Kvindekamp og klassekamp i 100 år (kronik) - Nyt om Arbejdsliv

KronikKvindekamp og klassekamp i 100 årJytte LarsenDer blev skrevet verdenshistorie på Jagtvej69 med indstiftelsen af KvindernesInternationale Kampdag i 1910. 8. martsvar kvindernes svar på Første Maj fra 1889. Imellemtiden var kvindesagen blevet en folkesag,kønsdiskriminerende lovgivning underafvikling og 2. Internationale begyndtat holde formøder for kvindelige delegaterpå sine kongresser. Det var altså kvinder imedvind, der skrev kvindekampen ind iklassekampen og således åbnede et nyt kapiteli arbejderbevægelsens historie.Kamparenaen var valgret, ret til arbejdeog bedre arbejdsforhold, især ved graviditetog fødsel – politiske, sociale, seksuelleog reproduktive rettigheder, som stadig erpå den kønspolitiske dagsorden, om end iandre former end for 100 år siden.Dengang var Danmark allerede godt påvej, og i perioden 1915-25 blev grundloven,arbejdsmarkeds- og ægteskabslove ændret,så mænd og kvinder i det store og hele stodlige for loven. Det skulle dog snart vise sig,at den direkte kønsdiskrimination kun havdeværet toppen af isbjerget. Rester af indirektekønsdiskrimination popper stadig opi det danske velfærdssamfund anno 2010 –faktisk så meget, at Danmarks position somligestillingspolitisk foregangsland er kommetunder pres.Parolen “Kvindekamp er klassekamp ogklassekamp er kvindekamp” blev lanceret afRødstrømpebevægelsen. Københavnerkongresseni 1910 kunne lige så godt have gjortdet. Socialisme og feminisme har fællesgrundværdier. Arbejder- og kvindebevægelsenhar begge været centrale ligestillingspolitiskeaktører. Jeg skal her give mit budpå, hvordan de sammen og hver for sig harfulgt op på den dagsorden, Internationaleskvinder satte i 1910.PolitikkenBlandt de 99 kvinder på Københavnerkongressentiltrak finnerne sig særlig opmærksomhed.De havde fået fulde politiske rettighederi 1906, og Finlands delegationkunne mønstre hele fire parlamentsmedlemmer.Danskerne stillede med to nybagtekommunalpolitikere, valgt i 1909, efter en30 år lang kamp for lige og almindelig kommunalvalgret.Socialdemokratiet havde haft kvindevalgretpå programmet siden 1876, men det varVenstre, som førte an i den parlamentariskekamp. Uden for parlamentet var et stigendeantal kvindeorganisationer, herunder kvindefagforeninger,den drivende kraft. Menda sejren kom inden for rækkevidde gikTidsskrift for ARBEJDSliv, 12 årg. • nr. 2 • 2010 105

enhedsfronten på tværs af køn og klasse iopløsning – en proces, hvor især arbejderkvindernekom i klemme.For at få hold på de vordende kvindeligevælgere besluttede Internationale i 1907 atafbryde samarbejdet med den ‘borgerlige’kvindebevægelse og føre den sidste fase afvalgretskampen i arbejderbevægelsens egetregi. De danske delegerede var helt enige, ja,overimplementerede faktisk beslutningenherhjemme. Socialdemokratiets 1908-kongresfastslog nemlig, at kvindebevægelsenog kvindepartier var irrelevante – også internt:Der var ikke plads til separate kvindeforeningeri partiet og kun til kvindefagforeningeri fag uden mænd. Til gengæld fikkvinder et slagtilbud om partimedlemskabtil halv pris.I første omgang rettede kvinderne ind,meldte sig ud af Danske KvindeforeningersValgretsudvalg og boykottede kvindebevægelsensstore fest for kommunal valgret imaj 1908. Men på sigt forblev kvindesagsforeningerde centrale fora for arbejderbevægelsensfeminister. Havde det været lidtgedulgt i 1910’erne og 1920’erne, blev detåbenlyst med Edel Sauntes valg til DanskKvindesamfunds første socialdemokratiskelandsformand i 1936 og Bodil Begtrups valgtil Kvinderådets første socialdemokratiskeformand i 1946. Herefter var vejen banetfor en uformel kvoteordning, hvorefter ledelsenaf de toneangivende kvindeorganisationergik på skift mellem de fire gamlepolitiske partier.Fra 1873 blev der oprettet knap 30 kvindefagforeninger,ofte ad hoc i krisesituationog med en kort levetid. Kun Kvindeligt Arbejderforbundog det senere Husligt Arbejderforbundopfyldte 1908-kongressens kravtil separat organisering – og sikrede dermedpermanent kvinderepræsentation i fagbevægelsensellers mandsdominerede top. Lejlighedsvisvidereførte også de faglige kvinderalliancer med kvindebevægelsen, mengenerelt var de mere skeptiske end kvindernei partiet, og det er karakteristisk, at manskal helt frem til 1981, før Kvindeligt Arbejderforbundmeldte sig ind i Kvinderådet.Den danske arbejderbevægelses modviljemod kvindeorganisationer var principiel,ikke primært begrundet i klasseinteressersom andre steder, hvor kvinderne fik deresegen centrale plads i partiapparatet. Mestkendt er det tyske kvindesekretariat, der underledelse af Clara Zetkin gjorde Die Gleichheittil internationalt førende kvindepartibladmed bl.a. Stauning som bidragyder.Og de socialdemokratiske kvindeforeningeri Sverige og Norge med samme formål ogmidler til at rekruttere kvindelige partimedlemmerog udvikle partiets kvindepolitik.Selvom fordømmelsen af hvad Stauningi et hyrdebrev til partiforeningerne 1910kaldte kvinders “separatistiske Tilbøjeligheder”(Dahlerup 1979, 12) efterhåndenstilnede af, er Danmark aldrig kommet påhøjde med den internationale arbejderbevægelsekvindeorganisatorisk. Man kan seengagementet i kvindesagsforeningernesom en konsekvens af arbejderbevægelsenssvage kvindenetværk, og det er et spørgsmål,om den klassiske skelnen mellem enborgerlig og en socialistisk kvindebevægelseer relevant for Danmarks vedkommende.I sin idehistoriske afhandling om Socialdemokratiethar Niels Ole Finnemann foreslået,at dette nationale særtræk simpelthenbundede i “frygt for kvindernes fællesskab”(Finnemann 1985, 327).Man skulle ellers tro denne frygt var maneteftertrykkeligt i jorden ved kommunalvalgeti 1909, hvor kønsfordelingen blev9.682 / 127 i mændenes favør. 1913 stegkvinderepræsentationen fra 1,3 % til 1,4 %– en rekord der blev stående de næste 33 år.Valgene 1925 og 1929 ramte bunden med0,8 %. Først efter Anden Verdenskrig ogisær med den anden feministiske bølge fra1960’erne kom der fart over feltet, så hver106 Kvindekamp og klassekamp i 100 år

tredje kommunalpolitiker nu er en kvinde.Samme udvikling ses i Folketinget, blot pået lidt højere niveau: 2,9 % i 1918, 1,3 %1943, 17 % 1971 og 38 % 2007.Udnævnelsen af Nina Bang til ministeri den første socialdemokratiske regering i1924 er partiets største bidrag til kampenfor kvinders politiske deltagelse. Og stortset det eneste før ungdoms- og kvindeoprøretgjorde bedre kønsbalance på Christiansborgtil et folkekrav. Kvindeandelen iden socialdemokratiske folketingsgruppehavde altid ligget under radikale og konservativeog nogen gange også Venstre. Med5 % kvinder ved valget i 1968 mod 9 % iVenstre og SF, 16 % konservative, 19 % radikaleog 25 % i VS ramte Socialdemokratietlavpunktet – og lagde kursen om.Inspireret af rødstrømpernes retorik ogstruktur støbte en ny generation socialdemokratiskekvinder kuglerne til en ny kønspolitik.På 1977-kongressen lykkedes detdem at få skrevet ligestilling ind i partietsprincipprogram:“Kønsskel skal nedbrydes. Ligestilling mellemkønnene kræver en bevidst indsats påalle områder af samfundslivet. Målsætningenmed denne kamp er identisk med dendemokratiske socialismens krav om lighed”(Kruckow 1996, 235).Formuleringen er en variation over “Kvindekamper klassekamp. Klassekamp er kvindekamp.”En stærkt forsinket erkendelse af, atdet feministiske og det socialistiske lighedsbegrebblot er to sider af samme mønt.Den foreløbige kulmination på denneudvikling, hvor kvinderne også blev hjulpetpå vej af kvoteringsregler, kom i 2005med Mogens Lykketofts løfte om en ny regeringmed lige mange kvinder og mænd,hvis han blev statsminister, og valget afHelle Thorning-Schmidt som hans afløserog partiets første kvindelige formand.En næsten parallel kursændring fandtsted i fagbevægelsen, som nedsatte ligestillingsudvalgog udviklede uddannelsesprogrammer,der skulle forsyne bevægelsenmed kvindelige ledere på alle niveauer. I2004 besluttede LO som den første ikke-offentligeorganisation at ‘kønsmainstreame’hele sin virksomhed. Tre år senere var TineAurvig Huggenberger sølle 17 stemmer fraat blive LOs første kvindelige formand.Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) vardrivende kraft i denne proces, og det varen forudsætning for fusionen med Specialarbejderforbundeti 2005, at det nye FællesFagligt Forbund fortsatte KADs kønspolitiskelinje. Det har ligestillingssekretariateti 3F bl.a. gjort som koordinator af Mainstreamingsnetværketaf 2005 – et ressourcestærktforum for ligestillingsaktører frafagbevægelsen, kvindebevægelsen og forskningsmiljøerne.Tidlig valgret og mange kvindelige politikerehar sammen med kvinders højeerhvervsfrekvens og et højt offentligt serviceniveaugjort Danmark til et ligestillingspolitiskforegangsland. I politikken ser detud til, at positionen holder, bl.a. fordi denseneste regeringsomdannelse satte ny rekordmed (næsten) 50 % kvindelige ministre.ArbejdetBagsiden af kvinders rekordstore erhvervsfrekvenspå knap 80 % er et stærkt kønsopdeltarbejdsmarked og et stadigt uløst ligelønsproblem.Med en lønforskel på 18%ligger Danmark nu over EU-gennemsnittet.Der kan være endnu en sag om dansk underimplementeringaf ligelønsdirektivet påvej, og FNs CEDAW ( FNs kvindekonvention)– komite har i flere omgange kritiseretkønsarbejdsdelingen, specielt de exceptioneltfå kvinder på direktionsgangene.Ret til arbejde – læs lønarbejde – var selveudgangspunktet for arbejderbevægelsen.Tidsskrift for ARBEJDSliv, 12 årg. • nr. 2 • 2010 107

Det har karakter af et universelt krav, enmenneskeret, men blev kun gjort gældendefor mænd og ikke-gifte kvinder. Langt op i1900-tallet var den mandlige forsørgerfamiliearbejderbevægelsens ideal.Selvom virkeligheden var en anden, oggifte kvinder også gik på arbejde, blev deresret til erhvervsarbejde først anerkendt efterAnden Verdenskrig, da et historisk økonomiskopsving satte den anden industriellerevolution i gang. Gifte eller ej strømmedekvinder ud på arbejdsmarkedet – og blevder, da konjunkturerne vendte. Fra 1960 til1990 voksede arbejdsstyrken med knap 1mio. Af dem var 850.000 kvinder. På 30 årsteg deres andel fra 26 til 42 %.I 1888 skrev Socialdemokratiet ligeløn indi partiprogrammet – et signal om, at ligestillingvar indlejret i retten til arbejde. Men fagbevægelsenvendte det døve øre til. Gennemlønaftaler med arbejdsgiverne cementerededen uligeløn og kønsarbejdsdeling, der gavmænd op til 50 % mere i løn end kvinder.9 ud af 10 fagforeningsmedlemmer varmænd, da aftalemodellen blev konstrueret.Den situation tog Kvindeligt Arbejderforbundklogelig bestik af med en blød lønpolitiskmålsætning:“at regulere Lønningsforholdene saaledes, atde altid staar i passende Forhold til vort Arbejdeog vores Livsfornødenheder” (Andersen1926, 7).Man går af samme grund forgæves efterligeløn i Københavnerkongressens resolution.For arbejderkvinder anno 1910 varuligeløn adgangsbilletten til arbejdsmarkedet.Deres frygt for at miste arbejdet, hvisde krævede ligeløn, var reel.Så ligelønskamp blev kvindebevægelsensdomæne. Også den var grundlagt på kravom retten til arbejde, og Dansk Kvindesamfundkæmpede fag for fag for kvindersadgang, selvsagt på lige vilkår. Foreningenkunne høste de første frugter af sin mandefagsstrategiog sine ligelønskampagner medlovene om ligeløn (1919) og lige adgang tilstillinger i den offentlige sektor (1921).Kvindebevægelsen bør også krediteresfor sin konsistente teori om køn, løn og arbejdsdeling.Blandt arkitekterne var DJØFerenKirsten Gloerfelt-Tarp, fabriksinpektør,regeringsrådgiver ved ILO-konferencer, formandfor Kvinderådet og for erhvervskomiteeni International Council of Women.I artiklen “Hvorfor er Kvinders Løn ogIndtægter lavere end Mænds?” (1937) afviserhun den gængse forestilling om, at uligeløner begrundet i arbejdsdeling. Det erfejlslutning, der har forplumret debatten ogført til maksimen: Samme løn for sammearbejde.Selv søger hun rødderne til uligelønneni en patriarkalsk opfattelse af kvinders mindreværd.Følgelig foreslår hun en revurderingaf arbejdets værdi, renset for historiskbestemt kønsdiskrimination – og vel at mærkemed udgangspunkt i mænds lønniveau:“Lønnen kan saaledes ikke siges at være lige,naar Kvinder faar mindre Løn for at udføreet Arbejde end Manden vilde have faaet, hvishan skulde have udført det” (Gloerfelt-Tarp1937, 238-39).Hun skelner mellem den kønspolitiske ogden økonomistiske modstand mod ligeløn.Den første er eksplicit antifeministisk og afviserligelønsprincippet til fordel for mandligforsørgerløn. I denne tilgang, som har væretudbredt i arbejderbevægelsen, legitimeresuligeløn med, at kvinder primært forsørgesi familien, og deres lønarbejde er sekundært,midlertidigt eller blot et supplement.Den anden er det typiske arbejdsgiverstandpunkt.Her accepteres ligeløn principielt,og uligeløn forklares så med, at kvindersarbejde ikke har samme værdi sommænds. De kan ikke magte fysisk og psykisk108 Kvindekamp og klassekamp i 100 år

elastende opgaver og er mere ustabile pågrund af graviditeter, fødsler og familieforpligtelser.Ifølge Kirsten Gloerfelt-Tarp er begge argumentationstypertilbageskuende. Hendesfremadrettede ligelønsprogram er velfærdsreformer.Staten skal lette mændenes forsørgerbyrdegennem en moderne familiepolitikmed bl.a. børnetilskud og kvindernesomsorgsbyrde gennem børneinstitutionerog moderne boligbyggeri.Via FN og EU er disse synspunkter drypfor dryp sivet ind i dansk ligelønspolitik.Det var med afsæt i en ILO-konvention,fagbevægelsen i 1952 introducerede ligelønsom tema i overenskomstforhandlingerne,og det var i forbindelse med Danmarks indtrædeni EF i 1973, aftalen om ligeløn endeligkom i hus.Lønsedlen er ligestillingens bundlinje.Den sætter uden retorisk omsvøb tal påmænds sociale merværdi. Det er her, manskal søge forklaringen på, at uligelønnenhar overlevet den lange stribe love, konventioner,direktiver, overenskomster ogdomme, der er udråbt som ligelønssejre i desidste 100 år. Med løngabet som den ultimativemålestok for hvor langt ligestillingener nået, kan man konstatere, at der eret stykke vej endnu.KroppenUønsket graviditet, hyppige fødsler og ansvaretfor, at børnene bliver passet, harværet den helt store barriere for kvinderserhvervsarbejde og ligestilling i det hele taget.I spørgsmål om barselsorlov og offentligbørnepasning har arbejder- og kvindebevægelseni det væsentlige stået samlet ogsammen. Fødselskontrol derimod er et af defå kønspolitiske felter, hvor arbejderbevægelsener gået i front.Seksuelle og reproduktive rettigheder bleven del af arbejderbeskyttelseslovgivningeni 1901, da kvindelige industriarbejdere fiktilkendt 4 ugers barselorlov på fattighjælp.Siden har stadig flere grupper fået ret til stadiglængere orlov på stadig bedre økonomiskebetingelser. I 1984 fik fædre også ret tilbarselsorlov, og siden 2001 har forældrenekunne dele den nu et år lange orlov ligeligt.Københavnerkongressen havde desudenforbud mod kvinders natarbejde på programmet.Det var der også stemning fori toppen af den danske fagbevægelse ogsamtlige politiske partier, men ikke i kvindefagforeningerneog kvindebevægelsen.De satte grænsen for særbehandling vedbarselsorlov og krævede samme beskyttelseaf kvindelige og mandlige arbejdere på alleandre områder. Diskussionen, der endtemed, at Danmark som et af meget få landeikke indførte forbuddet, stod på i årtier og erendnu et eksempel på, at kvindesamarbejdehen over klasseskel fortsatte efter 1908.For den tidlige kvindebevægelse var seksualpolitiskeemner stærkt kontroversielle.Man skal op i 1920’erne, før fødselskontroloverhovedet kom på tale i periferien af organisationerne,vel at mærke kun for giftekvinder, og Dansk Kvindesamfund kunneførst mønstre et flertal for fri abort i 1970,da de unge medlemmer var på vej over iRødstrømpebevægelsen.Kravet om fri abort blev rejst af venstreoppositioneni Kvindeligt Arbejderforbund,inspireret af Sovjetunionens legaliseringenaf abort i 1920, og de satte handlingbag ordene ved at oprette abortklinikker,den mest berømte i samarbejde med denkommunistiske læge J.H. Leunbach. Arbejderpartiernefulgte op med initiativer til enløbende liberalisering af abortlovgivningenfra slutningen af 1930’erne til 1973, hvorFolketinget vedtog loven om fri abort.Retten til at bestemme over egen kropvar mærkesagen for den anden feministiskebølge, som valgretten havde været for denførste. Ud over abort handlede det om vold-Tidsskrift for ARBEJDSliv, 12 årg. • nr. 2 • 2010 109

tægt, hustruvold, incest, pornografi, prostitution– og på positivsiden om nye samlivsformerog seksuel mangfoldighed.Det var rødstrømperne, der under parolen“Det private er politisk” tog hul på dissetabuemner. I dag kan man finde temaer omhomoseksualitet, vold mod kvinder, seksuelchikane og prostitution på LOs og 3Fshjemmesider – det måske tydeligste tegn påfagbevægelsens vilje til at tage et genereltligestillingspolitisk ansvar.GlobaliseringenKøbenhavnerkongressen krævede også fred,men fik i stedet to verdenskrige. Udbruddetaf den første i 1914 satte internationaltsamarbejde på stand by indtil afslutningenaf den anden i 1945. Også arbejder- ogkvindebevægelsen, der begge var børn afglobaliseringen, vendte sig i denne periodemere mod det lokale. Da grænsebommeneatter gik op, havde de fået helt nye, stærkemed- og modspillere.2010 er også jubilæumsår for CEDAW, dersom Kvindernes Internationale Kampdagblev lanceret i København, nemlig 1980 påmidtvejskonferencen i FNs internationalekvindetiår. Og jubilæumsår for FNs senesteverdenskvindekonference i Beijing 1995.Som nævnt satte FN sammen med EF efterkrigstidensligelønsdagsorden, og det erblot et af mange eksempler på, at nye internationaleGO’ere har overtaget de gamleNGO’eres rolle som ligestillingspolitisketænketanke. Således var CEDAW slutstenenpå det arbejde med politiske, sociale, seksuelleog reproduktive rettigheder, som FNhavde indledt i 1949 med en konventionmod trafficking og prostitution.Modviljen mod EF på venstrefløjen, inklusiveden nye kvindebevægelse, er velkendt.Begejstringen for FNs ligestillingspolitikhar heller ikke været stor. Den danskeaftalemodel har også stået i vejen for ratificeringenaf ILO-konventioner, og blandtrødstrømpernes legendariske aktioner varen besættelse af TV-Avisen i 1975. De krævedeat få læst en protest op mod det internationalekvindeår, som de mente bombedefeminismen 50 år tilbage.I de hele taget har det historiske forspringvirket som en sovepude. Det vrimler medeksempler på, at en form for dansk selvfedmehar gjort endog centralt placerede aktørerblinde for potentialet i internationalligestillingspolitik.Som første formand for Commission onthe Status of Women er Bodil Begtrup måskedanskeren med den klareste signatur påmoderne ligestillingspolitik. Blandt hendessejre var vedtagelsen af et dansk forslag omen erklæring om kvinders politiske rettighederi december 1946. Først i flyveren hjemtil jul kom hun i tanke om, at grønlandskekvinder ikke havde stemmeret. Det fik de såi en fart, så Danmark ikke skulle blive tagetmed bukserne nede.Danmark måtte som de fleste andre medlemslandeændre Grundloven for at leve optil FN-pagten, bl.a. afkolonisere Grønland.Kommunisterne foreslog at tage udgangspunkti FNs menneskerettighedserklæringog grundlovfæstede ligestilling, ligesombl.a. Tyskland, Frankrig og Italien, kernelandei det kommende EF. Men det varder ifølge de øvrige partier ingen grund til.Kvindebevægelsen var enig. Den ville hellerehave kvindelig tronfølge.I 1975 måtte Ligestillingsrådet oprettesadministrativt, for at Danmark ikke skullefalde igennem ved verdenskvindekonferenceni Mexico. Da rådet 3 år senere blev lovfæstet,var det med færre ressourcer og smalleremandat end i de øvrige nordiske lande.Og som nævnt er mainstreamingsstrategienkun nødtørftigt implementeret. Skulle manpege på en enkelt årsag til, at den ligestillingspolitiskederoute, ligger tyrkertroen påhjemmegroede løsninger lige for.110 Kvindekamp og klassekamp i 100 år

REFERENCERDahlerup, Drude (1979): Kvinders organisationi det danske Socialdemokrati 1908-1969, iMeddelelser om Forskning i ArbejderbevægelsensHistorie 13, 5-35.Finnemann, Niels Ole (1985): I BroderskabetsAand, Den socialdemokratiske arbejderbevægelsesidehistorie 1871-1977, København,Gyldendal.Kruckow, Marianne (1996): Kvinder i bevægelse.Socialdemokratiets kvindepolitik, iUdfordring og omstilling. Bidrag til socialdemokratietshistorie 1971-1996, København,Fremad.Andersen, Alvilda (1926): Kvindeligt Arbejderforbund1901 – 3’Marts – 1926, København,Kvindeligt Arbejderforbund.Gloerfelt-Tarp, Kirsten (red.) (1937): Kvinden isamfundet, København, Martins Forlag.Jytte Larsen, cand.mag., konsulent, KvinFoe-mail: jytte.larsen@kvinfo.dkTidsskrift for ARBEJDSliv, 12 årg. • nr. 2 • 2010 111