Vildmosens Vildt 1936

først bestemme en hjorts alder, når den ligger
skudt på jorden, og man får lov til at se tænderne.
Det samme er tilfældet med beskydningen
af hinderne. Der skal det jo helst gå udover
goldhinderne, det er altså gamle hinder, der ingen
kalv har. Også her kan man med mange års
erfaring se på dyret, om det er en goldhind eller
en kalvhind, uden at jeg dog bestemt kan sige,
hvorfor man kan se det. Jeg skød i fjor personlig
52 hinder i Vildmosen, deraf var 48 goldhinder.
4 gange har jeg altså taget fejl.
Til jagt på kronvildt bør kun benyttes en riffel
med stor virkning, kaliberets størrelse er underordnet,
det er ladningen det kommer an på.
Mannlicher riffel 6,5 mm virker til eksempel
bedre end en Mannlicher 8 mm, fordi den lille
kugle har den samme ladning som den store. Et
hjerteskud eller lungeskud virker altid dræbende,
hvorimod et waidskud eller et skud i løbene kan
føre til, at man selv med en god hund må søge
længe. Dog kan selv et dræbende skud ikke altid
ses med det samme på hjorten. Jeg har oplevet,
at en brunsthjort, der stod ved en rudel og brølede,
efter skuddet gik langsomt videre og fortsatte
med at brøle, så at jeg var overbevist om, at
hjorten ikke var ramt. Men pludselig faldt den
sammen og var forendt, og det viste sig, at hjorten
havde en kugle midt igennem hjertet. En anden
hjort, som jeg skød på, faldt i knald, men da
skovfogeden og jeg gik hen for at se på geviret,
rejste hjorten sig og gik igen. Efter fangstskud
på halsen konstaterede vi, at den første kugle var
gået igennem hjertet. Det er yderst sjældent, at
en anskudt hjort kronhjort går over til angreb.
Dog har jeg oplevet det én gang. Det var en lille
322
6-ender, der var waidskudt og satte sig i en holm
af bregner. Jeg kunne se geviret og prøvede på at
liste mig til den, uden at hjorten opdagede mig,
for at give fangstskud. Da jeg var kommet den
20 m på nær, rejste den sig pludselig og gik med
sænket gevir lige løs på mig. På 10 m afstand fik
den en kugle i halsen og faldt på pletten.
En jagtdag på kronhjort begynder inden det bliver
lyst. Allerede når vi forlader jagthuset, hører
vi hjortene brøle; på en god brunstdag 20 – 30
i forskellige retninger. Vi tager retning mod den
hjort, der skal nedlægges og hører på stemmen,
at det er den rigtige. Vinden er god og snart er vi
på den pürschsti, der skjuler os for vildtets øjne.
Det begynder at blive lyst nu, og vi nærmer os
sletten. Uafbrudt lyder hjortens dybe stemme.
Da vi kommer til skovkanten står solen op over
horisonten og kaster sine stråler over et billede
af uforglemmelig skønhed. Ikke 100 m fra os
står rudlen og æser fredeligt. Hjorten står lidt
længere borte og brøler lige imod os, så dampen
står i en hvid sky ud af munden. Vi nænner
næsten ikke at forstyre idyllen ved et skud. Men
den gamle herre skal vige for at lade en anden og
bedre komme til rudlen. Langsomt hæves riflen.
Sigtekornet søger bladet og i knaldet farer hjorten
frem sanseløs og vaklende. Pludselig forlader
kræfterne den gamle kæmpe, og han styrter til
jorden. Hinderne har samlet sig i en klump og
stirrer nysgerrigt efter hjorten. De kan ikke forstå
dens underlige opførsel. Vi rører os ikke. Vildtet
må ikke få det indtryk, at skuddet og dets værste
fjende – mennesket – hører sammen. Langsomt
tækker rudlen bort og undrer sig, at hjorten ikke
følger efter. De aner faren, men ved ikke rigtig,