El Camino - Foreningen af Danske Santiagopilgrimme

En af de oplevelser, der inspirerede mig til
at tænke på ovennævnte måde, skete en dag
i Burgo Ranero. Jeg havde gået ti kilometer
den dag efter fire dage med så mange vabler,
at jeg måtte holde pause. Jeg havde planlagt
at tage bus eller tog derfra til Leon. Jeg ankom
20 minutter over ti om formiddagen,
det var ti minutter for sent til Leon-bussen
og toget ville først gå klokken fjorten.
Jeg sad og skrev dagbog på en café, og havde
lige skrevet ”ja og nu må jeg sidde her indtil
klokken fjorten, hvis der ikke viser sig andre
muligheder”.
Det gjorde der. Knap havde jeg skrevet denne
linje, før et tysk hold - dels med bus og dels
vandrende - kom ind. Vi faldt i snak, og de
tilbød, at jeg kunne køre med dem til Leon.
Så denne dag ifølge med disse søde mennesker
fik jeg frokost, var med i et optog til ære
for en helgen og deltog i den efterfølgende
messe sammen med hele landsbyen. Til slut
blev jeg sat af i Leon og kunne her gense
nogle af mine venner, som jeg havde mødt
tidligere på turen. Det var fantastisk.
Ved messen i den lille landsby blev det klart
for mig, at når jeg ”giver slip” kommer det til
mig, som jeg har brug for. Igen blev jeg overvældet
af en stor taknemlighedsfølelse over
denne erfaring, og at den stod så stærkt og så
tydelig, nærmest som skåret ud i pap.
Pilgrimslivet
52
De syv pilgrimsord
For mig har det været et ønske fra starten, at
det skulle være en tur både for krop, psyke
og sjæl. Jeg havde med mig de syv pilgrims
ord: ”langsomhed, bekymringsløshed, frihed,
enkelthed, stilhed, spiritualitet og fællesskab”.
Når jeg nu sidder og ser på disse
ord, et år efter at jeg gik turen, kan jeg kun
sige, at jeg oplevede dem alle.
Fællesskabet med de andre pilgrimme og
den hjælpsomhed jeg oplevede på turen var
bemærkelsesværdig. Friheden til ”bare” at
skulle stå op og gå hver dag og den enkelhed,
der ligger i det, er en stor ting at få lov
at opleve.
Enkelheden i at kunne bære det, der er nødvendigt,
på ryggen, er så befriende. Du ved,
at du har hvad du behøver i rygsækken – du
ved, at du kan bære det. Det er alt sammen
en stor tilfredsstillelse. Stilheden og spiritualiteten
fandt jeg i kirkerne og i klostrene.
Her kunne jeg sidde og finde roen og give
mig selv tid til mærke livet, reflektere og
meditere. Det, jeg mærkede mest, var den
fred, som fyldt mig og gav følelsen af ”jeg
er”.
Ved et besøg i Carrión i refugiet ”Parroquia
de Santa Maria” hos Mariasøstrene fik jeg
meget kærlighed med på vejen. Det gav en
ubeskrivelig ro i sjælen Jeg fik ord med på
vejen om ”at fortsætte med at gå ud ad din
vej” – i betydningen ”livets vej”. Vi blev alle
velsignet med korsets tegn på panden, en
kærlig hånd på kinden, visheden om at vi
ikke går alene, og at det er ”Guds kærlighed
der dag efter dag driver os mod målet,
Santiago”. Alt sammen vidunderligt når
man har vandret langt, er træt og synes, at
der lagt til Santiago, og at man samtidigt er
langt væk hjemmefra.