August 2011.indd - Fjd

med en hollænder, og langt om længe fandt
vi hold 6 uden for det angivne område!
Faru fi k sin chance. Han startede med at
pointe et blafrende fl ag ude på marken.
Lagde dernæst et fornuftigt søg op, men
havde enkelte markeringer, som han selv
løste. Han mødte ikke fugl i sine 15 minutter.
ELIMINE.
PVN gik det åbenbart ikke meget bedre.
Hjemme ved hotellet tog vi ud til havet for
en kort luftetur. Hundene var trods alt ikke
blevet overbelastet, så de nød en løbetur på
stranden.
Dagen var ikke færdig. De bretons, som
skulle stille til europacup, skulle igennem en
kort eksteriørbedømmelse. Lidt af en overraskelse
for især Claus og jeg. Kito er nok
for stor og ikke alt for typisk. Faru er en tøsedreng,
og jeg har lagt udstilling på hylden
for lang tid siden. Darwin er nok heller ikke
den mest typiske breton, men har højden.
Da PVN ikke var i stand til at forsikre især
Claus om, at bedømmelsen ikke kunne få
betydning for Kitos fremadrettede deltagelse,
blev Claus noget rød i ansigtet, og
han sluttede med at sidde og bande det hele
langt væk i 3 kvarter. Heldigvis fungerede
diplomatiet, så det danske hold fi k lov til
at stille op, og der var hunde fra de andre
lande, som fi k lige så lave karakterer. Om
det overhovedet kunne få betydning senere,
ved jeg ikke! Det skal da lige med, at Bourdons
karakterer var i top.
Om aftenen tog PVN og jeg til møde i den
europæiske sammenslutning for bretons
– AISEB. Der var ikke de store ting på
programmet, og uden at genere nogen, vil
jeg tillade mig at konstatere, at ”vi fra nord”
ikke tæller særligt meget. De øvrige 3 fandt
imens en lille god restaurant. Vi sluttede
dagen af sammen med en lille øl og et glas
whisky. Næste dag skulle vi nok komme til
tops.
Af sted til mødestedet efter en kort luftetur.
10 lande havde meldt sig under fanerne.
Igen lang ventetid, og til sidst skulle vi stille
op til holdpræsentation af de enkelte lande.
Nationalmelodierne gjaldede ud over området,
og hvor på nettet de havde fundet den
danske melodi skal være usagt. Men, helt
sikkert en spændende fortolkning.
4 hold blev det til med én repræsentant
pr. hold. Vi startede med at køre ud på mit
hold, da det umiddelbart virkede som det
mest uoverskuelige område. Faru var nummer
3. Han tog et stort og fl ot slag på marken,
kastede sig i stand tæt op af en markvej.
En enlig agerhøne fl ygtede, og jeg stod
og overvejede om jeg skulle skyde. Nej, i
Danmark ville situationen ikke tælle. Faru
fastholdt sin stand, og da jeg var 20 meter
fra, lettede den anden agerhøne. Jeg skød,
og Faru forholdt sig komplet rolig. Dernæst
gik jeg op og koblede ham, og trak ham
tilbage i marken. Dommeren beroligede mig
med, at det hele skete inden for friminuttet,
og meddelte at jeg bare kunne fortsætte.
54
Dansk Breton Klub
Jeg forstod ingen ting. Faru søgte marken
færdig. Han havde en stand i området hvor
hønsene var lettet fra, og han sluttede til
sidst med et par kraftige markeringer og en
stand uden påvisning af vildt. ELIMINE.
Dommeren forklarede mig efterfølgende,
at han opfattede det som en stødning, og at
han ikke kunne afgøre om hunden bare lå
og respekterede ved den anden fugl. Ok, det
var en marginalsituation, og havde jeg gjort,
som Tonny T havde sagt på træningsturen,
så havde jeg selvfølgelig også skudt, da
den første agerhøne stod af. Det eneste, jeg
reelt kunne brokke mig over, var, at holdets
3 dommere gik i en klynge og dermed ikke
var fornuftigt placeret i forhold til min situation.
På de andre hold oplevede vi, at dommerne
fordelte og placerede sig strategisk
godt i marken! Faru viste sig efterfølgende
at være skadet, så han blev trukket til dag 2.
Så skulle vi ud og fi nde Kito og Claus´
hold. Kortet viste sig igen at være mere end
utydeligt, men heldigvis havde den ”gamle”
markprøvedommer taget sit kompas med, så
selvom fruen og Claus indledningsvis gjorde
grin med mig, så forstummede latteren, da
kort og kompas fi k os på rette spor.
Claus blev hurtigt taget ud. Det var en lidt
tynd vintersæd, hvor sidste hund lige havde
pløjet marken igennem på jagt efter en hare.
Umiddelbart ikke optimalt. Kito startede
yderst ungdommeligt i sit søgsoplæg. Godt
med et fri-minut! Han skulle også spise lidt
græs og rode på harefært. Så tog han sig
sammen, og dækkede marken fornuftigt.
Kastede sig i stand, korrigerede en enkelt
gang og tog højrejst stand.
Da Claus var 30 meter fra, lettede parhøns.
Claus skød, og Kito var komplet rolig. Yes,
det danske hold var med endnu. Men, så gik
det galt, og hvad der helt præcist skete, skal
man være varsom med at udtale sig om.
Da der var ro på, kiggede Kito tilbage på
Claus, og inden vi havde set os om, løb Kito
tilbage til sin fører. ELIMINE.
Jeg bandede det hele langt væk, og der var
stor opstandelse blandt de øvrige hundeførere
og tilskuere. Hunden skal forholde sig
komplet rolig indtil føreren kommer op og
kobler den. Om det var Claus, der fl øjtede,
eller hunden, som selvstændigt sprang hjem,
skal være usagt.
Jeg forsøgte at forklare de undrende
tilskuere, at vi i Danmark gerne må kalde
hunden hjem, når en situation for fugl er
endelig afviklet. At der nok var tale om en
misforståelse. Herefter blev vi kontaktet
af ordførende dommer, der på ingen måde
kunne acceptere, at hunde i Danmark kunne
opføre sig som Kito. Jeg forsøgte igen at
forklare præmisserne, hvorefter Hr. Balke på
fl ydende engelsk udtalte, at Danmark havde
deltaget i fl ere år til disse samlinger, hvorfor
vi til fulde burde kende reglerne. Havde vi
været fra Mozambique, kunne man måske
have set igennem fi ngre med en sådan utilbørlig
optræden fra hundens og/eller førers
side! Jeg har – ved nærmere eftertanke -
altid syntes, at der er lidt neger over Claus.
Senere på dagen kunne Flemming berette
om, at han vist nok havde lavet en lignende
fejl med Darwin efter at have skudt over
ham. PVN havde heller ikke heldet med sig,
men 3 hunde fra Danmark havde trods alt
fundet fugl, og der var skudt over dem.
Eftermiddagen sluttede med en rundtur i
området, indkøb af røgede fi sk og lidt rose-
og hvidvin og så en tur til stranden. Om aftenen
var der stor middag for alle deltagere.
Ganske hyggeligt.
I forhold til dag 2 skal det blot med, at
Darwin vist nok fi k IFF eller noget der
minder om det. PVN havde vist en enkelt
spinkel chance med reserven for Faru,
og Kito var lidt ved siden af sig selv. Det
danske hold tillod sig derfor at vende næsen
hjem af tidligt på eftermiddagen. Så var den
overnatning sparet.
Hvad fi k vi så med hjem ? Det er altid lærerigt,
at opleve noget nyt. Eksteriørmæssigt
var de sydlandske hunde generelt noget lavstammet,
men de kom godt rundt i marken
på en frisk og livlig måde. Det fuglearbejde
vi så var i orden. Jeg oplevede ikke hunde
forbigå fugl. Som tidligere nævnt virker
prøvereglerne som sort/hvid, men Claus og
jeg oplevede da en spanier få excellent, selv
om hundens søgsoplæg var alt for offensivt.
Dejlig hund og 2 fl otte situationer for fasan
og agerhøns, men …….
Har man lyst til at prøve, så skal jeg
anbefale, at man sætter sig godt ind i
grundreglerne, og at man træner utroligt
intensivt, således at hunden ”på egen hånd”
kan præstere et godt søg i en høj fart og en
god/livlig stil i 15 minutter. Konditionen
skal være i orden, og fuglearbejdet giver sig
selv. Jeg deltager gerne igen, hvis jeg har en
hund, som har dette talent – især fordi jeg
hader at tabe.
En positiv evaluering af de tre dage skal
være, at vi med marginalerne på den rigtige
side, ville have hjemtaget et par præmieringer.
Til gengæld kunne kun en del af holddeltagerne
leve op til kravet om en racetypisk
stil, og sådanne forhold vil få betydning
i dette game, når de endelige vindere skal
fi ndes. Til gengæld gør prøveformen også,
at det nok er lidt mere tilfældigt, hvem der
vinder på dagen, end det vi kender fra det
danske prøvesystem.
Med hensyn til vores eget prøvesystem
er det yderst udmærket, og det er netop
målrettet bedømmelsen af jagthunden sammen
med sin jæger. En bedømmelse, som
ikke kun strækker sig over 15 minutter, men
som kan ske over en dag af fl ere slip med
forskellig varighed. En hyggelig dag, hvor
vi amatører kan få os en god snak mellem
afprøvningerne.
Men, alt i alt spændende at deltage i arrangementet.
Søren Stenhøj