Kirkeblad Sept. Okt. Nov. 2012. - Snejbjerg Kirke

Præster i dialog
kirke til kirke
respekt og samarbejde
Som en bonus tillod jeg mig at tage imod en invitation til at
besøge min bangladeshiske ven i forlængelse af Kirke til
Kirke studieturen sidste år. En dag fulgtes vi i bil fra hans
kontor til et seminar for nygifte, der skulle afholdes i den
katolske biskops højborg i Dhaka. Undervejs havde min
ven travlt med telefonsamtaler, så jeg fik lov at underholde
mig med hans manuskript, der bestod af stikord.
Da han er baptist og dermed protestant, undslap der mig et
udbrud, da jeg læste ordene ”Ægteskabet som et sakramente”.
Og da der blev en pause i ringningen, måtte jeg lige
holde ham op på, at vi kun kender til to sakramenter i den
protestantiske kirke, nemlig dåb og nadver. Det var han naturligvis
som underviser i teologi ganske klar over; men
han belærte mig om, at nu skulle vi altså til et seminar, der
var arrangeret af præster fra forskellige kristne retninger
hos en katolsk biskop, og så måtte han vise så megen respekt
at belyse alle aspekter.
Langt det meste af seminaret foregik på bengali, så jeg forstod
kun få ord, men et langt banner på bagvæggen var på
engelsk, og her stod tydeligt, at folkene bag var ”Præster
agerer i fællesskab”. Det var sammenholdt med det, jeg
havde hørt i bilen, en hel prædiken til eftertanke i sig selv.
Efter knap 1½ times indledning, bøn, præsentation, foredrag
og sange afsluttede min ven sit indlæg, idet han bad
mig om at bede en bøn. Hvad er det så lige man gør, når
man er ganske uforberedt – i overværelse af en række præ-
Ved høstgudstjenesten var kirken smukt pyntet med korn
og blomster. Der var inviteret til familiegudstjeneste. MOKklubben
deltog, idet børn bar frugt og grøntsager ind under
præludiet. Det var festligt med de mange kirkegængere, der
var med til at løfte salmesangen. Præsten talte til både børn
og voksne. Og under altergangen var der en sand folkevandring
mod koret. Her knælede det ene hold altergæster efter
det andet. Jeg kom til at knæle ved siden af en far med en
lille søn, der levede sig vældigt ind i denne lidt fremmede
situation. Drengen tog pænt imod brødet og spiste det. Men
da han havde fået særkalken (det lille bæger) i hånden, og
Smag og behag
ster af forskellig observans og en hel masse unge, nygifte
mennesker – og så på engelsk? Det blev lidt kortere, end
man normalt beder i dette land, men ordene ’respekt og
samarbejde’ i alle livets sammenhænge faldt naturlige efter
denne lektie.
Vel hjemme igen har disse konkrete begreber ’respekt og
samarbejde’ fået en ekstra dimension, når jeg iagttager det
kirkelige landskab. For alle kirkelige retninger er jo enige
om, at evangeliet skal formidles, så hvor herligt, om der
også i vore danske sammenhænge, hvor meningerne ofte
står stejlt mod hinanden, under det hele kunne stå: ”Præster
agerer i fællesskab”!
Martha Kombak
Seminar
for nygifte
præsten skænkede ham en mundfuld druesaft med ordene:
”Det er Jesu Kristi blod”, blev det ham for mærkeligt. Lidt
skeptisk kiggede han ned i saften og spurgte med høj stemme:
”Er det Jesu blod?” Der blev tysset på ham, og han skyllede
sin ration ned, hvorefter han med et smil udbrød: ”Det
smager godt!” Hvis der havde været nogen, der ikke kunne
følge med i dagens tekst, så fik de her en enkel og meget
letforståelig prædiken: Selv om vi er tvivlende, så må vi erkende,
at Jesu blod smager godt. Med andre ord: Det Jesus
gjorde for os, bekommer os vel.
Martha Kombak
7