Sidste søndag i kirkeåret 1. tr. 2009 Salmevalg ... - Flakkebjerg Sogn

flakkebjergsogn.dk

Sidste søndag i kirkeåret 1. tr. 2009 Salmevalg ... - Flakkebjerg Sogn

trong>Sidstetrong> trong>søndagtrong> i trong>kirkeårettrong> trong>1.trong> tr. 2009

Salmevalg: 732 - dybt hælder året, 320 midt i blandt os er

Guds rige 370- Menneske din egen magt 276 – dommer over

levende og døde 431 – herre Kristus dig til ære,

I dag er det trong>kirkeårettrong>s sidste trong>søndagtrong>. På trong>søndagtrong>

begynder vi forfra med et nyt. Når noget slutter, har vi for

vane at se tilbage og evaluere: Hvordan gik det? Hvad har vi

opnået og hvordan har vi klaret os? Og det må vi også gøre i

dag, når vi har hørt fortællingen fra evangeliet.

For sikke et billede der males for os deri i dag.

Et frygteligt og skræmmende billede fra verdens ende, den

yderste dag: I midten ser vi Kristus sidde i al sin vælde som

en dommer og udtale dommen over verden. Mennesker

sorteres efter deres handlinger. De gode fra de onde. Fårene

skilles fra bukkene. De gode venter der evig fred og glæde,

de onde evig straf og pine. Skulle man farvelægge billedet

skulle vi have fat i den sorte og den hvide maling, så skellet

mellem ondt og godt, lys og mørke blev klart og tydeligt.

I gamle dage malede man ofte dette billede her

på væggen ved korbuen, så det var det folk så på når de sad i

kirken. Herovre (Højre) så man de frelste gå glade til paradis,

men herovre (venstre) blev de fortabte sjæle kastet ned i

Helvedsgabets flammer. Så kunne man så sidde på sin

kirkebænk og tænke over hvor man mon selv ville ende

henne… (og more sig over at præsten prædikede her fra

venstre side af billedet.)

Og mon ikke også den tanke strejfede de fleste

af os før, da jeg læste højt og åbnede for den strøm af

billeder der møder os i fortællingen: de sultende, de bange og

pjaltede flygtninge, mennesker ødelagt af sygdomme og

forgræmmede ansigter bag fængslernes tremmer. Vi ser dem

hver dag – i tv avisen, på gaden i de større byer, vi har dem i

familien og omgangskredsen. ”Jeg var sulten og I gav mig

mad, jeg var tørstig og I gav mig noget at drikke. Jeg var

nøgen og I gav mig tøj, jeg var syg og I tog Jer af mig, jeg

var i fængsel og I besøgte mig” siger Jesus.

du?

Og gjorde vi så det? Gjorde jeg det? Gjorde

Nej, så vi ved godt hvad klokken har slået. Vi

ved godt hvor vi ender, når fårene en dag skal skilles fra

bukkene: Der vil blive godt besøgt her til venstre i Helvedes

hede – og temmelig tomt der til højre. For jeg tror ikke at

nogen af os, kan sige sig for god til bare én gang at have gået

forbi den sultne, den tørstige, den fremmede, den nøgne og


ikke én kan sige sig fri for at have forsømt den syge eller

fængslede.

Men hvad skal vi bruge det til? Skal vi nu gå

rundt og ryste i bukserne af angst for Helvedes flammer

indtil en dag vor Herre kommer tilbage for at dømme

levende og døde? Skal vi nu begynde det nye kirkeår med at

jage af sted for at få indhentet alt det gode vi burde have

gjort, så regnskabet kommer til at se lidt bedre ud for os?

Skal vi nu til at sætte vores eget liv til side for at gøre godt

for andre? Hvornår er det nok og hvor meget skal der

egentligt til før vi kan få adgang til evig fred og glæde i

stedet for straf og pine?

For et eller andet sted har vi også alle gjort det

modsatte og for et øjeblik kunne føle os sikre på at måtte

tage udgangen til højre når den tid kommer. Der var da en

gang hvor vi hjalp den dame dér der faldt om på gaden, og så

var der også den morgen vi tømte pungen for mønter og gav

dem til tiggeren på stationen. Og vi får da også af og til

besøgt tante Hanne både da hun var på hospitalet og

derhjemme.

Det er i virkeligheden enkle ting som Jesus

taler om at vi skal gøre. Det er så nemt at hjælpe når der er

brug for det, - næsten ligeså nemt som at lade være. Og vi

gør det også. Verden fungerer fordi vi hver dag gør lidt af det

Jesus nævner. Hvis ikke vi eller andre gjorde det, ville

verden ikke hænge sammen. Det bliver forsømt, ja, men det

bliver også gjort. Verden er ikke kun sort/hvid.

Alligevel er der skarpe ord til os fra

Verdensdommeren Jesus i dag. Vi kender bedst selv

forholdet mellem vores dovenskab og vores gode gerninger.

Vi kan ikke se rundt på hinanden og sige ”du ender nok dér.”

Vi kan ikke sortere hinanden i gode og onde. Og det skal vi

heller ikke, ligesom vi heller ikke skal begynde at placere os

selv blandt de onde eller de gode. Vi skal ikke gå rundt og

frygte for som bukkene at blive skilt fra fårene.

For når alt kommer til alt, er der en buk i os

alle. Men også et sødt lille får. Vi hører ikke kun til i den

sorte side af billedet, men bestemt heller ikke i den hvide.

Der er ondt og godt i os alle – som det symboliseres i det

gamle kinesiske tegn Yin & Yang. Det runde tegn med en

sort og en hvid fiskeagtig facon, hver med en lille plet af den

modsatte farve i sig. Det er æld gammel menneskelig

visdom, og Gud selv kendte selvfølgelig allerede til det

dengang i tidernes morgen og fandt derfor også en løsning på

problemet.


For skulle han se passivt til mens hans egne

skabninger én efter én måtte dømmes til Helvedes flammer

fordi de ikke altid kunne gøre det gode? Ikke på vilkår – det

var de alligevel for værdifulde til.

For at løse sit eget dilemma blev han menneske

som os, levede det liv vi burde have levet – det hvide liv, det

gode liv, uden antydning af sort. Men tog alligevel den straf

vi skulle have haft, så vi kan gå fri. Det gjorde han da han

døde på korset og opstod fra de døde på 3. dagen. Det er den

tro vi døbes på.

I dåben får vi Guds velsignelse. Vi bliver Guds

børn og bliver dem til hvem Jesus i dag siger: Kom, I som er

min fars velsignede. Det er os. Dig og mig, Da vi i dåben

blev båret frem for Gud i den hvide dåbskjole, fik vi det løfte

at fra da af, ville han altid se os sådan - hvidklædte. Dåbens

vand vaskede det sorte af os – i hvert fald i Guds øjne. Og

derfor behøver vi ikke længere frygte for dommen der venter

os på den yderste dag. Vi har udsigt til hvide vægge fra

kirkebænken i dag. Der er ikke længere grund til at male

fanden på vægen. For vi er velsignede og vi har fået lovning

på at måtte tage udgangen til højre. Derfor kan vi med ro i

sindet på trong>søndagtrong> begynde det nye kirkeår, med alle vores

gode intentioner. Vi må gøre vort bedste for at leve op til

dem, men behøver ikke frygte den evige straf når vi fejler.

For den er der allerede én der har taget for os.

Derfor lov og tak…

More magazines by this user
Similar magazines