lumbal nerverodspåvirkning - dskkb

Baggrund
Langt størstedelen af de patienter med ondt i ryggen, der søger undersøgelse
og behandling for deres besvær, har såkaldte ‘uspecifikke smerter’, hvor det
ikke er muligt at identificere den symptomgivende patologiske tilstand 1 . I
primærsektoren er nerverodspåvirkning (NRP) − det vil sige anatomisk kompression
af en lumbal nerverod forårsaget af diskusprolaps − formentlig den
hyppigste ryglidelse af mere specifik karakter, og det skønnes, at andelen med
denne lidelse er mellem 1 og 10 % 2,3 .
Personer med rygsmerter vil typisk have tre indgange til det danske sundhedsvæsen:
praktiserende læge, fysioterapeut eller kiropraktor.
Danske kiropraktorer udarbejdede i regi af Dansk Selskab for Kiropraktik og
Klinisk Biomekanik i 2004 rapporten Lændesmerter og Kiropraktik: Et dansk evidensbaseret
kvalitetssikringsprojekt 4 . Rapporten havde til formål at etablere et
evidensbaseret grundlag for beslutninger taget i klinisk praksis samt pege på
områder, der bør være genstand for yderligere forskning. Den omhandler lænderygsmerter
(LRS) opdelt på henholdsvis akutte, subakutte og kroniske LRS,
men ikke specifikt NRP som følge af diskusprolaps. Rapporten er ikke omsat
til kliniske retningslinjer.
Der er i 2006 udarbejdet en klinisk vejledning for undersøgelse og behandling
af personer med lændesmerter, herunder patienter med lumbal NRP. Denne
vejledning er dog rettet mod alment praktiserende læger 3 .
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har sammen med Danske Regioner i 2010
udarbejdet retningslinjer for visitation og henvisninger af degenerative lidelser
i columna, herunder diskusprolaps 5 . I retningslinjerne anføres det, at
beslutning om kirurgi for lumbal prolaps bør træffes 6-12 uger efter symptomdebut,
såfremt der ikke forinden opstår akut indikation for operativt indgreb.
Patienten bør altså gennemgå et konservativt regime, inden der i hospitalsregi
foretages vurdering af, hvorvidt kirurgisk intervention skal tilbydes. Den
konservative behandling foregår typisk hos praktiserende læger, kiropraktorer
eller fysioterapeuter efter henvisning fra praktiserende læge. Retningslinjerne
giver ikke anvisninger vedrørende specifikke behandlingstiltag, der anbefales
iværksat over for denne patientgruppe.
9