Evaluering af urininkontinens hos kvinder - Sundhedsstyrelsen

23 Urininkontinens hos kvinder
Af figur 2.10 ses det, at 76 ud af 189 kvinder (40 %) ikke modtog behandling i almen
praksis, men derimod efter udredning blev henvist direkte til hospital.
Hver fjerde kvinde (24 %) blev instrueret i bækkenbundstræning, mens 18 % blev
henvist til bækkenbundstræning hos en fysioterapeut. En behandlingsmetode, som ofte
angives som førstevalgsterapi. 11
35 kvinder (18 %) fik udskrevet medicin mod urininkontinens, mens syv (4 %) fik
ændret deres medicin. Endelig blev 24 kvinder (13 %) rådet af lægen til enten at bruge
bind eller bleer.
2.4.2.2 Delkonklusion på konsultation 2
At 40 % af kvinderne ikke bliver behandlet i almen praksis kan skyldes, at de enten
har haft alarmsymptomer eller – fund, som fører til, at de henvises direkte til hospitalet
uden forudgående behandling i almen praksis. Men det kan også skyldes, at kvinderne
ikke er blevet udredt grundigt nok til at igangsætte en passende behandling, men i stedet
er blevet henvist direkte til hospitalet.
Det bør således tilstræbes, at en større andel af kvinderne først behandles i almen praksis
inden de eventuelt henvises til hospitalet. En norsk undersøgelse viste således, som
tidligere omtalt, at 70 % af kvinder med urininkontinens kan udredes og behandles
med relativt få ressourcer i primærsektoren. 9
Konsekvenserne af en mangelfuld behandling af kvinderne i almen praksis er et øget
pres på hospitalerne med længere ventetider til udredning og behandling til følge og
øgede økonomiske omkostninger, idet det er dyrere at udrede og behandle kvinden i
hospitalsregi end hos egen læge.
En anden konsekvens af den mangelfulde behandling i almen praksis er den ekstra
byrde, der lægges på kvinderne, som fx skal gentage deres sygehistorie på hospitalet,
og som oplever på hospitalet at modtage en behandling, som hun lige vel kunne have
fået hos egen læge. Jævnfør citat i afsnit 2.4.1.2.
2.5 Faglig kvalitet og patientoplevet kvalitet
Ét er den faglige kvalitet, hvorvidt den lægefaglige praksis følger de kliniske retningslinjer
udlagt af DSAM. Noget andet er den patientoplevede kvalitet, hvorvidt kvinderne
er tilfredse med deres udrednings­ og behandlingsforløb i primærsektoren.
Det er tidligere i rapporten påvist, at flere af DSAMs kliniske retningslinjer ikke følges
i praksis. Eksempelvis bliver hver femte kvinde (19 %) slet ikke undersøgt for sin urininkontinens
i almen praksis, mens syv ud af ti (69 %) får foretaget en gynækologisk
undersøgelse. Og fire ud af ti urininkontinente kvinder (40 %) modtager ikke nogen
form for behandling inden de henvises til hospitalet.
Med andre ord er der rum for forbedringer i forhold til den faglige kvalitet i udredningen
og behandlingen af urininkontinente kvinder i almen praksis.
Når man derimod ser på den patientoplevede kvalitet, så tegner der sig et noget andet
billede. I figur 2.11 kan kvindernes generelle tilfredshed med den læge, der henviste
dem til hospitalet aflæses, hvor 0 er lig meget utilfreds og 10 er lig meget tilfreds.
11 Bækkenbundstræning til
kvinder med urininkontinens,
Ugeskrift for
Læger 2007; 169(7):593