Den besværlige eller den velsignede alderdom? Aristoteles ... - mbbio

More documents

Recommendations

Info

Den besværlige eller den velsignede alderdom? » Aldring i mentalitetshistorien, Histo... - Det skal jeg såmænd svare dig på, Sokrates, hvis du vil høre min personlige mening. Det hænder jo tit, at en kreds af os gamle træffer sammen, efter ordsproget om at “lige børn leger bedst”. De fleste af os beklager sig i høje toner over, at de savner ungdommens fornøjelser; de opfrisker minderne om den tids galante eventyr, om sold og lækre middage, og hvad dertil hører; det piner dem, at de nu er afskåret fra den slags formentlige herligheder, og de synes, at dengang levede de - i modsætning til nu! Der er også dem, der jamrer over at deres familie behandler dem som aflægs, og derfor bryder de ud i jeremiader over alderdommen og giver den skylden for alle deres genvordigheder. Men jeg mener nu, Sokrates, at de skyder forbi med deres beskyldning. For hvis skylden lå hos alderdommen, ville jeg og alle mine jævnaldrende være lige ilde stedt. Ikke desto mindre har jeg truffet adskillige, der ikke følte det således. Jeg overværede f.eks. engang, at én spurgte digteren Sofokles: “Hvordan har du det med det sexuelle, Sofokles? Er du stadig i stand til at gøre fyldest hos en kvinde?” “Vor Herre bevares” svarede Sofokles, “jeg priser mig lykkelig over, at jeg er kommet ud over den slags, ganske som en slave, der er sluppet væk fra en grusom herres tyranni”. Jeg fandt, at det var fornuftigt talt, og det finder jeg stadig væk. For når man kommer højt op i årene, har man dejlig fred for den slags uro; det er en sand befrielse. Lidenskaberne taber deres magt over en og falder til ro, ganske som Sofokles følte det. Hans ord om frigørelse fra de grusomme herrers tyranni er som talt ud af mit hjerte. Den virkelige grund til de andres bryderier og ærgrelser med deres familie, det er ikke alderen, Sokrates, men en helt anden ting: vedkommendes egen karakter. Hvis man er et vel afbalanceret og fredsommeligt mennesker, er alderen ikke nogen særlig tung byrde; men for den ubeherskede er såmænd både alderen og ungdommen brydsom nok, Sokrates. Jeg blev helt begejstret for hans svar, men da jeg gerne ville holde ham til ilden, sagde jeg: - Jeg er bange for, at der er mange som ikke vil give dig ret i hvad du siger dér, Kefalos. De vil påstå at når du bærer din alderdom så let, skyldes det ikke din karakter, men din rigdom; for de rige har mange adspredelser. - Det er sandt nok, svarede han, det vil de indvende. Der er også noget rigtigt i det, men ikke så meget som de selv tror. Det belyser historien om Themistokles fortræffeligt. Da en mand fra Serifos ville ydmyge ham ved at påstå overfor ham at han ikke skyldte sig selv, men sin fødeby Athen sit ry, så svarede han: “Du har ret; jeg ville ikke være blevet berømt hvis jeg var fra Serifos - og du heller ikke, selv om du var fra Athen!” Den historie kan også anvendes mod dem, som uden at være rige føler sig besværet af alderdommen: selv en forstandig mand ville have svært ved at affinde sig med den dobbelte byrde af både alderdom og fattigdom, men den ufornuftige bliver aldrig tilfreds, selv om han er nok så rig.” Platon Staten, overs. Otto Foss, Museum Tusculanum,1999, 1. bog 328e-330 a. Her fremstilles de ældre som en visdommens kilde, man kan spørge til råds og lære af. Nok beklager de gamle sig over deres alder, savner ungdommens glæder, og føler at de levede mere dengang. Men samtidig fremhæves fordele, der er kommet med alderen. For eksempel seksuel selvkontrol. Sofokles føler sig som en slave, der er sluppet væk fra en grusom tyran - nemlig lidenskaberne. Det gamle Rom Page 4 of 11 I Romerriget havde de ældre en stor indflydelse på styret og nød dermed noget større respekt, end alderdommen gjorde det i det antikke Grækenland. Senatet¹ , som oversat betyder ældsteråd, var en rådslående forsamling, der havde politisk betydning både i Den romerske Republik og senere i Det romerske Kejserrige. Den romerske statsmand Cicero (106-43 f. Kr.) dannede, ligesom Platon havde gjort det i antikkens Grækenland, en positiv modpol til Aristoteles syn på alderdommen. Dette kommer til http://www.oldetopia.dk/den-sure-og-s%c3%b8de-alderdom/ 06-05-2010
Den besværlige eller den velsignede alderdom? » Aldring i mentalitetshistorien, Histo... Cicero, Marcus Tullius (106-43 f. Kr.). Romersk taler, politiker, skribent og filosof. Skrev sine filosofiske værker når han ikke var aktiv i politik. Politikens Filosofileksikon, Red. Poul Lübke, Politikens forlag A/S, 1983, København. følgende: udtryk i hans værk om alderdommen, Cato Maior de Senectute. Cicero var ca. 62 år, da han skrev værket. I uddraget fra værket har Cicero lagt ordene i munden på den 84-årige Cato den ældre i samtale med to yngre mænd, Scipio og Laelius. Cato den ældre tilbageviser, punkt for punkt, de grunde der skulle være til, at alderdommen skulle være ulykkelig: ¹Senat: oprindeligt via gammelfransk fra latin “Senatus” betydende “samling af gamle”. Fra senex som betyder ældre. Senatet i Rom havde i Republikken 300 medlemmer - Senatorerne. Fra: Ciceros filosofiske skrifter, V, Cato Maior de Senectute. “Sagen er den, at der, når jeg tænker nærmere over det, alt i alt er fire grunde til, at man anser alderdommen for at være ulykkelig. Man siger for det første, at den drager os bort fra aktiv virksomhed, for det andet, at den svækker legemet, for det tredje, at den berøver os næsten alle nydelser, og for det fjerde, at der ikke er langt igen fra den til døden.” Afsnit 15 Cato tilbageviser derefter hver af disse grunde. Angående den manglende aktive virksomhed, siger han “…I ser i hvor høj grad alderdommen, så langt fra at være træg og uvirksom, tværtimod er arbejdsivrig og altid optaget af at sætte et eller andet i værk, naturlig nok noget, der i hvert enkelt tilfælde ligger i forlængelse af, hvad man har beskæftiget sig med i sit tidligere liv. Og så er der endda dem, der også udvider deres viden, som vi f.eks. ved det om Solon [embedsmand i Athen i det 6. årh. f.Kr.]. Han berømmer sig, som bekendt, i et af sine digte af, at han ældes, imedens han hver dag lærer noget! Jeg har gjort det samme med græsk, som jeg har lært mig på mine gamle dage. Jeg har kastet mig ud i dette studium med en sådan lyst og appetit, som om det var et længe følt behov, jeg nu må søge at tilfredsstille. Alle de eksempler, I har hørt mig anføre, har jeg fra min egen læsning. Og da jeg hørte, at Sokrates havde gjort noget lignende med lyren, et instrument, som de gamle dyrkede meget, kunne jeg særdeles vel også have tænkt mig dét! Med hensyn til litteraturen har jeg nu i hvert fald gjort en indsats. Men for nu at vende mig til den anden påståede fejl ved alderdommen, så savner jeg i dette øjeblik ikke en ung mands kræfter i højere grad, end jeg, da jeg selv var ung, savnede tyrens eller elefantens kræfter. De kræfter, man har, skal man naturligvis gøre brug af, og så i øvrigt indrette sin aktivitet efter, hvad man kan magte.” Afsnit 26-27. Om berøvelsen af nydelser: Page 5 of 11 “Vi kommer nu til den tredje indvending, man havde at gøre mod alderdommen, og som gik ud på, at den må give afkald på livets nydelser. Men hvilken skønnere gave kan dog vel alderdommen skænke os end at befri os fra det, som er ungdommens og manddommens største byrde? Lyt engang, I to ypperlige unge mænd, til hvad Archytas fra Tarent i sin tid havde at sige om den ting (…) Han hævdede, at kødets lyst var den mest dødbringende ulykke naturen havde bragt over menneskene; det grådige ønske om at tilfredsstille den er det, som pisker lidenskaberne til ubændig og hensynsløs udfoldelse. Det er dette, der avler landsforræderi og fører til katastrofer for http://www.oldetopia.dk/den-sure-og-s%c3%b8de-alderdom/ 06-05-2010
Page 1 and 2: Den besværlige eller den velsigned
Page 3: Den besværlige eller den velsigned
Page 11: Den besværlige eller den velsigned

Den besværlige eller den velsignede alderdom? Aristoteles ... - mbbio

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?