Vildmosens Vildt 1936

Den bedste hund, jeg har haft til det brug, var
en stor, måske ikke helt ægte, gravhund. Jeg
har selv opdraget den, og den gik udelukkende
på anskudt vildt. Ikke et eneste anskudt stykke
kronvildt er gået tabt, når Daks var med til at
søge efter. Den var klogere end mange mennesker.
En af mine brødre havde været alene ude i
skoven og skudt på en både ham og mig bekendt
kronhjort. Han kom hjem fra jagten om formiddagen
og sagde, at hjorten havde fået en weidkugle,
og at det nok var nødvendigt at søge efter
med Daks. Vi tog derud i bil så nær, vi kunne
komme stedet og gik så derhen, og jeg satte Daks
på anskudsstedet. Der var ganske vist hverken
hår eller schweiss, men da min bror var af den
sikre overbevisning at have ramt, lod jeg Daks gå.
Ca. 10 minutter efter kom Daks tilbage, og jeg
udtrykte overfor min bror min tvivl om, at han
overhovedet havde ramt hjorten, men han holdt
på sit. Jeg sendte Daks af sted igen. Vi stod vel 2
a 3 timer og lyttede, men der var ikke noget at
høre eller se. Det var stille vejr, og Daks’ standhals
måtte kunne høres på meget lang afstand.
Da det begyndte at blive frokosttid, foreslog jeg
min bror at gå hen til bilen, så at vi kunne køre
hjem og spise frokost. Daks kendte jo distriktet
og skulle nok finde hjem alene. Da vi kom til
bilen, fandt vi Daks liggende i vognen, hvor den
havde rullet sig sammen på førersædet og sov. Nu
var jeg overbevist om, at hjorten ikke var ramt.
Min bror tvivlede stadig, derfor gik jeg sammen
med ham ud om aftenen, og det viste sig, at
hjorten stod på samme sted med samme rudel
og brølede. Den fejlede ingenting, og Daks var
selvfølgelig den klogeste. Han mente, at når han
havde vist os en gang, at hjorten ikke var ramt, så
326
var det meningsløst at sende ham af sted anden
gang, derfor tog han lige hen til bilen og lagde sig
til at sove og lod os vente.
Der kunne fortælles meget endnu om oplevelser
med kronvildt, men til slut vil jeg gerne slå
et lille slag for det vildt, jeg holder så meget af.
Det gælder ikke vildtet i Vildmosen, der lever
indenfor et solidt hegn, hvor krybskytterne
ikke tør komme, fordi de, hvis de bliver taget
der, bliver straffet for indbrudstyveri. Derimod
har det kronvildt, der ellers lever her i landet ret
vanskelige kår. Kronhjorten er fredløs hele året.
Man spørger sig uvilkårligt om vort land ikke
har råd til at huse de få stykker storvildt, der
endnu er tilbage. Det vil, hvis man overhovedet
tænker på at holde en fritlevende kronhjortebestand
her i landet, være absolut nødvendigt, at
give kronhjorten en fredningstid, som jeg ville
ønske ville være fra 1. marts til 15. august. Men
hvad der næsten er værre, det er, at kronvildtet
må beskydes med våben, der er uegnede til dette
formål. Det er mit håb, at begge de store jagtforeninger
måske også dyreværnsforeningerne ville
sætte alt ind på at foranledige lovgivningsmagten
til at foretage en jagtlovsrevision og forbyde
at skyde med hagl på kronvildt. Det er og bliver
dyrplageri, fordi det kun er i ganske enkelte
undtagelsestilfælde et stykke kronvildt falder for
et haglskud, og selv en dårlig skytte kan ikke
undgå at ramme så stort et stykke vildt med
hagl, der spreder over en stor flade. Man kan
dog godt sige, at det er en kulturnation uværdigt
at tillade dyrplageri. Ingen tænker på, at forhindre
husmanden eller bonden i, at nedlægge
det storvildt, der ødelægger hans afgrøder. Men