OPHØR AF PENGEFORDRINGER

OPHØR AF PENGEFORDRINGER
I. OPHØRSGRUNDE
1. Indledning
En pengefordring kan bringes til ophør på forskellig måde. De vigtigste ophørsmåder er,
• at pengefordringen forældes,
• at pengefordringen opfyldes ved debitors betaling,
• at kreditor opgiver - giver afkald - på pengefordringen,
• at debitor deponerer pengefordringen i et pengeinstitut,
• at en kreditor ikke rettidigt anmelder en pengefordring i et dødsbo, der har udstedt et præklusivt
proklama.
Hukommelsen er kort, og kvitteringer skal ikke gemmes i ubegrænset tid. En kreditor nægter fx at udstede
en kvittering, som debitor har krav på. Men debitor, der gerne vil betale, skal kunne frigøres for
sin pengeforpligtelse. Et dødsbo skal kunne afsluttes inden for rimelig tid, så kreditorer og arvinger kan
modtage deres tilgodehavender og arvebeløb.
II. OPHØR VED FORÆLDELSE (NYT KAPITEL FREMKOMMER 1. JANUAR 2008, NÅR
DEN NYE FORÆLDELSESLOV TRÆDER I KRAFT.)
1. Pengefordringens ophør ved forældelse
En pengefordring kan ophøre ved forældelse, dvs. at fordringen ophører på grund af alder, når der er
gået et bestemt antal år.
Begrundelsen for forældelsen er, at det skaber sikkerhed og klarhed mellem kreditor og debitor. Det
kan efter lang tids forløb være vanskeligt at bevise, om gælden er betalt. En debitor, som aldrig er blevet
rykket af kreditor, kan have en forventning om, at fordringen er ophørt.
En fordring på penge forældes ved forældelsesfristens udløb. Debitor kan ikke dømmes til at betale
gælden, da fordringen ikke længere er retskraftig. Dette gælder også, selv om debitor er i ond tro.
Der er - ud over enkelte specialregler - to mere generelle forældelsesregler:
• dansk rets almindelige forældelsesbestemmelse i Danske Lov 5-14-4, der har en 20-årig forældelsesfrist,
og
• 1908-forældelsesloven, der fastsætter en 5-årig forældelsesfrist for bestemte typer af fordringer.
1

Den teoretiske hovedregel er, at pengefordringer forældes efter den 20-årige regel, men de fleste pengefordringer
forældes dog efter den 5-årige regel.
2. Den 20-årige forældelse - Danske Lov 5-14-4
Denne regel fastslår, at alle gældsbreve, som er ældre end 20 år, er døde og magtesløse. Bestemmelsen
omfatter direkte kun gældsbreve, men ifølge domspraksis dækker bestemmelsen også pengefordringer,
der støtter sig på domme, retsforlig, frivillige forlig og aftaler om pengelån.
Forældelsesfristen regnes fra det tidspunkt, hvor pengefordringen stiftes, dvs. at tids-taxameteret kører
fra det øjeblik, hvor debitor forpligter sig.
Kreditor er naturligvis ikke interesseret i, at pengefordringen forældes, så han mister sit krav. Kreditor
må derfor "holde fordringen i live" ved at sørge for, at den igangværende forældelse bliver afbrudt.
Den 20-årige forældelse kan afbrydes på to måder:
• kreditor giver debitor en påmindelse om forpligtelsen. Denne påmindelse kan være mundtlig som
skriftlig. Af bevishensyn bør kreditor sikre sig skriftligt bevis, fx ved et anbefalet brev. Eller
• debitor anerkender gældsforpligtelsen. Gældens eksistens og størrelse anerkendes af debitor, hvis
han over for kreditor fx erklærer, at han er forpligtet til at betale, eller hvis han betaler renter af gælden.
Betaling af afdrag er ikke en anerkendelse af gælden, da en afdragsbetaling intet fortæller om
restgældens størrelse.
Bliver forældelsen afbrudt, er retsvirkningen, at en ny 20-årig forældelsesfrist begynder fra afbrydelsestidspunktet.
3. Den 5-årige forældelse - 1908-forældelsesloven
Denne forældelsesbestemmelse har størst praktisk betydning. 1908-loven fastslår, at nogle bestemte
typer af fordringer forældes på 5 år, § 1. Lovens opremsning er udtømmende, dvs. at andre pengefordringer
ikke ved en analogi kan bringes ind under den 5-årige forældelse.
Forældelsesloven omfatter bl.a. følgende pengefordringer efter § 1:
• fordringer, som udspringer af dagligdagens aftaler om 1) salg af varer og 2) leje af fast ejendom eller
løsøre, fx af et værelse eller en pc'er, og 3) ydelse af ophold, fortæring eller forplejning, fx en hotelregning,
og 4) befordring af personer og gods, fx fragtmandens regning, samt 5) udførelse af arbejde,
fx malermesterens faktura,
• det offentliges krav på skatter og afgifter,
• erstatningskrav uden for kontraktforhold, fx erstatning for tab af erhvervsevne i forbindelse med en
ulykke.
Forældelsesfristen begynder at løbe fra forfaldsdagen, dvs. det tidspunkt, hvor kreditor kan kræve betaling,
§ 2.
Den 5-årige forældelse kan afbrydes på to måder:
2

• debitor anerkender forpligtelsens eksistens og dens størrelse på samme måde som ved den 20-årige
forældelse, § 2, eller
• kreditor foretager retslige skridt mod debitor. Kreditor skal altså være aktiv, og de retslige skridt
skal være erhvervelse af dom, forlig eller anden retsafgørelse. Han skal derfor fx anlægge retssag
mod debitor, og stævningen skal være indleveret til retten inden 5-årsfristens udløb. Kreditor kan
derfor ikke nøjes med at minde debitor om, at han skylder beløbet.
Bliver forældelsen afbrudt som beskrevet under a) eller fx ved betaling af rente, begynder der at løbe
en ny 5-årig forældelsesfrist.
Hvis den igangværende forældelse derimod bliver afbrudt ved dom, retsforlig, frivilligt forlig eller ved
debitors udstedelse af et gældsbrev, således at gældens eksistens og størrelse bliver fastslået, ændres
forældelsesfristen til 20-år, § 1. Fristen regnes fx fra domsafsigelsen eller underskrivelsen af gældsbrevet.
III. OPHØRSGRUNDE I ØVRIGT
1. Pengefordringens ophør ved betaling
En pengefordring ophører ved debitors betaling af det skyldige beløb. Dette er den hyppigste ophørsmåde.
Debitor har krav på en kvittering. Betaler han hele gælden, skal kreditor afgive en saldokvittering.
2. Pengefordringens ophør ved kreditors opgivelse
Kreditor kan give afkald på sin pengefordring, dvs. at han opgiver sin ret. Dette kan ske helt eller delvist.
Kreditor kan ensidigt opgive en pengefordring, fx ved eftergivelse af et lån til et medlem af familien.
Han kan også i en gensidigt bebyrdende aftale som led i en forligsmæssig løsning, fx ved at nedsætte
et fakturabeløb, kvittere for modtagelsen af et beløb til "fuld og endelig afgørelse", således at han
giver afkald på en del af beløbet.
3. Pengefordringens ophør ved deponering
Hvis debitor på grund af kreditors forhold er forhindret i at betale det skyldige beløb, kan han bringe
skyldforholdet til ophør ved at deponere pengene til fordel for kreditor.
Debitor kan ifølge § 1 i Deponeringsloven af 1932 frigøre sig for sin gældsforpligtelse ved deponering
i et godkendt pengeinstitut, hvis hans opfyldelse er forhindret ved et af følgende tre forhold:
• debitor er ude af stand til at opfylde på grund af kreditors forhold, fx ukendt adresse, eller
• kreditor undlader at foretage, hvad debitor kan kræve som betingelse for at yde, fx at kreditor udsteder
en kvittering, eller
• debitor er i begrundet tvivl om, hvem der er rette kreditor, og uvisheden herom ikke kan lægges debitor
til last.
Debitor skal ved deponeringen angive, til fordel for hvem den sker, og oplyse om skyldgrundlaget, § 3.
Debitor skal også give afkald på at kunne kræve pengene tilbage, § 2. Opfylder debitor disse betingelser,
er han frigjort for sin pengeforpligtelse. Han stilles derfor, som om han har betalt fordringen.
3

Det deponerede beløb kan kun udbetales til kreditor, når han har godtgjort sin ret, § 4. Kreditors krav
på pengene bortfalder efter udløbet af 20 år. Herefter får debitor i 1 år ret til at kræve beløbet tilbage.
Så snart der er gået 21 år, tilfalder beløbet statskassen, § 6.
4. Pengefordringens ophør ved præklusion i dødsboer
En pengefordring kan ophøre ved præklusion, dvs. at en kreditor, der ikke anmelder sit tilgodehavende
i et dødsbo, kan fortabe sin fordring.
Når der er truffet beslutning om behandlingsmåden af et dødsbo, kan der i Statstidende indrykkes et
proklama, dvs. en offentlig indkaldelse, hvor afdødes kreditorer opfordres til at anmelde deres krav inden
8 uger efter bekendtgørelsen, Dødsboskifteloven § 81.
De kreditorer, der kommer for sent eller glemmer at anmelde kravet, mister deres krav over for dødsboet.
Fordringen ophører ved præklusion, Dødsboskifteloven § 83. En sådan regel er nødvendig af
hensyn til arvingerne, idet disse undgår, at afdødes kreditorer kræver gæld betalt, efter at arven er fordelt
og udbetalt.
4