10 sider, pdf-fil - Hotel Pro Forma

More documents

Recommendations

Info

um eller mellem det fysiske og metafysiske, det ustabile og yderst forgængelige. Rumop løs ningen åbner for tilskuer ens projektion: Som at se ned i en grav eller afgrund, hvor de døde befandt sig i en svævende tilstand, undertiden som ville de stige op mod tilskuer nes blik. Som nævnt er troværdig heden af denne fortolkning ikke baseret på skuespil ler nes spil, men form mæssigt indlejret i konceptet. Til premieren blev der efter forestillingen under til skuernes applaus kastet blomster ned til de optrædende, som lå på gulvet. Blomsterne svævede langsomt ned mod gulvet, mens skuespillerne rejste sig op i siddende stilling i form af et buk. Derefter lagde de sig ned igen. Det gentog sig flere gange. Det var, som om fiktionen fortsatte, og de døde rejste sig fra graven for at modtage applaus. Fiktionen fortsatte, fordi den stadig var indlejret i tilskuerens vertikale blik og ikke i teaterspillet. Konstruktionens lethed kontrasteres af Søren Ulrik Thomsens alvorsfulde digte, som fremføres med en klassisk pathos sammen med Karl Åge Rasmussens modernistiske musik. Et digt (fra digtsamlingen Nye Digte, 1989) lyder: Dit ansigt blunder i dæmringens stof, sneens kærtegn falder på jorden, verden står som et tårn og taber betydning, time for time vågn! genopfør verden! i nat er den styret sammen igen lige før endnu en skønne dag. (Søren Ulrik Thomsen) Digtet tematiserer sammenhængen mellem „faldet“, „dybden“ og „tabet“ og skaber fornemmelsen af en uendelig tabs- og opbygnings proces parallelt med digtformens fald og genopbygning. Digtet skaber en transcendens eller gennemsigtighed i forhold til livsprocessernes (verdens) uophørlige destruktion og genop bygning. Også grafisk er digtet et vaklende tårn, og det er denne vaklen, som skabes på en anden måde i forestillingen: Som en effekt af tilskuerens deltagelse i værkets tilblivelse. Det er tilskuerens sansning som skaber værkets „opstandelse“ 1 . Hvorfor bli’r det nat mor? er uden universa lisme ved at være lokal og singulær som et eneståen de spil med blandt andet figur-grund for hol det. Dybden er en kropslig erfaring, som tydeliggøres eller forrykkes fra sin vante position. Værkets udsigelse „Jeg er kunst!“ falder sammen med tilskuerens: „Dette er kunst!“ Øret Hotel Pro Formas Ellen (2010) blev spillet i fem forskellige byer, og hver gang var forestilling en variant på grund af spillestedet og fordi gæster fra den aktuelle by blev inddraget i forestillingen. Der er altså tale om en form for work in progress, hvis virkning var betinget af de relationer, som Hotel Pro Forma skabte i forhold til byerne og gæsterne. Ellen bestod af to helt forskellige teaterformer: Opførelsen af Morten Søndergaards tekst var som iscenesættelse baseret på en adskillelse mellem det auditive og det visuelle. Tilskuerne hørte forestillingens lyd gennem høretelefoner, og lyden og talemåden var på den måde eksplicit medieret og fastlagt ligesom den visuelle koreografi, spillernes bevægelsesmåde, blikretning og rytme. Gæstesekvenserne var kun fastlagt i tid (6 minutter) og til en vis grad forberedt, men ikke indstuderet. I denne del af forestillingen var tilskuerne uden høretelefoner. Den første form var eksplicit teatral og skabte en form for refleksion over mediet gennem fx adskillelsen af øret og øjets sanser, mens den anden var implicit teatral og indholdsorienteret i sin ikke-medierede form. Tilskuerne bliver budt velkommen af produktionslederen og får at vide, at de skal tage høretelefonerne på og sørge for at ledningen er til venstre. En performer (Özlem Saglanmark) med mørk nederdel går ind på scenen til et stativ i midten med en fuglehuslignende kasse på. Hun er imidlertid ikke høj nok og henter en sort kasse som står i siden. Den viser sig også at være for lav, og hun går tilbage og henter en anden højere, som hun træder op på. Højden passer nu, og hun begynder at tale, og man hører hendes stemme i høretelefonen. To andre performere kommer ind og gentager. Den ene (Ellen Hillingsø) i mørk dragt og mørkhåret. Den anden (Ellen Friis) i lys hørfarvet dragt svarende til hendes lyse kortklippede hår. De taler alle i mikrofonen på scenen, men er også udstyret med trådløse og mobile mikrofoner så de høres, uanset hvor de befinder sig. Alle har gummisko på i hver sin farve: grøn, gul, rød. Teknikeren kommer senere ind og fjerner kasserne. Lyden er helt tæt på øret, og stemmerne opleves næsten som intim berøring. Det skaber en spaltning mellem det auditive og det visuelle, som er grundlæggende for forestillingens æstetik. De hvisker, snøvler, taler i kor, taler direkte til tilskuerne, gentager hinanden, og samtidig sker der et sammenfald mellem deres navn og identitet og tekstens Ellen. Der er en bevidst tilsløring af situationelle hændelser og fastlagte handlinger. Fx selve entreen, som jeg ovenfor har beskrevet. Har man glemt at stille kasserne frem? I en anden situation 6 BOGENS VERDEN 2|2011
inger en mobil blandt tilskuerne, tilsyneladende, og skuespillerne som sidder med ryggen til og arbejder ved deres „eksistensbord“ vender sig og nedstirrer tavst „den forstyrrende tilskuer“. Det skaber et autenticitets moment – selvom det faktisk er iscenesat. Opførelsen bliver så at sige personlig. I en traditionel teaterforestilling vil det personlige være skjult bag fremstillingen, replikken og kostumet, som om det var fiktionens figur der talte, men her er det altså den personlige performer som siger teksten. Det ligger i selve konceptet, hvor skuespillerne er castet i kraft af deres navn. Det ville svare til, at man fandt en person ved navn Hamlet til at spille Hamlet. Allerede titlen Ellen har en dobbelthed. Refererer titlen til et alment navn eller til de medvirkende? Performerne går, står, sidder og hedder Ellen, siger de, mens de gør det. I og med at skuespillerne hedder Eller sker der altså en fordobling, idet teksten fremsiges for et publikum. „Vi går og hedder Ellen, hvad hedder du?“. Er navnet noget man vælger eller er det noget, man pålægges? „Menneskenes navne er som dråber af syre, der er brændt ind i dem“. Således siger Ellen og antyder dermed et skæbneforhold. Teksten forankres konkret til kroppen, som om det var skuespillernes autobiografiske udsigelse. Ellen Hillingsøs kendte person er naturligvis med til at forstærker den autobiografiske effekt, og det forstærkes, idet teksten hviskes tilskueren i øret. Teksten begynder med en form for fødsel og navngivning. Subjektet (selvom der er tre performere som tydeligvis er forskellige, er der ikke noget differentiering af Ellen som sådan) tager navnet på sig: „Ellen, jeg vil bo i dit navn, Ellen“. De får en Ellen identitet og drager ud i naturen og verden. Som en nomade følger Ellen „vores dyr“. Hun går i alle retninger, men „skygge kan Ellen ikke tåle“. Derimod holder hun af de varme lande sydpå. Hun færdes i verden og bliver en del af denne. Eller får børn. Hun skaber et hjem, men i navnet som betyder lyset: „Lys er vores faste bopæl. Vi vil være i lys. Vi søger ly … Vi er indfødt i lys men affødt af mørke. Foranderligheden og bevægeligheden er det som karakteriserer Ellen. Men hun er også i slægt med ellefolket og har som disse en dragende, forførende og mytisk kraft. Elleskud er en pludselig opstået sygdom eller smerte, der ifølge folketroen skyldes pileskud.“ Afslutningen peger på det forgængelige: Ellen elsker og tiltrækkes af lys, Ellen begærer lyset, men forandres: „Jeg ældes. Du ældes. Vi ældes“. Den sidste sætning lyder: „Vi begynder at gå ud af stedet. Vi vender os om. Se: stedet er en lysstråle, der hvor vi stod.“ Ellen Friis sidder alene på scenen med en trægris i skødet, mens de to andre er ude i siden. Lyset ændrer sig og bliver en sti, de tre performere pludselig går ud ad. De går ud i mørket og teatret til det virkelige lys. Teksten beskriver en tilbagevenden til mørket. En tilbagevenden til tiden før Ellen. De går ud af navnet Ellen og derfor ud af lyset og rummet og går så at sige videre til næste by. Denne bevægelse fra mørke til lys og atter til mørke er en af-individualisering eller anonymisering af performerne, som bliver statuariske figurer og stemmer i rummet. Ellen henvender sig hverken gennem plot eller karakterer, men via skuespillernes identitet og personlige stemme. Stemmerne har hver deres karakteristika som træder tydeligt frem. Selvom lyden er fremherskende, er også blikket centralt. I flere situationer ser fx Ellen Hillingsø med sit mørke intense næsten nedstirrende blik ud mod publikum. De gentager hinanden, taler i kor, taler inden for det sceniske rum eller taler henvendt til tilskuerne. I midten af stykket er der en scene, hvor Özlem er udenfor, og man hører hende gå rundt et eller andet sted derude, men lydens nærhed gør, at man har ganske svært ved at forestille sig hvor. Imens viser de to andre performere forskellige billeder af en række objekter og rum. Relationen til tilskueren skabes gennem performerens krop, stemme, blik og handlinger og den auditive mediering. Der er ikke tale om en organisk henvendelse, men netop om en adskilt eller fragmenteret. Som fx da Özlem langsomt bevæger sig frem stirrende mod tilskuerne. Det er som om hun ser dem i øjnene, mens hun bevæger munden, men stemmen man hører genkendes som Hillingsøs selvom man er lige ved at tro det er Özlems. Hun mimer videre efter at Hillingsø har stoppet med at tale. Hvor er vi? Forestillingen i Silkeborg i det kæmpe store Bilernes Hus var et næsten surrealistisk landskab. At se teater i dette bil-univers skabte en crash-effekt, et mentalt sammenstød. De tre performere kom kørende til den afgrænsede scene. De har hvert et kontor med kæmpevinduer som baggrund for deres aktiviteter, som umiddelbart fremtræder personlige med den transparente kontorbaggrund. I Århus spilles på Entré Scenen, som er en typisk black box scene, hvor gulv og vægge er malet sort, hvilket skaber en optimal mulighed for fokusering med lys. Rummet er rimeligt bredt, og det skaber en bred, men ikke så dyb scene afgrænset af hvide vægge, en bagvæg og en skråtstillet væg med en åbning i den ene side. Fokuseringen HOTEL PRO FORMA 7
Page 1 and 2: Tema: Hotel Pro Forma BOGENS VERDEN
Page 3 and 4: Hotel Pro Forma Af E RIK E XE CHRIS
Page 5: stændigheder er det derude, natten
Page 9 and 10: ver ét. Den samme dobbelthed gæld

10 sider, pdf-fil - Hotel Pro Forma

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?