Retshåndhævelsesarrest - varetægtsfængsling på baggrund af ...

for bedømmelsen, hvorvidt en sigtet tidligere har begået kriminalitet; i hvert fald i det omfang, som
dette har indflydelse på den forventede strafferamme.
3.3. Kriminalitetskravet i § 762, stk. 2, nr. 2
I forbindelse med denne bestemmelse består kriminalitetskravet ligeledes af to betingelser, idet der
her gælder et krav om arten af den påsigtede kriminalitet og et krav til forbrydelsens grovhed.
Kravet om arten af den påsigtede kriminalitet er, at der skal være tale om en forbrydelse, der er omfattet
af straffelovens § § 119, stk. 1, § 123, § 134 a, § 192 a, stk. 2, § 218, stk. 1, § 222, §§ 224 eller
225, jf. § 218, stk. 1, eller § 222, § 235, stk. 1, §§ 244-246, § 250 eller § 252 eller en overtrædelse
af straffelovens § 232 over for et barn under 15 år. Disse bestemmelser omhandler primært
voldsforbrydelser generelt eller sædelighedsforbrydelser mod børn under 15 år.
Grovhedskriteriet i stk. 2, nr. 2 synes umiddelbart mindre kompliceret, end grovhedskriteriet i den
almindelige bestemmelse om retshåndhævelsesarrest. Ud fra bestemmelsen ordlyd må der foretages
en vurdering af, hvilken straf der må forventes, idet kriminalitetskravet er opfyldt, hvis ”lovovertrædelsen
efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre en ubetinget dom
på fængsel i mindst 60 dage” 117 .
Vurderingen af, hvilken straf der må forventes er i tilfælde af vold på den ene side præget af, at der
”findes en meget specificeret strafudmålingspraksis for almindelige voldssituationer” 118 , mens
skyldsspørgsmålet i voldssager på den anden side kan være vanskeligt at fastslå på de indledende
stadier, hvorfor det måske ligefrem kan synes at være ”en umulig opgave at vurdere om et givet
forhold skal bedømmes til mere end 60 dages fængsel” 119 . Man undersøgte i otte politikredse anvendelsen
af bestemmelsen gennem det første år efter dens ikrafttræden og fandt frem til, at 28 personer
var blevet varetægtsfængslet udelukkende under henvisning til § 762, stk. 2, nr. 2. Alle personerne
i disse sager blev dømt, men 8 af dem blev blot idømt 40 dages ubetinget fængsel 120 . Dette
kunne godt tyde på problemer i anvendelsen af bestemmelsen i praksis, men det kan også være et
resultat af, at undersøgelsen blev foretaget, før end der var en fast praksis for anvendelsen 121 .
I forhold til sædelighedsforbrydelserne vurderer Strafferetsplejeudvalget, at det vil være uden vanskeligheder
for domstolene at anvende 60-dages kriteriet i forhold til disse, selvom der ikke på
samme måde som for voldsforbrydelserne findes en fast praksis for strafudmålingen 122 . Udvalgets
betragtninger skal dog formentlig ses i lyset af, at udvalget er af den overbevisning, at reglerne for
retshåndhævelsesarrest bør have et snævert anvendelsesområde 123 , og at man således må afvise
retshåndhævelsesarrest, hvor der måtte være tvivl om, hvorvidt kriteriet om 60 dages fængsel konkret
er opfyldt 124 . Udvalget anfører endvidere, at der i de enkelte tilfælde af disse sædelighedsforbrydelser
må forventes et straffeniveau, der ligger betydeligt over de 60 dage, hvorfor der sjældent
vil være tvivl om, hvorvidt kriteriet er opfyldt 125 . Ud fra Strafferetsplejeudvalgets vurdering synes
117
RPL § 762, stk. 2, nr. 2.
118
Smith m.fl. 2008, s. 560f.
119
Ibid. s. 561.
120
Hesselbjerg s. 65ff.
121
Praksis kan med andre ord have ændret sig i den tid, der er forløbet siden undersøgelsen.
122
Betænkning 1496/2008 s. 88.
123
Ibid. s. 86.
124
Ibid. s. 88.
125
Betænkning 1496/2008 s. 88.
RETTID 2012/Specialeafhandling 22 21