1996: 6).
Etikken er med andre ord habitueret.
5.5.2 Etiske problemstillinger indlejret i jordemoderprofessionen
Ifølge Chambliss lider sygeplejersker under det forhold, at det i kraft af deres uddannelse
kræves, at de yder omsorg for deres patienter. Det ligger således i deres uddannelse, at de
skal yde følelsesmæssigt arbejde, der af patienten skal føles spontant og ægte (Chambliss
1996: 2). Denne problemstilling ligger i forlængelse af ovenstående afsnit om det personlige
og professionaliserede, hvor vi gjorde rede for, at det netop kræves af jordemødre, at de
bruger sig selv i arbejdet.
Med inspiration fra Chambliss (1996: 3) har dét, at jordemødrene i dag er ansat på
hospitalerne, ligeledes konsekvenser for hvilken etik, der gør sig gældende inden for
professionen. Jordemødrene skal indordne sig under de rutiner og retningslinjer, der gælder
på det pågældende hospital, hvilket kan gøre det svært at være et moralsk individ, da man
således ikke selv er herre over rammerne for sit arbejde. Jordemødrene kan derfor ikke
nødvendigvis få lov at udføre deres arbejde på en måde, der er i overensstemmelse med deres
egen eller professionens etik.
I Chambliss’ undersøgelse er han inde på, at sygeplejens moralske kerne – forpligtelsen til
omsorgen for patienten som en “hel person” – bliver begravet under kliniske direktiver og de
finansielle og administrative dagsordener på et moderne hospital. I et miljø, hvor ens arbejde
bliver styret af andre, hvordan kan en person så hævde sin egen moralske integritet?
(Chambliss 1996: 3). Dette spørgsmål finder vi i høj grad også relevant i forbindelse med
Side | 58

Teori
jordemødrenes arbejde med de sene provokerede aborter, idet der i dette arbejde er indlejret
en række etiske problemstillinger.
5.5.3 Hvordan skabes etiske problemer på et hospital?
Traditionelt bliver etiske dilemmaer inden for det medicinske felt fremstillet som et dilemma,
en enkelt læge sidder overfor; han skal vælge mellem på den ene side at gøre det ene og på
den anden side at gøre det andet, dvs. han sidder i et dilemma med sig selv om, hvad han skal
gøre. Ved at fremstille det etiske dilemma på denne måde overser man, at det etiske dilemma
kan bestå i, hvad man selv mener, er det rigtige at gøre, kontra det andre mener, at man skal
gøre. Samtidig overser man, at strukturelle faktorer kan have skabt det etiske problem til at
starte med. På denne måde bliver eventuelle problemer fremstillet som etiske dilemmaer, i
stedet for som symptomer på strukturelle problemer i systemet (Chambliss 1996: 92-93).
Således kan eksempelvis organiseringen af de sene provokerede aborter på gynækologiske
afdelinger fremstilles som et etisk dilemma for jordemødrene, samtidig med at det er et
strukturelt vilkår for arbejdet.
Sygeplejersker arbejder, som de fleste ansatte i store institutioner, for nogle andre, står til
ansvar for forskellige chefer, håndterer flere forskellige krav på deres tid og har begrænset tid
til at tænke over deres beslutninger, fordi de lider under et pres for at komme videre med
arbejdet. De juridiske, økonomiske og medicinske problemer, de støder ind i, er akutte, og
ofte bliver de bedt om at gøre noget, der efter deres mening, er forkert (Chambliss 1996:
118). Dette gælder ligeledes for jordemødrene, og det interessante i denne sammenhæng er,
hvad jordemødrene rent faktisk gør – hvad der er deres praksis i relation til sene provokerede
aborter.
I en kompleks institution som et hospital, der samtidig er indlejret i et komplekst samfund, er
sygeplejersker i et krydsfelt mellem konkurrerende faggrupper og moralske ideologier, og
denne konkurrence er kilden til de etiske problemer (Chambliss 1996: 93). Chambliss
fremstiller på denne baggrund en strukturel teori om, hvordan de etiske problemer skabes i
institutioner (ibid.: 94-98). I det følgende har vi ført denne teori over på vores
problemstilling, hvorved man kan se de etiske problemer på hospitalet, som et resultat af
følgende:
Side | 59

Teori
1. Etiske problemer afspejler konflikter mellem magtfulde interessegrupper. Dette er et
fundamentalt princip, som de næste punkter blot uddybe.
2. Fundamentale konflikter mellem grupper bliver omtalt som moralske konflikter.
Lægers og jordemødres forskellige tilgang til fødende kvinder afspejler deres
forskellige uddannelse og professionsidentitet, men kan beskrives i moralske
vendinger. Lægers biomedicinske syn på kroppen kan således af jordemødrenes
opfattes som etisk problematisk.
3. Etiske emner afspejler konflikter mellem gruppers moralske dagsorden. De etiske
problemer afspejler sammenstødet mellem konkurrerende professionelle moralske
dagsordner.
4. Etiske problemer ændres over tid. Økonomi, samfundstendenser og teknologisk
udvikling er nogle af de faktorer, der medvirer til, at de etiske problemer i
sundhedsvæsenet ændres over tid.
Chambliss ser desuden følgende karakteristika ved de etiske problemer, der skabes på
hospitalerne; for det første er de problemer, sygeplejersker oplever, systematiske. De samme
problemer opstår igen og igen i forskellige sammenhænge, problemerne er derfor ikke
indlejret i individerne, men afslører strukturelle egenskaber ved sammenhængen. Problemet
ligger ikke ved personen, men ved systemet (Chambliss 1996: 91). For det andet står
sygeplejerskerne over for praktiske problemer, ikke individuelle dilemmaer. Sygeplejersker
har ofte en klar ide om, hvad de mener, er rigtigt, men de mangler magten til at gøre det på
grund af andres modsatrettede holdninger. Moralsk bekymring opstår således, når man ved,
hvad der er rigtigt at gøre, men institutionelle begrænsninger gør det næsten umuligt at
handle på denne måde (ibid.: 91-92). Vi ønsker derfor at undersøge, hvorvidt jordemødrene i
vores undersøgelse oplever denne moralske bekymring, og hvorvidt de opfatter det som et
problem i forbindelse med de sene provokerede aborter.
Etiske problemer i sundhedsvæsenet er derfor umulige at skille fra den institutionelle og
sociale setting, hvorfra de stammer. Problemerne er ikke tilfældige eller isolerede fejl i
systemet. De er ofte fundamentale, hvis ikke intenderede, produkter af det system (Chambliss
1996: 182).
5.5.4 Hvordan håndteres etiske problemer på et hospital?
Side | 60

Teori
Hospitaler er anderledes end så mange andre institutioner på et bestemt område; på et
hospital lider mennesker, og mennesker dør som en del af den daglige rutine (Chambliss
1996: 16-17). Dette grundlæggende vilkår for de sundhedsprofessionelle, der arbejder på
hospitalerne, giver dem således en frihed, som ikke gælder i resten af samfundet (ibid.: 19).
For at kunne håndtere at arbejde under sådanne forhold, hvor død og lidelse er hverdag, og
hvor man ofte vil støde på etiske problemer, gøres handlinger til rutine. De moralske
skrupler, der kan opstå i en given situation, overskygges af alle de andre gentagne handlinger,
der skal udføres – rutinen overskygger derved de moralske forbehold (ibid.: 12). Da en sen
provokeret abort i sig selv udgør et etisk dilemma, finder vi det derfor interessant at
undersøge, hvorvidt jordemødrene forholder sig til dette, og om det også for dem bliver
rutine.
At gøre noget til en rutine indebærer også at beskytte denne rutine fra kaos (Chambliss 1996:
42). I forlængelse heraf kan man tale om, at der gælder særlige regler på et hospital, regler
der er til for at beskytte den moralske orden. Disse regler indebærer bl.a. at arbejdet kommer
først, før personlige reaktioner, samt at kynisme er en acceptabel måde at udtrykke sig på,
hvis det hjælper til at opretholde fatningen og distancen (ibid.: 54-55).
Chambliss fandt, at næsten alle sygeplejersker har grænser for, hvad de vil arbejde med, og
disse er reflekteret i deres valg af, hvilken afdeling de arbejder på. Det kunne tyde på, at
sygeplejersker næsten har et behov for at sige ”jeg har mine grænser, selvom jeg har et svært
job kunne jeg ikke gøre det der, det ville være svært” for at vise, at de er følsomme
mennesker, ikke koldblodige og uden moral (Chambliss 1996: 57). I forlængelse heraf finder
vi det interessant at undersøge, hvor jordemødrenes grænser går i forbindelse med arbejdet
med de sene provokerede aborter, og om de også har behov for at sætte en grænse for ikke at
føle, at de i deres arbejde er umenneskelige og uetiske.
Den netop præsenterede teori vil blive operationaliseret i vores analytiske ramme, der
introduceres i det følgende afsnit.
Side | 61

6. Analytisk ramme
Analytisk ramme
Vi vil i dette afsnit præsentere den analytiske ramme for den teoretiske analyse af empirien.
Rammen består dels af fem forskningsspørgsmål og dels et tilhørende analytisk blik. I det
følgende præsenteres først de fem forskningsspørgsmål, som er konstrueret ud fra vores
empiriske fund fra Grounded Theorys kodninger og gennem en operationalisering af vores
teori. Dernæst vil vi etablere et analytisk blik, som vil have betydning for, hvordan vi
analyserer vores empiri. Det er ikke vores formål at konkludere noget endegyldigt på vores
forskningsspørgsmål, men derimod at benytte dem som udgangspunkt for at udvikle viden
om vores forskningsgenstand.
6.1 Forskningsspørgsmål
Ved hjælp af Grounded Theory har vi udviklet fem emnekategorier, som rummer
jordemødres artikulerede tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter. I det
følgende vil vi opstille fem forskningsspørgsmål, som er konstrueret ud fra disse empiriske
fund og den netop præsenterede teori. Formålet med disse er at fremanalysere jordemødres
praksisformer og derigennem udvikle teori om, hvilken professionsidentitet og
professionsetik, der er gældende i deres arbejde med sene provokerede aborter.
Nedenstående tabel med emnekategorier og tilhørende forskningsspørgsmål vil fungere som
styreredskab i den teoretiske analyse af empirien.
Side | 62

Tabel 3. Forskningsspørgsmål og emnekategorier
Emnekategori Forskningsspørgsmål
Det professionaliserede og det
personlige
1) Hvordan kommer spændingsfeltet mellem de
personlige og de professionaliserede kundskaber
til udtryk i jordemødrenes tilgang til de sene
provokerede aborter?
Analytisk ramme
Omsorg i forskellige former 2) Hvordan opfatter jordemødrene deres egen
funktion i forbindelse med sene provokerede
aborter, og hvilke professionsidentiteter udfoldes
i denne funktion?
Personliggørelse af fosteret 3) Hvilke ritualer kommer til udtryk i
jordemødrenes omsorg for det aborterede foster
og kvinden, og hvilke hensyn ligger bag disse
ritualer?
Professionernes kamp i det
sundhedsprofessionelle felt
Retfærdiggørelse af egen rolle i
forbindelse med sene provokerede
aborter
4) Hvordan forandres og begrænses
jordemoderprofessionen i det
sundhedsprofessionelle felt i relation til sene
provokerede aborter?
5) Hvilke diskurser om etik gør sig gældende hos
jordemødrene, og hvilke muligheder har de for at
handle i overensstemmelse med deres
professionsetik i deres arbejde?
De fem forskningsspørgsmål vil lede os gennem den teoretiske analyseproces således, at hver
emnekategori med tilhørende forskningsspørgsmål vil få et selvstændigt afsnit i analysen.
6.2 Analytisk blik
Det analytiske blik er funderet i de strukturer, som er med til at forme jordemødrenes
arbejdsforhold og sociale interaktioner og dermed med til at konstruere den sociale kontekst,
som jordemødrenes arbejde med sene provokerede aborter udfoldes indenfor. Med det
professionsteoretiske blik, vi har valgt at lægge på vores empiri, ønsker vi at fremstille de
strukturer, som er med til at forme jordemødres professionsidentitet og praksisformer i
relation til de sene provokerede aborter. Med fokus på forholdet mellem de statslige
velfærdsinstitutioner og professioner, her særligt omsorgsprofessioner, vil vi i det følgende
Side | 63

Analytisk ramme
komme ind på, hvordan de sociale strukturer i institutionerne kan være formende for
jordemoderprofessionen i dag.
De sociale strukturer i vores empiri kan analyseres frem ved at se det empiriske materiale
som udtryk for en given praksis. Denne praksis kommer således til udtryk gennem
jordemødrenes artikulerede tilgang til sene provokerede aborter.
Nedenfor præsenterer vi de områder, som inspireret af professionsteorien, former
jordemødrenes arbejde og dermed deres professionspraksis og deres tilgang til sene
provokerede aborter. Områderne er indbyrdes afhængige og kan derfor ikke ses som adskilte
enheder. Disse områder er skitseret i figur 4 nedenfor.
Figur 4. Model for det analytiske blik. Den sociale kontekst inden for hvilken
jordemoderprofessionen og arbejdet med sene provokerede aborter udfolder sig.
Hensigten med områderne er at etablere et bestemt strukturelt blik på
jordemoderprofessionens praksisformer i relation til sene provokerede aborter, som vil styre,
hvordan vi udvikler viden med udgangspunkt i forskningsspørgsmålene. Med dette blik kan
vi analysere, hvad jordemoderprofessionens identitet og praksis drives, struktureres,
formgives og stabiliseres af. Når vi ser på den enkelte jordemoders udsagn om hendes
Side | 64

Analytisk ramme
professionsidentitet og praksis i relation til sene provokerede aborter, kan vi således ikke se
det løsrevet fra denne strukturerende kontekst.
De fire områder i ovenstående figur vil i det følgende blive beskrevet nærmere.
Det ideologiske område
Filosofisk set har begrebet ideologi mindst to vigtige betydninger – en praktisk og en
teoretisk. Praktisk kan ideologi betyde verdensanskuelse eller livsfilosofi og rummer et
sammenhængende sæt af idéer, normer og værdier (Larsen 2005: 104-105). Ideologi kan ud
fra et teoretisk perspektiv ses i modsætning til videnskab. Hvis videnskab opfattes som
objektiv og værdifri, er ideologi tilsvarende subjektiv og fordomsfuld. Dette kaldes også falsk
bevidsthed (ibid.: 104). Med ideologi som falsk bevidsthed er der således tale om en form for
erkendelse, som kan underkastes en kritisk undersøgelse, hvorudfra det falske ved
bevidstheden kan påvises (ibid.: 106+108). Menneskets bevidsthed er baseret på erfaring og
refleksion, og i sin opbygning betjener den sig af mere eller mindre logiske slutninger. Heri
ligger der en kilde til falsk bevidsthed. De subjektive erfaringer kan således være både
”sande” og ”dokumenterbare”, uden at være det i objektiv forstand (ibid.: 106-107). Det er
jordemødrenes professionsetik og praksis samt deres professionsidealer, som vi ser dem
udfoldet i relation til sene provokerede aborter, vi ønsker at afdække.
Vigtige aktører inden for det ideologiske område er fx jordemoderuddannelsen,
Jordemoderforeningen samt Landsforeningen Spædbarnsdød 20 , da disse kan påvirke
jordemødrenes professionsetik og professionsidealer i relation til sene provokerede aborter.
Ikke mindst er de gravide kvinder også en vigtig aktør, da de efterspørger en bestemt service
af jordemødrene – med den medicinske teknologis ekspansion og samfundets stigende fokus
på risici bliver gravide kvinder socialiseret ind i en risikotænkning, således at det gældende
20 Foreningen Spædbarnsdød blev startet i 1983, som en emnegruppe under foreningen Forældre og Fødsel. I
1992 blev foreningen skilt ud som en selvstændig, privat forening. Foreningens formål er bl.a. at påvirke den
generelle holdning til døden og til det at bære sorg, at rådgive og støtte forældre, der har mistet et spædbarn,
og at give berørte faggrupper rådgivning, information og feedback vedrørende deres omsorg for forældre og
deres døde børn (www.spaedbarnsdoed.dk).
Side | 65

Analytisk ramme
normalitetsbegreb forskydes. Derfor er det vigtigt at analysere, hvilken rolle det ideologiske
område spiller for jordemødrenes professionsidentitet.
Side | 66

Det institutionelle område
Analytisk ramme
Institutioner kan forstås som sociomaterielle strukturer, som regel med en række skrevne og
uskrevne regler, egne tilhørssteder eller bygninger og egne ansatte, fx specialister og/eller
professionelle (Østerberg 2005a: 99). Eksempler på relevante institutioner inden for vores
problemstilling er fx jordemoderuddannelsen, hospitaler, fødeafdelinger og gynækologiske
afdelinger.
Jordemoderuddannelsen er det første møde ud af mange med institutioner, der kommer til at
virke som socialiseringsarenaer for jordemødre. Forskellige institutionelle sammenhænge er
således med til at ændre eller stadfæste jordemoderidentiteten. Jordemødre bliver
”opdragere” og formidlere af en given institutions identitet, hvilket har afgørende betydning
for, hvordan nye kollegaer og studerende udvikler sig (Barfoed 2008: 42).
Ifølge Wackerhausen kan man som nævnt tale om en professions praksis på flere forskellige
niveauer, fx den enkelte professionsudøvers praksis (Wackerhausen 2002: 56-57). Her er det
derfor interessant at analysere eksempler på institutionelle socialiseringsarenaer, som indgår i
dannelsen og udviklingen af jordemødres professionsidentitet, praksis og professionsetik.
Organiseringen af jordemødres arbejde kan påvirke ideologien, eksempelvis når det besluttes,
om sene provokerede aborter skal foregå på gynækologisk afdeling eller en fødeafdeling, da
disse institutionelle rammer bl.a. bestemmer, hvilke personalegrupper, der skal indgå i
arbejdet og omsorgen, og dermed hvor stor en rolle jordemødre kan spille i dette arbejde.
Jordemødres tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter vil påvirkes af de
jordemødre, læger og andre professionelle, som de samarbejder med, og af den institution
hun arbejder indenfor. Med Bourdieus terminologi udspiller der sig her kampe om forskellige
kapitalformer. Vi vil derfor analysere de kampe og konflikter, der foregår i det
sundhedsprofessionelle felt i relation til de sene provokerede aborter samt hvilken kapital, der
kæmpes om.
Det politiske/økonomiske område
Ifølge Brante må professioners udvikling som sagt forstås på baggrund af økonomiske
konjunkturer, forholdet mellem privat og offentlig sektor, den statslige uddannelsespolitik og
de teknologiske og videnskabelige udviklinger (Brante 1989: 50).
Side | 67

Analytisk ramme
Inden for det politiske/økonomiske område træffes de beslutninger, der styrer eller påvirker
udviklingen og ressourcefordelingen i det danske samfund. Her debatteres, diskuteres og
vedtages de love, der regulerer velfærdsstatens institutioner, herunder de danske hospitaler.
Det er således på dette område, at rammerne for de sundhedsprofessionelles arbejde i
sundhedsvæsenet fastlægges og dermed også jordemødrenes arbejde. Som eksempel kan
nævnes NPM-bølgen, som har haft stor betydning for de ansatte i det danske sundhedsvæsen,
idet denne tankegang som nævnt i høj grad er slået igennem som inspiration til styring af
sundhedsvæsenet. Som følge heraf oplever mange ansatte i sundhedsvæsenet i dag, at en stor
del af deres tid går med administrative opgaver på grund af stigende krav til dokumentation
og kvalitetssikring af arbejdet. NPM-bølgen har ligeledes ført til et øget fokus på
patientrettigheder og -efterspørgsel (Krasnik 2007: 119). Patienter anses således som en form
for ”kunder”, der fx efterspørger en bestemt service, og dermed har de fået øget
medbestemmelse. De generelle udviklingstendenser inden for sundhedsvæsenet og offentlig
administration vil derfor også have indflydelse på jordemødrenes arbejde.
Med Brantes terminologi er det velfærdsstatens professioners opgave at være normalitetens
vogtere, idet de til enhver tid skal opretholde den sociale orden, som samfundet udstikker
gennem politiske beslutninger, lovgivning, økonomi mm. Derfor vil vi se på, hvordan denne
funktion udfolder sig i jordemødrenes arbejde med sene provokerede aborter.
Det er inden for det politiske/økonomiske område i samspil med det institutionelle område, at
beslutninger om jordemoderprofessionens uddannelse og arbejdsforhold træffes, dvs.
hvordan arbejdet er organiseret og hvilke professioner, der arbejder sammen. Hermed sættes
ligeledes rammerne for, i hvor høj grad jordemødrene har mulighed for at udføre opgaver, der
dækker hele deres virksomhedsområde.
Det videnskabelige/teknologiske område
Det videnskabelige/teknologiske område er bl.a. påvirket af forskningsinstitutioners,
forskeres og medicinalindustriens interesser i udvikling, anerkendelse og økonomi samt af
patientforeningers og andre interesseorganisationers interesser.
Den massive udvikling inden for teknologi og medicin skaber mulighederne for udvikling af
bl.a. de fosterdiagnostiske tilbud og for at holde liv i stadig yngre fostre. Hermed er
teknologien og videnskaben med til at ændre grænserne for, hvad vi anser som normalt og
Side | 68

Analytisk ramme
acceptabelt og er således med til at skabe, hvad vi anser som normalt og unormalt, raskt og
sygt inden for det sundhedsprofessionelle felt. Videnskaben og teknologien er således med til
at ændre perspektiverne på graviditet og moderskab generelt og derigennem de gældende
normer i samfundet. Gennem eksistensen af fosterdiagnostiske tilbud sendes nogle bestemte
signaler til de gravide kvinder, og dette påvirker deres opfattelse af, hvad der er normalt og
acceptabelt.
Jordemødre har en grundlæggende opfattelse af, at en fødsel er en fuldstændig normal
begivenhed og en sund fysiologisk proces. Jordemødres største faglige viden og erfaring
omhandler således det normale. Men teknologiens udvikling er med til at rykke ved, hvad der
er normalt, og er således med til at forme og ændre jordemødres risikotænkning og
normalitetsbegreb og hermed også deres professionsidentitet og professionsetik.
Ud fra de skitserede områder kan det afdækkes, hvordan den sociale og samfundsmæssige
kontekst for jordemoderens arbejde er strukturerende for socialiserings- og
identitetsdannelsen og dermed den etiske praksis, som udfoldes i relation til sene
provokerede aborter.
Den etablerede model for vores analytiske blik samt de fem forskningsspørgsmål udgør vores
analytiske ramme og vil være styrende for den teoretiske analyse, der præsenteres i de
følgende afsnit.
Side | 69

7. Teoretisk analyse
Teoretisk analyse
I dette afsnit vil vi med udgangspunkt i de fem konstruerede forskningsspørgsmål og vores
analytiske blik analysere og diskutere de fem emnekategorier, som alle er indeholdt i den
overordnede kernekategori, At give den ”rette” omsorg. Hermed vil vi udvikle teori om vores
forskningsgenstand, som er ”grounded” i empirien.
Kernekategorien er omdrejningspunkt for analysen af de fem emnekategorier og vil derfor
ikke blive analyseret særskilt. De fem analysedele vil alle bidrage til at kunne udvikle viden
om vores problemformulering.
Empirien i de enkelte emnekategorier er afgørende for, hvilke dele og hvilke teoretikere fra
teoriafsnittet, som bliver inddraget. For at skabe overblik over kompleksiteten i vores fund,
vil de enkelte analysedele alle afsluttes med et afsnit, som kondenserer og diskuterer de
vigtigste vidensbidrag.
For at diskutere og nuancere vores fund, vil det flere steder gennem analyseafsnittene være
relevant at fremlægge resultater fra andres forskning.
I det følgende vil vi referere til jordemødrenes udsagn ved at benytte deres fiktive navne, som
de fremgår af tabel 1.
7.1 Det professionaliserede og det personlige
I dette afsnit vil vi udvikle viden om vores problemstilling med udgangspunkt i vores første
forskningsspørgsmål: Hvordan kommer spændingsfeltet mellem de personlige og de
professionaliserede kundskaber til udtryk i jordemødrenes tilgang til de sene provokerede
aborter?
Empirien i denne emnekategori handler om forholdet mellem det professionaliserede og det
personlige. Til at analysere empirien inddrages særligt Eriksens forskning på dette område.
Jordemødres arbejde er karakteriseret ved, at personen er redskabet i relationen til kvinden i
omsorgsarbejdet. Det personlige og det professionaliserede er baseret på kundskaber, som
både udfoldes side om side og afgrænses i forhold til hinanden. Vi vil i dette afsnit analysere,
hvordan denne dobbelthed viser sig, ved at analysere en række situationer, hvor
Side | 70

Teoretisk analyse
jordemoderens personlige oplevelser og holdninger kommer i spil i hendes professionelle
virke og se på, hvordan dette håndteres.
7.1.1 Omsorgshabitus
I en kvindes liv har et utal af møder, relationer og samværsformer fundet sted, som er
funderet i personlige relationer mellem mennesker, og som skaber en række
omsorgssituationer (Eriksen 2007: 435+439). Dette danner grundlaget for de personlige
kønnede kundskaber, som udfolder sig i det professionaliserede jordemoderarbejde. En vigtig
viden er på den måde indkapslet i en social og kropslig praksis, hvor jordemødrene, med
Eriksens ord, trækker på en primær socialisering til pleje, omsorg og indføling.
I følgende fortælling illustreres det, hvordan jordemødres omsorg for aborterende kvinder
bygger på kropslige og empatiske erfaringer med omsorg, hvilket kan ses som et udtryk for,
at omsorgen er habitueret. I omsorgen handler man således ud fra, hvad man tidligere har
erfaret og oplevet. Freja fortæller her om en oplevelse i sin studietid, hvor hun drog omsorg
for en ung 16-årig kvinde, som fik abort på social indikation, fordi hun først i 19. uge
opdagede, at hun var gravid. Freja tager personligt afstand fra at få en provokeret abort så
sent på denne indikation, men kan alligevel ”være professionel”:
”Man skal helt sikkert være professionel. Jeg kan huske med hende her, at jeg
lå jo oppe i sengen med hende og snakkede med hende om hele den her
oplevelse, og hvad hun ville være, og ”Livet går jo videre”, og ”Det er jo
fantastisk flot, at du kan klare det her, og det gør dig stærkere” og det ene og
det andet. (…) Jeg lå med kvinden og holdt hende i hånden og aede hende. Min
kontaktjordemoder grinede af os, og hun gik ud og hentede mælk og småkager,
og så lå vi ellers deroppe i hendes lille seng. Det var jo fordi, at det var det,
hun havde brug for. Det er jo ikke fordi, at jeg normalt siger ”Scoop over, nu
kommer jeg”, det gør du jo ikke. Du afmåler hver situation, og det var jo en
lille bitte pige, det her.” - Freja
Freja udviser her, at hun følger sin intuition i omsorgen for den unge kvinde. Freja agerer
over for hende i en form for veninde til veninde relation med empati, omtanke,
individualisering af kvinden og nærvær i en særlig omsorg, som bygger på hendes
legemliggjorte erfaringer. Her udfoldes det personlige i hendes professionelle virke. Disse
kundskaber udgør et væsentligt indhold i jordemødrenes omsorgskompetencer.
Frejas fortælling indeholder samtidig en definition af, hvad det for hende vil sige at være
Side | 71

Teoretisk analyse
jordemoderfaglig eller professionel: at kunne give individuelt tilpasset omsorg og være
fordomsfri. Dette er kundskaber, som er indeholdt i alle jordemødrenes opfattelser af at være
professionel, og som harmonerer med et professionsideal, der indebærer at skulle udøve en
omsorg, der af kvinden, jf. Chambliss, føles spontan og ægte.
Især de ældre jordemødre har erkendt, at personlige erfaringer med sorg og lidelse ruster én
til arbejdet med de sene provokerede aborter. Det kræver en vis livserfaring og en stor
personlig ballast at være ordentligt klædt på til dette:
”Det er klart, at som nyuddannet, så skal man lige finde sin vej ind i det. Jeg
var jo så 40 år gammel, da jeg blev færdig som jordemoder, og det vil sige, at
jeg også selv har haft sorg og lidelser og glæder og alt det, som et almindeligt
liv nu er. Så jeg har noget med mig, som gør, at jeg godt kan rumme den smerte
og den der sorg og det, der er svært, og jeg kan godt bruge min intuition
omkring, hvad der er brug for. (...) Jeg følte mig klædt på til opgaven på grund
af min alder og min livserfaring mere end et fagligt redskab. Det må være svært
at være 25 år gammel og lige komme fra jordemoderskolen.” - Ulla
Citatet tydeliggør, hvordan jordemødrene selv oplever, at arbejdet med de sene provokerede
aborter kræver, at de inddrager sig selv og deres personlige erfaringer, og hvordan dette
arbejde ikke alene kræver faglige redskaber, men især en personlig intuition og erfaring.
Jordemødrene må således trække på en legemliggjort omsorgshabitus i det professionelle
arbejde med sene provokerede aborter.
Ingen af jordemødrene beskriver den praktiske udførelse af abortfødsler som kompliceret.
Det er derimod det følelsesmæssige, der er udfordringen:
”Jeg tror egentlig, at det nok er den der moralske og følelsesmæssige del, man
mest skal kæmpe med, fordi det rent tekniske, det praktiske, det
jordemoderfaglige, det er bestemt ikke sværere ved sådan nogle fødsler end ved
alle andre fødsler, snarere tværtimod.” - Pia
Det rent tekniske og praktiske lærer jordemødrene i de forskellige praksisfællesskaber på
uddannelsen og på arbejdet. Det følelsesmæssige er derimod noget personligt, som bl.a.
etableres gennem ideologi, etik og legemliggjorte erfaringer.
Maria beskriver, at det er vigtigt at afgrænse sine emotionelle reaktioner over for forældrene
ved en abortfødsel:
Side | 72

Teoretisk analyse
”Det er deres [forældrenes] sorg, så du skal ikke stå og tudbrøle, så de skal
trøste dig, men selvfølgelig må du græde med forældrene. Men det er deres
sorg. At man så, når man kommer hjem, er meget udmattet er så en anden sag.
Men når man står der, er man ligesom i gang, og så tænker man så meget på
dem og deres behov, at man tilsidesætter lidt sine egne.” - Maria
Indholdet i jordemødres omsorgskundskaber viser sig i citatet at have form af at give
intimitet, empati og at dele andres lidelser. Inspireret af Eriksen kan man sige, at relationen
mellem den aborterende kvinde og jordemoderen er baseret på, at jordemoderen hele tiden vil
søge at lindre og dele kvindens smerte og lidelse gennem en række synlige og usynlige
handlinger. Disse handlinger er, ifølge Eriksen, baseret på en række kulturelt bestemte krav
og egenskaber, som man kan tillægge kvinder ud fra deres biologiske køn (Eriksen 1989: 7-
8).
Ovenstående citater viser, hvordan personen og det kønnede er redskabet i forhold til den
mellemmenneskelige relation i jordemødrenes arbejde og således har indflydelse på, hvad der
gøres i og siges om en given praksis. De viser desuden, hvordan det professionaliserede
arbejde – med Eriksens ord – er funderet i nogle personlige og kønnede erfaringer med
hensyn til at indgå i relationer med andre.
7.1.2 Det personlige grænsesættes
Alle jordemødrene fortæller, at de kan blive berørt af arbejdet med sene provokerede aborter,
men der er forskel i den vægt, de tillægger det at blive berørt i selve arbejdssituationen, og
hvor meget det fylder efterfølgende. En stor del af jordemødrene giver direkte udtryk for, at
de er emotionelt påvirkede i og efter arbejdet med den aborterende kvinde, og at de kan være
trætte og udmattede efterfølgende. Derfor synes de, det er vigtigt at fordele arbejdet med sene
provokerede aborter mellem sig:
”Det kan være, hvis jeg sådan lige synes at den måde, jeg skal bruge mig selv
på i den situation, det er ikke lige det, jeg har så meget strøm på batteriet til.
(…) Vi ved alle sammen, at man er ekstra ”allert”. (…) Man er mere træt
bagefter.” - Ulla
Et vilkår for arbejdet med sene provokerede aborter er, at jordemødrene oplever situationer,
hvor forældre har været meget i tvivl om beslutningen om aborten, fx hvis de
Side | 73

Teoretisk analyse
fosterdiagnostiske undersøgelser har påvist en lidelse eller misdannelse hos fosteret, der ikke
er uforenelig med liv:
”Nogle gange er folk meget mere ulykkelige og mindre afklarede, og man bliver
selv berørt på en eller anden måde, og så er det ikke særlig rart, hvis man 14
dage efter igen skal stå og yde en hel masse (…), så får man det sådan fordelt.”
- Bente
Bentes fortælling viser, at kvinden/parrets afklarethed spiller ind på, hvordan jordemoderen
selv berøres, hvilket viser, at jordemødrenes empati som en personlig kundskab i høj grad
aktiveres i arbejdet med sene provokerede aborter.
Samtidig ser vi, at jordemoderens egne oplevelser og erfaringer medfører refleksioner over
arbejdet med sene provokerede aborter, hvilket kan påvirke, om man bliver emotionelt
påvirket eller ej. Freja hjalp til ved en sen provokeret abort på social indikation, da hun
samtidig selv prøvede at blive gravid og havde en veninde, der havde haft en spontan abort i
samme svangerskabsuge:
”Jeg havde dengang en veninde, der lige havde tabt sit barn i nogenlunde
samme uge, og det var bare grotesk at se, hvor meget det betød for hende, og
hvor meget de havde ønsket sig et barn. Og så går der sådan et lille barn til
spilde, der bare skal hen og brændes eller sådan noget, det kan jeg slet ikke
forholde mig til.” - Freja
Frejas oplevelse viser, hvordan det personlige inddrages i en sådan grad, at det bliver sværere
for hende at forholde sig til sit arbejde. Trods det, yder hun en omsorg for kvinden, hvor hun
efter eget udsagn, ikke lader sine egne holdninger skinne igennem selvom hun efterfølgende
har ”en rigtig grim smag i munden”. Dette kan ses som udtryk for en stærk
professionsidentitet, der dikterer Freja at sætte egne holdninger og værdier til side, for at
kunne yde omsorg for den abortsøgende kvinde.
Jordemødrene har således fokus på kvinden/parrets sorg i arbejdet med sene provokerede
aborter, hvorved de udgrænser deres egne emotionelle reaktioner. Dette bliver beskrevet af
Pia:
”Der vil jo være nogen [jordemødre], som altid vil komme ud fra sådan en
situation, både med de provokerede aborter og dødfødslerne og sige, at de bare
har stået og grædt inde på stuen, fordi de bare synes, det er rigtig svært. Det
Side | 74

Teoretisk analyse
gør jeg for eksempel ikke. Jeg har gjort det en enkelt gang, og det er jo sådan
noget med, at man bliver grebet af situationen. Og indtil jeg selv gjorde det, så
synes jeg faktisk, at dem, der gjorde det, var lidt uprofessionelle. For mig er det
meget vigtigt, at det er forældrenes sorg, der får lov til at fylde, for dem er det
jo noget, de skal bære resten af livet. For mig er det jo noget, jeg tænker på, og
jeg kan huske de situationer, men det er jo ikke noget, som jeg sådan vil bære
med mig på samme måde. Men man kan jo altid stå i en situation, hvor man
bliver grebet af stemningen.” - Pia
Her fremgår det, at Pia har forståelse for, at man som jordemoder kan blive grebet af
situationen og blive påvirket, men at hun selv forsøger at forholde sig mere følelsesmæssigt
distanceret, og at hun undgår at lade det fylde i hendes bevidsthed efterfølgende.
Åse udtrykker ligeledes en følelsesmæssig distance til arbejdet med sene provokerede
aborter:
”Jeg bliver ikke påvirket af det. Det betyder ikke, at jeg ikke kan synes, at det er
sørgeligt, men jeg er kun optaget af den mor og hvad for en oplevelse, hun skal
have, og at hun skal føle sig så godt behandlet som muligt.” - Åse
Åse etablerer en distance, inden hun går ind i arbejdet med den aborterende kvinde – hun ser
som sit primære fokus, at kvinden skal have en god oplevelse og jordemoderfaglig støtte og
omsorg. Dette er fokus for hende ved både almindelige fødsler og abortfødsler, hvorfor hun,
efter eget udsagn, i princippet kunne tage sig af sene provokerede aborter eller dødfødsler
hver dag:
”Jeg tænker, at min opgave er, at den kvinde skal have en så god oplevelse,
som man nu kan skaffe hende, og man skal være der for hende og støtte hende i,
at det lille menneske skal have – hvis det har et liv, når det kommer ud - et godt
liv, og hvis ikke det har, at hun kan tage ordentligt afsked med det. Så kunne jeg
sagtens ikke bestille andet. Jeg kunne tage imod døde børn hver dag.” - Åse
Pia og Åse har begge flere års jordemodererfaring og omfattende erfaring med sene
provokerede aborter og dødfødsler. De er blevet disciplineret til at afgrænse de personlige
emotioner og rumme kvindens lidelse gennem deltagelse i en lang række praksisfællesskaber.
I relation til Brantes pointe om, at velfærdsstatens professioner fungerer som normalitetens
vogtere, kan jordemødrenes følelsesmæssige distancering til arbejdet med de sene
provokerede aborter ses som en nødvendighed for, at de kan være med til at ”opretholde” det
normalitetsbegreb, der anlægges i samfundet.
Side | 75

Teoretisk analyse
Pia og Åses tilgang viser, at grænserne mellem det erfaringsbaserede og personlige og det
professionelle med tiden flyttes eller udgrænses. I Eriksens optik kan det tolkes som, at de
personlige legemliggjorte relationserfaringer transformeres til professionaliserede og
rutiniserede handlemåder (Eriksen, in press: 10).
Side | 76

7.1.3 Det professionaliserede som afgrænsningsfaktor
Teoretisk analyse
Som beskrevet i teoriafsnittet 5.4 kan man tale om et professionaliseret forhold til omsorg,
når denne opgave varetages som lønarbejde i institutioner og udføres med afsæt i en
professions virksomhedsområde. Dette er vilkåret for jordemoderarbejdet, som tidligere var
en opgave, der blev varetaget i hjemmet eller på klinikker, men nu er rammesat af de
moderne vilkår for arbejdet på et hospital. Det er derfor et vilkår, at det personlige og det
professionaliserede må udfoldes side om side, men at jordemødrene, i Eriksens terminologi,
må sætte det professionaliserede ind som en magt- og afgrænsningsfaktor.
I det følgende illustreres, hvordan dobbeltheden mellem det personlige og det
professionaliserede udfoldes i den konkrete institutionelle praksis. Her fortæller Freja igen
om sin oplevelse med den sene provokerede abort på social indikation i 19. uge, hvor hun
både anskuer sit arbejde som et lønarbejde, men samtidig udfordres af personlige emotioner:
”Man har jo et job og man får penge for det, og det ligger også til mig at være
meget åben og naturlig, og så kan man bande, når man kommer ud i
personalestuen. Men over for kvinden var jeg jo meget forstående, og det er
man jo også, men man er jo også frustreret. (…) Jeg vil til hver en tid gå ind og
behandle kvinden med respekt, men jeg kan være rigtig sur over, at de kan finde
på at ende ud i sådan en situation, fordi man ikke tænker sig om [og bruger
prævention].” - Freja
Frejas oplevelse indebærer ambivalens – hun er meget emotionelt påvirket, sur og frustreret,
men er stadig afklaret med, at kvinden skal have respektfuld jordemoderfaglig omsorg.
Arbejdet er i denne situation på grænsen til at overskride hendes personlige grænser – derfor
må hun sætte det professionaliserede ind som afgrænsningsfaktor, for at hun kan være i
arbejdet som jordemoder. Det professionaliserede er her respekten, forståelsen, empatien og
den uforbeholdne støtte til kvinden, som jordemødre er socialiseret ind i som en bestemt
disciplineret faglighed gennem deltagelse i praksisfællesskaber på arbejdet og på
uddannelsen. Det personlige usynliggøres, udskilles og afgrænses således i jordemødrenes
professionaliserede arbejde. Dette illustreres ligeledes i det følgende:
”Selvfølgelig vil man komme ud for noget, som støder ens egen moral, og der er
det vigtig for mig, at når man går ind på stuen, at man stadig kan være
omsorgsfuld og varm og lave sit arbejde godt, for hun skal jo ikke have en
dårlig oplevelse, fordi jeg tilfældigvis er uenig med hende.” - Pia
Side | 77

Teoretisk analyse
”Når det først er kommet dertil, så kan jeg lægge min holdning til det her et
andet sted. Altså, hun skal have en ordentlig behandling, og parret skal have en
ordentlig behandling, og de skal ordentligt igennem det her.” - Bente
I Bente og Pias fortællinger kommer det til udtryk, at de har en klar opfattelse af, hvad denne
”ordentlige” omsorg og behandling indeholder. I jordemødrenes diskurser om egen rolle i
relation til sene provokerede aborter er kernen, at de skal forholde sig professionelt og derfor
må tilsidesætte egne holdninger, da dette kan forstyrre den ”ordentlige” behandling. I
relation til Chambliss’ teori kan man tale om, at arbejdet kommer først – før personlige
reaktioner. De professionaliserede kundskaber, afgrænsningen af personlige emotioner,
rutinisering og hospitalets særlige procedurer er således med til at beskytte den moralske
orden, dvs. at jordemødrene kan opfatte deres handlinger som moralsk acceptable.
Ovenstående citater viser, hvordan man som professionel hele tiden må bruge sig selv som
redskab i mødet med den anden, men også hvordan man sætter det professionaliserede ind
som en afgrænsningsfaktor. Jordemødrene må således rationalisere bestemte følelser af
ambivalens eller indre konflikter, som opstår, fordi det professionelle arbejde går imod egne
ideologiske eller etiske overbevisninger.
7.1.4 Rationalisering
Tilladelserne til de sene provokerede aborter er bestemt af lovgivningen, abortsamrådene og
abortankenævnet, idet disse fastsætter bestemmelserne for, hvad der bliver anset som
legitime og illegitime grunde til abort. Hvad der anses som legitimt er samtidig udtryk for
samfundets normalitetsforståelse. Det er denne etablerede normalitetsforståelse, som danner
rammerne for, hvilke typer af sene provokerede aborter, jordemødrene arbejder med, og
dermed hvilken normalitetsforståelse de bliver vogtere af.
I det følgende fortæller Kirsten om at skulle smide det aborterede foster i ”affaldstønden”
efter en abort på social indikation, hvor kvinden var misbruger – det er proceduren på
hospitalet, og her indordner hun sig trods indre konflikt:
”Jeg er faktisk som regel rigtig rigtig enig, eller jeg har ikke prøvet ikke at
være enig ved misdannelserne, og jeg tror såmænd også, jeg var enig med
hende misbrugeren – det er bare, at én ting er at være enig, en anden ting er at
stå midt i det, og egentligt var det også mest det med at vippe den [det
aborterede foster] ud. Jeg gad godt at have ydet den en eller anden form for
Side | 78

Teoretisk analyse
respekt og ikke bare kyle den ud i en affaldstønde – det var måske mest det. (…)
Men ellers nej, jeg respekterer deres beslutning, og jeg respekterer deres valg
enormt meget, og jeg er enig, og jeg ville håbe, at jeg selv ville have gjort det
samme, hvis jeg havde været i den situation. (…) Jeg synes faktisk, at det er en
super sej beslutning, de forældre tager.” - Kirsten
Trods Kirstens artikulerede enighed med den aborterende kvinde oplever hun modstrid i
forhold til sin egen ideologi, som fortæller hende, at det rigtige at gøre er at yde det
aborterede foster en ”form for respekt”. Herved opstår moralsk bekymring, jf. Chambliss,
fordi hun ved, hvad der for hende er det rigtige at gøre, men de institutionelle procedurer
muliggør ikke dette. I citatet ses det, hvordan Kirsten prøver at rationalisere sine følelser ved
at lade respekten for kvindens valg overskygge hendes moralske bekymring. Denne form for
rationalisering var gennemgående for jordemødrene. Herved kan de fortsætte deres praksis,
idet de selv har indtryk af at være etisk afklarede.
Alle jordemødre læser den aborterende kvindes journal inden abortfødslen, hvorved de får et
indblik i baggrunden for valget af aborten. De giver udtryk for, at dette kan give dem en
forståelse for kvindens situation og bevæggrunde. Bente fortæller her, hvordan det giver
hende en oplevelse af at kunne forstå kvindens valg, og at forståelse er betydningsfuldt for
hende i arbejdet:
”Jeg tror altid, forståelse betyder noget. Så man ved noget om baggrunden for,
hvorfor. Folk har altid deres grunde, og jo mere vi kommer ind og kender deres
grunde, jo mere kan man forstå, selvom man måske ikke altid selv ville have
handlet på samme måde.” - Bente
Ved at artikulere deres forståelse gennem opbakning til kvinden kan jordemødrene
rationalisere deres indre konfliktprægede følelser.
7.1.4.1 Forståelse som falsk bevidsthed
Alle jordemødrene er enige om, at det mest positive ved fosterdiagnostik er, at man kan
opdage de helt store misdannelser hos fostret, som er uforenelige med liv, hvorfor de alle er
fuldt afklarede og fandt det helt igennem acceptabelt at få en sen provokeret abort på
baggrund af dette.
Side | 79

Teoretisk analyse
De er derimod mindre afklarede og meget ambivalente omkring misdannelser, sygdomme og
syndromer, som ikke er dødelige. De tager klart afstand fra sene provokerede aborter på
grund af mindre handicaps såsom en manglende underarm:
”Jeg kan personligt tænke ”Hold da kæft, så er vi godt nok ude i noget nærmest
nazi-agtig sortering af, hvem der skal have lov til at komme til verden.” Men
jeg kan også godt personligt tænke ”Puh, hun er jo super chokeret, for det var
overhovedet ikke det, hun havde drømt om og forestillet sig” – så jeg er meget
splittet.” - Anna
Jordemødrene reagerer ligeledes kraftigt på de sene provokerede aborter, hvor indikationen
fx er Turner Sydrom og Klinefelter Syndrom 21 . Henriette fortæller her, hvordan hun kan være
”fuldstændig uenig” i beslutningen på baggrund af denne indikation, men alligevel acceptere
valget, fordi det for kvinden kan være ”det rigtige”:
”Hvis du sagde ”Jamen, jeg har et barn med Turner og jeg vil gerne have
afsluttet den her graviditet”, jeg er jo fuldstændig uenig med dig, men hvis du
virkelig synes, at det slet ikke hænger sammen, (…) så er det sådan, at
selvfølgelig vil jeg hjælpe dig, hvis du mener, at det er det rigtige.” - Henriette
Både Anna og Henriette giver således udtryk for, at de tager afstand fra abort på disse
indikationer, men resultatet er i sidste ende, at de rationaliserer deres følelser og etablerer en
forståelse af kvindens valg, så de kan yde den ”rette” professionaliserede omsorg. Dette er
gennemgående hos jordemødrene, som er af den overbevisning, at de ikke skal gøre sig til
dommere over, hvad der er ”rigtige” og ”forkerte” indikationer på abort. Dette beskriver
Kirsten i det følgende:
21 Klinefelter Syndrom og Turner Syndrom er begge kønskromosomafvigelser, der kan forekomme hos hhv.
drenge og piger. Drenge med Klinefelter Syndrom producerer for lidt af det mandlige kønshormon testosteron,
og dette kan påvirke deres udvikling både fysisk og psykosocialt. Som voksne bliver 99 % sterile, fordi
testiklerne går til grunde i puberteten. Piger med Turner Syndrom fødes med en mangelfuld udvikling af
æggestokkene og kønshormonproduktionen, og som følge heraf kan kvinderne sædvanligvis ikke blive gravide
(Center for Ligebehandling af Handicappede 2006: 25-­‐26). Det kan fremføres, at syndromerne hverken er en
psykisk udviklingshæmning eller en egentlig sygdom (Risøy 2009: 240).
Side | 80

Teoretisk analyse
”Man har jo sin professionelle tilgang, hvor man opfører sig pænt og siger det,
man skal osv. og så står man bare og bander lidt ude i vagtstuen. Man kan også
godt være professionel, selv om man ikke selv ville vælge et Downs fra – man
skal ikke gøre sig til dommer over, hvad det er for en familie, de har, og det kan
jo få hele familien til at smuldre.” - Kirsten
Jordemødrene ytrer en vis tilbageholdenhed over for sene provokerede aborter på social
indikation, da det særligt er i disse situationer, de kan komme til at stå i skyllerummet med et
barn, der udviser livstegn, og hvor der i princippet er tale om et ”perfekt barn”. Det viser
Bentes udtalelse:
”Omkring den sociale indikation, så begynder jeg virkelig at synes, at det må
være meget meget svært at stå med et barn, som har mulighed for at leve. Som
jordemoder føler man jo også som alle mulige mennesker, så tænker man jo på
alle dem, der har rigtig svært ved at få børn. Der begynder at være et eller
andet.” - Bente
Her kommer det frem, hvordan Bentes ideologi udfordres, når hun oplever et dilemma
mellem fravalg af liv, når der samtidig er mange mennesker, som har svært ved at få børn.
Denne problemstilling overskrider jordemødrenes grænser og ”trigger noget” i dem.
Jordemødrenes ambivalens over for aborterne på social indikation er særlig tydelig, idet de
samtidig føler empati for kvinden og derfor søger at etablere en forståelse for kvindens valg,
således at det er det eneste rigtige, hvilket tydeliggøres her:
”Jeg synes jo, at hvis man vælger perfekt liv fra sent, det bryder jeg mig ikke
om. Jeg kan godt høre, at jeg måske modsiger mig selv lidt, fordi jeg jo sagde
samtidig at det var okay med hende min misbrugskvinde på social indikation,
for hun valgte jo netop perfekt liv fra.” - Kirsten
”Man tænker ”Gad vide, hvilken situation, hun har været i? Der må være en
forklaring”.” - Lone
Ambivalensen er således til stede, men bliver udgrænset i jordemødrenes møde med kvinden.
Derimod kan deres holdninger, fordomme og ideologi komme til udtryk på personalekontoret
sammen med andre jordemødre.
”Det jeg husker meget, det var nok snakken på kontoret, altså hvad de
forskellige jordemødre havde af meninger: ”Bør man give samrådsabort til en
pige på 13 år, når hun bærer et sundt og raskt barn?” ”Kunne hun ikke bare
Side | 81

Teoretisk analyse
have båret det til terminen, født det og givet det væk til nogen andre?” Sådan
den der blanding af forargelse, der var hos nogen, og nogen, som måske har
børn, som er 16 år, og ”Hun er jo bare og lille skat”.” - Pia
Ovenstående citater viser, hvordan jordemoderens personlige ideologiske konflikt
grænsesættes. Jordemødrenes erfaringer og ideologi må således antage nye former i det
professionaliserede magtrum inden for de institutionelle rammer. Modsætningen mellem det
personlige og det professionaliserede undergår her en transformationsproces, hvor det
personlige rationaliseres og dermed professionaliseres.
7.1.5 Vidensopsamling om Det professionaliserede og det personlige
Som det er illustreret i dette analyseafsnit, er jordemoderfaget baseret på kvindelige værdier,
som knyttes til deres professionsidentitet, herunder deres omsorg for gravide, fødende og
aborterende kvinder. Denne omsorg styres dog af rammerne for de velfærdsstatslige
professioner, herunder økonomi, politik, kultur, teknologi m.v., hvori der kan være indlejret
nogle helt andre interesser og værdier end jordemødrenes. I jordemødrenes arbejde må
omsorgen således udfolde sig inden for de kønnede kompetencer og de mere systembestemte
kompetencer, idet hospitalet sætter rammerne for jordemødres omsorgskompetencers
udfoldelsesmuligheder.
I de institutionelle rammer på hospitalet ligger en forventning om, at jordemødre skal være
professionelle og yde en bestemt service – at hjælpe de aborterende kvinder. I og med, at
arbejdet med de sene provokerede aborter har både ideologisk og etisk karakter, udfolder sig
her et spændingsfelt mellem det professionaliserede og det personlige samt ideologiske
blandt jordemødrene. I dette spændingsfelt opstår ambivalens, indre konfliktprægede følelser
og moralsk bekymring. Dette medfører, at jordemødrene rationaliserer og undertrykker
bestemte følelser, som de opfatter som upassende i relationen til den aborterende kvinde.
Denne praksis kan ses som udtryk for, at jordemødrene er socialiseret ind i en
jordemoderfaglig omsorg, som dikterer dem at støtte de aborterende kvinder i deres valg,
uanset egne etiske overbevisninger.
Vores fund viser, at jordemødrenes personlige grænser til tider overskrides, men at de
håndterer dette ved at sætte det professionaliserede ind som en afgrænsningsfaktor, hvormed
de usynliggør og udskiller det personlige. Vi ser i vores undersøgelse strategier for, hvordan
jordemødre håndterer konflikter eller uoverensstemmelser mellem deres egen ideologi og den
Side | 82

Teoretisk analyse
specifikke indikation på sen provokeret abort. Strategierne går på, at få kvindens valg til at
være den ”rette” beslutning, således at jordemoderen kan etablere en forståelse. Herved kan
jordemødrene fortsætte deres praksis, idet de selv har indtryk af at være etisk afklarede. Man
kan dog diskutere, om jordemødrenes artikulerede forståelse af kvinders valg af sen abort i
nogle tilfælde virker som en form for falsk bevidsthed, som gør det muligt for jordemødrene
at være i arbejdet med de sene provokerede aborter, fordi de derved kan overbevise sig selv
om, at de gør noget godt, og at de er enige i kvindens beslutning, trods indre konflikt.
Grænserne mellem det personlige og det professionaliserede flyttes således med tiden, og
arbejdet med sene provokerede aborter får i en vis grad karakter af rutiniserede handlemåder,
hvorved jordemødre kan opretholde den moralske orden i deres tilgang til sene provokerede
aborter både indadtil og udadtil – i hvert fald i deres artikulerede praksis.
7.2 Omsorg i forskellige former
I det følgende vil vi udvikle viden om vores problemstilling med udgangspunkt i
forskningsspørgsmålet: Hvordan opfatter jordemødrene deres egen funktion i forbindelse
med sene provokerede aborter, og hvilke professionsidentiteter udfoldes i denne funktion?
Som vi beskrev i teoriafsnittet, kan omsorg defineres som at interessere sig for, bekymre sig
om eller sørge for en anden. Det, der gives i omsorg, er nærhed, identifikation, emotioner og
relationer. Empirien i det følgende afsnit omhandler, hvad det er for en omsorg, der gør sig
gældende i jordemødrenes diskurser om deres praksis i relation til sene provokerede aborter.
Vi vil her se på hvilke professionsidentiteter, der udtrykkes her igennem.
Vi vil trække på Wackerhausens og Bourdieus beskrivelser af, hvad professionsidentitet
rummer, og hvordan den skabes gennem praksis. Vi vil ligeledes komme ind på hvilke
socialiseringsarenaer, der er styrende for jordemødrenes tilgang til og praksis omkring de
sene provokerede aborter.
7.2.1 Professionsideal i omsorgsarbejdet
I jordemødrenes diskurser om deres rolle i varetagelsen af almindelige fødsler og sene
provokerede aborter, får man indtrykket af en profession med en meget klar opfattelse af
egen funktion og identitet.
Side | 83

Teoretisk analyse
Adspurgt om deres vigtigste funktion som jordemødre, fremhæver alle, at det er bevarelse og
styrkelse af ”den normale fødsel”:
”Vores fornemste opgave er vel at styrke den normale fødsel og styrke kvindens
oplevelse deraf.” - Freja
”Grundlæggende set, så er der en eller anden grundstemning i [jordemoder-]
paradigmet, som hedder ’Troen på, at kvinder kan føde børn og være gravide
og troen på, at det kan vi uden alt mulig fikundik og teknologier og indgreb’.”
- Anna
For Henriette er det derfor også vigtigt, at jordemødrene er bevidste om, hvornår de ikke skal
blande sig i fødselsarbejdet med fx elektroniske hjertelydskurver og smertelindring, og i
stedet lade kvinden klare arbejdet selv:
”Den fornemmeste opgave som jordemoder er at have nogle hænder og vide,
hvordan man bruger dem, og sætte sig på dem, når der ikke er brug for dem.
Hvis barnet har det godt, hvis moderen har det godt, så skal man bare holde
snitterne for sig selv.” - Henriette
Flere jordemødre nævner ligeledes tryghed og intimitet som vigtige elementer i
jordemoderarbejdet – at de gennem deres arbejde kan få kvinderne til at føle sig trygge og
have en intimitet med dem, som andre faggrupper ikke kan:
”En jordemoders vigtigste funktion er jo at støtte den proces, det er, at kvinden
er gravid og med alle de forandringer. Hun skal føde, og hun skal igennem den
fødsel. At støtte hele den proces, så hun kommer ud i den anden ende og synes,
at det har været en god oplevelse. Og at hun har følt sig set og rummet og
favnet og følt sig tryg, og at hun har haft en følelse af, at ”Her er jeg virkelig i
gode hænder.” Alt sådan noget tænker jeg.” - Åse
”Jeg tror, at vi er meget mere intime med vores patientgruppe, end lægerne og
sygeplejerskerne er.” - Pia
Som vi skrev i baggrundsafsnittet om jordemødre i Danmark er forventningen til en
nyuddannet jordemoder, at hendes virke skal være kendetegnet ved empati, engagement,
nærvær, tillid til og respekt for den enkelte. Dette afspejles således også i jordemødrenes
artikulerede professionsideal, hvor anerkendelse, intimitet og nærhed betragtes som vigtige
værdier, og hvor fokus er på det normale fødselsforløb som et ideal. Dette ideal er
legemliggjort i jordemødrenes arbejde med gravide kvinder, hvor de er optagede af at skabe
Side | 84

Teoretisk analyse
en nærhed og en relation til kvinderne og at tage afstand fra fx teknologiske hjælpemidler,
der kan skabe distance mellem dem og kvinden.
Indholdet i professionsidentiteten udbygges yderligere med jordemødrenes beskrivelser af,
hvordan det også er vigtigt at få kvinden til at opleve, at hun og familien er styrket efter
fødslen, uanset om der er tale om en normal fødsel eller en patologisk fødsel:
”På fødestuen er min vigtigste funktion (…) at få dannet familien på en god
måde og få dem til at komme igennem fødslen – det er både mor og far. Få dem
til at komme igennem fødslen, så de kan se tilbage på den som værende et
positivt indslag i deres liv. (…) Det skal være noget, de kan se tilbage på med
gode minder. Det er nemlig ikke nødvendigvis sådan, at så skal de sidde
fuldstændig uden smerte, og de skal bare trække vejret, det er slet ikke det, det
er lige så meget det super patologiske forløb, for dem kan man også sagtens få
til at have en rigtig god oplevelse.” - Kirsten
”Jeg synes faktisk, at den største udfordring er, at det bliver en god oplevelse
for kvinden, at få hende igennem det. For hun kan komme igennem det på en
måde, hvor hun er empowered og virkelig stærk.” - Maria
I disse udsagn ligger ligeledes fra jordemødrene en anerkendelse af den på samme tid
ekstreme og normale situation, en fødsel er.
For alle jordemødre er det kvinderne, der fylder mest i deres arbejde både ved almindelige
fødsler og ved sene provokerede aborter. Åse forklarer, hvorfor hendes fokus ved de sene
provokerede aborter er på kvinden og ikke på barnet:
”Jeg er ikke så meget optaget af barnet som jeg er optaget af moderen. Barnet
dør for det meste på vejen ud, og hvis det ikke gør det, så snapper det efter
vejret og dør kort tid efter. Det kan godt være, at det ikke er tilfældet i 26. uge,
men jeg er mere optaget af, at den mor skal have en oplevelse, så hun går ud og
er så helt et menneske, hun nu kan være.” - Åse
Eftersom formålet med en sen provokeret abort jo netop er, at fostret skal dø og
jordemødrene i et abortforløb kan tilbringe meget tid sammen med kvinden og herigennem
skal forholde sig til hendes følelser og oplevelser, er deres fokus derfor også på hende og
ikke på fostret.
7.2.1.1 Kontinuitet i omsorgen
Side | 85

Teoretisk analyse
I jordemødrenes udsagn om omsorg ved almindelige fødsler og sene provokerede aborter gør
en diskurs om kontinuitet i omsorgen sig gældende. Denne diskurs dækker over, at det er
ideelt for jordemødrene at kunne følge den samme kvinde gennem hele fødsels- eller
abortforløbet og at kunne føde med kvinder, de har mødt før, fx i konsultationen.
Omstruktureringer på jordemoderområdet gør dog, at dette ikke altid i praksis er muligt, og at
jordemødrene ofte må drage omsorg for flere kvinder på én gang i løbet af en vagt. Dette
fortæller Maria om:
”Målet er, at du kun skal være hos én kvinde, når hun er i det, der hedder ’aktiv
fødsel’, hvor hun altså har godt med veer og har udvidet sig. Så tilstræber man,
at hun skal have én jordemoder, men det skal ikke udelukkes, at du også kan
blive sat til at kigge på en anden, der lige er kommet ind, og så er det bare
ærgerligt, hvis hun også er i fødsel.” - Maria
Kontinuiteten er for jordemødrene særlig vigtig ved de svære fødsler, såsom sene
provokerede aborter og dødfødsler. Flere jordemødre beskriver, hvordan det er praksis på
deres pågældende fødeafdelinger, at man tilstræber kontinuitet i omsorgen ved at en
jordemoder, der tager sig af et forløb med en sen provokeret abort fratages andre opgaver i
løbet af hendes vagt:
”Jeg tror der er almindelig konsensus omkring, at den jordemoder, der har en
senabort, har ro til det, og man skal give dem meget tid og meget omsorg, og
det tror jeg gælder alle steder.” - Pia
Fratagelsen af andre opgaver, når man varetager en senabort, er praksis nogle steder, mens
det andre steder vedbliver et ideal på grund af vagtplanlægning og andre forstyrrende
omstændigheder, hvilket Anna fortæller om her:
”I de sværere situationer som fx ved sene aborter eller fødsler med dødfødte
børn – der gør man ENDNU mere ud af, at der er en kontinuitet. Hvis de har et
forløb, som varer flere dage, hvilket senaborter gør, der kan det så ikke altid
lade sig gøre på grund af vagtplanlægningen, hvis man ikke har vagt den
weekend.” - Anna
Idealet om det rolige og kontinuerlige forløb bliver således ofte i praksis afbrudt af travlhed
eller vagtskifte, så jordemødre afskæres muligheden for at følge kvinden gennem hele
fødselsforløbet – dette er tilfældet både ved almindelige fødselsforløb og forløb med sene
provokerede aborter. Strukturelle vilkår er således med til at påvirke jordemødrenes daglige
Side | 86

Teoretisk analyse
arbejde og dermed deres muligheder for at leve op til det ideal, der eksisterer for
omsorgsarbejdet i jordemoderprofessionen.
I denne forbindelse kan man tale om, at jordemødrenes professionsideal omkring kontinuitet i
omsorgen, er udtryk for en manifest ideologisk socialisering. Trods disse store skel mellem
det ideal jordemødrene giver udtryk for, og den virkelighed de møder i deres daglige arbejde
på hospitalerne, fastholder de således idealet om kontinuitet og nærhed i deres diskurser om
deres professionsidentitet.
7.2.2 Legitimering af jordemoderprofessionen i forhold til sene provokerede
aborter
Alle jordemødrene er enige om, at varetagelsen af de sene provokerede aborter hører ind
under deres arbejdsområde, fordi de ser mange ligheder mellem deres funktion ved
almindelige fødsler og sene provokerede aborter. Det, der adskiller arbejdet med fødsler fra
arbejdet med sene provokerede aborter er imidlertid, at målet med anstrengelserne er
anderledes, idet kvinden nu, ifølge jordemoderen, skal støttes i en sorgproces. Dette er særligt
tilfældet ved provokeret abort trods ønsket graviditet. På denne måde får håndteringen af de
sene provokerede aborter mere karakter af en fødsel af et dødfødt barn:
”Det er den samme funktion [en jordemoder har ved en sen provokeret abort og
ved en almindelig fødsel]. Selvfølgelig er det noget andet, jeg skal hjælpe hende
med og støtte hende i – nu er det pludselig en sorgproces og ikke glæde. Hvis
jeg tager udgangspunkt i, at mit jordemoderarbejde er bundet op på en
personlig relation, så er det ikke anderledes.” - Henriette
Det, at arbejdet i de to situationer har forskellige mål, betyder ligeledes, at der kræves mere
af en jordemoder ved varetagelsen af en sen provokeret abort, hvilket Kirsten beskriver her:
”Selv når det er rigtig hårdt og sejt, og det gør ondt, og det er forfærdeligt, så
er der forventningens glæde i det, som man kan holde sig oppe på [ved en
almindelig fødsel]. Hvorimod at den er der jo ikke der [ved en sen provokeret
abort] – det er sgu svært at pifte de helt gode ting op der, så det er lidt mere en
tavs stue, en lidt mere eftertænksom stue at komme ind på. (…) Man skal være
til at kunne rumme den der ked af det hed, der bare er.” - Kirsten
Jordemoderen skal i denne situation kunne håndtere de følelser, der for kvinden/parret er
forbundet med aborten. Omsorgen får således en anden karakter, idet identifikationen og
Side | 87

Teoretisk analyse
empatien for den aborterende kvinde nu kræver, at jordemoderen skal kunne sætte sig ind i
den sorg kvinden/parret muligvis oplever ved en ønsket graviditet, for at kunne yde den
jordemoderfaglige omsorg. På den anden side skal hun også kunne rumme empatien for en
kvinde, der får abort på social indikation og derfor måske ikke har følelser for det aborterede
foster, hvis der er tale om en uønsket graviditet. I en sådan situation vil empatien således
have en anden karakter.
Trods det, at arbejdet med de sene provokerede aborter kan have en anden karakter end
arbejdet med de almindelig fødsler, er jordemødre dog også enige om, at de aborterende
kvinder har lige så meget behov for jordemoderomsorg, som andre gravide og fødende
kvinder har. Derfor er det naturligt for dem, at de også skal varetage de sene provokerede
aborter:
”Ved senaborter er det lige så meget et forældrepar, det er et forældrepar til et
barn, der ikke skal leve, og fordi vi er uddannet til at håndtere graviditet og
fødsler og familiedannelse, så synes jeg, vi har et godt afsæt til at tage dem og
håndtere dem.” - Kirsten
”Hun skal jo ikke stilles dårligere end alle andre gravide, der skal føde deres
barn, så selvfølgelig skal hun have jordemoderhjælp, så det er jeg slet ikke i
tvivl om.” - Pia
Ved at understrege, at de sene provokerede aborter bør være en del af jordemødrenes arbejde,
tages der samtidig afstand fra varetagelsen af aborterne i dag, hvor de ofte bliver håndteret af
sygeplejersker på gynækologisk afdeling. Åse kommenterer dette:
”Jeg synes, det skal være en jordemoderopgave, og jeg synes, at det skal
håndteres med den største omsorg og næstekærlighed og respekt, og hvad man
ellers kan sige af ord om den del af livet, og slet ikke sådan som en teknisk
begivenhed; ”Du kommer bare ind og så putter vi en pille op og så kommer
fostret ud og så er den skid slået”.” - Åse
Jordemoderprofessionen er karakteriseret ved en professionsidentitet, der legemliggøres i
deres praksis omkring de sene provokerede aborter. En praksis, hvor det at give omsorg og
intimitet samt anerkende og støtte kvinden, tillægges værdi og derfor opstilles som ideal for,
hvordan de sene provokerede aborter bør håndteres.
Side | 88

Teoretisk analyse
Freja giver som den eneste jordemoder udtryk for, at hun oplever, at varetagelsen af de sene
provokerede aborter kan være i modstrid med hendes professionsideal:
”Det var bare ikke lige det, der var meningen, da man skulle være jordemoder.
Man skulle hjælpe til med at bringe de der små og med bamser og balloner og
jeg ved ikke hvad og flag og alle er glade og hurra hurra. Og så er det fandeme
mærkeligt, man siger jo ikke engang tillykke, hvad siger man? Jeres gæt er lige
så godt som mit. Og igen, jeg er jo bare på jeres alder og lige pludselig skal jeg
stå inde på en fødestue, og jeg kan godt finde ud af at synge fødselsdagssang,
men jeg kender fandeme ikke sangen til et barn, der lige er kommet ud og ”I
øvrigt skulle du ikke leve”. Det er mærkeligt.” - Freja
Freja udtrykker en frustration over det skel, hun oplever mellem hendes ”jordemoderdrøm”
og den virkelighed, hun møder i sit arbejde på hospitalet. Freja slår dog stadig fast, at hun
gerne vil yde omsorg for de abortsøgende kvinder. Dette vidner om en stærk habitueret
professionsidentitet, der dikterer hende at varetage omsorgen for en kvinde, der står i en
situation, hvor hun har brug for jordemoderfaglig omsorg uafhængigt af hendes egen
oplevelse heraf.
Side | 89

7.2.3 Professionsidealet ved ønskede og ikke ønskede graviditeter
Teoretisk analyse
Blandt jordemødrene eksisterer et grundlæggende skel mellem de kvinder, der får en sen
provokeret abort ved en ønsket graviditet og dem, der får en sen provokeret abort ved en
uønsket graviditet. Denne skelnen har, ifølge jordemødrene, betydning for, hvad deres rolle i
arbejdet er, og hvilket fokus de har i omsorgen for kvinden.
Ved de ønskede graviditeter er det ifølge jordemødrene vigtigt at anerkende den sorg, der for
forældrene kan være forbundet med fravalget af et ønskebarn. Kirsten forklarer her, hvordan
hun anskuer og varetager sene provokerede aborter ved ønskede graviditeter:
”Den [graviditeten] med misdannelser, det er jo netop med nogle forældre med
et ønskebarn, der ikke bliver. Det er en familie, der bliver dannet, men med et
dødt barn – det er i hvert fald min tilgang til det. Der er en stor sorg inde på
den stue, fordi man er ked af, at det her ønskebarn ikke blev. Der er noget
skyld, man skal have arbejdet med, for om det nu er rigtigt, at den rent faktisk
blev. (…) Så det er meget at være i det der sorgunivers, skyldunivers og
respektere, at de har det sådan, men også prøve at få dem til at have det godt
med deres beslutning og også kunne se, at der også er omsorg i at vælge fra på
et lille uskyldigt væsens vegne og hjælpe dem til at møde det her barn på trods,
når det kommer ud og se det, og prøve at sætte ord på ”Jamen, det er da en lille
fin en og nåh lille skat, og du skulle bare ikke” og ”Hvor var det godt, at dine
forældre kunne passe på dig ved at sige, at du skulle have fred”.” - Kirsten
For Kirsten er det vigtigt at støtte kvinden i det valg, hun har taget, og bekræfte hende i, at
hun har truffet den rigtige beslutning ved at forklare, at ”der også er omsorg i at vælge fra”.
Hun ser det således som sin opgave at få kvinden til at have det godt med sin beslutning og til
at kunne leve med den sorg og skyld, der ifølge Kirsten kan være forbundet med at vælge en
sen provokeret abort. I Kirstens diskurs om sin praksis ved disse provokerede aborter hersker
desuden et ideal om at skabe en tilknytning mellem fostret og kvinden – præcis som det er en
jordemoders funktion ved en almindelig fødsel.
Ved sene provokerede aborter af uønskede graviditeter, er det samme rolle, jordemødrene
indtager, hvad angår at støtte kvinden og bekræfte hende i hendes valg. Forskellen fra de
ønskede graviditeter består dog i, at jordemødrene ofte har fokus på at fremmedgøre fostret
frem for at skabe tilknytning. Pia beskriver sin tilgang til uønskede graviditeter med
Side | 90

Teoretisk analyse
udgangspunkt i en oplevelse med en 13-årig pige, der var blevet gravid ved et uheld og fik
abort på social indikation:
”Der er jo forskel netop på, om jeg går ind til en 13-årig, som ikke ønsker det
her barn. Hun har jo kun vidst i tre dage, at hun var gravid, så derfor har hun
jo ikke nået at lave nogen tilknytning til barnet. I hendes situation vil jeg altid
vælge, at kalde det fostret, jeg vil vælge at støtte hende i at fremmedgøre det og
vælge at støtte hende i at sige, at ”Det er jo heller ikke et rigtigt barn, for den
er jo ikke så stor, og den er jo ikke levedygtig”. Og jeg ville vælge at støtte
hende i, at det her er lige noget, vi får overstået. Så kan man jo tage den
psykologiske del bagefter, hvis man ønsker det. (…) Sådan en pige, som hende
her, hvis jeg havde smidt det her barn i skraldespanden, så ville hun ikke have
reageret på det, overhovedet. Det skulle bare væk.” - Pia
I jordemødrenes artikulerede professionsidentitet bliver støtte således en central værdi. Fokus
i den jordemoderfaglige omsorg er på den aborterende kvinde, og for at kunne udvise
forståelse for hendes situation kræves både empati og identifikation. Jordemødrene støtter
efter deres egen selvforståelse – de støtter efter, hvad de selv mener, er den ”rette” omsorg.
7.2.4 Socialiseringsarenaer for jordemødrenes professionsidentitet
Jordemoderuddannelsen og arbejdet på hospitalerne er de to væsentlige arenaer, hvor
jordemødrenes praksis omkring de sene provokerede aborter udvikles og udfoldes. Ifølge
Eriksen kan der etableres vidt forskellige identitetsdannelser i de to arenaer og jordemødrenes
socialisering ind i jordemoderprofessionen sker i spændingsfeltet mellem disse to.
Grundstenen til professionsidentiteten lægges således på uddannelsen, men udbygges med en
socialisering i praksisfællesskaber og tilhørende værdisystemer på arbejdspladsen jf.
Coulehan & Williams.
Der er stor forskel på, hvordan jordemødrene giver udtryk for, at de er blevet forberedt på
arbejdet med de sene provokerede aborter, og det er forskelligt, hvor meget jordemødrene
oplever, at det har fyldt på uddannelsen. Pia beskriver her, hvordan hun er blevet forberedt på
arbejdet gennem sin uddannelse:
”Man bliver forberedt på det [at varetage sene provokerede aborter]. Både på
den måde, at man bliver undervist undervejs i forløbet af psykologer og (…) vi
har været nede og se en patologiafdeling, og vi har mødt en præst, som har talt
Side | 91

Teoretisk analyse
med os både om ønskede graviditeter, som bliver afbrudt tidligt, og senere i
graviditeten med dødfødte børn.” - Pia
Flere jordemødre giver dog også udtryk for, at varetagelsen af en sen provokeret abort ikke er
noget, man kan forberede sig på, men mere er noget, man må lære i praksis:
”Vi har da snakket lidt om det, men jeg tror mere, at det er sådan en ”hands on
experience”. Jeg tror, at det er noget med, at man står i det, og så snakker man
bagefter om, hvad man kan gøre næste gang. Jeg tror nærmest, at det er
umuligt at forberede sig på.” - Henriette
”Der er rigtig meget af det, du kan lære på en skole, men rigtig meget af det er
jo også bare rent menneskeligt.” - Maria
Åse beskriver i forbindelse hermed ligeledes, hvordan mange års jordemodererfaring har
givet hende ”hår på brystet” til at kunne klare den slags situationer:
”Jeg tror nok, at der er rigtig mange jordemødre, når de første gang skal prøve
det, der er bange for det, og det kan jeg godt forstå. Det er ikke ret lang tid
siden, jeg sad på en fødegang, hvor der var en jordemoder, der havde taget
imod sit første døde barn, og det blev hun fantastisk berørt af og det bliver man
også første gang. Og de første gange kan man jo også være lidt bange, for
hvordan ser det ud? Hvad venter der mig for et syn, og hvordan skal jeg kunne
håndtere det samtidig med, at jeg skal være der for hende? Når man ligesom
har prøvet det og finder ud af, at barnet bider ikke, det er ikke farligt og jeg kan
godt tåle at se det, også hvis det er fejlfyldt. (…) Når man først ligesom har
prøvet, at det er et lille barn, og når man har fået det hår på brystet, der skal
til, så bør man i virkeligheden kunne se på det som et stykke
jordemoderarbejde, hvor resultatet bare er det.” - Åse
Det er således ikke nødvendigvis jordemødrenes formaliserede uddannelse, der får den
største indflydelse på deres arbejde med sene provokerede aborter. Det er i stedet deres
deltagelse i praksissammenhænge på arbejdspladsen og de tavse værdier i afdelingens praksis
og procedurer, der former jordemødrenes professionsidentitet og praksis. Disse tavse værdier
dækker over de på afdelingen gældende koder for jordemødrenes adfærd og består fx af ikke
at være fordomsfuld samt at være professionel og derfor begrænse egne emotionelle
reaktioner. Desuden er Chambliss’ pointe om, at det er acceptabelt at være kynisk i sit
arbejde, hvis det kan hjælpe den sundhedsprofessionelle til at bevare fatningen i en svær
arbejdssituation og dermed at opretholde rutinen relevant, idet dette også kan være udtryk for
Side | 92

Teoretisk analyse
en tavs værdi på hospitalet. Som vi så af Kirstens eksempel i afsnit 7.1.4, er det fx en
accepteret handling at smide et ellers sundt og raskt aborteret foster i skraldespanden – en
handling, der ikke er acceptabel andre steder end på et hospital.
At professionsuddannelsen kun har en mindre indflydelse, i forhold til dannelsen af
jordemødrenes professionsidentiteter i relation til sene provokerede aborter, er desuden helt i
tråd med Wackerhausens teori.
Jordemødrene fremhæver ligeledes imitation og adaption som måder, hvorved man opnår
færdigheder til udførelsen af de sene provokerede aborter. Flere af de yngre jordemødre er
inde på, hvordan det, at man i sin praktik i studietiden følger en ældre, erfaren jordemoder i et
forløb med en sen provokeret abort, skaber det bedste udgangspunkt for, at man selv bliver i
stand til at varetage de sene provokerede aborter. På denne måde får den praktiske del af
jordemødrenes uddannelse karakter af ”mesterlære”:
”Plejen for kvinden er jo immervæk stadig den samme. (…) Men det foregår
selvfølgelig anderledes, og hvad skal man sige til kvinden? Så kan hun [den
erfarne jordemoder] så sige, at ”Når jeg har været udsat for det, så vil jeg gøre
sådan”, så man hiver jo på deres erfaringer.” - Freja
”En ting er at være på en fødestue med en kvinde, der har ondt, men så skal
man også VÆRE ved nogle, der er kede af det, og det kan man ikke bare, det
skal man lære, og man skal se på ens omgivelser, hvordan de reagerer, og hvad
der virker godt, og så må man kopiere.” - Anna
Anna giver udtryk for, at jordemoderstuderende i deres praktikperiode nærmest stræber efter
at komme til at deltage i en sen provokeret abort. Hun forklarer hvorfor:
”For at prøve sig selv af i den situation, hvor man har en jordemoder siddende
lige ved sig, så man får alle guldkornene. Det er jo mesterlære rigtig meget af
det. Og så får man prøvet den svære situation, det er at yde en helt anden
omsorg, end man har gjort før. Jeg gjorde også noget for at få set – de
[aborterede fostre] ligger jo nogle gange på rad og række i køleskabet – og så
få set dem der, netop også for at få afmystificeret og for at se, at et barn med
misdannelser netop også er meget mere end en misdannelse.” - Anna
Som jordemødrene beskriver det, skaber iagttagelse, imitation og adaption af andre
professionsfællers – de ældre erfarne jordemødres – praksis således væsentlige elementer i
professionsidentiteten.
Side | 93

Teoretisk analyse
At jordemødrene benytter imitation i deres socialisering ind i varetagelsen af de sene
provokerede aborter betyder dog ikke, at man kan tale om, at alle jordemødre har den samme
professionsidentitet. Med Wackerhausens ord har en professions udøvere et vist
fællesindhold i deres professionsidentitet, men de enkelte professionsudøvere har ikke
nødvendigvis sammenfaldende professionsidentiteter – der er rum for mere individuelle
elementer. Gennem imitation kan jordemødrene således trække på de ældre jordemødres
erfaringer og inkorporere dette i deres egen habituerede professionsidentitet og -praksis.
7.2.5 Vidensopsamling om Omsorg i forskellige former
Jordemødrene giver udtryk for et professionsideal, der omfatter værdier som nærhed,
intimitet, identifikation samt kontinuitet i omsorgen. Dette ideal er legemliggjort i deres
praksis omkring almindelige fødsler såvel som i arbejdet med de sene provokerede aborter.
Jordemødrene er således ikke i tvivl om, at deres kompetencer gør dem i stand til at varetage
de sene provokerede aborter, og at de aborterende kvinder har et lige så stort behov for
jordemoderfaglig omsorg som andre gravide kvinder. Der er således elementer i
jordemoderarbejdet, der er det samme i de to situationer, men også forskelle, hvilket
medfører, at den jordemoderfaglige omsorg antager en anden form. Målet er vidt forskelligt
ved hhv. en almindelig fødsel og en sen provokeret abort – det ene er en glædelig
begivenhed, det andet kan være en sørgelig begivenhed. Desuden er der forskel på, om den
sene provokerede abort følger en ønsket eller en uønsket graviditet. Jordemødrene beskriver,
at deres funktion i begge tilfælde er at støtte kvinden i hendes beslutning, men at forskellen
ligger i, at aborten ved en ønsket graviditet kan være forbundet med sorg og ved en uønsket
graviditet kan være forbundet med lettelse. I jordemødrenes tilgang til aborter ved ønskede
graviditeter indgår det således slet ikke som en mulighed, at denne også kan være en lettende
begivenhed for kvinden/parret.
De institutionelle rammer for jordemødrenes arbejde på hospitalerne sætter grænser for deres
muligheder til at leve op til deres professionsideal for omsorgsarbejdet, hvormed fx nærhed
og kontinuitet i praksis bliver sværere at opnå. Jordemødrenes omsorgsarbejde er således
institutionelt og kulturelt betinget, idet det netop struktureres af de institutionelle rammer, der
opstilles for jordemoderarbejdet på de danske hospitaler i dag, samt de i samfundet gældende
diskurser om omsorg indenfor de sundhedsvidenskabelige fag. Omsorgsbegrebet bliver
således en foranderlig størrelse – ændringer kan ske over tid og med skiftende
Side | 94

Teoretisk analyse
samfundsmæssige udviklingstendenser, der sætter rammerne for styring af den offentlige
sektor og dermed sundhedsvæsenet og jordemødrenes arbejde.
Jordemødrene socialiseres til en bestemt disciplineret faglighed gennem deltagelse i
praksisfællesskaber på såvel jordemoderuddannelsen som i deres arbejde på hospitalerne.
Hermed er imitation og adaption af hospitalets tavse værdier væsentlige elementer i
dannelsen af deres professionsidentiteter, og de teoretiske elementer af
jordemoderuddannelsen har derfor mindre indflydelse. Da hospitalets praksis omkring de
sene provokerede aborter på denne måde i høj grad bliver strukturerende for dannelsen af
jordemødrenes professionsidentitet, bliver de institutionelle rammer i form af gældende
retningslinjer, procedurer og værdier på hospitalet af stor betydning.
Således bliver både det institutionelle område, det ideologiske område, det
politiske/økonomiske område og det videnskabelige/teknologiske område formende for den
omsorgsforståelse, der kobles til jordemødrenes professionsidentitet.
7.3 Personliggørelse af det aborterede foster
Der er sket en udvikling i, hvordan man håndterer sene provokerede aborter gennem
ændringer i de institutionelle rammer for arbejdet og ligeledes, hvordan man betragter det
aborterede foster. Denne udvikling vil blive analyseret i dette afsnit, hvor vi vil udvikle viden
om vores problemstilling med udgangspunkt i vores tredje forskningsspørgsmål: Hvilke
ritualer kommer til udtryk i jordemødrenes omsorg for det aborterede foster og kvinden, og
hvilke hensyn ligger bag disse ritualer?
Empirien i denne emnekategori handler om, hvordan jordemødrenes omsorg for det
aborterede foster har karakter af personliggørelse, idet fosteret behandles som et barn, og
hvordan denne etablerede professionspraksis og ritualisering legemliggør en lang række
antagelser, klassifikationer og idealer. Vi vil her analysere de ritualer, jordemødrene udfører i
forbindelse med abortfødsler, fx at vise det aborterede foster til kvinden/parret og skabe
minder gennem billeder samt fod- og håndaftryk af fosteret. Vi vil her analysere, hvilken
tilgang jordemødrene har til de følelser, kvinden/parret oplever i forbindelse med
abortfødsler, og hvordan jordemødre er med til at ændre, forme eller eventuelt skabe sorg
gennem deres praksis.
Side | 95

Teoretisk analyse
For at nuancere vores viden om praksis vil vi inddrage andre studier, som har analyseret en
række ritualer i forbindelse med udførelsen af sene provokerede aborter. Inddragelsen af
andre studier vil i dette afsnit fylde mere end i de andre afsnit, da der foreligger en stor
mængde litteratur omkring bl.a. det at se og tage billeder af det aborterede foster. Da dette er
noget, der også i høj grad fylder i jordemødrenes praksis omkring de sene provokerede
aborter, finder vi det netop relevant at diskutere andres fund op imod denne praksis.
7.3.1 Det aborterede fosters status
Den massive udvikling inden for teknologi og medicin skaber mulighed for udvikling af bl.a.
de fosterdiagnostiske tilbud og for at holde liv i stadig yngre fostre. Dette har som nævnt
medført, at den juridiske grænse for, hvornår man taler om et barn har ændret sig fra tidligere
28 uger til 22 uger i dag. Hermed er teknologien med til at ændre grænserne for, hvordan vi
kategoriserer og således, hvad vi betegner som et barn. Begreber og kategoriseringer er ikke
neutrale i sig selv, men indeholder mening og positioner, fx er abort afledt af det latinske
”abortivius”, som betyder ”ufærdig” (Risøy 2009: 4). På et moralsk ladet felt, som det sene
provokerede aborter foregår inden for, får terminologien derfor stor betydning.
Kategoriseringer påvirker således samfundets og jordemødres diskurs om sene provokerede
aborter, og former ligeledes jordemødres bevidsthed om, at de i deres arbejde med disse kan
have med små børn at gøre – i hvert fald i juridisk forstand. Dette har betydning for, hvordan
det aborterede foster opfattes og dermed hvilke ritualer, der knyttes til de sene provokerede
aborter.
Som nævnt skal et barn, der fødes efter 22. graviditetsuge eller som udviser livstegn efter
fødslen, begraves eller bisættes. Praksis er således i dag, at man efter 22. uge kan få de sene
provokerede aborter begravet på lige fod med alle andre. Før uge 22 kan kvinden/parret
vælge at få det aborterede foster udleveret og få en bedemand til at hjælpe sig med at få det
kremeret og nedsat i en urnekirkegård – dette er en mulighed, men ikke en pligt, idet der
juridisk set er tale om en abort (www.spaedbarnsdoed.dk).
I denne sammenhæng er flere jordemødre i vores undersøgelse også inde på, hvordan man i
dag i stigende grad anerkender de følelsesmæssige reaktioner hos kvinden/parret, og som
følge heraf også i stigende grad anerkender fostret som et individ:
Side | 96

Teoretisk analyse
”Alene det, at man fx kan begrave det, vi andre ville kalde en abort, det er jo en
samfundsmæssig accept af, at man godt kan være ulykkelig, selvom det bare er
et lille foster i 14. uge.” - Åse
Jordemødrene fortæller, at hvis kvinden/parret er i tvivl om, hvad de vil, beholder hospitalet
det aborterede foster og samler det sammen med andre aborterede fostre, hvorefter de
nedsættes i et fælles gravsted – tidligere blev disse afskaffet på lige fod med andet
hospitalsaffald.
Praksis omkring håndtering af aborterede fostre indeholder således tydelige indikationer på,
at man personliggør dem, fx ved at give forskellige muligheder for begravelse. De forskellige
alternativer til håndtering af det aborterede foster efter fødslen signalerer forskellige syn på
fostrets status, bl.a. som abortvæv, foster eller et lille barn. Sølvi Marie Risøy har skrevet en
ph.d.-afhandling om kvinders oplevelser af fosterdiagnostik og sene provokerede aborter.
Risøys undersøgelse viste, at kvinden oplevede, at fostret blev personliggjort, hvis hun så og
holdte det. Derfor blev det også oplevet som forfærdeligt at vælge at anskue det som
hospitalsaffald, eller at upersonliggøre det ved at lægge det i en fællesgrav med andre fostre.
Fostret var et barn for kvinden og derfor kunne en begravelse virke som det eneste rigtige
valg (Risøy 2009: 348). Dette viser, at lovgivning om rettigheder efter en abortfødsel og
begravelsesmuligheder fører mere med sig – det strukturerer og former kvinders/pars og
sundhedspersonalets syn på det aborterede foster.
I forlængelse heraf kan man ifølge Risøy tale om en begravelse som en form for ritualisering.
I ritualiseringen produceres og ændres mening med hændelsen og måske ændres den
moralske status af den sene provokerede abort (Risøy 2009: 337+349). Spørgsmålet om valg
af ritualer efter den sene provokerede abort kan således reaktualisere spørgsmålet om,
hvilken status fosteret har eller bør have efter en sen provokeret abort.
7.3.2 ”Sentimentalisering” af den sene provokerede abort
En sen provokeret abort har i Danmark store lighedstræk med en almindelig fødsel, når den
udføres medicinsk. Selvom jordemødrene i vores undersøgelse både bruger betegnelserne
”foster” og ”barn” om det aborterede foster, er det tydeligt i deres artikulerede praksis, at
abortforløbet bliver gjort til et fødselsforløb, og at det aborterede foster bliver anskuet som et
barn. Dette er særligt udbredt i de situationer, hvor der er tale om afslutning af en ønsket
Side | 97

Teoretisk analyse
graviditet på grund af misdannelser eller andre abnormiteter hos fosteret. Således fortæller
flere jordemødre om, hvordan de gør meget ud af at fremhæve de menneskelige træk hos
barnet og at ”respektere det lille barn”, hvilket kan ses som en tydelig personliggørelse af
det aborterede foster:
”For mig at se, synes jeg, det er at respektere dem og respektere det lille barn
[at støtte kvinden/parret i deres beslutning]. Jeg kigger også på den lille, som et
lille pus, der bare ikke skulle blive.” - Kirsten
”Jeg var et sted, hvor der var mulighed for, at man kunne gøre nogle
forskellige ting, så jeg fandt en fin vugge – det er nok så meget sagt – det var
mere en brødkurv. Og så havde de nogle fine babytæpper, man kunne lægge i
den. Og så kunne de [parret] få det tæppe med hjem. Der var også det her
meget lille tøj, du også kunne bruge. Det er jo ikke, fordi barnet som sådan har
behov for at få tøj på.” - Maria
Ved at anskue og behandle det aborterede foster som et ”lille barn” eller ”lille pus”
aktiveres jordemødrenes professionsidentitet om at yde omsorg herfor. Maria behandler
tydeligvis det aborterede foster som et barn ved at iklæde det tøj og lægge det i noget, der
skal have funktion som en vugge. Det kan tolkes således, at Maria herigennem søger at
mindske sin moralske bekymring, idet hun udviser følsomhed over for det aborterede foster
og tager afstand fra, at fostret skal dø.
Adspurgt om det er for forældrenes skyld, at hun ligger det aborterede foster i en vugge og
præsenterer det, så det fremstår så fint som muligt, svarer Bente følgende:
”Nej, jeg tror også det er for at respektere den lille på en eller anden måde. I
går, når jeg flyttede rundt på den, så sagde jeg også ”Lille ven” til den, og hvor
det måske var noget mærkeligt noget, men det gjorde jeg bare. Den er jo fuld
færdig at se på.” - Bente
Bentes praksis kan ses som en tydelig habitueret praksis, hvor hun agerer efter rutiner, som er
optaget gennem uddannelse og praksis, og hvor denne praksis har store ligheder med
håndteringen af et barn efter en almindelig fødsel, da fostret jo ”er fuld færdig at se på”.
Personliggørelsen af fosteret kommer ligeledes frem ved, at jordemødrene gør meget ud af
altid at finde på noget pænt at sige om barnet, hvilket Åse fortæller om her:
Side | 98

Teoretisk analyse
”Jeg finder altid noget pænt at sige om det, man kan altid finde på noget pænt,
fx ”Se den lille hånd” eller ”Se den lille kyssemund” – det er tit noget, jeg
bruger, fordi jeg synes, det lyder hyggeligt. ”Se den lille næse, jeg synes den
ligner faren”. Du kan altid finde noget pænt at sige, og det luner, ”Det er mit
lille barn”. Og det har jeg altså erfaring med, at det der med, at der er en
professionel, der taler kærligt om det lille barn og siger noget pænt, det er
virkelig vigtigt.” - Åse
7.3.2.1 At skjule det afvigende og fokusere på det normale
Jordemødrene gør meget ud af, at skabe gode historier med barnet og gøre forløbet med
abortfødslen til en ”smuk oplevelse”. Jordemødrene fremfører i beskrivelsen af deres arbejde
med sene provokerede aborter en bestemt diskurs om etik, som består i at gøre abortfødslen
til en god oplevelse og at handle ”næstekærligt”. Dette indebærer for jordemødrene at skabe
en relation mellem det aborterede foster og kvinden, så der kan tages ”ordentlig” afsked. Det
fortæller Åse om her:
”Det blev en meget smuk fødsel, om jeg så må sige, og jeg sørgede for, at det
der barn blev lagt pænt og ikke i sådan en brækbalje 22 og at sidde med det og
tage sig ordentligt, kærligt af det og sige pænt farvel. Og gøre det til en smuk
oplevelse, for det er et lille barn.” - Åse
Jordemødrene fokuserer på at gøre mødet mellem kvinden og barnet til et fint møde, hvorfor
de gør sig mange tanker omkring det at præsentere og personliggøre det aborterede foster.
Præsentationen af barnet indebærer ofte, at barnet bliver arrangeret i et klæde på en sådan
måde, at eventuelle synlige misdannelser bliver skjult:
”Jeg tænker over at præsentere det for forældrene på en måde, der er rar. De
kan jo på grund af deres misdannelser have nogle defekter eller måske se lidt
anderledes ud end et ikke handicappet barn. Og der gør jeg også meget ud af,
hvordan jeg præsenterer det for forældrene. Det kan enten være, at hvis man
svøber dem, at man så viser deres ansigt på en måde, så det er fint, eller at man
påpeger de flotte ting, ”Se en flot lille hånd”.” - Maria
Tildækningen af det afvigende eller unormale kan ses både som et element i produktionen af
menneskelighed og værdighed, som sker både gennem abortfødslen og den efterfølgende
række af ritualer, samt som jordemoderens fastholdelse af det normale.
22 Denne ”brækbalje” blev omtalt af flere jordemødre, dog under forskellige navne, eksempelvis ”spytbakke”
(Maria) eller det mere kliniske ”nyreformet bakke” (Pia).
Side | 99

Teoretisk analyse
Ovenstående citater viser brudstykker af jordemødrenes diskurser om etik. Man kan tolke
deres praksis og artikulerede etik som et udtryk for, at de er sentimentale i deres tilgang til
sene provokerede aborter. ”Sentimentaliseringen” kommer til udtryk i jordemødrenes egen
følelsesmæssige påvirkning og involvering, jf. afsnit 7.1, samt ved at de gør meget ud af
præsentationen af barnet, dvæler ved afskeden mellem kvinde og barn og har fokus på at gøre
abortfødslen til en ”smuk oplevelse”.
7.3.2.2 Familiedannende ritualer
Ved en almindelig fødsel ændres en række statusser: kvinden bliver mor, manden bliver far
og en ny familie bliver skabt (Risøy 2009: 292-293). Den praksis, der, ifølge jordemødrene,
følger abortfødslen, bliver ligeledes identitetsskabende, idet kvinden bliver mor, manden
bliver far, og fosteret bliver et barn. Ændringen af statusser understøttes af, at jordemødrene
ser det som deres opgave at gennemføre familiedannende ritualer, hvorved ligheden mellem
en almindelig fødsel og abortfødsel bliver tydelig:
”Man skal også huske på, at det her par bliver jo forældre, de bliver bare
forældre til et dødt barn, så det er jo også en proces, det med at blive forældre,
som man skal hjælpe dem igennem, på en lidt absurd måde selvfølgelig. Det er
det, der er mit job i det, føler jeg.” - Maria
Jordemødrene ser det aborterede foster som et ”lille menneske”, ”et barn”, ”et
familiemedlem”. Barnet får derved egen identitet med egne kendetegn og dette vækker
omsorg. Fra at kvinden har rollen som den, der har valgt at fosteret skal dø, bliver hun
således den, som har født et barn. Dermed kan abortfødslen blive en ”smuk oplevelse”, som
Åse betegner det. Disse familiedannende ritualer producerer legitimitet, idet abortfødslen
gøres til en dødfødsel, hvorved kvindens/parrets valg af en sen provokeret abort overskrives.
Ifølge Risøys tolkning sker der hermed en moralsk transformation (Risøy 2009: 371), hvilket
gør handlingen etisk acceptabel. Samtidig kan dette, med inspiration fra Chambliss, mindske
jordemødrenes moralske bekymring, idet aborten transformeres til en fødsel, som er en
naturlig begivenhed.
7.3.2.3 Konstruktion af professionsetik
Med Wackerhausens ord dannes og etableres de praksisorienterede og etiske dimensioner af
professionsidentiteten i høj grad gennem praktikerens situerede deltagelse i
praksissammenhænge (Wackerhausen 2002: 75). Et eksempel på dette kommer til udtryk hos
Side | 100

Teoretisk analyse
Maria, som har både gode og dårlige erfaringer med praksis omkring de sene provokerede
aborter fra de forskellige praksissammenhænge, hun har oplevet i sin studietid. Gennem
iagttagelse, refleksion og imitation af andre professionsfællers praksis har hun tilpasset sin
praksis omkring sene provokerede aborter, så den stemmer overens med hendes
professionsetik og professionsidentitet:
”Nogle steder bliver det varetaget med mere respekt, hvor de nogle steder har
gjort meget ud af, at selvom det er før uge 22, så er det stadig et barn, der skal
behandles med respekt. (…) På det hospital, jeg var, havde de en virkelig fin
service omkring det, fx om hvorvidt man præsenterede barnet for forældrene,
hvorvidt det var i en vugge med et lille fint stykke stof, eller om det var i en
spytbakke. Og der har jeg i hvert fald erfaring med, at dem, der har mødt deres
barn i sådan bakke, det har sat sig meget psykisk på deres nethinde.” - Maria
Etikken fylder meget i jordemødrenes bevidsthed, og derfor fylder respekten for barnet og
kvinden meget i deres artikulerede praksis.
En af grundene til, at der er sket en udvikling i de praksisser, som følger en sen provokeret
abort, og at jordemødrene anskuer det aborterede foster som et barn kan være en reaktion på,
at de sene provokerede aborter er et menneskeskabt problem – at vi som følge af
fosterdiagnostikken vælger børn fra. Grunden til, at etikken fylder meget i sundhedsvæsenet,
er ifølge Birkler bl.a., at stadig flere sundhedsprofessionelle står med svære etiske
udfordringer hverdagen på grund af videnskaben, som har skabt flere teknologiske
fremskridt, der muliggør bestemte handlinger. Vi handler i samfundet mere og mere uetisk –
vi fravælger fostre, der ligner små mennesker – og som reaktion på dette fylder etikken mere
i jordemødrenes udtalelser. Ifølge Birkler er det større fokus på etik i sundhedsvæsenet med
til at forme professioners professionsidentitet og de værdier, som professionen hviler på.
Personliggørelsen af fostret kan således ses som noget jordemødrene gør, for at kunne leve
med deres handlinger – i forsøget på at handle etisk drager jordemødre omsorg og yder
respekt for kvinden og det aborterede foster og anskuer aborten på lige fod med at miste et
barn ved en spontan abort eller ved en dødfødsel.
7.3.3 Anerkendelse af sorg
Med udviklingen i praksis omkring de sene provokerede aborter er også fulgt en større
anerkendelse af den sorg, der for kvinden/parret kan være forbundet med en sen provokeret
Side | 101

Teoretisk analyse
abort. Dette var ikke tilfældet for ca. 40 år siden, da Åse var ung jordemoder. Hun beskriver
her, hvordan varetagelsen af dødfødsler foregik dengang:
”Dengang jeg var ung jordemoder, hvis man tog imod et dødfødt barn, så
skruede man op for masken [med bedøvelse] lige inden barnet skulle komme
ud, så hun blev sådan lidt uklar. Ud med barnet, ud med moderkagen, ud i
skyllerummet med barnet, på med bukserne og gav hende en kop te. Man
snakkede ikke med hende om det, jeg har selv været med til det. Og så sagde
man til hende ”Du kan komme igen om ni måneder”.” - Åse
Også Bente, der har arbejdet som jordemoder i 27 år fortæller, hvordan hun har oplevet
ændringen fra, at man ikke anerkendte den sorg, der var forbundet med en sen provokeret
abort, til i dag, hvor sorgen fylder meget i arbejdet. Hun giver udtryk for, at hun i starten var
tilbageholdende, men efterhånden har fulgt med udviklingen:
”Egentlig når jeg tænker tilbage i tiden, så er der nogen, hvor jeg tænker: ”Åh,
de skulle have haft tilbuddet om at se barnet også”, men altså som jeg siger, så
er det ændret gennem tiden, hvor jeg også selv har ændret mig meget fra
dengang, hvor jeg tænkte ”Det var da noget mærkeligt noget, at der blev taget
billede”. Selvom det skulle ende sådan, så kan man måske godt have et behov
for et billede, måske specielt hvis det er på grund af misdannelser, fordi så har
det været et ønsket barn, som man egentlig har gjort sine drømme og
forventninger om.” - Bente
At Bente i dag selv er formidler af en bestemt praksis viser, hvordan denne praksis – i dette
tilfælde at tage billeder – er blevet habitueret, og at personliggørelsen af fostret er blevet en
forankret del af hendes professionspraksis.
Bente nævner Landsforeningen Spædbarnsdøds opkomst som en af forklaringerne på, at der
er sket en form for ”bevægelse” med fokus på provokerede senaborter og det at miste et
barn:
”Jeg tror måske også Landsforeningen Spædbarnsdød har været – altså der er
jo blevet lavet pjecer til folk, der vælger at føde en senabort. Så et eller andet
sted er der kommet en bevægelse omkring det her.” - Bente
Denne forening er en vigtig aktør på det ideologiske område, da den kan påvirke
jordemødrenes professionsetik og professionsidealer. Foreningen advokerer for en bestemt
måde at håndtere sorg på, som bl.a. indebærer at tage ”ordentlig” afsked med det aborterede
foster – eller ”barnet” som de kalder det – ved at skabe minder. Ifølge deres hjemmeside kan
Side | 102

Teoretisk analyse
man først tage afsked med et barn, når man ved, hvad man tager afsked med. En del af det at
sige farvel er, ifølge foreningen, at samle konkrete minder om barnet, fx billeder, hånd- og
fodaftryk, en hårlok eller lignende (www.spaedbarnsdoed.dk).
Bag ændringer i hospitalers og dermed jordemødrenes praksis ligger således en ændret
forståelse af sorg og sorgarbejde i forbindelse med sene provokerede aborter. Den ændrede
forståelse former denne praksis. Der er sket en udvikling fra en forståelse, hvor det at se og
holde barnet var en handling, som kunne forstærke kvindens sorg, til en forståelse, hvor det
ikke at se og holde barnet kan forstærke sorgen.
7.3.3.1 Sorg kan ikke gradueres
Uafhængig af baggrunden for valg af abort er jordemødrene enige om, at det er vigtigt at
anerkende den sorg, der for kvinden/parret kan være forbundet med en sen provokeret abort,
særligt i situationerne med de ønskede graviditeter. Denne gruppe af kvinder/par er i en
undersøgelse af Sloan et al. blevet beskrevet som en særlig gruppe på grund af de mange
modstridende følelser, der gør sig gældende: de ser aborten som en handling udført af
kærlighed vs. en handling hvor de slår barnet ihjel; de oplever en følelse af tab ved at være
forældre til et dødt barn og samtidig har de ikke følt sig i stand til at være forældre til et
handicappet barn; de føler en taknemmelighed for teknologien, der kunne opdage
misdannelsen, men samtidig en vrede på teknologien, fordi den har sat dem i den situation, at
de kan vælge deres barn fra (Sloan et al. 2008: 396).
De fleste jordemødre er enige om, at man ikke nødvendigvis kan skelne mellem den sorg,
forældre oplever, hvis de vælger en sen provokeret abort på grund af misdannelser eller andre
abnormiteter i 19. uge, og den sorg forældre oplever, hvis de mister et barn tæt på terminen.
Som Åse formulerer det, kan man ”ikke gradbøje sorg”:
”Man kan ikke sige, at det er meget bedre at miste et lille barn end et større
barn, man kan ikke gradbøje sorg. (…) Det der med at forsøge at trøste den,
der mister ved at sige: ” Tænk hvis og du skal da være glad for, at det kun var i
16. uge, tænk hvis”. Det kan man jo ikke – forestiller man sig så, at
vedkommende siger: ”Gud, det har jeg slet ikke tænkt på. Gud, visse vasse, det
har du da ret i, nu er jeg glad igen”. Hvad forestiller man sig, at mennesket vil
tænke?” - Åse
Side | 103

Teoretisk analyse
Flere andre jordemødre giver udtryk for, at der er en sorg forbundet med en sen provokeret
abort lige meget, hvor langt henne i graviditeten kvinden er og uanset årsagen, og at det er
vigtigt, at sorgen bliver respekteret og anerkendt:
”J eg har meget respekt for den sorg, der er, og det tab, der er. (…) Jeg ved, at
den der smerte, der er, den sorg, der er, det er den samme uanset
gestationsalder. Så derfor hende, der mister i uge 17, hun har samme ret til at
sørge som senere. Så det med gestationsalder siger mig ikke så meget, for det er
jo oplevelsen.” - Ulla
”Jeg tænker egentlig, at alle, som får en sen provokeret abort, har en sorg, lige
meget, hvad der er baggrunden for, at de har valgt at afslutte graviditeten på
den her måde.” - Bente
7.3.4 Ritualisering som habitueret praksis
Gennem tiden har det været vigtigt for mennesker at skabe mening omkring fødsel og død. At
skabe ritualer kan ifølge Risøy ses som en måde at handle på, som producerer og ændrer
forståelsen af det, som er sket (Risøy 2009: 15). I jordemødrenes udsagn kommer det frem, at
ritualer også fylder meget i deres praksis omkring de sene provokerede aborter på samme
måde som ved almindelige fødsler og dødfødsler.
Selvom en sen provokeret abort rent fysisk minder om en almindelig fødsel, er det noget
andet, der sker. En fødsel kan anskues som en stor begivenhed for familien, mens en abort er
tabuiseret. Trods forskelligheder er der alligevel mange ligheder i jordemødrenes praksis i de
to situationer. Foruden at de fysiske rammer ofte er de samme, varetages de ofte af
jordemødre, de indebærer et langt tidsforløb og smerter, brug af smertestillende midler,
klipning af navnestreng m.v. Hertil kommer en række ritualer, som er de samme, og som vil
blive analyseret nedenfor: at vise og holde fostret og at skabe konkrete minder som fx
billeder samt hånd- og fodaftryk af fosteret.
7.3.4.1 Skal man se barnet?
Arbejdet med sorg i forbindelse med sene provokerede aborter indeholder mange
forskelligartede forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert, normalt og unormalt samt
legitimt og illegitimt inden for det sundhedsprofessionelle felt. Jordemødrene repræsenterer
en position, hvorfra det er legitimt for kvinden/parret at sørge, hvor det er godt at tage afsked
med barnet og at have konkrete minder. Spørgsmålet om, hvorvidt det er godt at se det
Side | 104

Teoretisk analyse
aborterede foster, fylder således meget i vores interviews, og det er et spørgsmål, der
ligeledes har været genstand for undersøgelse i andre studier.
Ifølge Risøy bunder spørgsmålet om at se og holde barnet i en forståelse af sorg, hvor
kvinden ved dette ritual får noget at sørge over. Barnet får sin egen identitet med egne
kendetegn, og når forældrene ved, hvad de sørger over, bliver det lettere at sørge (Risøy
2009: 309). Det er den samme forståelse af sorg, som Landsforeningen Spædbarnsdød
opererer ud fra. Undertrykkelse af sorg bliver her anset som skadeligt.
Blandt jordemødrene i vores undersøgelse er der bred enighed om, at det er gavnligt at se det
aborterede foster, især for kvinderne med de ønskede graviditeter. Stort set alle jordemødre
siger eksplicit, at de gerne presser lidt på for at få kvinden til at se fostret, da de er af den
opfattelse, at dette hjælper kvinderne i deres efterfølgende sorgproces:
”Det er også derfor, at dem der gerne vil have det, ser deres barn. Og også de,
der ikke vil, presser vi ret meget til det. Selvfølgelig afhængig af hvilken
situation, der ligger bag, men det tror jeg, jordemødre er rigtig gode til.”
- Anna
”Jeg presser meget på, og jeg bruger min autoritet og min erfaring og siger:
”Jeg har erfaring med, at det er bedst at se barnet”, og så er det, jeg siger:
”Nu skal du høre, nu lægger jeg det over i vuggen, og så føder vi moderkagen,
og så får du tøj på og så får du en kop te” og så fortæller jeg lidt om barnet, og
så langsomt trækker jeg det hen. Jeg presser meget, fordi jeg ved, at det er en
god idé. Og jeg fortæller meget om, hvordan de ser ud. Jeg har aldrig oplevet
nogen, der ikke ville se det, og jeg har aldrig oplevet nogen bagefter sige, at de
fortryder. Jeg har kun oplevet, at de siger: ”Jeg er glad for, at du pressede mig
til det, for jeg var bange for det, og hvor var det dog anderledes, jeg troede at
det så meget farligere ud”.” - Åse
Ved at presse kvinder/par til at se det aborterede abort, selvom de måske i første omgang
fravælger dette, bliver jordemødrene bærere af en bestemt orden. Jordemødrene har kulturel
kapital i form af deres uddannelse, hvilket giver dem ”autoritet” og en tro på, at de er ”rigtig
gode til” at vurdere, hvad der er godt for kvinder, og få dem til at følge deres anbefalinger.
Ifølge Eriksen har de voksne kvindelige professionelle en form for definitionsmagt, som er
uddelegeret af staten til de professionelle. Samtidig er de svage – i dette tilfælde de gravide
kvinder – afhængige af de reaktioner, der kommer fra de professionelle (Eriksen 2007: 450).
Hvad jordemødrene anbefaler kvinderne om sorgarbejde bliver dermed godtaget.
Side | 105

Teoretisk analyse
Jordemødrene er således i en position, hvor de kan presse kvinden/parret, og hvor det
samtidig virker legitimt at gøre det.
7.3.4.2 Kan det legitimeres at vise barnet?
Set i lyset af, at det er udbredt praksis blandt jordemødrene at vise det aborterede foster, er
det interessant at diskutere, om dette er til gavn for kvinderne, og om denne praksis kan
legitimeres ud fra eksisterende litteratur på området.
Kvinderne, der lige har gennemgået en sen provokeret abort, har ikke en selvstændig
kundskab eller forståelse af situationen, men er tværtimod afhængige af at støtte sig til andre
som ”ved bedst”. Disse andre bliver i abortsituationen jordemødrene. I Risøys studie
fremføres det, at kvinder, der gennemgår en sen provokeret abort er åbne for muligheder for
manipulation. Hun problematiser, at jordemødre fremstiller valget om at se fostret som, at de
kvinder, der ikke vælger at se barnet fortryder det, og dem, der ser det, ikke fortryder det.
Risøy spørger derfor, om man kan tale om et frit valg, når det bliver fremstillet som om det
ene valg vil føre til fortrydelse, mens det andet valg ikke vil føre til fortrydelse (Risøy 2009:
310-311). Jordemødrene har således i deres position en stor magt til at påvirke kvinderne, der
er i en skrøbeligt position, og måden, valget bliver fremlagt på, får stor betydning for det
valg, der bliver truffet.
Jordemødrene i vores undersøgelse deler entydigt den opfattelse, at det at se barnet efter den
sene provokerede abort er gavnligt for kvinden/parret med ønskede graviditeter i deres
efterfølgende sorgproces. Ser vi nærmere på den eksisterende litteratur på området, er billedet
dog ikke entydigt positivt.
I et review af Sloan et al., der gennemgår 12 undersøgelser af, hvordan det påvirker
kvinder/par at se fostret efter en sen provokeret abort på grund af fund af misdannelser eller
andre abnormiteter, udtrykkes der bekymring for, at sundhedsprofessionelle presser på for, at
forældrenes skal se deres børn på grund af deres egne eller institutionens (fx hospitalets)
overbevisning og praksis, da der ikke er entydigt videnskabeligt belæg for, at det er gavnligt
at se barnet efter aborten (Sloan et al. 2008: 395). Indlejret i troen på, at det at se barnet er
sundere end ikke at se det, ligger en antagelse om, at minder er vejen til heling, og at
sundhedsprofessionelle er bundet af deres pligt til at presse på og støtte skabelsen af minder
blandt kvinder, der oplever tab af et foster (ibid.: 396). Selv i de studier, hvor halvdelen af
Side | 106

Teoretisk analyse
deltagerne valgte ikke at se barnet, konkluderer forfatterne, at det er godt at se barnet, og at
dette hjælper forældrene i sorgprocessen (ibid.: 401).
I et studie af Rådestad et al. findes det, at det at presse på for, at forældrene skal se barnet,
bør undgås. I stedet anbefales det, at der skabes en stille atmosfære omkring barnet og
moderen efter fødslen. Der skal ikke presses på for, at moderen skal se eller holde sit barn.
Hvis hun ønsker det, kan man opfordre hende til det, og hvis hun ikke ønsker det, skal dette
også accepteres (Rådestad et al. 1996: 1507).
Der findes dog også studier, der er mere positive over for at se det aborterede foster. I et
andet studie af jordemødres oplevelser af sene provokerede aborter som følge af føtale
misdannelser eller andre abnormiteter, gav alle jordemødrene udtryk for, at det er godt at se
barnet, men uddyber dog samtidig, at dette afhænger af det enkelte pars præferencer og af
barnets tilstand (Garel et al. 2007: 624).
Et studie af Geerinck-Vercammen & Kanhai finder desuden, at det at se og holde det
aborterede foster efter den provokerede abort – også trods synlige misdannelser – og at sige
farvel til dette, gav alle de forældre, der havde valgt dette, en efterfølgende god følelse og
håndgribelige minder, da det bekræftede virkeligheden af abnormiteterne. Det var blandt
andet gavnligt for den efterfølgende sorgproces (Geerinck-Vercammen & Kanhai 2003: 544).
Ovenstående viser, at der ikke er nogen entydig evidens, der kan afklare, hvorvidt det er
gavnligt for forældrene at se fosteret efter en sen provokeret abort. Dog kan vi konstatere, at
det er en praksis, der er udbredt blandt jordemødrene i vores undersøgelse, og at deres
holdning til spørgsmålet er klart positiv.
Betragtes denne praksis med at vise barnet i forlængelse af at store dele af jordemødrenes
arbejdsfunktioner bliver taget fra dem på grund af omstrukturering på hospitalerne og andre
faggruppers dominans, kan det tolkes som, at jordemødre gør særligt meget ud af de
funktioner, de stadig varetager 23 . Herved kan de fastholde deres professionsideal – og ikke
mindst have kontrol over denne del af deres virksomhedsområde. Den omsorg, der drages for
kvinden og det aborterede foster i vores undersøgelse, bliver således en legemliggørelse af
23 Dette uddybes i afsnit 7.4.
Side | 107

Teoretisk analyse
jordemødrenes professionsideal, da der her er mulighed for at yde ekstra omsorg. Det er ikke
bare for kvinden/parret eller fostrets skyld, men også for jordemoderen selv, som føler, at hun
har gjort sit arbejde godt.
7.3.4.3 At skabe konkrete minder
Som tidligere nævnt har de jordemødre, der har været i faget i en lang årrække, oplevet en
stor ændring i, hvordan man anskuer tabet af et barn. Bente fortæller her, hvordan hun har
oplevet, at hendes tidligere undren over at fotografere et aborteret foster nu er blevet til en
fast procedure og rutine hos hende og på hospitalet:
”Jeg kan bare huske første gang, hvor der var en af mine kollegaer, der
snakkede om, at hun ville fotografere det her barn, som var en senabort, og det
synes jeg jo dengang, at altså folk havde jo valgt at få en senabort, hvorfor i
alverden skulle de så også have billeder af det her barn, det var da noget
mærkeligt noget, ikke? Og i går har jeg stået og taget billeder til folk af den her
senabort, og de har selv fotograferet barnet.” - Bente
Ovenstående citat kan, inspireret af Bourdieu og Chambliss, tolkes således, at det at tage
billeder af det aborterede foster er blevet en habitueret rutinepraksis. I dag er det således
procedure, at sundhedspersonalet opfordrer til og selv tager billeder samt fod- og håndaftryk
af det aborterede foster, uanset om kvinden/parret ønsker det eller ej. Dette er et eksempel på,
hvordan få jordemødres praksis kan influere hele afdelingers praksis og dermed definere,
hvad der er normal praksis. Herved etableres en bestemt social orden. Hvis kvinden/parret
ikke vil have disse konkrete minder med hjem, lader personalet dem liggende i journalen,
som et ”mindekort”:
”Vi får taget billeder, og vi tager fodaftryk, og vi tager en rulle sort-hvid film,
og det gør vi bare altid, det er procedure.” - Lone
”Nu printer vi [billeder] ud, og nogle vil jo ikke have de billeder, men så siger
vi: ”Nu ligger vi dem så i journalen, og så kan I bede om at få dem. Nu er de
der, for man kan godt fortryde, og så er det jo for sent, hvis vi ikke har fået dem
taget”. Selvom de siger, at de ikke vil, så gør vi det faktisk alligevel, og så er de
der bare.” - Kirsten
Disse citater viser, hvordan jordemødre repræsenterer en bestemt position, hvorfra det ikke
bliver tilgodeset, hvis kvinden/parret ikke ønsker de konkrete minder. Man kan anskue det
således, at hvis jordemødrene fulgte kvinden/parrets ønske om fravalg af konkrete minder,
Side | 108

Teoretisk analyse
ville dette skabe uorden i deres rutiniserede praksis ved at mindske personliggørelsen af
fostret. Professionsidentiteten kan, ifølge Wackerhausen, især ses som styret af de
habituerede rutinepraksisser.
Åse legitimerer sin praksis ved at forklare, at grunden til, at det er godt at tage billeder og
aftryk fra det aborterede foster er, at:
”Det er rigtig vigtigt at gøre alle de der ting. Den oplevelse og det liv, man har
med det lille døde barn, det er jo så kort.” - Åse
Hermed holder hun fast i, at der er tale om en sorg, der skal anerkendes, og at kvinden/parret
skal forholde sig til den sorg gennem minder om det døde barn. Hermed tilkæmper hun sig
kontrollen med dette arbejde.
Med inspiration fra Wackerhausen kan man sige, at den ritualisering, der følger efter
abortfødslen, legemliggør en række antagelser, klassifikationer og idealer blandt jordemødre.
Kvinden stoler på jordemødrene og deres viden om, hvad der er bedst efter abortfødslen.
Kvinden får ikke selv lov til at vælge, om der skal tages billeder og hånd- og fodaftryk – det
bliver der gjort som fast procedure. Kvinden får kun lov til at vælge, om hun vil have billeder
og aftryk med hjem eller ej. Ifølge Risøy medfører disse rutiner og ritualer, at der skabes et
barn og dernæst skabes individer, der sørger over tabet af dette barn (Risøy 2009: 340).
Ritualiseringen medfører en personliggørelse af det aborterede foster, men budskabet i
ritualiseringen bliver konfliktfyldt: På den ene side sker der en kamp for, at fosteret skal ses
som et barn, men samtidig skal kvinden acceptere udførelsen af aborten (ibid.: 361).
Jordemødre bliver formidlere af budskabet ”at skabe et barn” og ”skabe individer, der skal
sørge over dette barn”, gennem deres praksis, hvilket kan ses som en dramatisering og
”sentimentalisering” af den sene provokerede abort.
Bente stiller spørgsmålstegn ved, om man også skal fastholde samme praksis med skabelse af
konkrete minder ved sene provokerede aborter på social indikation:
”Jeg ved ikke på samme måde, hvis folk har valgt det fra af sociale årsager, så
er det måske mere grænseoverskridende, altså hvorfor skal man have et billede
der? Der vil man måske på en eller anden vis hellere glemme det.” - Bente
Side | 109

Teoretisk analyse
Pia udtrykker ligeledes skepsis over for proceduren omkring at skabe disse konkrete minder –
især, hvis barnet er meget småt:
”Med de helt små kan billederne nogle gange være ikke så pæne. Nogle gange
kan det i virkeligheden være bedre for dem [forældrene] at have et billede inde i
hovedet, fordi de ligesom kobler det billede, de havde, da de så deres egen baby
på nethinden med den der typiske babyreklame, som man ser i fjernsynet med
det der yndige, lækre, fede søde barn.”- Pia
Her udtrykker Pia således en bekymring for, om man i virkeligheden kan forværre sorgen ved
at give kvinden/parret konkrete minder. Selvom Bente og Pia fremhæver nogle problemer
ved at have disse minder, er det dog stadig en praksis, de medvirker til at fastholde, fordi det
er procedure på hospitalet.
Pia nævner som den eneste, at man i en tid, hvor sorgen og følelserne omkring oplevelsen
med en sen provokeret abort fylder mere og mere, også skal passe på, at denne oplevelse ikke
kommer til at fylde for meget for de kvinder/par, der oplever det:
”Jeg vil sige, at man i dag kan være i den grøft, hvor man kunne sige, at man
også skal passe på, at man ikke dvæler for meget ved det, og at det ikke bliver
skabende for resten af ens liv, altså de næste 30 år, at man har været så uheldig
at blive gravid med et barn, som havde en misdannelse eller man blev gravid på
et tidspunkt, hvor man ikke kunne håndtere at få barnet.” - Pia
Om det er gavnligt for sorgprocessen at skabe konkrete minder om det aborterede foster er
undersøgt i få andre studier, men resultaterne giver ikke noget klart billede. Geerinck-
Vercammen & Kanhai fandt i deres studie af forældres reaktioner efter en sen provokeret
abort på grund af misdannelser eller andre abnormiteter hos fosteret, at forældre, der havde
valgt at tage imod konkrete minder såsom billeder, fandt stor værdi heri i deres sorg. Dette
gjaldt ligeledes for dem, som først havde tøvet med at tage imod tilbuddet (Geerinck-
Vercammen & Kanhai 2003: 546). Risøy fremhæver i sin undersøgelse dog, at en analyse af
kvinders oplevelser og fortællinger efter en sen provokeret abort altid har en risiko for at
blive psykologiseret (Risøy 2009: 2), hvormed man kan overfortolke kvindernes udsagn. Hun
fandt i sit studie, at nogle kvinder, der havde valgt en sen provokeret abort, oplevede, at de
blev presset til at holde og se barnet, få billeder, vælge begravelsesform m.v., og at dette var
problematisk (ibid.: 310-312+322+338-349).
Side | 110

7.3.5 Vidensopsamling om Personliggørelse af det aborterede foster
Teoretisk analyse
Det aborterede fosters status har ændret sig. Fra at være et foster bliver det nu anskuet som et
barn. Bag denne ændring ligger både lovgivningen, der efter 22. graviditetsuge klassificerer
fostre som børn, men også en stigende anerkendelse af den sorg, der for kvinden/parret kan
være forbundet med en sen provokeret abort, særligt hvis der er tale om et ønskebarn.
Med udviklingen har også fulgt, at der i dag udføres en række ritualer ved de sene
provokerede aborter. Disse ritualer består bl.a. af at præsentere det aborterede foster for
forældrene på en pæn måde, at tage billeder samt fod- og håndaftryk og at fostret kan
begraves. Dette gøres for at give kvinden/parret nogle minder om barnet, hvilket har til
erklæret formål at lette den sorgproces, der ifølge jordemødrene er forbundet med en sen
provokeret abort.
Vi finder således, at udførelsen af disse ritualer er udbredt praksis blandt jordemødrene, og at
de herigennem er med til at dramatisere og sentimentalisere de sene provokerede aborter.
Resultaterne af andre undersøgelser af det at vise forældrene fostret og at give dem konkrete
minder efter en sen provokeret abort peger dog også i forskellige retninger i forhold til
gavnligheden for forældrene. De problematiserer netop det, at sundhedsprofessionelle er i en
position, hvor de kan presse på for at kvinden/parret skal gennemgå disse ritualer.
Jordemødrene i vores undersøgelse besidder ligeledes en kulturel kapital, der gør dem i stand
til at presse på for at kvinden/parret ser det aborterede foster og får minder herom og dette
uden at det fremstår illegitimt.
Jordemødre er socialiseret ind i en bestemt disciplineret faglighed af procedurer og
anbefalinger i forhold til de sene provokerede aborter. Jordemødrene legemliggør praksis
omkring at se barnet og skabe konkrete minder og sender hermed et signal om, at det er det
bedste for kvinden/parret i den sorgproces, de ifølge jordemoderen gennemgår. Når
jordemødre holder fast i disse procedurer og anbefalinger bliver det ”det normale”. På den
måde skaber jordemødrene, jf. Chambliss, orden i kaos.
Hensynet til kvinden/parret fylder for jordemødrene meget i udførelsen af ritualerne.
Samtidig er det dog også en mulighed, at der ligger et hensyn til jordemoderen selv bag. Ved
at personliggøre fostret kan jordemødre opleve, at den handling, der udføres, bliver mindre
etisk problematisk. Aborten får mere karakter af en almindelig fødsel, og herved mindskes
Side | 111

Teoretisk analyse
jordemoderens moralske bekymring. Hermed fjernes fokus fra dét, at kvinden/parret selv har
truffet valget om at få en abort – det vigtige bliver i stedet at hjælpe dem igennem tabet af et
barn. Man kan i denne forbindelse derfor også diskutere, om ritualerne ved de sene
provokerede aborter er et udtryk for et reelt behov hos kvinden/parret, eller om jordemødrene
også er med til at skabe den sorgproces, som deres praksis har til erklæret formål at lette.
Jordemødrenes opfattelse af, at kvinden/parret nødvendigvis oplever sorg i forbindelse med
den sene provokerede abort kan derfor være et udtryk for en fejlslutning blandt
jordemødrene, hvorved deres opfattelse af en sorgproces har karakter af en falsk bevidsthed.
Man kan derfor tale om, at jordemødrenes støtte til kvinden/parret bliver styret af deres
professionsidentitet ved at yde en form for respekt for fostret. I jordemoderprofessionen
bliver konkrete minder om det aborterede foster anset som gavnlige og meningsfulde,
samtidig med at de også kan tjene det formål at lette jordemødrenes arbejde med de sene
provokerede aborter ved at mindske deres indre konflikter. Ritualerne, der i dag følger
udførelsen af en sen provokeret abort, kan derfor måske i højere grad ses som en refleksion af
jordemødrenes professionsidentitet og -etik, end som et reelt behov hos de kvinder/par, der
får udført de sene provokerede aborter.
7.4 Professionernes kamp i det sundhedsprofessionelle felt
I dette afsnit vil vi tage udgangspunkt i vores fjerde forskningsspørgsmål: Hvordan forandres
og begrænses jordemoderprofessionen i det sundhedsprofessionelle felt i relation til sene
provokerede aborter?
Empirien omhandler, hvordan jordemødres omsorg generelt og specifikt omkring de sene
provokerede aborter både forandres og begrænses gennem institutionelle forhold,
videnskabelig og teknologisk udvikling samt dominans af og latente konflikter mellem dem
og andre faggrupper. Ved at afdække, hvad der er på spil i det sundhedsprofessionelle felt,
kan de spændingsfelter og strukturelle fordelinger af ressourcer eller kapitalformer, der gør
sig gældende i det sundhedsprofessionelle felt, synliggøres og forklares.
Inden for en professionsteoretisk tilgang kan man tale om, at der foregår kampe inden for det
sundhedsprofessionelle felt. Disse kampe kommer til udtryk gennem forskellige
professioners forsøg på at tilkæmpe sig autoritet og anerkendelse i samfundet og vil blive
analyseret i dette afsnit gennem Bourdieus begreber felt, habitus og kapital.
Side | 112

Teoretisk analyse
Opmærksomheden rettes her mod de konflikter, der udspiller sig i de sociale relationer og
inden for de institutionelle rammer på hospitalet. Jordemødrenes praksisformer kan nemlig
ikke ses uafhængigt af andre grupper af sundhedsprofessionelles praksisformer.
De institutionelle forhold for jordemødrenes arbejde med gravide kvinder og fødselsarbejde i
almindelighed vil blive fremstillet og analyseret, idet disse bidrager til en indsigt i ændringer
i jordemødres arbejde.
7.4.1 Ændringer i rammerne for jordemødres arbejde
I løbet af de sidste årtier er der sket store ændringer i jordemoderarbejdet, som indebærer, at
flere af jordemødres oprindelige opgaver er skåret væk, eksempelvis fødselsforberedelse og
efterfødselssamtaler. Åse fortæller her, hvordan hun oplever, at jordemødres arbejde med
gravide kvinder har ændret sig fra nærhed til distance gennem teknologisering, og at
jordemoderprofessionens praksisformer ændrer sig som resultat heraf:
”Da jeg var jordemoderelev, sad jeg jo i otte timer med hånden på maven og
mærkede med fingerspidserne veerne og sad og snakkede med kvinden og
havde 29 minutters frokostpause og kom ind igen og sad der. I dag sidder de jo
ude og kigger på skærmene og kigger på apparaterne.” - Åse
Jordemødrene oplever desuden, at NPM-strømningen i høj grad påvirker arbejdet på
fødeafdelingen, således at der kommer fokus på registrering og på ”at dække sin ryg”. Dette
kommer frem, da Bente svarer på, hvad hun ser som en jordemoders vigtigste funktion:
”Hvis vi går ind til kernen, og vi ikke skal se på, at nu er vi på et hospital og
sådan, så er det at yde støtte til kvinden undervejs i fødslen og hjælpe med
fødslen. Vi har lige fået lavet sådan et afkrydsningsskema, som vi skal gå rundt
med sammen med vores papirer i forhold til en fødsel, så man kan afkrydse og
overlevere til de næste. (…) Vi har jo utrolig mange ting, og det bliver jo helt
tydeligt, når man går rundt med sådan et afkrydsningsskema, som er rent
administrativt. (…) Der er kommet så meget mere fokus på alt omkring
akkreditering og dokumentation osv. i den tid, jeg har været jordemoder. (…)
Det ligger meget mere i tiden nu, at man skal dokumentere alting og man skal
dække sin ryg. (…) Alt det, vi skriver i den elektroniske journal, er jo egentlig
meget noget, vi gør, for at de andre ikke skal kunne komme efter os.” - Bente
Bentes svar viser, at hun oplever, at hospitalet som ydre ramme for jordemoderarbejdet sætter
nogle begrænsninger i forhold til det centrale i professionsidealet – at yde omsorg og støtte til
Side | 113

Teoretisk analyse
en kvinde i hele fødselsforløbet – fordi hun oplever stigende fokus på akkreditering og
dokumentation, hvilket fjerner fokus fra det mere jordemoderfaglige. Hun oplever, at
dokumentation og registrering i høj grad er noget, jordemødre gør, for at andre ikke kan
komme efter dem, hvilket kan tolkes som en faldende tillid til professionen. Disse fund kan
sammenlignes med en svensk undersøgelse af Larsson et al. omhandlende jordemødres
professionsidentitet. Her fandt forfatterne, at jordemødrene oplever, at de i højere og højere
grad skal dokumentere deres arbejde, og at dette fylder mere og mere i det daglige arbejde.
Denne ændrede rolle har tendens til at påvirke deres identitet ved at mindske deres selvtillid
som professionel gruppe (Larsson et al. 2009: 377).
Netop det administrative arbejde gør, at tiden til det tætte arbejde med de gravide og fødende
kvinder mindskes, hvilket er med til at ændre jordemoderprofessionens arbejde og dennes
omsorgsindhold over tid. Hospitalet kommer således til at virke som en institutionel
socialiseringsarena, som indgår i dannelsen og udviklingen af jordemødres
professionsidentitet og praksis gennem begrænsninger, kontrol og nye krav.
Inspireret af Eriksen (Eriksen 1989: 12-13) kan man sige, at jordemødrenes omsorg
skematiseres, og at de kvindelige omsorgskompetencer således i stigende grad underlægges
en stadig strammere tidsstruktur, resultatorientering m.v., som forhindrer jordemødrene at
udøve direkte omsorgsarbejde. Dette kan medføre frustration blandt jordemødrene, fordi
dette går imod eller undertrykker deres omsorgshabitus. Vi ser i vores undersøgelse, at der
blandt jordemødrene opstår en form for modkultur, som kommer til udtryk i en artikuleret
afstandstagen til lægers praksis omkring fødsler og hospitalers rationelle (medicinske) logik.
7.4.2 Udfordring af normalitet
I et felt foregår der, som beskrevet under afsnit 5.3, kampe om kapitaler, og der sættes
”noget” på spil. Man kan sige, at der foregår kampe om arten af eller meningen med feltets
specifikke praksis (Sestoft 2006: 165). Det, der er på spil i det sundhedsprofessionelle felt i
relation til fødselsarbejdet, er bl.a. retten til at fastsætte principperne for den normale fødsel
og dermed jordemødrenes virksomhedsområde.
Jordemødrene har en meget afklaret tilgang til fødsler som en normal begivenhed, der
afspejles i en stærk professionsidentitet. Jordemødre ser en klar forskel i deres, lægers og
sygeplejerskers tilgang til fødsler, hvilket Kirsten illustrerer her:
Side | 114

Teoretisk analyse
”Der er en væsentlig forskel i, hvordan vi er skolet i at tænke som jordemødre,
og hvordan læger og sygeplejersker er skolet til at tænke. Vi tager
udgangspunkt i, at tingene er normale, og at det kan lade sig gøre inden for et
normalområde, hvorimod at de jo faktisk tager udgangspunkt i ”Her, der har vi
en ikke normal tilstand, som vi skal prøve at gøre noget ved, så vi kan komme
tilbage til normalen”. Vi vil gerne blive i normalen og forhindre, at vi kommer
ud i det unormale. Så på den måde føler jeg måske, at vi står lidt på hver sin
ende af planken.” - Kirsten
Kirstens citat illustrerer en konflikt omkring, hvad der skal betegnes som normalt og
unormalt i det sundhedsprofessionelle felt. Dette illustreres ligeledes i følgende citat, hvor Pia
udtaler, at det er jordemødres opgave at holde fast i det normale og trække i modsatte retning
af lægerne:
”Jeg tænker generelt, at det er en stor jordemoderopgave at hive i den anden
retning, for det er meget en lægeopgave at sige: ”Det her er mulighedernes
land, vi kan alt det her”. (…) I virkeligheden kan man jo stor set alt.
Spøgsmålet er, hvad man vil, og hvis man får kvinder til at tro på, at som
udgangspunkt, så er det normalt, det der foregår, og som udgangspunkt får de
sunde og raske børn, så har man jo gjort rigtig meget. Men videnskaben hiver
meget i den anden retning.” - Pia
Ovenstående citater om jordemødrenes fokus på det normale viser, hvordan jordemødre er
socialiseret ind i dette som en manifest ideologi. Denne socialisering ind i normalitet kan dog
siges at blive mere og mere ideologisk på grund af videnskaben, teknologien og mediernes
fokus på risici. Dette fokus får indflydelse på rammerne for jordemødrenes arbejde og deres
professionsidentitet gennem yderligere risikotænkning, teknologiske muligheder og dermed
ændret normalitetsbegreb. Jordemødrenes fastholdelse af det ”normale” bliver på den måde
en idealiseret opfattelse af egen rolle og praksis i den virkelighed, de arbejder i.
Samfundets og videnskabens fokus på teknologiske muligheder og risici bliver for
jordemødrene manifesteret gennem lægernes praksis omkring fødsler, rådgivning efter
fosterdiagnostiske undersøgelser samt tilgang til sene provokerede aborter. Samfundets og
hospitalers interesser bliver således, ifølge jordemødrene, ført ud gennem lægernes praksis.
Maria oplever, at det stigende fokus på risici, det unormale og det syge udfordrer hendes
faglighed og stiller krav til hende om, at hun skal forsvare og holde fast i det normale:
Side | 115

Teoretisk analyse
”Det er en udvikling eller en diskurs, hvor jeg skal holde fast i min viden om
den normale fødsel. Og jeg skal holde fast i den tiltro, jeg har til, at en fødsel
forløber normalt.” - Maria
Jordemødrene har – trods deres stærke professionsideal – svært ved at vinde retten til at
definere, hvad man skal anskue som normalt og unormalt og derved, hvordan den sociale
orden konstitueres på hospitalet. Lone beskriver i det følgende, hvordan hun oplever, at
rammerne for jordemødrenes virksomhedsområde indsnævres:
”Godt nok er vi ansvarlige for det normale område, men vi bor på et sygehus,
hvor lægerne har det overordnede ansvar, så de sætter faktisk dagsordenen for
den normale fødsel og vores procedurer – hvor hurtigt vi skal rykke ind. Og der
er ikke kræfter i jordemoderfaget til at sige, at ”Det skal bare være sådan”.(…)
Vi bor som en lille sund del på sygehuset, resten er syg, så vi er en lille sund
afdeling, som egentlig kunne foregå andre steder. (…) Lægerne har meget at
sige, for ellers vil de ikke have os i huset, så det er blevet lidt det med, at det
styrer vi ikke, og så gør vi, som der bliver sagt.” - Lone
Af ovenstående citater fremgår det, at jordemødrene italesætter lægerne, som dem, der
repræsenterer det unormale og patologiske og som dem, der dominerer sygehuset, fordi
lægers biomedicinske og rationelle tilgang til behandling og pleje anskues som den
dominerende på hospitalet. Jordemødrene repræsenterer derimod en ”lille sund del”, som har
svært ved at slå igennem og tilkæmpe sig en position i forhold til at kunne definere
normalitetsbegrebet i forbindelse med fødsler. Jordemødrenes tilgang til deres arbejde
domineres således af hospitalets biomedicinske tilgang, rationelle logik og teknologiens
udvikling, hvorfor de må indordne sig de rutiner, retningslinjer og tavse værdier, som
eksisterer her. Herved trues jordemødres professionelle fundament, hvilket Bente beskriver
således:
”Jeg har da også tænkt, at det meget er lægerne, der sætter dagsorden for,
hvordan fødsler foregår nu. Selvom det hedder sig, at jordemødre er til for den
normale fødsel, og først skal tilkalde en læge, når det ikke er normalt længere,
så er det lægerne, der sætter dagsorden for, hvordan og hvorledes med rigtig
mange ting, og der har jeg da tænkt, at der skulle jeg have været læge.” - Bente
Ifølge Bente er lægerne den dominerende profession på hospitalet, hvilket kommer til udtryk
ved, at de sætter dagsordenen for flere områder og således i høj grad fratager jordemødrene
Side | 116

Teoretisk analyse
den normale fødsel ved i højere og højere grad at overføre risikofikseringen til normale
fødsler.
7.4.3 Sene provokerede aborter i forskellige regi
Med inspiration fra Bourdieu kan det sundhedsprofessionelle felt ses som et felt, hvor
repræsentanter for de dominerende positioner kæmper om at fastsætte principperne for,
hvordan man skal anskue og opdele verden i den fælleskonstituerende sociale orden samt om
at definere, hvad de institutionaliserede velfærdsaktiviteter skal indeholde. I det
sundhedsprofessionelle felt foregår en kamp om, hvordan fødslerne og de sene provokerede
aborter skal organiseres og defineres.
Vores studie viser, at sene provokerede aborter foregår i forskellige institutionelle
sammenhænge på sygehusene – på fødeafdelingen eller gynækologisk afdeling. Opdelingen
er ofte afhængig af gestationsalder, kapacitetsmæssige begrænsninger eller sygeplejerskerne
på gynækologisk afdelings usikkerhed omkring håndteringen af aborten.
Flere af jordemødrene har en oplevelse af, at sene provokerede aborter er en kategori, der
”falder lidt uden for” både fødegangsregi og gynækologisk regi. Flere efterspurgte, at der
blev oprettet en lille enhed til særligt at tage sig af sene provokerede aborter. Dette skyldtes
til dels, at jordemødrene oplevede det som uhensigtsmæssigt, at de skulle arbejde med fødsler
og sene provokerede aborter side om side, og dels at sene provokerede aborter er en kategori,
der er svær at passe ind i de eksisterende rammer. Det fortæller Kirsten om her:
”Jeg synes heller ikke, det er rart at have dem [sene provokerede aborter] ovre
på fødegangen (…) og kunne høre, at der bliver født et barn levende og
skrigende ovre på en anden stue, for der er jo ikke lydisoleret. (…) Jeg synes på
en eller anden måde også, det at have dem liggende ovre på gynækologisk
afdeling, hvor der ligger gamle 80-årige fru Frederiksen med cancer i
underlivet, det er sgu et underligt sammensurium. Så jeg vil håbe, og jeg synes
det ville være rigtig fint, hvis vi fik en lille enhed til at styre det, i fødegangs
regi.” - Kirsten
Organiseringen af sene provokerede aborter samt travlhed på fødegangene medfører desuden,
at jordemødre kan komme til at arbejde i et spændingsfelt mellem glæde og sorg, hvis de skal
varetage sene provokerede aborter og almindelige fødsler på samme vagt. Dette medfører
stor utilfredshed hos flere jordemødre, hvilket Kirstens oplevelse illustrerer:
Side | 117

Teoretisk analyse
”Jeg har passet en [kvinde, der skulle have en sen provokeret abort], hvor jeg
fødte med en 4. gangs fødende på den ene stue, og så gik jeg en time senere
over og fødte en lille senabort ovre på den anden stue, og da jeg så var færdig
med den, så måtte jeg tilbage og måle og veje den der store basse, der skreg.
Altså, det synes jeg simpelthen ikke er okay. Jeg synes ikke, at det er okay for
nogen. Jeg synes heller ikke, det er okay personalemæssigt at skulle være så
skizofren i sine arbejdsopgaver. Jeg blev fuldstændig paranoid omkring, om jeg
kom til at sige det rigtige på den rigtige stue.” - Kirsten
Citatet viser, at det for Kirsten er uacceptabelt, at man som jordemoder skal arbejde i et
miljø, der er så omskifteligt. Flere jordemødre fremhæver, at dette hverken er acceptabelt for
jordemoderen eller den aborterende kvinde, hvilket Pia illustrerer her:
”Det er ikke godt for kvinderne og det er heller ikke godt for jordemoderen, at
så skal man ligne en glad julegris og så skal man lægge ansigtet i
bedemandsfolder. Det duer ikke.” - Pia
Af ovenstående citater kommer det frem, at de etiske problemer i jordemødrenes arbejde
opstår som resultat af hospitalets fysiske rammer, der hæmmer jordemødrenes mulighed for
at yde den omsorg, de mener, er den ”rette” – en omsorg, som er spontan og ægte. De skal
således håndtere flere forskellige krav til deres tid og lider under et pres for at komme videre
med deres arbejde. Det kan med inspiration fra Chambliss anskues som, at hospitalets
strukturer gør det svært for jordemødre at være moralske individer, da de ikke selv er herrer
over rammerne for deres arbejde.
Flere jordemødre fortæller, at de sene provokerede aborter inden for de seneste 15 års tid er
kommet ind på fødeafdelingerne. Der kan være flere mulige forklaringer på, hvorfor de er
rykket fra gynækologisk afdeling til fødeafdeling gennem tiden. Der er ingen tvivl om, at når
sene provokerede aborter foregår på fødeafdelinger tydeliggør det signalet om, at der er tale
om en fødsel, og at kvinden skal have jordemoderfaglig omsorg og støtte. Andre faktorer, der
kan have haft indflydelse på de institutionelle rammer for de sene provokerede aborter, kan
bl.a. være fremkomsten af Landsforeningen Spædbarnsdød, ændrede normer i samfundet og
mediernes diskurser om det at få børn og evt. miste et barn. Dette kan samtidig påvirke
jordemødrenes professionsetik og praksis.
Side | 118

7.4.3.1 Latente konflikter mellem sundhedsprofessionelle
Teoretisk analyse
Jordemødrene beskriver, at de oplever en væsentlig forskel i omsorgen for kvinden og det
aborterede foster i de to forskellige regi. Sygeplejerskernes tilgang til sene provokerede
aborter bliver opfattet som mere kølig og ”klinisk” i forhold til jordemødrenes, der efter eget
udsagn er mere ”holistisk”:
”Fordi de [sygeplejerskerne på gynækologisk afdeling] betragter dem som, at
det jo ikke er et ønske [at få barnet], så er der på den måde ikke nogen sorg i
det, væk med den.” - Kirsten
”Jordemødre har et meget mere holistisk billede generelt af graviditet og
fødsel. Meget mere fokus på, at krop og sind skal følges ad. Hvor læger – og det
er også det, de er uddannet til – at det er de fysiologiske ting. (…) Den
holistiske tilgang til fødsler kan også nogle gange have det svært inde i et
hospitalsvæsen, hvor der ikke altid er fokus på de bløde værdier.” - Anna
Denne holistiske tilgang kan ses som en manifest ideologisk socialisering, som kommer til
udtryk i jordemødrenes forsvar af det normale og på, at krop og psyke følges ad samt en
afstandstagen til det patologiske og teknologiske. Dette danner grundlag for en række latente
konflikter mellem jordemødrene og de andre professioner, og en oplevelse blandt
jordemødrene af, at deres tilgang med fokus på bløde værdier – den kønnede omsorg – har
svære kår i hospitalsvæsenet.
Kirsten fortæller om, hvordan hun en dag blev kaldt op på gynækologisk afdeling for at
hjælpe til med en sen provokeret abort på social indikation. Her blev hun overrasket over
sygeplejerskernes håndtering af en sen provokeret abort, som var grænseoverskridende for
hende:
”Jeg nåede ikke at passe hende i forløbet. (…) Der havde været travlhed, så
den var faktisk født, da jeg kom, men hun skulle jo ikke se den, og vi skulle ikke
tale om det. Det var ligesom bare ingenting. Og hvor vi jo med de andre
[ønskede graviditeter] tager mindekort, fodaftryk og håndaftryk og vejer og
måler og laver det her lille mindekort til dem, så skulle denne her bare med
sygehusaffaldet. (…) Den her blev pakket ind i en plasticpose og kylet ud
sammen med alt det andet sygehusaffald sammen med moderkager. Det var
sindssygt grænseoverskridende for mig, sindssygt grænseoverskridende. Jeg
blev nødt til at ringe over på gynækologisk afdeling og høre ”Er det virkelig
rigtigt, at jeg bare skal trykke på pedalspanden og så vippe den ud?”, for den
Side | 119

Teoretisk analyse
havde samme status som de der før uge 12 aborter – det er sådan, man gør
det.” - Kirsten
Kirsten oplever her, at det er svært at være et moralsk individ, da hun ikke selv er herre over
rammerne for arbejdet på den gynækologiske afdeling, og hvad hun skal gøre i denne
situation. Her oplever hun, hvordan den rationelle medicinske logik tingsliggør det
aborterede foster på social indikation ved, at fosteret skal smides i skraldespanden, hvilket
går imod hendes ideologi og omsorgshabitus.
Jordemødrene legitimerer deres egen jordemoderfaglige omsorg ved at positionere sig over
for sygeplejersker, hvilket fremgår af følgende citat. Her fortæller Maria, at sygeplejersker
kan være usikre i deres håndtering, og at aborterende kvinder derfor bør have omsorg fra en
jordemoder:
”Der har været episoder, hvor der har været rigtig travlt og så har de
’kvitteret’, som man også kalder det i stedet for at føde, oppe på den
gynækologiske afdeling, hvor der måske har været en sygeplejerske hos dem.
Det kan også være helt fint, men sygeplejersken kan måske også være usikker i
det, der foregår, og der synes jeg helt klart, at de skal have opbakning fra en
jordemoder, fagligt og omsorgsmæssigt.” - Maria
Set fra jordemødrenes synspunkt kan andre professioners anderledes tilgang opfattes som
etisk problematisk, hvilket med inspiration fra Chambliss kan ses som et eksempel på, at
fundamentale konflikter mellem grupper omtales som moralske konflikter og beskrives i
moralske vendinger. Hvad der af andre professionsgrupper anses som normalt og acceptabelt
grundet deres uddannelse og professionsidentitet, kan af jordemødrene opleves som etisk
problematisk. Jordemødre arbejder således i et krydsfelt mellem konkurrerende faggrupper
og moralske ideologier, og denne konkurrence kan være kilden til etiske problemer.
7.4.4 Teknologiens magt og risikofiksering
Den faglige identitetsdannelse er en proces, der ifølge Wackerhausen og Bourdieu pågår hele
tiden. Selvom jordemødrene klart afgrænser sig fra at tænke på risiko i deres artikulerede
holdninger i vores interviews og dermed tager afstand fra lægers mere patologiske blik på
fødsler, ser vi, at risikofikseringen alligevel i høj grad påvirker jordemødrenes arbejde og
dermed deres professionsidentitet. I det følgende reflekterer Lone over den risikofiksering,
der også eksisterer i jordemoderprofessionen:
Side | 120

Teoretisk analyse
”Ja, man vænner sig til at bruge det [teknologiske hjælpemidler til fødsler], og
det er jo sådan, at det man gør meget af, når det har været der nok, så bliver
det normalen. Vi ser det jo tit, i stedet for at sige, at vi skal huske, at det gør vi
kun, når det er virkelig nødvendigt. Det der med, at det står fremme, stativet
står på stuen, alt er der til det, og så bliver det sværere ikke at bruge det.” -
Lone
Lones eksempel illustrerer, hvordan risikofiksering virker ”bag om ryggen” på jordemødrene,
og at dette rykker ved jordemødres opfattelse af normaliteten. Især de yngre jordemødre har
fokus på risici og er således i højere grad end de ældre jordemødre socialiseret ind i den
risikotænkning og optik på normalitet, der er gældende i samfundet.
Ifølge Brante er den teknologiske udvikling en af de vigtigste faktorer i forklaringen på
professioners udvikling og identitet, da de fleste professioners kompetence netop beror på, at
de behersker videnskabelig teori, viden og tekniske instrumenter. Anna holder i det følgende
fast i jordemødres professionsideal om den normale fødsel og søger at legitimere
jordemødres tilstedeværelse i et samfund med stigende fokus på risici og en ændret gruppe af
gravide:
”Vi skal ud og have sagt til dem [de gravide kvinder], at det ikke er fordi, at vi
er nogle langhårede, sadistiske hekse, at vi synes, at de nødvendigvis skal føde
uden epidural eller ikke synes, at de skal have kejsersnit uden medicinsk
indikation. Det er faktisk fordi, at vi ved noget, fordi vi ved noget om, hvordan
kroppen fungerer.” - Anna
Teknologiseringen har bl.a. medført, at der er indført elektroniske hjertelydskurver på
fødestuerne, hvilket efterhånden i højere og højere grad har erstattet jordemødrenes ”trærør”.
Jordemødrene prøver i meget høj grad at holde fast i ”den normale fødsel” og ”den sunde
graviditet”, men rammerne for dette – fx fosterdiagnostik, elektronisk hjertelyd og
epiduralblokade – sygeliggør disse. Flere og flere af jordemoderens opgaver flyttes således
fra hænder til maskiner, hvorved jordemødrene fratages mere og mere af det
jordemoderfaglige arbejde, og jordemoderprofessionen ændres som følge heraf. På den måde
kan man tale om, at der er indbygget en stor modstrid mellem jordemødrenes
professionsidentitet og -ideologi og de ændrede arbejdsvilkår, som begrænser deres mulighed
for at udvise jordemoderfaglighed i deres praksis.
Side | 121

Teoretisk analyse
I undersøgelsen af Larsson et al. blev det fundet, at jordemødre har en stærk identitet knyttet
til håndværket, de praktiske færdigheder og deres kliniske erfaring. Dette anses som deres
vigtigste redskaber. Jordemødre oplever derfor en stigende usikkerhed omkring deres
professionsidentitet og praksis, fordi deres håndværk bliver anskuet som mindre værdifuldt
grundet stigende brug af medicinske teknologier samt organisatoriske ændringer. Dette
medfører tab af kontrol og en mindre stærk professionsidentitet (Larsson et al. 2009: 377).
Jordemødrene oplever ligeledes, at brug af teknologi og dokumentation af resultater bliver
anset for at være mere pålidelig end deres professionelle viden (ibid.: 376). Dette kan i høj
grad sammenlignes med vores fund.
7.4.4.1 Ny gruppe af gravide
Jordemødrene i vores undersøgelse oplever, at der skabes en ny og forandret gruppe af
gravide, som er et produkt af tiden – et produkt af teknologiens udvikling og øget fokus på
individets autonomi. Kirsten forholder sig undrende over for, hvorfor alle gravide skal
tilbydes fosterdiagnostiske undersøgelser, da hun oplever, at disse medfører, at gravide mister
troen på, at de kan skabe sunde og raske børn:
”Jeg kan ikke forstå, hvorfor det er alle, der skal igennem det, altså sunde og
raske mennesker i deres allermest levedygtige reproduktive alder, at de skal
problematiseres. Det, synes jeg, er helt vildt. Man mister den basale tro på, at
ens krop kan lave liv og give liv, og jeg tror på, at det spreder sig.” - Kirsten
Citatet viser, hvordan jordemødrenes normalitetsbegreb udfordres. Det er ifølge
jordemødrene i høj grad lægernes ”skyld”, at der er kommet så meget fokus på risiko i
graviditeten, hvilket Henriette fortæller her, hvor hun refererer til de fosterdiagnostiske
tilbud:
”Når en læge sidder og siger noget, så tænker man jo ”Du må have styr på
det” og så gør man det naturligt. (…) Altid når vi [samfundet] beslutter noget,
så SKAL man bare.” - Henriette
I Bourdieus terminologi kan man tolke det således, at lægernes store indflydelse på kvinderne
skyldes deres stærke kulturelle og symbolske kapitaler. Samtidig er kvinderne socialiseret ind
i samfundets risikofiksering, som dikterer dem at tage imod sådanne fosterdiagnostiske
tilbud. Jordemødrene tilskriver lægerne en stor del af ”skylden” for denne risikofiksering og
overser dermed de større samfundsmæssige tendensers eller mediernes rolle i denne
Side | 122

Teoretisk analyse
udvikling, hvilket kan ses som et udtryk for en latent konflikt mellem jordemødre og læger.
Man kan dog nuancere denne risikofiksering blandt de gravide kvinder med fund fra danske
studier, som viser, at alene dét, at sundhedsvæsenet vælger at tilbyde nakkefoldsskanningen
kan virke som en blåstempling og dermed som en legitimering af tilvalget af de
fosterdiagnostiske undersøgelser (Nexø 2009: 397; Dahl & Lou 2007: 888). Det, at
fosterdiagnostikken tilbydes og praktiseres i sundhedsvæsenet, medfører derfor, at fravalget
heraf i højere grad er et valg, der skal forklares og begrundes (Dahl & Lou 2007: 888).
Teknologiens muligheder er således med til at forme og socialisere de gravide ind i en
risikotænkning.
Samtidig må man også anerkende, at lægerne i ligeså høj grad som jordemødrene er
underlagt de institutionelle rammer og krav samt samfundsmæssige udviklingstendenser, der
også former deres mulighedsrum for handlen.
Flere jordemødre oplever, at gravide i dag er gravide ”mellem ørerne” og i mindre grad
stoler på deres egen krop i forhold til tidligere. Henriette fortæller, at gravide kvinder i dag er
bange for at føde:
”Det er i hvert fald over 20 % [af gravide kvinder, der får kejsersnit]. Der er
flere, der vælger det. De vælger det, fordi de er bange, og fordi de tror, at hvis
de får et kejsersnit, så gør det ikke ondt, og hvis de får et kejsersnit, så er der
stadig styr på det.” - Henriette
Henriette fortæller videre om sin frustration over manglende tid til at tale kvinder fra at vælge
en teknologiseret fødsel. Gravide kvinder er i dag teknologiserede og er kendetegnet ved at
have en ”bekymret graviditet”. Det fortæller Kirsten om her:
”Det er ligesom, at al virkelighed er blevet puttet over i en skærm. Det er blevet
mere bekræftende for kvinder at se deres barn ude på en skanning i Babysam,
end det er at mærke det daglige liv. Altså, det er, når man går ned og køber en
skanning, at de ved, at den er der og har det godt. Det er ikke i deres daglige liv
i kroppen. Det er jo på en eller anden måde en forlængelse af hele den der
diagnostik, der ligger i, at vi skal sikre os, at han har det godt. Jamen, som
udgangspunkt, har han det godt, altså hvad er det, der gør, at vi skal, altså vi
har simpelthen skabt en basal tvivl i gravide om, at de kan det her, og det synes
jeg er helt vanvittigt.” - Kirsten
Side | 123

Teoretisk analyse
Jordemødrene beskriver, at de fosterdiagnostiske tilbud er med til at skabe en helt ny gruppe
af forældre, som er blevet ”lovet” et raskt og normalt barn gennem deltagelse i de
fosterdiagnostiske undersøgelser, men som ikke får det. Åse forklarer således, at gravide
kvinder i dag har meget lidt overbærenhed over for afvigelser, og føler at de har krav på et
normalt barn, hvorfor de tager imod tilbud om fosterdiagnostik:
”Det [de fosterdiagnostiske undersøgelser] starter jo som et tilbud, men det
fortsætter som en ret og et krav, at man vil have et normalt barn.” - Åse
Denne ”nye” gruppe af gravide kan ses som et produkt af en tid, hvor der i samfundet og
medierne er en tendens til at italesætte det at være gravid og få et barn som et ”projekt” eller
som et ”ønskebarn”, hvilket er med til at ændre livet for de gravide kvinder.
I undersøgelsen af Larsson et al. blev det fundet, at jordemødre oplever et ændret forhold til
de gravide kvinder i dag, som er blevet mere vidende og mere krævende. Dette gav
jordemødrene i undersøgelsen en frygt for, at deres professionelle kompetencer blev overset
og tilsidesat til fordel for de fødende kvinders egne opfattelser og krav. Desuden oplevede
jordemødrene, at gravide kvinder i dag har mindre tillid til, at deres krop kan føde, og at de er
mere bange for det (Larsson et al. 2009: 378). Disse fund stemmer godt overens med vores
fund. Jordemødrenes fokus på den gravide kvinde er det centrale omdrejningspunkt i deres
professionsidentitet, og derfor må ændringer i forhold til kvinden således udfordre og ændre
deres professionsidentitet. Jordemødrene udtrykker i vores undersøgelse, at de til tider er
usikre på deres egen faglighed, bl.a. fordi der foretages mange indgreb, fx epiduralblokader
og kejsersnit uden indikation. Samtidig oplever jordemødrene, at det er svært at bremse
denne udvikling, hvorfor de vælger at resignere, hvilket illustreres her:
”Jeg tror, at jeg synes, at det var bedre dengang, der var nogle indikationer,
der gjorde, at man fik de her ting [fosterdiagnostik]. (…) Men jeg tror ikke, at
man kan ændre det, og jeg tror ikke, man kan stoppe det som
samfundsudvikling. (…) Så er det svært at sige ”Nå, nu kan vi ikke det
længere”.” - Bente
Med de gravide kvinders stigende krav og medindflydelse befinder jordemødrene sig i en
skærpet konflikt- og forventningspræget interaktion med disse. De gravide kvinder kan have
rationaliteter og interesser, der strider mod jordemødrenes, og samtidig arbejder de under en
forvaltning, som måske tænker i helt andre rationaler, som fx budgetoverholdelse,
Side | 124

Teoretisk analyse
lovgivningens krav og vælgernes ønsker. Jordemødrene skal således balancere mellem deres
eget professionsideal, politikernes og forvaltningens styringsrationalitet, samt de gravides
ønsker og behov i deres daglige arbejde.
7.4.5 Ulige fordeling af kapitaler
Trods jordemødrenes stærke professionsidentitet, som er blevet analyseret frem i vores
studie, kan man sige, at jordemødre i Bourdieus terminologi har svært ved at positionere sig i
kampen om kapitaler i det sundhedsprofessionelle felt, særligt i relation til teknologiske
kapitaler. Jordemødre udfører en række opgaver, som er bestemt fra andet sted, og deres
oprindelige brede virksomhedsområde bliver efterhånden barberet ned til kun at omhandle
varetagelsen af den normale fødsel, som de oplever, at lægerne også sætter rammerne for.
Jordemødrenes rolle bevæger sig således væk fra det selvstændige virksomhedsområde til en
mere assisterende rolle, da læger i dag tager stor del i overvågningen af de gravide og
fødende. I undersøgelsen af Larsson et al. blev det ligeledes fundet, at jordemødrene oplever
faldende indflydelse på fødsler til fordel for andre professioners større indflydelse samt en
stigende afhængighed af medicinske teknologier. Dette førte til ændringer i deres
professionsidentitet (Larsson et al. 2009: 376).
Vores undersøgelse viser, at jordemødre har svært ved at holde fast i deres
virksomhedsområde. Kirsten illustrerer i det følgende, at hun lader sig dominere ved at
acceptere de forhold, hun arbejder under:
”Jeg må ligesom arbejde under de forhold, der er, og dem må jeg finde mig i.”
- Kirsten
Læger i det sundhedsprofessionelle felt besidder den kapital (både kulturel, politisk,
videnskabelig og teknologisk), der er nødvendig for at indtage den dominerende position i
feltet. Det er læger, der har den sundhedsfaglige legitimitet og anerkendelse, og som således
har symbolsk kapital. Staten råder – især gennem det juridiske system og
undervisningssystemet – over betydelige midler til at sætte bestemte anskuelses- og
opdelingsprincipper igennem (Priuer 2006: 66-67). Det er således disse bagvedliggende
samfundsstrukturer, der begrænser jordemødrene og tildeler lægerne en høj status. Hermed
bliver det den lægefaglige tilgang, der i høj grad former principperne for at anskue,
klassificere og opdele verden – eksempelvis i det normale og unormale – i det
Side | 125

Teoretisk analyse
sundhedsprofessionelle felt. Disse gældende klassificeringer og normalitetsbegreber, udgør
den orden, som den gravide kvinde møder i det sundhedsprofessionelle felt, og som er
installeret i jordemødrene som en habitus, som virker ”bag om ryggen” på jordemødrene.
Hermed bliver jordemødrene formidlere af de dominerende værdier og interesser. Hospitalets
rammer og begrænsninger for jordemødrenes arbejde samt magtrelationerne i det
sundhedsprofessionelle felt yder således, i Bourdieus terminolog, symbolsk vold på
jordemødrene.
Side | 126

Teoretisk analyse
7.4.6 Vidensopsamling om Professionernes kamp i det sundheds-­‐
professionelle felt
På trods af de mange strukturelle ændringer, sundhedsvæsenet konstant undergår, som har
konsekvenser for jordemødres arbejde, formår jordemødre at tilpasse deres arbejde, så det
kommer til at stemme overens med den opfattelse, de har af deres profession. Det vidner om
en meget stærk professionsidentitet og forklarer, hvorfor jordemødre kæmper for at beholde
og afgrænse den jordemoderfaglige omsorg. Den stærke professionsidentitet skyldes bl.a., at
jordemødre har en veldefineret ”ydre” professionsidentitet gennem lovgivning og
uddannelse, og at de er opdraget og socialiseret til at arbejde på en bestemt måde. Deres
virksomhedsområde er defineret af lovgivningen, men deres reelle arbejde er bestemt af
politik, økonomi, teknologi, andre faggrupper og hvad deres brugere – de gravide –
efterspørger. Ændringer i disse strukturer ændrer jordemødrenes professionsidentiteter.
Ifølge Bourdieus overordnede menneskesyn er egennytte ikke vores primære drivkraft, det er
i stedet ønsket om anerkendelse fra andre mennesker (Priuer 2006: 68). I forhold til vores
undersøgelse kan man se, at jordemødres praksis omkring sene provokerede aborter drives af
behovet for at opnå anerkendelse for deres arbejde, hvorved de kan legitimere deres praksis.
Jordemødrenes praksisser omkring de sene provokerede aborter har i høj grad karakter af
noget, der minder om forløbet med en normal fødsel. Dette kan ses som udtryk for, at
jordemødre kæmper for at opnå symbolsk kapital – de søger anerkendelse. De vil gøre meget
for at opnå anerkendelse og legitimere deres profession på hospitalet, hvilket indebærer, at de
nærmest ”overgør” deres arbejde i forhold til sene provokerede aborter. Herved ”forføres” de
af deres egen praksis, og deres artikulerede praksis får karakter af en stærk idealisering af
egen rolle i arbejdet med sene provokerede aborter.
Sene provokerede aborter foregår i det sundhedsprofessionelle felt, hvor der kæmpes om
retten til at bestemme, hvad der er normalt og unormalt. Jordemødrene er socialiseret ind i
det normale som en manifest ideologi, men denne normalitetsopfattelse udfordres og ændres.
Videnskabens og teknologiens udvikling, øget risikofiksering samt hospitalets krav til
jordemødre om bl.a. dokumentation af deres arbejde har efterhånden frataget jordemødrene
den normale fødsel og indsnævrer jordemødrenes muligheder for at udøve direkte
omsorgsarbejde. Mange af jordemødrenes opgaver flyttes ligeledes fra hænder til maskiner,
hvilket medfører en stigende usikkerhed omkring deres professionsidentitet og praksis. Ved
Side | 127

Teoretisk analyse
at holde fast i idealet om ”det normale” forsøger jordemødrene at legitimere deres profession.
Dette kan tolkes således, at jordemødrene opprioriterer det ideologiske område nu, hvor
arbejdsopgaver fjernes fra dem og deres eksistensgrundlag, som er baseret på deres arbejde
med den normale graviditet og fødsel, trues – jo mere teknologi, jo mere omsorg må der
således til for, at jordemødrene kan opretholde deres professionsideal. Man kan således tale
om, at en ”professionel bølge” rejser sig i jordemoderprofessionen som følge af teknologisk
udvikling og øget fokus på dokumentation og kvalitetssikring. Dette viser sig ved, at
jordemødrene i deres artikulerede professionsideal har behov for at ”vende tilbage” til de
oprindelige værdier i jordemoderprofessionen – fx nærhed og tid til at følge én kvinde – i en
tid, hvor arbejdet begynder at adskille sig drastisk fra det oprindelige jordemoderarbejde.
Den teknologiske udvikling er således også med til at udvikle jordemoderprofessionen og
dennes identitet. Jordemødrene tager afstand fra overdrevent brug af meget af nutidens
teknologi – i udbredt grad de fosterdiagnostiske teknologier, og flere af de teknologiske
redskaber i jordemoderfaget – i hvert fald i deres artikulerede holdninger. Det er i den
relation interessant at undersøge, hvordan den ”nye” gruppe af gravide, som har et stigende
behov for kontrol, forholder sig til, at jordemødre er tilbageholdne over for deres
efterspørgsel af eksempelvis en mindre smertefuld og hård fødsel, og om dette medfører, at
disse efterspurgte ydelser tilbydes andre steder eller blandt andre faggrupper.
7.5 Retfærdiggørelse af egen rolle i forbindelse med sene provokerede
aborter
I dette afsnit vil vi fokusere på de etiske diskurser, der kommer frem i jordemødrenes
professionspraksis i relation til sene provokerede aborter. På baggrund af den praksis, vi har
fremanalyseret i det empiriske materiale, vil vi se på, hvilke etiske refleksioner jordemødrene
har omkring deres rolle i varetagelsen af de sene provokerede aborter. Vi vil således i dette
afsnit tage udgangspunkt i det sidste forskningsspørgsmål: Hvilke diskurser om etik gør sig
gældende hos jordemødrene, og hvilke muligheder har de for at handle i overensstemmelse
med deres professionsetik i deres arbejde?
Vi vil i afsnittet hovedsaligt trække på teorien i afsnit 5.4 om, hvordan etik opstår som
resultat af sociale processer og inddrage andre studier, der har undersøgt lignende
problemstillinger, hvor det er relevant.
Side | 128

7.5.1 Det etiske dilemma ved en sen provokeret abort
Teoretisk analyse
Ifølge Chambliss er klassiske etiske dilemmaer ikke relevante i det praktiske arbejde på et
hospital, da man i disse nemt overser andre faggruppers indflydelse på arbejdet samt at
strukturelle faktorer, dvs. de ydre rammer for arbejdet, kan være med til at skabe dilemmaer.
Inspireret af Chambliss finder vi det derfor relevant at tale om etiske dilemmaer på flere
forskellige niveauer i forbindelse med sene provokerede aborter; et teoretisk og et praktisk
niveau. På det teoretiske niveau udgør abort et klassisk etisk dilemma, da der er tale om to
etiske principper – kvindens ret til selvbestemmelse og fostrets ret til liv – som er i konflikt
med hinanden. Vælger man at støtte det ene, bryder man samtidig med det andet. På det
praktiske niveau kan man i højere grad tale om, at dilemmaet ligger i, at der ikke altid er
overensstemmelse mellem, hvad jordemødrene synes, er det rigtige at gøre i forbindelse med
den sene provokerede abort – deres professionsideal – og hvad der er muligt for dem inden
for de rammer, der sættes for deres arbejde. På den måde kommer spørgsmålet om fostrets og
den gravide kvindes rettigheder til at fylde meget lidt på det praktiske niveau. Dette vil blive
uddybet i det følgende.
Spørgsmål omhandlende fostrets rettigheder over for den gravide kvindes rettigheder, er
tydeligvis svære for jordemødrene at komme med entydige svar på. Vores spørgsmål er i
interviewene ofte efterfulgt af en lang tænkepause eller svar, der giver anledning til, at
jordemødrene selv kommenterer modsigelserne og ambivalensen i deres svar. Henriette giver
udtryk for, at ”du rammer et sort punkt der”, mens Freja konstaterer, at ”det er også sådan
lidt et virvar af følelser og holdninger”.
Kirsten reflekterer selv over sine udtalelser, da hun giver udtryk for, at hun støtter kvinders
ret til fri abort, men samtidig kan mærke, at der er et eller andet, der ændrer sig, jo ældre
fostret bliver:
”Jeg har intet etisk problem med almindelige aborter overhovedet. Det er
fuldstændig kvindens valg og ret og alt det der, så på en eller anden måde er
det jo spændende nok, at man så alligevel stritter sådan på det, for man kan
sige, at den [fostret] er jo ligeså meget i uge 15 som en i uge 22, sådan rent
retsmæssigt.” - Kirsten
Af jordemødrenes svar bliver det tydeligt, at der eksisterer en uafklarethed, hvad angår
kvindens og fostrets rettigheder. Alle jordemødre svarer entydigt, at deres fokus ved en sen
Side | 129

Teoretisk analyse
provokeret abort er at støtte kvinden i hendes valg og at drage omsorg for hende. Som
konsekvens heraf fylder hensynet til fostret og dettes ret til at leve heller ikke meget i deres
overvejelser. På denne baggrund kan man netop problematisere, om det overhovedet er
relevant at tale om, at jordemødrene oplever et egentligt etisk dilemma i forbindelse med det
praktiske arbejde med de sene provokerede aborter. Hvis jordemødrene har truffet valget om,
at deres støtte ligger hos kvinden, udebliver dilemmaet, hvis man skal følge Chambliss’ teori.
I et studie af Cignacco blev schweiziske jordemødres oplevelser af etiske dilemmaer i
relation til sene provokerede aborter undersøgt. Her blev det ligeledes fundet, at
jordemødrene ikke forholdt sig til det etiske dilemma, der lå i udførelsen af de sene
provokerede aborter, idet de alle støttede kvindens ret til selvbestemmelse. Samtidig gav
jordemødrene udtryk for, at de fandt det meget foruroligende at tænke på, at accepten af
kvindens rettigheder samtidig medførte, at fostrets liv blev afsluttet. Dette medførte, at
mange afholdt sig fra at tænke på fostret og i stedet fokuserede på deres arbejde med at yde
omsorg for kvinden (Cignacco 2002: 188).
Det samme er fundet i en svensk undersøgelse af Parstedt & Wikström. Her oplevede
jordemødre stor ambivalens i arbejdet med sene provokerede aborter, fordi de støttede
kvindens ret til at vælge abort, men samtidig fandt det svært at tænke på de konsekvenser,
dette havde for fostret. Jordemødrene håndterede denne ambivalens ved at lukke af for tanker
og følelser omkring fostret og i stedet vælge at fokusere på kvinden og på at være
professionelle i deres varetagelse af sene provokerede aborter (Parstedt & Wikström 2009:
14-15).
Jordemødrene i vores undersøgelse giver udtryk for en uafklarethed i forbindelse med
arbejdet med de sene provokerede aborter, hvilket kommer til udtryk i deres modstridende
svar angående spørgsmålet om fostrets og kvindens rettigheder. Jordemødrene håndterer det
dog, ligesom jordemødrene i Parstedt & Wikströms og Cignaccos undersøgelser, ved at
vælge at støtte kvinden i hendes valg og lukke af for egne indre konflikter, jf. afsnit 7.1, hvor
det personlige afgrænses.
7.5.2 Et andet dilemma
Som nævnt oven for kan man, inspireret af Chambliss, også se det etiske dilemma omkring
en sen provokeret abort på et praktisk niveau. Ved at fremstille en sen provokeret abort som
Side | 130

Teoretisk analyse
et etisk dilemma, hvor man må vælge mellem at tilgodese enten kvindens eller fostrets
rettigheder, undgår man at tale om, at præcis dette etiske dilemma er opstået, fordi vi har
valgt, at abort skal være lovligt i Danmark. Samtidig er dét, at sundhedsprofessionelle oftere
og oftere står i en situation, hvor de skal udføre en sen provokeret abort et resultat af, at vi
vælger at tilbyde fosterdiagnostiske undersøgelser til alle gravide kvinder, og på denne måde
vælger at lade den teknologiske og videnskabelige udvikling styre de muligheder, der i dag
findes i det danske sundhedsvæsen. Det etiske dilemma er derfor ikke blot et vilkår, men
noget vi selv har været med til at skabe.
Chambliss’ pointe om, at det ikke er relevant at tale om klassiske etiske dilemmaer i
forbindelse med det praktiske arbejde på et hospital bliver derfor igen relevant. Jordemødrene
i vores undersøgelse er socialiseret ind i en praksis omkring de sene provokerede aborter, der
disciplinerer dem til at støtte kvinden i hendes valg og drage omsorg for hende i en svær
situation. Spørgsmålet om fostrets rettigheder bliver derfor slet ikke relevant i dette arbejde.
Både fordi tanken om fostrets ret til liv måske kan gøre det sværere at håndtere situationen,
men også fordi jordemødrenes mulighed for at tage afstand fra udførelsen af aborten er
begrænset til at vælge at nægte at deltage i aborten, jf. § 102 i Sundhedsloven. Hvis de gør
dette, handler de samtidig i konflikt med deres stærke disciplinerede professionsidentitet, der
dikterer dem at drage omsorg for en kvinde, der har brug for jordemoderomsorg, hvilket
kommer til udtryk i Frejas udtalelse:
”Hvis de [abortsøgende kvinder] kommer ind, så er det min pligt at hjælpe
hende med fødslen, uanset om det er det ene eller det andet, og den opgave
tager jeg mig gerne af, om end jeg ikke synes, at de er særligt fede. Men jeg
kommer jo til at gøre det mange gange endnu og det er ikke sådan, at jeg af
princip ikke vil være med til det (…) Jeg skal hjælpe til med fødslen, om det er
det ene eller det andet, hvad det end skyldes.” - Freja
I dette citat opsummerer Freja den indstilling, der ser ud til at være gældende blandt alle
jordemødrene i vores undersøgelse – det er en jordemoders job at varetage omsorgen for
kvinder i forbindelse med fødsler, lige meget hvad baggrunden herfor og omstændighederne
omkring disse er.
7.5.3 Afgrænsning af virksomhedsområde
Side | 131

Teoretisk analyse
I studiet af Cignacco var et af hovedfundene, at jordemødrene fandt det problematisk at
skulle tage ansvar for og udføre et stykke arbejde på baggrund af sparsomt kendskab til den
pågældende kvinde og uden at have været en del af den beslutningsproces, der havde ledt op
til aborten. Hermed følte de, at deres rolle i varetagelsen af de sene provokerede aborter blev
reduceret til kun at følge lægens instruktioner (Cignacco 2002: 184). Blandt jordemødrene i
vores undersøgelse er dette ikke en problemstilling, der fylder i deres arbejde med de sene
provokerede aborter. Flere giver nærmere udtryk for en lettelse over, at de ikke skal være
med til at træffe beslutningen om at få foretaget en sen provokeret abort:
”En kvinde har jo også sine rettigheder som kvinde, og det er hendes krop. Der
kan jo være 1000 grunde til, at hun skal have den her abort. (…) Men samtidig,
jeg er ikke hende, der har lyst til at bestemme for dem, så det er godt, at der er
taget hånd om det.” - Maria
Freja forklarer, hvordan hun heller ikke har noget ønske om at have del i de beslutninger, der
træffes i abortsamrådene om tilladelse til sene provokerede aborter:
”Heldigvis er jeg bare glad for, at det ikke er min underskrift, der skal stå på
det der. For jeg synes lidt, at det nogle gange kan være manden med leenagtigt.
Og jeg er glad for, at jeg ikke skal sætte en indikation på et levedygtigt
barn. Det skal jeg ikke nyde noget af.” - Freja
For Freja er det at træffe beslutning om at give tilladelse til en sen provokeret abort det
samme som at beslutte, at det pågældende foster skal dø, og dette er ikke en rolle, hun ønsker
at tage på sig. Det er for ”manden med leen-agtigt” og ikke i overensstemmelse med
jordemødres stærke professionsideal, der dikterer dem at drage omsorg. Freja er desuden den
eneste jordemoder, der aktivt siger, at hun ikke vil give den aborterende kvinde den første
pille, der har til formål at slå fostret ihjel:
”Jamen altså, vores opgave er jo at hjælpe til med fødsler, og det gør jeg gerne,
men jeg er ikke hende, der lægger pillen op eller giver kvinden pillen under
nogen som helst omstændigheder.” - Freja
For Freja er det at give den første pille det samme som, at det er hende, der slår fostret ihjel,
og det ansvar vil hun ikke have. Ud fra Chambliss’ teori kan man anskue dette som et udtryk
for, at hun trækker en grænse for, hvad hun vil deltage i, for at vise, at hun er et følsomt
Side | 132

Teoretisk analyse
menneske, og at hun har moral. Hermed kan hun få en oplevelse af, at hun ikke i sin praksis
handler uetisk, og idealet kan dermed opretholdes.
En anden jordemoder forklarer, at man under abortfødslen må have tillid til, at det er den
rigtige beslutning, der er blevet truffet af kvinden og af abortsamrådene, og så må man udføre
sit arbejde, så godt man kan derefter:
”Når man først står der som jordemoder, så bliver man nødt til at stole på, at
tingene er foregået ordentligt i samrådet, og så er det min opgave at få det til at
være ordentligt derfra.” - Bente
Ved at tage afstand fra kvindens/parrets beslutningsproces og ligeledes distancere sig fra de
beslutninger, der træffes i abortsamrådene, bliver jordemødrene således i stand til at handle i
overensstemmelse med deres jordemoderfaglige ideal og give den ”rette” omsorg.
7.5.4 Lægernes moralske dagsorden
Samtidig med, at jordemødrene gør det klart, at de ikke har noget ønske om at tage del i
beslutningsprocessen forud for en sen provokeret abort, er der dog flere, der ytrer sig kritisk
over for den rådgivning, der bliver givet til kvinderne i denne proces. Kritikken er ofte rettet
mod rådgivningen af de kvinder, der ved fosterdiagnostiske undersøgelser finder en
misdannelse eller anden abnormitet ved fostret. I sådanne tilfælde skal kvinderne tilbydes
rådgivning om deres muligheder, fx støtte til at få et handicappet barn eller muligheden for en
provokeret abort. Henriette og Ulla forklarer, hvordan de oplever, at lægerne nærmest har
truffet beslutningen om at udføre en sen abort, inden de snakker med kvinden/parret:
”Jeg synes ikke, altså nogle af de lægesamtaler, jeg har siddet med ved, som
man jo også gør i sin studietid – der lirer lægerne bare et eller andet crap af.
(…) De har truffet beslutningen, altså hvorfor skulle vi ellers indføre det her,
altså det er jo fordi, at du skal det og det og det, og hvorfor skulle du ikke ville
vælge det. Der er konsensus om, at nu har vi gjort dét, og nu har du valgt dét,
så skal du også vælge det.” - Henriette
”Nu har jeg ikke overvåget så mange af de der samtaler, men jeg tror nok, at
jeg nogle gange tænker, at der næsten altid bliver lagt op til et fravalg. Hvor
jeg nogle gange tænker, at okay, altså ”Vores anbefaling er…”, altså den
formulering ”Altså I skal selvfølgelig selv bestemme, men…”, men alligevel
lader man det skinne igennem, at sådan er vores anbefaling, eller vores syn,
eller vores et eller andet som institution. Der er jo en grund til, at man sætter
Side | 133

Teoretisk analyse
alle de her penge af til at skanne. Det er jo for at finde de her børn, som koster
en hulens masse penge, det er penge det handler om. Og så må man jo også
ligesom give den anbefaling, for hvad er der ved at finde dem, hvis man ikke
gør noget ved det?” - Ulla
Ifølge Henriette og Ulla følger der med valget om at tilbyde alle gravide kvinder
fosterdiagnostiske undersøgelser også en forventning om, at der bliver handlet på det, man
finder ud af. Ifølge Ulla er denne forventning begrundet i et samfundsøkonomisk hensyn og
et ønske om at mindske antallet af handicappede. Lægerne har således ifølge jordemødrene
deres egen dagsorden med den rådgivning, de giver de gravide kvinder. En dagsorden, der er
influeret af samfundsøkonomiske og videnskabelige interesser i teknologisk udvikling og
fejlfinding samt ændret normalitetsbegreb. Inspireret af Chambliss kan man tale om, at der
her opstår et etisk problem på baggrund af en konflikt mellem lægernes og jordemødrenes
moralske dagsordener – lægernes mål er ifølge jordemødrene at sortere ”fejlfyldte” fostre fra,
mens jordemødrene i højere grad ønsker at holde fast i det normale.
Gennem indførelsen af de fosterdiagnostiske undersøgelser, bliver udviklingen inden for det
videnskabelige/teknologiske område og de samfundsøkonomiske prioriteringer således
strukturerende for de beslutninger, der træffes om at udføre sene provokerede aborter, og for
den rådgivning lægerne giver de gravide kvinder – og dermed også strukturerende for
jordemødrenes arbejde. Resultatet af aborten er således det samme uanset jordemødrenes
holdninger til den, men så længe de ikke bærer ansvaret for den rådgivning, der ligger forud
for beslutningen om abort, kan de distancere sig fra den og på den måde fokusere på at
varetage omsorgen for den aborterende kvinde.
7.5.5 Jordemødre som moralske individer
Jordemødrenes arbejde med de sene provokerede aborter er, som alle andre dele af deres
virksomhedsområde, underlagt de kapacitetsmæssige udfordringer, der gælder på de danske
hospitaler i dag. Desuden arbejder de under forhold, der for en stor del er bestemt af andre og
af de institutionelle rammer. Ifølge Chambliss er netop dette forhold afgørende for de
hospitalsansattes muligheder for at handle i overensstemmelse med deres egen moral.
På spørgsmålet om, hvorvidt jordemødrene er tilfredse med udførelsen af de sene
provokerede aborter på de danske hospitaler i dag, er der uenighed. Nogle jordemødre er af
den opfattelse, at de gør arbejdet med de sene provokerede aborter godt:
Side | 134

Teoretisk analyse
”Som udgangspunkt, så synes jeg faktisk, at det er en af de få ting, hvor man
virkelig sætter tid og ressourcer af til, at det bliver gjort ordentligt.” - Pia
”Jeg synes egentlig – eller man kan jo altid blive klogere – men jeg synes
egentlig, at vi gør det, så godt vi kan.” - Bente
Flere jordemødre efterspurgte dog også bedre forhold for udførelsen af de sene provokerede
aborter. Lone beskriver, hvordan hun mener, at der er et stort behov for klare retningslinjer
for, hvordan senaborterne skal håndteres:
”Der er nødt til at være ordentlige forhold. (…) Der er nødt til at være den
opbakning og den ro og den supervision, og der er nødt til at være nogle rigtig
gode retningslinjer. Det kræver næsten både ritualer og retningslinjer, det
kræver alt muligt, for at det skal give mening i en eller anden grad, hvis man
skal være i det.” - Lone
Efterspørgslen på retningslinjer gælder her den praktiske håndtering af senaborten, men
tjener samtidig det formål at give Lone en form for mening med det arbejde, hun skal udføre
ved de sene provokerede aborter.
Som tidligere nævnt, er det særligt organiseringen af de sene provokerede aborter, der skaber
utilfredshed. Det, at de sene provokerede aborter oftest foregår på gynækologisk afdeling og
kun med involvering af en jordemoder ved meget sene provokerede aborter eller i tilfælde,
hvor sygeplejerskerne ikke føler sig ”trygge” ved at håndtere situationen, er utilfredsstillende
for jordemødrene. De mener nemlig, at de er uddannede til at give de aborterende kvinder
den ”rette” omsorg. Dette medfører, at jordemødrene efterlyser, at de sene provokerede
aborter udføres med en ”større respekt” for fostret og skal prioriteres ligeså højt som fødsler
af fuldbårne børn:
”Jeg synes ofte, det er sådan lidt tju-hej og måske ikke med den samme respekt
som man ville gøre med et fuldbårent barn.” - Maria
Åse efterlyser, at de sene provokerede aborter udelukkende bliver jordemødrenes opgave, da
hun mener, at de kan håndtere dem med den ”rette” omsorg og:
”…ikke som i dag, hvor man får lagt en stikpille op og ligger oppe på
gynækologisk og så jo meget tit føder nærmest et barn, (…) nogen gange
nærmest under dynen, for lige pludselig plumper de ud, nogle gange ude på
toilettet. Og det synes jeg er unæstekærligt i en grad, så jeg kan næsten ikke
Side | 135

Teoretisk analyse
finde ord, der kan beskrive det. Jeg synes det er dybt uetisk, så jeg synes, at det
skal være en jordemoders opgave at hjælpe en kvinde igennem fødslen af det
barn, hun måtte have. (…) Så hun får den smukkeste oplevelse, hvis I forstår,
hvad jeg mener.” - Åse
7.5.5.1 Det muliges kunst
Det er særligt i de situationer, hvor det aborterede foster efter fødslen udviser livstegn, at
jordemødrenes etik bliver sat på prøve. Hvis der er tale om en ønsket graviditet, hvor der er
fundet misdannelser eller andre abnormiteter hos fostret, og dette er i live efter fødslen, vil
løsningen oftest være, at det ligger hos kvinden/parret, til det dør. Er der derimod tale om en
uønsket graviditet bliver det sværere at finde ”den rigtige løsning”, fordi kvinden i denne
situation måske ikke ønsker at have noget med fostret at gøre. Jordemødrene har som nævnt i
afsnit 2.1.4.1 pligt til at yde den fornødne omsorg for barnet, indtil det dør. For flere af
jordemødrene forekommer dette dog problematisk, da de føler, at de kommer til at stå med
ansvaret for en ”fejl”, som en anden har begået – enten kvinden, der er blevet gravid ved en
fejl, eller lægen der ikke har givet medicin nok til at fostret blev slået ihjel i livmoderen, som
det var meningen. Freja og Lone beskriver her denne frustration:
”Jordemødrene lå med sådan et lille nips og holdt det ind til sig i varme
klæder, og det trak vejret og lå jo bare og kunne ikke noget som helst. Og så
bliver man sgu sur, for så må de jo finde ud af at gøre noget. Hvis de først vil
ind og lege manden med leen, så må de fandeme gøre arbejdet ordentligt.”
- Freja
”Hvis man så sagde til kvinden ”Nu skal du høre, det vil vi godt hjælpe dig med
[at få en sen provokeret abort], men du får altså lige den lille bajs her op i
armene selv, hvis han eller hun er levende”, for så er hun altså der, for det er
ikke mit. Ikke at jeg ikke har sympati med det, du har gjort, men det barn skal
være et ordentligt sted, det skal sgu ikke ligge ude i skyllerummet eller på en
jordemoder, der forbarmede sig. Der tænker jeg, at så må kvinderne sgu være
med. Det er deres børn, så må de tage sig af dem til de er døde.” - Lone
Jordemødrenes erklærede fokus på kvinden i forbindelse med de sene provokerede aborter
betyder således ikke, at jordemødrene ikke kan have tanker om det foster, der aborteres. En
anden jordemoder forklarer, hvordan der særligt i den form for situationer mangler
retningslinjer for, hvad jordemødrene skal gøre:
Side | 136

Teoretisk analyse
”Vi har nogle problemområder, som vi skal have set på, hvordan vi håndterer,
og også i særdeleshed, når vi kommer hen over det med, hvordan vi håndterer
netop det her med, at der står alle steder, at barnet skal være dødt, når det
kommer. Altså, der er nogle senaborter, hvor de altså ikke er døde – hvad gør
vi så? Vi har stået i nogle situationer nogle gange, hvor et barn, som skulle dø,
lige skulle nå at døbes og det blev det, men så døde det bare ikke.” - Ulla
På trods af, at jordemødrene ikke altid oplever, at de kan varetage de sene provokerede
aborter som de gerne ville, er der ingen af jordemødrene, der har oplevet at sige nej til at
deltage i en sen provokeret abort. Dette vidner om en stærk habitueret professionsidentitet, da
man som jordemoder udfører det arbejde, man bliver sat til i forbindelse med de sene
provokerede aborter. Selvom de i deres refleksioner over abortsituationerne giver udtryk for,
at organiseringen skaber nogle utilfredsstillende forløb, ændrer det ikke på, at de alligevel
udfører arbejdet.
De etiske problemer, jordemødrene oplever i forbindelse med de sene provokerede aborter,
opstår i spændingsfeltet mellem deres professionsideal og de rammer, der sættes for deres
arbejde af bl.a. det politiske/økonomiske område. Jordemødrenes diskurser om etik fylder
derfor mere, fordi de institutionelle rammer for deres arbejde er blevet mere uetiske –
muligheden for, at den enkelte jordemoder kan handle i overensstemmelse med sin egen etik,
bliver mindre og den moralske bekymring derfor større. De strukturelle rammer på hospitalet
muliggør i stedet nogle bestemte handlinger, som så for jordemødrene bliver de ”rigtige
handlinger”. I denne forbindelse kan man tale om disse ”rigtige handlinger” som et udtryk for
en falsk bevidsthed, idet jordemødres praksis omkring de sene provokerede aborter bliver
styret af, hvad der er muligt inden for de institutionelle rammer. I stedet for at tage afstand fra
dette accepterer de denne praksis som den ”rette”. Hermed bliver den etisk acceptable
håndtering af de sene provokerede aborter et spørgsmål om, hvilken praksis der er mulig.
7.5.6 Vidensopsamling om Retfærdiggørelse af egen rolle i forbindelse med
sene provokerede aborter
Man kan diskutere, hvorvidt abort som et klassisk etisk dilemma finder anvendelse i
jordemødrenes praksis omkring de sene provokerede aborter. Jordemødrene giver udtryk for
deres uforbeholdne støtte til kvinden i en abortsituation, hvorfor spørgsmålet om fostrets
rettigheder bliver irrelevant. Tanker om fostret bliver skubbet væk til fordel for et fokus på at
Side | 137

Teoretisk analyse
yde en uforbeholden og jordemoderfaglig omsorg for kvinden – denne praksis bliver udtryk
for en stærk professionsidentitet.
Diskurser om etik kommer til udtryk i jordemødrenes afgrænsning af deres
virksomhedsområde – de ønsker ikke at have nogen del i beslutningsprocessen, der leder op
til den sene provokerede abort. Dette arbejde overlader de velvilligt til lægerne i forbindelse
med rådgivningssamtaler med de gravide samt til abortsamrådene. I stedet fokuserer
jordemødrene på at yde omsorg for de abortsøgende kvinder, hvorved de bedre kan
retfærdiggøre deres egen rolle i arbejdet med sene provokerede aborter. Andre har således
truffet beslutningen om, at fostret skal dø. Herved gøres lægerne til ”syndebukkene” – dem,
der muliggør og træffer beslutningerne om hvilke fostre, der skal dø – og dermed overses, at
lægerne netop arbejder under samme strukturelle samfundsmæssige vilkår som
jordemødrene. Derfor kan man også diskutere, om det, der ifølge jordemødrene er lægernes
dagsorden med rådgivningen i forbindelse med fosterdiagnostiske undersøgelser, i højere
grad kan ses som et udtryk for samfundets moralske dagsorden. Lægerne spiller kun en lille
rolle i udviklingen og indførelsen af disse – de bærende kræfter ligger i høj grad på det
politiske/økonomiske område, hvor beslutningerne herom træffes, samt det
teknologiske/videnskabelig område. Set ud fra dette perspektiv er både lægerne og
jordemødrene på hospitalerne underlagt de samme vilkår og bliver dermed formidlere af det
samme normalitetsbegreb.
De etiske problemer på hospitaler i dag bliver stadig større på grund af teknologiske og
videnskabelige tiltag over for den gravide kvinde og det ufødte foster. Etikken fylder således
mere og mere i jordemødrenes arbejde, idet man kan sige, at rammerne for deres arbejde er
blevet mere uetiske.
Dette bunder dels i organiseringen af aborterne på gynækologisk afdeling, hvor de er uden
for jordemødrenes arbejdsområde, dels i fosterdiagnostikkens udbredelse, der muliggør abort
af fostre med små handicaps og dels i andre faggruppers stigende indflydelse på
tilrettelæggelsen af jordemødres arbejde i forhold til tidligere. Som jordemødrene udtrykker
det, bliver deres muligheder for at yde omsorg mindre og mindre, bl.a. på grund af
omstruktureringer og en teknologisk udvikling, der kontinuerligt opstiller nye præmisser for
deres arbejde. En del af de etiske problemer, jordemødrene oplever i deres arbejde med de
sene provokerede aborter, opstår således som et resultat af konflikter mellem magtfulde
Side | 138

Teoretisk analyse
interessegrupper. Det er netop i krydsfeltet mellem jordemødrenes behov for at holde fast i
det normale og samfundets fokus på det patologiske, som de oplever udmøntet i lægernes
praksis, at arbejdet for jordemødrene bliver uetisk. Og når først arbejdet bliver uetisk, følger
der et øget fokus på etikken.
Side | 139

8. Diskussion
Diskussion
Vi har i dette speciale konstrueret en virkelighed omkring jordemødrenes arbejde med sene
provokerede aborter ved at analysere jordemødrenes diskurser om dette ud fra et
professionsteoretisk perspektiv. Vores udvalgte teoretiske blik på empirien konstruerer
således en bestemt form for viden med udgangspunkt i vores problemformulering. I
forlængelse heraf følger, at vi ikke vil opstille et egentligt konklusionsafsnit. I stedet vil vi i
det følgende tage kritisk stilling til vores empiri og den teori, vi har udviklet om jordemødres
tilgang til, praksis omkring og professionsetik knyttet til sene provokerede aborter.
Desuden vil vi diskutere vores valg af metoder samt implikationerne af vores fund.
8.1 Refleksioner over vores fund
Den offentlige debat om fosterdiagnostik og valg af provokeret abort i Danmark handler
dybest set om valget af abort, og hvilke konsekvenser dette valg kan få. Debatten bunder ofte
i en problematisering af et sorteringssamfund over for kvindens ret til selvbestemmelse.
Debatten handler derimod sjældent om selve udførelsen af aborten, om de tilknyttede ritualer,
om de sundhedsprofessionelles reaktioner eller om den eventuelle efterfølgende sorg hos
kvinden/parret. Debattens fokus skyldes måske, at der ikke er den store indsigt i disse
områder. Vores hensigt med specialet har derfor været at fremstille og udvikle viden om
jordemødres arbejde med de sene provokerede aborter, og hvordan dette er struktureret af
sociale interaktioner og den samfundsmæssige kontekst.
Man kan fremføre, at flere af vores fund omkring jordemødres praksis og selvopfattede rolle
ved sene provokerede aborter kan virke provokerende på nogle udenforstående og andre
aktører i det sundhedsprofessionelle felt. De vil måske tage afstand fra den høje grad af
personliggørelse, som jordemødrenes praksis medfører, fordi denne kan gøre valget af abort
endnu mere etisk problematisk, end det i forvejen er. Dette skyldes, at denne praksis i endnu
højere grad skaber et barn og derfor en bevidsthed om, at dette barn – og ikke ”bare” et foster
– fravælges ved udførelsen af en sen provokeret abort.
Der er i det danske samfund sket en eksplosion i videnskabeliggørelse, en konstant stigende
interesse for at kontrollere, undgå eller bekæmpe sygdom samt en øget risikofiksering som
følge heraf. Dette danner basis for en fortsat udvikling af de fosterdiagnostiske undersøgelser,
som kan medføre fravalg af fostre med abnormiteter af varierende alvorlighed.
Side | 140

Diskussion
De fosterdiagnostiske tilbud får imidlertid ikke nødvendigvis kun konsekvenser for dem, som
får at vide, at der er fundet misdannelser eller andre abnormiteter hos fostret, idet disse
teknologier ligeledes ændrer perspektiverne på graviditet og moderskab i det hele taget.
Barbara Katz Rothman var en af de første, der var med til at problematisere de
fosterdiagnostiske tilbud. I følgende citat fremhæver hun, at fosterdiagnostikken og
muligheden for efterfølgende abort sender modstridende signaler til kvinderne:
“It asks women to accept their pregnancies and their babies, to take care of the
babies within them, and yet be willing to abort them. We ask them to think
about the needs of the coming baby, to fantasize about the baby, to begin to
become the mother of the baby, and yet to be willing to abort the genetically
damaged fetus.” (Rothman 1986: 6).
Det er endnu ikke muligt at sige, hvilke konsekvenser disse modstridende signaler vil få på
lang sigt, men vi kan allerede nu se, at der er opstået en ny gruppe af gravide kvinder – en
gruppe med et stort behov for kontrol over deres graviditet og fødsel. Det ændrede blik på
graviditet og moderskab er således et vilkår, der i høj grad påvirker jordemoderprofessionen
gennem videnskabeliggørelse og teknologisering. Jordemoderprofessionen er således under
forandring og udfordring.
Jordemødre arbejder i dag på hospitaler, hvor det er et vilkår, at katastrofale hændelser bliver
rutine ved gentagelse og tingsliggørelse af kroppen, idet kroppen gøres til noget upersonligt
og maskinelt. Jordemødrenes praksis er derfor også formet af placeringen på hospitalet,
hvilket vi fx kan se ved en øget teknologisering af fødsler. I jordemødrenes diskurser om
praksis ved sene provokerede aborter og i deres professionsetik, tager de dog afstand fra
denne tingsliggørelse og teknologisering. I stedet forsøger de at bevare deres holistiske
tilgang til fødende kvinder og således holde fast i et ideal om, hvilken funktion en
jordemoder skal have. Dette skaber grobund for en række latente konflikter mellem
jordemødre og andre faggrupper på hospitalet.
Institutionaliseringen af jordemoderprofessionen har ligeledes medført, at jordemødrene i dag
har meget få muligheder for selv at bestemme rammerne for deres arbejde og dermed for at
handle på en måde, der er i overensstemmelse med deres professionsetik og -identitet. I stedet
spiller de institutionelle rammer på hospitalerne og hermed også andre faggrupper en stadig
større rolle for tilrettelæggelsen af jordemoderarbejdet. Jordemødrene står derfor over for
Side | 141

Diskussion
nogle vanskelige og potentielt etisk problematiske situationer i deres daglige arbejde, da de
oftere opleve at stå i situationer, hvor de er tvunget til at handle på en måde, der strider mod
deres etiske overbevisning og professionsidentitet. De institutionelle rammer efterlader
således kun et begrænset handlerum for jordemødrene. At handle etisk bliver derfor et
spørgsmål om, hvad der er muligt.
Et andet vilkår for jordemoderprofessionen er i dag, at flere og flere funktioner fratages
jordemødrene på grund af besparelser og omstruktureringer. Dette har resulteret i, at
jordemødrenes arbejde på fødegangen efterhånden har karakter af ”samlebåndsarbejde”, idet
de primært er til stede under selve fødslen og har begrænset tid sammen med kvinderne før
og efter fødslen. I en sådan dagligdag skiller et forløb med en sen provokeret abort sig
markant ud. Både fordi konsekvensen af forløbet er, at fostret dør, men også fordi der i et
sådant forløb ofte er bedre tid – fordi jordemoderen i flere tilfælde bliver taget fra andre
opgaver – og dermed også bedre muligheder for at yde omsorg. Måske derfor kan man
diskutere om jordemødrenes nærmest ”overgør” og idealiserer deres egen rolle i arbejdet med
sene provokerede aborter ved at tilknytte en lang række ritualer. På denne måde kan
jordemødrene føle, at de har gjort deres arbejde godt.
Der kan være flere forskellige grunde til denne ”overgørelse” af deres arbejde, udover det
erklærede formål, som er at støtte kvinden/parret i en sorgproces. Jordemødrenes praksis kan
i stedet ses som udtryk for et behov for at legitimere deres tilstedeværelse på et hospital, der i
højere og højere grad teknologiserer deres arbejde. Hermed bliver jordemødrenes praksis
omkring sene provokerede aborter en ideologisk kamp. Jordemødrenes praksis kan imidlertid
også ses som en måde at mindske deres indre konflikter og moralske bekymring – ved i høj
grad at håndtere de sene provokerede aborter som almindelige fødsler, kan jordemødrene
således mindske de etiske problemer, de oplever i forbindelse med varetagelsen heraf.
Jordemødrenes håndtering af de sene provokerede aborter kan således ses som et udtryk for
deres egne professionsidealer, men kan samtidig også ses i en større samfundsmæssig
sammenhæng. Her kan man tale om, at en form for inderliggørelse gør sig gældende.
Inderliggørelsen kommer til udtryk ved, at man generelt i samfundet i dag har fået en større
forståelse og accept af følelsesmæssige reaktioner på svære begivenheder. Det er således
blevet mere almindeligt at opsøge eksempelvis psykologer og terapeuter for at få hjælp til at
håndtere svære begivenheder i livet. Hermed har forståelsen af sorg og dennes betydning
Side | 142

Diskussion
ændret sig, hvilket vi også ser i vores undersøgelse. I dag er det mere alment accepteret, at
der kan være en stor sorg forbundet med tabet af et barn, og dette har således også spredt sig
til håndteringen af de sene provokerede aborter. Tendensen til inderliggørelse bliver således
manifesteret i jordemødrenes håndtering af de sene provokerede aborter, der netop har
karakter af en stor accept af og forståelse for, at aborten for kvinden/parret kan være en
traumatisk oplevelse, som kan sammenlignes med at miste et barn, og derfor medfører sorg.
Hermed kan jordemødrene gennem de ritualer, der udføres i forbindelse med en sen
provokeret abort, være med til at skabe en sorg hos kvinden/parret – en sorg, der måske uden
ritualerne, havde været mindre eller måske slet ikke været der. Man kan derfor diskutere, om
man ved at sende et tydeligt signal om, at en sen provokeret abort er en fødsel, som foregår
på en fødeafdeling og efterfølges af en række ritualer, anbringer denne i en kategori, hvor den
ikke hører hjemme. Desuden kan man argumentere for, at den nuværende organisering af
sene provokerede aborter er problematisk, da jordemødrene oplever, at de falder uden for
både gynækologisk afdeling og fødeafdeling, samt at placeringen på fødeafdelingen side om
side med almindelige fødsler er uhensigtsmæssig for både kvinder og jordemødre.
Vores undersøgelse har givet et indblik i jordemødres praksis omkring sene provokerede
aborter – en praksis, der har tilknyttet en række ritualer, som man, med udgangspunkt i den
eksisterende litteratur på området, kan sætte spørgsmålstegn ved gavnligheden af. Det er i
forlængelse heraf derfor meget relevant at undersøge, hvilke behov aborterende kvinder med
hhv. ønskede og uønskede graviditeter reelt har. Dette er ikke mindst relevant, da flere og
flere kvinder med tiden kan komme til at opleve en sen provokeret abort, hvis
fosterdiagnostikkens rivende udvikling fortsætter. Som følge af stigningen i antallet af sene
provokerede aborter, er det i forlængelse af vores fund desuden vigtigt at få viden om, hvad
man kan gøre noget for at mindske de moralske bekymringer jordemødre og andre
sundhedsprofessionelle, der varetager sene provokerede aborter, kan opleve.
8.2 Refleksioner over metodevalg
I det følgende vil vi vurdere kvaliteten og gyldigheden af vores undersøgelse og dens fund. I
forlængelse heraf, vil vi gøre os overvejelser om, hvilke muligheder og begrænsninger vores
metodiske valg har skabt for den udviklede teori om vores problemstilling.
8.2.1 Gyldighed
Side | 143

Diskussion
Som beskrevet i metodeafsnittet tager vi i dette speciale udgangspunkt i en foranderlig
ontologi – vi opfatter således virkeligheden som foranderlig. Vi anskuer derfor vores empiri,
som noget, der skabes, modificeres og erkendes af jordemødrene igennem formidlingen til os
som interviewere, hvorved der sker en gensidig påvirkning mellem den studerede
forskningsgenstand og os som forskere. Den viden vi udvikler formes derfor bl.a. af den teori
og de metoder, vi anvender. Den genererede viden har dermed ikke krav på at være en
endegyldig sandhed.
Gyldigheden af en kvalitativ undersøgelse må derfor vurderes ud fra kvaliteten af og
gennemsigtigheden i den empiri- og teorigenererende proces, altså ud fra om udenforstående
kan forstå vores vej samt acceptere vores fremgangsmåde og dermed de fund og tolkninger,
vi har gjort. Betingelserne for at udenforstående kan vurdere kvaliteten og gyldigheden af en
undersøgelse må i den forlængelse være, at forskeren ekspliciterer sine overvejelser og
redegør for de valg, der foretages (Dyhr & Schmidt 2003: 166).
I en foranderlig ontologi er det et grundlæggende vilkår, at hvad der er gyldig, videnskabelig
viden er socialt konstrueret og forhandlet indenfor et eller flere vidensfelter. Inden for denne
vidensopfattelse vurderes kvaliteten af videnskabelig viden på, hvordan den er blevet til, og
hvordan denne viden placerer sig i forhold til eksisterende viden (Fredslund & Dahlager
2005: 239).
Fredslund & Dahlager har opstillet fem kvalitetskrav, som en kvalitativ undersøgelse bør leve
op til, for at den producerede viden kan anerkendes som gyldig (ibid.: 240). Disse krav er:
1. Åbenhed, følsomhed og fleksibilitet
2. Gennemsigtighed
3. Teori
4. Sammenhæng
5. Overførbarhed
I det følgende vil de fem kvalitetskrav blive gennemgået med henblik på vores undersøgelse.
Kvalitetskrav 1: Åbenhed, følsomhed og fleksibilitet
Det første kvalitetskrav handler om at forholde sig åbent over for ny viden, der fremkommer
i analyseprocessen og følgelig være indstillet på at tage de konsekvenser, som den nye
erkendelse kan have for den videnskabelige proces. Følsomheden over for empirien
Side | 144

Diskussion
indebærer at stille spørgsmål til genstanden, ligesom genstanden kan stille spørgsmål til
forskeren. Fleksibiliteten er der, hvor åbenheden og følsomheden udfoldes, og indebærer at
man er fleksibel i forhold til at skifte erkendelsesposition undervejs (Fredslund & Dahlager
2005: 240-241).
Ved brug af det semistrukturerede forskningsinterview opnår vi fleksibilitet, idet vi åbner op
for, at interviewet kan forfølge de temaer, jordemødrene finder interessante. Vi blev således
løbende i vores empriindsamling inspireret til at spørge ind til særlige problemstillinger og
var opmærksomme på, at jordemødrene fik lov til at forfølge emner, de fandt særligt
interessante.
Vi har benyttet Grounded Theory til organisering og analyse af vores empiri. Indlejret i
denne metode er, at man som forsker hele tiden må rette opmærksomheden mod nye og
relevante begrebs- og hypotesedannelser (Harder 1993: 61). Vi har sikret åbenhed ved ikke at
holde fast i og genteste vores kategorier, så snart de var udviklet. Havde vi gjort dette ville vi
miste opmærksomheden over for vores hypotesers oprindelse og glemme, at kategorier er
midlertidige. Åbenheden er desuden sikret ved, at vi begge to uafhængigt af hinanden har
gennemlæst og kodet empirien, og derved har kunnet supplere hinanden og åbne op for nye
kategorier ved den fælles gennemgang. Vi havde oftest markeret de samme tekstdele, hvilket
vi anser som en kvalitetssikring af, at vi har fået blik for de væsentligste kategorier og temaer
i empirien. Dette har ligeledes medført, at vi var to til at se efter modsætninger og variationer
i jordemødrenes udsagn. Således forholdt vi os sensitive og åbne over for data og blev
gennem diskussion af vores fund mere sikre på emnekategorierne, deres indhold og relation
til hinanden og dermed også på den begyndende teoriudvikling. At vi var to om dette kan,
ifølge Corbin & Strauss, mindske bias (Corbin & Strauss 1990: 11). Brug af Grounded
Theory sikrede desuden, at vi kom igennem al tekstmaterialet og således ikke udvalgte
bestemte bestanddele frem for andre, hvorved vi løbende blev udfordret i vores forståelse af
empirien.
Kvalitetskrav 2: Gennemsigtighed
Erkendelsesforholdet er styrende for, hvad man kan erkende, hvordan man kommer til en
erkendelse og dermed afgørende for den viden, man udvikler. I kravet om gennemsigtighed
peges derfor på vigtigheden af at tydeliggøre forskerens egen rolle og erkendelsesposition
Side | 145

Diskussion
gennem forskningsprocessen. Det er desuden et led i kravet om gennemsigtighed, at man som
forsker redegør for, hvorfor man træffer de valg, man gør. Dette skal sikre, at udenforstående
kan vurdere gyldigheden af den producerede viden (Fredslund & Dahlager 2005: 242-243).
Inden for Grounded Theory ser man ikke forskeren som en hvidvasket tavle. Forskerens
perspektiv hjælper i stedet til at se relevante data, til at udlede signifikante koder og
kategorier fra data, til at søge nye data osv. (Harder 1993: 65). Vi har derfor gennem hele
specialet søgt at tydeliggøre vores position som forskere. Vi har søgt at gøre vores
forforståelse klar i baggrundsafsnittene samt at udvise transparens i vores valg og fravalg
gennem hele specialet fx i relation til vores metode- og teorivalg. Desuden har vi tydeliggjort
vores position ved at opstille et afsnit med vores empiriske fund og en analytisk ramme, som
rummer en redegørelse for, hvilken viden (teoretisk og empirisk) vores forskningsspørgsmål
er konstrueret ud fra. Vi har ligeledes tydeliggjort, hvilke kriterier vores valg af jordemødre
til undersøgelsen bygger på.
Vores memoskrivning undervejs har fungeret som en form for procesredskab, der har gjort
det muligt for os at fastholde erkendelsesprocessen og dermed hjulpet os til at undgå
forglemmelser og efterrationaliseringer i den viden, vi udvikler. Disse memoer har løbende
været involveret i formuleringen og udviklingen af teori om vores problemstilling undervejs i
forskningsprocessen. Inden for Grounded Theory er det at verificere fortolkninger en
integreret del af det at udvikle teori (Kvale 1997: 239), hvorfor vores memoer har spillet en
stor rolle i dette og i vores teoretiske overvejelser om virkelighedens sociale opbygning.
Kvalitetskrav 3: Teori
Kvalitetskravet vedrørende teori omhandler udvælgelsen af teori og om løbende at afprøve
teoriens relevans for de empiriske fund. Ydermere skal den anvendte teori præsenteres, og
forskeren bør overveje, hvilke implikationer valg af teori har for den analytiske fortolkning
(Fredslund & Dahlager 2005: 245). Teorien kan tilføre en undersøgelse gyldighed. Ved at
basere analyser og fortolkninger på teori, rodfæstes disse i noget, som i sig selv kan have en
vis form for intern og ekstern gyldighed (ibid.: 247).
Den eksterne gyldighed sikres gennem anvendelse af videnskabeligt anerkendte teorier, der
betragtes som anvendelige inden for flere vidensfelter (ibid.: 247). Vores valg af teorier om
professioner, praksis samt dannelse af professionsetik er anerkendte teorier inden for flere
vidensfelter, hvilket giver en robusthed i vores udviklede viden og dermed bidrager til den
Side | 146

Diskussion
eksterne gyldighed. Intern gyldighed eksisterer i de tilfælde, hvor teorien formår at samle et
stort empirisk materiale i en sammenhængende teori uden indre modsætninger (ibid.: 247).
Vi har søgt at opnå intern gyldighed gennem udvælgelse af teorier, der kan supplere
hinanden.
Vores konstruktion af et strukturalistisk blik på vores empiri har selvsagt mindre
udsagnskraft om den enkelte jordemoder, idet strukturorienterede teorier bliver kritiseret for
at være for deterministiske i forhold til at forstå menneskets handlinger. Derfor har vi
suppleret disse med Bourdieus og Wackerhausens teorier om praksis, der netop tillægger
individet en vis betydning. Denne kombination af teorier anser vi som en styrke, idet vi
hermed har øget følsomheden over for indholdet i vores empiri. De eksisterende teorier kan
derfor bidrage med stor forklaringsværdi i forhold til vores forskningsgenstand, idet de kan
bringe os til at forstå jordemødrenes diskurser om egen praksis. Vi har således brugt vores
teori til at åbne op for vores genstand ved at anskue jordemødrenes artikulerede praksis som
båret af en lang række legemliggjorte værdier, selvfølgeligheder, prioriteringer og
problemopfattelser.
Vores teoretiske blik på empirien konstruerer en bestemt form for viden om jordemødres
tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter. Vi er af den opfattelse, at ethvert
teoretisk blik har begrænsninger og implikationer for analysens fund. Vores fund er
betingede af grundtanken i de benyttede teorier, idet teorien gennem vort analytiske blik
medvirker til at konstruere den viden, vi udvikler på baggrund af vores empiri. Vores valg af
teori er således med til at skabe den virkelighed, vi undersøger.
Valg og anvendelse af teori er ikke sket i en lineær erkendelsesproces, idet vores forskning
har forløbet som en abduktiv proces. Dette har indebåret, at vi løbende har konfronteret
teorien med vores forskningsgenstand, og undervejs har erstattet eller suppleret de teorier, vi
i første omgang havde valgt. Teorien om etik som et resultat af etiske processer blev
eksempelvis tilføjet undervejs. Dette er desuden i tråd med kravet om følsomhed og
fleksibilitet. Vi finder derfor, at den samlede analytiske ramme har resulteret i en nuanceret
teoriudvikling om vores forskningsgenstand.
Side | 147

Diskussion
Resultatet af vores forskningsproces er udvikling af en teori om den undersøgte
forskningsgenstand. Teorien er udviklet gennem spring mellem abstraktionsniveauer, som
beskrevet af Strauss & Corbin (1998: 8). Vi er således sprunget mellem detaljer i empirien og
de mere abstrakte teoretiske måder at tænke på, hvorved vi har forfulgt en vekselvirkning
mellem eksisterende teori og vores empiri. Dette har givet anledning til en ny erkendelse – en
teori, der er forankret i empirien.
Kvalitetskrav 4: Sammenhæng
I kravet om sammenhæng skelnes mellem horisontal og vertikal sammenhæng. Førstnævnte
refererer til konsistens, præcision og systematik i det videnskabelige produkt, mens den
vertikale sammenhæng omhandler vigtigheden af at skabe en klar og konsistent
erkendelsesposition, som fastholdes hele processen igennem (Fredslund & Dahlager 2005:
249).
Vi har skabt horisontal sammenhæng ved at anvende veldefinerede teoretiske og analytiske
begreber samt ved at arbejde systematisk ud fra principperne i Grounded Theory. Denne
metode har velbeskrevne retningslinjer, som vi i høj grad har fulgt i vores valg gennem
forskningsprocessen; fra erkendelsesposition og procedurer for interviews samt rekruttering
af informanter til den endelige strukturering og analyse af det empiriske materiale. Vi har
løbende operationaliseret vores teori og de begreber, der anvendes, med det formål, at de skal
fremstå veldefinerede og præciserede. Vi har desuden efterstræbt en systematik i vores
analyse, hvor den udvalgte teori og det analytiske blik genererer viden inden for de enkelte
emnekategorier og tilhørende forskningsspørgsmål.
Vi har ligeledes i vores analyse søgt at komme rundt om alle væsentlige dele af vores
forskningsgenstand – også dem, der modsiger vores fund. Herved har vi efterstræbt en
omhyggelighed i gennemgangen og anvendelsen af vores empiriske materiale.
For at opfylde den vertikale sammenhæng har vi, som det er beskrevet i metodeafsnittet, fra
starten gjort vores erkendelsesposition klar. Vores erkendelsesposition, herunder valg af teori
og metoder, knytter an til vores vidensopfattelse ved at tage udgangspunkt i en foranderlig
ontologi, hvor virkeligheden ikke er en fast målbar størrelse, men formes og struktureres af
aktørerne i den.
Kvalitetskrav 5: Overførbarhed
Side | 148

Diskussion
Det sidste krav vedrørende overførbarhed refererer til, i hvilken grad den producerede viden
kan generaliseres til andre sammenhænge. Inden for de kvalitative metoder er det imidlertid
en grundantagelse, at en genstand ikke kan forstås uafhængigt af den kontekst, den indgår i
og er en del af. Dog forhindrer dette ikke, at fundene kan have en vis overførbarhed til andre
kontekster, hvis man blot gør sig overvejelser om forskelle og ligheder herimellem
(Fredslund & Dahlager 2005: 249-250). En diskussion af fortolkningers eller den udviklede
videns overførbarhed til andre situationer må således tage udgangspunkt i, hvad der
karakteriserer de forskellige situationer.
Inden for Grounded Theory fokuserer man på, hvordan en teori udspringer af data, og derfor
er det helt væsentlige i udvikling af en ny teori en omhyggelig systematisk generering fra
data. Denne form for teori vil i sidste ende rumme overførbarhed og rækkevidde (Harder
1993: 62).
Ved brug af Grounded Theory er vi interesserede i at finde mønstre i jordemødrenes
diskurser om deres praksis i relation til sene provokerede aborter, og at undersøge hvilken
opfattelse jordemødrene har af den sociale virkelighed, de handler i. Vi finder tværgående
fællestræk i jordemødrenes tilgang til og praksis omkring sene provokerede aborter på trods
af forskelle i geografi, alder, hospitalets størrelse m.v., hvilket kan tale for, at det, de siger,
har en vis ekstern gyldighed og dermed kan være overførbart. Dog skal det i diskussionen af
den eksterne gyldighed fremhæves, at det er et vilkår i vores undersøgelse, at vi muligvis
med vores rekrutteringsmetode, har rekrutteret nogle særligt reflekterede jordemødre til vores
interviews – forstået på den måde, at de interviewede jordemødre kan være mere afklarede
omkring deres håndtering af sene provokerede aborter og deres tilgang til disse end andre
jordemødre.
Vi ser en styrke i, at vi har inddraget andre studier, hvis resultater kan overføres til vores
fund, hvilket taler for en vis overførbarhed. Hovedessensen i vores teoretiske udgangspunkt
er dog, at tilgang og praksis er afhængigt af omgivende strukturer og sociale processer,
hvorfor vores funds overførbarhed vil være begrænset af, at der kan være tale om andre
strukturer i andre sammenhænge, eller at strukturerne kan påvirke forskelligt. Fx kan arbejdet
med sene provokerede aborter være organiseret anderledes på andre hospitaler, og der kan
være andre procedurer, der former praksis. Vi er dog af den opfattelse, at vores fund bliver
Side | 149

Diskussion
aktualiseret af at andre studier har beskæftiget sig med nogle af de samme elementer, og at
disse også konstaterer ambivalens og mulig moralsk bekymring i jordemødres tilgang til og
praksis omkring sene provokerede aborter.
Det er væsentligt at understrege, at vores empiri udgøres af jordemødrenes diskurser om
deres praksis. Vi kan dermed ikke vide, om dette er udtryk for deres virkelige praksis, og
hvordan deres tilgang i virkeligheden forholder sig. Til at opnå viden om dette kunne man
som alternativ have benyttet sig af feltarbejde som metode, hvorved man kunne få et andet
syn på praksis. Man kunne desuden, for at nuancere vores fund, lave samme undersøgelse
blandt læger og sygeplejersker og finde ud af hvilke professionsidentiteter der her gør sig
gældende. Vi finder ligeledes, at der mangler viden om kvinders oplevelser af sene
provokerede aborter på social indikation. Størstedelen af den eksisterende forskning
beskæftiger sig med aborter på grund af føtale misdannelser eller andre abnormiteter, og som
det ses af vores fund er der markante forskelle på de to situationer, både for de aborterende
kvinder og for jordemødrene.
En samlet vurdering af de fem kvalitetskriterier peger i retning af, at vores undersøgelse trods
sine begrænsninger har en god styrke og gyldighed. Vi mener derfor, at vores udviklede teori
udgør et relevant bidrag til den sparsomme viden, der foreligger om jordemødres tilgang til
og praksis omkring sene provokerede aborter. Desuden er vi af den opfattelse, at vores
udviklede teori kan stimulere til debat på området og til en påpegning af, at der er brug for
yderligere forskning om sundhedsprofessionelles oplevelser af samt praksis omkring en så
værdiladet problemstilling, som udførelsen af sene provokerede aborter er.
Side | 150

9. Litteraturliste
Barfoed, AB. 2008. Risiko, normalitet og faglig identitet. [Masterprojekt]. København:
Master i Sundhedsantropologi, Institut for Antropologi, Københavns Universitet.
Litteraturliste
Birkler, J. 2006. Professionsetik. I: Birkler, J. (red.). Etik i sundhedsvæsenet. København:
Munksgaard Danmark, s. 138-145.
Bjerg, O. 2007. Metoder og erkendelsesteori. I: Vallgårda, S. & Koch, L. (red.).
Forskningsmetoder i folkesundhedsvidenskab. 3. udg. København: Munksgaard Danmark, s.
42-60.
Bondo, L. & Egelund, M. 2008. Professionsudvikling hos jordemødre – ser de frem, tilbage –
eller ser de ud? [Masterafhandling]. København: Master of Public Administration,
Copenhagen Business School.
Bourdieu, P. & Wacquant, LDJ. 2004. Symbolsk vold. I: Bourdieu, P. & Wacquant, L. (red.).
Refleksiv sociologi. København: Hans Reitzels Forlag, s. 126-158.
Brante, T. 1988. Sociological approaches to the professions. Acta Sociologica, 31 (2): 119-
142
Brante, T. 1989. Professioners identitet och samhälleliga villkor. I: Selander, S. (red.).
Kampen om yrkesutövning, status och kunskap – professionaliseringens sociala grund. Lund:
Studentlitteratur, s. 37-55.
Brante, T. 2005. Staten og professionerne. I: Jørgensen, AM. & Eriksen, TR. (red.).
Professionsidentitet i forandring. København: Akademisk Forlag, s. 16-35.
Center for Ligebehandling af Handicappede/Sommer, M. & Tarp, J. 2006. Sene provokerede
aborter – En undersøgelse om udviklingen af sene provokerede aborter på fostre, der er
diagnosticeret med alvorlige legemlige eller sjælelige lidelser. København: Center for
Ligebehandling af Handicappede.
Chambliss, DF. 1996. Beyond caring. Hospitals, nurses, and the social organization of
ethics. Chicago: The University of Chicago Press.
Christensen, U., Schmidt, L. & Dyhr, L. 2007. Det kvalitative forskningsinterview. I:
Vallgårda, S. & Koch, L. (red.). Forskningsmetoder i Folkesundhedsvidenskab. 3. udg.
København: Munksgaard Danmark, s. 61-86.
Cignacco, E. 2002. Between professional duty and ethical confusion: midwives and selective
termination of pregnancy. Nurs.Ethics., 9 (2): 179-191.
Clarke, AE. 2009. From Grounded Theory to Situational Analysis. What's new? Why? How?
I: Morse, JM., Stern, PN. & Corbin, J. et al. (red.). Developing Grounded Theory. The Second
Generation. Walnut Creek, CA: Left Coast Presss, 194-235.
Side | 151

Corbin, J. & Strauss, A. 1990. Grounded Theory Research: Procedures, Canons, and
Evaluative Criteria. Qualitative Sociology, 13 (1): 3-21.
Litteraturliste
Coulehan, J. & Williams, PC. 2000. Professional ethics and social activism. Where have we
been? Where are we going? I: Wear, D. & Bickel, J. (red.). Educating for professionalism.
Creating a culture of humanism in medical education. Iowa City: University of Iowa Press, s.
49-69.
Dahl, K. & Lou, S. 2007. Et informeret valg af fosterdiagnostik? Månedsskrift for Praktisk
Lægegerning, 9: 883-890.
Dahlager, L. & Fredslund, H. 2007. Hermeneutisk analyse - forståelse og forforståelse. I:
Vallgårda, S. & Koch, L. (red.). Forskningsmetoder i Folkesundhedsvidenskab. 3. udg.
København: Munksgaard Danmark, s. 154-178.
Det Centrale Handicapråd. 2005. Handicap, Etik og Fosterdiagnostik – et refleksionspapir.
København: Det Centrale Handicapråd.
Det Etiske Råd. 1997. Sene, provokerede aborter. København: Det Etiske Råd.
Det Etiske Råd. 2003. Baggrundskapitel: Filosofiske overvejelser angående fosteranlæggets
etiske status. I: Det Etiske Råd. Menneskeligt livs begyndelse og fosteranlæggets etiske status
- et debatoplæg. København: Det Etiske Råd, s. 41-54.
Det Etiske Råd. 2009. Fremtidens fosterdiagnostik. København: Det Etiske Råd.
Dyhr, L. & Schmidt, L. 2003. Interviewet som forskningsmetode. I: Lunde, I. & Ramhøj, P.
(red.). Humanistisk forskning inden for sundhedsvidenskab. København: Akademisk Forlag,
s. 154-168.
Eriksen, TR. 1989. Kvindeverden - og offentlig sektor. Social kritik, 1 (3): 6-16.
Eriksen, TR. 2007. Det professionaliserede og det personlige. I: Andersen, PØ., Ellegaard, T.
& Muschinsky, LJ. (red.). Klassisk og moderne pædagogisk teori. København: Hans Reitzels
Forlag, s. 435-456.
Eriksen, TR. In press. Professionsidentiteter i forandring.
Esmark, K. 2006. Bourdieus uddannelsessociologi. I: Prieur, A. & Sestoft, C. (red.). Pierre
Bourdieu. En introduktion. København: Hans Reitzels Forlag, s. 71-113.
Formand for Jordemoderforeningen. Bondo, L. December 2010. Personlig meddelelse.
Fredslund, H. & Dahlager, L. 2005. Kvaliteten – Fem krav til kvalitativ forskning. I: Baarts,
C. & Fredslund, H. (red.). Perspektivet – kvalitativ forskning i arbejdsmiljø og arbejdsliv.
København: Arbejdsmiljøinstituttet, s. 236-253.
Side | 152

Litteraturliste
Garel, M., Etienne, E., Blondel, B. & Dommergues, M. 2007. French midwives’ practice of
termination of pregnancy for fetal abnormality. At what psychological and ethical cost?
Prenat.Diagn., 27 (7): 622-628.
Garel, M., Gosme-Seguret, S., Kaminski, M. & Cuttini, M. 2002. Ethical decision-making in
prenatal diagnosis and termination of pregnancy: a qualitative survey among physicians and
midwives. Prenat.Diagn., 22 (9): 811-817.
Geerinck-Vercammen, CR. & Kanhai, HH. 2003. Coping with termination of pregnancy for
fetal
abnormality in a supportive environment. Prenat.Diagn., 23 (7): 543-548.
Glaser, B. & Strauss, A. 1967. The discovery of Grounded Theory: Strategies for qualitative
research. New York: Aldine de Gruyter.
H:S & Amtsrådsforeningen. 2005. Kompetenceprofil for den nyuddannede jordemoder.
Harder, I. 1993. Grounded Theory – praksisforankret teoriudvikling. I: Ramhøj, P. (red.).
Overvejelser og metoder i sundhedsforskningen. København: Akademisk Forlag, s. 59-72.
Hartlev, M. 2010. Retlige spørgsmål ved livets begyndelse – Fosterdiagnostik, PGD, abort
og fosterreduktion. Undervisningsnotat. Bioret og bioetik, Københavns Universitet.
Helweg-Larsen, K. 1998. Abort før og efter 12. uge. Hvornår er fosteret et barn? I: Petersson,
B., Knudsen, LB. & Helweg-Larsen, K. (red.). Abort i 25 år. København: L&R FAKTA, s.
127-130.
Herrmann, JR. 2008. Retsbeskyttelsen af fostre og befrugtede æg. [Ph.d.-afhandling].
København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
Holm, S. & Schmidt, L. 2003. Analyse baseret på "Grounded Theory". I: Lunde, IM. &
Ramhøj, P. (red.). Humanistisk forskning inden for sundhedsvidenskab. København:
Akademisk Forlag, s. 222-235.
Horton-Salway, M. & Locke, A. 2010. ’But you might be damaging your baby': Constructing
choice and risk in labour and childbirth. Feminism & Psychology, 20 (4): 435-453.
Hunt, K., France, E. & Ziebland, S. et al. 2009. 'My brain couldn't move from planning a
birth to planning a funeral': A qualitative study of parents’ experiences of decisions after
ending a pregnancy for fetal abnormality. International Journal of Nursing Studies, 46: 1111-
1121.
Høyer, K. 2007. Hvad er teori, og hvordan forholder teori sig til metode? I: Vallgårda, S. &
Koch, L. (red.). Forskningsmetoder i Folkesundhedsvidenskab. 3. udg. København:
Munksgaard Danmark, s. 17-41.
Side | 153

Litteraturliste
Jordemoderforeningen. 2008. Levendefødt mod forventning. Tidsskrift for Jordemødre, 2.
Jørgensen, AM. & Eriksen, TR. 2005. Introduktion. I: Jørgensen, AM. & Eriksen, TR. (red.).
Professionsidentitet i forandring. København: Akademisk Forlag, s. 9-15.
Khalid, L., Price, SM., & Barrow, M. 1994. The attitudes of midwives to maternal serum
screening for Down's syndrome. Public Health, 108 (2): 131-136.
Korenromp, MJ., Christiaens, GCML. & van den Bout, J. et al. 2005. Long-term
psychological consequences of pregnancy termination for fetal abnormality: a crosssectional
study. Prenatal Diagnosis, 25: 253-260.
Krasnik, A. 2007. Reformer og reformprocesser. I: Vallgårda, S. & Krasnik, A. (red.).
Sundhedsvæsen og sundhedspolitik. København: Munksgaard Danmark, s. 115-134.
Kvale, S. 1997. Interview – En introduktion til det kvalitative forskningsinterview.
København: Hans Reitzels Forlag.
Larsen, M. 2002. Den store forandring. I: Cliff, H. (red.). Fast ansat ved mysteriet – Den
Almindelige Danske Jordemoderforening 1902-2002. København: Den Almindelige Danske
Jordemoderforening, s. 294-318.
Larsen, M. 2005. Ideologi. I: Cornelius, H. & Schnack, K. (red.). Voksenpædagogisk
opslagsbog. 3. udg. København: Christian Ejlers, s. 104-109.
Larsson, M., Aldegarmann, U. & Aarts, C. 2009. Professional role and identity in a changing
society: three paradoxes in Swedish midwives' experiences. Midwifery, 25 (4): 373-381.
Laursen, PF., Moos, L., Olesen, HS. & Weber, K. 2005. Professionalisering – en grundbog.
København: Roskilde Universitetsforlag.
Lindström, M., Jacobsson, L., Wulff, M. & Lalos, A. 2007. Midwives' experiences of
encountering women seeking an abortion. J.Psychosom.Obstet.Gynaecol., 28 (4): 231-237.
Lov nr. 665 af juni 2010a. Lov om begravelse og ligbrænding. Kirkeministeriet.
Lov nr. 913 af juli 2010b. Sundhedsloven. Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Lov nr. 133 af marts 2004. Lov om ændring af lov om ligsyn, obduktion og transplantation
m.v. og børneloven. Justitsministeriet.
Mathiesen, A. & Højbjerg, H. 2004. Sociologiske feltanalyser. I: Fuglesang, L. & Olsen, PB.
(red.). Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne. 2. udg. København: Roskilde
Universitetsforlag, s. 233-274.
Side | 154

Litteraturliste
Nexø, SA. 2009. Gode liv, dårlige liv – problematiseringer og valg i dansk abortpolitik. I:
Glasdam, S. (red.). Folkesundhed - i et kritisk perspektiv. København: Dansk Sygeplejeråd –
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, s. 372-398.
Norup, M. 1997. Attitudes towards abortion in the Danish population. Bioethics., 11 (5):
439-449.
Norup, M. 1998. Attitudes towards abortion among physicians working at obstetrical and
paediatric departments in Denmark. Prenat.Diagn., 18 (3): 273-280.
Overlæge på Århus Universitetshospital, Skejby. December 2010. Personlige meddelelse.
Overlæge på Rigshospitalet. December 2010. Personlig meddelelse.
Parstedt, L. & Wikström, C. 2009. Barnmorskans upplevelser av ett etiskt dilemma vid en sen
abort. Borås: Institutionen för vårdvetenskap, Höskolan i Borås.
Petersen, MBT., Rørbye, C. & Nilas, L. 2003. Stor variation i behandlingsregimer ved
medicinsk abort i Danmark. Ugeskrift for Læger, 165 (21): 2187-2190.
Petersson, B. 1998. Aborter efter 12. svangerskabsuge. I: Petersson, B., Knudsen, LB. &
Helweg-Larsen, K. (red.). Abort i 25 år. København: L&R FAKTA, s. 112-119.
Prieur, A. 2006. En teori om praksis. I: Prieur, A. & Sestoft, C. (red.). Pierre Bourdieu. En
introduktion. København: Hans Reitzels Forlag, s. 23-69.
Rasborg, K. 2004. Socialkonstruktivismer i klassisk og moderne sociologi. I: Fuglesang, L. &
Olsen, PB. (red.). Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne. 2. udg. København: Roskilde
Universitetsforlag, s. 349-387.
Risøy, SM. 2009. Sårbar, suveren og ansvarlig – Kvinners fortellinger om fosterdiagnostikk
og selektiv abort. [Ph.d.-afhandling]. Bergen: Institutt for Administrasjon og
organisasjonsvitenskap, Det Samfunnsvitenskapelige Fakultet, Universitetet i Bergen.
Rothman, BK. 1986. The Products of Conception. I: Rothmann, BK. (red.). The Tentative
Pregnancy. How Amniocentesis Changes the Experience of Motherhood. New York: W.W.
Norton & Company, Inc., s. 1-21.
Rørbye, C. & Westergaard, J. 2005. Abortus provokatus. I: Ottesen, B., Mogensen, O. &
Forman, A. (red.). Gynækologi. København: Munksgaard Danmark, s. 126-135.
Rådestad, I., Steineck, G., Nordin, C. & Sjogren, B. 1996. Psychological complications after
stillbirth-- influence of memories and immediate management: population based study. BMJ,
312 (7045): 1505-1508.
Side | 155

Litteraturliste
Salvesen, KÅ., Øyen, L. & Schmidt, N. et al. 1997. Comparison of long-term psychological
responses of women after pregnancy termination due to fetal anomalies and after perinatal
loss. Ultrasound in Obstetrics & Gynecology, 9: 80-85.
Sestoft, C. 2006. Felt: Begreber og analyser. I: Prieur, A. & Sestoft, C. (red.). Pierre
Bourdieu. En introduktion. København: Hans Reitzels Forlag, s. 157-184.
Sidenius, K. 1998. Abortmetoder – fysiske bivirkninger efter abort. I: Petersson, B.,
Knudsen, LB. & Helweg-Larsen, K. (red.). Abort i 25 år. København: L&R FAKTA, s. 98-
102.
Sloan, EP., Kirsh, S. & Mowbray, M. 2008. Viewing the fetus following termination of
pregnancy for fetal anomaly. J.Obstet.Gynecol.Neonatal Nurs., 37 (4): 395-404.
Statham, H. 2002. Prenatal diagnoses of fetal abnormality: the decision to terminate the
pregnancy and the psychological consequences. Fetal and Maternal Medicine Review, 13
(4): 213-247.
Strauss, A. & Corbin, J. 1998. Basics of Qualitative Research – Techniques and Procedures
for Developing Grounded Theory. 2. udg. Thousand Oaks, CA: Sage Publications.
Sundhedsstyrelsen. 2004. Retningslinjer for fosterdiagnostik - prænatal information,
risikovurdering, rådgivning og diagnostik. København: Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen. 2005a. Vejledning om kriterier for levende- og dødfødsel mv. København:
Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen. 2005b. Årsberetning 2004 – Ankenævnet i sager om
svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation. København: Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen. 2010a. Årsberetning 2009 – for Ankenævnet i sager om
svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation. København: Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen. 2010b. Barn i vente. Graviditet, fødsel, barselstid - til kommende
forældre. København: Sundhedsstyrelsen.
Thorup, ML. 2007. Man begraver da aborter. www.information.dk, 16-2-2007.
Vicechefjordemoder på Hillerød Hospital. Januar 2011. Personlig meddelelse.
Wackerhausen, S. 2002. Professionsidentitet, uddannelse og humanisme. I: Wackerhausen, S.
(red.). Humanisme, professionsidentitet og uddannelse - i sundhedsområdet. København:
Hans Reitzels Forlag, s. 51-75.
Wilken, L. 2005. Habitus, kapital og felt. I: Esmark, A., Laustsen, CB. & Andersen, NÅ.
(red.). Socialkonstruktivistiske analysestrategier. København: Roskilde Universitetsforlag, s.
211-233.
Side | 156

Wind-Andersen, K. & Michelsen, N. 2001. Sene aborter. Praktiserende læger i en
socialmedicinsk rolle. Månedsskrift for Praktisk Lægegerning, 79: 27-42
Litteraturliste
Østerberg, D. 2005a. Institution, institutionering og deinstitutionering. I: Østerberg, D. (red.).
Sociologiske nøglebegreber. København: Akademisk Forlag, s. 99-103.
Østerberg, D. 2005b. Social struktur I: Østerberg, D. (red.). Sociologiske nøglebegreber.
København: Akademisk Forlag s. 12-17.
Østerberg, D. 2005c. Socialisering. I: Østerberg, D. (red.). Sociologiske nøglebegreber.
København: Akademisk Forlag s. 91-93.
Hjemmesider
www.abortnet.dk. 2011.
www.hvidovrehospital.dk. 2011.
www.jordemoderforeningen.dk. 2011.
www.spaedbarnsdoed.dk. 2011.
www.sst.dk. 2011.
Side | 157

Bilag 1: Interviewguide
Introduktion
-­‐ Præsentation af os.
-­‐ Interviewet vil blive brugt til udarbejdelsen af vores speciale på
Folkesundhedsvidenskab og evt. også i en videnskabelig artikel.
-­‐ Formål med speciale.
-­‐ Interviewet kommer ca. til at vare 1-1,5 time.
-­‐ Interviewet er anonymt. Diktafonen og udskriften vil blive behandlet fortroligt, og du
vil ikke kunne genkendes i hverken specialet eller evt. artiklen.
-­‐ Tilladelse til publicering og indsamling af cpr.nr, hvis opfølgende artikel senere.
Jordemoderens baggrund
- Alder, uddannelse (hvor og hvornår), nuværende og tidligere ansættelser.
- Ansættelsesforhold, arbejdsforhold (flere fødsler på samme tid?), arbejdstid.
- Hvorfor blev du jordemoder?
Professionsidentitet
- Kan du prøve at beskrive en jordemoders arbejdsopgaver?
- Hvad, synes du, er en jordemoders vigtigste funktion?
Bilag
- Synes du, der er noget, der gør jeres arbejde i forbindelse med fødsler forskelligt fra fx
lægernes arbejde med fødsler?
- Synes du, at udførelsen af sene provokerede aborter hører ind under jordemødrenes
arbejdsområde? Hvorfor/hvorfor ikke?
- Hvordan oplever du at holdningen til sene provokerede aborter er på din afdeling?
- Oplever du på din arbejdsplads, at der er sket en stigning i antallet af sene
provokerede aborter?
- Fylder det noget i din arbejdsbevidsthed? Og på arbejdspladsen?
Praksis og forberedelse
- Kan du beskrive, hvad du har lært om aborter og sene provokerede aborter i løbet af
din uddannelse og dit arbejde?
Side | 158

- Kan du prøve at beskrive, hvordan en sen provokeret abort foregår på din
arbejdsplads?
- Vil du beskrive en konkret oplevelse, du har haft med en sen provokeret abort?
- Følte du dig tilstrækkelig forberedt?
- Kan man overhovedet forberedes/beskytte sig selv?
- Var der noget, der kom bag på dig?
- Kender du årsagen/indikationen til den sene provokerede abort samt historien bag, når
du møder kvinden/parret?
- Hvordan behandler I det aborterede foster?
- Kender du til, at der er børn, der har udvist livstegn efter fødslen?
- Hvad skal I som jordemødre formelt gøre i den situation?
- Til de jordemødre, der har været med til flere sene provokerede aborter: oplever du, at
det bliver nemmere at håndtere de sene provokerede aborter, når man har været med
til flere?
- Har du gjort dig nogle tanker om, hvorvidt man kunne håndtere forløbet omkring de
sene provokerede aborter på en anden måde, end man gør i dag, som ville lette det
(for hhv. dig som jordemoder, kvinden og fostret)?
Selvopfattet rolle ved sene provokerede aborter
- Kan du prøve at beskrive, om der er forskel på dit arbejde i forløbet med en sen
provokeret abort i forhold til ved en almindelig fødsel?
- Hvad, oplever du, er din vigtigste funktion som jordemoder i forbindelse med
gennemførelsen af den sene provokerede abort (for hhv. kvinden og fosteret (før/efter
aborten))?
- Oplever du at være inddraget i den gravide kvindes beslutningsproces inden aborten?
Tilgang til abort generelt set
- Hvad er dine tanker om den nuværende danske abortgrænse?
- Er en sen abort mere eller mindre acceptabel for dig, afhængig af hvilken indikation
den udføres på?
- Er din holdning til sene provokerede aborter forskellig alt efter, hvor gammelt fostret
er?
Bilag
Side | 159

Tilgang til fosterdiagnostik
- Hvad har du gjort dig af tanker om den udvikling, der sker på det fosterdiagnostiske
område?
- Kan du prøve at beskrive den teknologiske udvikling (hjælpemidler osv.), der er sket
mens du har været under uddannelse/har arbejdet som jordemoder?
- Kan du prøve at beskrive, om du som jordemoder har gjort dig nogen tanker om, hvad
der er et godt og dårligt liv?
Fostrets rettigheder vs. kvindens rettigheder
- Hvis du tænker, at kvinder har en ret til selvbestemmelse, og at fostre har en ret til at
leve, hvordan vil du så vægte de rettigheder?
- Er levedygtighedskriteriet vigtigt for dig som jordemoder? Hvorfor?
- Hvad er dine egne refleksioner over, at man har lovgivningens ord for at man må
Afslutning
afslutte et potentielt liv i forbindelse med en sen provokeret abort?
-­‐ Vi har ikke flere spørgsmål, er der noget, vi ikke har spurgt om, som du gerne vil
tilføje?
-­‐ Har du ellers nogle spørgsmål til os?
-­‐ Mange tak for din tid, vi sætter stor pris på, at du ville tale med os!
Bilag
Side | 160