2 - Region Hovedstaden

Helle for regionen:
Bål og brand
sådan
booker du din
egen vikar
Psykiatrisk Center Sct. Hans
BAg kUlisseRne
»2
»9
»Bagsiden
»
Nr. 9 – 19. juni 2009
Hovedsagener at det er din avis
specialisering
Småt og hyggeligt eller
stort og specialiseret
Samling af de sundhedsfaglige specialer i store
enheder på få hospitaler skal sikre, at der opstår
færre fejl, og at patienten får et hur tigere behandlingsforløb
med højere kvalitet.
”Uanset hvornår på døgnet man bliver syg, og
hvor i regionen man befinder sig, skal man
have den bedste behandling med det samme.
Det sikrer vi ved at samle speciallægerne i
store enheder”, siger koncerndirektør i Region
Hovedstaden Svend Hartling.
”Jeg er sikker på, at der med de større afdelinger
vil opstå færre fejl, og at patienten vil
opleve hurtigere behandlingsforløb og højere
kvalitet. Nogle patienter vil få lidt længere til
det rette hospital. Til gengæld sikrer vi, at
patienten får den optimale behandling fra
starten, og det er langt vigtigere, end at ambulancen
skal køre 10 km kortere”, siger Svend
Hartling.
De store afdelinger giver også lægerne mulighed
for at specialisere sig yderligere. Tendensen
i dag er, at der opstår under­specialer. En øjenspecialist
kan fx være specialuddannet i at operere
i den inderste del af øjet og en anden er
specialist i operationer i den yderste del. Med
de større enheder understøttes denne udvikling,
og den enkelte speciallæge vil få flere af de
operationer, som han er særligt uddannet til.
fremmedGJort
Jes Søgaard, der er direktør for Dansk Sundhedsinstitut,
er enig i, at det øger kvaliteten at samle
specialisterne. Til gengæld ser han en risiko for,
at patienterne føler sig fremmedgjorte på de
store afdelinger. Han fortæller, at hospitalernes
egne tilfredshedsundersøgelser viser, at patienterne
generelt godt kan lide de små afdelinger.
”Patienterne føler sig mere personligt
behandlet på de små hospitaler, men samtidig
har de generelt mere tiltro til ekspertisen på de
store hospitaler. Og når de skal vælge, vælger de
det sikre. Udfordringen ligger derfor i at sikre,
at de store afdelinger opleves som lokale,
hvor patienten ikke skal forholde sig til alt for
mange forskellige læger i løbet af et behandlingsforløb”,
siger Jes Søgaard.
Da hospitalsplanen blev vedtaget i 2007,
kunne man læse, hvilke afdelinger der skulle
sammenlægges, og så begyndte medarbejderne
at handle helt af sig selv.
”Nogle søgte med det samme til det hospital,
hvor de kunne se, deres afdeling skulle flytte
hen. Andre søgte til andre afdelinger, fordi
de ikke ønskede at flytte til et andet hospital.
Vi har oplevet, at enkelte afdelinger er blevet
affolket, før selve fusionen var planlagt til at
ske. Derfor har vi været nødt til at sammenlægge
afdelinger før tid, og altså før bygningerne
stod klar. Faktisk synes jeg, det er en
styrke, at vi har et aktivt personale, der tager
hånd om flytningerne, og så arbejder vi hårdt
på at få regeringen til at bevilge penge til de
nødvendige byggerier”, siger Svend Hartling.
sille Bechmann pedersen
hovedsagen@regionh.dk
Læs mere på side 6­7
Læs mere på side 10 -11
Vi besøger Mændenes Hjem ved Hovedbanegården. Her arbejder fast fire sygeplejersker og en læge, og ca.
20 læger, som frivilligt og på skift passer Lægetjenesten i Mændenes Hjem. Foto: Claus Boesen.
oVeRBlik
flere fest-vindere
direkte linje
til medarbejderne
e-boks – se hvordan
bornholm vil have
en landingsplads
»2
»2
medarbejderne
tog ordet
”vores faglighed
» 3 kan noget helt særligt” 4-5
»
brugerne styrer
udvikling af it-modul 8 »
»3
»8

2
Hovedsagen
Hovedsagen 3
Bål og brand
Helle for
regionen
Af liden gnist kommer ofte stor ild, siges der. Det er ikke, fordi vi skal
tale om bål, brand eller Sankt Hans bål for den sags skyld. Men jeg
har tænkt over en sag.
Nye ideer, hvor små gløder de end er – hvor ville jeg være en lykkelig
leder for denne store, mangfoldige og komplekse organisation,
hvis jeg vidste, hvordan vi skal skabe rammerne for, at medarbejderne
kan følge op på nogle af de gode idéer de får i hverdagen.
Vi har brug for gode idéer – ja, det lyder selvfølgeligt, men det er
ikke altid sådan det er. Jeg ved, der er mange medarbejdere der dagligt
får nye idéer, eller de funderer over andre måder at gøre tingene på
som er nemmere eller smartere, sparer tid eller penge. Men ligeså
ofte, tror jeg, drukner den slags idéer, som måske ikke engang er nået
at blive formuleret højt for ledelsen, i hverdagens trummerum. For vi
skal selvfølgelig være tætte på patienterne og selvfølgelig skal vores tid
også gå med at dokumentere, operere og præstere vores yderste hver
dag. Så hvor bliver de gode idéer af ? Dør de stille hen som en glød
eller får de lov at bruse som et Sankt Hans bål?
Jeg tror det er meget, meget vigtigt, at vi siger til hinanden i hverdagen,
at gode idéer skal afprøves, og det er lederens job at sikre,
at der er plads og rum til, at idéerne kan afprøves. Skabe en kultur,
hvor det er okay at afprøve idéer – og hvor man vel at mærke ikke får
skældud, hvis det ikke lykkes hver gang. Hvis vi ikke får lov at afprøve
nye idéer, risikerer vi at få den trælse fornemmelse af frustration over
ting, der aldrig ændrer sig. Det kan kort sagt være træls! Hvis man
derimod får lov til at afprøve en ny idé, kan man få mere energi af
den gode slags og tilfredshed med sit arbejde.
Jeg så gerne, at der var kortere fra tanke til handling helt ude på
arbejdspladserne. Hvad nu hvis man kunne tage små skridt for at
gøre hverdagen lidt smidigere, og løse problemerne tæt på en selv?
Jeg forestiller mig, at to medarbejdere sagtens kan aftale at ændre
i en nattevagtsarbejdsgang og udføre den på en anden måde. Efter
aftale med ledelsen, hvis det er relevant, og så efter et par vagter konkludere
om deres idé fungerer eller om det var bedre på den gamle måde.
Idéer bliver mange gange over en bred kam kaldt ’innovation’. Vi har
et Center for Sundhedsinnovation her i regionen. Centeret skal blandt
andet tage sig af at få udviklet og markedsført nogle af de idéer, som
kommer fra medarbejderne. Det er rigtig vigtigt, at vi har det center.
Nogle idéer skal nemlig udbredes til flere arbejdspladser, de skal spare
os tid og penge og give patienterne en bedre behandling. Men lad os
starte i det små, opmuntre hinanden og frem for alt ikke kaste jord på
hinandens ild, for det er i de små gløder, at de store idéer opstår.
Sommeren står for døren og lige om lidt venter en velfortjent
ferie. Jeg ønsker alle en dejlig sommer med afslapning og opladning
– vi har brug for jeres energi og idéer.
mange hilsner
Helle Ulrichsen
den direkte linje til medarbejderne
Medarbejderne i Region Hovedstaden synes selv, at de har et godt og meningsfyldt
arbejde. De vil gerne have bedre vilkår, men de er trætte af, at deres fag
bliver talt ned. Det er noget af det, der kom frem, da koncerndirektionen og
MED-repræsentanter mødte medarbejderne til fokusgruppeinterviews.
Hvad er det, der kan få medarbejdere
til at blive i deres job i Region Hovedstaden
og hvordan kan de se sig selv i
samme stilling om for eksempel tre år?
Hvad er det gode arbejdsliv og det gode
arbejdsmiljø? Det og mange andre
emner er blevet vendt på en række
fokusgruppeinterviews, der er blevet
gennemført med medarbejdere fra
regionens arbejdspladser her i foråret.
Resultatet er en rapport, som skal
være med til at kaste lys over, hvad der
har afgørende betydning for, at medarbejderne
har lyst til at blive i deres
job – og hvad der skal til for at gøre
det muligt at tiltrække nye kolleger.
Regionsdirektør Helle Ulrichsen
har selv været med til et af de i alt 17
fokusgruppeinterviews. Og det var en
opløftende oplevelse.
”Her får vi direkte feedback. Vi får en
fornemmelse af hvad der rør sig, og vi får
en fælles platform at diskutere ud fra”.
Interviewene havde alle deltagelse af
regionens direktører og en repræsentant
fra Region H­MED. Helle Ulrichsen
koRt om ResUltAteRne
Der er interviewet 8 grupper af sygeplejersker,
5 grupper af social­ og
sundhedsassistenter, 2 grupper af
sekretærer, 1 gruppe fysio­ og ergoterapeuter
og 1 gruppe bioanalytikere,
i alt 17 gruppeinterviews med
i alt 88 ansatte på Region Hovedstadens
virksomheder.
arbeJdsopGaver
Generelt efterlyser medarbejderne
ikke mere ansvar, men mere rum
til at gøre det arbejde, de er uddannet
til og mener, er nødvendigt.
arbeJdsvilkÅr
– fysiske rammer
Hovedindtrykket er, at de fysiske
rammer mange steder er for dårlige.
Det generer især de ansatte,
hvis de ikke synes, forholdene for
patienterne er, som de bør være.
er slået af den konstruktive ånd, som
inter viewene blev afholdt i og den
store lyst til at engagere sig og finde
nye løsninger.
”Jeg tror de sagde, hvad de mente.
Der var en direkte og fokuseret dialog,
og det er nemt at se, hvor meget medarbejderne
brænder for deres fag og vil
udvikle det. Det var en meget positiv
oplevelse”.
En anden ting, som slog regionsdirektøren
var, at medarbejderne ikke ønsker
at tale deres fag ned. Og de er trætte af
det ensidige fokus på det negative.
”De vil ikke portrætteres negativt
og deres fag er ikke håbløst. De siger,
at de har et meningsfuldt arbejde. De
vil gerne have bedre vilkår, men det er
jo ikke dårligt i sig selv”.
videre arbeJde
Nu går der så et arbejde i gang med at
diskutere resultaterne af interviewene
blandt lokale ledere og samarbejdsudvalg.
Og Helle Ulrichsen vil gerne give
arbejdet et par ord med på vejen.
arbeJdstilrettelÆGGelse
En meget væsentlig fastholdelsesfaktor
er, at de ansatte oplever, at de
har stor indflydelse på tilrettelæggelsen
af deres arbejdstid.
selvstÆndiGHed i arbeJdet
Alle grupper oplever, at de har stor selvstændighed
og ansvar i deres arbejde.
De lidt og meget erfarne siger, at de selv
træffer beslutningerne i deres arbejde
og har den fornødne kompetence.
ledelse
Der er store forventninger og ønsker
til den daglige ledelse, særligt til afdelingssygeplejersken.
Flere peger på,
at lederne burde uddannes bedre – og
her tænkes på uddannelse i personaleledelse.
kolleGialt samarbeJde
Social­ og sundhedsassistenter og sygeplejersker
tillægger det kollegiale samarbejde
størst vægt i forhold til fastholdelse
i jobbet.
”Medarbejderne vil gerne bruge
arbejdstiden på deres faglighed, og
der er måder at tilrettelægge arbejdet
så det bedst kan ske, tænker jeg. Og
så skal vi i regionen være bedre til at
tage konsekvensen af de projekter vi
sætter i gang. Der er nogle lavthængende
frugter, der venter på at blive
plukket. Nogle nævnte en hotline for
it­problemer og mere indflydelse på
skiftehold. Det kræver et lokalt ledelses ­
mæssigt fokus og bør kunne løses”.
lotte thorn
lotte.thorn@regionh.dk
videre pÅ nettet
Undersøgelsen er et led i Region
Hovedstadens initiativprogram for
rekruttering og fastholdelse. Klik
ind på http://regi > projekter og
netværk > rekruttering og personale
udvikling.
kompetenCeudviklinG
oG efteruddannelse
For alle faggrupper, uanset alder,
er kompetenceudvikling og efteruddannelse
vigtig. Mulighederne
anses for større på offentlige hospitaler
end på private, men der er et
klart ønske om flere midler.
omdømme
oG faGliG stoltHed
Arbejdspladsens omdømme i offentligheden
er ikke afgørende for et
godt arbejdsliv. Det er vigtigere,
hvordan omdømmet er blandt kollegerne.
løn
Alle grupper siger, at lønnen i det
offentlige er for lav. Det irriterer
dem, at man kan få højere løn i det
private, og at vikarer udefra får en
højere løn end fastansatte.
Jeres stemmer er hørt!
Medarbejderne på de medicinske afdelinger har
deltaget i Danmarks første medarbejdertopmøde
– og de vil have mange flere kolleger.
Glasset med hold­kæft­bolsjer står
klar. Bare for en sikkerheds skyld. Hvis
de indbudte ledere ikke kan holde sig
pænt til at lytte i deres usædvanligt
afdæmpede tjans som bordformænd
– for nu er det medarbejdernes dag,
de ansattes tur til at tage ordet. Alle
andre må dykke i bolsjekrukken.
”Det er et godt initiativ at spørge
medarbejderne, inden beslutningerne
træffes. De medicinske afdelinger er
ikke særligt populære hos nye medarbejdere,
og det er et problem, der skal løses
nedefra hos medarbejderne selv,” siger
Lene Stougaard Nielsen, der til daglig
er sygeplejerske på Gentofte Hospital.
tÆnk i kor
Sygeplejerskerne udgør da også næsten
halvdelen af de 120 fremmødte med ­
arbejdere, som var inviteret så de dækkede
repræsentativt over personalesammensætningen
på dagens smertensbarn;
de medicinske afdelinger.
En kedelig prognose fastslår nemlig,
at der frem mod år 2015 vil være mellem
25 og 35 % færre medarbejdere
end i dag, o g når der samtidig bliver
mange flere af de ældre medicinske
patienter, som oftest er indlagte på de
medicinske afdelinger, står det klart,
at der må tænkes i kreative løsninger
sendt på arbejde
Medarbejderne fandt frem til udfordringerne
for medicinske afdelinger.
Alle deltagerne er inviterede, så
sammensætningen svarer til medarbejdergruppen
på de medicinske
afdelinger.
Topmødet bestod af 3 diskussions
runder med medarbejderne
i grupper på 6­8 personer. Hver
diskussionsrunde blev afsluttet
af en elektronisk afstemning om,
hvordan tid, ledelse og priori teringer
påvirker hverdagen og kan
bruges mere effektivt fremover.
Hver gruppe fik til opgave at aflevere
plancher med konkrete løsningsforslag
på det, de ser som de
to største udfordringer for fremtidens
medicinske afdelinger.
– eller i kor, som opfordringen lød til
bordene, der snart summer af diskussioner
om mere efteruddannelse, større
samarbejde med primærsektoren og
flaskehalsproblemer, når forskellige
faggrupper skal arbejde sammen.
diaGnosen til din afdelinG
Ved sosu­assistent Hanne Crespins
bord drejer diskussionen sig ind på, at
alle skal bruge og udvikle deres kompetencer.
”Man skal holde sig til det speciale,
man er dygtig til. Det synes jeg er posi ­
tivt, ligesom jeg har også har nogle
gode kolleger. Hvis det kun var negativt
at være på afdelingerne, så var man
der jo ikke,” siger Hanne Crespin om
sin hverdag på Glostrup Hospital.
Rundt om bordet har Hanne
Crespin mødt mange forskellige erfaringer
og kulturer fra andre faggrupper
på andre hospitaler. Sammen får
de løst opgaven ’Hvis din afdeling
var en patient …’ med diagnosen
’Patienten er dehydreret og konfus’
og ordinerer straks en behandling,
der hedder større faglig udvikling og
sammenhæng i patientforløb.
line frederiksen
line.frederiksen@regionh.dk
Alle resultaterne fra topmødet bliver
samlet i et idékatalog som sendes
til deltagerne og bliver grundigt
studeret af koncerndirektionen og
den politiske ledelse.
udfordrinGernes top tre
Det mener medarbejderne i Region
Hovedstaden er vigtigst:
1. Fastholdelse og rekruttering af
personale.
2. At opprioritere samarbejdet mellem
de medicinske afdelinger og
den primære sektor.
3. At videreudvikle faglig udvikling
og efteruddannelse til alle faggrupper.
Der blev debatteret livligt omkring bordene ved medarbejdertopmødet, hvor erfaring erne mødte hinanden
på tværs af faglige og geografiske skel, men med centrum i de medicinske afdelinger. Fotos: Joachim Rode.
Hvad håber du at få med hjem i dag?
Hanne Crespin,
sosu-assistent,
Glostrup Hospital
Diskussionerne har bekræftet
de problemstillinger, der er i
hverdagen, så det håber jeg,
den øvre ledelse vil tage alvorligt.
Vi havde meget forskellige
erfaringer ved mit bord, men
jeg vil gerne blive ved med at
arbejdet inden for det speciale,
jeg er dygtig til.
Jan erik strømviG,
erGoterapeut oG
tillidsreprÆsentant,
frederiksberG Hospital
Jeg har fået nuanceret mine
egne holdninger med viden fra
kolleger, der sidder med andre
erfaringer. Jeg vil sprede den
viden i kontakt udvalget for tillidsrepræsentanterne
på Frederiksberg.
Og så glæder jeg mig
til at se idékataloget, når det
hele har bundfældet sig.
lene stouGaard nielsen,
syGepleJerske,
Gentofte Hospital
Jeg håber på konkrete forslag
til at løse problemerne med
rekruttering, og at der i fremtiden
vil være politisk vilje til at
prioritere de medicinske afdelinger.
Jeg oplever, at meget af
økonomien går til de populære
specialer og ikke til livsstilssygdomme
som diabetes og gigt.
Hovedsagen
Hovedsagen er region Hovedstadens medarbejderavis.
den udkommer to gange om måneden, dog
med pauser i jule- og sommerferien.
redaktion:
Kommunikationsdirektør Bo Dybkær (ansvarshavende
redaktør), Lotte Thorn (redaktør),
Line Frederiksen, Koncern Kommunikation.
Grafisk produktion: Bocca Reklamebureau
tryk: Dansk AvisTryk
oplag: 26.000
Artikler eller større uddrag må kun gengives med
kildeangivelse og efter aftale med forfatteren.
Kontakt redaktøren på hovedsagen@regionh.dk
eller tlf. 48 20 51 16.
Læs det seneste nummer af Hovedsagen på
regionens intranet http://regi
dHl 2009:
tag benene på nakken
Foto: Joachim Rode
Region Hovedstaden løber DHL­stafet
igen i 2009 mandag 31. august. Sidste
frist for tilmelding til motion,
løbe trøje og hyggeligt samvær er
1. juli. Se mere på dit lokale intranet.
næste hold vindere fundet
Så er Region Hovedstadens sidste
medarbejderkonkurrence slut, og
også denne gang kom rigtig mange
kreative bidrag ind. I denne runde
skulle medarbejderne indsende jobannoncer.
Og de tre vindere, der
kan holde sommerfest for 10.000
med Meyers Køkken, er:
ledende oversygeplejerske kirsten eskebjerg,
lungemedicinsk afdeling y, gentofte Hospital
ledende lægesekretær marianne B. lauritsen,
Dermato-venerologisk afdeling D, Bispebjerg Hospital
Afdelingssygeplejerske gry Rosenmai,
lunge- og infektionsmedicinsk afdeling, Hillerød Hospital
få inspiration
fra vindernes
jobannoncer – gå på
http://regi og se også,
hvordan præmieoverrækkelsen
gik.
Medarbejdere
skal være med
til at udvikle
nybyggeriet
Herlev Hospital søger i alt 60–90 medarbejdere,
som med deres mobiltelefonkamera eller digitalkamera
vil dokumentere, alt hvad der er godt eller skidt på hospitalet.
Billederne, som bliver taget af medarbejderne,
er med til at forme visionen
for det nye Herlev Hospital og indgår
i planlægningen af nybyggeriet. Billederne
samles på en hjemmeside, der er
oprettet specielt til formålet. Herefter
er man som deltager med til at kommentere
billederne og prioritere, hvad
der er det bedste og det værste ved at
arbejde i de nuværende rammer. Denne
proces strækker sig fra maj til oktober
2009, inden der bliver udskrevet en
arkitektkonkurrence til efteråret.
Hvis du er interesseret i at være med,
så kontakt Betina Reidl, Udviklingsafdelingen
på mail: betrei01@heh.regionh.dk
Ny frist
for dækning af
ph.d. studieafgift
Region Hovedstadens forskningsfond
bevilger midler til dækning
af ph.d­studieafgifter. Bemærk, at
efterårspuljen først åbner 25. juni
kl. 12 i stedet for som tidligere
annon ceret 9. juni.
Bevillingerne uddeles efter ’førsttil­mølle’­princippet.
Se mere på
http://regi
få din lønseddel i e-boks
Du kan som ansat i
Region Hovedstaden få
din lønseddel i e-Boks.
Hvis du allerede har en digital signatur
eller en adgangskode til netbank, kan
du logge på e­Boks med det samme.
Hvis ikke, skal du bestille en adgangskode.
Læs mere under menuen ’Opret
e­Boks’ på www.e­boks.dk
I e­Boks får du et nemt overblik
over den post, du kan modtage, og du
vælger selv, hvilke private og offentlige
virksomheder du gerne vil modtage
post fra. Med e­Boks er det nemt at
holde styr på lønsedler, kontoudtog,
årsopgørelser, mm. i din egen mappestruktur.
E­Boks er tilknyttet dit CPR­nummer.
Det betyder, dine dokumenter bliver
opbevaret hele livet, uanset om du
flytter, skifter e­mail adresse eller andet.
Alle e­Boks data opbevares sikkert hos
KMD. Derfor vil dine dokumenter
altid være tilgængelige, også selvom
din PC går ned.

4
Hovedsagen
Hovedsagen 5
”Jeg var der for ham”
Refleksion og diskussion:
Efter en halv times intensiv gennemgang af en enkelt
patientsamtale fra det virkelige liv, står det klart, at det
er syge plejerskens hånd på patientens arm, der gjorde
hele forskellen. Dette enkle tegn på nærvær og ro var
afgørende for at forlænge patientens liv.
På Herlev Hospital inviterer de til sygeplejefaglig reflektion. Her skal kursisterne reflektere over emner som magt, skam, palliation, rummelighed, omsorg og sorg. Fotos: Poul Rasmussen.
Camilla Mathiesen er fuldkommen
rolig og samlet. Hun sidder i den ’varme
stol’ foran resten af holdet på kurset i
sygeplejefaglig refleksion. Det eneste,
der røber, at hun måske er en smule
berørt af den usædvanlige situation,
er et par røde pletter på halsen.
Camilla fortæller om en situation
fra hendes faglige virke. Et møde,
hvor hun gjorde en forskel. Hvor hun
brugte både sin faglighed, sin personlighed
og frem for alt sit nærvær til at
overtale en patient til en livsforlængende
operation, efter tre læger havde
gået forgæves i samme ærinde.
At møde patienten
hvor han er
Hun er for længst igennem beskrivelsen
af sygdomshistorien. Og har også
forklaret, hvordan det sådan set var
sidste udkald, hvis patienten skulle
have sin operation. Han havde allerede
afslået ved tre tidligere lejligheder.
Og mens Camilla forklarer, hvordan
patienten i hendes øjne var bange for
operationen, og samtidig mente, at
sygdommen var en form for straf for
en usund livsførelse, og at han derfor
ikke havde ret til hjælp, gennemgår en
af hendes medkursister forløbet. Hun
opsummerer løbende og spørger ind til
nuancer og fortolkninger af det skete.
På den måde bliver casen nærmest
dissekeret. Hele kursusholdet er med
i diskussionen, og patienthistorien
vendes og drejes. Den ses i lyset af K.E.
Løgstrups begreber – mange byder
ind med pointer omkring Camillas
dispositioner – hendes gøren og laden
med patienten. Det er på én gang
intimt og helt naturligt. Personligt og
meget professionelt.
Camilla deltager selv i diskussionen
og forklarer, at det måske var den
simple detalje, at hun lagde sin hånd
på patientens arm, der løsnede hele
situationen op og vendte billedet:
”I virkeligheden var det lige dér, at
han kunne mærke, at jeg gav mig tid.
At jeg var nærværende. At jeg var der
for ham. Jeg tror, at det, der gjorde
hele forskellen og fik ham til at acceptere
operationen, var, at jeg mødte
patienten, der hvor han var”, konkluderer
Camilla til sidst efter en halv times
fremlæggelse og diskussion.
Dén udlægning vinder accept og
anerkendende nik rundt om i lokalet,
og efter en kort opsummering forlader
Camilla den varme stol, reflekteret og
en smule mere afklaret både på forløbet
og sine egne reaktionsmønstre.
Ulf Joel Jensen
hovedsagen@regionh.dk
Camilla Mathiesen om sorg:
Mange af vores patienter – ja, måske de fleste – er præget af sorg og krise
over et tab. For et tab kan være mange forskellige ting; det kan fx være,
når man mister en funktion – og også rent midlertidigt. I og med at man
som sygeplejerske reflekterer over sorgen, bliver man i stand til at møde
patienten et andet – og måske bedre – sted. Refleksion står for mig som
begyndelsen på en udvikling. Jeg er blevet meget klogere på sorgens væsen.
I dag er jeg klar over, at det ikke er alle, der har et behov for hjælp i deres
sorg. Og at sorg ikke er noget, man skal komme over. Det er noget, man
skal lære at leve med.
Refleksion:
”Vores faglighed kan
Reflektionsrum for sygeplejersker
noget helt særligt”
På Herlev Hospital skal sygeplejerskerne fordybe sig i deres egen faglighed for at blive
endnu bedre. Et af midlerne er et firedages intensivt kursus i sygeplejefaglig refleksion.
Kari Martinsen taler lavt, monotont,
med mange eftertænksomme pauser
– på norsk. Læg hertil, at lokalet er tætpakket
med mennesker, varmt, iltfattigt
og uden det mindste glimt af dagslys.
Her er hverken vinduer, skylight
eller andre glimt af verden udenfor.
Alle tilhørere sidder på det yderste
af stolesæderne med blikket stålsat
rettet mod den norske professor. Ikke
én nikker eller skjuler et gab. Ikke én
glider hen i dagdrømme og kruseduller
på papiret. Ikke én er noget som helst
andet sted end lige her og lige nu.
Vi er til kursus i sygeplejefaglig
refleksion på Herlev Hospital. Og
selvom stoffet er tungt og fjernt fra
den kliniske hverdag (lige nu taler
Martinsen fx om K.E. Løgstrup og forbavselsen),
så har den norske professor
tilhørernes fulde opmærksomhed.
Husk fordybelsen
Langsomt og umærkeligt glider forelæsningen
fra det nærmest fænomen
ologiske tættere på det kliniske.
Der opstår en kobling, som når Kari
Martinsen forklarer, at skam er et
grundvilkår i et menneskes liv – men
også noget samfundsskabt. Man kan
påføre patienten skam – og man kan
skamme sig over ikke at slå til. Det
er den slags, der gør, at nogle i sidste
ende går ned med stress, lyder det på
lavmælt norsk.
Det er Birgitte Haugaard Jensen,
afdelingssygeplejerske på Kardiologisk
Afdeling, som har tilrettelagt dette
kursus, der strækker sig over fire hele
arbejdsdage. På de fire dage skal kursisterne
reflektere over så forskellige
emner som magt, skam, palliativ behandling,
rummelighed, omsorg og sorg.
”Som sygeplejersker står vi i et felt,
hvor vi skal være meget omkostningsbevidste
og effektive i hverdagen. Vi skal
tænke meget over, hvordan vi bruger
vores tid, vi skal være bevidste om de
materialer, vi forbruger. I det hele taget
taler vi meget i produktionstermer”.
”Og i en verden af balanced scorecards,
effektivitet, lean-projekter og
økonomi kan man næsten helt glemme,
at vores ’vare’ faktisk er mennesker.
Hvordan skaber vi plads til menneskeligheden
i vores hverdag? Det kan
vi bl.a. gøre ved at huske fordybelsen
i vores fag: Huske at reflektere over
sygeplejen. Derfor har vi lavet det her
kursus; for at begrebsliggøre nogle
områder af sygeplejen, som ellers er lidt
for lette at lade være med at snakke om.
For at skabe fokus på og give plads til
refleksionen”, forklarer hun.
Refleksionen skal
ud over rampen
I alt 22 sygeplejersker – fortrinsvis
kliniske specialister – fra alle hospitalets
afdelinger på nær tre deltager
i kurset. Det er en del af en større
strategi om at sætte fokus på sygeplejefagligheden
på Herlev Hospital.
Herudover er der arrangeret temadage
og caféarrangementer på tværs af
afdelinger, der er afholdt sygeplejesymposium
og indstiftet og uddelt
sygeplejepris.
”Det hænger sammen med en erkendelse
af, at hvis man skal kunne være
rigtig stærk tværfaglig – og det skal vi
her på Herlev Hospital – så skal man
også være stærk monofaglig. Derfor
har direktionen nedsat en arbejdsgruppe
for sygeplejefaglig fokus”, forklarer
Birgitte Haugaard Jensen.
Og derfor er det hende også magtpåliggende,
at kurset bliver mere end
blot en god oplevelse for de 22 kursister,
der deltager.
Tanken er at få bragt den sygeplejefaglige
refleksion ud over rampen på
tværs af hele hospitalet. Det her kursus
skal komme mange, mange flere til
gode end blot de 22, der medvirker.
Efter kurset skal de fungere som en
slags nøglepersoner eller ambassadører,
der skal bringe den faglige refleksion
ud i de enkelte afdelinger, så man
hver uge får reflekteret over sit fag og
over, hvordan man har brugt sin faglighed
i løbet af ugen.
Derfor er der planlagt indtil videre
to netværksmøder blandt de 22 kursister
efter mødet, hvor de kan diskutere
deres erfaringer med at arbejde med
refleksion i afdelingen. Herudover har
kursisterne selv inddelt sig i mindre
grupperinger, hvor de arbejder sammen
på tværs. Endelig vil hospitalet udgive
et lille hæfte om refleksion, ligesom
kurset i sin helhed er optaget på video,
så det kan anvendes som e-learning.
Ulf Joel Jensen
hovedsagen@regionh.dk
Tina Marloth
om magt:
Hvis jeg skal tage udgangspunkt
i mig selv som klinisk afdelingssygeplejerske,
så handler begrebet
magt om den magt, jeg har og udøver
i min ledelse. Jeg skal kunne
få afdelingens syge plejersker til
at gøre det, jeg synes er rigtigt og
klogt, og det kræver, at jeg anvender
min ledelsesmagt positivt.
Kundskab og magt hænger tæt sammen,
hvis man skal flytte nogen.
I nogle tilfælde handler det om
timing – at prioritere de vigtigste
opgaver højest. Det handler om
bevidsthed og er nært beslægtet
med motivation. Medarbejderne
skal kunne se meningen i fx at
arbejde med refleksionsrummet.
De skal se, at det giver mening for
dem som professionelle og i sidste
ende gavner patienterne.
Ulla Dam-Schmidt
om skam:
Begrebet skam hænger tæt sammen
med begreber som magt og
ydmyghed. Man kan ikke yde
sygepleje uden at reflektere over
skam: Det handler om nærvær
og om patienternes integritet.
Hvis man ikke reflekterer over
skam, så begår man overgreb på
patienterne. Det her kursus har
bl.a. lært mig, at skam faktisk
kan være noget godt. Det kan
ændre vores praksis, fordi man,
når man skammer sig, sætter
grænser for sig selv. Bevidstheden
om ens egen skamfølelse
er vigtig for at ændre uheldige
aspekter i plejen.
Kirsten Gerner
Christensen
om palliation:
I den palliative behandling går vi
fra at møde patienten i en situation,
hvor vi gør alt for at kurere dem for
deres lidelse, til at vi i realiteten ikke
kan gøre mere. I hvert fald ikke for
at gøre dem raske. Det kan være
svært at møde patienten dér pga.
ens egen angst for at miste. I den
palliative behandling bliver man
konstant spejlet i sin egen dødelighed
– man konfronteres med tabet.
På hospitalet gør vi alt for at undgå
døden, og når den pludselig er nært
forestående, bliver det vanskeligt.
Og i den situation er det ekstra vigtigt,
at vi møder patienten, hvor
patienten er. Sygeplejersken skal
være sansende til stede, lyttende og
givende. Derfor er det meget vigtigt,
at vi reflekterer over palliationen.
Elin Tonnesen
om rummelighed:
Rummelighed handler for mig om,
hvad jeg kan rumme som professionel
person, både i forhold til
patienter, deres pårørende og mine
kolleger. Jeg har en faglig viden om
en række ting, men også en personlig
ballast i form af mine erfaringer,
mine forventninger og mine
fordomme. Det påvirker rummeligheden
på godt og ondt. Det andet
aspekt af rummeligheden er de
fysiske rammer, og de har også
en stor indflydelse på mødet med
patienter og pårørende. I mange
tilfælde kan de være en udfordring
for nærværet. Som sygeplejersker
skal vi både skabe og indtage
rummet, hvis vi skal kunne skabe
det nærvær, der er nødvendig for at
håndtere private problemstillinger
med patienterne.
Dorte Pindstrup
om sygeplejefaglig
reflektion:
Jeg synes, at den største gevinst
ved det her kursus har været at
indse, at selvom alle sygeplejersker
er forskellige, så oplever vi
de samme dilemmaer – på tværs
af jobbeskrivelser og specialer.
Det kan være svært at italesætte
sygeplejen, og derfor er det meget
vigtigt, at vi husker, at vores faglighed
kan noget helt særligt. Og
at vi skal højne og styrke den. Jeg
ser frem til at dyrke netværket
efter kurset, og til at skabe luft
og tid til refleksion på min egen
afdeling. Vi skal ruske op i os selv
med jævne mellemrum, så vi
indser, hvorfor det er, at vi lykkes
– eller ikke lykkes. Det er ad den vej,
vi bliver endnu bedre til vores fag.

6 specialisering
Hovedsagen
Hovedsagen 7
Når tre bliver til én
Skal en fusion lykkes, kræver det dialog og involvering af medarbejderne.
Det er erfaringerne fra gastroenheden på Hvidovre Hospital.
Ledende overlæge Svend Schulze mener,
at medarbejderne er meget positive og
loyale overfor deres arbejdsplads på trods
af stort arbejdspres.
Sidste år skiftede cirka 30 medarbejdere
fra Amager Hospital arbejdsplads.
Den kirurgiske afdeling, der opererer
patienter i mave­ og tarmregionen,
rykkede til Hvidovre Hospital. Her
blev de lagt sammen med gastroenheden,
der favner både kirurgien
og medicinsk behandling.
”Det har været en udfordring, men jeg
synes faktisk, at det personalemæssigt
er en vellykket fusion. Medarbejderne
fra Amager er blevet godt modtaget”,
siger ledende overlæge Svend Schulze.
Yderligere ca. 90 medarbejdere fra
kirurgisk afdeling på Glostrup Hospital
er blevet sammenlagt med
afdelingen på Hvidovre. De har dog
endnu ikke skiftet arbejdsplads rent
fysisk. Ifølge hospitalsplanen skal
afdelingerne fysisk sammenlægges i
2013. Svend Schulze fortæller, at det
har stillet store krav til procesledelse
med en fusion, hvor ledelsen samles,
men kun nogle af medarbejderne flytter
med, og resten stadig arbejder et
andet sted, end der hvor ledelsen er.
”Vi har holdt mange møder, og vi
har gjort meget for at inddrage medarbejderne.
Jeg kan mærke, at grundig
information betyder meget for medarbejderne.
Det er vigtigt, at sætte tid
af til at tale sammen på tværs af personalegrupper
og på tværs af fysiske
afstande”, siger Svend Schulze.
HÅrdt pres
”Det er min oplevelse, at medarbejderne
generelt er meget positive og
loyale over for deres arbejdsplads – på
trods af, at alle føler, at de arbejder
mere nu, end de nogen sinde før har
gjort”, siger Svend Schulze.
Han fortæller, at ledelsen er meget
taknemmelig for netop medarbejdernes
loyalitet, men at ledelsen også er
bekymret for, hvor længe det kan vare
ved. Det har nemlig vist sig, at der er
langt flere akutte operationer, end
først antaget, og afdelingen har konstant
overbelægning, hvor patienterne
må ligge på afdelingens opholdsstuer
Det var noget
af en omvæltning
i starten.
eller på andre afdelinger. Og så har afdelingen
også ligget i byggerod siden
fusionen.
”Lige nu lider fagligheden faktisk
under, at de fysiske forhold ikke har
fuldt med fusionen. Vi mangler både
operationsstuer, sengestuer og kontorfaciliteter.
Det er forhold, der bekymrer
mig, og jeg håber virkelig på en
snarlig løsning af situationen”, siger
Svend Schulze.
flere faGliGe udfordrinGer
Hanne­Louise Janischefka er en af de
operationssygeplejersker, der sidste år
flyttede fra Amager til Hvidovre Hospital.
Hun bekræfter, at hun er blevet
godt modtaget og føler sig i dag fuldt
integreret på afdelingen.
”Det var noget af en omvæltning
i starten. Det var jo en kæmpe
afdeling i forhold til den, jeg kom fra
på Amager. Og så har vi skiftet afdelingssygeplejerske
midt i fusionen,
og det har været lidt forvirrende.
Samtidig knokler vi langt mere her.
Arbejdsbyrden er større, men til gengæld
er her også mange flere faglige
udfordringer, og det er spændende”,
siger Hanne­Louise Janischefka.
Som i de fleste andre fusioner,
hvor man skal skifte arbejdsplads,
har der været medarbejdere, der er
stået af og har fundet andet arbejde,
men de fleste opsigelser kom inden
fusionen blev gennemført.
”Som leder skal man ikke lade
sig slå ud af, at nogle står af. Sådan
er det jo med alle fusioner, tror jeg.
Hvis man bor lige ved siden Amager
Hospital, og kan finde en lignende
stilling, som er lige så interessant,
så er det jo forståeligt nok, at nogen
hellere vil blive der. Sådan vil det
altid være. Og heldigvis er det lykkedes
os ret godt at rekruttere nye
til afdelingen på Hvidovre”, siger
Svend Schulze.
sille Bechmann pedersen
hovedsagen@regionh.dk
Fusioner er et langt sejt træk
Fusioner kan være frustrerende og udfordrende. Det er vigtigt at
tale om fortiden, men det er nuet der tæller, siger ekspert i fusioner
i sundhedsvæsnet.
Når Region Hovedstaden flytter
rundt på specialerne, er det primære
formål at sikre patienterne en så
god behandling som muligt, men
den slags manøvrer stiller også
store krav til både medarbejdere og
lederes evner og tålmodighed.
På Hvidovre Hospital fusionerede
gynækologisk og obstetrisk afdelingen
den 1. april 2009, men selve
fusions processen blev sat i gang i
november 2008. Oversygeplejerske
på den nye afdeling er Vibeke
Fleckenstein Jacobsen. Hun har dog
kun været ansat siden januar måned
og har derfor ikke været med gennem
hele processen. Alligevel tøver hun
ikke med at kalde fusionen for et
meget hårdt forløb:
”Det har tappet energien i afdelingen,
og der er dage, hvor vi alle har
svært ved at se lyset for enden af tunnelen.
Vi kender det jo alle sammen,
når vi kommer til et nyt sted og ikke
kan rutinerne. Til gengæld har jeg i
den tid, jeg har været her, mødt en
fantastisk fleksibilitet fra medarbejderne,”
siger Vibeke Fleckenstein
Jacobsen.
Lisbet Munk er sygeplejerske og
klinisk vejleder på den ny gynækologisk­obstetriske
afdeling, og hun er
enig med Vibeke Fleckenstein Jacobsen.
Set i bakspejlet peger hun på to problemer,
som har været med til at gøre
processen sværere, end den måske
behøvede at have været.
”Man var i gang med lederskifte, da
man gik i gang med fusionsprocessen,
og man kan ikke forvente, at afdelingerne
kører på fuld aktivitet, når de
fysiske rum ikke var færdige, da vi
skulle flytte ind. Det kunne man i
mine øjne godt have forudset og planlagt
sig ud af,” siger Lisbet Munk.
de smÅ forskelle
er de store forskelle
Der er ikke mange ligheder mellem
de to afdelinger fagligt set. Men havde
det været to gynækologiske afdelinger,
der skulle slås sammen, havde det ikke
nødvendigvis gjort processen nemmere,
mener Vibeke Fleckenstein Jacobsen.
”Det er de små ting, vi bruger meget
tid på. For eksempel hvornår vi giver
medicinen, eller på hvilke tidspunkter
vi vækker en patient. Det er bittesmå
detaljer, som optager medarbejderne,
som de bruger tid og energi på. Dybest
set er det jo enormt provokerende,
når ens afdeling bliver ’invaderet’ af
en anden afdeling. Det betyder, at du
ud over at skulle løse de opgaver, som
hele tiden er der, også skal forholde
dig til nye kolleger, nye måder at gøre
tingene på og nye rutiner. Det trækker
altså tænder ud.”
forstÅ fortiden
oG lev i nutiden
Anne Reff Pedersen er lektor på
Handelshøjskolen i København og
centerleder på Center for Health
Management. Hun er ekspert i fusioner
i hospitalsvæsnet og bekræfter, at
det er de små ting som tæller, når
afdelinger eller specialer fusioneres.
Samtidig fortæller hun, at det er vigtigt
at tage fat i de rutiner, der ligger rodfæstet
i de enkelte afdelinger.
”De små ting er de vigtige ting
– skal vi have voksdug på bordet
eller ej? Men det er også udtryk for
meninger, som er blevet dannet
gennem mange år. Derfor er det
vigtigt, at man er åbne for fortællingerne
om, hvad man har gjort i
fortiden, fordi det viser forståelse
af, hvilken afdeling man hver især
var før. Fejlen er, at ledelsen mange
gange er helt blind for fortiden,”
siger Anne Reff Pedersen og understreger:
”Fortiden og de gamle rutiner
skal italesættes, fordi det gør, at
man både forstår hinanden og forstår
nutiden. Det kan være med til at
gøre fusionsprocessen nemmere at
komme igennem. Vi kan samtidig se
af vores forskning, at de afdelinger,
som fortæller, at man lever i nuet,
er dem som kommer nemmest
gennem en fusionsproces, end de
afdelinger, der binder sig i fortiden.”
troels nipper nielsen
hovedsagen@regionh.dk
kort om enHeden
Gastroenheden har over
400 ansatte. Ca. 300 arbejder
på Hvidovre Hos pital
og knapt 100 på Glostrup
Hospital.
Afdelingen udfører ca.
275 operationer og har
ca. 1.000 indlæggelser om
måneden. Patienterne har
sygdomme i mave­ og
tarm regionen.
Hanne-Louise Janischefka er en af de operationssygeplejersker, der sidste år flyttede fra Amager til Hvidovre Hospital. ”Arbejdsbyrden er større, men til gengæld er her også mange
flere faglige udfordringer, og det er spændende”. Fotos: Claus Boesen.
Nu afgøres det, hvor specialfunktionerne
skal ligge
Sundhedsstyrelsen behandler regionernes ansøgninger om specialfunktioner.
Region Hovedstadens ansøgning følger hospitalsplanen på nær på ét punkt:
Organtransplantationer skal samles på et nationalt center på Riget.
Med hospitalsplanen er det blevet fastlagt,
hvilke afdelinger og specialer der skal være
på hvilke hospitaler i Region Hovedstaden.
Nu falder de sidste brikker på plads, når
Sundhedsstyrelsen afgør, hvilke afdelinger
der skal tage sig af specialfunktionerne,
som er de sjældne sygdomme samt de
dyre og komplicerede behandlingsformer.
”Der er ikke noget, der bliver lavet om i
forhold til, hvad der allerede er godkendt
i hospitalsplanen. Med hospitalsplanen
blev det lagt fast, hvilke afdelinger der
skal ligge hvor. Nu går vi et spadestik
dybere og får snart klarhed over, hvor de
helt specielle behandlinger skal foregå”,
siger Christian Worm, der er Enhedschef
for Hospitals­ og Psykiatriplanlægning i
Region Hovedstaden.
Ét nationalt
transplantationsCenter
”Kun på et enkelt område afviger vores
ansøgning fra hospitalsplanen. Vi har
nemlig foreslået, at der på sigt bliver
oprettet et nationalt center for organtransplantation
på Rigshospitalet. Med
hospitalsplanen er der i dag nyretransplantationer
både på Herlev Hospital og
på Rigshospitalet. Og i første omgang, vil
det også fortsætte sådan. Kun hvis Sundhedsstyrelsen
bakker op om at flytte alle
landets organtransplantationer til Riget,
vil ændringer i den nuværende organisering
blive aktuel”, siger Christian Worm.
I dag foretages der også transplantationer
på Århus Universitetshospital, Skejby, der
også foretager transplantationer i dag. En
international undersøgelse viser, man
skal foretage mere end 140 nyretransplantationer
årligt for at øge chancerne
for, at operationen går godt. Rigshospitalet
foretager i dag ca. 60 nyretransplantationer
årligt og Herlev Hospital ca. 20 årligt.
Kun hvis alle landets nyretransplantationer
samles, vil der være kvalitative eller
driftsmæssige argumenter for at samle
nyretransplantationerne internt i Region
Hovedstaden.
de enkelte afdelinGer taGet i ed
Nogle behandlingsformer er så sjældne, at
det kun giver mening at have dem på gan­
ske få hospitaler i landet. Enten fordi
de kræver helt særligt udstyr, eller fordi
der er meget få behandlinger om året.
Derfor er Sundhedsstyrelsen med til at
planlægge, hvor i landet de skal placeres.
Formålet er at sikre en effektiv landsdækkende
koordinering af den specialiserede
behandling.
Langt de fleste behandlingsformer er
så almindelige og hyppige, at de skal udbydes
på flere hospitaler i hver region.
Disse behandlinger kan den enkelte
region selv placere. Men specialfunktionerne
skal kun udbydes på få hospitaler
i hver region og nogle oven i købet kun
på et til tre hospitaler i landet. Det sker
både for at kunne samle ekspertisen,
men også for at opnå driftsfordele. Det
hele foregår sådan, at de fem regioner
hver især har ansøgt om, hvilke specialfunktioner
de vil udbyde. Det er så
Sundhedsstyrelsen, der træffer afgørelsen,
og den falder til september.
”Vi har samarbejdet tæt med hospitalsdirektionerne
og de sundhedsfaglige
råd og bedt dem om at komme med et
oplæg om, hvilke specialfunktioner vi
skal ansøge om at tilbyde, og på hvilke
hospitaler de skal placeres. Der er
nedsat et sundhedsfagligt råd for hvert
lægefagligt speciale, og rådene består
af ledende overlæger og oversygeplejersker
fra de enkelte hospitalers
afdelinger. På den måde har de enkelte
afdelinger været dybt involveret i, hvilke
specialfunktioner, de skal udbyde”,
siger Christian Worm.
sille Bechmann pedersen
hovedsagen@regionh.dk
videre pÅ nettet
Se listen over de specialfunktioner,
som Sundhedsstyrelsen skal koordinere
og placere på www.sst.dk
samlet,
men spredt
Flere steder i regionen er hospitalsafdelinger
blevet samlet, uden at nogen har
flyttet arbejdsplads rent fysisk endnu.
”I princippet er vi én afdeling, men
vi ligger både på Hillerød og Helsingør
Hospital”, siger radiograf Morten
Thomsen. Han møder hver morgen
på radiologisk afsnit på Helsingør
Hospital, men hans ledelse sidder i
Hillerød.
”Det fungerer faktisk fint. Man kan
klare meget over mail i disse digitale
tider. Og ledelsen fra Hillerød forsøger
at være synlige og deltage i vores
møder her i Helsingør”, siger Morten
Thomsen.
Også Frank Ulveman er ansat på
Hillerød Hospital, men i en udefunktion
på Helsingør Hospital. Han er overlæge
på mave­tarmkirurgisk afdeling.
Før havde de to hospitaler hver sin
afdeling, men nu, hvor de er samlet,
har man delt funktioner mellem de to
hospitaler.
”Vi får alle patienterne med mavesår
og galdestensbesvær, hvorimod patienter
med tyk­ og endetarmskræft kommer
til Hillerød. På den måde bliver vi alle
sammen mere specialiserede, og det er
klart en fordel”, siger Frank Ulveman.
Han fortæller, at en af fordelene er,
at man som en specialiseret afdeling
er hurtigere til at forny sig og anvende
ny teknologi.
en ledelsesudfordrinG
Både Morten og Frank fortæller, at det
kan være svært at føle sig som en del
af en samlet afdeling på tværs af de to
hospitaler.
”Vi har ikke rigtigt noget socialt eller
kollegialt at gøre med dem i Hillerød,
men jeg føler heller ikke, at jeg har
behov for det”, siger Morten Thomsen.
”Det er en del af min udefunktions
identitet, at vi er på et mindre hospital,
og at vi kender hinanden alle sammen.
På den måde er der nok nogle kulturforskelle,
og lidt følelse af ’os og dem’,
supplerer Frank Ulveman.
Han fortæller, at det giver ledelsen
særlige udfordringer, at medarbejderne
føler sig som to afdelinger.
”Ledelsen skal passe meget på ikke
at favorisere den ene halvdel af afdelingen
frem for den anden. I sådan en
organisering kan der meget let opstå
fordomme, men det hjælper altid at
holde nogle fællesmøder, og jeg synes
faktisk, det fungerer rigtig fint”, siger
Frank Ulveman.
Han fortæller, at hans afdeling har
holdt en række fælles møder for at få
afklaret nogle lægefaglige procedurer.
Fx for at finde ud af, hvordan det skal
foregå, når afdelingens patienter skal
flyttes mellem Hillerød og Helsingør.
Det er meningen, at mave­tarmkirurgisk
afdeling skal samles på Hillerød
Hospital, men det er indtil videre udsat
et par år. Der er nemlig endnu ikke
plads til hele afdelingen på Hillerød
Hospital.
sille Bechmann pedersen
hovedsagen@regionh.dk
Hvad er en udefunktion?
Udefunktioner er opstået i forbindelse
med hospitalsplanen, men
er ikke alle steder midlertidige. En
lang række af udefunktionerne er
kun midlertidige, og skyldes at
det hospital, som fremover skal
huse funktionen ikke har plads.
Men der vil også være en række
varige udefunktioner, fx Ortopædkirurgi
på Frederikssund, hvor
lægerne er ansat på Hillerød Hospital
eller Reumatologi på områdehospitalerne,
hvor ansvaret ligger
på et nærhospital i hvert planlægningsområde.
Radiograf Morten Thomsen (tv) møder hver morgen på radiologisk afsnit på Helsingør
Hospital, men hans ledelse sidder i Hillerød. Overlæge Frank Ulveman er ansat på
Hillerød Hospital, men i en udefunktion på Helsingør Hospital.

8
Hovedsagen
Hovedsagen 9
Book din egen vikar
Fotos: Joachim Rode.
Brugerne styrer
Sygdom er en af årsagerne til akut brug for vikarhjælp (her vist med gul).
Ved at markere den enkelte vagt og trykke på F4 får du straks en formular
til bestilling af en vikar, som kan forlænges over lige så mange vagter,
som du ønsker det – eksempelvis fem vagter i træk.
Klinisk oversygeplejerske Linda Holm fra Bispebjerg Hospitals
vikarkorps glæder sig over den tid, hun sparer med den nye
bookingfunktion. Nu skal hun kun oprette en ny medarbejder
ét sted for at finde det rette match mellem afdeling og vikar.
Hvad skal din vikar kunne? Når du har valgt din faggruppe, kan du åbne
en boks med forskellige kvalifikationer, der spænder lige fra specialkendskab
til AMA til viden om et særligt IT-system. Medarbejderens kompetencer
og arbejdstider bliver automatisk genbrugt ved en ny booking.
Næste skridt på vejen mod et forslag til bedre beslutningsstøtte i EPM skal tages i et simulationslokale på DIMS på Herlev Hospital, regionens it eksperimentarium, hvor der testet nye it-systemer i ITX. Her skal det
vise sig om den prototype, it-folk og klinikere har fundet frem til, fungerer i noget der ligner virkeligheden på en sengestue. Det bliver med levende ’patienter’ i sengene, forklarer Sanne Jensen. Foto: Claus Boesen.
Et nyt program for medicinering skal udformes efter virkeligheden, som den er og ikke, som den burde være.
Et er papir, noget andet er et billede
på en skærm, og noget tredje er kombinationen
af skærmbillede og den
virkelige situation på en sengestue
med forstyrrelser og en patient der
stiller spørgsmål, mens lægen skal
beslutte, hvilken medicin patienten
skal have. I den situation handler
det om at give lægen lige præcis den
information, han eller hun har brug
for, samlet og overskueligt. Og hverken
for lidt eller for meget.
”Ofte er computerprogrammer til fx
medicinering udviklet efter, hvordan
virkeligheden burde være, men ikke
efter hvordan den faktisk er. Derfor
er det afgørende, at brugerne er med
hele vejen, og at modellen bliver prøvet
af i en situation, der er så virkelig som
mulig”, forklarer Sanne Jensen, der er
Region Hovedstadens projektleder for
PSIP-projektet, der på EU-plan skal
udvikle et system, der mindsker risikoen
for fejl ved medicinering, blandt
andet ved at undgå uhensigtsmæssige
advarsler.
Effekten skal advare
Blandt det, der foregår i den danske
del af projektet, er, at fem klinikere
sammen med en it-ekspert fra virksomheden
Acure arbejder sig frem
til en prototype, som så skal afprøves
i virkeligheden. Det, de foreløbig har
fundet frem til er, at den måde de
helst vil advares på er, at effekten af
det lægemiddel, de vil give patienten,
straks viser sig på skærmen.
”Vi tager udgangspunkt i det, klinikerne
siger, for at finde frem til en
model, klinikerne kan bruge, når de
skal tage beslutningen”, siger Jimmy
Klitgaard, rådgiver fra Acure.
Foruden at vise effekten af lægemidlet
på den konkrete patient ønsker
klinikerne, at skærmen skal vise
informa tion om allergi, diagnose, laboratorietal,
hvilke lægemidler patienten
får og listen over mulige lægemidler.
”Det, vi nu diskuterer, er, om lægemiddellisten
skal placeres så centralt
eller kan stå mere ydmygt, fordi den
vil de alligevel finde, og om effekten,
som jo er den vigtigste oplysning, skal
have den centrale placering”, siger
Jimmy Klitgaard, som nu arbejder
videre med klinikernes input.
”Klinikerne vil gerne have overblik,
men samtidig vil de nødigt undvære
nogle informationer, så det gælder om
at finde balancen”, siger Sanne Jensen.
Den første prototype skal afprøves i
juni med levende figuranter i en sengestue
på Dansk Institut for Medicinsk
Simulation, DIMS, på Her lev Hospital.
”Det vi arbejder med er, hvilke krav
man kan stille til beslutningsstøtte.
Der er lang vej til en afgørelse af, om
der faktisk bliver tale om nye elementer
i en EPM”, siger Sanne Jensen.
Hele projektet ’Patient Safety
Through Intelligent Procedures in
Medication’ fortsætter til 2011. Først
derefter skal det besluttes, om resultaterne
kan bruges i udviklingen af en
bedre EPM.
Annie Hagel
hovedsagen@regionh.dk
Systemet er
indrettet sådan,
at vagten skifter
farve alt efter, om
den er oprettet,
under behandling
eller aflyst – både
vikarkorps og afdeling
kan derfor
følge med, fordi
de ser det samme
produkt i bookingfunktionen.
Da det ikke længere er muligt at bruge
syge plejersker, social- og sundhedspersonale
og læge sekretærer tilknyttet et
eksternt vikarbureau på Region Hovedstadens
hospitaler, skal de interne vikarkorps
nu bruges til disse faggrupper.
Fra efteråret går systemet
ind i 2. fase med elektronisk
kommuni kation, blandt andet
sms-beskeder til potentielle
vikarer, en portal for vikarerne
med ønsker til – og oversigt
over – tid og sted på vagter.
Bookingfunktionen er udviklet af folkene
bag ’Tjenestetid’ og gør det muligt at bestille
en intern vikar, hvorefter hospitalets vikarkorps
booker den rette person.
Operationssimulator
løfter kirurger fagligt
En ny undersøgelse dokumenterer, at læger under uddannelse,
som øver sig i at operere i en computer-baseret
operationssimulator, bliver langt bedre til at operere.
I en ny ph.d. afhandling af Christian
Rifbjerg Larsen fra Rigshospitalets
Gynækologiske Klinik bliver det dokumenteret,
at metoden med at træne i
en operationssimulator er så effektiv,
at de læger der øver sig i at operere i
operations simulatoren før deres første
operation, blev lige så gode som de
læger, der allerede havde opereret
op til 50 patienter. Resultaterne er så
overbevisende, at træningsmetoden nu
bliver indført som en forsøgsordning for
kommende gynækologer på hele Sjælland.
Det skriver hospitalets hjemmeside.
De yngre læger, der modtog simulatortræningen
klarede deres første
operation lige så godt som en læge med
30-50 operationer bag sig. Forsøget viste
også, at de simulatortrænede læger
kun brugte halv så lang tid på at
gennem føre en operation som traditionelt
uddannede kolleger.
Simulatortræningen kan dermed
på sigt betyde, at nyuddannede læger
langt hurtigere og sikkert kan opnå
basale færdigheder uden at skulle ’øve’
sig på patienterne.
Overlæger ønsker helikopterlandingsplads
De ledende overlæger på Bornholms Hospital er enige om, at en helikopter landingsplads
på hospitalet vil forbedre patientsikkerheden.
”Det vil forbedre sikkerheden for
vores kritisk syge patienter, der skal
transporteres til Rigshospitalet, at der
kommer en helikopterlandingsplads
på Bornholms Hospital. Skønsmæssigt
forventer jeg, at vi kan spare op til 10-15
minutter pr. transport. Minutter der kan
få afgørende betydning for patienten”,
udtaler ledende overlæge ved anæstesiologisk
afdeling Jan Holstebroe. Han
sekunderes af ledende overlæge ved
kirurgisk afdeling Otto Lawaetz og
ledende overlæge ved medicinsk afdeling
Svend Vestergaard.
En speciallæge fra akutlægebilen i
Region Hovedstaden, der er ekspert i
transport af kritisk syge patienter, vil
i fremtiden have mulighed for at
transportere patienterne fra Bornholms
Hospital til Rigshospitalet ifølge anbefalinger
fra Region Hovedstaden. Her vil
en helikopterlandingsplads være med
til at sikre kvaliteten i behandlingen.
Hidtil har de kritisk syge patienter
været ledsaget af personale, bl.a. anæstesi
sygeplejersker og yngre læger, fra
Bornholms Hospital. Patienterne vil
fortsat have behov for ledsagelse, men
personalet vil få bedre arbejdsbetingelser
og kortere transporttid.
Bornholms Hospital har ca. 120-150
helikoptertransporter til Rigshos pitalet
om året med kritisk syge patienter, der
har brug for umiddelbart højt specialiseret
behandling.
Foto: Forsvarets Mediecenter.
Over 50 personer blandt de
kommende brugere har testet
den nye bookingfunktion.
Vikarerne er oprettet i systemet efter
uddannelse og kompetencer, og det
er også muligt at bestille en vikar fra
Rigshospitalets specialkorps af intensivog
anæstesisygeplejersker.
Fra 1. juli skal alle afdelinger booke en intern vikar
fra den fælles bookingfunktion i ’Tjenestetid’.
Hovedsagen har smugkigget på den nye funktion.
De vagtplansansvarlige får via det elektroniske
overblik mulighed for at planlægge
så langt frem, som de ønsker, og samtidig se,
hvem deres vikar bliver.
Illustration: Nathalie Nystad

10
Hovedsagen
Hovedsagen 11
Løsningen på avisens Sudoku, dvs. den diagonale talrække, er: 795 827 245.
Læger for de utilpassede
Misbrugere og hjemløse passer ikke ind i det almindelige system. Derfor kan det være
svært at gøre noget for dem, fortæller Kasper Iversen. Han er en af de 20 frivillige læger
i Lægetjenesten i Mændenes Hjem.
Klummen skrives af fremtidsforskerne Anne Skare Nielsen og Liselotte Lyngsøe og radiovært Sara Bro.
René har ondt i ørerne, især det venstre og har følt sig halvdøv i halvanden uge. ”Du har et stort hul i trommehinden, måske heler det, men det er ikke sikkert”, forklarer Kasper Iversen, frivillig læge i Lægetjenesten.
Uden for står en flok mænd og ryger.
Indenfor til venstre står ”værktøjsskabet”:
skuffer med rene kanyler og
spritklude til fri afbenyttelse. Længere
henne er baren, det centrale mødested,
hvor der er gang i kaffekanderne.
Til højre et samtalerum udformet
som en campingvogn. Det er en kunstner,
der har doneret installationen.
Det samme gælder lamperne i loftet.
I rummet er der også hvilestole og en
gruppe stole foran et fjernsyn. Og en
kantine, som lige har lukket for servering.
Klokken er lidt over otte en
tirsdag aften.
Vi er trådt ind i Mændenes Hjem i
Lille Istedgade tæt ved Hovedbanegården
i København. Trods navnet er der
også kvinder i lokalet. Én sidder ved
baren. Én ligger og sover i en flydestol.
De mænd, der ikke er ude at ryge sidder
ved baren eller foran fjernsynet.
Rummet her er café og frirum for
hjemløse, stofmisbrugere og andre
fra gaden. Også om natten og uanset
køn, forklarer Lisbeth Andersen, der
er sygeplejerske og på vagt til klokken
22.30. I resten af huset bor kun
mænd. Der er plads til 70 beboere. De
bor her i kortere eller længere tid.
Mange kommer igen. Det er mænd
med et langvarigt misbrug af alkohol
eller hårde stoffer eller begge dele og
uden et sted at bo. Mange har også en
psykisk diagnose.
arbeJdsplads for 60
Mændenes Hjem er arbejdsplads for
omkring 60 medarbejdere. De fleste
er socialpædagoger. Men her er også
socialrådgivere, kantinemedarbejdere,
fire sygeplejersker og en læge, der dog
kun kommer en gang om ugen.
Alligevel møder vi to læger denne
aften. Ingen af dem er ansatte, men
de er derimod to af de omkring 20
læger, som frivilligt og på skift passer
Lægetjenesten i Mændenes Hjem.
Lægetjenesten er åben hver tirsdag til
og med fredag fra kl. 18.30 til 20.30.
Tidspunktet er valgt, fordi det er lige
efter kantinens åbningstid, og fordi
det er om aftenen, de fleste kommer.
en slaGs skadestue
”Deres største problem er deres misbrug.
Det kan vi ikke hjælpe dem med,”
siger Kasper Iversen, der til daglig er
under uddannelse på Kardiologisk
Afdeling på Hillerød Hospital. Han har
vagten i Lægetjenesten denne aften.
”Vi har ikke medicin ud over antibiotika,
som vi til gengæld udleverer
uden recept. Vi er en blanding af en
almen lægepraksis og en skadestue.
Det, vi kan gøre, er at tage os af sår,
skrammer og skader, forstuvninger og
infektioner, skære en byld, lindre her
og nu og vurdere, om de har brug for
en indlæggelse. I så fald kan vi henvise
dem direkte til Hvidovre Hospital,
som vi samarbejder med”.
ud i milJøet
Kasper Iversen og Ane Teisner var initiativtagerne,
da Lægetjenesten åbnede
for fire år siden. Ane Teisner er til daglig
læge på Herlev Hospital. I aften er hun
bare på besøg til ære for Hovedsagen.
Normalt er kun en læge på vagt.
”Vi havde begge to mange oplevelser
med misbrugere, der havde dårlige forløb
i det etablerede sundhedsvæsen,
fordi systemet ikke forstod dem og
omvendt. Så vi tænkte, at hvis vi rykkede
hjælpen ud til dem og blev tilgængelige
i deres eget miljø, kunne
vi give dem et bedre forløb”, forklarer
Ane Teisner.
”Mændenes Hjem havde allerede
en sygeplejeklinik, så det lå lige for,
at vi knyttede os til den. Selv om vi
Fotos: Claus Boesen.
først havde forestillet os noget med en
skurvogn på gaden, hvor alle kunne
henvende sig anonymt, og hvor vi
ikke skulle skrive journaler. Men det
har vi pligt til som læger.”
”Til gengæld har vi ikke andet papirarbejde.
Vi er meget lidt bureaukratiske.
Vi booker os ind på en vagt på
computeren og har et kollektivt ansvar
for, at det kører, og det gør det. Det er
sjældent, vi har huller i vagtplanen, og
det er ikke svært at få frivillige læger,
faktisk har vi flere på venteliste, og vi
har kun oplevet én, som ikke kunne
holde ud at være her”, siger han.
dÅrliG samvittiGHed
”En af grundene til at arbejde frivilligt
som læge blandt misbrugere og hjemløse
er, at det er en måde at kompensere
for den dårlige samvittighed, man
har som læge over, at der er patienter,
man ikke kan gøre noget for i det
”Vi får et positivt indblik i en verden, som de fleste andre mennesker ikke ser. Vi har aldrig oplevet en eneste trussel eller forsøg
på at få medicin ud. De er meget taknemmelige. De siger det, og vi får kram og små gaver”, fortæller Lisbeth Andersen, der er
ansat som sygeplejerske i sygeplejeklinikken for hjemløse i Mændenes Hjem.
almindelige system. Det er jo aldrig
sjovt, at møde patienter, vi ikke kan
gøre noget godt for. Her råder vi bod
på det ved at give dem et andet tilbud.
Og så er det jo meget sjovt for os, som
er ved at specialisere os, at arbejde
mere bredt som læge. Det er nærmest
hyggeligt at skære en byld og sy et sår,
fordi det er så anderledes end det, vi
laver til daglig, siger Kasper Iversen.
”Dertil kommer, at det er mennesker,
som det er sjovt at være sammen med.”
”Det er en menneskelig udfordring
at kommunikere med patienterne.
Man lærer, hvordan man skal kommunikere
med dem uden at komme
i konflikt”, siger Ane Teisner.
”Når det lykkes, er det givende at
være sammen med dem og dejligt at
have tid til at bruge tyve minutter på
en samtale og få slået en knude på det
problem, de kommer med. Det er der
jo ikke tid til i det almindelige sundhedssystem.”
reGler dur ikke
”Det særlige ved at arbejde her er, at hver
dag er forskellig fra dagen før”, siger
Lisbeth Andersen, der er fastansat som
sygeplejerske i Mændenes Hjem.
”Hver løsning skal skræddersys til
den enkelte, og det er ikke altid, de
almindelige regler der dur. Der skal
omveje til. Vores patienter kan ikke
overholde systemets regler som andre
patienter, så vi må også være buffere,
og nogle gange følge med dem på skadestuen
eller hospitalet. De har svært
ved at overholde aftaler, og de følger
tit ikke den behandling, de får. Ikke af
ond vilje, men fordi der er noget andet
der trækker.”
”De er angste for at blive indlagt
og ikke få det stof, de har brug for.
Og de må ikke ryge, hvordan skal de
klare det? De føler ikke, at de bliver
lÆGetJenesten
Lægetjenesten består af 20 frivillige
læger, som er rutinerede, men ikke
færdiguddannede som speciallæger.
De har en to timers vagt i Lægetjenesten
mindst en aften om måneden.
Lægetjenesten har til huse i sygeplejeklinikken
i Mændenes Hjem. Her
arbejder fire sygeplejersker, som de
frivillige læger arbejder tæt sammen
med. De behandler misbrugere og
behandlet med respekt. Men det er
klart, at når de hugger af medicinen
og generer de andre patienter, så er
det svært at have dem indlagt”, siger
Kasper Iversen.
alt pÅ et kvarter
”For nogle er bare det at skulle sidde
stille og vente et problem”, siger Kasper
Iversen og fortæller om en mand, som
kom med en tydeligt brækket arm,
men som ikke ville på skadestuen,
fordi han bare hadede hospitaler. Det
lykkedes Kasper at få ham med i en
taxa til Hvidovre Hospitals skadestue.
Han havde ringet i forvejen, så personalet
var forberedte – bortset fra
sekretæren, som bød dem at sætte sig
og vente. Patienten begyndte straks at
råbe ad de andre i venteværelset. Men
så blev han hentet ind til undersøgelse,
og i løbet af et kvarter var han undersøgt,
røntgenfotograferet, havde fået
gips på og var ude igen. Men på den
korte tid lykkedes det ham at fornærme
alle omkring sig. Gipsen holdt en
uge, så havde han taget den af igen.
Hul i trommeHinden
”Efterhånden ved brugerne, at vi er
her, og der er som regel et par stykker
der venter, når vi kommer klokken
halv syv”, fortæller Ane Teisner.
”Nogle gange har vi patienter, fra vi
kommer, til vi går, andre gange har vi
god tid. Så går vi ud i cafeen og snakker
med dem der er der, eller går på
gaden og ”fanger” nogle, som trænger
til behandling. Sygeplejerskerne er
her jo hele dagen og kender brugerne
godt. Så de henviser og ved, hvem det
vil være en god idé at tale med.
Denne aften venter René, som Lisbeth
Andersen har talt med tidligere på
dagen. Han har ondt i øret og haft
svært ved at høre i halvanden uge.
hjemløse for mindre komplicerede
lidelser, de udskriver ikke recepter,
men udleverer medicin, især antibiotika.
De kan også sende patienter
til skadestuen eller indlæggelse på
Hvidovre Hospital. De frivillige læger
tager sig også af kvinder i samarbejde
med Reden og Stop Kvindehandel.
Læs mere på www.laegetjenesten.dk
og www.maendeneshjem.dk
Kasper undersøger hans ører og konstaterer,
at han et stort hul i trommehinden
i venstre øre. Så stort, at han
ikke tør sige, om det vil lukke sig igen.
”Vil det sige, at jeg skal rende rundt
og være døv resten af livet?”, spørger
René, der ikke helt kan forstå, at der
ikke er noget at gøre.
”Du skal i alt fald rende rundt i en
måned og så komme herind igen. Du
har nok haft en betændelse, som har
lavet hul” siger Kasper.
”Det er temmelig ubehageligt”, siger
Rene, ”Den eneste fordel er, at jeg ikke
kan høre trafikken, når jeg sidder ved
mit vindue med venstre øre ud mod
gaden.”
”Man behøver ikke blive helt døv,
men får nedsat hørelse”, siger Kasper.
”Undskyld, hvad siger du”, replicerer
René og griner. ”Man har jo kun
det sjov, man selv laver”, siger han.
René har ikke sin egen læge. ”For
læger er ikke lige mit bedste, så jeg
kommer her i stedet”, forklarer han,
her er de gode nok. René har været
hjemløs i otte år og har i flere perioder
boet i Mændenes Hjem.
”Det var nu noget af et chok”, siger
han på vej ud ad døren.
vil ikke indlÆGGes
Næste patient er en kvinde med et stort
kokainmisbrug. Hun har det psykisk
meget dårligt, og Kasper vil helst indlægge
hende på psykiatrisk afdeling.
Men hun vil ikke indlægges, og går igen.
Lægerne i Lægetjenesten kan indlægge
patienter uden om skadestuen,
men mange vil ikke indlægges.
”Vi giver dem tilbuddet, mere gør vi
ikke. Nogle gange handler det om at
gribe chancen og indlægge dem, når
de er klar”, siger han.
Nu venter en patient, som er alkoholmisbruger.
Hun skulle lige sove
en time først. Hun har ondt i maven
og var i gang med en behandling på
Hvidovre Hospital, men kom ikke til
de sidste undersøgelser, så nu er hun
tilbage hos Lægetjenesten.
”Mange behandlinger bliver ikke
fuldført, men sådan er det jo også
med mange andre mennesker”, siger
Ane Teisner.
”Vi kan ikke altid give dem den optimale
behandling, men vi giver dem
den bedst mulige”.
Annie Hagel
hovedsagen@regionh.dk
Vi har aldrig haft bedre muligheder
for at realisere et godt liv,
men samtidigt har vi aldrig været
mere stressede, ensomme og forjagede.”Det
går over”, siger vi til
os selv. ”Det er bare en fase”. ”Om
lidt skal jeg være lykkelig, men først
skal jeg lige have stegt frikadeller,
lagt børnene i seng og tøj frem
til i morgen, smurt
madpakker, ringet
til min tandlæge –
og skal vi for resten
Hvor en
god dag
er den dag,
du husker,
fordi den
gav mening.
ikke også have en
hund, en akvariefisk,
eller nogen nye
reoler?” For livet vil
klart blive bedre,
hvis man ikke vejede
de 5­6 kilo for meget,
hvis køleskabet var
amerikansk eller ambu
lancen havde et
gear mere.
Vi kalder denne
tilstand for ’lost in
transition’ eller på dansk ’fortabt i
overgangsalderen’. Symptomerne
er, at man affinder sig med en ofte
kaotisk og stresset hverdag fyldt
med hovsaløsninger, og ting man
ikke når, fordi man fuldt og fast
tror på, at det bliver bedre. ”Jeg
vil starte med at motionere, men
det bliver først, når vejret bliver
lidt bedre, og til nytår holder jeg
op med at ryge, og når kommunalreformen
er gennemført og finanskrisen
overstået, så kommer der
ro på her på hospitalet. Så kan vi
begynde at være flinke ved hinanden
og yde den behandling, vi
egentligt helst vil”. Og der vil
komme en tid, hvor vi alle får
ergonomiske sko der passer, og
patienterne kommer til tiden.
En skønne dag ...
Anne skARe nielsen
fremtidsforsker, forfatter og partner i Future Navigator.
Livet?
Det er da bare
en fase…
En skønne dag tager man sig selv
i at sige: ”Når jeg går på pension….”
Og hold da op, hvor skal jeg leve
livet, spille golf, lege med børnebørnene,
skrive autobiografier,
bage boller, dyrke roser, og læse
alle de bøger, der er ved at knække
benene på natbordet.
Men den tid, der er gået – det
er livet. Og det er et liv
der er fyldt med rod,
slidte underbukser, og
dræbersnegle som spiser
alt det, man i dyre
domme har indkøbt i
plantecenteret, mens
basilikummen begår
selvmord – og ingen kan
i virkeligheden smage
forskel på, om hyldesaften
kommer fra hylden
i supermarkedet
eller hylden i haven.
Hvor en god dag er den
dag, du husker, fordi
den gav mening: Fordi
der blev tørret tårer af en kind,
og ikke fordi der blev lagt papir i
bunker. For hvis ikke man kan leve
livet, mens man gør det, hvor stor
er så sandsynligheden for, at man
kan i morgen?
Vi skal holde af hverdagen, skal
vi, for det er der vi lever. Ikke når vi
ligger i vores elfenbenskiste med
guldrande og fløjlsindtræk. Hvis
ikke man kan sætte sig ned lige
nu og nyde freden, familien, vennerne,
et godt glas vin, udsigten,
sit arbejde, sine kolleger eller sig
selv, så kan man heller ikke, når
man holder i morgen. Livet? Er det
det, der går mens vi har travlt med
at lægge andre planer? Nej vel.
God sommer (og få nu det bedste
ud af den; også selvom det regner).

Bagsiden
Fotos og tekst: Jeppe Carlsen
Psykiatrisk Center Sct. Hans
BAg kUlisseRne
I naturskønne områder tæt ved Roskilde Fjord og Boserup skov ligger Psykiatrisk
Center Sct. Hans, et af Danmarks ældste psykiatriske hospitaler. Siden
1808 har de bygninger, som engang var en del af en stor herregård, huset
sindslidende, psykisk syge samt helbredende kræfter.
Hovedsagen
forundring fryder
Slutspurten sættes ind mod en sund sommer, når depechen lander blandt forbud
og forebyggelse. I sidste nummer spurgte formand for Forebyggelseskommissionen,
Mette Wier:
Hvor lang tid tror du, politikerne skal bruge på at lodde og
modne stemningen mod upopulære sundhedsforslag, før de
skrider til handling?
Professor i statskundskab ved Syddansk Universitet, Asbjørn
Sonne Nørgaard, svarer:
pÅ første klasse
Palæmona Treshow blev sindssyg med vrangforestillinger
i sine unge dage, og da det blev nødvendigt
med indlæggelse på Psykiatrisk Center Sct. Hans sørgede
familien for, at hun kunne bo under komfortable
forhold ved at lade bygge et hus ved navn Villa Deste.
I dag bliver villaen brugt som patientklub.
den tavse
Den Tavse fik syfilis som 22-årig, og uden behandling
endte han på Psykiatrisk Center Sct. Hans med
skizofreni og hallucinationer på syn og hørelse.
Tilnavnet ’Den Tavse’ blev givet, da han langsomt
mistede evnen til at tale, og han begyndte derfor
at udtrykke sig gennem malerier.
smukke omGivelser Helbreder
Inden for psykiatriens verden mener mange,
at smukke omgivelser er med til at helbrede,
og derfor ligger en del af Danmark Psykiatriske
Hospitaler i naturskønne omgivelser ud
til skov eller hav.
i stødet
I gamle dage mente man, at sindssygdom opstod ved
besættelse af onde ånder eller dæmoner. Først i
1800- tallet opfattede man psykiske sygdomme på
samme måde som somatiske sygdomme, og fra 1930
til slutningen af 70’erne var ’det hvide snit’ og elektrochok
en forholdsvis almindelig form for behandling.
Foto: Martin Vikkelsø
”Sunde valg” kan ingen politikere være imod? Jo, ikke målet, men
midlerne – forbud, afgifter og løftede pegefingre.
Tidligere kriminelle begår ofte kriminalitet igen. Men vi burer dem
ikke inde på livstid. Uddannelse gavner den enkelte og samfundet.
Men myndige unge tvinges ikke til at tage (bestemte) uddannelser.
Det er at gå for vidt. Hvordan får man folk til at leve sundt og længe?
Tvang og forbud, mener man, er at gå for vidt. Folk har ret til at
opføre sig tåbeligt. Drifter, følelser og menneskets psykologi borger
ikke for fornuftige valg. Men de hører livet til.
Politisk er meget på spil. Regeringens skattestop og ideologiske
afvisning af forbud og afgifter er én faktor. Men Dansk Folkeparti
og Socialdemokraternes modstand er lige så vigtig. Deres vælgere –
mange ældre og lavtuddannede – bryder sig ikke om forslagene. De
ryger og spiser usundt. 8 Oppositionen 2 presser 7 regeringen, 1 når den
vinder på det. Det gør den ikke her. Derfor larmende tavshed. Og
derfor kan regeringen afvise Forebyggelseskommissionens forslag.
Vigtige 4vælgergrupper 5 skal ændre livsstil, før 9forslagene 2 fremmes.
For de ændrer ikke adfærd let, hvis det offentlige intet gør. SF
og De Radikale vil i en regering med S måske presse nogle forslag
3igennem. For deres højtlønnede og ­uddannede vælgere er på linje 7
med kommissionen. Bortset fra deres vindrikkeri.
Indtil videre må vi ryge, æde og drikke os ihjel. Tiden er ikke til
5stok, men til gulerod. 6 Så må vi se, 1om folk æder den. 4 8
3 6
8 7 4 3 2
1 9
5 9
Jeg undrer mig over…
8 7
Asbjørn Sonne Nørgaard vil gerne
spørge professor Jørgen Grønnegaard
2 5 Christensen 8hvorfor, 6 den borgerligliberal
regering har øget den centrale
EASY styring af kommuner og institutioner # 21
i større grad end nogensinde med stor
mistillid til følge.
kender du
nogle sjove og anderledes historier bag kulisserne fra din arbejdsplads? Så kontakt
meget gerne: line.frederiksen@regionh.dk eller ring til Line på tlf. 48 20 57 87.
Hovedsagen skaffer svar på Asbjørn
Sonne Nørgaards spørgsmål.
Illustration: Bob Katzenelson
På Mændenes Hjem på Vesterbro arbejder en del læger fra regionen frivilligt uden for deres arbejdstid.
Løsningen, den diagonale talrække, findes øverst på side 11.
Hovedsagen Sudoku
Solution, tips and computer program at www.sudoku.com
© Puzzles by Pappocom
2 6 1
4 9 2
7 4 9
2 1 6
7 5 9 3
1 4 2
5 1 8
3 4 9
2 8 3
EASY # 23