Retshåndhævelsesarrest - varetægtsfængsling på baggrund af ...

I en undersøgelse af de materielle betingelser for retshåndhævelsesarrest beskæftiger Peter Rørdam
sig med de momenter, som i praksis inddrages i en sådan vurdering, og det er ifølge Rørdam den
forventede straf og de kvalificerende omstændigheder. Om betydningen af den forventede straf anfører
Rørdam ”at der må og bør være en sammenhæng [mellem udfaldet af straffesagen og forbrydelsens
grovhed]. Straffens størrelse afspejler grovheden” 88 . Det betyder dog ikke, at den forventede
straf i sig selv er afgørende for vurderingen, men det har været omdiskuteret, hvorvidt den forventede
straf kan være så lav, at retshåndhævelsesarrest efter stk. 2, nr.1 er udelukket.
Det oprindelige lovforslag til bestemmelsen om retshåndhævelsesarrest indeholdte en betingelse
om, at ”mindst 1 Aars Frihedsberøvelse maa antages at være forskyldt” 89 . Betingelsen udgik dog
fra lovforslaget forud for Folketingets behandling heraf, da både Retsplejeudvalget og Rigsadvokaten
konkluderede, at den indebar en unødvendig begrænsning af anvendelsesområdet, fordi ”der
naar Formaalet er tydeliggjort, ingen Betænkeligheder kan være ved den indstillede mere rummelige
Angivelse, der anbefaler sig ved ikke at afgive Stof til Tvivl om Afgrænsningerne” 90 .
Wilhjelm fortolker denne formulering således, at man bevidst åbnede en mulighed for anvendelse af
retshåndhævelsesarrest i tilfælde, hvor der ikke kunne ventes frihedsberøvelse af mindst 1 års varighed
91 , mens det faktum, at en sådan betingelse har været overvejet, ifølge Rørdam omvendt taler
for, at fængsling kræver, at der i det konkrete tilfælde må forventes idømmelse af en længerevarende
straf 92 .
I den ovenfor refererede afgørelsen U 1983.391 H konkluderede Højesteret, at anvendelse af retshåndhævelsesarrest
(med hjemmel is stk. 2, nr. 1) efter lovens forarbejder forudsatte ”at sigtelsen
angår forhold af en sådan grovhed, at der må forventes idømt langvarig fængselsstraf eller anden
strafferetlig foranstaltning af tilsvarende betydning” 93 . Højesteret tog i forbindelse hermed ikke
stilling til, hvad der nærmere bestemt ligger i begrebet ’langvarig fængselsstraf’.
Heller ikke Strafferetsplejeudvalget nåede efterfølgende frem til en generel afgrænsning af begrebet
’langvarig fængselsstraf’ jf. betænkning 978/1983, hvor udvalget konkluderede at det ikke kunne
udelukkes, ”at retshåndhævelsesarrest fortsat vil kunne anvendes i ganske særligt grove voldssager,
hvor den forskyldte straf må antages at ligge langt over normalområdet, selvom den konkret forskyldte
straf ikke når op på 1 års fængsel” 94 . Afgørelsen U 1983.391 H er fra nogle sider blevet
tolket således, at der kan ske fængsling, hvor den forventede straf ’kun’ er på 8-10 måneder 95 .
Nyere retspraksis har skabt en vis afklaring på området, således at der nu må siges at være fastsat en
undergrænse for, hvornår der kan ske fængsling efter stk. 2, nr. 1. Højesteret har slået fast, at fængsling
efter denne bestemmelse ”kræver, at den straf, som forventes idømt, er på mindst et års ubetinget
fængsel” 96 . Denne fortolkning af bestemmelsen, som indebærer en afstandstagen til blandt andet
strafferetsplejeudvalgets fortolkning af U.1983.391 H, er blevet lagt til grund i en række nyere kendelser.
88
Rørdam 1984, s. 208
89
Ibid. s. 199
90
Betænkning 978/1983, s.12
91
Wilhjelm 1988, s. 228
92
Rørdam 1984, s. 199
93
Rørdam 1984 s. 199 og afsnittet ”Udvidelsen af anvendelsesområdet i forbindelse med voldssager” ovenfor.
94
Betænkning 978/1983 s. 20.
95
Dybdahl s. 28.
96
Dybdahl s. 28.
RETTID 2012/Specialeafhandling 22 17