Organdonation og -allokering i et mikroøkonomisk perspektiv

SÆRTRYK – ORGANDONATION OG -ALLOKERING I ET MIKROØKONOMISK PERSPEKTIV 283
(en patient har ingen incitamenter til at lyve om eller skjule sine præferencer) under
antagelse af, at den rigtige kædeselektionsregel anvendes.
Hvis antagelserne omkring patienternes præferencer eller de tilladte typer af udvekslinger
ændres, leder dette til alternative modeller for nyreudveksling. I Roth m.fl.
(2005b) ser forfatterne på en model, hvor kun parvise udvekslinger tillades, og hvor
patienter har 0-1 præferencer over potentielle donorer. Denne model motiveres med, at
en række amerikanske kirurger mener, at patienter tilnærmelsesvis bør have 0-1
præferencer over potentielle donorer, således at de er indifferente mellem alle kompatible
donorer. Restriktionen på antallet af par i en udveksling skyldes som tidligere
nævnt de logistiske problemer, der gør, at man i starten kan forvente, at kun parvise
udvekslinger er mulige. Denne model løses ved hjælp af resultater fra grafteori, og
forfatterne finder, at det er muligt at indarbejde brugen af prioritetslister som kendes
fra allokering af organer fra afdøde, således at der opnås en efficient og strategyproof
mekanisme. En matching, der matcher det maksimale antal deltagere findes ved hjælp
af en version af Edmonds’ »Cardinality matching algorithm«. Modeller for nyreudvekslinger
behandles også i for eksempel Cechlárová m.fl. (2005) og Cechlárová og
Lacko (2006), hvor der fokuseres på at finde løsninger i form af stabile matchninger,
når patienter har strenge præferencer og større udvekslinger ikke er ønskværdige.
I en række papirer undersøges potentialet for nyreudvekslinger ved hjælp af simulationer,
se f.eks. Roth m.fl. (2005b), Segev m.fl. (2005), Saidman m.fl. (2006), Gentry
m.fl. (2007). Generelt ses det, at en større population leder til en større andel patienter,
der opnår et match.
For eksempel opnås i Saidman m.fl. (2006) i gennemsnit knap 9 transplantationer i
en population på 25 (svarende til ca 35%), mens der i en population på 100 deltagere i
gennemsnit opnås knap 50 transplantationer via parvise udvekslinger. Endvidere øges
matchgraden, når større og mere fleksible typer udvekslinger tillades. Således øges
andelen af matchede deltagere i samme papir til knap 45% i den lille population, hvis
også 3-vejs udvekslinger tillades, og til knap 60% ved 100 deltagere. Dog finder flere,
at langt størstedelen af potentialet for udvekslinger kan udnyttes udelukkende ved
direkte 2 og 3-vejs udvekslinger, se Saidman (2006), Roth (2007).
En af grundene til at undgå listeudvekslinger (udover den etiske problemstilling i at
donere uden at modtageren samtidig får et organ) er, at denne type udvekslinger er blevet
beskyldt for at kunne skade type 0-patienter uden en donor, se f.eks. Roth m.fl.
(2004). Dette skyldes, at da kun få type 0-donorer vil være inkompatible med deres tiltænkte
modtagere, vil kun få par med en type 0-donor indgå i populationen. Samtidig
vil en patient uden donor ikke kunne bytte sig til en højere plads på ventelisten mens
andre 0-donorer måske vil rykke højere op på listen som følge af en listeudveksling.
Dog finder man i Roth m.fl. (2004), at også blodtype 0 patienter uden levende donorer