Helsingør Stift Stiftsbladet

More documents

Recommendations

Info

samarbejdsprofil - menighedsrådslovens formålsparagraf af Kristine garde, ph.d. og seniorforsker, tidligere sognepræst ”Det påhviler menighedsrådet at virke for gode vilkår for evangeliets forkyndelse”. Sådan lyder den i 2007 indførte formålsparagraf i menighedsrådsloven, § 1, stk. 2. Her er tale om en moralsk, men ikke en direkte juridisk forpligtelse. Da rådsmedlemmerne består af både valgte (læge) og fødte (gejstlige) medlemmer, bærer det samlede menighedsråd ansvaret for, at formålsparagraffen opfyldes. Præsten har dog et særligt ansvar for, at det kirkelige liv i sognet hviler på den evangelisk-lutherske bekendelses udtryk for den kristne tro, som der står i bemærkningerne til lovforslaget. Formålsparagraffen læner sig således op ad både præsteløftet og menighedsrådsløftet samtidig med, at den kridter banen op for samarbejdet. Det skal nemlig afspejle kirkens konfessionelle identitet og tjene menigheden, så dens medlemmer forbliver kristne. Info: 3 retsteologiske sager fra <strong>Helsingør</strong> stift er behandlet i bogen: søbye-sagen (ritualselvtægt) melby-sagen (supplerende gudstjenester) olafsson-sagen (fritagelse fra deltagelse i menighedsrådsmøder). vi sAmArbejDer I langt de fleste sogne arbejdes der i fuld fordragelighed på at realisere formålsparagraffen ved, at præst og menighedsråd i gensidig respekt planlægger og gennemfører kirkelige aktiviteter, hvoraf nogle måske er skæve eksperimenter. Det må der naturligvis være plads til, men samtidig skal sådanne muligt grænseoverskridende arrangementer være så gennemtænkte, at de sagligt kan forsvares over for stiftets biskop, der fører tilsyn med præster og menighedsråd. Visse steder knirker samarbejdet mellem præst og menighedsråd dog så voldsomt, at det fører til en præstesag med inddragelse af tilsynsmyndigheden og ansættelsesmyndigheden. Da det erfaringsmæssigt kan være svært at få bilagt en strid, især når den er begyndt at ødelægge det kirkelige liv, er det gavnligt for samarbejdet at være på forkant med eventuelle konflikter. ”retsteologi” Bogen ”Retsteologi. Udvalgte emner”, der udkom på Nyt Juridisk Forlag i april måned dette år, er skrevet med dette formål, at give præster og menighedsrådsmedlemmer muligheden for at være på forkant. Med sine 8 kapitler behandler bogen specifikke områder af præstegerningen, bl.a. præstens forkyndelsesfrihed, loyalitet over for kirkens ritualer, embedspligt til at beskytte menigheden mod vranglære, tjenestepligt til at deltage i menighedsrådsarbejdet, opfyldelse af decorumkravet, og forpligtelse til at samarbejde med kirkens ansatte, menighed og menighedsråd. Omdrejningspunktet i alle kapitler er mindst én præstesag, hvis forløb gennemgås og kommenteres på grundlag af sagens akter, som jeg personligt har fået adgang til. Jeg har omhyggeligt undladt at gøre mig til talerør for nogen af sagens parter, men tværtimod forholdt mig sagligt og nøgternt til den enkelte sag. Det AlmiNDelig PræsteDømme Bogen hviler på folkekirkens to grundpiller: det almindelige præstedømme og det kirkelige embede. Det almindelige præstedømme er en teologisk term for, at alle døbte er præster med rettigheder og pligter i relation til det kirkelige ”Retsteologi. Udvalgte emner”, Nyt Juridisk Forlag 2011 embede, som er forordnet af Gud. Præsten udpeges (kaldes) af menighedsrådet på menighedens vegne til at varetage dette embede. Det kirkelige embede er derfor afledt af, men ikke underordnet det almindelige præstedømme. De to grundpiller er et uopgiveligt vilkår for samarbejdsprofilen i menighedsrådsloven. Dette gælder også, når der skal samarbejdes hen over sognegrænserne, så der ikke hersker tvivl om, hvilken menighed og hvilken præst der hører sammen i respekt for den kaldsret og –pligt, som menighedsrådet varetager. God arbejdslyst og læselyst. Info: Johannes H. Christensen, tidl. sognepræst i Skovshoved, om bogen: ”Dels er den velskrevet, dels er den overordentlig solid – både i sin fremstilling og sine vurderinger. og så er den underholdende som en krimi”.
S t u d i e o r l o v A m e r i k A N s k e P r æ D i k e N e r af Charlotte ellermann, Sognepræst, Humlebæk Sogn Sidste sommer havde jeg en tre måneders studieorlov fra mit præsteembede i Humlebæk, hvor jeg tog til USA for at studere prædikenkunst. Jeg deltog bl.a. i en stor årligt tilbagevendende festival, hvor amerikanske præster fra mange forskellige kirkesamfund mødes for at høre prædikener. Der var både foredrag om, hvordan man prædiker og prøver på selve prædikenkunsten. Det var meget spændende at opleve, og jeg mener godt, at vi kunne lære noget af dem i Den danske Folkekirke. sorte guDstjeNester De fleste danskere forbinder amerikanske gudstjenester og prædikener med de sorte kirkers gudstjenester, som mange har oplevet over there! Det er ofte baptistmenigheder, hvor der er masser af musik og gospelsang under gudstjenestefejringen. Prædikenen er en stor oplevelse i sig selv, fordi præsterne i denne tradition bruger stemmen som et instrument, som skiftevis hvisker og råber og taler på en helt særlig måde. Det er prædikener, hvor der er tilråb og svar fra menigheden, som ofte højlydt reagerer på det, som siges fra prædikestolen. Alt i alt afgørende forskelligt fra vores danske gudstjenestetradition og derfor ikke uden videre til at overføre til danske forhold, skønt stilen også praktiseres i nogle danske frimenigheder. Imidlertid har disse gudstjenester efter min opfattelse et helt bestemt formål: Nemlig at skabe glæde og håb i en gruppe af mennesker, som ikke altid har og har haft det let i det amerikanske samfund. De sorte amerikanere kæmper mange steder i USA med massive problemer. Derfor tror jeg, at det har været vigtigt, at de i al fald én gang om ugen kunne gå hjem med en følelse af, at det nok skal gå alt sammen. Og lige præcis den følelse skal man også meget gerne have efter en dansk højmesse at gå hjem på. sPejle For de sortes vedkommende spiller bibelhistorien om Israels udfrielse af slaveriet stadig en betydelig rolle som et spejlbillede af deres egen historie. Og man kan roligt sige, at den tradition for spejling lever i alle også mere traditionelle amerikanske kirkesamfund, som har gudstjenester, der ligner vores. Man spejler sig i bibelens fortællinger såvel i det nye som i det gamle testamente, som der ofte også prædikes over. Og der bruges ofte personlige indfaldsvinkler. Således hørte jeg en amerikansk forsker og præst, som prædikede over splinten og bjælken fra Jesu bjergprædiken ved at fortælle om sin egen bedstemor, som følte et stort modsætningsforhold til sine naboer på villavejen i forstaden. Ja, hvordan hele bedstemoderens liv og identitet til sidst gik helt op i modsætningen mellem mig og de andre. Mrs. Calhoe, som hun hed, så splinten i naboens øje og ikke bjælken i sit eget. Det brugte prædikanten så som et spejl for os præster, som hun prædikede for. Hun brugte historien om bedstemoderen til at få sagt noget om det fænomen i kristne kirker og menigheder; hvordan der er en tendens til at se sig selv i modsætning til folk både indenfor og udenfor kirken. Hvordan alle kan få sin kristne identitet fra forskellen til andre. Hun spurgte os: Er du den, der diagnosticerer, eller hører du til? Er du udenfor og kritisk analyserende, eller er du en del af fællesskabet, som du reflekterer med? Hun tilføjede: Når du ser bjælken i dit eget øje, begynder det sande præsteskab. formiDliNg Det amerikanske samfund har store modsætninger, og det afspejles også i den måde, der prædikes på. Der er store forskelle på stilarter! En prædiken, jeg hørte, var nærmest et foredrag om ægteskab og seksualitet, en anden prædikant brød ud i sang undervejs, nogle viste lysbilleder som illustrationer til prædikenen. Alt dette peger i retning af, at man som amerikansk prædikant lægger megen vægt på selve formidlingen af budskabet, mens vi traditionelt lægger hovedvægten på indholdet af budskabet. Let forenklet kan man sige: Vi tænker meget på, hvad evangeliet vil sige os, mens amerikanerne tænker på, hvordan evangeliet siger os noget. Jeg hørte for nylig på et kommunikationskursus for kirkeligt ansatte, at forhenværende præsident Bill Clintons bedste taleskriver, skulle have sagt: Det vigtigste for at skrive en god tale er WIIFM, som er kort for: What’s in it for me? Spørgsmålet Hvad betyder det for mig? er med til at åbne folks ører for det, som siges, og derfor Fortsættes side 9 7
Page 1 and 2: 16. årgang • nr. 2 • juni •
Page 3 and 4: gudsbilleder to fortAbte søNNer og
Page 5: Fotos: Ejvind Flensted-Jensen Netv
Page 9 and 10: sning ingredienserne i en roman er
Page 11 and 12: nederlag. Ofte er opmærksomhedsfor
Page 13 and 14: ker Netværk for orgANister Nyt fra
Page 15 and 16: Frederiksborg Distriktsforening af

Helsingør Stift Stiftsbladet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?