LHC-nyt - Landsforeningen Huntingtons Sygdom

6
HC og kørekortet
I 1993 kørte min kone Kirsten 2 gange
sidespejlet af vores bil, da hun fejlbedømte
afstanden til carportens åbning.
Et heldigvis ubetydeligt uheld, men havde
det været afstanden til en modkørende
bil, kunne det være gået virkeligt galt,
når adskillelsen kun er en hvid stribe på
asfalten.
Det var hendes første væsentlige uheld
efter 34 års bilkørsel. 2 år tidligere var
hun stoppet som sygeplejerske pga. begyndende
symptomer på HC, og jeg
havde ikke bemærket nogen usikkerhed
ved hendes bilkørsel til da. Uheldet forskrækkede
os og bevirkede, at hun selv
blev klar over, at det var tiden at opgive
sin bilkørsel, så det gav heldigvis slet ingen
diskussion imellem os.
Som læge bliver man indimellem opsøgt
af familiemedlemmer til ældre med begyndende
demens – ikke nødvendigvis
HC-patienter – og bedt om at sørge for,
at den ældre ikke får fornyet sit kørekort,
fordi man finder hans kørsel uforsvarlig.
Det er jo en kendsgerning, at det
kan være vanskeligt for en selv at erkende,
når ens kørsel ikke længere svarer helt
til færdselslovens regler for sikker kørsel.
Det er ofte en ubehagelig opgave for
lægen, og det kan kræve stort diplomati
og naturligvis en grundig undersøgelse af
den pågældende. Undertiden må man
foreslå en prøvekørsel hos en kørelærer.
En række sygdomme som demens, apoplexifølger,
parkinson, dissemineret scle-
rose med flere er efter alt at dømme forbundet
med en øget ulykkesrisiko i trafikken
pga. forlænget reaktionstid eller
fejlreaktioner, men den konkrete risiko
er stort set ukendt, og der er kun formelle
regler for synsnedsættelse og anfaldslidelser.
Endnu vanskeligere kan det være med en
HC-patient, der kan have både psykiske
og fysiske problemer, og som tilmed oftest
er yngre, og derfor kan have svært
ved selv at erkende sine begyndende
symptomer og manglende evner som
chauffør. Det er desværre en kendsgerning,
at det kan være umuligt for en ægtefælle
eller for familien at overtale den
syge til at opgive sin bilkørsel. I den situation
må man kontakte patientens læge,
så man i fællesskab kan tale situationen
igennem, og som regel lykkes det at løse
problemet på denne måde. Er patienten
under kontrol af speciallæge eller indlagt
på sygehus, bør man bede lægerne dér tage
stilling til problemet, men i sidste ende
kan det blive nødvendigt, at sagen
drøftes med embedslægen.
I stedet for bilen kan der søges om hjælp
til en 3-hjulet knallert, så den syge stadig
selv har mulighed for at transportere
sig rundt, hvis tilstanden tillader det.
Bjørn Richard Olsen