Prædiken nytårsdag 2013. Godt nytår!” Sådan er det jo, vi ønsker for ...

Navne er fyldt af betydning, fordi de hænger sådan sammen med, hvem vi er.
”Mary”, f.eks. er for mig et dejligt, varmt navn, for det hed min skønne farmor.
At sige andres navn, knytter os på en måde sammen og opretter en nærhed. Derfor
virker det også så akavet når en ukendt sælger ringer og siger ”Hej Bente!” og
imiterer en nærhed, som jeg slet ikke er indforstået med… prøver at knytte til ved
noget, vi ikke har sammen.
At indlade sig med hinanden kan også være voldsomt, ja farligt.
I Harry Potter-fortællingen går ondskabens herre under navnet ”Du-ved-hvem”.
Ingen tør sige hans rigtige navn, for de er bange for at komme til at indlade sig med
ham. Og på den måde lukker mange øjne og ører og mund for, hvad der egentlig
sker omkring dem, og ”Du-ved-hvem” kan drive sit spil frit.
Kun Harry Potter tør sige hans navn: ”Voldemort” højt. Det var ikke meningen, at
nogen skulle turde at bruge det navn – det ødelægger det for Voldemort, at nogen
på den måde tør komme ham nær og indlade sig, forholde sig til det, han står for.
– og det er lige præcis det, der gør, at hans magt bliver forandret; det gør det
umuligt for ham, i det lange løb at opretholde sit magtgreb over menneskene.
I dét perspektiv er det jo SÅ fyldt af betydning, at vi i det kristne evangelium møder
en Gud, som fuldstændig frivilligt åbner op for nærheden ved at lade sig føde som et
menneskebarn – og som ikke et øjeblik tøver med at lade sig kalde ved navn:
Så snart Maria får at vide, at hun skal føde dét menneskebarn, får hun også at vide,
at han skal hedde Jesus. Det skal der slet ikke være tvivl om. For det navn er fyldt af
betydning: det betyder: ”Herren Frelser”.
Gud holder ikke krampagtigt fast i sin magt ved at holde sit navn hemmeligt – eller
holde det for ophøjet til at mennesker tør tage det i munden; tværtimod bruger han
sin magt til at invitere os til nærvær, han inviterer os til at indlade os med ham: Han
lægger alt det han har og er lige i favnen på os som et lille barn.
Og når vi bliver døbt, er det jo tilsvarende et tegn på, at vi - med vores navn med alt
det, det kommer til at bære med sig – bliver kastet i favnen på alt det, Gud vil være
for os med sit navn.
Gud vælger at blive kaldt ved fornavn af os.
Og han gør det med forsæt; det er noget, han har besluttet sig for. Han har valgt at
være en Gud der frelser.
Og det er en fortsætter!
Hans nærvær handler ikke om en åndelig anstrengelse fra vores side, som måske en
enkelt gang imellem bærer den sjældne frugt: nærvær. Nej det er et løfte, en