Organizational Knowledge. The Texture of ... - Nyt om Arbejdsliv

den här boken – det har ändå blivit 300 välmatade
sidor. Men riktigt avrundad känns inte denna
sammanställning.
Hos mig stöder boken också ett visst missmod
beträffande det arbetssociologiska paradigmet.
Den teoretiska referensramen är präglad av Lysgaards
ande, trots att dess slutna karaktär stämmer
allt mindre in på ett samhälle där roller som
löntagare bidragstagare, studerande och arbetande,
konsument och producent alltmer rörs
ihop. I virrvaret formas aktivt identiteter utifrån
olika ideal. Lysgaards värld var sluten, manlig,
industriell, facklig – vår (nordiska) värld är väsentligt
mycket mer öppen, kvinnlig och konsumeristisk.
Präglad av komplexa välfärdssystem
och självförverkligande och identitetssökande
individer inbegripna i olika sociala spel, infångande
i sociala strukturer. Oh Makt – jag vet att
Du finns, men var gömmer Du Dig!
Anmeldt af Casten von Otter, professor em., Arbetslivsinstitutet,
Stockholm.
e-mail: casten.von.otter@arbetslivsinstitutet.se
Sylvia Gherardi & Davide Nicolini:
Organizational Knowledge: The Texture
of Workplace Learning
Blackwell Publishing, 2006, xxiii + 265 s., ISBN
1-4051-2559-4
Sylvia Gherardi, der er professor ved universitetet
i Trento i Italien, er i sin nye bog – der
også krediterer Davide Nicolini som ophavsmand
til mange af ideerne i bogen – ude i et
ambitiøst projekt. Hun ønsker at udvikle en ny
teori, der kan beskrive de læreprocesser, der foregår
i arbejdslivet. Gherardi indskriver sig således
i det nye og voksende internationale, tværfaglige
forskningsfelt, der samler sig under overskriften
‘Workplace learning’ (WPL), og som har fået sine
egne internationale konferencer, tidsskrifter, osv.
WPL-traditionen trækker på bidrag fra såvel organisationsteorien
som almene teorier om læring,
men forsøger også at definere sin egen position i
det teoretiske landskab. Gherardis intention med
bogen er således at indfri en dobbelt ambition:
Dels at formulere et teoretisk afsæt for studiet af
den læring, der finder sted i arbejdslivet, og dels
at beskrive en metodologi for, hvordan man empirisk
kan/bør studere denne læring.
Hermed placerer Gherardi – og hele WPL-traditionen
– sig i et helt centralt forskningsfelt,
som ikke blot har akademisk interesse, men også
har (/burde have) stor interesse for de virksomheder
og institutioner, der vil arbejde med at forstå
og udvikle deres organisation, medarbejdere,
osv. WPL-traditionen – og i særdeles Gherardis
bidrag – stiller os således i udsigt, at vi kan få et
mere nuanceret og retvisende billede af læring i
arbejdslivet end den, der henholdsvis er blevet
præsenteret af teorier om organisatorisk læring
(OL) og knowledge management (KM) teorier.
Faktisk ønsker Gherardi at beskrive en ‘tredje
vej’, der styrer uden om den organisatoriske læringsteoris
Scylla og knowledge management
teoriens Karybdis. Gherardi mener netop, at OLog
KM-traditionerne forfejler studiet af læring i
arbejdslivet ved at tage forkerte udgangspunkter.
Gherardi kritiserer OL-teorier for at arbejde i en
mentalistisk forståelsesramme, der anser viden
for at være et fænomen, der er lokaliseret i individers
hoveder, og for at operere med en række
uholdbare dikotomier (det mentale/det kropslige,
tanke/handling, individ/organisation, etc.)
På den anden side mener Gherardi, at KM-teorierne
har en tendens til at fokusere for ensidigt
på de aspekter ved læring og viden, der opfatter
dem som økonomiske og strategiske parametre
eller som en produktionsfaktor, der ledelsesmæssigt
kan manipuleres med. Hermed tingsliggør
KM-teorierne læring og viden på en måde, der er
uhensigtsmæssig for at forstå, hvordan læring i
arbejdslivet faktisk udspiller sig.
Gherardis ambitiøse projekt er, som en anden
Odysseus, at styre ret mellem – og dermed undgå
– OL-teoriernes Scylla og KM-teoriernes Karybdis.
Denne tredje vej går via en forståelse af den (eller
de) praksis(er), som hersker i arbejdslivet. Ved at
Tidsskrift for ARBEJDSliv, 8 årg. • nr. 3 • 2006 93

trække på fænomenologiske og etnometodologiske
tilgange definerer Gherardi praksis som en relativ
tidsmæssig stabil og socialt anerkendt måde
at organisere heterogene elementer til et kohærent
hele. Gherardi ønsker at distancere sig fra OL’s og
KM’s rationalistiske og kognitivistiske opfattelse
af viden og læring og i stedet studere fænomenerne
som en del af de situerede handlinger, der
udfolder sig som sociale og materielle relationer
i en praksis. Denne økologiske og meget empiriske
tilgang til studiet af viden og læreprocesser er
udbredt i WPL-traditionen, og kan ses som en arv
fra de mange casestudier, der fx er lavet i STS-inspirerede
studier (Science & Technology Studies).
Så vidt forlænger Gherardi altså WPL-traditionen,
men tilføjer ikke noget afgørende nyt.
Bogens nye bidrag ligger derimod i Gherardis
forsøg på at beskrive og sætte ord på de mekanismer,
der er operative i en given praksis. Praksisbegrebet
har en lang historie bag sig og bliver
desværre ofte misbrugt (også i STS og WPL-traditionerne)
som en trylleformular, der reelt ikke
bidrager med mange forklaringsmæssige ressourcer,
men snarere fungerer som en begrebsmæssig
pladsholder for udbredt (og uigennemskuelig)
social og kulturel kompleksitet og kontextualisme.
Gherardi forsøger imidlertid at få praksisbegrebet
til at gøre et stykke reelt arbejde ved
at trænge ind i kompleksiteten og kontextualismen.
Med hendes begreb om en praksis’ textur
introducerer hun et meget brugbart begreb eller
metafor, der kan bidrage til at belyse de dynamiske
interaktioner eller kausale mekanismer, der
er aktive i en praksis. Selvom en praksis’ textur
aldrig lader sig entydigt definere (pga. praksisens
indexikalske karakter), så er det alligevel muligt
at beskrive texturen som en sammenknytning
og sammenfletning af handlinger.
Bogens empiriske case, som drejer sig om
den læring, der finder sted i sikkerhedsarbejdet
i byggeindustrien, bruges netop til at beskrive
denne praksis’ textur. Gennem en relativt indgående
beskrivelse af forskellige elementer i sikkerhedsarbejdet
i byggeindustrien (fx hvordan
man bliver en kompetent praktiker på området,
hvordan fællesskaber af praktikere etableres,
hvordan forskellige positioner og praksiser interagerer,
hvordan magtrelationer forbinder og
adskiller relationer, etc.) formår Gherardi at give
en robust og gennemgribende skildring af dynamikkerne
i en lokal praksis. Med inspiration fra
‘grounded theory’ lægger hun et blik på casen
ud fra fire niveauer: det individuelle, det kollektive,
det organisatoriske og det samfundsmæssige
– ikke som adskilte delanalyser, men som forskellige
observationspunkter, der sammenflettes
til et billede af sikkerhedsarbejdet i byggeindustrien.
På hvert niveau søger Gherardi markante
situationer, hvor dynamikkerne i texturen bliver
særligt synlige – fx når novicer introduceres til et
praksisfællesskab, når grænserne og relationerne
mellem forskellige fællesskaber markeres, når
den sociale praksis og orden bryder sammen og
skal reetableres, eller situationer, hvor de sociale
praksiser institutionaliseres og bliver diskursive.
Med dette nuancerede undersøgelsesdesigns
mange nedslagspunkter sammenstykker Gherardi
et billede med ‘høj opløsning’.
Men en mere kritisk vinkel på Gherardis tilgang
kunne imidlertid stille spørgsmålene: Er det bedste
billede altid det med den ‘højeste opløsning’
og med de fleste nedslagspunkter? Har motivets
vinkling ikke også en væsentlig betydning? Er alle
nedslagspunkter lige væsentlige og interessante
– eller er nogen mere interessante end andre?
Gherardis analyse er meget fokuseret på at opretholde
aktør-netværk teoriens (ANT) fordring om
dobbelt symmetri. Analysen skal ikke alene være
symmetrisk i forhold til sandhed/falskhed, rationalitet/irrationalitet,
succes/fiasko, osv., men også
i forhold til det sociale/materielle og i forhold til
de humane/non-humane aktører. Gherardi proklamerer
således, at hendes undersøgelse af viden
og læring i den sociale praksis i lige så høj grad
vil tage udgangspunkt i de non-humane som de
humane elementer af praksisen. (Heldigvis lever
hendes konkrete analyse af casen ikke op til dette
kriterium – langt de fleste nedslagspunkter omhandler
de humane aktørers gøren og laden i den
sociale praksis.) Gherardi omfavner således uden
94 Anmeldelser

nogen form for diskussion eller argumentation
ANT’s vidtrækkende teoretiske og metodologiske
fordringer om dobbelt symmetri – og står dermed i
fare for at bevæge sig ud på en positivistisk glidebane,
hvor de non-humane aktører og materialiteten
genintroduceres som en (uinterpreteret) faktor,
der kan determinere praksis via materielt-semiotiske
netværk.
Gherardi tager aldrig eksplicit stilling til, hvad
hun ser som interessante beskrivelser af praksis.
(Det gøres kun implicit gennem hendes casebeskrivelser
– som stort set alle beskæftiger sig med
humane aktører med motiver, mål, interesser,
historier og horisonter). Det kan måske skyldes,
at hun heller aldrig eksplicit tager stilling
til, om hendes projekt blot retter sig mod at beskrive
praksis, eller om hun også har ambitioner
om forklare – dvs. at søge efter kausale relationer,
motiver eller andre faktorer i praksis. Bogen
mangler således en grundlæggende diskussion
af, hvilket handlingsbegreb, Gherardi ønsker at
operere med i sin teoriudvikling.
Selvom bogen således mangler en række væsentlige
elementer for at komme i hus med sit
teoretiske projekt, så har Gherardi dog alligevel
med denne bog givet et væsentligt bidrag til
WPL-traditionens teoretiske og – navnlig – metodologiske
udvikling.
Anmeldt af Anders Buch, cand.mag og ph.d. og
chefkonsulent i Ingeniørforeningen i Danmark
(IDA).
e-mail: abu@ida.dk
Per H. Jensen, Camilla Andersen & Karen Nielsen
Breidahl:
Arbejde eller efterløn?
En erfaringsopsamling
Frydenlund, København 2006. 125 s.,
ISBN 87-7887-293-6
pressemeddelelsen fra forlaget beskrives bogen
indledningsvis I sådan:
“Denne nye bog kan bidrage til at nuancere debatten
om mekanismerne bag den tidlige tilbagetrækning
fra arbejdsmarkedet. Bogen præsenterer
og analyserer tilbagetrækningen i et Push, Pull,
Jump, Stay, Stuck-perspektiv. Push refererer til at
ældre medarbejdere kasseres på grund af alder,
dårligt helbred mv. Pull til at ældre lader sig lokke
ud af arbejdsmarkedet af generøse velfærdsordninger.
Jump til at ældre forlader arbejdsmarkedet
for at udleve indre ønsker og behov i en aktiv tredjealder.
Stay til at ældre forbliver på arbejdsmarkedet
på grund af gode arbejdsvilkår. Stuck til at
ældre forbliver på arbejdsmarkedet fordi de ikke
har råd til at trække sig tilbage eller ikke har et
socialt liv uden for arbejdsmarkedet.
Med denne multidimensionelle tilgang lægger
bogen op til en nuanceret og helhedsorienteret forståelse
af mekanismerne bag den tidlige tilbagetrækning,
og hvad der kan gøres for at få ældre til
at udskyde tilbagetrækningstidspunktet.
Bogen former sig som en erfaringsopsamling
af vor eksisterende viden på området og henvender
sig til alle der har en praktisk, teoretisk eller
politisk interesse i den tidlige tilbagetrækning fra
arbejdsmarkedet.”
Sjældent har jeg set så præcis en præsentation
og karakteristik af en bogudgivelse. På 125 sider
får man en up-to-date præsentation af fakta, forklaringer
og synspunkter på tilbagetrækningens
man ge aspekter – i et let sprog og illustreret med
eksempler. At bogen er lettilgængelig må ikke tages
som udtryk for at den er overfladisk eller “lidt
hurtig”. Den er grundig, velargumenteret – sine
ste der endog skarp – og hviler på et solidt grundlag
hvilket tydeligt fremgår af referencelisten.
Jeg vil anbefale bogen til alle der synes at debatten
om tilbagetrækningen er blevet lige lovlig
bastant og enstrenget, men som ikke umiddelbart
har indsigt eller fantasi til at se hvordan debat
og tankegang kan bringes videre. Forfatterne
anfører selv at en mere helhedspræget tilgang til
området er tiltrængt, og deres bog må siges at
påpege nødvendigheden. Selv om forklaringerne
nu har fået fem dimensioner, er der lang vej
Tidsskrift for ARBEJDSliv, 8 årg. • nr. 3 • 2006 95