Kvindekamp og klassekamp i 100 år (kronik) - Nyt om Arbejdsliv

Det har karakter af et universelt krav, enmenneskeret, men blev kun gjort gældendefor mænd og ikke-gifte kvinder. Langt op i1900-tallet var den mandlige forsørgerfamiliearbejderbevægelsens ideal.Selvom virkeligheden var en anden, oggifte kvinder også gik på arbejde, blev deresret til erhvervsarbejde først anerkendt efterAnden Verdenskrig, da et historisk økonomiskopsving satte den anden industriellerevolution i gang. Gifte eller ej strømmedekvinder ud på arbejdsmarkedet – og blevder, da konjunkturerne vendte. Fra 1960 til1990 voksede arbejdsstyrken med knap 1mio. Af dem var 850.000 kvinder. På 30 årsteg deres andel fra 26 til 42 %.I 1888 skrev Socialdemokratiet ligeløn indi partiprogrammet – et signal om, at ligestillingvar indlejret i retten til arbejde. Men fagbevægelsenvendte det døve øre til. Gennemlønaftaler med arbejdsgiverne cementerededen uligeløn og kønsarbejdsdeling, der gavmænd op til 50 % mere i løn end kvinder.9 ud af 10 fagforeningsmedlemmer varmænd, da aftalemodellen blev konstrueret.Den situation tog Kvindeligt Arbejderforbundklogelig bestik af med en blød lønpolitiskmålsætning:“at regulere Lønningsforholdene saaledes, atde altid staar i passende Forhold til vort Arbejdeog vores Livsfornødenheder” (Andersen1926, 7).Man går af samme grund forgæves efterligeløn i Københavnerkongressens resolution.For arbejderkvinder anno 1910 varuligeløn adgangsbilletten til arbejdsmarkedet.Deres frygt for at miste arbejdet, hvisde krævede ligeløn, var reel.Så ligelønskamp blev kvindebevægelsensdomæne. Også den var grundlagt på kravom retten til arbejde, og Dansk Kvindesamfundkæmpede fag for fag for kvindersadgang, selvsagt på lige vilkår. Foreningenkunne høste de første frugter af sin mandefagsstrategiog sine ligelønskampagner medlovene om ligeløn (1919) og lige adgang tilstillinger i den offentlige sektor (1921).Kvindebevægelsen bør også krediteresfor sin konsistente teori om køn, løn og arbejdsdeling.Blandt arkitekterne var DJØFerenKirsten Gloerfelt-Tarp, fabriksinpektør,regeringsrådgiver ved ILO-konferencer, formandfor Kvinderådet og for erhvervskomiteeni International Council of Women.I artiklen “Hvorfor er Kvinders Løn ogIndtægter lavere end Mænds?” (1937) afviserhun den gængse forestilling om, at uligeløner begrundet i arbejdsdeling. Det erfejlslutning, der har forplumret debatten ogført til maksimen: Samme løn for sammearbejde.Selv søger hun rødderne til uligelønneni en patriarkalsk opfattelse af kvinders mindreværd.Følgelig foreslår hun en revurderingaf arbejdets værdi, renset for historiskbestemt kønsdiskrimination – og vel at mærkemed udgangspunkt i mænds lønniveau:“Lønnen kan saaledes ikke siges at være lige,naar Kvinder faar mindre Løn for at udføreet Arbejde end Manden vilde have faaet, hvishan skulde have udført det” (Gloerfelt-Tarp1937, 238-39).Hun skelner mellem den kønspolitiske ogden økonomistiske modstand mod ligeløn.Den første er eksplicit antifeministisk og afviserligelønsprincippet til fordel for mandligforsørgerløn. I denne tilgang, som har væretudbredt i arbejderbevægelsen, legitimeresuligeløn med, at kvinder primært forsørgesi familien, og deres lønarbejde er sekundært,midlertidigt eller blot et supplement.Den anden er det typiske arbejdsgiverstandpunkt.Her accepteres ligeløn principielt,og uligeløn forklares så med, at kvindersarbejde ikke har samme værdi sommænds. De kan ikke magte fysisk og psykisk108 Kvindekamp og klassekamp i 100 år