Sidste søndag i kirkeåret 1. tr. 2009 Salmevalg ... - Flakkebjerg Sogn
Sidste søndag i kirkeåret 1. tr. 2009 Salmevalg ... - Flakkebjerg Sogn
Sidste søndag i kirkeåret 1. tr. 2009 Salmevalg ... - Flakkebjerg Sogn
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<s<strong>tr</strong>ong>Sidste</s<strong>tr</strong>ong> <s<strong>tr</strong>ong>søndag</s<strong>tr</strong>ong> i <s<strong>tr</strong>ong>kirkeåret</s<strong>tr</strong>ong> <s<strong>tr</strong>ong>1.</s<strong>tr</strong>ong> <strong>tr</strong>. <strong>2009</strong><br />
<strong>Salmevalg</strong>: 732 - dybt hælder året, 320 midt i blandt os er<br />
Guds rige 370- Menneske din egen magt 276 – dommer over<br />
levende og døde 431 – herre Kristus dig til ære,<br />
I dag er det <s<strong>tr</strong>ong>kirkeåret</s<strong>tr</strong>ong>s sidste <s<strong>tr</strong>ong>søndag</s<strong>tr</strong>ong>. På <s<strong>tr</strong>ong>søndag</s<strong>tr</strong>ong><br />
begynder vi forfra med et nyt. Når noget slutter, har vi for<br />
vane at se tilbage og evaluere: Hvordan gik det? Hvad har vi<br />
opnået og hvordan har vi klaret os? Og det må vi også gøre i<br />
dag, når vi har hørt fortællingen fra evangeliet.<br />
For sikke et billede der males for os deri i dag.<br />
Et frygteligt og skræmmende billede fra verdens ende, den<br />
yderste dag: I midten ser vi Kristus sidde i al sin vælde som<br />
en dommer og udtale dommen over verden. Mennesker<br />
sorteres efter deres handlinger. De gode fra de onde. Fårene<br />
skilles fra bukkene. De gode venter der evig fred og glæde,<br />
de onde evig s<strong>tr</strong>af og pine. Skulle man farvelægge billedet<br />
skulle vi have fat i den sorte og den hvide maling, så skellet<br />
mellem ondt og godt, lys og mørke blev klart og tydeligt.<br />
I gamle dage malede man ofte dette billede her<br />
på væggen ved korbuen, så det var det folk så på når de sad i<br />
kirken. Herovre (Højre) så man de frelste gå glade til paradis,<br />
men herovre (vens<strong>tr</strong>e) blev de fortabte sjæle kastet ned i<br />
Helvedsgabets flammer. Så kunne man så sidde på sin<br />
kirkebænk og tænke over hvor man mon selv ville ende<br />
henne… (og more sig over at præsten prædikede her fra<br />
vens<strong>tr</strong>e side af billedet.)<br />
Og mon ikke også den tanke s<strong>tr</strong>ejfede de fleste<br />
af os før, da jeg læste højt og åbnede for den s<strong>tr</strong>øm af<br />
billeder der møder os i fortællingen: de sultende, de bange og<br />
pjaltede flygtninge, mennesker ødelagt af sygdomme og<br />
forgræmmede ansigter bag fængslernes <strong>tr</strong>emmer. Vi ser dem<br />
hver dag – i tv avisen, på gaden i de større byer, vi har dem i<br />
familien og omgangskredsen. ”Jeg var sulten og I gav mig<br />
mad, jeg var tørstig og I gav mig noget at drikke. Jeg var<br />
nøgen og I gav mig tøj, jeg var syg og I tog Jer af mig, jeg<br />
var i fængsel og I besøgte mig” siger Jesus.<br />
du?<br />
Og gjorde vi så det? Gjorde jeg det? Gjorde<br />
Nej, så vi ved godt hvad klokken har slået. Vi<br />
ved godt hvor vi ender, når fårene en dag skal skilles fra<br />
bukkene: Der vil blive godt besøgt her til vens<strong>tr</strong>e i Helvedes<br />
hede – og temmelig tomt der til højre. For jeg <strong>tr</strong>or ikke at<br />
nogen af os, kan sige sig for god til bare én gang at have gået<br />
forbi den sultne, den tørstige, den fremmede, den nøgne og
ikke én kan sige sig fri for at have forsømt den syge eller<br />
fængslede.<br />
Men hvad skal vi bruge det til? Skal vi nu gå<br />
rundt og ryste i bukserne af angst for Helvedes flammer<br />
indtil en dag vor Herre kommer tilbage for at dømme<br />
levende og døde? Skal vi nu begynde det nye kirkeår med at<br />
jage af sted for at få indhentet alt det gode vi burde have<br />
gjort, så regnskabet kommer til at se lidt bedre ud for os?<br />
Skal vi nu til at sætte vores eget liv til side for at gøre godt<br />
for andre? Hvornår er det nok og hvor meget skal der<br />
egentligt til før vi kan få adgang til evig fred og glæde i<br />
stedet for s<strong>tr</strong>af og pine?<br />
For et eller andet sted har vi også alle gjort det<br />
modsatte og for et øjeblik kunne føle os sikre på at måtte<br />
tage udgangen til højre når den tid kommer. Der var da en<br />
gang hvor vi hjalp den dame dér der faldt om på gaden, og så<br />
var der også den morgen vi tømte pungen for mønter og gav<br />
dem til tiggeren på stationen. Og vi får da også af og til<br />
besøgt tante Hanne både da hun var på hospitalet og<br />
derhjemme.<br />
Det er i virkeligheden enkle ting som Jesus<br />
taler om at vi skal gøre. Det er så nemt at hjælpe når der er<br />
brug for det, - næsten ligeså nemt som at lade være. Og vi<br />
gør det også. Verden fungerer fordi vi hver dag gør lidt af det<br />
Jesus nævner. Hvis ikke vi eller andre gjorde det, ville<br />
verden ikke hænge sammen. Det bliver forsømt, ja, men det<br />
bliver også gjort. Verden er ikke kun sort/hvid.<br />
Alligevel er der skarpe ord til os fra<br />
Verdensdommeren Jesus i dag. Vi kender bedst selv<br />
forholdet mellem vores dovenskab og vores gode gerninger.<br />
Vi kan ikke se rundt på hinanden og sige ”du ender nok dér.”<br />
Vi kan ikke sortere hinanden i gode og onde. Og det skal vi<br />
heller ikke, ligesom vi heller ikke skal begynde at placere os<br />
selv blandt de onde eller de gode. Vi skal ikke gå rundt og<br />
frygte for som bukkene at blive skilt fra fårene.<br />
For når alt kommer til alt, er der en buk i os<br />
alle. Men også et sødt lille får. Vi hører ikke kun til i den<br />
sorte side af billedet, men bestemt heller ikke i den hvide.<br />
Der er ondt og godt i os alle – som det symboliseres i det<br />
gamle kinesiske tegn Yin & Yang. Det runde tegn med en<br />
sort og en hvid fiskeagtig facon, hver med en lille plet af den<br />
modsatte farve i sig. Det er æld gammel menneskelig<br />
visdom, og Gud selv kendte selvfølgelig allerede til det<br />
dengang i tidernes morgen og fandt derfor også en løsning på<br />
problemet.
For skulle han se passivt til mens hans egne<br />
skabninger én efter én måtte dømmes til Helvedes flammer<br />
fordi de ikke altid kunne gøre det gode? Ikke på vilkår – det<br />
var de alligevel for værdifulde til.<br />
For at løse sit eget dilemma blev han menneske<br />
som os, levede det liv vi burde have levet – det hvide liv, det<br />
gode liv, uden antydning af sort. Men tog alligevel den s<strong>tr</strong>af<br />
vi skulle have haft, så vi kan gå fri. Det gjorde han da han<br />
døde på korset og opstod fra de døde på 3. dagen. Det er den<br />
<strong>tr</strong>o vi døbes på.<br />
I dåben får vi Guds velsignelse. Vi bliver Guds<br />
børn og bliver dem til hvem Jesus i dag siger: Kom, I som er<br />
min fars velsignede. Det er os. Dig og mig, Da vi i dåben<br />
blev båret frem for Gud i den hvide dåbskjole, fik vi det løfte<br />
at fra da af, ville han altid se os sådan - hvidklædte. Dåbens<br />
vand vaskede det sorte af os – i hvert fald i Guds øjne. Og<br />
derfor behøver vi ikke længere frygte for dommen der venter<br />
os på den yderste dag. Vi har udsigt til hvide vægge fra<br />
kirkebænken i dag. Der er ikke længere grund til at male<br />
fanden på vægen. For vi er velsignede og vi har fået lovning<br />
på at måtte tage udgangen til højre. Derfor kan vi med ro i<br />
sindet på <s<strong>tr</strong>ong>søndag</s<strong>tr</strong>ong> begynde det nye kirkeår, med alle vores<br />
gode intentioner. Vi må gøre vort bedste for at leve op til<br />
dem, men behøver ikke frygte den evige s<strong>tr</strong>af når vi fejler.<br />
For den er der allerede én der har taget for os.<br />
Derfor lov og tak…