El Camino - Foreningen af Danske Santiagopilgrimme

forlader det kendte, hjemlige, for at opsøge et
helligt mål. Der sker noget særligt, når man
tager på pilgrimsvandring. Definerer man
sig som pilgrim, bliver turen til meget mere
end en almindelig vandretur. Sindet indstiller
sig anderledes. Det åbner sig.
Hvad sker der indeni pilgrimmen?
Dette kan man ikke svare entydigt på, for
enhver går med sit ærinde og på sin måde.
Hver har sin længsel. Enhver pilgrim har noget,
der skal tages stilling til i livet. Måske en
overgang fra en livssituation til en ny måske
andet, og det er netop det fine. Ingen kan
tillade sig at blande sig i et andet menneskes
motiver for en pilgrimsvandring.
Hvorfor er vandring til Santiago blevet så
populært?
Det vil være for billigt at sige, at det er sket på
grund af vores forening – også selv om vi selv
synes, at vi yder en stor indsats for at udbrede
kendskabet til pilgrimsvejene til Santiago.
Personligt ser jeg pilgrimsvandring som et
tilbud til det moderne, søgende menneske,
som ønsker at finde livsvejen selv i en
udveksling med andre mennesker. Og med
Gud, for nogens vedkommende. Specielt på
vejen til Santiago kan man gå og bøvle med
det allermest værdifulde i sit eget liv.
Pilgrimsvandring er demokratisk
Det fine ved det er, at pilgrimsvandring er
demokratisk. Tænk dig - på caminoen kan
vi modtage det vigtigste til fornyelse af vores
liv. Enhver har råd til en pilgrimsvandring,
for transportudgifterne er næsten ingenting
og udgifterne til overnatning og mad er billigere
på Caminoen end huslejen og maden
derhjemme. Pilgrimsvandring er for alle!
For mange af os betyder det meget at få rørt
kroppen, at mærke elementerne, at opleve
Foreningen
7
det enkle pilgrimsliv, at møde medvandrerne
i dybe samtaler og at få friheden til at beskæftige
sig med det vigtigste i livet og sidst
men ikke mindst at føle sig som en del af et
to tusind års langt fællesskab.
Forskelle i den nordiske pilgrimskultur
Sammenligner man vores forenings aktiviteter
med tilsvarende aktiviteter i Norge og
Sverige, ses en forskel. Nordmændene lægger
vægt på kulturarven og har ansat en statslig
projektleder - blandt pilgrimme kaldet ”pilgrimsdirektør”
- der netop har færdiggjort
en stor rapport til ministeren for kulturarv.
Rapporten beskriver hvordan pilgrimsvejene
og den tilknyttede infrastruktur kan udvikles.
Målet er at Trondheim med Norges
nationalkirke Nidarosdomen om 30 år får
samme betydning som Santiago de Compostela
har i dag.
Svenskerne har et andet udgangspunkt. Her
er initiativtagerne den svenske kirke. Den
har for længst etableret sig med Pilgrimscentrum
Vadstena samt en række præster rundt i
landet med tid til at fokusere på pilgrimme.
Vi i Danmark er mere folkelige. Her efterspørger
vi ikke megen støtte fra hverken det
offentlige eller kirken. Det er som om, vi i
Danmark kulturelt ligger mere ovre i det,
man kan kalde senmoderniten; hvor det enkelte
menneske tager det fulde ansvar for sin
egen spirituelle udvikling. Nogle af os gør
det ved at tage på pilgrimsvandring. Der klarer
vi os uden stærke myndigheder. Det har
vi det rigtig godt med. Deri ligger en meget
stor frihed.
Tillykke med det! Foreningens medlemmer
ønskes et godt jubilæumsår!