Arkæologi på fyn - Odense Bys Museer

Arkæologi på Fyn
Kulturministeren og Kulturarvsstyrelsen har det overordnede
ansvar for det arkæologiske arbejde i Danmark.
I praksis fungerer det således, at dette ansvar er delegeret
ud til lokalmuseer, som så udfører det praktiske arbejde.
På Fyn deler fire museer arbejdet mellem sig.
Arkæologi
på Fyn
Langelands Museum
Jens Winthersvej 12, DK-5900 Rudkøbing
Telefon: 63 51 63 00
langelandsmuseum@langelandkommune.dk
www.langelandsmuseum.dk
Langeland og Ærø kommune
Svendborg Museum
Grubbemøllevej 13, DK-5700 Svendborg
Telefon: 62 21 02 61
info@svendborgmuseum.dk
www.svendborgmuseum.dk
Svendborg kommune
Østfyns Museer/Landskab og Arkæologi
Vikingevej 123, DK-5300 Kerteminde
Telefon: 65 32 16 67
vikingemuseet@kertemindemuseer.dk
www.ostfynsmuseer.dk
Kerteminde kommune
Odense Bys Museer
Overgade 48, DK-5000 Odense C.
Telefon: 65 51 46 01
museum@odense.dk
www.museum.odense.dk
Odense, Fåborg-Midtfyn, Nyborg, Nordfyn,
Assens og Middelfart kommune.
Pjecen er udgivet af:
Hvad siger loven?
Hvad gør jeg?
Hvad er arkæologi?

Arkæologi
Mennesker sætter spor i landskabet - på godt og ondt. Siden sidste istid, der ophørte ca. 13.000 år f.Kr., har
mennesker uophørligt og utrætteligt fældet træer, bygget huse, opført volde, dysser og gravhøje. Skabt hede
og ladet den springe i skov igen. Pløjet, bygget op og brudt ned - om og om igen. Sådan foregik det i oldtiden
og sådan fortsatte det videre frem til i dag.
Landskabet er et kulturlandskab, formet på menneskets
præmisser, og naturen er menneskeskabt natur. Mange gravhøje,
dysser, jættestuer og borgruiner er synlige og markante
levn fra den fynske fortid. Men de synlige fortidsminder
er kun toppen af isbjerget, for det arkæologiske materiale
er langt mere nuanceret og righoldigt. Mennesket har igennem
årtusinder ikke alene skabt nyt, men selvfølgelig også
brudt gammelt ned. Sådan skal det være; det er prisen for et
kulturlandskab i stadig udvikling. Men det gamle - det nedbrudte,
kasserede, forladte - kan rumme vigtige informationer
om, hvordan det var at leve førhen. Det er her, arkæologien
kommer ind, fordi den kan registrere og formidle - afkode
- tidligere tiders materielle levn. Gøre stenalderbonden,
bronzealderkvinden, jernalderkrigeren, vikingekongen og
middelaldersmeden levende igen.
I disse år er nedbrydningen af de arkæologiske levn mere
omfattende end på noget andet tidspunkt i historien, mens
det bevarede kildemateriale bliver tilsvarende mindre og
mindre. Landmanden pløjer væsentligt dybere end tidligere.
Nye huse opføres, byerne vokser, flere og flere biler skal
have nye og bedre veje at køre på. Sådan kunne man blive
ved - det kaldes udvikling, og en del af priserne for den er,
at huse, grave, brønde, veje, ildsteder og meget mere fra fortiden
destrueres.
Heldigvis sikrer lovgivningen, at en del af disse levn undersøges
arkæologisk, før det er for sent. På Fyn er der fire museer
- Langelands Museum, Svendborg & Omegns Museum,
Kertemindeegnens Museer og Odense Bys Museer - til at varetage
opgaven. Men vi kan ikke klare opgaven alene. Kun
med hjælp fra de offentlig forvaltninger og private lodsejere,
findere, entreprenører, bygherrer m.fl. kan de værste
katastrofer i form af for evigt tabt viden om vore forfædres
liv og levned undgås.
Morgendis over jordbunkerne fra et større udgravningsområde ved
Søndersø på Nordfyn. Undersøgelsen frembragte en stor rituel samlingsplads
fra bronzealderen.

År f./e. Kristus
2000
1000
0
1000
2000
Historisk tid
Jernalder
Bronzealder
Middelalder (1050/1536)
Vikingetid
Germansk jernalder
Romersk jernalder
Førromersk jernalder
Yngre bronzealder
Ældre bronzealder
Dolktid
3000
4000
5000
6000
7000
8000
9000
10.000
11.000
12.000
Bondestenalder
Jægerstenalder
Hvor gammelt er det?
Rensdyrjægerkultur Kystkultur
Enkeltgravskultur
Tragtbægerkultur
Ertebøllekultur
Kongemosekultur
Maglemosekultur
Ahrensburgkultur
Brommekultur
Federmesserkultur
Hamburgkultur
Arkæologiske fund er levn fra menneskers virke i tidligere tider.
Det kan være en pilespids fra jægerstenalderen eller en
bukseknap fra 1700-tallet. På Fyn kendes fund lige fra de første
rensdyrjægere indvandrede for ca. 13-14.000 år siden til
- i princippet - i går. Årsagen er selvfølgelig, at området har
været et godt og frodigt sted at bo. Først fordi der var rigeligt
med jagtvildt. Senere - efter landbruget vandt indpas for ca.
6.000 år siden - fordi jorden er frugtbar og relativ let at dyrke.
Pløjelaget fjernes med maskine. I den lyse undergrund fremkommer mørke
pletter - arkæologiske anlæg - dér, hvor mennesker i tidligere tider har
haft ildsteder, bygget huse, begravet deres døde...
Hvad er en udgravning?
Jordfaste fortidsminder
Kun yderst sjældent foretages der arkæologiske udgravninger
i fredede fortidsminder som dysser, jættestuer, gravhøje,
voldsteder m.m. Langt de fleste udgravninger foretages på
det, der kaldes for jordfaste fortidsminder, d.v.s. bopladser
grave m.m., der ligger skjult under mulden.
Væk med pløjelaget
En arkæologisk udgravning er oftest en kompliceret sag, der
må angribes en lille smule forskelligt fra gang til gang alt
efter pladstype, bevaringstilstand, beliggenhed i landskabet
o.s.v. Men rent metodisk er processen nogenlunde den
samme fra sag til sag. Første skridt er med gravemaskine
at få fjernet det typisk 30-50 cm tykke muldlag, så undergrunden
blotlægges. Som følge af op til flere hundrede års
markarbejde indeholder muldlaget ikke bevarede anlæg. I
undergrunden kan de rester af forhistoriske anlæg, som ploven
endnu ikke er nået ned til, iagttages og dokumenteres.
”Anlæg” er en betegnelse, som for arkæologer dækker over
nedgravninger, hvori der er havnet jord, som i farve (mørkere)
og konsistens mere eller mindre tydeligt afviger fra
undergrunden. Undergrunden - også kaldet råjorden - almindeligvis
er lys, bestående af det ler-, sten- og sandmateriale
som isen efterlod. Muldlaget er mørkt og består af fle­

De fremkomne anlæg dokumenteres ved fotografering, beskrivelse samt - som her - opmåling med gps og evt. nedtegning på udgravningsplaner.
re tusind års formuldet organisk materiale, er det muligt
at udskille de steder, hvor der i tidligere tider er blevet gravet
huller. Sagt meget groft, så er den arkælogiske videnskab
baseret på det enkle faktum, at man ikke kan grave et
hul i undergrunden og dække det til igen, uden at det kan
ses. Arkæologiske anlæg er først og fremmest stolpehuller
(der, hvor en stolpe har stået nedgravet, og nu er erstattet af
muld), grave, brønde, voldgrave, lertagningshuller, affaldsgruber,
kogegruber osv.
Dokumentation
Når mulden er fjernet, opmåler arkæologerne de enkelte anlæg
med en gps. Særligt komplicerede anlæg kan desuden
tegnes i hånden på papir. I denne fase af udgravningen - der
også kaldes for dokumentationsfasen - er fotografering ligeledes
et vigtigt element. Herefter kan de enkelte anlæg
”snittes”, som det hedder i fagsproget (den ene halvdel bortgraves),
så dimensioner, form og fyld kan iagttages i profil.
Grave udgraver man altid helt, mens der på bopladser med
ofte flere tusind stolpehuller kun snittes og totaludgraves
udvalgte stolpehuller, brønde og gruber. Undervejs navngives
samtlige anlæg med eksempelvis bogstaver, mens de arkæologiske
fund nummereres og hjemtages.
Afsluttende rapport
Som afslutning på en udgravning udfærdiges en rapport.
Rapporten kaldes også for en udgravningsberetning og rummer
de informationer, der blev samlet ind under arbejdet
i felten. Det mest interessante punkt i beretningen er udgravningslederens
konklusion, men tilsvarende vigtig er
fremlæggelsen af den dokumentation - altså lister, iagttagelser
og beskrivelser suppleret med fotos og tegninger - som
skal gøre det muligt langt ud i fremtiden at inddrage hver
enkelt udgravning i udforskningen af Danmarks oldtid. En
udgravning uden afsluttende beretning er dybest set værdiløs,
fordi den vil gå al kødets gang sammen med den arkæolog,
der ledede feltarbejdet. Og så har det hele jo været spild
af tid og penge!

En arkæologisk prøvegravning består af maskingravede grøfter, hvor pløjelaget
fjernes i 2 meter brede baner med ca. 10-20 meters mellemrum. Billedet
her viser en prøvegravning i Odenses vestlige udkant.
Bemærk den lille bakke i baggrunden. De syner egentlig ikke af meget,
men en beskeden knold, kan - som det er tilfældet med denne her - vise sig
at være en såkaldt overpløjet gravhøj fra oldtiden. Selv om det meste er
pløjet væk, så kan en sådan høj fint rumme mange fund og oplysninger
om forfædrenes skikke og dødekult.
Sorte trækulspletter, der som den her er bragt for dagens lys af ploven,
er typiske indikatorer på, at der på stedet har foregået aktiviteter i forhistorisk
tid.
Vær opmærksom på
Får man kendskab til - eller blot mistanke om - at levn fra
fortiden er truet ved anlægsarbejde, pløjning eller anden
aktivitet, har man pligt til at kontakte museet. Det gælder
f.eks. stensamlinger, som ploven enten støder irriterende på
år efter år. Der kan også dukke sten op i større mængder på
”mistænkelige” steder - eksempelvis en lav højning, som meget
vel kan vise sig at være en såkaldt overpløjet gravhøj.
Ved gravearbejder er det tillige sorte pletter og sten, der
dukker frem. De største trækulsplamager - ”gruber” kalder
arkæologer disse nedgravninger med mørk fyld - er synlige
for enhver, men omkring dem kan der meget vel være mindre,
og for det trænede øje tilsvarende interessante arkæologiske
anlæg. Det gælder især de såkaldte stolpehuller, der
viser hvor - og hvilke - huse der har stået på stedet i oldtiden.
Hvad man måske tror, kun er et par ildsteder fra gammel
tid, kan være en spændende boplads fra fortiden.
I sjældnere tilfælde og det er især i byerne - støder man på
regulære bygningsrester som eksempelvis murstens- eller
kampestensfundamenter fra forlængst nedrevne huse. Disse
har selvfølgelig også museernes interesse.
Og så er der jo de faktiske fund af genstande, som også bør
vække mistanke og give anledning til at museet kontaktes.
Lerkarskår, knogler, genstande af guld, sølv og bronze m.m.
Og i nogen grad jern, der dog er vanskeligere at tidsfæste.
Her gælder som i alle andre situationer omkring arkæologiske
fund - fra den blotte mistanke til det 100% sikre - kontakt
hellere museet en gang for meget end en gang for lidt.
Det er bevaringen af og kendskabet til vores fælles fortid og
kulturarv, der står på spil!

Det siger loven
Museumsloven udstikker rammerne for det arkæologiske arbejde
i Danmark. Hovedprincippet er, at bygherre, entreprenør
m.fl. i forbindelse med byggeri, anlægsarbejder eller andre
aktiviteter, der truer jordfaste fortidsminder, skal betale
for de forudgående arkæologiske undersøgelser. Det er dog
værd at bemærke, at der er en nedre grænse for, hvornår private
bygherrer skal betale for en arkæologisk undersøgelse.
Arkæologien på
Fyn varetages af
fire museer, der
har delt arbejdet
mellem sig, som
det fremgår af
kortet her.
Ved mindre anlægsarbejder så som tilbygninger, carporte,
udestuer og lignende, vil der kun i sjældne tilfælde være risiko
for at støde på fortidsminder. Ydermere er private bygherrer
ved netop denne type mindre anlægsarbejder fritaget
fra at betale - skulle der dukke fortidsminder op, så betaler
staten.
Loven - hvis væsentligste dele er gengivet nedenfor - lægger
op til en 3-trinsraket i inddragelse af den ansvarlige arkæologiske
myndighed. Først kommer en såkaldt arkivalsk
kontrol, hvor museet sammenholder de allerede kendte registreringer
af arkæologiske data med det berørte anlægsområde
- f.eks. en ny vej. Næste skridt er en såkaldt forundersøgelse
eller prøvegravning som arkæologerne kalder
det. En prøvegravning består af ca. 2 m brede grøfter, hvor
pløjelaget fjernes med gravemaskine; grøfterne anlægges
oftest parallelt med 10-20 m imellem. Fremkommer der ved
prøvegravning-en velbevarede spor af et jordfast fortidsminde,
iværksættes den sidste fase, nemlig en regulær arkæologisk
udgravning.
En grundtanke med loven er, at man ved at inddrage de arkæologiske
myndigheder tidligt i et anlægsarbejde i så høj
grad som muligt skal søge at bevare de jordfaste fortidsminder
i stedet for at grave dem ud. Dette kan eksempelvis foregå
ved flytning af et vejtracé uden om en gruppe overpløjede
gravhøje.

§
Museumslovens arkæologiske del
– i uddrag.
Den fulde lovtekst kan læses på retsinfo.dk fra link
på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside
(www.retsinformation.dk/forms/ro710.aspx?id=12017)
Kapitel 8
Sikring af kultur- og naturarven i forbindelse med
den fysiske planlægning og forberedelse af jordarbejder
m.v., herunder arkæologiske og naturhistoriske
undersøgelsesopgaver i tilknytning hertil.
§ 23.
Kulturministeren og de statslige og statsanerkendte museer
skal gennem samarbejde med plan- og fredningsmyndighederne
virke for, at væsentlige bevaringsværdier sikres for
eftertiden.
Stk. 2. Planmyndighederne skal inddrage vedkommende
statslige eller statsanerkendte kulturhistoriske museum,
når der udarbejdes en kommuneplan eller lokalplan, der berører
bevaringsværdier.
Stk. 3. Museerne foretager arkivalsk kontrol i høringsfasen
vedrørende offentliggjort planmateriale og kan gennemføre
undersøgelses- og dokumentationsopgaver inden
for deres ansvarsområde med henblik på at sikre, at der i
planmaterialet tages hensyn til forekomsten af væsentlige
bevaringsværdier.
Stk. 4. Kulturministeren underretter planmyndighederne
om forekomsten af væsentlige bevaringsværdier, der har
betydning for planlægningen.
§ 24.
Kommunalbestyrelsen skal underrette vedkommende kulturhistoriske
museum senest samtidig med, at der meddeles
byggetilladelse, tilladelse til råstofindvinding eller dispensation
fra fortidsmindebeskyttelseslinjen efter naturbeskyttelsesloven.
Stk. 2. Ved meddelelse om byggetilladelse skal kommunalbestyrelsen
underrette ansøgeren om indholdet i denne
lovs §§ 25-27.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen underretter vedkommende
kulturhistoriske museum om modtagne anmeldelser af nedrivninger
eller andre byggearbejder, der vil medføre afgørende
ændring i brug eller funktion af bygninger, bebyggelser
eller andre kulturlevn.
§ 25.
Bygherren eller den, for hvis regning et jordarbejde skal
udføres på landjorden, kan forud for igangsætning af arbejdet
anmode vedkommende kulturhistoriske museum om en
udtalelse.
Stk. 2. Når museet har modtaget en anmodning, skal det
fremkomme med en udtalelse med stillingtagen til, hvorvidt
det arbejde, som anmodningen vedrører, indebærer
en risiko for ødelæggelse af væsentlige fortidsminder. Såfremt
museet vurderer, at en sådan risiko foreligger, skal
sagen forelægges kulturministeren. Den nævnte udtalelse
skal endvidere tilkendegive, hvorvidt det i givet fald vil
være nødvendigt at gennemføre en arkæologisk undersøgelse
m.v., jf. § 27, stk. 3-10.
Stk. 3. Museet fremsender sin udtalelse til bygherren eller
den, for hvis regning et jordarbejde skal udføres, senest
4 uger efter, at anmodningen er modtaget. Såfremt det på
grund af jordarbejdets omfang er nødvendigt at gennemføre
større forundersøgelser, jf. § 26, stk. 2, kan museets
svarfrist forlænges til 6 uger.
§ 26.
Det kulturhistoriske museum afholder udgiften til arkivalsk
kontrol og en eventuel mindre forundersøgelse, der er nødvendig
som grundlag for museets udtalelse, jf. § 25.
Stk. 2. Ved gennemførelse af en større forundersøgelse
afholdes udgiften af den, for hvis regning et jordarbejde
skal udføres. Arbejdet kan først iværksættes efter samtykke
fra den pågældende. Kulturministeren kan i særlige tilfælde
yde tilskud til en sådan forundersøgelse. Såfremt årsagen
til forundersøgelsen er jordarbejde i forbindelse med
erosion eller jordarbejde udført som led i dyrkning af almindelige
landbrugsafgrøder eller som led i almindelig skovdrift,
afholdes udgiften til forundersøgelsen af kulturministeren.
For så vidt angår tilfælde, hvor driften forestås af
en statslig eller kommunal myndighed, afholdes udgiften
dog af vedkommende myndighed.
Stk. 3. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler
om de forundersøgelser, som museerne gennemfører efter
stk. 1 og 2.
§ 27.
Den arkæologiske kulturarv omfatter spor af menneskelig
virksomhed, der er efterladt fra tidligere tider, dvs. strukturer,
konstruktioner, bygningsgrupper, bopladser, grave
og gravpladser, flytbare genstande og monumenter og den
sammenhæng, hvori disse spor er anbragt.
Stk. 2. Findes der under jordarbejde spor af fortidsminder,
skal arbejdet standses, i det omfang det berører for-

§
tidsmindet. Fortidsmindet skal straks anmeldes til kulturministeren
eller det nærmeste statslige eller statsanerkendte
kulturhistoriske museum. Fundne genstande, der ikke er
danefæ, jf. § 30, stk. 1, skal efter anmodning fra kulturministeren
eller det pågældende kulturhistoriske museum afleveres
til vedkommende statslige eller statsanerkendte
museum, således at det indgår i museets samling.
Stk. 3. Kulturministeren beslutter snarest, om arbejdet
kan fortsætte, eller om det skal indstilles, indtil der er foretaget
en arkæologisk undersøgelse, eller indtil spørgsmålet
om erhvervelse efter stk. 8 er afgjort. Senest 1 år efter, at
anmeldelsen er modtaget, kan arbejdet genoptages, medmindre
kulturministeren har afgivet indstilling om erhvervelse
af fortidsmindet efter stk. 8.
Stk. 4. Udgiften til den arkæologiske undersøgelse afholdes
af den, for hvis regning jordarbejdet skal udføres.
Stk. 5. Udgiften afholdes dog af kulturministeren, såfremt
1) årsagen til undersøgelsen er erosion eller jordarbejde
i forbindelse hermed eller jordarbejde udført som led i
dyrkning af almindelige landbrugsafgrøder eller som led
i almindelig skovdrift, medmindre driften forestås af en
statslig eller kommunal myndighed, i hvilke tilfælde udgiften
afholdes af vedkommende myndighed,
2) det kulturhistoriske museum i udtalelsen efter § 25 har
oplyst, at jordarbejdet ikke vil indebære en risiko for
ødelæggelse af væsentlige fortidsminder, eller
3) fortidsmindet fredes efter lov om naturbeskyttelse eller
erhverves med henblik på bevaring på stedet efter
stk. 8.
Stk. 6. Kulturministeren kan i særlige tilfælde yde tilskud
til udgifter til arkæologiske undersøgelser, der gennemføres
efter stk. 3, jf. stk. 4.
Stk. 7. Private grundejeres tab ved ikke at kunne fortsætte
den hidtidige drift, mens undersøgelsen foretages,
eller indtil spørgsmålet om erhvervelse efter stk. 8 er endeligt
afgjort, erstattes af kulturministeren. Kan der ikke opnås
enighed om erstatningen, fastsættes denne af den taksationskommission,
der er nævnt i naturbeskyttelsesloven.
Stk. 8. Finder kulturministeren, at det pågældende fortidsminde
bør bevares på stedet for eftertiden, kan kulturministeren
erhverve fortidsmindet og eventuelt omkringliggende
areal. Erhvervelsen kan ske ved ekspropriation efter
reglerne i lov om fremgangsmåden
ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.
Stk. 9. Kulturministeren eller den, kulturministeren bemyndiger
hertil, har til enhver tid uden retskendelse adgang
til steder, hvor der foretages jordarbejder, og hvor
der fremkommer fund eller under arbejder kan formodes
at fremkomme fund som nævnt i stk. 1. Legitimation skal
forevises på forlangende. Politiet yder nødvendig bistand til
at udnytte adgangsretten.
Stk. 10. Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler
om den arkæologiske undersøgelsesvirksomhed efter stk. 3
og om gennemførelse af bestemmelserne i stk. 4-6.
§ 28.
Den, der finder fortidsminder, herunder vrag af skibe,
skibsladninger og dele fra sådanne skibsvrag, der må antages
at være gået tabt for mere end 100 år siden, i vandløb,
søer, i territorialfarvandet eller på kontinentalsoklen, dog
ikke ud over 24 sømil fra de basislinjer, hvorfra bredden af
det ydre territorialfarvand måles, skal straks anmelde fundet
til kulturministeren.
Kapitel 8a
Kapitlet omhandler bestemmelserne vedrørende bevaring
af sten- og jorddiger samt fortidsminder.
Kapitlets fulde ordlyd kan findes på følgende link:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=120
17#K8a
Kapitel 9
Danefæ og danekræ
§ 30.
Genstande fra fortiden, herunder mønter, der er fundet i
Danmark, og hvortil ingen kan godtgøre sin ret som ejer, er
danefæ, såfremt de er forarbejdet af værdifuldt materiale
eller har særlig kulturhistorisk værdi.
Stk. 2. Danefæ tilhører staten. Den, der finder danefæ,
og den, der får danefæ i sin besiddelse, skal straks aflevere
det til Nationalmuseet.
§ 31.
En geologisk genstand eller en botanisk eller zoologisk
genstand af fossil eller subfossil karakter eller en meteorit,
der er fundet i Danmark, er danekræ, såfremt genstanden
er af enestående videnskabelig eller udstillingsmæssig
værdi.
Stk. 2. Danekræ tilhører staten. Den, der finder danekræ,
og den, der får danekræ i sin besiddelse, skal straks aflevere
det til Statens Naturhistoriske Museum, jf. § 9.