Sidste søndag i kirkeåret 1. tr. 2009 Salmevalg ... - Flakkebjerg Sogn

<strong>Sidste</strong> <strong>søndag</strong> i <strong>kirkeåret</strong> <strong>1.</strong> tr. 2009
Salmevalg: 732 - dybt hælder året, 320 midt i blandt os er
Guds rige 370- Menneske din egen magt 276 – dommer over
levende og døde 431 – herre Kristus dig til ære,
I dag er det <strong>kirkeåret</strong>s sidste <strong>søndag</strong>. På <strong>søndag</strong>
begynder vi forfra med et nyt. Når noget slutter, har vi for
vane at se tilbage og evaluere: Hvordan gik det? Hvad har vi
opnået og hvordan har vi klaret os? Og det må vi også gøre i
dag, når vi har hørt fortællingen fra evangeliet.
For sikke et billede der males for os deri i dag.
Et frygteligt og skræmmende billede fra verdens ende, den
yderste dag: I midten ser vi Kristus sidde i al sin vælde som
en dommer og udtale dommen over verden. Mennesker
sorteres efter deres handlinger. De gode fra de onde. Fårene
skilles fra bukkene. De gode venter der evig fred og glæde,
de onde evig straf og pine. Skulle man farvelægge billedet
skulle vi have fat i den sorte og den hvide maling, så skellet
mellem ondt og godt, lys og mørke blev klart og tydeligt.
I gamle dage malede man ofte dette billede her
på væggen ved korbuen, så det var det folk så på når de sad i
kirken. Herovre (Højre) så man de frelste gå glade til paradis,
men herovre (venstre) blev de fortabte sjæle kastet ned i
Helvedsgabets flammer. Så kunne man så sidde på sin
kirkebænk og tænke over hvor man mon selv ville ende
henne… (og more sig over at præsten prædikede her fra
venstre side af billedet.)
Og mon ikke også den tanke strejfede de fleste
af os før, da jeg læste højt og åbnede for den strøm af
billeder der møder os i fortællingen: de sultende, de bange og
pjaltede flygtninge, mennesker ødelagt af sygdomme og
forgræmmede ansigter bag fængslernes tremmer. Vi ser dem
hver dag – i tv avisen, på gaden i de større byer, vi har dem i
familien og omgangskredsen. ”Jeg var sulten og I gav mig
mad, jeg var tørstig og I gav mig noget at drikke. Jeg var
nøgen og I gav mig tøj, jeg var syg og I tog Jer af mig, jeg
var i fængsel og I besøgte mig” siger Jesus.
du?
Og gjorde vi så det? Gjorde jeg det? Gjorde
Nej, så vi ved godt hvad klokken har slået. Vi
ved godt hvor vi ender, når fårene en dag skal skilles fra
bukkene: Der vil blive godt besøgt her til venstre i Helvedes
hede – og temmelig tomt der til højre. For jeg tror ikke at
nogen af os, kan sige sig for god til bare én gang at have gået
forbi den sultne, den tørstige, den fremmede, den nøgne og

ikke én kan sige sig fri for at have forsømt den syge eller
fængslede.
Men hvad skal vi bruge det til? Skal vi nu gå
rundt og ryste i bukserne af angst for Helvedes flammer
indtil en dag vor Herre kommer tilbage for at dømme
levende og døde? Skal vi nu begynde det nye kirkeår med at
jage af sted for at få indhentet alt det gode vi burde have
gjort, så regnskabet kommer til at se lidt bedre ud for os?
Skal vi nu til at sætte vores eget liv til side for at gøre godt
for andre? Hvornår er det nok og hvor meget skal der
egentligt til før vi kan få adgang til evig fred og glæde i
stedet for straf og pine?
For et eller andet sted har vi også alle gjort det
modsatte og for et øjeblik kunne føle os sikre på at måtte
tage udgangen til højre når den tid kommer. Der var da en
gang hvor vi hjalp den dame dér der faldt om på gaden, og så
var der også den morgen vi tømte pungen for mønter og gav
dem til tiggeren på stationen. Og vi får da også af og til
besøgt tante Hanne både da hun var på hospitalet og
derhjemme.
Det er i virkeligheden enkle ting som Jesus
taler om at vi skal gøre. Det er så nemt at hjælpe når der er
brug for det, - næsten ligeså nemt som at lade være. Og vi
gør det også. Verden fungerer fordi vi hver dag gør lidt af det
Jesus nævner. Hvis ikke vi eller andre gjorde det, ville
verden ikke hænge sammen. Det bliver forsømt, ja, men det
bliver også gjort. Verden er ikke kun sort/hvid.
Alligevel er der skarpe ord til os fra
Verdensdommeren Jesus i dag. Vi kender bedst selv
forholdet mellem vores dovenskab og vores gode gerninger.
Vi kan ikke se rundt på hinanden og sige ”du ender nok dér.”
Vi kan ikke sortere hinanden i gode og onde. Og det skal vi
heller ikke, ligesom vi heller ikke skal begynde at placere os
selv blandt de onde eller de gode. Vi skal ikke gå rundt og
frygte for som bukkene at blive skilt fra fårene.
For når alt kommer til alt, er der en buk i os
alle. Men også et sødt lille får. Vi hører ikke kun til i den
sorte side af billedet, men bestemt heller ikke i den hvide.
Der er ondt og godt i os alle – som det symboliseres i det
gamle kinesiske tegn Yin & Yang. Det runde tegn med en
sort og en hvid fiskeagtig facon, hver med en lille plet af den
modsatte farve i sig. Det er æld gammel menneskelig
visdom, og Gud selv kendte selvfølgelig allerede til det
dengang i tidernes morgen og fandt derfor også en løsning på
problemet.

For skulle han se passivt til mens hans egne
skabninger én efter én måtte dømmes til Helvedes flammer
fordi de ikke altid kunne gøre det gode? Ikke på vilkår – det
var de alligevel for værdifulde til.
For at løse sit eget dilemma blev han menneske
som os, levede det liv vi burde have levet – det hvide liv, det
gode liv, uden antydning af sort. Men tog alligevel den straf
vi skulle have haft, så vi kan gå fri. Det gjorde han da han
døde på korset og opstod fra de døde på 3. dagen. Det er den
tro vi døbes på.
I dåben får vi Guds velsignelse. Vi bliver Guds
børn og bliver dem til hvem Jesus i dag siger: Kom, I som er
min fars velsignede. Det er os. Dig og mig, Da vi i dåben
blev båret frem for Gud i den hvide dåbskjole, fik vi det løfte
at fra da af, ville han altid se os sådan - hvidklædte. Dåbens
vand vaskede det sorte af os – i hvert fald i Guds øjne. Og
derfor behøver vi ikke længere frygte for dommen der venter
os på den yderste dag. Vi har udsigt til hvide vægge fra
kirkebænken i dag. Der er ikke længere grund til at male
fanden på vægen. For vi er velsignede og vi har fået lovning
på at måtte tage udgangen til højre. Derfor kan vi med ro i
sindet på <strong>søndag</strong> begynde det nye kirkeår, med alle vores
gode intentioner. Vi må gøre vort bedste for at leve op til
dem, men behøver ikke frygte den evige straf når vi fejler.
For den er der allerede én der har taget for os.
Derfor lov og tak…