Vildmosens Vildt 1936

More documents

Recommendations

Info

Fig. 10 En typisk famile-enhed hos krodyr. 21. september 2005. Foto Jan Skriver. hvor den kommer fra. Ved skovkanten standser hinderne igen og ser tilbage. Hjorten ligger stadig uden at røre sig. Til sidst forsvinder de en efter en i skoven. Nu kan vi gå til hjorten. Vi glæder os over den fine hjertekugle, det gode tolvendergevir, og de slidte brune hjørnetænder, der viser tydeligt, at en af de ældste har måtte lade livet. I glad stemning går vi hjemefter, og 1 time senere hænger hjorten opbrækket ved skovfogedhuset. Vi sover formiddagen bort, og om eftermiddagen går vi ud igen til aftenpürsch. Det er et anstrengende, men herligt liv, vi fører, mens vi jager brunsthjorten. Når man har haft lejlighed til at iagttage kronvildtet i en længere årrække, kommer man ud for mange mærkelige oplevelser. Jeg har tit i brunsten set hjorte, der sloges for alvor, men jeg har aldrig oplevet at se, at en hjort blev stanget 324 ihjel. Derimod har jeg 2 gange fundet hjorte, der er blevet dræbt af andre hjorte. Dog har jeg set en hind blive stanget af en hjort. Jeg kom en formiddag kørende i bil ad en vej, hvor der er skov på den ene og slette på den anden side. En rudel kronvildt med en god tolvender stod på sletten, og førerhinden ville føre rudlen foran bilen ind i skoven. Dette passede af en eller anden grund ikke hjorten, og han prøvede på at vende rudlen ved at løbe frem og slå med geviret til førerhinden. Den faldt og rudlen og hjorten gik ud på sletten igen. Det viste sig, at hjortens øjenspros var trængt ind i hindens side ca. 5 tommer dybt, og havde beskadiget ryghvirvlen. Hinden var ikke forendt, men kunne ikke rejse sig og måtte derfor aflives ved et fangstskud. En anden oplevelse, som ikke er helt almindelig, var at en hjort, som sprang over en grøft, brækkede det ene forløb. Jeg kom sammen med
en jagtgæst kørende i bil, og 3 hjorte prøvede at gå over vejen lige foran bilen. De nåede også at komme over ca. 10 m foran køleren, men de 2 sidste hjorte stødte sammen i luften, og den ene hjort landede så forkert på den anden side af vejgrøften, at forløbet brækkede med så stærkt et knald, at vi kunne høre det i bilen. Det lykkedes mig at skyde hjorten – en lille seksender – inden den nåede tykningen. Kronvildtet skal jo også sove, men som regel sover det meget let. Dog har jeg oplevet 2 tilfælde, hvor kronvildt sov endda meget fast. En aften skulle jeg ud med min bror, der skulle skyde en gammel tolvender, som plejede at stå med en rudel på ca. 70 stykker vildt på en mosestrækning ikke langt fra skoven. Vi var heldige den aften og kom rudlen på 100 m nær i en grøft. Hjorten travede brølende frem og tilbage, og det var ret vanskeligt at få den fri til skud. Jeg bad derfor min bror om at gøre sig færdig, medens jeg holdt øje med hjorten i kikkerten. Kort tid efter stod den frit, og jeg bad min bror om at skyde. Hjorten faldt i knald, og hele rudlen gik for fuld fart ud i mosen, dog opdagede vi til vor skræk, at der lå en hind ved siden af hjorten. Jeg kunne jo ikke bebrejde min bror noget, fordi jeg selv havde givet lov til at skyde i den sikre overbevisning, at der hverken stod et stykke vildt foran eller bagved hjorten. Vi blev så enige om først at se på hinden, og da vi nærmede os den og var ca. 5 m fra den, løftede den hovedet, rejste sig og gik i trav ud i mosen efter rudlen og ved at se på den i kikkerten, blev vi overbeviste om, at den ikke fejlede noget. Den havde altså bare sovet så fast, at den hverken havde hørt skuddet eller rudlen, der i fuld fart gik ud i mosen og derved lavede et spektakel som en eskadron rytteri, der angriber i galop. I det andet tilfælde var det en hjort. Jeg kom med en jagtgæst kørende i bil om formiddagen efter endt morgenpürsch forbi en større slette, hvor der stod en flok kronvildt på ca. 50 stykker. Det undrede os, at denne rudel midt i brunsttiden stod uden hjort. Jeg standsede bilen, og vi diskuterede spørgsmålet. Rudlen blev urolig og begyndte først i skridt, så i trav og til sidst i galop at flygte i mod skoven, og midt på sletten lå hjorten på siden. Vi blev enige om, at den måtte være stanget ihjel af en anden hjort og forlod bilen og gik hen for at se på den. Vinden bar lige hen til den, og vi kom den så nær, at vi kunne have rørt ved den. Pludselig rejste den sig, ser sig forvildet omkring og tager så i fuld fart retning mod skoven. Den fejlede ingenting, den havde bare sovet. Når man jager så stort vildt som kronvildt er det nødvendigt, at man har en god hund, der holder foden sikkert efter et anskudt stykke. Jeg købte derfor for den del år siden i Tyskland en såkaldt hannoversk Schweisshund. Den gjorde udmærket nytte, men en dag gik det galt. Vi søgte efter en hjort, som en af mine gæster havde anskudt, da vi pludselig hørte hunden hyle. Da skovfogeden nåede derhen, viste det sig, at hunden var stanget af en frisk hjort. Hjortens øjensprosser var gået igennem hundens køller og havde efterladt 2 store blødende sår. Hunden kom sig igen, men var fra den dag ubrugelig på kronvildt, og den måtte derfor skydes. 325
Page 1 and 2: Vildmosens Vildt 1936 Vildmosens vi
Page 3 and 4: For nogle uger siden blev der endda
Page 5 and 6: Fig. 4 Tæveræven kommer hjem med
Page 7 and 8: ynder at stå på de store åbne mo
Page 9 and 10: Fig. 6. Kronhjort løber ved bredde
Page 11 and 12: Fig. 8 Brunstig kronhjort brøler n
Page 13: Fig. 9 Skytte Laurids Jakobsen, der
Page 17: Fig. 11 Krondyr i solopgang. 16. ok

Vildmosens Vildt 1936

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?