En halvtosset nygjort seminarist - Friskolebladet

En halvtosset nygjort seminarist
”Kold er et sværmerisk menneske, der kan bringe stor skade som lærer.”
Morsingboerne var ikke alle lige begejstrede for Christen Kolds forsøg
på at lave om på sæder og skikke på øen i 1830’erne.
”I en gårds baghus her på Morsøe holdtes først i februar
et stort synode. En halvtosset nygjort seminarist foer omkring
i sognet og under mange ophævelser indbød krøblinge,
halte og blinde. Disse troede en stor nadver ventede
dem med nogle dramme til, og ikke få mødte. Men i
stedet herfor tryllede ovennævnte seminarist en mængde
åndeligt valle …….”
Jo, der blev ikke lagt fingre imellem i et indlæg i Thisted
Amtsavis den 22. februar 1837. Indlægget var anonymt,
men sarkasmen i læserbrevet var ikke til at tage fejl
af for folk på egnen. – ”Morslands Voltaire” alias lærer
Poul Henriksen, Flade, havde slået til igen.
Anledningen var Christen Kolds gudelige møder på
øen, som ikke alene bød øens normale sæder og skikke
op til dans. De forbrød sig også imod kancelliforordningen
af 1741, som sagde, at det var forbudt at samles mere
end tre personer omkring et religiøst indhold.
Christen Kold havde ellers ikke til hensigt at fornærme
morsingboerne med sine møder. Men euforien over den
livgivende vækkelse, han nyligt havde oplevet, brændte
stadig i ham, da vækkelsens ophavsmand Peter Skræppenborg
bekendtgjorde, at han ville aflægge Kold et besøg
på Mors, og Christen Kold indkaldte i taknemmelighed
herfor til gudeligt møde i den stue, han brugte som
skolestue på Solbjerg Præstegård, hvor han som nydimitteret
var blevet ansat som huslærer. – Et møde han for øvrigt
havde fået sin husbonds, provst Sørensens, velsignelse
til.
Gudeligt møde sætter dagsordenen
Mødet fandt sted den 31. januar 1837, og det skulle vise
sig, at den dato blev en næsten lige så skelsættende dag i
Christen Kolds liv, som vækkelsen på Salling blev for
ham. For selv om mødet givetvis ikke blev opfattet som et
historisk møde, så blev det starten på et folkeligt røre, der
fik vidtrækkende konsekvenser for ikke bare Kold, men
også for hans tidligere seminarielærer Algreen og flere andre.
Og for første, men ikke sidste gang kom Christen
Kold i myndighedernes søgelys.
Det første gudelige møde på Mors samlede en 12-14
mennesker under ledelse af Skræppenborg. Og hvad der
helt konkret er foregået på mødet, får vi et godt indtryk
af, hvis vi vender blikket mod tidsskriftet Nordisk Kirketidende.
Her beskrev Hans Agerbæk, som Christen Kold jo
kendte fra Thisted, i 1836 indholdet i de gudelige forsamlinger
på Fyn. Og der har givetvis ikke været stor forskel
på Mors og Fyn i den henseende.
”Koldstenen” har morsingboerne døbt denne sten.
Den er placeret, hvor den lille almueskole i Øster
Jølby på Mors lå, som Christen Kold fik sit første
embede på. Selv om lærergerningen her blev
kortvarig og vakant, så blev Kold værdsat for sin
faglige dygtighed på skolen. En elev fra dengang
har fortalt, at han som tiårig havde lært mere hos
Kold end i hele hans øvrige skoletid.
Han skriver:
”Det er ubeskriveligt, hvilket liv der undertiden kan
være i en sådan forsamling, hvor ingen er nødt til at være
blot en stum tilhører, men enhver, som vil, kan tage virksom
del i den fælles opbyggelse.……….. Hver priser sin
skaber med sin egen røst, som fuglene i skoven.”
Møderne var altså et opgør med den rationalistiske og
stivnede kirke, hvor kommunikationen var envejs, og
hvor Gud blev fremstillet som straffende.
”Friheden duer til alt godt,
trældommen duer til intet.”
Ud over at tiden var moden til et oprør, så var Grundtvig
den store inspirator for oprørets pionerer. Både Skræp-
406

penborg, Alberg og Kold var meget optaget af Grundtvig,
som livet igennem var ubøjelig i sit forsvar for folks ret til
at dyrke deres religion uden statens indblanding, at ytre
sig om det, de ville – med sikkerhed for en åben og
gennemskuelig retspleje.
Så ofte var en prædiken skrevet af Grundtvig en vigtig
bestanddel af de gudelige møder.
Mødet i præstegården blev starten på en række møder,
og i løbet af foråret 1838 blev der afholdt 12. – Og en sådan
aktivitet kunne naturligvis ikke gå upåagtet hen.
Det resulterede i første omgang i føromtalte læserbrev
fra lærer Henriksen. Læserbrevet nåede i marts samme år
københavnerbladet Dagen, og det blev efterfølgende
kommenteret i Nordisk Kirketidende.
Jo, de gudelige forsamlinger på Mors og dermed Kold
var for alvor kommet i offentlighedens søgelys.
Senere for lærer Henriksen igen i blækhuset med følgende
bandbulle om Kold:
”En uvidende kumpan” med ”blind iver for forslidte
meninger.”
Ironi med bagtanke
Ironien er ikke til at tage fejl af, men bag ironien gemmer
der sig en ”fornuftig” skolelærers bekymring for gennemslagskraften
hos den ”uvidende kumpan.” En bekymring
Henriksen bad øens præster skride ind over for.
I første omgang fik røret om de gudelige forsamlinger
på Mors størst betydning for Algreen, der blev fyret fra sit
embede på seminariet i Snedsted.
Kold blev først selv konkret ramt, da han søgte fast ansættelse
ved det offentlige skolevæsen:
En stilling som lærer ved den lille almueskole i Øster
Jølby var blevet ledigt, og provst Sørensen, som var en
god ven af præsten i Øster Jølby, sørgede for, at Christen
Kold i første omgang blev indsat som vikar på skolen i
sikker forvisning om, at en senere fastansættelse i stillingen
blot var en formalitet.
Men her gjorde han regning uden amtmand Faye, som
tidligere havde været indover i sagen om Kolds gudelige
møder. For da denne skulle behandle Kolds ansøgning i
sin egenskab af formand for amtets skoledirektion sendte
han ansøgningen til afgørelse i kancelliet med følgende
tilføjelse:
”Kold er et sværmerisk menneske, der kan bringe stor
skade som lærer.”
Set i det lys er det vel ikke så sært, at Kold den 2. december
1838 fik afslag på sin ansøgning.
Ud over Koldstenen har Christen Kold også fået en vej
opkaldt efter sig på Mors. Vejen går forbi Koldstenen og
Øster Jølby gamle kirke.
Kold kom styrket ud af nederlag
Kold bøjede sig ikke uden sværdslag. For det første fik
han alle husfædre i Øster Jølby til at skrive under på, at
de ønskede ham som lærer. For det andet fik han både
provst Sørensen og sin gamle seminarierektor Brammer til
skriftligt at tale sin sag.
Provst Sørensen skrev, at han ikke mente Kold ”var plaget
af teologiske spekulationer,” og at han kunne garantere
for, at Kold ikke var hovmodig, mens Brammer slog
på, at han ikke havde noget at udsætte på Kold som seminarieelev.
Anbefalingerne hjalp ikke. Kancelliets afgørelse stod ikke
til at rokke, og i april måned blev en anden huslærer
kaldet som skolelærer i Øster Jølby, og Kolds tid på Mors
var dermed et overstået kapitel.
Under konflikten havde Peter Skræppenborg forsøgt at
vinde Grundtvig for bevægelsen. Det lykkedes ikke. Men
Grundvig erklærede i den forbindelse, at det gik over
hans forstand, at folk ikke skulle have lov ”at samle sig lige
så frit om en bibel, om Luthers postil og Brorsons salmebog
som om fiolen, om flasken og klørknægt.”
Men selv om Kold havde tabt sagen på Mors, erfarede
han, at det var muligt at mobilisere en præst og et helt
sogn for sin sag. Den erfaring blev en vigtig bestanddel af
hans personlige rygsæk i årene, som kom.
Ivan Klarskov Nielsen
Lærer og journalist
407