Neel og Peter Götz fortæller... - Det Danske Missionsforbund

3
Religionsfrihed
Af missionsforstander Peter Götz
Det er mange år siden, at religiøse
spørgsmål i Danmark har fyldt så
meget i dagspresse og medier som
nu. Det skyldes mange ting. Bl.a. en
ny åndelig søgen i det danske folk,
og udfordringen til at leve side om
side med 200.000-250.000 muslimer
(dvs. ca. 10 gange så mange
som det, frikirkerne tæller). Dette
og fl ere andre momenter har fået
mange danskere til at spørge efter
sine åndelige rødder.
Men samtidig med at vi hver især besinder
os på vores åndelige og religiøse fundament
– og måske fi nder glemte rigdomme
frem, bliver nye problemstillinger vigtige:
Hvordan lever man side om side i gensidig
respekt og dog med ret til at missionere
for sin tro – og frihed til at konvertere?
Hvordan indretter vi os i skoler og institutioner,
så alle mennesker anerkendes for sin
ret til at leve, tro og tale – og klæde sig –
ifølge sin overbevisning? Hvordan
værner vi om ytringsfriheden
uden at krænke det,
andre anser for helligt? – Er det virkelig
en løsning at rense det offentlige rum for
religion og religiøse symboler?
Om nogen skulle være forkæmpere for
religionsfriheden, burde det være os frikirkefolk.
For ikke ret mange generationer
siden, var det vores egen kamp. Den gang
gjaldt det retten til at døbe på den måde,
vi anså for rigtigt, samles udenfor den anerkendte
kirke til forkyndelse, bøn og lovsang,
etablere os i egne samfund, osv.
Det er i virkeligheden både rigtigt og forkert,
når vores statsminister ønsker det
offentlige rum renset for religion.
Det er rigtigt, at en religiøs overbevisning
ikke kan stå alene som argument i et samfund,
hvor alle skal have ret til at leve og
udfolde sig. Ingen af os kan komme og
pådutte andre en livsstil med argumentet:
Det står i min hellige bog – eller: Det siger
min Gud. Vi kan ikke tage noget fra hverandre
med den argumentation, og vi kan
ikke påtvinge hinanden noget med den.
Vores religiøse overbevisninger – og deraf
følgende livsstil – skal erhverves i tro og
ikke under tvang.
Det er imidlertid forkert at lukke øjnene for
den virkelighed, at de allerfl este af vores
livsværdier er skabt af vores religiøse
overbevisning. Her i Danmark springer
hele vores menneskesyn, vores
LEDER
tilværelsesforståelse – og
dermed vores livsfundament
ud af de værdier,
som evangeliet i århundreder
har afl ejret i vores kollektive
bevidsthed. Uanset
om vi bekender os som
troende eller ej. Hvis vi skulle til at skabe
sociale og samfundsmæssige trafi kregler
uden denne dybe forankring i de kristne
livsværdier, ville det gå fuldstændig galt.
Og her opstår udfordringen i mødet med andre
religioner. Kan vi lukke Danmarks grænser
for alle, der ikke er kristne? Næppe. For
Danmark er ikke et religiøst samfund, men
et land. Kan vi hævde, at kristne samfund
op igennem tiden altid har overlevet og at
alle andre samfund – det være sig muslimske,
buddhistiske eller andre altid er gået
til grunde. Næhhh – slet ikke. Tør vi påstå,
at der kun fi ndes ædle livsværdier i kristendommen
– og at værdisæt og livstydninger,
der er groet i andre religiøse haver, er blottet
for enhver sandhed. Heller ikke. Der
er kun én rimelig grundholdning og det er
have respekt overfor et hvert menneske,
som Gud har skabt – uanset hvad det menneske
måtte have lært at kalde sin Gud.
Det vi derfor kan – og skal – er at vandre
sammen med og dele vores liv med vores
næste uanset hans tro og overbevisning –
og med opfi ndsomhed og kærlighed pege
på Kristus som vores livs lykke, som den,
der viste os vejen til Gud, fortalte os sandheden
om Gud, og førte os ind i livet hos
Gud. Som i alt andet er vores store forbillede
Kristus selv, der hverken fordømmer
eller nedgør andres tro, men altid hjælper
dem ind på sporet af Gudsriget. Eksemplerne
er mange både når det gælder jøder, kanaanæere,
romere og samaritanere.