Mads Musholms ”historiebog”: - Vandborghistorie

meget faa, der fik hjælp. I halvfemserne kom
alderdomsunderstøttelsesloven, der senere kom til at hedde
aldersrente, saa ingen gammel behøvede at lide nød. Jeg kan
huske en mand, der kviede sig ved at modtage disse penge, han
syntes det var næsten det samme som at ligge sognet til byrde,
man satte da en ære i at klare sig selv, og man satte ikke store
fordringer til livet.
En gammel pige boede alene i et usselt lille hus med lergulv, hun
fik 9 kr. hver maaned i aldersrente og var meget taknemmelig
derfor. Hun sagde altid folk var saa gode mod hende, men hun
havde ogsaa lært sit af livets skole, siden hun i sin ungdom blev
bedraget af en mand hun satte sin lid til og stolede paa – en sorg
der nagede hende hele livet.
De havde 2 børn sammen, der døde som smaa – vel af
tuberkulose, det var ikke sundt i hendes jordhus.
Hun tjente kun føden ved at væve og sy. I sin alderdom forstod
hun dog at tilgive; det var vel bedst for hende som fattig i hendes
lille hus. Manden, der havde snydt hende, havde en af de bedste
gaarde i Vandborg, men enhver kan jo fejle lige saa godt nu som
dengang, men man burde jo lære af svundne tiders brøde.
Efterhaanden som maskinerne kom frem blev det lettere for
landbruget, man blev fri for at tærske kornet med plejl og andre
steder lettede maskinerne arbejdet. Det gjorde vel noget til at
arbejdsløshed kom og mange fra landet drog til byerne, hvor de vel
mente, det var bedre at leve med hjælp af fagforening, som var
vokset stort siden den begyndte - efter 64.
Ved grundlovens indførelse i 1849 fik det danske folk jo del i
landets styrelse ved at enhver havde lige ret med sin stemme ved
valgene. Men nogle aar efter var der nogle, der syntes, at dem der
svarede en stor skat, burde have mere stemmeret end de der lidt
eller ingen skat svarede. I 1866 blev grundloven saa ændret til at
de højest beskattede skulle have mere stemmeret end andre til
Landsting, og nogle kongevalgte landstingsmænd. Man skulle jo
synes at det var ret nok, at den der ydede til en sag burde have
mere ret til at bestemme end den der nyder, dog blev det til strid
mellem partierne i næsten 50 aar.
49