En flængE i himlEn - Politikens Forlag

JOHN GREEN
– det vil sige én ud af fem ... og så kigger man rundt og
tænker, som enhver anden ville gøre: Fire af de her narrøve
dør før mig).
Den eneste formildende omstændighed ved selvhjælpsgruppen
var Isaac, en tynd fyr med aflangt ansigt og
glat, lyst hår, der faldt ned over det ene øje.
Og det var lige præcis øjnene, der var hans problem.
Han havde en eller anden totalt sjælden form for øjenkræft.
Han havde fået fjernet det ene øje som barn og havde
et par ordentlige hinkestensbriller, der fik hans øjne
(både glasøjet og det rigtige) til at se unaturligt store ud
– som om hele hans hoved bestod af to stirrende øjne. Ud
fra Isaacs sjældne bidrag i Fortrolighedens Kreds kunne
jeg forstå, at hans raske øje nu var i farezonen efter et nyt
sygdomsudbrud.
Isaac og jeg kommunikerede næsten udelukkende
ved hjælp af suk. Hver gang en eller anden fablede løs om
nye antikræftdiæter eller om at sniffe pulveriseret hajfinne
eller hvad fanden ved jeg, så kiggede han over på mig og
udstødte et mikroskopisk suk. Jeg rystede en lillebitte smule
på hovedet og åndede tungt som svar.
Nå, selvhjælpsgruppen stank altså, og allerede efter et par
uger hang den mig godt og grundigt ud ad halsen. Den
onsdag jeg mødte Augustus Waters, gjorde jeg faktisk alt,
hvad jeg kunne, for at slippe for gruppen. Jeg sad plantet
i sofaen sammen med min mor foran tredje etape af en
10