Sundhedspædagogik i patientuddannelse - Steno Diabetes Center

I forhold til denne model er det afgørende,
at professionelle tager stilling til, hvilken
viden der støtter de enkelte patienter optimalt.
Traditionel formidling inden for sundhed
vægter primært den første dimension:
viden om effekter af risikofaktorer (konsekvenser
af ikke at spise på en bestemt
måde og ikke at bevæge sig mindst 30 min.
om dagen etc.). En sådan viden er ikke
nødvendigvis handlingsfremmende, især
ikke hvis den står alene. Følges den ikke op
af viden om årsager og forandringsstrategier
samt alternative scenarier og visioner,
kan den måske være direkte nedbrydende
for patientens engagement og bidrage til
handlingslammelse. Det gælder, uanset om
det handler om type 2 diabetes, ændring af
spisevaner eller forsøg på at skabe muligheder
for mere bevægelse i dagligdagen.
Den deltager- og handlingsorienterede
tilgang stiller derfor ekstra store krav om
sundhedsfagligt overblik til den involverede
sundhedsprofessionelle. Kun ved at besidde
en højt kvalificeret faglighed frigøres der
energi til, at man som professionel kan
tackle de vanskelige, men nødvendige problemstillinger,
der opstår, når man vælger
at samarbejde med patienter i en sundhedspædagogisk
dialog.
Derfor er det påstanden, at der opnås de
bedste effekter i patientuddannelse ved,
at den professionelle både besidder faglig
viden og pædagogiske færdigheder, og at
den faglige del ikke blot skal dækkes af den
traditionelle, biomedicinske faglighed. Med
andre ord stiller sundhedspædagogiske metoder
med handlekompetence som mål ikke
kun krav til, hvordan det faglige formidles,
men også til, hvad der formidles.
kapitel 6 45