En flængE i himlEn - Politikens Forlag

EN FLÆNGE I HIMLEN
tolvtimers maratonvisning af sidste års Topmodel, som jeg
godt nok havde set én gang, men alligevel.
Mig: “Jeg vil ikke gå i selvhjælpsgruppen længere.”
Mor: “Et af de mest almindelige symptomer på depression
er uvilje mod aktiviteter.”
Mig: “Kan jeg ikke bare sidde her og se Topmodel?
Det er da en aktivitet.”
Mor: “Fjernsyn er stillesiddende og passivt.”
Mig: “Arh, mor, helt ærligt.”
Mor: “Hazel, du er teenager. Du er ikke noget lille
barn længere. Du bliver nødt til at komme ud herfra, få
dig nogle venner, leve lidt.”
Mig: “Hvis du absolut synes, jeg skal opføre mig som
en teenager, så skal du i hvert fald ikke sende mig i selvhjælpsgruppe.
Skaf mig noget falsk id, så jeg kan gå i byen,
drikke vodka og tage pot.”
Mor: “Altså, først og fremmest så tager man ikke pot.”
Mig: “Se selv, det var sådan noget, jeg ville vide, hvis
du skaffede mig noget id.”
Mor: “Du skal i selvhjælpsgruppe.”
Mig: “ÅÅÅRRRHHH.”
Mor: “Hazel, du fortjener et liv.”
Det fik mig til at klappe i, selv om jeg havde lidt svært
ved at se forbindelsen mellem selvhjælpsgruppen og liv.
Men jeg gik med til at tage af sted – efter at have forhandlet
mig til at få optaget det halvandet afsnit af Topmodel,
som jeg ville gå glip af.
11