Kvindekamp og klassekamp i 100 år (kronik) - Nyt om Arbejdsliv

enhedsfronten på tværs af køn og klasse iopløsning – en proces, hvor især arbejderkvindernekom i klemme.For at få hold på de vordende kvindeligevælgere besluttede Internationale i 1907 atafbryde samarbejdet med den ‘borgerlige’kvindebevægelse og føre den sidste fase afvalgretskampen i arbejderbevægelsens egetregi. De danske delegerede var helt enige, ja,overimplementerede faktisk beslutningenherhjemme. Socialdemokratiets 1908-kongresfastslog nemlig, at kvindebevægelsenog kvindepartier var irrelevante – også internt:Der var ikke plads til separate kvindeforeningeri partiet og kun til kvindefagforeningeri fag uden mænd. Til gengæld fikkvinder et slagtilbud om partimedlemskabtil halv pris.I første omgang rettede kvinderne ind,meldte sig ud af Danske KvindeforeningersValgretsudvalg og boykottede kvindebevægelsensstore fest for kommunal valgret imaj 1908. Men på sigt forblev kvindesagsforeningerde centrale fora for arbejderbevægelsensfeminister. Havde det været lidtgedulgt i 1910’erne og 1920’erne, blev detåbenlyst med Edel Sauntes valg til DanskKvindesamfunds første socialdemokratiskelandsformand i 1936 og Bodil Begtrups valgtil Kvinderådets første socialdemokratiskeformand i 1946. Herefter var vejen banetfor en uformel kvoteordning, hvorefter ledelsenaf de toneangivende kvindeorganisationergik på skift mellem de fire gamlepolitiske partier.Fra 1873 blev der oprettet knap 30 kvindefagforeninger,ofte ad hoc i krisesituationog med en kort levetid. Kun Kvindeligt Arbejderforbundog det senere Husligt Arbejderforbundopfyldte 1908-kongressens kravtil separat organisering – og sikrede dermedpermanent kvinderepræsentation i fagbevægelsensellers mandsdominerede top. Lejlighedsvisvidereførte også de faglige kvinderalliancer med kvindebevægelsen, mengenerelt var de mere skeptiske end kvindernei partiet, og det er karakteristisk, at manskal helt frem til 1981, før Kvindeligt Arbejderforbundmeldte sig ind i Kvinderådet.Den danske arbejderbevægelses modviljemod kvindeorganisationer var principiel,ikke primært begrundet i klasseinteressersom andre steder, hvor kvinderne fik deresegen centrale plads i partiapparatet. Mestkendt er det tyske kvindesekretariat, der underledelse af Clara Zetkin gjorde Die Gleichheittil internationalt førende kvindepartibladmed bl.a. Stauning som bidragyder.Og de socialdemokratiske kvindeforeningeri Sverige og Norge med samme formål ogmidler til at rekruttere kvindelige partimedlemmerog udvikle partiets kvindepolitik.Selvom fordømmelsen af hvad Stauningi et hyrdebrev til partiforeningerne 1910kaldte kvinders “separatistiske Tilbøjeligheder”(Dahlerup 1979, 12) efterhåndenstilnede af, er Danmark aldrig kommet påhøjde med den internationale arbejderbevægelsekvindeorganisatorisk. Man kan seengagementet i kvindesagsforeningernesom en konsekvens af arbejderbevægelsenssvage kvindenetværk, og det er et spørgsmål,om den klassiske skelnen mellem enborgerlig og en socialistisk kvindebevægelseer relevant for Danmarks vedkommende.I sin idehistoriske afhandling om Socialdemokratiethar Niels Ole Finnemann foreslået,at dette nationale særtræk simpelthenbundede i “frygt for kvindernes fællesskab”(Finnemann 1985, 327).Man skulle ellers tro denne frygt var maneteftertrykkeligt i jorden ved kommunalvalgeti 1909, hvor kønsfordelingen blev9.682 / 127 i mændenes favør. 1913 stegkvinderepræsentationen fra 1,3 % til 1,4 %– en rekord der blev stående de næste 33 år.Valgene 1925 og 1929 ramte bunden med0,8 %. Først efter Anden Verdenskrig ogisær med den anden feministiske bølge fra1960’erne kom der fart over feltet, så hver106 Kvindekamp og klassekamp i 100 år