Læs meget mere om jazz på ibyen.dk/jazzlive Du kan også læse ...

...
POLITIKEN LØRDAG 7. JULI 2012
Et barn af bevægelse
Selv om den indiske
sitarspiller Anoushka
Shankar ikke vil kalde
sin musik for jazz, har
hun optrådt på flere
jazzfestivaler. Og improvisationen
har styret
både kunstneren og
hendes musik, som derfor
sjældent står stille.
TATIANA TILLY
Som helt lille løb Anoushka
Shankar rundt foran og bag
scenen, når hendes legendariske
far, Ravi Shankar, improviserede
på sin sitar, eller når moderen Sukanya
Shankar afholdt musikfestivaler.
Den lille datter nød at følge med
i forberedelserne og lytte til tonerne
af de indiske instrumenter.
»Når jeg tænker tilbage, var det
en vidunderlig måde at vokse op
på, fordi jeg følte, jeg var en del af de
voksnes verden. Selv om jeg først
begyndte at lære at spille musik, da
jeg var syv, blev jeg påvirket af det
kreative miljø, fra jeg var helt lille«,
siger hun i telefonen fra London.
De seneste par år har hun boet i
den britiske hovedstad med sin
mand, filminstruktøren Joe Wright.
Hun var gravid med deres fælles
søn, Zubin, da hun skrev sit seneste
album ’Traveler’, og de nye perspektiver
havde stor indflydelse på
numrene.
»Det var meget inspirerende og
samtidig befriende. Pludselig flød
melodierne, og teksterne kom flydende
på en helt ny måde. Måske
fordi graviditeten gav mig nyt perspektiv.
Det fik mig til at forstå, at
der findes større ting, og derfor var
der mindre pres. Så jeg kunne jeg
meget bedre nyde den kreative proces«,
siger Anoushka Shankar.
I dag, hvor Zubin er blevet et år
gammel, påvirker han stadig sin
mors musik, men på en anderledes
måde. Hendes indiske forældre har
givet hende en opdragelse, der er
forskellig fra den, engelske børn
vokser op med. Hun vil gerne give
sin søn den samme inkluderende
opvækst, som hun selv har oplevet.
Jeg blev
påvirket af
det kreative
miljø, fra jeg
var helt lille
Uden at presse sin søn til at spille
musik, har hun lyst til at involvere
ham i sit liv og det kreative miljø, de
færdes i.
Hendes berømte far var gode venner
med beatlen George Harrison
og hendes halvsøster, Norah Jones,
er en verdensberømt sangerinde,
og selv har Anoushka Shankar optrådt
med kunstnere som Sting, El-
ton John og Madonna.
»Jeg ville have gået glip af så meget,
hvis mine forældre ikke havde
taget mig med ud til deres arrangementer.
Det er enormt spændende
at få lov til at høre musik, se dans og
være med bag scenen. Selv når man
er helt lille, er det fantastisk«, siger
Anoushka Shankar.
Mens sønnen er lille, er forældre-
Sitaren pegede på Verdensmusikken
HENRIK PALLE
Det kan godt være, at sitaren
som sådan ikke spiller den
store rolle i jazzen, og at der
er langt mellem snapsene, hvis
man vil høre det indiske nationalinstrument
i selskab med tenorsaxofoner.
Til gengæld er det uhyre vanskeligt
at overvurdere den indflydelse,
instrumentet har haft på netop
jazzens selvforståelse som de sorte
amerikaneres etniske musik.
I de første mange år af jazzens historie
var musikformen alene et
amerikansk og siden europæisk foretagende,
som måske nok havde
sine fjerne rødder i afrikansk stammemusik,
men ikke desto mindre
blev spillet på traditionelle vestlige
instrumenter og var stedse mere
influeret af vestlig populærmusik.
Men det lavede en herre ved navn
Ravi Shankar solidt om på. Han tog
den nemlig den klassiske indiske
musik – ragaen – til Vesten og begyndte
at spille med vestlige jazzmusikere
som klarinettisten Tony
Scott. Og en af dem, der lyttede til
Shankar og hans sitar i midten af
1950’erne, var tenorsaxofonisten
John Coltrane, som derigennem
fattede interesse for det, man i dag
med et typisk udtryk for den vestlige
verdens selvfedme og narcissis-
PÅ VEJ.
Anousha Shankar
arbejder
lige nu på et
nyt album
inspireret af
Londons
multikulturelle
byrum.
Foto: AP
me kalder for ’Verdensmusik’ – det
vil sige den musik, der spilles af omkring
tre fjerdedele af Jordens befolkning.
Coltranes søn, som i øvrigt
også spiller saxofon, bærer fornavnet
Ravi som en hommage til
Shankar.
Shankar tændte lyset
I en dansk sammenhæng har sitaren
spillet en afgørende rolle for eksempelvis
guitaristen, komponi-
ne dog nødt til at være en del i hjembyen,
så familien har en base. Derfor
arbejder hun i øjeblikket på projekter,
som kan udføres fra London:
Hun er netop begyndt at arbejde på
sit nye album, og samtidig kuraterer
hun en festival i Dortmund, som
afholdes næste år.
»Ind imellem finder jeg alligevel
tid til at rejse, for det elsker jeg«, siger
hun.
Improviserende natur
I løbet af de seneste seks måneder
har hun således turneret i en række
lande med albummet ’Traveler’. Albummet
eksperimenterer med forskelle
og ligheder mellem spansk
flamencomusik og den traditionelle
indiske musik, som Anoushka
Shankar er opvokset med.
Hun vil derfor ikke definere genren
som jazz. Alligevel har hun allerede
spillet numrene på flere jazz
festivaler, inden hun på søndag optræder
i Koncerthuset under Copenhagen
Jazz Festival, og det er
hendes oplevelse, at publikum reagerer
rigtig godt på hendes musik.
»Både indisk og flamenco har en
improviserende natur, derfor tror
jeg, det tiltaler jazzelskere. Under
koncerterne improviserer vi også,
og det ender altid med en spændende
blanding af melodier«.
I hendes band er der musikere
med rod i begge musikalske traditioner,
som spiller både percussion
og de indiske instrumenter sitar og
shehnai. Derfor bliver hvert nummer
som en form for kulturmøde
mellem de to stilarter.
Anoushka Shankar er født i London,
men er også vokset op i Delhi
og Californien. Derfor er hun den
dag i dag meget optaget af møderne
mellem forskellige kulturer. Nu,
hvor hun bor i London, er det derfor
i høj grad det multikulturelle
gadebillede, hun finder fascinerende,
og som giver hende ideer til
hendes nye album.
»Når du går i byrummet, er du
udsat for udtryk fra hele verden, det
er meget inspirerende. Samtidig er
den indiske kultur stærkt repræsenteret,
så afstanden til Indien ikke
føles for stor for mig«.
tatiana.tilly@pol.dk
JAZZLIVE 7
Anoushka Shankar, 8. juli kl. 20,
Koncerthuset
sten og kapelmesteren Pierre Dørge,
der oplevede Ravi Shankar ved
en koncert i Odd Fellow Palæet i
midten af 1960’erne og blev opmærksom
på, at der fandtes anden
musik end den vestlige.
Og lidt groft kan man hævde, at
det er sitarens skyld, at en Joe Zawinull
vendte blikket mod verdensmusikken,
fordi Shankar havde
tændt lyset.
henrik.palle@pol.dk