En halvtosset nygjort seminarist - Friskolebladet

penborg, Alberg og Kold var meget optaget af Grundtvig,
som livet igennem var ubøjelig i sit forsvar for folks ret til
at dyrke deres religion uden statens indblanding, at ytre
sig om det, de ville – med sikkerhed for en åben og
gennemskuelig retspleje.
Så ofte var en prædiken skrevet af Grundtvig en vigtig
bestanddel af de gudelige møder.
Mødet i præstegården blev starten på en række møder,
og i løbet af foråret 1838 blev der afholdt 12. – Og en sådan
aktivitet kunne naturligvis ikke gå upåagtet hen.
Det resulterede i første omgang i føromtalte læserbrev
fra lærer Henriksen. Læserbrevet nåede i marts samme år
københavnerbladet Dagen, og det blev efterfølgende
kommenteret i Nordisk Kirketidende.
Jo, de gudelige forsamlinger på Mors og dermed Kold
var for alvor kommet i offentlighedens søgelys.
Senere for lærer Henriksen igen i blækhuset med følgende
bandbulle om Kold:
”En uvidende kumpan” med ”blind iver for forslidte
meninger.”
Ironi med bagtanke
Ironien er ikke til at tage fejl af, men bag ironien gemmer
der sig en ”fornuftig” skolelærers bekymring for gennemslagskraften
hos den ”uvidende kumpan.” En bekymring
Henriksen bad øens præster skride ind over for.
I første omgang fik røret om de gudelige forsamlinger
på Mors størst betydning for Algreen, der blev fyret fra sit
embede på seminariet i Snedsted.
Kold blev først selv konkret ramt, da han søgte fast ansættelse
ved det offentlige skolevæsen:
En stilling som lærer ved den lille almueskole i Øster
Jølby var blevet ledigt, og provst Sørensen, som var en
god ven af præsten i Øster Jølby, sørgede for, at Christen
Kold i første omgang blev indsat som vikar på skolen i
sikker forvisning om, at en senere fastansættelse i stillingen
blot var en formalitet.
Men her gjorde han regning uden amtmand Faye, som
tidligere havde været indover i sagen om Kolds gudelige
møder. For da denne skulle behandle Kolds ansøgning i
sin egenskab af formand for amtets skoledirektion sendte
han ansøgningen til afgørelse i kancelliet med følgende
tilføjelse:
”Kold er et sværmerisk menneske, der kan bringe stor
skade som lærer.”
Set i det lys er det vel ikke så sært, at Kold den 2. december
1838 fik afslag på sin ansøgning.
Ud over Koldstenen har Christen Kold også fået en vej
opkaldt efter sig på Mors. Vejen går forbi Koldstenen og
Øster Jølby gamle kirke.
Kold kom styrket ud af nederlag
Kold bøjede sig ikke uden sværdslag. For det første fik
han alle husfædre i Øster Jølby til at skrive under på, at
de ønskede ham som lærer. For det andet fik han både
provst Sørensen og sin gamle seminarierektor Brammer til
skriftligt at tale sin sag.
Provst Sørensen skrev, at han ikke mente Kold ”var plaget
af teologiske spekulationer,” og at han kunne garantere
for, at Kold ikke var hovmodig, mens Brammer slog
på, at han ikke havde noget at udsætte på Kold som seminarieelev.
Anbefalingerne hjalp ikke. Kancelliets afgørelse stod ikke
til at rokke, og i april måned blev en anden huslærer
kaldet som skolelærer i Øster Jølby, og Kolds tid på Mors
var dermed et overstået kapitel.
Under konflikten havde Peter Skræppenborg forsøgt at
vinde Grundtvig for bevægelsen. Det lykkedes ikke. Men
Grundvig erklærede i den forbindelse, at det gik over
hans forstand, at folk ikke skulle have lov ”at samle sig lige
så frit om en bibel, om Luthers postil og Brorsons salmebog
som om fiolen, om flasken og klørknægt.”
Men selv om Kold havde tabt sagen på Mors, erfarede
han, at det var muligt at mobilisere en præst og et helt
sogn for sin sag. Den erfaring blev en vigtig bestanddel af
hans personlige rygsæk i årene, som kom.
Ivan Klarskov Nielsen
Lærer og journalist
407