Hent artiklen her - Ove Bjørn Petersen

Fra kvinde til
garçonne...
Fra Paris til
Sainte Maxime
MMand eller kvinde
1920’erne er det gyldne årti, hvor alt i Paris
er tilladt, og hvor alt er muligt. Den
amerikanske forfatter Gertrude Stein siger
det, så det ikke kan misforstås: ’Paris,
the place to be’ og på fransk ’Paris,
y être’. De brølende tyveres mode ændrer
radikalt kvindeidealet fra den moderlige
og borgerlige type til en dyrkelse af ultraslanke
og uafhængige ungpigetyper, der
klipper håret ganske kort. 1 Nu er det ’à la
mode’, at kvinder ryger på gader og stræder,
gerne med et elegant cigaretrør, der
påkalder sig ekstra opmærksomhed.
V i c to r m a r g u e r i t t e
Kvinderne er ikke længere sat i bås, hvor
de kun er noget i kraft af deres ægteskab.
Det tidligere skarpe og synlige skel mellem
mand og kvinde bliver mere og mere
diffust, også i den ydre fremtoning. Unge
kvinder klæder sig sågar ud som mænd.
Overalt dukker den drengede type op. Jo
slankere de er, jo mere drengede de klæder
sig, jo mere hører de til avantgarden.
Den nye type får navnet ’La garçonne’
efter den franske forfatter Victor Marguerittes
roman af samme navn fra 1922.
Også i Danmark vinder typen frem, og
i Liva Weels fortolkning af den franske
chanson lyder ordene. 2
Skabt som kvinde og dog
klædt som mand.
Hun vil gerne ligne herr’ne,
Og hun gør i alt fald, hvad hun kan.
Silkehåret har hun skåret af ved roden.
Stakkels lille pjok.
Og så tror hun, det er nok,
hvis bare hun går med stok.
La Garçonne.
Højt over byen Sainte Maxime ligger der en ejendom, som kan fortælle en fantastisk
historie. Om en mand som det officielle Frankrig slog hånden af, fordi han fortalte den
brutale historie om den franske kvinde, der uværdigt måtte være mandens redskab
og objekt; det ynkværdige liv bag den buldrende facade i årene ’les années folles’.
Og om den mand, der også viede sit liv til fredsbevægelsen.
Hans navn er Victor Margueritte. Huset hedder ’La Madrague’.
Det hele begynder i 1922.
Af Ove Bjørn, Kunsthistoriker
Men ét er, hvad man vælger at vise, et
andet, hvad man ved. Bag den florissante
overflade gemmer sig et univers, hvor
kvinder lever et miserabelt liv, hvad enten
43

V i c to r m a r g u e r i t t e
det er som madame eller som mademoiselle.
Det er denne tilværelse, Margueritte
fortæller om i sin bog. Hovedpersonen,
garçonnen Monique, forføres af en mand,
hun bedrages af en mand, hun udnyttes
af en mand, og hun svigtes af sine egne.
Hvorhen skal hun vende sig for hjælp Ingen
steder – hun er overladt til sig selv,
stimulerende stoffer og lesbisk nærhed.
Bogen er et voldsomt angreb på det borgerlige
og antikverede Frankrig, som
ikke tager hånd om de svage, et Frankrig,
hvor kvinder må sælge sig selv, et
Frankrig, hvor manden har sin ultimative
frihed på kvindens bekostning. Bogen
retter også en alvorlig anklage mod kapitalismen,
der gøres ansvarlig for den krig,
som Margueritte ser komme. Salgstallet
er enormt, og fra dag til dag bliver han
stenrig, men prisen er høj. For han bliver
smidt ud af det officielle Frankrig. Hans
estime som medlem af det fornemme
Académie Française, fransk litterært-videnskabeligt
selskab, og bærer af Légion
d’Honneur med den fine grad ’Commandeur’
er fortid – ingen i det etablerede system
vil kendes ved ham.
Kvinder og krig
Bogens stillen det dobbeltmoralske borgeskab
til skue bliver uheldigvis anledning
til, at det politiske Frankrig vælger
at undsige kvinderne. Samme dag som
bogen udkommer, den 12. juli 1922, skal
senatet have den sidste behandling af
lovforslaget om at give kvinder valgret
og valgbarhed. Et forventet ja bliver til
et klart nej. Senatets alderstegne senatorer,
alle mænd, er vel ikke uvidende om
Udsigten til Middelhavet fra Victor Margueritte’s villa
kvindesynet, men bange for folkets dom:
Disse kvinder kan man da ikke give medbestemmelse!
En snes år skal der gå, før Général de
Gaulle i 1944 som leder af den provisoriske
regering ved dekret fra Algier meddeler,
at den almindelige valgret også
omfatter kvinderne. De bruger den første
gang i 1945 til kommunevalgene og til
Nationalforsamlingen 3 .
Victor Margueritte
For Victor Magueritte er bogen de næste
ti år en sand guldgrube, så han lader på
sin grund i Sainte Maxime opføre en bolig,
som man lokalt ikke har set magen til.
Han giver den navnet ‘La Madrague’ med
reference til de tunfiskenet, som tidligere
var almindelige på egnen. Alt, inde som
ude, bliver købt og bygget med en udsøgt
smag og ganske uden hensyn til omkostninger.
Her lever han med sin frue Madeleine,
og naboerne beskriver ham som
Victor Margueritte’s smukke villa i Sainte Maxime. Han giver den navnet ‘La Madrague’
med reference til de tunfiskenet, som tidligere var almindelige på egnen.
1
Denne hårmode er ikke en ny opfindelse. Godt hundrede år forud under revolutionen
blev denne klipning kaldt à la guillotine med tanke på de fjender af
revolutionen, der ved bødlen Samsons (Kaldet Byens barber) og guillotinen blev
et hoved kortere.
2
Scala Revyen i 1923. Tekst af Ludvig Brandstrup og Alfred Kjærulf. I TV-serien
fra 1992 synger Ulla Henningsen samme melodi.
3
I Danmark får kvinderne valgret til kommunevalg i 1908 og syv år senere til
Folketing og Landsting.
4
Villaen står i dag som dengang, smuk i sin kubistiske form, men blev i 1980’erne
opdelt i lejligheder. Den omliggende store park er som dengang.
meget velklædt, særdeles omgængelig,
men altid meget bedrøvet af at være frataget
sin æreslegion. Selv undlader han
ikke at fortælle alle og enhver, at for dette
pragtfulde hus må han takke kritikkernes
dumhed og borgerskabets skinhellighed.
Margueritte arbejder ihærdigt videre
for kvindernes frigørelse og for freden i
Europa; to projekter, som indebærer en
afstandtagen til de etablerede systemer
til fordel for venstrefløjens kritiske holdninger.
Han rejser Europa rundt til møder
og konferencer med forskere, litterater
og politikere, og i fredsprojektet arbejder
han tæt sammen med prominente personer
som Albert Einstein og den franske
politiker, premierminister og udenrigsminister,
Aristide Briand. Budskabet er
klart: En varig fred kan kun skabes ved
forsoningsvilje og forpligtende samarbejde
på tværs af grænser og meninger.
I 1930 kan Briand i Genève præsentere
Folkeforbundet for et visionært forslag
om et Paneuropæisk fællesskab, og Margueritte
mener at have nået sit mål: Aldrig
mere krig. Men tyskernes valg af
Hitler til rigskansler sætter en ganske
anden dagsorden.
For Victor Margueritte er årene personligt
vanskelige. Han må til stadighed søge
læge for en alvorlig kræftsygdom, og i
1930 er han næsten blind. Fem år senere
er han totalt blind. I 1938 dør hans frue,
og da vælger han for altid at forlade ‘La
Madrague 4 ’; det bliver solgt over hals og
hoved. Samme år flytter han til sin svigerdatter
i den lille landsby Monestier i
l’Allier, hvor han lever i ensomhed og armod.
I sit testamente skriver han: ”Hvad
der sker med vores krop er uden betydning.
Hvad vi huskes for, er afgørende”.
Var det i håbet om, at han alligevel ville
blive husket - og for noget positivt - da tog
han så sørgeligt fejl. Mere end sjældent er
det, at man ved huset møder turister. Når
det sker, da taler man med hinanden, for
at komme hertil minder mest af alt om en
valfart for de udvalgte.
På hans gravsten står
VICTOR MARGUERITTE
1862 – 1942
Ove Bjørn Petersen
ovebjoernp@mail.dk
V i c to r m a r g u e r i t t e
44 45