Vildmosens Vildt 1936

og erfaren førerhind. Hjorterudlerne bliver som
regel ført af en mindre hjort eller måske også af
en goldhind.
I brunsttiden forandrer dette billede sig fuldstændigt.
I dyrehaven i Toft begynder brunsttiden
som regel i de første dage i september. Hjorterudlerne
opløser sig, og de enkelte hjorte søger
hen til hinderne. Den stærkeste hjort tilkæmper
sig rudlen og bliver stående ved denne, indtil
en større hjort driver ham væk, eller hindernes
brunsttid er forbi. Pladshjorten, som man nu
kalder ham, har meget travlt. Han skal sørge for
at holde sin rudel sammen og passe på, at andre
hjorte ikke snyder ham. Det heldigste for bestanden
er, at rudlerne ikke er for store. Jeg har
oplevet, at en enkelt gammel hjort har samlet sig
en rudel på over 150 stk., så er der ikke andet at
gøre end at skyde hjorten og håbe på, at et større
antal lige stærke hjorte deler rudlen imellem sig.
320
Gevirdannelsen er ret god, ikke så få gevirer fra
Toft Skov har opnået præmier både på den internationale
Jagtudstilling i Leipzig i 1930 og på
jagtudstillingen i København. Man skulle tro, at
den kalkfattige mosejord ikke kunne frembringe
stærke gevirer. Men hjortene får kalk på anden
måde. I klitterne ved Kattegat, som for ca. 50 år
siden blev beplantet med bjergfyr, holder hjortene
gerne til. Jorden her er så mager, at fyrrerne
ikke er over mands højde. Der er stor afstand
imellem de enkelte træer og på bunden næsten
ingen vegetation. Alligevel går hjortene der og
æser. Det interesserede mig at konstatere, hvad
de søgte. En dag var jeg så heldig, at en hjort
kom imod mig med god vind. Jeg lagde mig under
en fyr og iagttog den med kikkerten. Den
tog af og til noget op fra jorden og tyggede. Da
den var mig på 10 m nær, kunne jeg se, at det
var strandskaller, den åd. Det var altså kalken,
den trængte til.
Fig. 7 En rudel af krondyr retter ofte fokus mod mennekser, der nærmer sig. 1. maj 2005. Foto Jan Skriver.