Sidste søndag i kirkeåret 1. tr. 2009 Salmevalg ... - Flakkebjerg Sogn

ikke én kan sige sig fri for at have forsømt den syge eller
fængslede.
Men hvad skal vi bruge det til? Skal vi nu gå
rundt og ryste i bukserne af angst for Helvedes flammer
indtil en dag vor Herre kommer tilbage for at dømme
levende og døde? Skal vi nu begynde det nye kirkeår med at
jage af sted for at få indhentet alt det gode vi burde have
gjort, så regnskabet kommer til at se lidt bedre ud for os?
Skal vi nu til at sætte vores eget liv til side for at gøre godt
for andre? Hvornår er det nok og hvor meget skal der
egentligt til før vi kan få adgang til evig fred og glæde i
stedet for straf og pine?
For et eller andet sted har vi også alle gjort det
modsatte og for et øjeblik kunne føle os sikre på at måtte
tage udgangen til højre når den tid kommer. Der var da en
gang hvor vi hjalp den dame dér der faldt om på gaden, og så
var der også den morgen vi tømte pungen for mønter og gav
dem til tiggeren på stationen. Og vi får da også af og til
besøgt tante Hanne både da hun var på hospitalet og
derhjemme.
Det er i virkeligheden enkle ting som Jesus
taler om at vi skal gøre. Det er så nemt at hjælpe når der er
brug for det, - næsten ligeså nemt som at lade være. Og vi
gør det også. Verden fungerer fordi vi hver dag gør lidt af det
Jesus nævner. Hvis ikke vi eller andre gjorde det, ville
verden ikke hænge sammen. Det bliver forsømt, ja, men det
bliver også gjort. Verden er ikke kun sort/hvid.
Alligevel er der skarpe ord til os fra
Verdensdommeren Jesus i dag. Vi kender bedst selv
forholdet mellem vores dovenskab og vores gode gerninger.
Vi kan ikke se rundt på hinanden og sige ”du ender nok dér.”
Vi kan ikke sortere hinanden i gode og onde. Og det skal vi
heller ikke, ligesom vi heller ikke skal begynde at placere os
selv blandt de onde eller de gode. Vi skal ikke gå rundt og
frygte for som bukkene at blive skilt fra fårene.
For når alt kommer til alt, er der en buk i os
alle. Men også et sødt lille får. Vi hører ikke kun til i den
sorte side af billedet, men bestemt heller ikke i den hvide.
Der er ondt og godt i os alle – som det symboliseres i det
gamle kinesiske tegn Yin & Yang. Det runde tegn med en
sort og en hvid fiskeagtig facon, hver med en lille plet af den
modsatte farve i sig. Det er æld gammel menneskelig
visdom, og Gud selv kendte selvfølgelig allerede til det
dengang i tidernes morgen og fandt derfor også en løsning på
problemet.