El Camino - Foreningen af Danske Santiagopilgrimme

Vinmarker er ikke hvad vi ellers kender, her
kom i 1930 forbud om at plante markerne
til med vinstokke, så her er mange små marker
med majs omkranset af espalierer med
vin der vokser i to-tre meters højde. I dette
område var der vinhøst. Det så morsomt
ud, når en gammel traktor med anhænger
kom bumpene hen over marken med mutter
stående bagi, efterfulgt af en Mercedes
med ældre folk, der skulle hjælpe til.
I Ponte de Lima bliver man modtaget af
en pragtfuld stor allé med platantræer, her
er ikke refugium, men et stort vandrerhjem,
der åbner kl. 18. Denne dag har vi mødt
flere, hele 5 personer.
Fra Ponte de Lima kommer man ud på stejle
levadaer, så er det godt med den lange stok,
mange små stier med sten og vand. Vi passerer
Labruja, og nu er landbrug et sjældent
syn og landskabet er indtil Portela Pequena
bjerge dækket af træer. Disse skråninger er
det mest udmattende på hele turen. Der
findes en alternativ rute for cyklister, som
ikke kan bære cyklerne over bakkerne.
Halvvejs oppe finder man åndedrættet ved
Franceses-korset, hvor befolkningen i 1809
lå i baghold for resterne af Napoleons hær.
I bogen er omtalt en vandpost, den er der,
men der er ingen vand.
Vi kommer til Rubias, hvor der er et pilgrimshotel
og i øvrigt absolut intet andet i
miles omkreds. Man blev afhentet af en bil,
der kørte til en kro, hvor man kunne spise
dagens ret, ingen valgmuligheder. Hertil
en gyselig vin som man ikke skal ønske sig
at smage. Der er nu kommet et refugium i
nærheden.
Her er mange hunde overalt, man ser dem
ikke, til gengæld hører man dem. Man ser i
Pilgrimsveje
32
øvrigt heller ikke befolkningen, alt er gemt
væk bag høje mure. Denne dags tur er den
sidste i Portugal.
I Valenca do Minho ligger en stor borg i
udkanten af byen, den må man give sig tid
til at besøge og nyde udsigten fra toppen. I
borgen er der en stor by, hvor der næsten altid
er marked med sengetøj og håndklæder.
Galicien
Man kommer til Spanien og Galicien ad en
lang bro over floden Minho, tidligere blev
man sejlet over. Grænsebyen hedder Tui. Vi
har været forvænte med afmærkningen, nu
skal vi se godt efter, der er stadig en god
bid vej til selve byen med kirken og refugiet
som desværre først åbner klokken sytten.
Det er op ad bakke hele vejen.
Det første år havde vi ikke så megen tålmodighed
og fandt et værelse hos ”Generosa”
et ældgammelt pensionat med tilhørende
hængekøjeseng. Anden gang blev det refugiet,
hvor man skal bede om, at der bliver
lukket op til gården, så man kan vaske.
Vagten, der åbner, forsvinder lynhurtigt.
Tui er en hyggelig by med mange bænke,
hvor man kan sidde og betragte folkelivet.
Mod Porrinho er der kommet en ny vej, ret
godt, for i vores beskrivelse står der, at det er
det mest stenede stykke på hele turen. Undervejs
passerer vi biskoppen af Tuis grav.
Desværre skal man forbi et fabrikskvarter,
temmelig kedeligt. I Porrinho er der nyt
refugium. Man skal henvende sig på rådhuset,
så kommer der en vagt og åbner.
Herfra går vi til Redondela over to lange,
stejle bakker. Vi ankommer allerede
klokken 13.30. Her mødte vi mange,