Helsingør Stift Stiftsbladet

xn..helsingrstift.hnb.dk

Helsingør Stift Stiftsbladet

S t u d i e o r l o v

A m e r i k A N s k e P r æ D i k e N e r

af Charlotte ellermann,

Sognepræst, Humlebæk Sogn

Sidste sommer havde jeg en tre måneders studieorlov

fra mit præsteembede i Humlebæk,

hvor jeg tog til USA for at studere prædikenkunst.

Jeg deltog bl.a. i en stor årligt tilbagevendende

festival, hvor amerikanske præster fra

mange forskellige kirkesamfund mødes for at

høre prædikener. Der var både foredrag om,

hvordan man prædiker og prøver på selve prædikenkunsten.

Det var meget spændende at opleve,

og jeg mener godt, at vi kunne lære noget

af dem i Den danske Folkekirke.

sorte guDstjeNester

De fleste danskere forbinder amerikanske gudstjenester

og prædikener med de sorte kirkers

gudstjenester, som mange har oplevet over there!

Det er ofte baptistmenigheder, hvor der er

masser af musik og gospelsang under gudstjenestefejringen.

Prædikenen er en stor oplevelse

i sig selv, fordi præsterne i denne tradition bruger

stemmen som et instrument, som skiftevis

hvisker og råber og taler på en helt særlig måde.

Det er prædikener, hvor der er tilråb og svar fra

menigheden, som ofte højlydt reagerer på det,

som siges fra prædikestolen.

Alt i alt afgørende forskelligt fra vores danske

gudstjenestetradition og derfor ikke uden videre

til at overføre til danske forhold, skønt stilen

også praktiseres i nogle danske frimenigheder.

Imidlertid har disse gudstjenester efter min opfattelse

et helt bestemt formål: Nemlig at skabe

glæde og håb i en gruppe af mennesker, som

ikke altid har og har haft det let i det amerikanske

samfund. De sorte amerikanere kæmper

mange steder i USA med massive problemer.

Derfor tror jeg, at det har været vigtigt, at de i al

fald én gang om ugen kunne gå hjem med en

følelse af, at det nok skal gå alt sammen. Og lige

præcis den følelse skal man også meget gerne

have efter en dansk højmesse at gå hjem på.

sPejle

For de sortes vedkommende spiller bibelhistorien

om Israels udfrielse af slaveriet stadig en

betydelig rolle som et spejlbillede af deres egen

historie. Og man kan roligt sige, at den tradition

for spejling lever i alle også mere traditionelle

amerikanske kirkesamfund, som har gudstjenester,

der ligner vores. Man spejler sig i bibelens

fortællinger såvel i det nye som i det gamle testamente,

som der ofte også prædikes over. Og

der bruges ofte personlige indfaldsvinkler.

Således hørte jeg en amerikansk forsker og

præst, som prædikede over splinten og bjælken

fra Jesu bjergprædiken ved at fortælle om sin

egen bedstemor, som følte et stort modsætningsforhold

til sine naboer på villavejen i forstaden.

Ja, hvordan hele bedstemoderens liv og

identitet til sidst gik helt op i modsætningen

mellem mig og de andre. Mrs. Calhoe, som hun

hed, så splinten i naboens øje og ikke bjælken i

sit eget. Det brugte prædikanten så som et spejl

for os præster, som hun prædikede for. Hun

brugte historien om bedstemoderen til at få sagt

noget om det fænomen i kristne kirker og menigheder;

hvordan der er en tendens til at se sig

selv i modsætning til folk både indenfor og

udenfor kirken. Hvordan alle kan få sin kristne

identitet fra forskellen til andre. Hun spurgte

os: Er du den, der diagnosticerer, eller hører du

til? Er du udenfor og kritisk analyserende, eller

er du en del af fællesskabet, som du reflekterer

med? Hun tilføjede: Når du ser bjælken i dit

eget øje, begynder det sande præsteskab.

formiDliNg

Det amerikanske samfund har store modsætninger,

og det afspejles også i den måde, der

prædikes på. Der er store forskelle på stilarter!

En prædiken, jeg hørte, var nærmest et foredrag

om ægteskab og seksualitet, en anden prædikant

brød ud i sang undervejs, nogle viste lysbilleder

som illustrationer til prædikenen. Alt dette

peger i retning af, at man som amerikansk

prædikant lægger megen vægt på selve formidlingen

af budskabet, mens vi traditionelt lægger

hovedvægten på indholdet af budskabet. Let

forenklet kan man sige: Vi tænker meget på,

hvad evangeliet vil sige os, mens amerikanerne

tænker på, hvordan evangeliet siger os noget.

Jeg hørte for nylig på et kommunikationskursus

for kirkeligt ansatte, at forhenværende præsident

Bill Clintons bedste taleskriver, skulle have

sagt: Det vigtigste for at skrive en god tale er

WIIFM, som er kort for: What’s in it for me?

Spørgsmålet Hvad betyder det for mig? er med

til at åbne folks ører for det, som siges, og derfor

Fortsættes side 9

7

More magazines by this user
Similar magazines