analyse_karakteristi.. - it-lab

etydningsdannelsen i skønlitteraturen helt på linje med betydningsdannelsen i
sproget som sådan. Strukturalisterne var mere interesserede i, hvordan betydningen i
værket opstod gennem den sproglige organisering i fortællingens forløb og temaer.
Interessen for værket som ord-kunstværk blev mindre. Det videnskabsteoretiske
udgangspunkt for strukturalisterne var den schweiziske lingvist Ferdinand de
Saussure, og strukturalismen inden for litteraturvidenskaben var præget af franske
navne som A. J. Greimas og Roland Barthes. Herhjemme slog den igennem i
slutningen af 1960erne med navne som Peter Madsen, Torben Kragh Grodal, Jørgen
Holmgaard, Jørgen Dines Johansen.
Den danske strukturalisme blev dog straks - formidlet via studenteroprøret -
forbundet med en ideologikritisk og sociologisk orienteret litteraturkritik i 70erne,
der ofte var af marxistisk observans. De ideologikritiske tekstanalyser interesserede
sig mest for teksterne som produkt og spejling af bestemte samfundsforhold og
ideologiske og sociale konflikter. Den historiske - og især den socialhistoriske -
analyse af det litterære værk blev det centrale, afspejlet i at store dele af dansk
litteraturvidenskab gennem 8-10 år arbejdede på Dansk litteraturhistorie, der udkom
på Gyldendal 1984 ff. Da den udkom havde trenden skiftet endnu engang.
1980’erne og 90’erne har været præget af flere tendenser. Først en tendens, der
genoptog interessen for litteraturen som ord-kunstværker, som æstetiske helheder.
Dernæst en fornyet interesse for strukturalismen eller rettere for den del af
strukturalismen der siden 1960erne udviklede sig frem mod den såkaldte poststrukturalisme,
der hævder, at man aldrig kan fastslå den endelige betydning af et
sprogligt budskab. Strukturalisterne var optaget af at finde frem til betydningernes
grundstruktur. Poststrukturalisterne hævder, at en sådan grundstruktur ikke findes.
Betydninger opstår kun ved at sproglige enheder henviser til hinanden i et spil af
forskelle og ligheder, og dette “betydningsspil” kan - hævder poststrukturalisterne -
fortsætte i det uendelige. Så snart man mener at have fundet frem til den endelige
betydning af en tekst, kan man føje nye ting til denne betydning ved sprogligt at
omtale den med andre ord. Betydning eksisterer nemlig ikke som en metafysisk
størrelse, men er kun tilgængelig ved at blive omtalt med andre ord. Den mest kendte
af poststrukturalisterne er Jacques Derrida, der som ansat på amerikanske
universiteter gav inspiration til dekonstruktionen,
poststrukturalisternes litteraturkritiske pendent med hovednavne som Paul de Man
og Jonathan Culler.
I første omgang kunne dekonstruktionen opleves som en befrielse efter 70ernes
skråsikre ideologikritik, hvor de litterære værkers ideologiske eller psykoanalytiske
“skjulte” budskaber blev afkodet nok så firkantet. Dekonstruktionen koncentrerede
sig om det uendelige spil af betydninger i teksten, og kunne dermed undertiden
minde om nykritikkens læsninger af mangetydigheder og kompleksitet i de
modernistiske tekster. Dekonstruktionen er imidlertid aldrig slået rigtigt an
herhjemme som litteraturanalytisk metode, og 1990’erne i dansk litteraturvidenskab
er blevet præget af en udbredt metodepluralisme.
Teorier der kan have et vist slægtskab med de poststrukturalistiske er readerresponse-teorien
og receptionsteorien. Reader-response har udgangspunt i det
amerikanske miljø mens receptionsteorien har afsæt i tyske og centraleuropæiske
universitetsmiljøer med navne som Wolfgang Iser og Hans Robert Jauss. Begge
teorier har rykket interessen væk fra teksten som sproglig konstruktion til læseren
som den centrale instans ved betydningsdannelsen. Den moderne
receptionsteoretiske litteraturkritik har påpeget, at værket slet ikke er til, før en
læser har realiseret det i sin fantasi. Der er ikke noget værk før der er en læser, og vi
realiserer naturligvis ikke værket på nøjagtig samme måde. Om ikke for andet så af
den simple grund, at der i værket er en mængde såkaldte “tomme pladser”. Som
øvelse kunne man lade holdet læse en hvilken som helst passage fra en roman og
sammenligne hvad hver enkelt har forestillet sig helt konkret. Man vil opdage, at der
er en mængde nuanceforskelle i den måde man forestiller sig personer, omgivelser,
scener på, simpelthen fordi romanen ikke kan have alle detaljer med. Den
forudsætter, at læseren selv udfylder de “tomme pladser” og “ubestemthedssteder”.
14