Da de 10 blev til 1 - Kolding Kommune

Da de 10 blev til 1
— sognerådsarbejdet
set med sognerådsmedlemmernes øjne
Redigeret af Kim Furdal
Kolding Stadsarkiv 1989

Forord
Med støtte fra Kolding kommunes beskæftigelsesudvalg
påbegyndte Kolding Stadsarkiv i 1987 et
projekt til undersøgelse af de tidligere sognekommuners
historie, herunder især sognerådenes virksomhed.
Sognerådsarkiverne, der nu befinder sig på Kol¬
ding Stadsarkiv, er blevet registreret, og de tidligere
sognerådsmedlemmer er blevet interviewet for at få
deres vurdering af sognerådsarbejdet og den udvik¬
ling, der skete i den periode, de var med i dette ar¬
bejde.
Der er i alt interviewet 43 tidligere sognerådsmedlemmer
fra de ni sognekommuner, der i 1969¬
70, som et led i kommunalreformen, blev sammen¬
lagt med Kolding kommune. De ni sognekommu¬
ner er Almind, Dalby, Eltang-Sdr. Vilstrup, Harte-
Bramdrup, Seest, Sdr. Bjert, Sdr. Stenderup, Viuf
og Vonsild. Der er i bogen bragt uddrag af 20 interviews.
Interviewene, der er foretaget i perioden 1. maj
1987 til 1. november 1988 af projektlederne cand.
mag. Steen Østergaard og cand. mag. Kim Furdal,
findes på lydbånd. Udskrifterne fra lydbåndene er
foretaget af assistenterne Aase Hvidtfeld Jacobsen
og Jytte Hansen. Kim Furdal har foretaget redak¬
tionen af interviewene til denne bog og skrevet indledningsafsnittene.
Lydbånd og udskrifter opbevares på Kolding
Stadsarkiv og kan benyttes af interesserede til stu¬
dieformål.
Kolding Stadsarkiv vil hermed takke alle de sog¬
nerådsmedlemmer, der har ladet sig interviewe. De
har hermed givet deres meget væsentlige bidrag til
belysningen af sognekommunernes historie.
Kolding Stadsarkiv i juni 1989
Birgitte Dedenroth-Schou
3

Indhold
Forord 3
Indholdsfortegnelse 5
Indledning 7
Sognerådsarkiverne 7
Interviews med de tidligere
sognerådsmedlemmer 7
Udvælgelsesprincipper 7
Redigeringsprincipper 8
Billedvalg 9
Livsforløb 11
Jes Jessen, Alminde 11
Kristian Rasmussen, Harte-Bramdrup 16
Gårdejerne fortæller 21
H. C. Juhl, Sdr. Stenderup 22
Johannes Juhl, Sdr. Bjert 29
Jens Peter Jørgensen, Alminde 35
Aksel Buhl, Alminde 37
Kristian Rasmussen, Harte-Bramdrup 41
Hans Sidelmann, Harte-Bramdrup 44
Det mangeartede sogn 50
Thorvald Piihl, Alminde 52
K. E. Reddersen, Harte-Bramdrup 53
Viggo Nielsen, Dalby 59
C. P. Lage, Seest 64
Niels Beck, Eltang-Sdr. Vilstrup 70
Svend Møller, Eltang-Sdr. Vilstrup 73
Vilhelm Lauridsen, Eltang-Sdr. Vilstrup .... 74
Magnus Nygaard, Vonsild 77
Grethe Venborg, Harte-Bramdrup 80
Industri og udstykning i 1960'erne 82
Jens Peter Jørgensen, Alminde 84
Hans Sidelmann, Harte-Bramdrup 87
K. E. Reddersen, Harte-Bramdrup 89
Viggo Nielsen, Dalby 91
Jørgen Fugl Svendsen, Dalby 92
H. C. Juhl, Sdr. Stenderup 96
Jens Doktor, Sdr. Stenderup 97
Olav Østerlund, Viuf 98
Kommunesammenlægningen 101
K. E. Reddersen, Harte-Bramdrup 104
Jens Peter Jørgensen, Alminde 105
Thorvald Piihl, Alminde 110
H. C. Juhl, Sdr. Stenderup 112
Viggo Nielsen, Dalby 116
C. P. Lage, Seest 123
Vilhelm Lauridsen, Eltang-Sdr. Vilstrup .... 124
Svend Møller, Eltang-Sdr. Vilstrup 126
H. H. Nielsen, Harte-Bramdrup 127
Kortfortegnelse 131
5

Indledning
sidste tid før 1970, er allerede døde, og for de tilbageværende
kan det selvfølgeligt nok være vanske¬
ligt at huske begivenheder så langt tilbage.
Sognekommunearkiverne
Udvælgelsesprincipper
I forbindelse med kommunesammenlægningen den
1. april 1970 blev arkiverne fra de ni sognekommuner
afleveret til Kolding kommune. Bortset fra de
dele af arkiverne, der anvendtes i de kommunale
forvaltninger, lå sognekommunearkiverne på Kolding
rådhus, indtil de i 1985 blev overført til Kolding
Stadsarkiv. Omkring 1980 gennemførtes på
rådhuset en meget betydelig kassation i sognekommunearkiverne.
Det eneste af de ni sognekommunearkiver,
der i dag er næsten intakt, er Viuf kom¬
munes arkiv.
Der er nu udarbejdet fortegnelser over indholdet
i sognekommunearkiverne, og de kan benyttes på
Kolding Stadsarkivs læsesal. I alt er registreret 506
bind, kasser og pakker. Som følge af den omtalte
kassation i arkivmaterialet er der en betydelig va¬
riation i de enkelte arkivers omfang.
Interviews med tidligere
sognerådsmedlemmer
1 1987-88 er der indsamlet i alt 43 interviews med
medlemmer af de ni sogneråd, der i 1969-70 blev
sammenlagt med Kolding kommune. Det var i sid¬
ste øjeblik, stadsarkivet fik sat dette arbejde i gang.
Kommunesammenlægningen ligger 19 år tilbage,
mange af sognerådsmedlemmerne, også fra den
Det ville naturligvis være umuligt i en bog at gengi¬
ve alle de 43 interviews fuldstændigt, en udvælgel¬
se har skullet foretages.
Bogens emnemæssige disponering lå ret klar på
grundlag af interviewene, men spørgsmålet var,
hvilke dele af de mange interviews, der skulle med i
de forskellige kapitler.
Sognerådsformændenes bidrag måtte spille en
væsentlig rolle. Sognerådsformændene og kasse¬
rerne stod for hovedparten af det daglige arbejde i
sognet. De var indtil væksten i 1960'erne stort set
synonyme med administrationen i sognekommu¬
nen. Det er derfor i realiteten dem, som har haft det
største indblik i sognerådsarbejdet. De øvrige kun¬
ne, med et af sognerådsmedlemmernes ord, klare
det med en eller to afteners arbejde om ugen. Det
eneste tidspunkt, hvor de menige sognerådsmed¬
lemmer havde en større arbejdsbyrde, var ved den
årlige skatteligning i foråret. Ud over dette kunne
enkelte af medlemmerne have en ekstra arbejdsbyr¬
de som formænd for de enkelte udvalg, et arbejde,
der var stigende i de sidste år op mod kommune¬
sammenlægningen. Sognerådsformanden var dog
oftest den, der sad inde med det største og mest
indgående overblik over sognerådsarbejdet.
Mange af sognerådsformændene var formænd i
en lang årrække. Som eksempel på dette kan næv¬
nes, at sognerådsformand, gårdejer Jens Ravn i
Seest sogn opnåede at sidde i sognerådet i 40 år
(1930-1970), heraf de 20 som sognerådsformand.
7

Før denne tid havde gårdmand R. Eskesen siddet
som sognerådsformand i 20 år. En anden af de
markante sognerådsformænd, gårdmand Peter
Eeg, »Gammelgaard«, sad i Sdr. Bjert sogneråd i
37 år, heraf de 27 år som sognerådsformand. Der er
ingen tvivl om, at det gav en viden og en kontinuitet
i sognets administration til fordel for sognet, men
der er heller ingen tvivl om, at det bidrog til »my¬
ten« om sognekongen — opfattelsen af sogneråds¬
formanden som den lokale enevoldskonge, der ene
mente at vide, hvad der tjente til sognets bedste.
I stedet for at tage eksempler fra alle interviews
har jeg valgt at bygge bogen op omkring nogle få,
for ikke at gøre den for usammenhængende.
Redigeringsprincipper
Sidste besøg i Dalby Sognestue1988. Fra venstre ses
de tidligere medlemmer af Dalby sogneråd Svend
Aage Nielsen, J. Fugl Svendsen og Viggo Nielsen.
Når man arbejder med at redigere talesprog til
skriftsprog bliver det hurtigt klart, hvor markant ta¬
lesproget adskiller sig fra skriftsproget. I interview¬
situationen videregives en del oplysninger ved
hjælp af ikke-verbale tegn, f.eks. fagter og mimik,
der ikke kan gengives i skrift.
Det alvorligste problem opstår dog, når talespro¬
get skal gøres læseligt.
Sproget og dets anvendelse er ikke noget enty¬
digt. Sproget er en del af den kultur og de miljøer,
hvori vi færdes. Nogle formulerer sig kort og præ¬
cist, andre anvender lange og måske mere upræcise
vendinger. Nogle taler om ting og begivenheder ud
fra mere principielle overvejelser og på en abstrakt
måde, mens andre fortæller de samme ting ved at
beskrive konkrete begivenheder. På denne måde
kunne man fortsætte med at opridse elementer i
sproget, som bidrager til at give et billede af den
kultur, som den pågældende er en del af.
Ud fra denne betragtning kunne der være god
grund til at afholde sig fra overhovedet at foretage
nogen redigering og i stedet trykke den rå afskrift af
interviewet fuldstændig ordret. Af praktiske grun¬
de er denne indstilling uigennemførlig på forhånd.
Mange af sætningerne er uforståelige for andre end
de implicerede i interviewsituationen. Til dette
kommer gentagelser og fyldord, der er en naturlig
del af talesproget, men som vanskeliggør læsnin¬
gen. Derfor er der foretaget en vis redigering af in¬
terviewene, men der vil altid være mulighed for at
studere lydbåndet eller den »rå« afskrift, som op¬
bevares på Kolding Stadsarkiv.
I bogen har jeg valgt i første række at stryge alle
ord og sætninger, der gentages. Endvidere er alle
fyldord, der ikke har en meningsbærende funktion i
sætningen, fjernet. Kraftudtryk, der understreger
en mening, er bibeholdt. I nogle tilfælde er der sket
en »lempelig« redigering af sætningerne. Bisætnin-
8

ger, der er meningsforstyrrende, eller som ikke har
en umiddelbar relevans til hovedsætningen, er fjernet.
Ligeledes er halve eller uafsluttede sætninger
fjernet. For det tredje er manglende ord tilføjet tek¬
sten. Endelig er dialektord, så som »møj« og »a«
ændret for at gøre bogen lettere læselig. Denne re¬
digering har givet teksten et mere ensartet præg.
Med hensyn til stednavnet Almind er her anvendt
sognekommunens navn Alminde.
Billedvalget
Bogen begynder og slutter med et billede af henholdsvis
sognerådet i Viuf sogn 1930 og Sdr. Bjert
sogneråd i 1966. I resten af bogen har jeg søgt at
bringe en række billeder, der tegner et billede af li¬
vet i sognene og de ændringer, der har fundet sted i
det liv, der danner baggrunden for sognerådsarbej¬
det, som er skildret i interviewene.
»Den sunde fornuft«. Folketingsmand og gårdejer
Viggo Hansen GI. Toftegård i Viuf sogn (1870—
1958), var en repræsentant for de konservative dyder.
Hans politik var at sætte tæring efter næring.
9

ViufSogneråd 1930. Siddende fra venstre ses sognerådsformand, gårdmand Rasmus Christensen, Annexgården,
gårdmand Hans Horsted, Lindegård, gårdmand Søren P. Nielsen, Rydskovgård. Stående fra venstre gårdmand
Kristian Petersen, Haureballegård og slagter Peter Petersen, Viuf Skov.
10

Livshistorier
Indledning
Erhvervsmæssigt var de tidligere sognekommuner
domineret af landbruget indtil udviklingen for alvor
satte i gang i 1960'erne. Landbruget var direkte og
indirekte indtægtsgrundlaget for størsteparten af
beboerne i sognene, enten som gårdmænd, hus¬
mænd eller landarbejdere. Gik det skidt for land¬
bruget, gik det skidt for sognet. Gårdenes betyd¬
ning og magt afspejlede sig også i sognerådenes
sammensætning. Gårdmændene dominerede de
fleste af sognekommunerne op til 1950erne, hvor
nye befolkningsgrupper kom ind i sognerådsarbej¬
det. Harte-Bramdrup sognekommune er i denne
forbindelse typisk. Ud af sognerådets ni medlem¬
mer i 1930 var de seks gårdmænd, og af de tre øvri¬
ge var den ene husmand, den anden smed og den
sidste banearbejder. Samme år var fem af de seks
Sognerådsmedlemmer i Viuf sogn gårdmænd, mens
den sidste var slagter. Dette mønster går igen i de
fleste af sognerådene. Sognerådene var indtil 2.
verdenskrig hovedsagelig en forsamling af gård¬
mænd.
Den ensartede erhvervsmæssige sammensætning
gav mulighed for en høj grad af enighed i den politi¬
ske beslutningsproces i sognet. I sognerådet »disku¬
terede« man ikke politik, man »snakkede sig til ret¬
te« og løste dermed problemerne. Sognerådet var
ikke politisk. Sådan lyder det samstemmende fra de
tidligere sognerådsmedlemmer. Det var først med
kommunesammenlægningen og byrådsarbejdet, at
det hele blev politisk. Ofte kendte sognerådsmedlemmerne
ikke hinandens politiske ståsted, selv om
man igennem flere perioder havde arbejdet tæt
sammen i sognerådet.
Der var med andre ord ganske bestemte normer i
sognet for, hvorledes man løste de daglige proble¬
mer og opfyldte nye krav fra beboerne. For at forstå
den kulturelle baggrund for sognerådsarbejdet og
de beslutninger, der blev truffet i de enkelte sager,
og som man blev enige om ved det månedlige sog¬
nerådsmøde, i udvalgene eller i det daglige arbejde,
er det nødvendigt at kende sognerådsmedlemmer¬
nes baggrund. I det nedenstående fortæller to gård¬
mænd deres livshistorie. Først fortæller Jes Jessen
om sin opvækst i et grundtvigiansk hjem i Alminde.
I det følgende fortæller Kristian Rasmussen om sit
liv ved landbruget, fra arbejdet som forkarl til ejer
af »Påbygård« i Harte.
Jes Jessen, Alminde
Grundtvigianer og venstremand
Jes Jessen er født på Stagebjerggård i Alminde sogn
i 1909. Jes Jessen var i perioden 1946 til 1954 med¬
lem af sognerådet i Alminde. I tiden 1950 til 1954
fungerede han tillige som kasserer. I dag sidder hans
søn, Jørgen Jessen, som medlem af Kolding Byråd,
valgt for Venstre.
11

Interviewet er efterfølgende redigeret af Jes Jessen.
Jeg er født den 11. juni 1909 på Stagebjerggård i
Almind. Min mor, hed Marie, født Veje, og var fra
Thy, og min far hed Anders Jessen. Der var 28 års
forskel på mine forældre. Far blev først gift, da han
var 52 år. Der kom efterhånden fire børn, hvoraf
jeg er den ældste, og så har jeg tre søstre. Den al¬
dersforskel mærkede vi børn aldrig. Det var først,
da vi blev voksne, vi kom til at tænke på det, og når
vi ikke mærkede det, var det fordi både min mor og
min far var det, man med et fint ord kalder indivi¬
dualister.
Far var født i 1856 på Stagebjerggård. Det var
min bedstefar, Jes Jessen, der købte den i 1845, og
den er fremdeles i slægtens eje, idet en søn og svi¬
gerdatter nu bor der. Far var fra naturens side ud¬
rustet med boglige evner og historiske interesser og
var desuden meget sang- og musikinteresseret. Ikke
mindst på grund af, at han var ungkarl til han var
52, og hans økonomi altid var i en god orden, kun¬
ne han dyrke sine interesser. Det smittede af på hele
hjemmets ånd.
Der var én ting, den grundtvigske bevægelse,
højskolesagen, der havde deres store fælles interes¬
se. Far havde i sine unge dage i 1870'erne været på
Vinding Højskole ved Vejle ved den daværende
forstander, Hans Rosendal. Det var et ophold, som
far aldrig glemte og har skrevet en del om. Min mor
var på højskole i 1906 ved den unge Rosendal på
Lyngby Højskole ved København. Højskolen var
deres store interesse. De fandt selv, at de derigen¬
nem havde fundet noget, som for dem var værdi¬
fuldt for fremtiden. Det resulterede bl.a. i, at vi fire
børn alle kom på ungdomsskole og senere på høj¬
skole. Jeg kom på Skanderup ved Lunderskov til
Palle Kirk, og mine tre søstre kom ud til Kristian La
Cour i Skibelund.
Tiden gik — jeg skulle ud og lære noget og havde
forskellige pladser ved landbruget. Den første, jeg
havde, var på Elmegaard i Nagbøl. Dengang var det
skik og brug, at man søgte plads i Højskolebladet.
Jeg var 17 år og fik forskellige tilbud, bl.a. fra Peter
Midtgård i Nagbøl. Da det var vor slægtsgård, hvor
vor stamfader var født i 1600-tallet, var der ingen
diskussion — jeg skulle til Nagbøl. Det var den
eneste gang, far enerådigt har bestemt over mig, el¬
lers drøftede vi altid problemerne. Det var på man¬
ge måder en lærerig plads. Midtgård var en dygtig
landmand. Samtidig var han formand for Skanderup
Valgmenighed og fru Midtgård (født Sonne)
satte også sit stærke kulturelle præg på hjemmet.
Jeg rejste fra Nagbøl november 1928, hvorefter
jeg tog på Rødding Højskole til Hans Lund.
Opholdet på Rødding Højskole fik overordentlig
stor betydning for min færd senere i livet. Hans
Lund var en af den tids betydeligste højskolemænd.
Fra Rødding rejste jeg 1. april og fik plads ovre
på Ringeegnen i en by, der hedder Espe. Det var en
meget interessant plads hos en dygtig landmand, der
var både politisk, skole- og kirkeligt interesseret.
Det var på det tidspunkt, at der havde været en stor
strid i Ryslinge Frimenighed med hensyn til deres
præst, Rørdam. Det blev ordnet på den måde, at
der blev oprettet en valgmenighed ved siden af fri¬
menigheden, og ved en højesteretsdom delte de kir¬
ken. Mandens forældre, der var på aftægt, var ble¬
vet i frimenigheden ved Rørdam, men de unge, som
jeg tjente hos, gik til valgmenigheden. Derfor var
jeg fæstet således, at når der var formiddagsgudstjeneste
i frimenigheden, skulle jeg køre hans foræl¬
dre til Ryslinge. På vejen fra Espe til Ryslinge pas¬
serede vi Brangstrup, hvor den unge VU-formand,
Erik Eriksen, var bestyrer og fodermester for sin
mor, der var enke. Selv om mine »medpassagerer« i
jumben var radikale, spåede de ham alligevel en
stor politisk fremtid.
12

Parti fra ALMINDE
Kirkestien i Almind. I baggrunden ses brugsforeningen,
der i dag er grillbar. Huset til højre er den
tidligere bagerforretning.
hurtigt i bestyrelsen for den lokale Venstrevælger¬
forening. Vi hørte til Borupkredsen — en kreds, der
ikke kunne give et mandat til Folketinget, men vi
havde andre gode venstrenavne i Randers Amt, vi
kunne give vor stemme, f.eks. Dr. Christiani eller
den senere statsminister Knud Kristensen, der var
opstillet i Hornslet-kredsen.
11941 overtog vi min fødegård, Stagebjerggård i
Almind. Det var i besættelsesårene, og det var in¬
gen god tid for vort land.
I 1942-47 var jeg formand for Almind Ung¬
domsforening, der dengang talte over 100 aktive
medlemmer. Det var et interessant arbejde, som bå¬
de min kone og jeg tænker tilbage på med megen
glæde. Vi lærte mange prægtige mennesker at ken¬
de, da de fleste foredragsholdere og oplæsere måtte
overnatte hos os.
I 1942 blev jeg valgt i bestyrelsen for Almind
Sogns Venstreforening, og fra 1955 til sammenslut-
Jeg rejste hjem til november 1928, og begyndte at
lede gymnastik, idet jeg på Rødding Højskole hav¬
de fået uddannelse som delingsfører. Det var den¬
gang, der var unge i Almind. Jeg kan huske, jeg
havde 30-35 karle, og det var egentlig rigeligt til
Forsamlingshuset. Vi sluttede altid omkring april,
"det var gerne 2. påskedag, så var der opvisning, og
om sommeren sparkede vi fodbold.
Imens jeg var på Rødding Højskole, var jeg på
session i Kolding og blev taget til dragon. I 1929
stillede jeg den 10. oktober ved 3. dragonregiment i
Århus som rekrut, og blev hjemsendt i februar 1931
og var da avanceret til korporal.
Efter hjemkomsten begyndte jeg atter at lede
gymnastik og blev samtidig formand for Almind
Boldklub, og i 1932 kom jeg i bestyrelsen for VU i
Kolding. I 1933-34 var jeg på Askov Højskole
11934 blev jeg gift, og vi købte en gård ved Ran¬
ders i en by, der hedder Floes. I Floes kom jeg ret
Jes Jessen, Stagebjerggaard, som dragon i 3. dragonregiment,
1. eskadron i 1929.
13

ningen med Viuf Venstreforening i 1972 var jeg for¬
mand.
Ved krigens ophør havde vi her i Almind et sog¬
neråd bestående af ældre personer — al respekt for
dem, men vi var en generation af yngre mænd, som
fandt, at de ikke fulgte med tiden, bl.a. på det
sportsmæssige område fandt vi, at nu var tiden inde
til, vi skulle have en sportsplads. Vi havde førhen
flyttet fra den ene græsmark til den anden, og det
var ikke altid lige morsomt. Ved valget i 1946 var
sindene kommet sådan i kog mod det daværende
sogneråd og deres måde at forvalte pengene på, at
der blev lavet en sportsliste. Jeg kom på denne
sportsliste og blev valgt.
Ved valget i 1950 fik vi en ny sognerådsformand,
Aksel Buhl, og jeg blev kommunekasserer. Samti-
Almind Stadion ved indvielsen i 1947.
14

dig blev jeg medlem af skolekommissionen og var
dens formand i de følgende 12 år. Det var nyt blod,
og nu skulle der ske noget. Det eneste, vi fra 1946
havde fået trumfet igennem, var sportspladsen, og
den blev indviet i 1947. Efter kommunevalget i
1950 var det sådan, at befolkningen, ikke alene i
Almind, fandt, at nu havde de spinket og sparet
længe nok. Nu skulle der til at ske noget, og der
skulle også ske noget på det kommunale område.
Jeg husker f.eks., at vi i 1946 arbejdede med et
kommunebudget, såvidt jeg husker på kr. 58.000.
Otte år efter var det næsten oppe på kr. 300.000,
og det var de samme indbyggere, for Almind vok¬
sede ikke, vi var omkring 750. Det var de samme,
der skulle betale. Kravene var blevet større, og det
resulterede bl.a. i, at vi begyndte at asfaltere vore
veje. Vi har kun 13 km kommunevej her i Almind,
så det var til at overkomme. Det var »Phønix«, Ve-
Såning engang i 1930'erne.
jen, der forestod asfalteringen — formedelst kr.
33.000 pr. km.
Vi har altid være ret velsituerede i kommunen, og
vi havde en pæn kassebeholdning, så de første par
år betalte vi kontant uden at tage lån, og da der var
gået tre år, fik vi refusion på det første. Vi var lige
ved at få finansieret om ikke 100%, så i hvert tilfæl¬
de 30-40% af udlægget. Det gik vældigt, og samti¬
dig med fik vi Almind by kloakeret. Det var i 1950—
51, og det var en stor begivenhed, og der var ingen
pardon, i løbet af et år skulle samtlige husstande
være tilsluttet. Det viste sig også at være til alles til—
fredshed.
Samtidig med at vi fik besættelsesårene på al—
stand, og alt efterhånden var ved at være i de vante
gænger, meldte der sig krav fra den almindelige
borger i samfundet om, at man, som det blev sagt,
skulle følge med udviklingen. Jeg har nævnt asfalteringen
af vore veje. I 1949 byggede vi på andelsbasis
Almind Frysehus, der virkede til fuld tilfreds—
hed til 1965, og hvor jeg var formand i samtlige år.
Vort forsamlingshus blev udvidet med fast scene,
tidssvarende toiletter og centralvarme. Vi fik gadebelysning
over hele byen. Men der var ét spørgsmål,
det tog adskillige år at få bragt på plads. Skolen og
dens fremtid. Samtidig med anlægget af sports—
pladsen i 1947 drøftede vi bygningen af en skole,
beliggende vest for Almind — hvor nu Egeparken
ligger. Dons Skole og de to skoler i Almind skulle
nedlægges. Den skitse, som der var et udkast til,
nåede aldrig ud til offentligheden.
11962 fik vi en midlertidig ordning med Kolding
Realskole, der indtil videre skulle tage 6. og 7. klas—
se. Så opstod der en ny tanke.
Stærke kræfter i Viuf og Almind ønskede en fæl—
lesskole, og efter mange og lange forhandlinger de
to kommuner imellem, blev det en lykkelig realitet.
Den 25. august 1965 indviedes Almind-Viuf Fæl—
lesskole, og den fungerer til alles tilfredshed.
15

Kristian Rasmussen,
Harte-Bramdrup
Fra forkarl til gårdmand
Kristian Rasmussen er født i 1900 i Grundfør. Han
fortæller her, hvordan han arbejdede sig op fra at
være karl til at blive ejer af Påbygård i 20 år. 11969
blev han valgt som »Årets Æres Bonde« af Kolding
Herreds Landboforenings bestyrelse. Som i den fo¬
regående beretning spiller højskolebevægelsen en
vigtig rolle. Kristian Rasmussen sad i Harte-Bramdrup
sogneråd i tiden fra 1958 til 1966.
Jeg er født den 20. februar 1900 i Grundfør, som
ligger oppe nordvest for Århus, sådan cirka to mil
fra Århus.
Jeg havde en syv-årig skolegang i en ikke helt lille
skole, trods alt en fire-klasses skole. Der gik jeg i
syv år og blev grundigt skoletræt. Jeg har aldrig væ—
ret så glad i den tid, som når jeg fik lov at komme
hjem og gå bagefter hestene, når vi begyndte forårsarbejdet.
Jeg kom ud af skolen i april måned, og
Pløjning på Buhlsminde i Sdr. Vilstrup, 1920.
blev egentlig hjemme længere fra skolen end jeg
måtte, fordi min far havde brug for, at jeg var hjem—
me at hjælpe til. Jeg ville hellere hjem end i skole,
men jeg måtte alligevel i skole en tre-fire dage, in—
den vi skulle have eksamen, for at få det lidt opfri—
sket. Ellers var det at komme i marken efter et par
heste for harven noget af det bedste, jeg vidste den—
gang. Jeg er opvokset ved landbruget, født ved
landbruget og har alle dage haft en tilknytning til
landbruget.
Vi kom ikke sådan ud at tjene straks, vi fik lov at
gå hjemme. Jeg var karl hjemme i to år, inden jeg
skulle ud og tjene, så jeg var 16 år, inden jeg kom ud
at tjene første gang.
Det var en lidt mærkelig måde at komme ud at
tjene i 1916, da alle de voksne karle var indkaldt, så
jeg blev forkarl straks. Jeg var 16 år på en gård med
80 tdr. land, og der var vi tre unge mennesker i
samme alder. Jeg var forkarl, en var andenkarl, og
den tredje var fodermester, så vi fik lov at bestille
noget. Det var en, efter den tid, meget moderne ung
mand, vi var ved, men han forstod at fortælle os,
hvad de andre foregående karle havde lavet, og vi i
den alder skulle i hvert fald ikke lave mindre end
dem. Jeg ville gerne være blevet, men der var en af
familien, som absolut skulle være karl der, så jeg
blev der ikke. Jeg kom op på en anden gård, som
hed »Skrivegården«, og der blev jeg også forkarl.
Der var jeg i et år, og det var en streng plads, fordi
den mand, der skulle være andenkarl, var en gam—
mel mand på 62 år. Så det blev sådan, at selv om jeg
var forkarl, så var det mig, der skulle gøre det tunge
arbejde, læsse gødning, læsse roer af og det hele, så
det blev for strengt. Jeg skulle ellers have blevet der
et år længere, men jeg fik dårlig mave, måtte hjem
og på hospitalet og blev først rask i løbet af et halvt
års tid.
Så fik jeg en plads henne ved Skanderborg i
landsbven Mned den ».ommci. del blc\ sommeien
16

1919, som forkarl på en gård. Det var en rar og flink
mand og kone at være hos, men det var også noget
af en streng plads. Vi havde alle maskinerne, men
når vi skulle høste rug, havde han den gammeldags
indstilling, at det skulle høstes med le. Jeg skulle
helst gå foran, og jeg havde så en makker, en ar¬
bejdsmand på 25 år. Jeg var 19 år, han var kraftig
og stærk, og jeg skulle gå foran. Det var strengt at
gå foran, for han kom lige i hælene på mig hele ti¬
den. Det var faktisk strengt, men på den anden side
kom jeg til at køre med selvbindere og køre med al¬
le maskinerne, så i og for sig var jeg glad nok for at
være der, og jeg fik en ualmindelig god forplejning.
Jeg skulle selv vågne om morgenen og kunne ik¬
ke lide, når konen en enkelt gang kom og kaldte, for
jeg skulle nok komme op. Det skete da, at hun kom,
for hun troede ikke, at jeg kunne vågne.
— Havde du flere pladser, inden du kom hjem igen
Nej, fra den kom jeg på højskole, Vestbirk Høj¬
skole ved Grønvald Nielsen. Jeg var fem måneder
på højskolen. En dejlig tid, hvor man oplevede et
kammeratskab, og ikke mindst var Grønvald Niel¬
sen en vidunderlig fortæller, når han fortalte om sin
rejse. Han var meget optaget af England og engelsk
kultur. Han fortalte om Disraeli og Gladstone og
især om Rochsdalevæverne og deres særlige livs¬
form på en måde, så vi blev meget optaget af det.
Om aftenen kunne han læse op, sådan at vi blev
musestille. Han prægede i det hele taget skolen, så
man syntes, at det var ham, der bar skolen, selv om
der var mange elever, vi var nemlig 175 elever. Der
var ikke to-mands værelser, så vi boede fem mand
på et værelse. Vi fik godt kammeratskab ud af det,
og det var en god start for en ung mand.
Derfra kom jeg hjem den 1. april, og den 15. april
1920 mødte jeg på kasernen i Århus som rekrut.
Det var slet ikke noget rart at komme fra en højsko¬
le og skulle til at være soldat. Tonen kunne man
nok ikke rigtig vænne sig til. Den barske tone i
modsætning til den tone, man havde haft på høj¬
skolen, kunne man ikke vænne sig til, men det kom
jeg også over.
Jeg var lidt sent på vej, jeg havde så mange andre
ting for, inden jeg begyndte at tænke på landbrug.
Jeg var på Hadsten Gymnastikskole, og jeg var på
Asmildkloster Landbrugsskole. Der ledede jeg
gymnastikken, og fra landbrugsskolen rejste jeg
over til Sjælland og blev avlskarl eller blev halvvejs
kaldt forvalter på en forsøgsgård. Der var jeg kun et
halvt år, så var jeg fodermester ude på Stevns et år.
Derfra kom jeg over på Ollerup Gymnastikhøjsko¬
le, og tilbage til Lolland-Falster som forkarl på en
større gård, og igen tilbage til Ollerup, som den
mand, der stod for haven og passede svømmehal¬
len. Derfra til Sønderjylland for at være med i ung¬
domsarbejdet med folkedans og gymnastik.
Da jeg kom til Sønderjylland, var jeg efterhånden
blevet 30 år, og tænkte, at det var rart at blive selv¬
stændig. Jeg opdagede, der var flere muligheder for
at blive hjulpet i gang økonomisk i Sønderjylland,
end der var nogen andre steder i landet, fordi man
havde Det Unge Grænseværn. Man havde lande¬
værnet, som var villig til at skyde penge ind. Der
begyndte jeg mit første landbrug, en statsejendom
på 35 tdr. land. Det var ude på prærien, kunne man
næste sige, for det var på den øde strækning imel¬
lem Løgumkloster og Branderup. En strækning,
som faktisk var ligesom en prærie, og der havde
Statens Låneudvalg købt en større gård. De ville
bygge en koloni, som nok var en statsejendom, men
skulle ligne en landsby. Der blev bygget 14 ejen¬
domme i forskellig størrelse, forskellige typer, og
jeg overtog en mellemtype på 35 tdr. land med stråtækkede
bygninger. Den drev jeg i halvandet år, så
blev jeg gift med Ketty, født Buch. Vi blev gift den
10. juni 1932, og den 1. juni 1933 brændte hele
herligheden. Men vi byggede den op meget mere
17

Den teknologiske udvikling siden århundredskiftet har drastisk reduceret landbrugets behov for arbejdskraft
ikke mindst i høsttiden. På billedet ovenfor ses et høstbillede et sted på Koldingegnen ca. 1910. Høstarbejdet
var på dette tidspunkt særdeles arbejdskrævende. I baggrunden kan lige anes aflæggeren, en forgænger for
selvbinderen, som kom til senere.
18

Høst i Harte, 1956. Foto P. Thastum.
moderne end det, vi havde overtaget. Det var med
centralvarme og badeværelse, og sådan noget vakte
en lille smule misundelse mellem alle de andre, som
havde overtaget almindelige statsejendomme. Ti¬
derne var sådan, at da vi skulle bygge, var der rift
om det. Så vi kunne få bygget, og nemt få bygget for
vores assurancesum.
Det var min første ejendom, hvor vi var i 20 år og
havde et rigt og godt liv, og deltog i alt, der skete i
de år, i 1930'erne. Det var en spændingstid, nazis¬
men brød igennem, og tyskerne i Sønderjylland
stak hovedet frem og troede, at nu skulle Sønderjyl¬
land tilbage til Tyskland igen. Vi var med dengang,
Det Unge Grænseværn blev startet på Folkehjem¬
met i Åbenrå. Midt under det møde kom H. P.
Hanssen* op på balkonen. Vi rejste os og hyldede
ham, det var en stor oplevelse at være med til. Vi
havde ungdomsarbejde ved siden af, at vi drev, vo¬
res landbrug, med gymnastik og folkedans og del¬
tog i Det Unge Grænseværns møder. Der var store
nationale møder, fordi vi blev presset af tyskerne,
og jeg kom i bestyrelsen for det, vi kaldte »Dansk¬
samfundet«. Vi skulle søge at imødegå tyskerne på
bedste måde, med alt hvad vi kunne gøre af folkelig
dansk arbejde.
Så flyttede vi fra Sønderjylland i 1952. Jeg havde
længe ønsket at få en lidt større gård, og så købte vi
»Påbygård« tre kilometer vest for Kolding, en gård
på 82 tdr. land. Den har vi drevet i 20 år, ligesom vi
havde drevet landbrug i Sønderjylland i 20 år. Vi
gik forsigtigt til værks, og blandede os ikke alt for
meget med befolkningen. Vi ville først se efter,
hvordan de var. Vi var vant til at komme i frimenig¬
heden og vidste ikke rigtigt, hvor vi nu skulle søge
hen. Det varede ikke længe, fordi vi var nabo til
præstegården, og der boede provst Sarnæs. Da vi
havde hørt ham nogle gange, var vi klar over, at vi
igen skulle melde os ind i folkekirken. Der er vi sta¬
digvæk. Vi drev »Påbygård« i 20 år, og det var en
vis tilfredsstillelse for mig, også for min kone, men
især for mig, som altid havde drømt om, at jeg skul¬
le have en gård. Det lykkedes at få en gård, at have
en fodermester og to karle.
— I har gjort hele perioden med mekaniseringen og
afvandringen fra landbruget
Ja, det har vi. Jeg var en kvægmand, meget opta¬
get af kvægbruget. Vi havde køer, men havde me¬
get uheld med besætningen med både tuberkulose
og kastning, så jeg måtte skifte besætning tre gange.
Jeg havde efterhånden alligevel fået en god besæt¬
ning, fik den udstillet og havde den fornøjelse at få
både en førstepræmie og ærespræmie ved dyrskuet
i Kolding. Efterhånden blev det sådan, at vi også fik
andre sygdomme i besætningen, så jeg blev træt af
19

køerne. Min gamle fodermester, som vi havde haft i
13 år, blev også træt, så køerne blev sat ud, og vi
stillede om til grise, svin og satte folkeholdet ned til
kun en mand. Det skete der omkring 1962. Så drev
vi gården med en mand og med alle de maskiner,
som hørte til et moderne landbrug.
i
* H.P. Hanssen, 1862-1936, grænselandspolitiker
og minister for sønderjyske anliggender 1919-1920
ministeriet Zahle.
En gård er mange ting. Der går en klar grænse mellem de middelstore gårde nordfor Kolding og de store proprietærgårde
syd for Kolding. Skellet er ikke alene økonomisk, men også kulturelt. Mens gårdmændene nord
for Kolding ofte var grundtvigianere og tilknyttet partiet Venstre, var proprietærerne på de store gårde i syd ofte
tilknyttet Indre Mission og Højre. Mens gårdmandssønnerne nord for Kolding ofte kom på højskole, kom
mange af sønnerne fra de store proprietærgårde på Kolding Højere Almenskole, inden de senere videreuddan¬
nede sig på forskellige gårde rundt omkring i landet. En boglig uddannelse er ikke et træk, man normalt finder
hos gårdmændene. På billedet ses Cathrineberg i Sdr. Stenderup. Gården var i 1933 på 156 ha. ager, skov og
eng.
20

Gårdejerne
fortæller
Indledning
Da de 76 købstæder og ca. 1300 sogne den 1. april
1970 ved kommunesammenlægningen blev slået
sammen, var der på flere punkter sat et afgørende
punktum i Danmarkshistorien. For første gang var
land og by undergivet den samme lovgivning og admi¬
nistration.
Sammenlægningen fik dog også konsekvenser
for politikernes rolle i kommunerne. Politikerne
mistede ved sammenlægningen som følge af de nye
kommuners størrelse en række funktioner, der blev
lagt i hænderne på en voksende stand af embeds¬
mænd. Indtil sammenlægningen var de politisk
valgte sogneråd oftest samtidig deres egen admini¬
stration. Administrationen af sognekommunen
blev i reglen overladt til sognerådsformanden og
kassereren, mens kommunens ansatte hovedsagelig
bestod af et par lærere, en vejmand og evt. en kæm¬
ner. Mange af de opgaver, der i dag regnes som ad¬
ministrative og varetages af kommunens embeds¬
mænd, blev i sognekommunen udført af en eller
flere af sognerådsmedlemmerne. Formanden for
vejudvalget måtte selv ud og syne vejene, når der
skulle foretages reparationer og evt. forbedringer.
Socialsagerne blev administreret af sognerådsmedlemmerne
selv o.s.v. Sognerådsmedlemmerne kom
dermed til at kende sognet og dets beboere, ikke
mindst igennem det årlige ligningsarbejde.
Sognerådsarbejdet havde dermed også en anden
karakter end i dag. Det politiske arbejde i sogne¬
kommunerne bestod i høj grad af beslutninger, der
blev truffet efterhånden som sagerne dukkede op
hos sognerådet. I kraft af en række enkeltbeslutnin¬
ger blev der lagt en mere eller mindre fast linie for
sognekommunens administration og sognets frem-
Når en sag eller en forespørgsel kom ind til sog¬
nerådet, blev der truffet en afgørelse i den enkelte
sag, hvilket var muligt i en sognekommune på mel¬
lem 600 og 3000 indbyggere. Kun i ganske få sager,
hvor det drejede sig om store investeringer for kom¬
munen, f.eks. opførelse af en ny skole, kloakering
eller lignende, kunne det komme til en »politisk«
debat, som vi kender det i dag. Kommunalpolitike¬
rens perspektiv i kommunalpolitikken blev ander¬
ledes efter kommunesammenlægningen i 1970.
I det følgende fortæller en række gårdmænd om
sognerådsarbejdet. I første beretning fortæller H.
C. Juhl om sit arbejde som sognerådsformand i Sdr.
Stenderup. I beretningen »Fra fyldepen til hulkort«
fortæller Johannes Juhl om sognerådsarbejdet og
udstykningerne i Sdr. Bjert. Sognerådsarbejdet var
et mangesidigt job, uden den specialisering som det
er tilfældet i dagens kommunalpolitik. I beretnin¬
gen »Sognerådets altmuligmand« fortæller Jens
Peter Jørgensen om denne blandede landhandel,
der kunne være meget arbejdskrævende for sogne¬
rådsformanden. Aksel Buhl fortæller om kassere¬
rens arbejde på en tid, hvor pensioner og sociale
ydelser blev udbetalt kontant af kassereren til den
enkelte.
Sognekommunerne kunne bestå af mere end et
21

sogn, hvilket var tilfældet for Eltang-Vilstrup sognekommune,
der bestod af sognene Eltang, Sdr.
Vilstrup og Nr. Bjert, samt sognekommunen Harte-Bramdrup,
der bestod af de to sogne Harte og
Bramdrup. I »To sogne i en sognekommune« fortæller
Kristian Rasmussen om de problemer og dis¬
kussioner, som en sognekommune med to sogne
kunne medføre. Endelig fortæller Hans Sidelmann
om arbejdet som sognerådsformand i en sogne¬
kommune med kraftig økonomisk vækst.
H. C. Juhl, Sdr. Stenderup
Sognerådsformand i Sdr. Stenderup
H. C. Juhl er født i 1924 på »Lykkesgård« i Sdr.
Stenderup. Efter præliminæreksamen på Kolding
Private Realskole i 1940 var han i de efterfølgende
år ude at tjene, indtil han i 1950 blev gift. Fra 1950
til 1955 fungerede han som forvalter på »Lykkesgård«,
hvorpå han først forpagtede gården og i 1959
købte den. I 1958 blev han indvalgt i Sdr. Stenderup
sogneråd og samme år valgt som sognerådsformand.
Denne post besad han indtil kommunesammenlægningen
i 1970. Han blev i 1970 valgt til Kolding
Byrådfor de konservative, hvor han sad som
viceborgmester indtil 1974.
I 1958 var der kommunevalg, og vores daværende
sognerådsformand, J. Raffnsøe, ringede rundt til en
del af os ude på gårdene og bad os om at komme op
i forsamlingshuset til et opstillingsmøde. Han var
ked af at skulle sidde alene med dem, han ikke så¬
dan lige var helt enig med, og vi stillede en hel del
unge landmænd i forsamlingshuset. Det endte, som
den slags tit gjorde, med lidt pit og lidt pjat, og fjol¬
let nok tillod jeg mig at nævne et navn på en af mine
kolleger, hvilket jeg nok aldrig skulle have gjort.
Kollegaen returnerede omgående og foreslog H. C.
Juhl. Det var min opstilling, og der blev jeg på li¬
sten.
Jeg blev valgt til valget 1. april 1958. Jeg skulle til
tre sognerådsmøder, et pr. måned, april, maj og ju¬
ni. Det første glemte jeg, nr. to tog jeg ind til, og ved
nr. tre blev jeg ringet op ude på en forpagtergård.
Jeg havde glemt, at der var sognerådsmøde den af¬
ten. Det havde jeg altså også glemt. Det var min in¬
teresse for sognerådsarbejde på det tidspunkt.
I juni måned døde vores sognerådsformand gan¬
ske pludseligt, og vi skulle finde en ny. Der blev pe¬
get på mig som det nyeste medlem i sognerådet
uden nogen særlig stor interesse for sognerådet el¬
ler sognerådsarbejde af nogen art. Jeg havde nok at
gøre med at passe min gård, men jeg blev valgt til
sognerådsformand, vidende at jeg ikke havde poli¬
tisk opbakning til at blive valgt. Jeg blev nemlig
valgt af et flertal af socialdemokrater, og det var så¬
dan set det interessante. Jeg husker, et af de social¬
demokratiske medlemmer sagde, at det kunne man
ikke være bekendt. De ville pege på Mathias Peter¬
sen, der var en af hans kammerater, hvortil denne
kammerat, som for øvrigt siden blev min kommu¬
nesekretær, sagde: »Det ved du jo godt, at det har
jeg ikke lyst til, og jeg har heller tid til det. Jeg vil fo¬
reslå, vi holder os til H. C. Juhl«, så det var min ind¬
træden som sognerådsformand i Sdr. Stenderup.
Jeg må indrømme, at jeg aldrig har fortrudt, at
jeg blev sognerådsformand. Da jeg var klar over,
der ville være optræk til det, tog jeg hjem på går¬
den. Jeg spurgte min far: »Jeg har formodentlig to
muligheder, at blive kommunekasserer eller blive
Sdr. Stenderup sognekommune 1966. 90% af originalkort.
Reproduktion af udsnit af kortblad 3410
udg. 1966 i serien »Danmark 1:40.000«. © Copyright
Kort- og Matrikelstyrelsen 1989 (A124-89).
22

sognerådsformand, hvad vil du råde mig til«, og
da sagde han: »Så tag formandsposten, for det at
være ung landmand uden penge i dag, kan der være
en fristelse i at sidde på en pengekasse. Jeg vil råde
dig til at tage formandsposten.« Og det gjorde jeg.
— Havde du en tilknytning til Det Konservative
Folkeparti, inden du blev opstillet
Ja, jeg var medlem af Det Konservative Folke¬
parti. Jeg tror oven i købet, at jeg var bestyrelses¬
medlem i Vonsildkredsens konservative vælgerfor¬
ening, inden jeg blev opstillet her.
— Hvorledes var sognerådsarbejdet så i de første
år
Først skulle jeg prøve at sætte mig lidt ind i, hvad
det overhovedet drejede sig om. Problemerne var
ikke store, eller var slet ikke at sammenligne med
kommunalarbejde i dag. Det var faktisk interessant.
Man sad som en lille, jeg havde nær sagt konge, og
kørte det meget som et »One man show«, men jeg
havde heldigvis min gode sekretær, der havde alt
skrivearbejdet. Ham havde jeg faktisk i otte timer.
Hver dag sad han oppe på kontoret. Alle i sognet
kunne henvende sig til ham og spørge om det og
det. Han kunne slå op i love og cirkulærer, og han
havde alt, hvad han skulle bruge til sin rådighed til
at besvare næsten alle spørgsmålene. Var der pro¬
blemer, ringede han, og normalt var jeg på kontoret
enten en time eller to hver dag.
Jeg havde altid fast telefon her på gården om
morgenen fra 8.00 til 9.00, hvor vi kunne tale sam¬
men, og hvor jeg havde kommunens post, som kom
den her vej ud. Kommunens post blev afleveret på
min privatbolig, hvor jeg gik den igennem. Hvis der
var noget, der hastede, kørte jeg op og afleverede
det, ellers var en times tid eller to om dagen normalt
arbejde. Vi havde dog mandagen, hvor der var
kommunetid, hvor kommunens kontor blev åbnet
fra fire til seks. Der kom folk og hentede deres pen¬
sion, deres tilskud, bidrag, lønninger, og hvad der
var. Det havde sekretæren ordnet langt det meste
af.
Noget af det, der morede mig en del ved kommunearbejdet,
det var økonomien. Vi fik på det tids¬
punkt 85 % i tilskud til lærerlønninger, for at tage et
eksempel. Vi havde selv en skatteprocent her i sog¬
net på 16 %. Når lærerne eller skolelederen sagde,
at nu havde man altså faktisk behov for lidt mere
hjælp til skolen, skulle man ikke være ret intelligent
for at finde ud af at ansætte en lærer. Det skete der
ikke alverden ved, vi tjente faktisk på det hver gang.
Istandsættelsen af lærerboliger kostede en del, det
var hagen ved at have flere lærere end lige højst
nødvendigt.
Vore vejrefusioner fik man efter 1. april ret hur¬
tigt refunderet. De materialer, jeg skulle bruge i det
kommende finansår, købte jeg selvfølgelig umid¬
delbart før 1. april. Jeg købte f.eks. stenmaterialer
til et år. Vi havde måske ikke behov for dem før til
august, september, oktober det kommende år, men
regningen var betalt og refusionen kom først i april.
Vi kørte næsten på frihjul et år igen. På den måde
fik vi en fantastisk god økonomi i vor lille kommu¬
ne.
Vi skyldte ikke penge, og vi havde ved kommu¬
nesammenlægningen, hvis jeg ikke husker helt for¬
kert, små to mill. at kunne tilføre Kolding kommu¬
ne. Det var måske lidt tåbeligt. Vi kunne lige så
godt selv have anvendt de penge i sognet til et eller
andet, men vi havde ikke, og jeg havde slet ikke, et
ønske om at presse noget igennem for at få tømt
kassen inden sammenlægningen. Det syntes jeg
Sognets udgifter til lærerlønninger blev refunderet
af staten. Den eneste udgift for sognet var, at det
selv skulle betale lærerboligen. Lærerbolig til Almind
skole. Tegnet af Sigurd Madsen i 1945.
24

ikke, der var nogen grund til, for vi skulle være i
fællesskab bagefter, og der var bestemt behov for,
hvad man kunne få der.
I sognerådsperioden havde vi en lille historie
med Esbjerg kommune, som vi skaffede fem tønder
land på Stenderup Hage. Esbjerg kommune skulle
opføre feriekoloni dernede. Jeg handlede dernede,
og købte de fem tønder land for 23.500 kr. Esbjerg
kommune ville kun give 10.000 kr. for den, Sten¬
derup kommune ydede 5.000 kr. Der manglede alt¬
så 8.500 kr. Jeg gik da rundt til vore håndværkere,
til købmænd, brugs, alt hvad der var af handlende i
sognet og sagde: »Du har så stor en forretning, du
skal give fem hundrede«, og »du har så stor en for¬
retning, du skal give tusind kroner«, til jeg havde
mine 8.500 kroner. Dem afleverede jeg til lodseje¬
ren, og dermed havde Esbjerg kommune samlet de
fem tønder land, og kunne bygge deres koloni her¬
nede. Der lå den klausul i det, at den skulle opføres
af lokale håndværkere, som havde ydet tilskud, og
handelen skulle i minimum en femårig periode fo¬
retages hos de lokale handlende i Sdr. Stenderup
sogn.
— Var der lønnet medhjælp
Mathias Petersen var på kommunekontoret, in¬
den jeg kom ind i sognerådet, men hvor fast han var
på det tidspunkt, det tør jeg ikke helt sige. Jeg fik
ham i hvert fald fastansat, jeg tror med det samme.
Til stor misundelse for mine kolleger i andre sogne,
som ikke havde en, og vi var endda et af de små
sogne. Jeg har aldrig fattet, at de andre sogneråds¬
formænd havde et ønske om at sidde på deres lille
numme på kommunekontoret i otte timer hver dag.
Jeg havde hverken tid eller råd til at sidde der hele
tiden, jeg skulle da passe gården her.
— Gik i sammen om en overbygning til skolen i Sdr.
Bjert
» Lykkesgaard« set fra luften. Uden år.
Ja, men først var der nedlæggelsen af Stenderup¬
skov Skole, som var vedtaget, inden jeg kom i sog¬
nerådet. Den skulle først nedlægges til november,
som jeg blev sognerådsformand 1. juli. Det var en
lidt ubehagelig tid og situation, for der var virkelig
mange følelser med i hele det spil. Man havde kun
undervisning af første, anden og tredje klasse og
havde en vist nok ganske udmærket lærerinde der¬
nede, som både børn og forældre var meget begej¬
strede for og elskede. Det var en slags mor for dem
alle sammen dernede, og de mente, at når »kultur¬
centret« Stenderupskov Skole blev nedlagt, så for¬
svandt alt fra jordens overflade, så var det slet ikke
værd at leve mere. Det var der forfærdelig meget
skriveri om, og det var meget følelsesladet. Men
den blev nedlagt, og børnene blev flyttet op til Sdr.
Stenderup Centralskole. I løbet af nogen tid fik vi
solgt bygningerne, den gamle Stenderupskov Skole.
Det var for øvrigt til ingeniør Brems, der lavede en
plastikfabrik dernede.
Der ligger den lille pudsighed i det, at for de pen-
26

ge, jeg fik for skolen, fik jeg som den første kommu¬
ne i Vejle amt, måske i landet, tilladelse til at købe
aktier. Det morede mig, obligationer kunne vi alle¬
sammen købe, men der var aldrig nogen, der havde
fået lov til at købe aktier. Jeg fik amtmand Wambergs
tilladelse til at købe. Jeg købte selvfølgelig i
min egen bank, Kolding Låne- og Diskontokasse,
hvor jeg selv sad i bestyrelsen, og det gav lidt gen¬
lyd. Det var i hvert fald en god forretning!
Så kommer vi til overbygningen, som de kaldte
den i Sdr. Bjert. Vi havde hver vores syv klasser,
Sdr. Bjert og Sdr. Stenderup kommuner. Hovedre¬
formen kom med 8.- 9. klasse, og vi havde vel nok
nogen diskussion om, hvor overbygningen skulle
ligge. Jeg husker, vi var inde på en overgang, at 8.¬
9. klasse passende kunne ligge i Sdr. Stenderup, så
kunne der komme en realafdeling i Sdr. Bjert. Det
var der mange, eller nogle fra Sdr. Stenderup i hvert
Tærskning på Lauritzminde i 1937.
27

fald, der gerne ville have. Jeg syntes nok, det var
noget urationelt, ikke at have det på et sted. Sdr.
Bjert var den kommune, som søgte med lys og lygte
efter at få tilflyttere, og vi hernede, eller jeg i hvert
fald sagde, at jeg ønskede hverken industri eller
sommerhuse. Jeg ville gerne have 1.000 måske
1.200 indbyggere her i Sdr. Stenderup. Jeg ville ikke
have flere og Sdr. Bjert stræbte efter at få både in¬
dustri og større indbyggerantal, så ville det være
naturligt at lade overbygningen være på Sdr. Bjert
Skole. Vi gjorde det på den måde, at første gang no¬
gen skulle i 8. klasse, da skulle børn fra Sdr. Sten¬
derup køre over til Bjert, gå i 8. klasse og så blive
der i 9. klasse. Året efter kom man så til Sdr. Sten¬
derup, startede 8. klasse og kørte 9. klasse hernede.
Sådan havde vi en vekselvirkning til at begynde
med. For ikke at få nogen brok og kritik af det hele,
lavede jeg det på den måde, at de første, der skulle
til Sdr. Bjert, blev mine egne børn. Nu havde jeg til¬
fældigvis to år imellem mine børn, så de er begge
startet i Sdr. Bjert i 8. klasse. Sognerådsformanden
kunne i hvert fald ikke kritiseres for, at han trak til
Sdr. Stenderup på grund af sine egne børn. Folk
forstod den. Siden er vi så fuldstændig ophørt her i
Sdr. Stenderup. Vi kører kun til 7. klasse her, det
kører helt naturligt.
— For at få penge i kassen kørte Sdr. Stenderup
med en stor grundskyldspromille
Husk på, vi havde 1.600 tønder land statsskove,
og havde vi ikke haft det, så havde grundskyldspro¬
millen været ganske anderledes. Da vi fik så stor en
indkomst på grund af statsskovene, som ikke på an¬
den måde ydede noget videre til kommunekassen,
Sdr. Bjert sognekommune 1966. 90% af originalkort.
Reproduktion af udsnit af kortblad 3410 udg.
1966 i serien »Danmark 1:40.000«. © Copyright
Kort- og Matrikelstyrelsen 1989 (A124-89).
var vi næsten pisket til at affinde os med, at vi havde
lidt stor grundskyld. Vi fik store midler ind gennem
staten på statsskovene. Derfor lå grundskyldspro¬
millen, vi kan vist godt sige, urimeligt højt her i Sdr.
Stenderup i forhold til, hvad den gjorde i andre
kommuner.
Johannes Juhl, Sdr. Bjert
Fra fyldepen til hulkort
Johannes Juhl er født i 1921 på en gård i Smidstrup,
men kom i 1923 til Binderupgård i Sdr. Bjert. Jo—
hannes Juhl var medlem af Sdr. Bjert sogneråd i pe¬
rioden 1958 til 1970, de sidste fire år som kasserer.
Interviewet er omskrevet af Johannes Juhl.
Sønder Bjert Sogn, som ligger sydøst for Kolding,
er et af de otte sogne, som blev lagt ind under Kon¬
geriget Danmark ved fredsslutningen efter krigen i
1864. Sognet har kystlinie både til Kolding fjord og
til Lillebælt — grænser mod øst til Sdr. Stenderup
sogn, mod syd til Vejstrup og mod vest og nord til
Vonsild og Dalby sogne.
Sognets areal er ca. 3300 ha, og der var i 1958
1700 indbyggere. Hovederhvervet var landbrug og
der fandtes de værksteder og forretninger, som
knytter sig til erhvervet såsom smede, sadelmagere,
karetmagere, tømrere og murere.
Ved Bjert Strand og ved Agtrupvig boede flere f-
skere, som fiskede i Lillebælt, Kolding fjord.
Der var et andelsmejeri, som blev nedlagt i 1961.
På gårdene var der mange folk, både karle og pi¬
ger, og mange gårde havde desuden også gifte fami¬
lier, som var daglejere og fodermestre.
Styrelsen og administrationen af sognets anlig¬
gender blev udført af sognerådet — i Sdr. Bjert af 11
29

medlemmer. Ved sognerådsvalget i 1958 blev jeg
indvalgt i sognerådet. Ved det konstituerende møde
den 31. marts 1958 blev P. Eeg, som havde siddet i
sognerådet siden 1933 — som formand fra 1943 —
valgt til formand og J. Straarup, der var kommet i
sognerådet i 1936, blev valgt til næstformand og
kasserer.
Der blev valgt medlemmer til kasse- og regnskabsudvalg,
socialudvalg, vejudvalg, biblioteksudvalg
m.m. Der blev endvidere valgt kommunale re¬
visorer (uden for sognerådet), medlemmer til skolekommission,
sundhedskommission m.v. Ved
overdragelsen af regnskabet fra det afgående sog¬
neråd var der i året 1957-58 en indtægt på kr.
3.029.925,- og udgifter på kr. 2.733.895,-, altså en
kassebeholdning på kr. 296.030,-.
Der var sognerådsmøde én gang om måneden,
og der var som regel mange punkter på dagsorde¬
nen. Møderne blev holdt på alderdomshjemmet,
hvor der til sognerådet var en entre, et ret stort kon-
Vesterlykke i Sdr. Bjert omkring 1900. Her fandt
den første udstykning i Sdr. Bjert sted i slutningen
af
1800-tallet.
tor, en stor brandsikker box, sognerådslokalet samt
en spisestue. Personalet på alderdomshjemmet sør¬
gede for kaffe ved sognerådsmøderne.
11957 blev der i Sdr. Bjert bygget en centralskole
og tre lærerboliger ved skolen. De tre gamle skoler
blev nedlagt og solgt. Ved indvielsen samledes alle
eleverne og var med ved flaghejsning. Der var mid¬
dag på kroen for gæster fra amtet, skolekommissio¬
nen, lærere, arkitekt, håndværkere og hele sogne¬
rådet.
Efter middagen var der fest i gymnastiksalen,
hvor amtmand Wamberg, Vejle, talte. Arkitekt Si¬
gurd Madsen udtalte bl.a., at Centralskolen med tre
lærerboliger kostede 1,1 million kroner.
Med Centralskolens start og en ny skolelov skulle
der undervises i flere nye fag: engelsk, tysk, mate¬
matik, og der blev ansat flere nye lærere. Da der
ikke i Sdr. Bjert var ledige huse eller lejligheder, lod
sognerådet bygge lærerboliger, bg i de år kunne der
bygges et hus på 110 m 2
for kr. 40.000,- i håndvær¬
kerudgifter. Der var på det tidspunkt 250 elever på
skolen, og de kunne nu efter syvende klasse gå vi¬
dere og tage realeksamen i Sdr. Bjert.
I Sdr. Bjert sogn var der ca. 52 km vej, og hvert år
blev der asfalteret eller overfladebehandlet nogle
km. Det var de store vejfirmaer, som gav tilbud og
udførte arbejdet. Der var ansat tre faste vejmænd,
som hver havde deres distrikt, men arbejdede sam¬
men, når der skulle anlægges fortove, laves kloake¬
ring eller lignende.
11962 købte sognerådet to ha. jord af gårdejer E.
Schultz. Jorden kostede kr. 2,25 pr. m 2
og lå vest
for gaden Vesterløkke langs Skamlingvejen. Land¬
inspektør Jeppesen, Kolding, udarbejdede ud¬
stykningsplan. Der blev anlagt vej, og arealet blev
byggemodnet. De 22 grunde blev ret hurtigt solgt. I
1963 købte Bendix og Frederik Lund to ha. jord
syd for Bjært, også af E. Schultz, og byggemodnede
arealet, og grundene blev solgt i løbet af få år. Det
30

var familier fra Kolding, der købte grund og bygge¬
de huse i Sdr. Bjert, og der kom flere børn i skolen.
I sognerådet kunne man også mærke tilflytningen
ved større skatteindtægter. Det kunne også behø¬
ves, da antallet af ansatte på gårdene dalede på
grund af mekaniseringen i landbruget.
Der var meget med økonomi på sognerådets
dagsorden. Der blev optaget ret store lån til skole¬
byggeri, til lærerboliger, nye skolemøbler, samlin¬
ger til naturhistorie, fysik, inventar til sløjdsal,
båndoptager, filmapparat m.m.
Hver måned blev der udbetalt pension udregnet
af socialudvalgsformanden sammen med folkere¬
gisterføreren M. Schousboe. Pengene blev hentet i
banken og lagt i poser, og vejmændene kørte rundt
til pensionisterne med dem. Skatterne blev opkræ¬
vet af skatteopkrævningskontoret, som var oprettet
af de otte sogne i fællesskab.
Selvangivelserne fra sognets skatteydere skulle
afleveres inden 1. februar. De blev åbnet og lagt i
orden af sognerådsmedlemmerne på et møde en af
de første dage i februar. Der var afsat tre hele dage
til ligningen, og der var altid et medlem fra skatterå¬
det til stede. Sognerådsmedlemmernes selvangivel¬
ser blev først behandlet, og den pågældende gik
uden for lokalet så længe.
Der var indført regnskabspligt for landbrug, som
havde over 50.000 kr. i grundværdi, og man havde
et regnskab med indtægter, udgifter samt status og
formueopgørelse, men der var en del skatteydere,
hvor man måtte skønne, om der i den opgivne ind¬
tægt var plads til et privatforbrug. På det tidspunkt
begyndte virksomhederne også at sende lønsedler,
så man havde et tal at gå ud fra.
Der var nogle selvangivelser, som manglede do¬
kumentation for indtægter og fradrag, og der var
afsat en dag til indkaldelse (torskegilde!). Når man
var færdig og havde den samlede indtægt og for¬
mue, kunne man udregne ligningsprocenten, men
Mejeriet »Vesterlykke« i Sdr. Bjert. Mejeriet blev
oprettet i 1887 ogfungerede indtil 1959. Billedet er
formentlig taget ved mejeriets 50 års jubilæum i
1937.
man havde først afstemning om forholdet mellem
skat på fast ejendom og indtægt. De fleste år var det
1/4 på fast ejendom og 3/4 på indtægt.
Hvert år i juni måned inviterede sognerådet sog¬
nets ældre til en sommerudflugt. Man bad bilejer¬
ne, om de ville køre for de ældre. Man kørte til
Himmelbjerget, Vrads Sande, til Sønderjylland el¬
ler til et andet kønt sted. Der blev drukket kaffe på
en restauration, og der var tid til en spadseretur og
til en snak. Nogle damer fra sognet havde om for¬
middagen smurt smørrebrød på Andelsmejeriet og
pakket det i kurve, og man samledes så til aftens¬
mad med øl og sodavand og kaffe. Der blev sunget
og præsten sluttede med en kort andagt. Der blev
31

Interiørfra brugsforeningen » Vesterlykke« i Sdr. Bjert omkring 1920.
ofte givet udtryk for glæde over sommerudflugten.
Sognerådet holdt også sin egen udflugt, hvor re¬
visorer, vejmænd og bestyrerparret fra alderdoms¬
hjemmet var inviteret, alle med ægtefælle. Man
kørte i rutebil og var ofte på besøg på en virksom¬
hed f.eks. Danfoss, Esbjerg Havn m.v. Man spiste
middag på en kro eller restaurant. Sognerådsfor¬
manden havde ofte et par sager, der skulle drøftes
og behandles.
Ved sognerådsvalgene og folketingsvalgene, som
blev afholdt på Bjert Kro, viste kendskabet til sog¬
nets beboere sig tydeligt. Formanden, som sad med
32

valglisten, havde slået op på den rigtige side, inden
vælgeren var nået hen til valgbordet.
De første år, jeg sad i sognerådet, blev valglister
og skattelister skrevet med fyldepen, men senere
kom kommunen med i hulkortcentralen i Ålborg,
og administrationen blev moderniseret. Folke- og
invalidepension blev udbetalt over girokontoret, og
der blev anskaffet nye kontormøbler og skabe til
hængemapper.
Revision af regnskabet blev foretaget af de kom¬
munale revisorer, som nogle gange om året kom på
uanmeldt revision. En amtsrevisor kom også og re¬
viderede regnskabet og var med til at opstille og af¬
slutte hvert års regnskab. Ved den større aktivitet
blev det nødvendigt at holde flere møder, og sogne¬
rådet besluttede at holde møde hver tredje mandag.
Vejudvalg og byggeudvalg holdt regelmæssigt
møde, og udvalgsformændene fik diæter.
For at kunne dække behovet for byggegrunde
søgte sognerådet Kolding byudviklingsudvalg om
tilladelse til udvidelse af inderzone og industriareal,
og fik planerne godkendt.
I 1965 købte sognerådet gården »Gyndbjerg« af
S. Stormgaard. Arealet var 17 ha., og man forhand¬
lede sig frem til en pris på kr. 425.000. Marken
mellem Solkjær Å og De Gamles Hjem blev ud¬
stykket og byggemodnet, og resten af gårdens areal
blev bortforpagtet til den tidligere ejer. Et areal vest
for De Gamles Hjem blev friholdt til en nødvendig
udvidelse af De Gamles Hjem, samt en bolig til be¬
styreren.
For at kunne forsyne de nye udstykninger med
vand blev der af vandværket nedlagt nye hovedled¬
ninger, og samtidig begyndte man at anlægge forto¬
ve. Fra postvæsenet kom der ønske om, at alle veje¬
ne fik navne, og der blev opsat vejskilte. Betingel¬
serne for at kunne fortsætte med udstykningerne
var et biologisk rensningsanlæg, og sognerådet var
rundt i flere kommuner for at se de forskellige typer
af rensningsanlæg, inden man traf beslutningen.
Anlægget, der blev projekteret af Hedeselskabet,
blev bygget og stod færdigt i 1965.
Fra 1964-1970 blev der både af private og kon¬
sortier købt jord til udstykninger bl.a. af smedeme¬
ster A. Rasmussen, tømrermester Falk og murer¬
mester Lund — RAFALU — som både udstykkede
Guldager og Klokkehøj.
Udstykning, byggemodning, anlæg af veje og
fortove gav arbejde til både teknikere, entreprenø¬
rer og håndværkere. De lokale måtte ansætte flere
folk og der blev i årene 1963-70 bygget 20-25 par¬
celhuse om året.
Der var i sognet ønske om at få en idrætshal. Et
udvalg arbejdede med planerne og begyndte at
skaffe penge ved nogle store sognearrangementer.
Da Centralskolen havde brug for en gymnastiksal
mere, kom sognerådet også med i planlægningen.
Planerne blev godkendt af de forskellige instan¬
ser, pengene blev skaffet ved lån og tilskud, og hal¬
len blev en realitet.
Der blev også erhvervet areal til flere boldbaner
og bygget et klubhus.
Fra 1. august 1959 blev sognets skolevæsen købstadsordnet.
Førstelærer Lauridsen tog imod op-
Byggeriet af Gyndbjerg i 1976.
33

fordring til at blive skolens første inspektør. Der
blev oprettet skoleforbund med Sdr. Stenderup
skole, først med realafdeling og senere også med 8.
og 9. klasse. Skoleinspektør Kr. Lauridsen tog sin
afsked i 1961 og efterfulgtes af O. Rørbæk Madsen.
En udvidelse af Centralskolen var ved at blive aktu¬
el og i august 1967 tog man en stor ny fløj i brug.
Ved Binderup Strand var der flere små gårde,
som ønskede at udstykke jord til sommerhusgrun¬
de. Der var nu bestemmelse om størrelsen af grun¬
dene og krav om kloakering. Sognerådet godkendte
de fremsendte planer. Den øgede trafik fra Binde¬
rup til stranden nødvendiggjorde, at vejen blev re¬
guleret. Oversigtsforholdene blev gjort bedre og et
nyt stykke vej blev bygget, så man undgik de mange
vejsving.
Menighedsrådet fremsendte planer over en bør¬
nehave og ønskede at købe en grund på Engdraget.
I 1968 var det 25 år siden Peter Eeg blev valgt til
sognerådsformand, og i den anledning blev der
holdt en festmiddag på Bjert Kro. Gæster fra am¬
tet, sognerådsformændene fra de syv nabosogne,
revisorer, personale fra kommunekontoret og sog¬
nerådsmedlemmerne med ægtefæller var med til at
hylde Peter Eeg for hans indsats for Sdr. Bjert sogn,
både som leder af sognerådet og som menneske.
12. november 1962 blev der på foranledning af
Vejle Amtsråd og Vejle Amts Sognerådsforening
afholdt et møde i sognerådslokalet, hvor amtsrådssekretær
Holm, amtsrevisor Lønvig og amtsskolekonsulent
Dahl Nielsen, to amtsrådsmedlemmer
samt hele sognerådet var mødt.
Der blev forelagt en skitse, hvorefter amtets 72
kommuner skulle sammenlægges til 25, og de otte
sogne skulle sammenlægges til én kommune. For
sognerådet var det en plan, som man ikke rigtig
kunne forestille sig, og der var ikke megen forståel¬
se for skitsen!
Fra 1964-69 blev kommunalreformen ivrigt debatteret
både i sognerådene og på møder for de otte
sogneråd. Der var flere forslag. På flere møder
drøftede man mulighederne for at danne en kom¬
mune af de otte sogne, og en deputation af sogne¬
rådsformænd var hos indenrigsministeren for at fo¬
relægge deres ønsker.
Der var mange meninger om den fremtidige sog¬
neinddeling, men det vil føre for vidt at berette om
alle de mange forhandlinger. Afgørelsen blev, at
Sdr. Bjert sammen med nabokommunerne Sdr.
Stenderup, Dalby og Vonsild blev sammenlagt med
Kolding.
Da afgørelsen var en realitet, blev der nedsat et
fællesudvalg bestående af tre medlemmer fra hvert
sogneråd og tre medlemmer fra Kolding Byråd,
som holdt regelmæssige møder i byrådssalen for at
forhandle og træffe afgørelser i sager, som rakte ud
over den indeværende sognerådsperiode.
Arbejdet i sognerådet blev præget af den trufne
beslutning, idet sognerådet ikke mere suverænt
kunne beslutte og igangsætte større arbejder og
byggerier. Ved sognerådets sidste ordinære møde
afsluttede sognerådsformand Peter Eeg med et til¬
bageblik over Sdr. Bjert sogns historie:
»I 1842 indførtes sogneforstanderskabet med
Sdr. Bjert Centralskole ca 1970. Billedet er venligst
udlånt af Sdr. Bjert Centralskole.
34

pastor Petersen som formand. Lærer Blom var for¬
mand til 1967. Sogneforstanderskabet bestod af ni
medlemmer.
Loven om sogneråd trådte i kraft i 1867. Det før¬
ste sogneråd kom til at bestå af det i 1866 valgte
forstanderskab plus to nye medlemmer.
De forskellige sogneråd har gennem tiderne vir¬
ket til gavn for sognet, og det er med vemod, at det
nuværende råd må aflevere styret til det fremtidige
byråd i Kolding, der i fremtiden skal varetage sog¬
nets anliggender.«
Formanden sluttede med ønsket om, at menig¬
hedsrådet, fremtidige skolenævn, Centralskolens
lærere med skoleinspektøren i spidsen måtte kunne
gøre sig gældende i storkommunen, så der stadig
må kunne bevares et sammenhold i det gamle Bjert
sogn til gavn for beboerne.
Jens Peter Jørgensen, Alminde
Sognerådets
altmuligmand
Jens Peter Jørgensen er født på Trindflod i Alminde
sogn i 1919. Blev i 1944 gift og overtog samme år
gården. I 1954 valgt som suppleant og i 1958 indvalgt
i sognerådet, hvor han sad til 1970. Fungerede
i tiden fra 1963 til 1966 som kasserer og endelig fra
1966 til 1970 som sognerådsformand. Efter kommunesammenlægningen
sad han i Kolding Byråd
fra 1970 til 1982 valgt for Venstre, heraf perioden
1974 til 1982 som 2. viceborgmester. I perioden
1982 til 1986 medlem af Vejle Amtsråd.
— Var du allerede dengang medlem af Venstre
Nej, det var helt upolitisk, det var en borgerliste.
Jeg var medlem af Venstre, men det var ikke det,
der gjorde det. Kun socialdemokraterne holdt sig
udenfor, de stillede selv op. Piihl var radikal, og vi
andre var vel nok venstrefolk, der var måske en en¬
kelt konservativ, men der var ingen politik i det. Det
var som borger, jeg blev opstillet og fik et stort
stemmetal. Jeg kan tydeligt huske, at jeg, som var
opstillet første gang, var den, der fik flest stemmer,
næst efter Aksel Buhl, og jeg var derfor suppleant. I
1958 da rykkede jeg ind med flest stemmer, også ef¬
ter Aksel Buhl. Det havde jeg igen i 1962 og i 1966.
Da Aksel Buhl ikke var med, fik jeg langt de fleste
stemmer og blev sognerådsformand. Jeg blev fore¬
slået med det samme, så det var der slet ikke nogen
diskussion om. Så røg jeg med ind i Kolding byråd,
mærkeligt nok.
— Hvilke sager optog jer mest, da du kom ind i sog¬
nerådet
Ja, i en lille kommune er det faktisk det hele. Det
er ikke sådan, som når man kommer ind i en større
kommune, hvor man specialiserer sig. Det, der var
mest interessant, var, at jeg med det samme kom i
kasse- og regnskabsudvalget og derfor var med i
økonomien. Jeg var med i det hele fra starten. Jeg
var ikke ret gammel dengang, men det var altså no¬
get, der interesserede mig vældigt.
— I 1963-1966 var du både næstformand og kasse¬
rer. Var det ikke et meget tidkrævende hverv at ha¬
ve
Det var det. Nu havde vi ganske vist ikke skatter¬
ne, vi havde skatteopkrævningsforbundet*. Men at
være kasserer i sådan en kommune, det er et stort
arbejde. Jeg brugte temmelig megen tid, det er helt
sikkert. Jeg skulle jo passe min gård ved siden af. Få
det hele til at stemme, det er et stort arbejde. Jeg
syntes næsten, det er mere krævende end at være
formand, for formanden kan bedre tage de dage,
han har tid til det, og skubbe det ud. Det er et stort
arbejde at være sognerådsformand i sådan en kom
35

mune. Der var jo ikke noget, der hed kontorhjælp,
vi skulle ordne det hele selv. Så fra 1963 til 1970
havde jeg travlt.
— Hvordan kan det være, at i ikke havde en kæm¬
ner herude. Der var dog nogle af de små landsogne,
der ansatte sådan en
Nej, kommunen var for lille til det. Da jeg be¬
gyndte, havde vi kun 760 indbyggere, og vi sluttede
med 1.000. Det var for lidt til en kæmner.
— Tror du, det var en af baggrundene for at sam¬
menlægningen kom, at det var ved at vokse sogne¬
rådene lidt over hovedet
Ja, det er da helt sikkert, hvis kommunesammen¬
lægningen ikke var kommet, så havde vi været nødt
til at have noget hjælp. Vi kunne altså ikke have
kørt op i 1970'erne. Vi kunne ikke byde en mand at
være kasserer eller formand uden at have hjælp.
Det havde været nødvendigt. Derfor var vi nok let¬
tere at få i tale med hensyn til sammenlægning. De
almindelige sognerådsmedlemmer mærkede jo ik¬
ke det pres, men kassereren og formanden mærke¬
de det i allerhøjeste grad. Vi blev altså frivilligt
tvunget til det, men vi var klar over, det var nødven¬
digt.
— Hvad bestod arbejdet som sognerådsformand i
Alt, det var en blandet landhandel. Der var ikke
den ting, vi ikke var indblandet i. Det første var no¬
get med kloakering. Når det var noget med social¬
væsen, så kom de også til sognerådsformanden.
Noget med vejen, så kom de også til formanden. De
kom med alt. Det var altså en blandet landhandel,
det er helt bestemt. Der var faktisk ingen politik i
det. Partipolitik var helt holdt udenfor, det mærke¬
Kaffepause under kartoffelhøsten i 1960. Fotogra—
feret af P. Thastum.
de vi aldrig noget af. Så var der et meget nært sam¬
arbejde med kassereren. Vi snakkede dagligt, når
der var noget, der skulle ordnes. De øvrige sogne¬
rådsmedlemmer havde jeg også tit kontakt med,
men ikke nær så tit som med kassereren.
* Skatteopkrævningsforbundet blev oprettet i 1954
efter forbillede fra Haderslev af sognene Sdr. Sten¬
derup, Sdr. Bjert, Dalby, Vonsild, Ødis, Taps, Vejstrup,
Hejls, Eltang-Sdr. Vilstrup, Harte-Bramdrup,
Alminde, Viuf Øster Starup og Vester Nebel.
Forbundet varetog opkrævningen af skatterne for
sognene i forbundet. Kommunesammenlægningen
i 1970 gjorde forbundet overflødigt, og det blev der—
for nedlagt ved samme lejlighed.
Aksel Buhl, Alminde
Kloakering og boligudvikling
Aksel Buhl er født på slægtsgården »Stemgaard« på
Alminde Hede i 1906. Efter skolegangen kom han
på Ollerup Højskole og senere på Ladelund Landbrugsskole.
Blev i 1932 gift og overtog samme år
gården. Blev indvalgt for partiet Venstre i Alminde
sognerådi 1946, hvor han sad indtil 1966. Fungerede
de første fire år som kasserer og fra 1950 til 1966
som sognerådsformand. Blev i 1958 medlem af Vej—
le Amtsråd, hvor han sad indtil 1974. Deraf perio¬
den 1970-74 som amtsborgmester. Har siddet i flere
af amtsrådets udvalg bl.a i Kolding sygehus' besty—
relse i 1958-70, deraf som dets formand fra 1962- 70.
— Havde du haft nogen tilknytning til Venstre, før
du kom ind i sognerådet i 1946
Nej, ikke direkte, personligt har jeg altid støttet
Venstre. Det gamle sognerådsarbejde skal ses helt
37

ud fra den vinkel, som det blev gjort dengang. Det
var sådan, at de forskellige egne herude i sognet
faldt næsten i distrikter. Hver egn stillede en mand
op, som de støttede, enten det så var det ene eller
det andet parti, han hørte til. Det var mest et egnsvalg.
For mit vedkommende var det Alminde He¬
de, det drejede sig om.
Jeg startede med at være kasserer de første fire
år, jeg kom ind. Den gamle sognerådsformand*,
som havde siddet i adskillige år i Alminde, blev
gammel og trak sig tilbage. Da blev jeg så valgt ind
som formand.
— Var det et stort arbejde at være kommunekasse¬
rer
Ja, og det kunne være en økonomisk belastning.
Der er mange, der i dag spørger, hvorfor vi ikke
kunne beholde de gamle småkommuner, som vi
havde det. For det første skal der gøres opmærk¬
som på, at det var så godt som ulønnet arbejde, vi
gjorde. De første åringer her var min løn som sog¬
nerådsformand 900 kr. i året. Al skatteligningen
gjorde jeg selv, først regnede jeg alle skemaer igen¬
nem. Når det så var gjort, blev de forskellige sogne¬
rådsmedlemmer indkaldt. Den dag, jeg ikke var der
længere, skulle der være nogle, der havde noget
indsigt i, hvordan sådanne skemaer blev behandlet.
Så sad vi i tre dage og gennemgik dem. Vi havde be¬
mærkninger til dem og sluttede gerne af med en af¬
tensmad, hvor vi var samlet hele sognerådet. Min
kone fik 350 kr. for at have dem på kost i de tre da¬
ge hvert år. Enhver kan se, at det var en økonomisk
belastning for dem, der skulle have det på.
Noget helt andet er, at efterhånden steg budget¬
terne ude omkring. Den gamle amtmand Wamberg
nævnte engang, at han var betænkelig ved, om de
kommunekasserere, der sad ude omkring, kunne
køre det. Mange sager kom frem, det kunne jeg se,
da jeg var med i amtsrådet fra 1956. Det var ikke
fordi, at de svindlede med kasserne rundt omkring,
men de havde det, der dengang blev kaldt skatte¬
restancer. De var temmelig store, og de kørte en
tre-fire år bagud, inden de endelig fik dem skrevet
væk. De fleste af dem, der gik ned på deres regnskabshistorie,
var dem, der ikke fik krydset af på de
gamle restancelister. De mente, at de ved at få fuldt
uddannet mandskab, bedre kunne holde styr på det
i fremtiden.
— Hvori bestod kommunekasserernes arbejde
Kommunekassereren sørgede for al udbetaling af
folkepension. Det foregik ved, at pensionisterne
kom op til Alminde by den første i hver måned og
fik pengene udbetalt kontant. De kom selv og hen¬
tede pengene. Det var den største opgave. Det var
socialudvalget, der skulle bevilge pengene. Når den
sum var fastsat, så skulle kommunekassereren ud¬
betale pengene.
Samtidig havde han også udbetaling af lærerløn¬
ninger. Nu var det ikke så mange dengang. Vi hav¬
de til at begynde med tre lærere i Alminde, hvor vi i
dag vel har nogle og tyve. Siden kom sygeplejen til.
Oprindelig var sygeplejen startet på privat basis,
men siden blev det kommunen, som kørte den.
— I forbindelse med valget i 1950 var der en sportsliste.
Der var utilfredshed med det gamle sogneråd,
fordi de ikke ville bygge en sportsplads. Kan du for¬
tælle om det
Ja, det kan jeg såmænd godt, for det var noget af
det, vi begyndte at arbejde med, vi yngre, der kom
ind dengang. De ældre, der sad, syntes ikke, der
skulle ofres alt for mange penge på det. I mine yng¬
re dage havde vi en sportsplads henne ved Søren
Parboes toft*, som vi kalder det. Der skillingede vi
sammen. Vi gav 35 kr. i året, så måtte vi spille bold
ovre i hans indhegning. Der havde vi et mål stillet
op, ret primitivt. Det var den sportsplads, vi havde
38

Ja, det kan jeg godt sige. Det første større arbejde
i min formandstid var kloakering af Alminde by.
Det var en stor opgave dengang, men det var det,
der faktisk gav skridtet til, at der kom udvikling
herude i Alminde.
— Ville i allerede dengang have, at der flyttede flere
folk herud
Ja, vi kan godt sige, at dengang var de fleste
landsbyer døde byer. De kørte sådan med et hus i
året, der blev bygget herude. Siden har vi været op¬
pe på at bygge 50 huse i året. Det var en udvikling,
som vi gerne ville have. Det varede heller ikke så
forfærdelig længe, inden vi begyndte at rokere lidt
om. Vi solgte først skolelodden. Det blev solgt til
grusgrav, hvor der bliver gravet grus nu. Så købte vi
det bageste lod nede ved Toftevej, altså en have.
Den kunne vi få med, når vi fik kloakeret. Det var i
1961, det første hus blev bygget derhenne på Tofte¬
vej. Så kom det sådan ret hurtigt bagefter med at
bygge der.
Fodboldspillere i Almind omkring 1900.
herude, men trods det, havde vi i 1908 otte kampe
herude. Det gik vældig godt, vi vandt en guldplade.
Den blev siden væk. Det var en nede fra frørense¬
riet, der havde taget initiativet til sportslisten og til,
at Preben Nielsen kom til at køre det. Oprindeligt
var det vedtaget, at sportspladsen skulle ligge oppe
på Egevej, men det er et mere sandet areal, så det
blev væltet i den første sognerådsperiode, eller sognerådsperioden,
der var derefter. Så blev den flyttet
syd for vejen, hvor den ligger nu. Nu er der kommet
en sportsplads mere oppe ved Alminde-Viuf fæl¬
lesskole.
— Var der noget bestemt, du gerne ville som sogne¬
rådsformand
— Hvad tog i fat på ud over kloakeringen
Ja, så begyndte vi med at asfaltere vejen. Det for¬
rige sogneråd havde arbejdet fuldstændigt på, at
sognerådet skulle være gældfrit. Det kunne vi nok
se, men der er mange måder at være gældfri på.
Hvis arbejdet ikke bliver udført, jamen, så er det
bare at skubbe det foran sig, så kommer det siden
hen.
En af opgaverne var at asfaltere vejen. De første
åringer asfalterede vi kun en km., så kunne vi betale
det ud af kassebeholdningen, sådan klarede vi det.
Efterhånden kunne vi se, det varede for længe, in¬
den vi blev færdige, og så måtte vi til at tage lidt
større stykker ad gangen. Det gik såmænd ret godt.
— Der var også refusion fra statens side på asfalteringsarbejdet
39

Alminde-Viuf Fællesskole ved starten i 1965. Normalt taler man om Alminde og Viuf som en helhed, men
beboerne i de to sogne har altid kigget lidt skævt til hinanden. Derfor var oprettelsen af Fællesskolen i 1965
lidt af en præstation, hvor ikke mindst placeringen af skolen gav anledning til en heftig debat i de to sogne.
Senere under forhandlingerne om kommunesammenlægningen i 1969 var skolen en medvirkende årsag til,
at de to sogne samlet kom ind i Kolding kommune.
En vis del, men det var der også med lærerlønninger.
Ligeså med hensyn til folkepension. Men
indtægterne var ikke så store på landet i det hele ta¬
get.
— Havde i noget ønske om at trække industri herud
Vi ville såmænd gerne have industri herud, men
vi fik aldrig ret stor industri herude. Vi har haft Anton
Nielsens Frøavl hernede, det er en af de store
arbejdspladser herude. Småindustrien er kommet
forfærdeligt i vanskeligheder de sidste åringer. Vi
har tømrer, og vi har smed, vor bager er forsvundet
40

og vor købmand er nedlagt. Nu er der heldigvis
kommet en forretning igen.
Vi skulle komme med en plan over, hvordan byen
skulle køre i fremtiden. Det er en ting, som man kan
spekulere på bagefter. For det første krævede de
dengang, at al vor industri skulle mere ud til nord¬
øst. Vi havde næste altid sydvestenvind, og for at
der ikke skulle komme forurening, skulle vi have in¬
dustrien placeret helt derovre. Det er ligesom, vi
har fået en anden til at råde for vinden, for nu kom¬
mer den lige så meget fra nordøst, som den kom fra
sydvest i de åringer.
— Det var ikke nemt at få skolearbejdet i gang
Nej, det var det ikke. Min bror sad som sogne¬
rådsformand i Viuf. Vi kom da godt ud af det og
kunne sagtens køre sammen, men vi skulle hele ti¬
den passe på, at vi ikke snakkede for meget under
hånden. Det har altid været sådan, hvem skulle kø¬
re det, Alminde eller Viuf Det var et stort spørgs¬
mål. Det gik først i orden, da Alminde kommune
havde bestemt sig til, at der skulle bygges herhenne
forbi Egevej. De var gået sammen om en af de her
Aalborg-skoler, en fem-klasset.
— Aalborg-skole, hvad er det
Det var sådan et let byggeri, som de rejste i pla¬
der. Vi havde tegninger og det hele færdigt. Pludse¬
lig kom der skred i det. Der blev arbejdet lidt bag
kulisserne, og de fik det frem, sådan at vi kunne gå
sammen med Viuf. Så var det med hensyn til place¬
ring af skolen. Det er vanskeligt, når der står to
kommuner over for hinanden, der er lige store. Vi
måtte gå med til, at den måtte flyttes fra Almindes
side lige ned over åen. Åen var skellet til Viuf. Så
ville Viuf have, at den skulle ligge oppe i den flade
mark, lige over for Viuf mølle. Det kunne de fra Alminde
ikke tolerere. De kunne ikke gå med til, den
blev flyttet over for banken.
— Blev den finansieret halvt af Viuf og halvt af Alminde
Det gjorde den. Vi havde samtidig købt en gård
her oppe i Alminde, Frederik Thomsens gård. Den
blev købt til udstykning, det er noget som nu hed¬
der Sysselhaven. Samtidig havde han et stykke,
hvor skolen ligger.
* Gårdejer Søren Parbo, 1930-50.
Kristian Rasmussen,
Harte-Bramdrup
To sogne i en sognekommune
Kristian Rasmussen er omtalt side 16.
Det kom helt bag på mig, at der overhovedet var
nogen, der kunne tænke sig, at jeg skulle i sognerå¬
det. Jeg har nok altid været politisk interesseret og
været opstillet mange gange. Jeg har ikke været
medlem af partier, kun en enkelt periode var jeg
medlem af Venstre. Jeg kan godt indrømme, at jeg
altid har været radikal og været opstillet som kandi¬
dat til amtsrådsvalg i Sønderjylland som radikal
kandidat, men når man er radikal, så er man kun
kandidat, man bliver ikke valgt. Det er sjældent, og
det skete heller ikke for mig. Det var en upolitisk
fællesliste, jeg blev valgt på.
— Hvem opfordrede dig til at stille op
Ja, det ved jeg ikke, jeg blev bare indkaldt til et
opstillingsmøde. Jeg ved det såmænd ikke, jeg blev
bare opfordret, foreslået, blev valgt til at skulle væ¬
re kandidat og blev valgt i første omgang og havde
to perioder i sognerådet.
41

Hvilke udvalg sad du i
I første omgang sad jeg i vejudvalget og i skole¬
udvalget, og i anden omgang var jeg næstformand,
og blev stadigvæk ved at sidde i skoleudvalget. Jeg
stod for anlægget af den første idrætsplads, hvilket
var en naturlig følge af, at jeg altid har været opta¬
get af sport og gymnastik. Den er nu blevet forøget
med endnu en boldbane. Det var et dejligt arbejde
at stå for, få lavet muligheder for, at ungdommen
kunne tumle sig på boldbanen, og der finder da og¬
så et rigt idrætsliv sted dernede endnu.
— Hvordan formede arbejdet i sognerådet sig,
mærkede i meget til lokale modsætninger mellem
Harte og Bramdrup
Pløjning i snevejr pa »Højgård« i Harte, 1960. Foto
af P.
Thastum.
Ja, det kommer mig nok for. Det har gennem
mange, mange år været sådan, at det var Harte, der
var dominerende. De sad på formandsposten, men
da jeg kom i sognerådet, var der noget spænding
om, hvordan vi skulle få valgt sognerådsformand og
næstformand. En lille smule overrumplede blev vi
nok her ovre fra Harte, da vi ikke kunne få for¬
mandsposten. Det blev Hans Sidelmann, men det
skulle vi altså ikke være kede af, han havde en ud¬
mærket måde at lede det på. Vi havde et meget
godt samarbejde med Bramdrup, det havde vi, da
de første vanskeligheder var overståede, selvom vi
fra Harte ikke var de førende længere. Vi måtte
nøjes med, at jeg i anden periode blev næstfor¬
mand.
— Var der diskussion om, hvor plejehjemmet Sol¬
gården skulle ligge
Jo, der var meget diskussion. Det begyndte med,
at der skulle bygges noget i Bramdrup. Så skulle der
rensningsanlæg til, og det fik vi også stillet an. En
ekspert ovre fra Indenrigsministeriet lavede over¬
slag over det, og det skulle sagtens kunne holde i 15
år. Men allerede inden de første fem år var gået,
kunne man se, at det snart ville blive for lille. Med
placeringen af Solgården gjorde vi gældende fra
Harte, at vi havde de fleste ældre folk, langt de fles¬
te ældre folk, så efterhånden blev vi enige om, at
det skulle være i Harte. Vi var på Fyn med arkitek¬
terne Holm og Andersen for at se på plejehjem og
faldt for det, som nu ligger deroppe. Vi syntes, det
var en vældig fin løsning, at der så måtte laves om
på det bagefter, det er så noget andet.
Nu er der et fint anlæg deroppe, dejligt, at man
kan gå hele vejen rundt og se noget natur midt i går¬
den.
— Det var en temmelig stor anlægsopgave. Hvor¬
dan finansierede man det
42

Plejehjemmet Solgården i Harte, indviet i 1962. Bag plejehjemmet ses karetmagerværkstedet » Vestergård«.
Hvor der, som i Harte-Bramdrups tilfælde, var tale om to sogne i en sognekommune, kunne det ofte føre til
strid om placering af sognets institutioner som skole, alderdomshjem og senere plejehjem. I Harte-Bramdrup
stod striden om, hvorvidt Solgården skulle opføres i Harte eller Bramdrup.
Dels lånte vi pengene og dels var amtet villig til at
træde hjælpende til, så midlerne kom. Kommunens
kasse var ikke tom, den var sådan nogenlunde velkonsolideret,
fordi der hele tiden havde været holdt
lidt igen, så det ikke skete for hurtigt. Men efter¬
hånden kom det til at gå hurtigt.
43

Hans Sidelmann, Harte-Bramdrup
Sognerådsformand i
en vækstkommune
Hans Sidelmann er født i Lomborg sogn ved Lemvig
i 1913. Familien flyttede i 1918 til Bramdrup, da
de overtog Kringsgård Efter en syv-årig skolegang
kom han på Skanderup Efterskole og siden på
Askov Højskole og Tune Landbrugsskole og på forskellige
gårde på Mors, Bornholm og i Sønderjylland,
inden han købte en gårdførst i Malt, siden i
Gørding. Han blev gift i 1944 og overtog i 1947
Kringsgård efter faderen. Han blev i 1950 valgt til
Harte-Bramdrup sogneråd, hvor han sad indtil
kommunesammenlægningen i 1970. I perioden fra
1958 sad han tillige som sognerådsformand. Var
medlem af Kolding Byråd, valgt for Venstre, fra
1970 til 1974.
— Du kom i sognerådet i 1950. Hvordan startede
det
Der skete en temmelig stor udskiftning i vores
sogneråd. Jacob Jacobsen fra Stallerupgård og
smed Andersen fra Bramdrup havde været sogne¬
rådsformand og kasserer i mange, mange år. De
havde sparet sammen og ville være selvfinansie¬
rende.
Hele Hvidsmindeområdet med Forsholm og Petersbjerggaard
og villaer ud langs Strandvejen til
Strandhuse blev tvangsindlemmet i Kolding først i
1930'erne. Herfor fik vi en erstatning på 200.000
kr. Det var nogle af kommunens bedste skattey¬
dere, vi mistede. Der blev købt obligationer for
pengene, og de lå i kommunekassen. Det var kun
renterne, der blev brugt. Da vi stod for at skulle in¬
vestere, var de 200.000 ikke ret meget værd. Havde
de været brugt dengang, så kunne vi have fået både
skole, alderdomshjem og alt muligt for dem, men
det blev de ikke.
Veje og skoler var i en sørgelig forfatning efter
krigen. Vi havde kun, så vidt jeg husker, én kilome¬
ter asfalteret vej og skolerne, de var gammeldags al¬
lesammen med gammeldags lokum og kakkelovnsfyrede.
Det var en stor bekostning, da vi skulle til at
have det lavet, men det gik jo. Så vidt jeg husker, lå
kommunens budget i flere år og vippede omkring
200.000 med en ligningsprocent på fire og en skat¬
teprocent på seks. Det holdt vi, for da begyndte der
allerede at komme lidt tilflyttere, og indkomsterne
steg.
Det var en temmelig stor udskiftning i sognerådet
dengang. Vi kom tre ind fra Bramdrup, og vi valgte
Anton Hansen til formand. Han havde siddet i sog¬
nerådet en periode eller to før og var cementvarefabrikant
fra Bramdrupdam. Han var en vældig god
sognerådsformand. Vi genvalgte ham den næste
periode, men desværre døde han allerførst på pe¬
rioden. Vi valgte så Mathias Jensen fra Rådvad til
formand. Vi voksede dengang, så vi ansatte en
mand, som skulle være regnskabsfører, og til sidst
kaldte vi ham kæmner, og vi oprettede et lille kom¬
munekontor.
Jeg blev valgt til formand i 1958, og Mathias Jen¬
sen blev i sognerådet. Jeg betingede mig, at hvis de
valgte mig, så ville jeg også have deres opbakning,
og det fik jeg. Det regnskabsmæssige havde jeg al¬
drig været særlig meget for, men Skjødt, vores
landboforenings regnskabskonsulent, kom også
ind. Han støttede mig vældigt ved skatteindkaldel¬
se og andet.
Jeg tager hatten af for de gamle sognerådsfor¬
mænd og kasserere, smede eller bønder, de gjorde
Harte-Bramdrup sognekommune 1966. 90% af
originalkort. Reproduktion af udsnit af kortblad
3408 og kortblad 3410 udg. 1966 i serien »Danmark
1:40.000«. © Copyright Kort- og Matrikelstyrelsen
1989 (A124-89).
44

Familien i gang med kartoffelhøsten, 1957. Foto af
P. Thastum
et mægtigt arbejde uden særlige forudsætninger,
men hvor var de gode til det mange af dem. Des¬
værre havde nogle af dem ikke den rigtige regn¬
skabsmæssige baggrund. Man hørte nogle tragedier
rundt om, hvor en sognerådsformand eller en kas¬
serer måtte aflevere det hele som en fattig mand, og
som satte en hel del af æren over styr, fordi han sim¬
pelt hen ikke kunne magte det. Det gik ud over
hans egen kasse, for hvis han ikke sørgede for at få
kvitteringer, så måtte han selv lægge ud.
— Hvad fik dig til at gå ind i sognerådsarbejde
Jeg har altid været temmelig meget med i organi¬
sationsarbejde, til at begynde med gymnastik- og
idrætsforening, ungdomsforening, og siden forsam¬
lingshuset og foredragsforening. Jeg ved ikke, hvor¬
dan jeg er kommet af sted med det, men jeg har altid
haft med det at gøre. Så har det vel haft en smule
interesse. Det er ikke ene negativt, det er også posi¬
tivt, når man kommer med i sådan noget. Det giver
en mægtig berøringsflade udad, man kommer til at
kende en masse interessante mennesker. Flere gan¬
ge var der nogle, der ringede mig op, og spurgte om
det og det. Så siger jeg: »Ved det ikke«. — »Jamen,
skal man ikke vide det« — »Nej, men det gør jeg
altså ikke«, siger jeg. »Vi har vore kæmnere, og jeg
ved, hvor jeg kan slå det op. Jeg vil ikke gå og vide
alt det der«. Til gengæld Aksel Buhl henne i Alminde,
en gammel dreven sognerådsformand, ham
kunne man ringe til og spørge om det og det, cirku¬
lærer, der kunne være indviklede og uforståelige.
Så kunne han forklare det i løbet af fem minutter, så
man kunne forstå det hele. Han vidste det altså.
Ham og bagefter Jens Peter Jørgensen. Jeg tror, de
havde mere interesse for det, end jeg nogen sinde
har haft. Jeg tror, det var det meste af deres liv. Det
var det altså ikke for mig, så højt gik jeg ikke op i
det.
Hansens Købmandshandel i Påby, 1942. Foto af
Knudsen & Jochumsen i Kolding.
46

— Havde I problemer med, at landbruget var en
svingende indtægtskilde rent skattemæssigt
Det var et kapitel for sig rundt i landkommuner¬
ne. Der havde vi diskussion om ejendomsskatterne
og skatterne på formue og indkomst. Vi havde i
mange år her den regel, at 3 5% af budgettet skulle
udlignes på fast ejendom, hvoraf det allermeste var
landbrug. Ved husene var det vist kun grunden, der
talte med. Vi diskuterede, om vi kunne sætte de
35 % ned med den begrundelse, at vi ikke blev flere
landbrug. Budgettet ville stige, fordi vi blev flere
folk, så var det uretfærdigt, at vi skulle blive ved.
Det havde vi en diskussion om, og da begyndte der
at blive nok så meget politik i det. Til at begynde
med var der faktisk ikke politik i sognerådet, men
så begyndte der at blive det ved det spørgsmål. Vi
fik to socialdemokrater ind, og et par radikale. Jeg
vidste ikke, hvad de andre var, fordi vi ikke bekend¬
te kulør. Vi beholdt det på 35 % i mange år, indtil
det blev promille af ejendomsskylden, så kom der
låg på ejendomsskatterne. Det blev promille i stedet
for procenter af budgettet, så skilte det ikke så me¬
get, for så voksede det ikke, som når det var pro¬
center af budgettet.
Der var det forbandede ved det, at andre deci¬
derede landkommuner som Taulov, havde Skær¬
bækværket med mange højt lønnede tjenestemænd
og store offentlige arealer. De var interesserede i at
få en stor ejendomsskatteprocent. H. Fr. Clausen i
Ødis snakkede jeg også med. De havde op til 50%.
»Ja, det kan du sagtens sige«, siger han. »Vi er en
decideret landkommune med masser af huse. Hvis
vi sætter ejendomsskatten ned, og får for stor skat
på indkomsten, så rejser de store indkomster fra os.
Så sidder vi tilbage med pensionisterne.«
Det er det eneste, jeg kan huske, hvor det sådan
skilte, for ellers kunne vi aldrig mærke politik i sog¬
nerådsarbejdet. Vi blev valgt af beboere i de for¬
skellige områder. Jeg kan sige, at i det første år var
der tre landmænd, to arbejdsmænd, to håndværke¬
re og to tjenestemænd. Så man kan sige, det var for¬
delt godt.
— I 1960'erne opbyggede I en kommunal admini¬
stration
Nå ja, opbyggede. Vi købte et hus. Vi lavede et
lille kommunekontor i et udhus, og der sad den her
kæmner ene de første par år. Efterhånden fik vi en
elev til at hjælpe, så gik det igen. Så begyndte det at
vokse, dels kom det ovenfra, vi skulle jo have mere
social- og undervisningsvæsen. Så var det, vi be¬
gyndte at ansætte assistenter. Nogle uddannede og
nogle uddannede vi selv. Jeg tror, vi var syv-otte
stykker, da vi afleverede (ved kommunesammenlægningen
i 1970.) Da havde vi udbygget og havde
flere kontorer, skatten for sig og socialvæsen for sig.
Jeg ved såmænd ikke, om vi også havde ejendomsskattekontor,
men assistenterne havde hver sit, med
det grej, der skulle til, kartotekshængeskabe og alt
det der, det var vi nødt til. Jo, det byggede vi op ef¬
terhånden, det skulle vi jo have.
— Var arbejdsmængden begyndt at vokse jer over
hovedet til sidst, eller kunne I stadig følge med
Sognerådsformanden skulle, før vi fik kæmner,
være temmelig vaks for at klare det. Jeg kan selv
huske de første år, da vi var samlet på kroen. Da
havde vi ikke selv lokaler, vi kunne være i. Vi ord¬
nede selvangivelser med bilag og fik dem sendt ud,
og da arbejdede vi alle ni. Når de (selvangivelserne)
kom ind, var vi samlet et par dage for at få vores
mandtalsliste skrevet og få alle de foreløbige oplys¬
ninger ind, inden vi begyndte skatteligningen.
Jeg tror det gjorde meget, at vi var med i det alle
sammen, husk på ligningskommission og sogneråd
var det samme. Jeg har også været lidt med i byrå¬
det, og jeg vil vove at påstå, at sognerådet havde
mere respekt for skatteydernes penge, alene af den
47

grund, at vi var med til at sende selvangivelser ud, vi
var med til at modtage dem, vi var med til at skrive
mandtalsliste med de foreløbige oplysninger, vi
kom til at kende skatteyderen. Siden havde vi godt
nok hjælp af skatterådet i første omgang. Så havde
vi indkaldelse og var med til at snakke med skatte¬
yderne. En hel del af dem var skønnet indkomst,
hvor vi virkelig skulle snakke med dem og selv give
skøn. Vi kendte dem, og derigennem fik vi respekt
for skatteydernes penge. Jamen, nu en lille hus¬
mand eller en mælkekusk. Vi var nødt til at forhøje
ham 1000 kr. i indkomst, og han følte det i den grad
uretfærdigt, for han vidste ikke, at han brugte så
mange penge. Det var først den gang regnskabs¬
pligten kom, hvor gårde ud over en vis regnskabsskyld
var regnskabspligtige. Så kunne vi se tilbage
for de år før, og så sagde vi: »Jamen, det passer da
godt nok med privatforbruget. Nu kan du se regn¬
skabet.« Så indrømmede de det ellers alle sammen.
Det var ikke så ringe, fordi vi kendte folk, vi kunne
Madsens karetmagerværksted i Harte. Uden år.
sammenligne med privatforbruget, når vi kendte
dem. Post, mejeribestyrer eller uddeler vidste vi,
hvad indkomst havde. Jeg tror ikke, det var så galt.
Jamen, vi kendte hinanden, vi kunne se, hvordan
det gik. Fordi en mand byttede om på en maskine,
det var ikke nogen afskrivning. Det gik ind i stedet
for afskrivning. Vi fik først lidt besværligheder, da
folk skulle til at have traktor og store maskiner, så
var vi nødt til at følge afskrivningsreglerne.
— Havde dit tilhørsforhold som venstremand og dit
sognerådsarbejde noget med hinanden at gøre
Overhovedet ikke. Som jeg sagde før, det var
først da vi kom hen i 1960erne, da socialdemokra¬
ter stillede op politisk. Før den tid snakkede vi ikke
politik. Nu har jeg aldrig været særligt partipolitisk.
Jeg ved nok, jeg kom ind i byrådet for Venstre, for
de gjorde alt for at få deres egne frem. Den gamle
garde bakkede mig op, og dem kan jeg takke for, jeg
kom ind. Ellers har jeg aldrig været særlig partipoli¬
tisk, og slet ikke i sognerådsarbejdet. Jeg mener
ikke, sognerådsarbejde havde ret meget med politik
at gøre dengang. Det var mere lokalt. Når vi snak¬
kede ejendomsskyld, da kunne der komme noget,
men ellers synes jeg, vi havde det bedst mulige for¬
hold til fagforeninger og organisationer. Når de
kom med deres ønsker, jamen, så snakkede vi om
det, og de følte sig godt behandlet. Det kan jeg hu¬
ske, for da Arbejdsmandsforbundet, som er blevet
til SID, havde fest på Skamling, da var min kone og
jeg inviteret med. Kommunen gav dem en jubilæumsgave.
Formanden sagde tak for gaven fra sog¬
nerådet: »Vi har altid følt os vældig godt behandlet
af Harte-Bramdrup sogneråd«. Jamen, det forstår I
måske ikke i dag, men der var ikke de skel, der var
ikke skel. Jeg tror ikke, der var noget, men selvføl¬
gelig pressede omegnskommunerne på, for at få
deres ind. Jeg tror, Abildskov var formand for
Venstreforeningen dengang.
48

Skjolddansere under ledelse af gårdmand Hans Ch
Jeg kan sige, at de første mange, mange år i sog¬
nerådet, der faldt det os aldrig ind, at vi skulle have
noget for det. Sognerådsformand og kasserer fik et
lille beløb, der ikke var ret stort. Alle vi andre fik in¬
tet. Vi fik en spisning til sognerådsmøderne. Så kom
loven, hvor sognerådsmedlemmer skulle have diæ¬
ter. De kunne ikke bevilges andet end, at hele sog¬
nerådet skulle stemme for det. Det var en periode,
hvis bare en stemte imod, så kunne det ikke bevil¬
ges. Vi tog det op, inden det blev lov, at vi skulle
have diæter.
sen i Almind forsamlingshus i 1935.
— Hvornår kommer den lov
Midt i 1960'erne. Da begyndte vi at holde eftermiddagsmøder.
Så synes vi bedre, vi kunne tillade
os det, når vi fik noget for det. Det var ikke store
penge, men det var lønninger heller ikke dengang.
Vi havde en udflugt, men det var almindelig spis¬
ning, overhovedet intet ud over.
Nu har jeg været med i byrådet. Jeg ved da ikke,
om de ruttede med det, men os udefra havde det
indtryk, som jeg har sagt et par gange nu, at de hav¬
de knap så meget respekt for skatteydernes penge.
49

Det mangeartede sogn
Indledning
Efter krigen oplevede sognekommunerne nærmest
Kolding, Seest, Harte-Bramdrup, Dalby, Vonsild
og Strandhuse i Eltang-Sdr. Vilstrup en kraftig befolkningstilvækst.
Mekaniseringen og sammenlægningerne
inden for landbruget medførte, at stadig
færre havde en direkte tilknytning til landbruget,
som gårdmænd, husmænd eller landarbejdere. Når
befolkningen i sognekommunerne alligevel steg,
skyldtes det ikke mindst udflytningen fra byerne,
som for alvor satte ind i 1960'erne. Befolkningen i
sognene kom i stigende grad til at bestå af folk med
arbejde i byen og hjemmet i sognet. Transporten
mellem hjem og arbejde kom derfor til at spille en
betydelig rolle i mange familiers dagligdag.
Bolignøden i 1950'erne tvang mange til at anskaffe
egen bolig, og i 1960'erne blev denne udvik¬
ling forstærket af den stigende velstand, inflation
og skatteregler. Samtidig var teknologien inden for
boligbyggeriet inde i en rivende udvikling, og ikke
mindst udviklingen af typehuset, et standardiseret
hus, gjorde det muligt for nye befolkningsgrupper
at erhverve eget hus. Resultatet blev en udflytning
fra de gamle bykerner ud til landsognene.
Erhvervsmulighederne i sognekommunerne blev
samtidig udvidet, idet dele af industrien flyttede fra
de gamle industriområder i byområderne ud til
landområderne, hvor der var mulighed for at ekspandere.
For de landområder, der blev berørt af
denne udvikling, betød det en afgørende ændring
af erhvervsgrundlaget og befolkningssammensætningen.
Landbruget var ikke længere den eneste f-
tager af arbejdskraften, og nye grupper, der ikke
havde deres rod i det gamle landbosamfund, kom i
stigende grad til at sætte deres præg på sognene.
Harte-Bramdrup illustrerer tydeligt denne udvikling.
I 1950 var der 1488 indbyggere i sognet, i 1960
1850 indbyggere, men allerede i 1965 var indbyggertallet
vokset til 2824. Ved kommunesammenlægningen
i 1970 var indbyggertallet oppe på 3383.
Den eksplosionsagtige befolkningstilvækst fik af¬
gørende betydning for befolkningssammensætnin¬
gen i sognet. Sognet var ikke længere en »landkommune«
men en »bykommune«, hvor hovedparten
af beboerne var beskæftiget uden for landbruget.
Resultatet blev et sogn, der var mere kulturelt dif¬
fust end tidligere.
Politisk betød udviklingen, at den politiske magt i
Harte-Bramdrup blev flyttet fra Harte til Bramdrup.
Boligbyggeriet var foregået i Bramdrupdam,
og resultatet blev en næsten fuldstændig udskift¬
ning af det gamle sogneråd ved sognerådsvalget i
1966. Som K. E. Reddersen udtrykker det: »For
første gang i denne dobbeltkommune, hvor Harte
og Bramdrup var nogenlunde af samme størrelse,
skete det, at bramdrupperne vandt. Der kom flere
fra Bramdrup ind i sognerådet end nogen sinde
før.« Med sognerådsvalget i 1966 kom der nye
grupper ind i sognerådet, som ikke tidligere havde
deltaget i sognerådsarbejdet. Denne udskiftning af
sognerådet kunne ikke undgå et få konsekvenser
50

for det daglige arbejde. Sognerådsarbejdet blev,
som Sidelmann konstaterer det, mere politisk i slutningen
af 1960'erne.
Erhvervsfordelingen i Harte-Bramdrup i 1970
beskæftigede
Landbrug m v. 296 pers.
Fremstillingsvirksomhed 1107 pers.
Bygge og anlæg 379 pers.
Handel og omsætning 556 pers.
Transportvirksomhed
Administration
177 pers.
(liberale erhverv) 422 pers.
Andre erhverv (service) 85 pers.
Uoplyst
Pension,
rente,
46 pers.
understøttelse 315 pers.
Kilde: Folke- og boligtællingen 9. november 1970.
Statistisk Tabelværk 1977: II s. 66.
I det følgende er der valgt en række uddrag af
erindringer fra nogle af de sognerådsmedlemmer,
der ikke var beskæftiget ved landbruget for at bely¬
se, hvorledes de oplevede sognerådsarbejdet.
K. E. Reddersen fortæller i sin beretning om ud¬
skiftningen i Harte-Bramdrup sogneråd i 1966 og
mødet med nærdemokratiet i sognekommunen.
Viggo Nielsen beretter om sognerådets forsøg på at
forene gammelt og nyt i det lille Dalby sogn, tæt op
ad købstaden Kolding. I C. P. Lages beretning »Vi
kendte folk« spiller den korte afstand mellem sog¬
nerådsmedlemmerne og borgerne en vigtig rolle,
ikke mindst for sognerådets ligningsarbejde.
Sognerådsarbejdet i Eltang-Sdr. Vilstrup sogn
var stærkt præget af lokale interesser i den geogra¬
fisk vidtstrakte sognekommune. Jeg har derfor
valgt at samle de tre bidrag fra gårdejer Niels Beck,
lærer Svend Møller og Vilhelm Lauridsen under et.
Magnus Nygaard, der blev valgt for den socialde-
Koldings nærmeste omegnssogne oplevede i 1960'-
erne og 1970'erne en kolossal bebyggelsesmæssig
udvikling. På billedet øverst ses hjørnet af Brorsonsvej
og Chr. Winthers Vej i midten af 1950'erne. Ne¬
derst samme sted fotograferet i 1988. Foto af Kim
Furdal.
mokratiske liste, fortæller, hvorledes han i Vonsild
sogneråd arbejdede for at skaffe beskæftigelsesmu¬
ligheder til de arbejdsløse i sognet.
Sognerådsvalgene var oftest en stille affære uden
en egentlig valgkamp, som vi kender det i dag. I sin
51

eretning fortæller Grethe Venborg fra Harte-
Bramdrup om en helt anden valgkamp end den, der
normalt prægede sognerådsvalgene.
Torvald Piihl, Alminde
»Det var en hel opgave
at holde arbejdsfolk ude af et sogn«
Torvald Piihl er født i Ejstrup i Harte sogn i 1908.
Han kom i snedkerlære hos en mester i Vejen som
14-årig, hvor han blev udlært. Efter et par år som
udlært snedker, gik han i 1928 i lære som tømrer
hos en mester i Bramdrup. Han blev udlært som
tømrer i 1932 og arbejdede de følgende år som
snedker- og tømrersvend. Startede i 1935 som selv¬
stændig tømrermester i Ejstrup og overtog i 1939 en
tømrerforretning i Alminde efter Niels Nielsen.
Blev i 1962 valgt ind i Alminde sogneråd for Det
Radikale Venstre og genvalgt i 1966.
Thorvald Piihl døde i 1987 kort tid efter, at dette
interview blev optaget.
— Gik der for 20 år siden dybe sociale skel her mellem
landmændene og arbejderne, småfolkene
Før den tid, ja det gjorde der sgu. Jeg kan nævne
en ting, som belyser det lidt. Det ligger et halvthundrede
år tilbage. Min svoger var fodermester på
Dons Mølle, og han havde en medhjælper, der hed
Peter Mathiesen og hans kone Klara. De lejede sig
ind i et hus, som lå dernede, nabo til Dons Mølle,
men som var ejet af et sognerådsmedlem, som hed
Anton Hansen. De lejede huset for 100 kr. i året,
kan jeg huske. På det første sognerådsmøde efter,
skældte de andre sognerådsmedlemmer Anton
Hansen ud, han skulle ikke samle arbejdsfolk til
byen. Alminde sogneråd ville meget hellere have
betalt ham leje af det hus, så det skulle stå tomt. Min
svoger blev uens med bestyreren, Jørgensen, der¬
nede på Dons Mølle. Jørgensen fik nogle lussinger.
Ja, det vil da sige, da politiet kom for at afhøre dem,
var det en ko, der havde sparket ham, andre tanker
kom ikke over ham. Min svoger var ikke foderme¬
ster mere, og så var Peter Mathiesen heller ikke
medhjælper mere. Men de var kommet til Alminde
sogn.
Alt imens blev det vinter. Dengang kom de i
grusgraven for at grave grus og slå sten til kommu¬
nens veje om vinteren. Peter manglede også noget
at lave. Det var omkring 1930 i den tossede tid, da
der var fyrretyve procent arbejdsløse. Så stillede
Peter Mathiesen ved kommunekassereren, eller
ham det sorterede under: »Kan jeg ikke lige få lidt
sten at slå eller grus at harpe eller sådan lidt Jeg
mangler noget at lave, jeg vil godt tjene lidt lige som
de andre.« »Nej« sagde manden, »Det kan du ikke,
dem, der flytter til sognet, fryser vi ud.« Nå, det var
der jo ikke noget at gøre ved, så måtte Peter Ma¬
thiesen jokke hjem igen. Så gik der en fjorten dage,
så var der en af arbejdsmændene fra Dons, som var
nede at harpe sand. Han kom med besked til Peter
Mathiesen, at hvis det var sådan, han var lige ved at
sulte ihjel, så kunne han få lidt.
Det var altså deres syn på arbejdsfolk dengang.
Det var en hel opgave at holde arbejdsfolk ude af et
sogn.
— Holdt den holdning sig efter krigen
Det gjorde den ikke, for da var der brug for dem.
Der var brug for dem alle sammen. Vi var faktisk
nogle stykker, der tænkte, at når nu krigen er forbi,
så skal de dæleme ikke få en times arbejde, dem,
der har hjulpet tyskerne. Men der blev brug for alle
sammen. Der var arbejde nok.
— Ungdomsforeningen var meget stor på et tids-
52

punkt. Kom der både husmænd og landmandssøn¬
ner
Der kom de alle sammen. Min kone og jeg søgte
husmandsforeningen en del. Det var både for de
unge og de lidt ældre. Der var »go« i ungdomsfor¬
eningerne, men de blev jo fladet ud efterhånden.
Det smuldrede væk, da industrien tog så mange
landmændskarle. Der blev mekaniseret på gårdene,
så de havde ikke brug for så stort et folkehold. Det
gik ud over ungdomsforeningerne.
Knud E. Reddersen,
Harte-Bramdrup
Trafikdifferentiering i Bramdrupdam
Knud E. Reddersen er født i København i 1923. Ef¬
ter afsluttet eksamen på Polyteknisk Læreanstalt i
1948 kom han i 1954 til Bramdrupdam, hvor han
skulle lede den nystartede Jydsk Betonelementfa¬
brik. Kom i 1966 ind i Harte-Bramdrup sogneråd,
hvor han bl.a. var med i skolekommissionen og vej¬
udvalget. Efter kommunesammenlægningen var
han indtil 1982 medlem af Kolding Byråd, valgt for
Det Radikale Venstre.
indvende imod. Pludselig sad jeg i sognerådet. Så¬
dan foregik det.
— Havde du på det tidspunkt nogen tilknytning til
Det Radikale Venstre.
Overhovedet ikke. Jeg havde skam nok at gøre
med at få Jydsk Beton til at køre. Min arbejdsdag
kunne ofte være 14-15 timer. Jeg havde ikke nogen
som helst tid til at beskæftige mig med samfundet
eller samfundspolitik. Men et borgerligt ombud, et
påbud i så lille et område som Harte-Bramdrup, det
synes man nok, man lige kunne tage sig på. Det var
meget svært at sige nej, og det gjorde jeg heller
ikke.
— Hvordan var det at komme ind i sognerådet
Nu kendte jeg egentlig de fleste forinden. Jeg
Jysk Betonelementfabrik i 1970. Foto af Niels Lisberg.
— Hvordan kom du ind i sognerådsarbejdet
Da jeg kom i sognerådet i 1966, havde jeg været
direktør for Jydsk Betonelementfabrik i 12 år og
var selvfølgelig blevet en kendt skikkelse her i byen.
Jydsk Betonelementfabrik var langt den største ar¬
bejdsplads nord for Kolding med flere hundrede
mennesker ansat. Ved et opstillingsmøde, der den¬
gang foregik enten i forsamlingshuset eller på kro¬
en, kiggede man sig rundt og lavede borgerlister,
som man kaldte det, upolitiske lister. En foreslog
mig, og det var der ikke nogen, der havde noget at
53

havde bl.a. siddet i bestyrelsen for Bramdrup For¬
samlingshus og deltaget i de almindelige fornøjelser
i det lille samfund, så jeg kendte de fleste af dem.
Netop ved valget i 1966 kom der en næsten total
udskiftning i sognerådet. Jeg tror at kunne huske, vi
var syv nye, der kom ind. For første gang i denne
dobbeltkommune, hvor Harte og Bramdrup var
nogenlunde af samme størrelse, skete det, at Bramdrupperne
vandt. Der kom flere fra Bramdrup ind i
sognerådet end nogensinde før. Det var noget nyt,
men vi, der kom ind, var mennesker, der kendte
hinanden forinden. Der var kun to lister. Der var
den socialdemokratiske liste, og så var der alt det
andet, der blev losset sammen på en borgerliste.
— Hvilke ting beskæftigede du dig med
Jeg beskæftigede mig med alting, det gjorde vi
mere eller mindre, det var en blandet landhandel at
sidde i sognerådet. Vi fik hver vores poster, og der
var ingen tvivl om, hvad jeg skulle tage mig af. De
andre syntes, at jeg var ingeniør, jeg havde viden
om teknik og byggeri. Selvfølgelig skulle jeg være
formand for gade- og vejudvalget, så det var selv¬
følgelig nok der, hvor jeg foldede mig mest ud. Vi
snakkede alle sammen om både byudvikling, skole¬
byggeri og alderdomshjem, og hvad man ellers har,
og så selvfølgelig om økonomi. Det var nok for¬
mandsposten for det her vejudvalg, der tog en del af
min tid. Det var det mest pengekrævende udvalg.
Byen voksede og voksede, og det var sandelig med
at følge med, med gader, nye veje, kloak og med
renseanlæg, med fortove og ny byudvikling, ja, der
var sandelig nok at se til.
— Var det tidskrævende
Nu er det ofte sådan, at hvis man har travlt, så når
man langt mere, end hvis man ikke har noget at la¬
ve. I hvert fald vil jeg sige, at det var det rene barne¬
mad i forhold til senere i byrådet. Efterhånden blev
jeg politisk engageret. Jeg blev bevidst om samfun¬
det. Jeg så mange skævheder i samfundet. Derfor
meldte jeg mig som radikal og kom i byrådet. Der¬
efter blev det faktisk næsten et heldagsarbejde. Det
var der ikke tale om som sognerådsmedlem. Det
kunne man nok klare ved at sidde lidt og tænke sig
om et par aftener, og så for øvrigt bruge et par dage
om ugen.
— Som formand for vejudvalget kunne der blive
nogle inhabilitetsproblemer i forhold til dit arbejde
som direktør for Jydsk Beton
Overhovedet ikke. Vi havde på intet tidspunkt i
det kommunale regi noget som helst at gøre med
opførelse af bygninger. Jeg vil snarere sige det så¬
dan, at det var noget, der slog mig med undren, at
man hidtil så at sige havde knyttet sig helt fast til et
firma, som enten ved egen hjælp eller ved hjælp af
underleverandører påtog sig alt arbejde. Det var
Phønix i Vejen. Det var skik og brug, erfarede jeg,
at lige så snart, der var tale om teknik, klarede Phø¬
nix ærterne. Enten ved, at de selv havde en udfø¬
rende afdeling eller ved, at de søgte sig underentre¬
prenører og i regning lod dette udføre.
Jeg faldt over det på en meget morsom måde.
Det var nok det andet sognerådsmøde, vi havde. Vi
havde fået vores poster, og jeg var vejudvalgsfor¬
mand. Med fra det gamle sogneråd lå der en ståen¬
de invitation. Hele sognerådet skulle op og bespises
på kroen til en kæmpefrokost betalt og givet af
Phønix. Jeg kan huske det så frygteligt tydeligt, for¬
di jeg under sognerådsmødet fik lagt den invitation
foran mig. Så sagde jeg: »Det kan der ikke være ta¬
le om, sådan noget er jeg ikke vant til, jeg vil hellere
betale den mad, jeg spiser. Jeg synes slet ikke, at vi i
sognerådet skal bespises. Det er nok, at et firma
uden licitation laver alt arbejdet.« Jeg kom rigtig
godt igang, og jeg slog i bordet. De andre fik slet
ikke indført et ord.
54

Bramdrupdam i fugleperspektiv midt i 1950'erne.
Så holdt mødet op, og der kom et pænt lille men¬
neske hen til mig bagefter og sagde: »Vil du lige for¬
tælle mig, hvordan dit navn staves rigtigt, og i øvrigt
om du vil stå ved det, du sagde«. Det viste sig at
være en journalist fra et Koldingblad, og jeg anede
ikke engang, at journalister frit kunne sidde i sognerådslokalet.
Jeg troede sgu bare, det var nogle,
der var lønnede eller på anden måde var tilknyttet.
Jeg måtte næsten vride armen om på det stak¬
kels menneske for at undgå, at det kom i avisen.
For selv om jeg mente det, så syntes jeg altså ikke,
at sådan noget skulle stå med fede bogstaver. Re¬
sultatet blev, at vi holdt op med at lade os bespise
og begyndte med min hjælp at indføre noget, man
kunne kalde licitation, inden vi lod større arbejder
udføre.
55

Indvielsen af Bramdrupdam Skole 14. februar 1962.
— Var det et problem i sognekommunen at styre
udviklingen i slutningen af 1960erne Krævede det
nogle helt andre styringsmekanismer, end man hid¬
til havde anvendt
Ja, det opfattede jeg bestemt. Jeg var vant til, at
det at økonomistyre, budgettere og planlægge er
nødvendigt, når man har hundreder af mennesker
at tage vare på. Det var man slet ikke vant til, i hvert
fald ikke i Harte-Bramdrup. Jeg tvivler såmænd
også i de andre. Ikke et ondt ord om de brave men¬
nesker, håndværkere og bønder, der havde siddet i
sognerådet før, men det lå ligesom ikke i deres
måde at tænke på. Budget for dem, det kunne være
en by i Sibirien. I hvert fald kan jeg huske, at Harte-
Bramdrups budgetter blev lavet, fordi man nu skul¬
le lave dem til tilsynsmyndigheden. Man vidste
egentlig slet ikke, hvad ordet var. Det medførte, at
når det skulle skrives, tog man regnskabet fra sidste
år. Tog de samme tal som regnskabets, bare rundet
af med nuller, og så afleverede man det. Man tænk¬
te ikke på, at man måske samtidig allerede havde
besluttet sig for, hvad man skulle gøre næste år.
Man drømte ikke om, at de beslutninger kunne have
økonomiske konsekvenser, som gjorde, at bud¬
gettallene derfor skulle se anderledes ud. Det gik
alligevel altid op her i Harte-Bramdrup, og det
gjorde det alene, fordi byen voksede. Ved at man
fik mange nye tilflyttere hele tiden, gode skatte¬
ydere, som man sagde. Så der var aldrig underskud,
når næste års regnskabsår var omme.
Vi havde en intim forbindelse med disse menne¬
sker i sognet. Det, man senere talte så meget om i
storkommunerne. Der var nærdemokrati, så det
baskede på godt og ondt. Jeg kan nævne dig nogle
eksempler.
I min tid lavede vi den store, brede Påbyvej, som
gik nede fra kroen og hele vejen ud til Sonebjerg.
Det var en lille, smal vej, og det havde længe været
tanken, at den skulle gøres bred og flot. Det var så¬
mænd allerede vedtaget i sognerådet året før, jeg
kom ind. Karakteristisk nok, selv om det var det
største vejarbejde, der havde stået på tapetet i må¬
ske alle årene, så lød budgettet stadigvæk på en el¬
ler anden vanvittig lille sum. Men det var bare fordi,
det var regnskabstallene for sidste år.
Nu skulle der tages fat. Jeg anlagde en vejproto¬
kol, for sådan en havde man aldrig haft. Man kunne
fortælle mig, at når jeg nu skulle til at ekspropriere
hele vejen op, så skulle jeg ikke tage det så tungt.
Selvfølgelig skulle de have en bette smule for »a
jord«, som Sidelmann sagde. Men hække og blom¬
ster og træer og alt det der, det kunne de sgu nok
selv finde ud af. Men da havde jeg alligevel set, når
det gik rigtigt til. Så jeg fiskede op, hvad man rundt
om i landet betalte for sådan noget, og så blev de ef¬
ter tur kaldt op på kroen. Jeg tror nok to hele dage,
hvor man snakkede med alle.
En af de sidste, der kom, det var hele sognerådets
»onde samvittighed«. Han blev kaldt »a lille
skrædder«. Han var altså skrædder, og han var hel¬
ler ikke stor. Han var kommunist og han boede på
Påbyvej. Det var altid ham, der tog os i rette, hvis vi
56

havde gjort noget forkert, eller hvis vi ikke havde
gjort noget, som vi skulle have gjort. Han mødte op
og skulle også eksproprieres. Jeg slog om mig med
min blyant og sagde: »Der er 17 løbende meter
hæk. Så har du et æbletræ, og der er nogle stauder,
nogle frugtbuske og så og så meget jord. Det har vi
regnet ud, og det får du så meget for i lighed med de
andre.« Så så han et øjeblik på mig og sagde: »Hov,
hov du der, nu skal du ikke slå alt for meget ud med
armene, for du må vide, at de penge, du har der, det
er de offentligt indsamlede skattepenge, og dem
skal du ikke sådan gå og rutte med.« Jeg kunne
næsten ikke tvinge de penge i ham, selv om jeg sag¬
de, at det havde alle de andre fået. Han påpegede,
hvordan vores system var forkert. Han var simpelt
hen vores dårlige samvittighed, og når vi havde
valg, og han kom ind af døren, så blev der helt stille
i lokalet. Han gik ind, slog et kryds, tog tæppet for
igen og gik ud af døren, hvorefter Sidelmann altid
sagde: »Så har liste K fåen sit kryds.« Ganske rig¬
tigt. Om aftenen, når vi talte stemmesedler op,
fandt vi lige præcis en seddel, hvor der var et kryds
for liste K, kommunisterne. Sådan kendte man in¬
timt til hinanden.
Jeg husker også en anden gang. Jeg havde lavet
trafikdifferentiering oppe i Damhuskvarteret, for
r der kørte mange biler, både dem, der havde et
ærinde der, og alle andre. Vi syntes, det var synd for
børn, der legede, for mødre, der gik i byen med bar¬
nevogn, og for dem, der cyklede. Vi syntes, det var
synd med alle de unødvendige biler. Så lavede jeg
mit livs katastrofe. Jeg lavede nogle ophøjninger
forskellige steder på vejene. Jeg turde ikke kalde
det trafikdifferentiering, men det var egentlig det,
som det senere kom til at hedde. Meningen var, at
man skulle gøre det lidt besværligt for biler, så de
helst kørte om af den brede Påbyvej, så der kun
kom de biler, der hørte til området. Jeg fik en storm
af mænder på halsen, der forklarede, at jeg havde
at betale deres knækkede bilaksler, buler i skærmen
og alt, hvad der nu skete på grund af de forhøjnin¬
ger. Ja, de blev til sidst i valgkampen 1970 kaldt
»Reddersens bump«.
Så holdt vi et offentligt møde på kroen i 1969. Da
jeg kom derned og så, at der var mødt 60 kvinder
og kun få mænd, så var jeg helt sikker på, at havde
man været lagt for had indtil i dag, så var den hjem¬
me nu. Nu kom kvinderne mig til hjælp.
Det blev den største katastrofe i vejudvalgets his¬
torie. Alle som en af de kvinder, uanset jeg fortalte
dem, at nu kunne de gå i fred med deres barnevogn
ned til købmanden og brugsen osv., uanset det,
gentog mændenes harmdirrende protester over
ødelagte bagaksler i bilerne osv. Det var simpelt
hen den mest upopulære beslutning, der var truffet,
og var vi ikke kommet ind i storkommunen et par
måneder efter, så var de bump simpelt hen blevet
fjernet af en bulldozer. Sognerådet turde simpelt
hen ikke stå ved dem, sådan var stemningen.
Nu har jeg siddet i valgbestyrelsen i de 12 år, jeg
har været i byrådet i Kolding. Det var da meget
hyggeligt at sidde på en skole, eller hvor det nu var.
I valgbestyrelsen med hele den flok af valgbestyrel¬
sens medlemmer og tilforordnede. Ved sådanne lej¬
ligheder defilerer alle forbi. Jeg har også siddet her¬
ude i Bramdrup, senest her i begyndelsen af
1980erne. Det var egentlig morsomt sådan for en
enkelt dag at sidde og hilse på alle de gamle, der
kom forbi, som tager i stadstøjet og møder op, ikke
så meget for at slå deres kryds, selv om de føler det
som en forpligtelse, men nok så meget for at få en
sludder med gamle naboer og med gamle sognerådsfolk.
Lidt af en festdag og lidt dejligt sådan at
snakke om gamle dage.
Men det bringer nu alligevel mine tanker tilbage
til de valg, da hele sognerådet var både valgbesty¬
relse og tilforordnede. Vi kunne det hele, og der var
jo ikke så mange mennesker. Når vi så oven i købet
57

fik hjælp af vores personale oppe fra kommune¬
kontoret, så kunne vi såmænd sagtens klare et valg.
Ja, vi kunne klare det så godt, at vi nede på kroen
lod stille en stor skærm op. De, der kom, kunne be¬
tjenes af en eller to af kontorpigerne og så kæmne¬
ren. Vi syntes, at når han havde ansættelse med løn,
så måtte han lave lidt mere end os andre. Kort og
godt, vi kunne sidde bag den skærm og spille kort
det meste af dagen, og det gjorde vi da også. Vi spillede
whist, og vi spillede en whist, som jeg også hav¬
de været vant til at spille nede på kroen, når jeg sad
i vandværksbestyrelsen, eller jeg sad i den gamle
forsamlingshusbestyrelse. Den whist, man spillede i
Bramdrup var sådan, at hver gang man enten nik¬
kede eller slog i bordet, så blev indsatsen fordoblet.
Det var altså den måde, vi bramdrupper spillede på,
som de sagde. Det kunne vi sidde og gøre bag skær¬
men også så diskret, at de, der kom for at slå et
kryds, ikke alt for tit hørte, at vi nu enten slog i bor¬
det, nikkede, tog en solonolo eller tabte en grand.
Det gik hyggeligt for sig, men det er klart, at
stemningen bag skærmen steg i løbet af eftermidda¬
gen. Da så valghandlingen var omme, og Sidelmann
kunne gå frem og sige, om der var nogen, der
ønskede at afgive deres stemme, så var det her og
nu. Og bemærkningen kom om »a lille skrædder«,
der havde slået kryds på liste K. Når alt det var om¬
me, så kom kroens ejer frem og tørrede hænderne i
forklædet, det var nemlig en kvinde, Mary Hansen.
Så sagde hun, og vi vidste det godt, og vi ventede
det, så sagde hun, at nu syntes hun, at sognerådet
havde bestilt nok den dag — og det havde vi slet
ikke — nu skulle vi komme ind, og så skulle vi have
noget virkelig godt, og så havde Mary Hansen dæk¬
Dalby sognekommune 1966. Reproduktion af udsnit
af kortblad 3410 udg. 1966 i serien »Danmark
1:40.000«. © Copyright Kort- og Matrikelstyrelsen
1989 (A124-89).
ket et fantastisk bord. Der manglede simpelt hen in¬
genting. Når vi havde ædt og drukket et par timer,
så sagde hun, at nu skulle vi værsgo' ringe hjem til
konen eller manden, så kom vores ægtefæller. Så
husker jeg, at vi sad til både klokken to og tre om
natten. Det gjorde vi, fordi, som hun sagde, jeg har
så megen gavn af sognerådet i alle dage om året, så
denne gang, hvor der er valg, der vil jeg altså have
lov til at give, og det skulle både være det tørre og
det fugtige. Det var altid meget sent, når sognerådet
gik hjem fra et valg på Bramdrup Kro.
Viggo Nielsen, Dalby
Et gammelt sogn og nye ideer
Viggo Nielsen er født i Esbjerg i 1927. Blev i 1950
færdig som ingeniør ved Ingeniørskolen i Horsens.
Har siden bla arbejdetfor Phønix i Vejen. Kom i
1959 til Dalby sogn og blev i 1962 valgt til Dalby
sogneråd, hvor han sad indtil kommunesammenlægningen
i 1970. Sad i Kolding Byråd valgt for de
konservative fra 1970 til 1974.
På det politiske område var det sådan, at lille Dalby
kommune havde omkring en 7-800 borgere, da jeg
blev opfordret til at gå ind i sognerådsarbejdet og
lod mig opstille. Det var noget specielt i sådan et lil¬
le samfund, fordi man ved et opstillingsmøde ind¬
kaldte alle borgerne, og der diskuterede og præsen¬
terede man hinanden, altså ingen partiopstillings¬
møde. Til sidst lavede man en afstemning om, hvem
der skulle være øverst på listen, og hvem der ellers
skulle være kandidat.
Det var altid en spændende periode, når vi havde
disse opstillingsmøder, for så skulle man præsente¬
re sig på en speciel måde, hvis man var meget inter-
59

Dalbygaards nye traktor i 1928. Føreren er K. Jo¬
hansen.
esseret. Nogle var ikke interesserede, de rejste sig
op og sagde, jeg hedder dit og dat, og så ned igen.
Det resulterede i, at jeg i 1962 kom i sognerådet.
Det var et lille bitte sogneråd. Vi var fem menne¬
sker til at køre hele samfundet. Det var naturligvis
et samfund under udvikling, vi endte nok med at
have omkring 1.100 mennesker, vil jeg tro, da vi
blev sammenlagt med Kolding i 1970.
Sognerådsarbejdet var fordelt sådan, at den stær¬
ke sognerådsformand Erik Juhl kørte alt det admi¬
nistrative arbejde og sørgede for, at det, vi vedtog i
rådet, blev effektueret og udført. Han var så stærk,
at selv ting, vi ikke vedtog, kunne han også gen¬
nemføre. I almindelighed var det meget fornuftigt,
det han gjorde, så det fik han ikke så mange lussin¬
ger for. Han var i hvert fald en spændende mand og
absolut stærk. Vi var allesamme i øvrigt pæne, høf¬
lige mennesker. Vi mærkede ikke nogen forskel på,
at vi havde en socialdemokrat og fire borgerlige.
Det gik stille og roligt, og vi havde ikke nogen pro¬
blemer på det partipolitiske område.
Vi fandt på mange spændende ting i forbindelse
med sognerådsarbejdet. Vi udgav et lille tidsskrift i
den anden periode, jeg var med, der hed »Dalby Ti¬
dende«. Den kom vel ud fem gange om året. Det
var et lille fotokopieret blad, nogle gange var vi op¬
pe på seks sider. Vi fortalte borgerne om, hvad vi
agtede at gøre, hvad vi havde gjort og forsvarede os,
hvis vi havde fået nogle angreb.
Vi indførte også noget, som var relativt tidligt i
Danmark. Vi begyndte at holde borgermøder, hvor
vi diskuterede alt mellem himmel og jord. Det før¬
ste borgermøde blev vi enige om efter nogle provo¬
kationer fra min side. Borgene fik at vide, at de
skulle fremsende skriftlige spørgsmål, alt andet ville
ikke blive besvaret. Øvelseshuset i Dalby, der kun¬
ne rumme 100-120 mennesker var stuvende fuldt,
når der var borgermøde. Interessen var meget stor
for ve og vel i den lille kommune, så vi fik lavet en
masse samling omkring borgerne. De var virkelig
glade for møderne, og vi fik de lussinger, vi skulle
have, og den ros, vi skulle have. Vi fik også vedtaget
mange ting, som vi ellers ikke ville have taget fat på.
Lige pludselig så begyndte det hele at fungere bl.a.
på grund af Dalby Tidende og borgermøderne.
— Hvilke emner kom op på borgermøderne, som I
ikke havde regnet med ville komme op
Et af emnerne, jeg kan huske, var, at man gerne
ville have fjernvarme ligesom storbyen inde ved si¬
den af. Jeg havde meget tidligt hørt rygter om, at
det spørgsmål ville dukke op, så derfor havde jeg
haft en konsulent ude at kigge på forholdene. Den¬
gang ville det koste, tror jeg, det var fire millioner
kroner. Fjernvarmeprojektet blev gennemgået i lø¬
bet af fem minutter uden nogle særlige detaljer.
Hver enkelt borger skulle betale så og så mange
kroner. Så loddede vi stemningen med det samme
og konstaterede, at det var man ikke fuldt begejstret
for.
Ellers kom der mange, mange små sager op.
60

Proprietær og sognerådsformand i Dalby sogn, Erik Juhl 1958-1970.
Rengøringskonen på skolen sagde, hendes støvsu¬
ger var for gammel, hun skulle have en ny, så fik
hun en ny. Sådan var der rigtig mange små sager,
men det var naturligt i et samfund som dette. For os
var det i hvert fald meget vigtigt at få bundet de nye
borgere sammen med de gamle borgere, så vi kunne
lære at samarbejde og stå skulder ved skulder, hvis
der skulle komme en krise på et eller andet tids¬
punkt. Det har virket godt, og skolen har absolut
virket som samlingspunkt, hvor vi meget tidligt
holdt møde med forældrene klassevis og hele sko¬
len. Jeg sad selv i skolenævnet, og der fik vi skabt
en masse spændende ting med lærere og borgere.
På det tidspunkt var der, nøjagtigt som i dag, tale
om, at skolen skulle nedlægges. Det var først efter
kommunesammenlægningen, at det for alvor kom
frem. Da havde vi heldigvis den enighed, som var
bygget op. Da stod alle Dalbyborgerne sammen og
sagde, nu er det slut, og det virkede så på det tids¬
punkt.
En købstad, der ligger ved siden af et lille sam¬
fund, har altid nogle grimme mennesker. De er an¬
derledes, de er overlegne, de er skrankepaver.
Hvorimod ude i vores lille kommune havde vi en
kæmner. Hans far før ham kørte det hele derude.
F.eks. med hensyn til mælkepenge. Jeg fandt ud af,
at i henhold til en bekendtgørelse skulle man have
et ansøgningsskema og gøre sådan og sådan for at
få mælkepenge. Jeg marcherede så hen til kæmne¬
ren og sagde, nu skulle vi Uge have det her ordnet.
»Ja«, sagde han, »Din kone er gravid, det har jeg
hørt, det er i orden, nu skal du se her«, og så fik jeg
pengene udleveret, så var det færdig overstået i ste¬
det for hele proceduren. Jeg tror, man skulle have
nogle mærkater, som man skulle aflevere i løbet af
den periode, hvor barnet voksede op. Der gik selv-
61

følgelig en masse historier om hans måde at gøre
det på. Jeg tror, at en kasserevision nok ville have
givet nogle småchok.
Jeg har oplevet, at der kom en dame ind på kom¬
munekontoret, som sagde: »Kæmner, jeg har glemt
mine penge til busbillet.« Så dykkede han ned i kas¬
sen og gav hende tre kroner, eller hvad der nu skulle
til. Jeg sagde: »Hov, hov, hvad er nu det, du gør«
da hun var gået. »Jamen, det er da bare i orden, du
kan se, jeg har allerede lavet en seddel«, bare en lil¬
le lap: »lånt tre kroner«. Så kom fru Olsen dagen
efter, og så blev de byttet rundt. I dag ville du være
kommet i spjældet, hvis du gjorde sådan noget. Det
kunne aldrig gå, men det var charmen ved det. Det
var det, der betog mig så meget derude, at man
kunne køre både moderne og gammeldags på en
gang. Man kunne have landsbyens form for liv,
samtidig med at vi andre kom og provokerede det
nye frem.
— Kunne I håndtere de nye krav, der blev stillet til
jer i slutningen af 1960'erne
Ja, vi vidste, at der var en hel masse på vej, og vi
tacklede det. Vi gjorde det hurtigt, når vi havde et
problem, vi slet ikke kunne overskue, vi fem. Vi
havde ikke kapacitet til det, vores kæmner havde
heller ikke, så gik vi til en konsulent. Vi gik f.eks. til
amtet og sagde: »Hej, embedsmand, du har for¬
stand på det her. Kan du ikke lave en løsning for os,
der dækker den nye bekendtgørelse, der er kom¬
met. Hvis du kan få lov til det af amtet, så får du et
honorar for det.« Det skete gang på gang, at vi fik
embedsmanden til at lave hele løsningen. Meget of¬
te var vi først med vores tanker og planer om det
nye, der var på vej ind i form af en bekendtgørelse,
fordi vi ikke selv sloges med det. Vi så bare hans re¬
sultater, og ud fra det sagde vi ja eller nej. Det var
udmærket, og det var den måde, vi ville fortsætte
med at arbejde på, hvis ikke kommunesammenlægningen
var gennemført. Vi ville ikke udvide perso¬
nalet ret meget. Jeg kan godt kalde det privatise¬
ring, selv om man ikke anvendte det udtryk den¬
gang.
— Tror du, at den form for kommunalt arbejde kun¬
ne have fungeret i dag
Jeg er helt sikker på, at det kunne den. Jeg tror
helt bestemt, at man kunne have fået et bedre sam¬
fund, hvis man kunne have fortsat med kommune¬
strukturen som dengang, fordi man kom meget me¬
re ind på problemerne. Man vidste nøjagtigt, at nu
var den og den mand blevet skadet o.s.v. Man vid¬
ste, der ville komme en social sag på ham inden ret
længe, og det forberedte man, inden den kom frem.
Man havde en dejlig føling med det hele. Da jeg se¬
nere kom ind i byrådet, var mennesker ligesom ble¬
vet en stor grå masse. Her var det de store linier, der
skulle ordnes. Jeg tror godt, det kunne have fortsat.
Det er klart, der ville blive mere personale, alene
på grund af EDB. Jeg havde allerede dengang
fremme i sognerådet, at vi egentlig godt kunne køre
en hel masse ind på EDB og så have en lille stump
pige til at passe det. Altså bare registrere nøjagtigt,
som vi selv gjorde det, men på moderne vis.
Personligt var jeg modstander af kommunesam¬
menlægningen, fordi man med det samme vidste, at
sognefællesskabet ville dø stille og roligt. Man vid¬
ste, det ville blive dyrere, selv om det burde blive
billigere. Det er det selvfølgelig også blevet. Det er
helt naturligt, sådan er udviklingen.
I 1968 vedtog vi, at Dalby kommune skulle have
sit eget byvåben. Vi havde møde med statens kon¬
sulent for heraldik, og fik ham til at udarbejde et
forslag til byvåben. Det byvåben blev vedtaget og
godkendt af det statslige, heraldiske kontor og ind¬
ført på vores papir. Byvåbnet sidder på Dalby Øvel¬
seshus endnu. Det består af en fane med otte felter,
døbt de otte sogne og så består det af et tegn, som
62

har relation til Tyrstrup herred. Vores kongstanke
var, at det byvåben skulle kunne bruges af samtlige
otte sogne, der så kunne sætte deres eget mærke i
det ene hjørne. Det blev vedtaget i Dalby, og det
kørte vi med. Jeg har faktisk ind til for nylig totalt
glemt, at vi havde et byvåben.
Jeg ærgrer mig faktisk nu over, at vi ikke havde
en kamp om, hvilket byvåben, vi skulle have i den
nye storkommune. Der fandtes kun to, Koldings og
Dalbys, og der skulle selvfølgelig have været en dis¬
kussion om, hvilket det skulle være af de to. Det var
helt naturligt, når to kommuner eller flere kommu¬
ner blev lagt sammen. Noget andet er, at jeg har på
fornemmelsen, at vores byvåben i Dalby er registre¬
ret i henhold til loven og dermed godkendt, hvori¬
mod Kolding kommune bare er et, man har haft fra
tidernes morgen. Der er ret mange byer, der får
dem godkendt. Hvis jeg nu startede mit eget firma,
og jeg fandt ud af, at Kolding byvåben egentligt var
meget fint, og jeg så brugte det som firmastempel
på mit brevpapir. Det ville Kolding kommune ikke
kunne protestere imod, med mindre de har fået det
registreret i det heraldiske kontor. Det kan godt ske
en dag, at jeg rejser en sag fra 1970 om valg af byvåben.
Det kan kun give noget skæg, men det hører jo
også med til tilværelsen.
Til venstre ses Dalby kommunes byvåben på kommunens
brevpapir. Til højre ses Dalby kommunes
byvåben, som stadig hænger over indgangen til
Dalby Øvelseshus.
63

C. P. Lage, Seest
»Vi kendte folk«
C. P. Lage er født på » Kobbelhavegård« i Vonsild i
1923. Blev efter læretid på Andelssvineslagteriet i
Kolding udlært som slagter i 1943. Startede i 1952
egen slagterbutik i Seest. Blev i 1962 indvalgt i Seest
sogneråd og genvalgt i 1966. Sad i de to perioder
bl.a. i vejudvalget, socialudvalget og børne- og ung¬
domsudvalget.
— Hvordan kom du med i sognerådsarbejdet
Jeg startede selv slagterforretning i Seest i 1952.
Jeg kom ind i arbejdet med Seest Boldklub på det
tidspunkt. Den er stiftet i 1953. Der var noget, der
hed Seest Gymnastikforening på det tidspunkt,
som brugte Seest Forsamlingshus til deres fester,
sammenkomster og deslige, men de blev uvenner
med vores gamle førstelærer Svennesen. Han var
formand for forsamlingshuset, og så kunne de ikke
få adgang til at bruge det, og det var uheldigt, for
det var det eneste samlingssted, der var i Seest kom¬
mune på det tidspunkt.
Det resulterede i, at vi var nogle stykker, der lave¬
de en helt ny klub med et andet navn. Vi fik lov til at
bruge både gymnastiksal og forsamlingshus. Selv
byggede vi et klubhus deroppe, d.v.s. kommunen
gav os materialerne, for så kunne vi selv. Vi havde
heldigvis Viggo Krat, der var murer, til at give en
hånd med. Vi fik et lille klubhus op at stå, og vi fik
sat gang i både håndbold, fodbold og alverdens
ting. Det har så udviklet sig til en lille, stærk klub.
Seest Boldklub er en lille, solid klub efterhånden,
og det er kun glædeligt for vi andre at se.
Det var egentlig på grund af klubben, at jeg kom
ind i politisk arbejde dengang med sognerådet. Det
var ved sognerådsvalget i 1958, at jeg blev opfor¬
dret til at stille op på den kommunale liste, på en
borgerliste og blev valgt. Så får man automatisk til¬
delt de forskellige poster inden for det sognerådsar¬
bejde. Hele sognerådet fungerede som lignings¬
kommission. Vi var tre mand, vores sognerådsfor¬
mand Jens Ravn, Otto Haue og Børge Larsen, som
fungerede som kasse- og regnskabsudvalg. De første
fire år var jeg formand for det, vi kaldte gade- og
vejudvalget. Bygningsudvalget var jeg med i sam¬
men med Viggo Krat og vores sognerådsformand.
— Da du kom ind i sognerådet, var der da nogen,
der opstillede dig, eller var du med i en liste
Niels Nielsen var på det tidspunkt så langt oppe i
årene, at han ville til at takke af. Han kom i butik¬
ken og spurgte mig, om jeg havde noget imod at la¬
de mig opstille til kommunevalget. Han var den¬
gang indsat af socialdemokraterne. »Nu driver jeg
forretning«, sagde jeg, »så politik og forretning i så¬
dan nogle små kommuner skal man vist nok være
noget forsigtig med, men hvis jeg skal opstilles, så
skal det i hvert fald være på en upolitisk borgerlis¬
te«. Det blev jeg så sammen med Otto Haue, han
var godt nok venstremand, og det var vores gamle
sognerådsformand Jens Ravn også. Han havde væ¬
ret venstremand alle dage. Anders Ravn var ven¬
stremand, men vi var altså et par stykker, som kom
ind på den borgerliste med det resultat, at hvor der
tidligere havde været tre socialdemokrater i sogne¬
rådet og fire venstremænd, mistede socialdemokra¬
terne på det tidspunkt to af deres sognerådsmed¬
lemmer.
Det skal dertil siges, at vi har aldrig drevet politik
i det sogneråd. Da jeg kom i sognerådet, var Børge
Larsen, efter det stemmeantal socialdemokrater
Seest sognekommune 1966. Reproduktion af udsnit
af kortblad 3408 udg. 1966 i serien »Danmark
1:40.000«. © Copyright Kort- og Matrikelstyrelsen
1989 (A124-89).
64

Seest Bakke 1988. Foto af Kim Furdal.
havde fået, ikke berettiget til at få en plads i kasseog
regnskabsudvalget. Men vi sagde som så, at han
havde været det før og kendte det arbejde, så lad
ham beholde det. Det var ikke sådan, at vi sloges
om, hvem der skulle være dit, og hvem der skulle
være dat. Det tog vi helt koldt og roligt. Med hen¬
syn til skatteligningen fik vi skatteskemaerne ind i
januar måned, og så tog hele sognerådet nogle aftener
og lørdag eftermiddage, hvor vi lavede skatte¬
ligninger. Vi var færdige til marts, så kunne der
mangle nogle få stykker, dem, der kørte med for¬
skudt regnskab, og hvad de ellers gjorde dengang.
Når vi kom til 15. april, så vidste vi, hvor vi var hen¬
ne. Alle vidste, om deres selvangivelse var god¬
kendt eller ikke godkendt, men nu går der to år, in¬
den man faktisk er helt klar over det, fordi det er
66

levet så nemt. Nu går det hele på edb, men det ta¬
ger altså bare ti gange så lang tid med at få dem kørt
igennem, men det er så noget andet.
— Gav det ikke nogle problemer ind imellem
Egentlig ikke på selve indtægterne. Det, vi havde
mest kludder med, var værdien af egen bolig. Nu er
det så nemt, for nu er stuehusene rundt omkring på
gårdene selvstændigt vurderet, der ligger en pro¬
centsats, og så siger de: »Værsgo', det koster så me¬
get at bo i det«. Dengang var det et skøn, men det
lykkedes da efterhånden at finde rimelige fordelin¬
ger. Vi gjorde det, at når en mand kom med en ind¬
tægt, så regnede man baglæns og sagde, at han hav¬
de så mange kroner og ører til faste udgifter. Så
kunne man bare regne baglæns og sige, hvor meget
han havde tilbage at leve for, og så kunne man stop¬
pe op og sige: »Nej, ved du hvad, det kan altså ikke
gå det her.« Jeg kan ikke mindes, at vi har haft en
skattesag ud over den lokale ligningskommission,
fordi vi kendte hinanden alt for godt. Vi vidste næs¬
ten, hvor mange cigarer folk røg om dagen, og vi
kendte folk ud og ind, deres privatforbrug og des¬
lige, og derudaf kunne man danne sig et indtryk af
folks forbrug. Lønarbejderne var selvfølgelig de
nemmeste at kontrollere. Det eneste, de kunne for¬
søge at tjene en ekstra 100 kr. seddel på, var måske
at trække et par ekstra forsikringer fra, men ellers
ikke. Landbrugene skulle have en vis størrelse for at
være regnskabspligtige. Så dem var der ikke ret
mange af.
Så kom selvfølgelig den her kære moms, og så
begyndte det straks at blive mere besværligt. Når
man tænker på, at skatteprocenten i Seest på det
tidspunkt, da jeg kom i sognerådet, lå på en 17-18
stykker. Tidligere kunne man trække betalt skat fra,
hvis en mand havde betalt 10.000 kr. i skat f.eks. el¬
ler 5.000 kr., så trak han dem fra på sin selvangivel¬
se, så summen af det, han skulle betale skat af automatisk
blev mindre. Jeg mener, vi lå på en 14-15
pct. Om det var højt eller lavt, sammenlignet med
de andre kommuner, kan jeg ikke huske. Så fik vi
kildeskatten, og så røg vi ned på de her syv-otte
pct., men så kunne vi ikke trække betalt skat fra. Nu
kan man ikke trække betalt skat fra mere. Nu ligger
skatteprocenten på over 20, så det er der i hvert
tilfælde sket. Nu ved jeg godt, bundfradragene er
blevet noget større, de var ikke ret store dengang.
Det er ikke så sært, det er et sultent samfund, vi le¬
ver i.
Vi havde et lille alderdomshjem, De Gamles
Hjem, hvor der var plads til syv eller otte beboere.
Jeg har aldrig set en venteliste på at komme på De
Gamles Hjem, fordi de ikke kunne klare sig hjem¬
me, det har vi aldrig haft problemer med. Det var
ikke moderne, men dem, der boede der, var glade
for at være der, og det var de i særdeleshed, fordi de
havde deres høns deromme. De havde et gammelt
pensioneret postbud, Baisner og en gammel murer,
Raarup, der boede deromme på det tidspunkt. De
gik og passede høns, samlede æg ind og gik og hyg¬
gede sig med alt sådan noget. Hvis de havde lyst til
at klippe hæk eller male stakit, ja, så kunne de tage
sig af det, men lige så snart, det blev Kolding kom¬
mune, så blev det helt andre rammer. Nu kan det
ikke nytte, de begynder at sætte kartofler eller gra¬
ve kartofler op, for så skal de sandelig have en hus¬
assistent mere for at kunne klare det. Jeg ved da
godt, at nu bor der mange deromme, nu er der ikke
plads til alt det renderi, nu kan de ikke have 20 for¬
skellige til at rende rundt og grave kartofler op.
Men der var en vis hygge, de var glade for at bo der¬
omme, vi har aldrig hørt åndet, end de var vældig
tilfredse med at være der.
— Hvordan forløb sognerådsmøderne normalt
Det var lidt forskelligt. Efterhånden som der blev
bygget mere, blev det lidt mere kompliceret. Vi be-
67

gyndte aldrig før efter kl. 18. Når vi havde møder
før kl. 18, skulle vi have penge for det. I den tid,
hvor det godt kunne presse lidt på med skattelig¬
ning, begyndte vi om eftermiddagen kl. 15, og så fik
vi et stykke mad, men så skulle vi have for de timer,
der var før kl. 18. Hvis det var et helt presserende
møde, hvis vi f.eks. skulle mødes med en fra amtet,
kunne vi af hensyn til ham mødes f.eks. kl. 10 om
formiddagen. Ellers foregik alle vores møder om
aftenen. Vi startede altid ved kl. 19 og om tirsdagen,
det lå fast i hver måned. Så kunne vi have nogle ek¬
stra møder, men ellers var det fritidsarbejde. Jeg fik
den svimlende sum af 1200 kr. om året for at være
formand for gade- og vejudvalget, og så brændte
jeg selv lidt benzin op, for at komme ud og kigge.
Jeg betalte selv telefon. De 1200 kr. var nærmest et
symbolsk beløb, fordi jeg skulle have lidt til benzin
og lidt til telefon.
— Var der meget arbejde forbundet med sogneråds¬
arbejdet
Seest sogn har siden slutningen af1800-tallet været
præget af grusgravning. I alt er det blevet til 11 grus¬
grave. Billedet viser Osker Mathiesens grusgrav i
Vranderup, hvor der stadig bliver gravet efter grus.
Foto af Kim Furdal 1988.
Ja, både og. — Vi havde ikke de store kontorer,
det hele skulle igennem. Hvis der f.eks. var en ude i
Seest Østerskov, der ringede ind til mig, så sagde
han: »Ved du hvad, der er et af de kommunale
dræn herude, som ikke virker, og nu er der altså
vand inde på min mark«. Jamen, så kørte man ud
og kiggede på det, kørte tilbage til vejmanden, og
sagde til ham: »Ved du hvad Karl, kan du ikke køre
ud og kigge på det og få det i orden« I dag skal det
igennem systemet, og nu skal man endelig sørge for
at have en kvittering på et stykke papir, at der nu
også har været en mand eller to derude, det brugte
vi slet ikke. Vi kunne sidde og snakke om det stille
og roligt i sognerådsmødet.
Jeg har ordnet mange ting inde i min butik, når
folk kom med enten det ene eller det andet. I sær¬
deleshed da Kolding kommune købte en lille lande¬
jendom ude i Vesterskov og begyndte at lave losse¬
plads. Da fik vi mange problemer med beboere i
nærheden. De var vant til at bo stille og roligt. Så
pludselig kom Kolding kommune og havde ønske
om at købe det til losseplads. Vi fik selvfølgelig la¬
vet nogle undersøgelser fra Danmarks Geologiske
Undersøgelser med vandførende lag, og man var
sikker på, det ikke kunne ødelægge grundvandet.
Det viser sig nok efterhånden, at det nok er noget
skidteri alligevel.
Vi lavede en handel med Kolding kommune, hvis
de ville gøre vejen i stand, asfaltere den og holde
den i orden, så kunne vi godt give dem tilladelse til
at køre. Der havde vi lidt kludder, fordi der var no¬
gen ret skarpe sving deroppe, vi skulle have rettet
ud. Vi havde et stort problem med en mægtig pop¬
pel, der stod deroppe, ovre på »Overholmgård«.
Hans Hansen sagde, at det var hans træ, og det
skulle ikke fældes. Vi sagde, det er vores træ, så vi
havde landmåleren på. Det er vel hundrede år si¬
den, sådan et træ er plantet. Da var det plantet lige i
skellet, og det var vel to meter i diameter i bunden,
68

altså havde vi faktisk hver en meter. Den fandt vi
også en løsning på, men det er sjovt at tænke på,
bare sådan et lille problem. Nu havde han gået og
kigget på det træ i så mange år, og så fordi de skulle
have losseplads, skulle det bestemt ikke fjernes. Det
blev fjernet, og de fik lossepladsen derude, og nu
mangler de plads igen.
Kommunen har aldrig haft nogen politiske skel,
altså ikke, hvad skal man sige, foran døren, så var
det bagved døren, at vi godt kunne ramle sammen
en gang imellem, for at sige det på godt dansk. Der
var landmændene, og de var sådan ret sammenspis¬
te. Det var ligesom, at det var dem, der inderst inde
skulle bestemme.
På et tidspunkt blev jeg opfordret af direktør
Hardy Olesen fra Kolding Oplands Højspænding
om at træde ind i bestyrelsen, fordi vores sognefo¬
ged Aage Buhl døde. Så siger jeg: »Jamen, jeg er
ikke suppleant i den bestyrelse«. »Nej, men vi har
en ordning, at vi inden for vores område kan sup¬
plere os, med hvem vi vil«. Jeg var kun med i KOHs
bestyrelse i et par år, for det gav oprør iblandt land¬
mændene. De havde haft en repræsentant i KOH i
så mange år, og pludselig var det en slagter. Det
kunne de ikke rigtig acceptere. Jeg blev sat ind i uti¬
de. Jeg var der kun ca. toethalvt år, så var der valg
af ny repræsentant i Seest kommune, og så troppe¬
de de op alle mand, alle bønder, og fik valgt Thor¬
vald Thorndall. De kiggede mere på, at det var en
af deres egne. De var ret sammenspiste på mange
måder. Det var dem, der bestemte. Den slat byfolk,
der boede heroppe på Seestvej, det var endelig ikke
dem, der skulle komme rendende og fortælle, hvad
der skulle ske i Seest kommune, det skulle de nok
selv ordne.
Det havde vi meget sjov med på det tidspunkt,
hvor jeg blev formand for gade- og vejudvalget. Der
var ingen fortov, husk på, det var amtsvej dengang.
Da var Tøndervejen slet ikke lavet. Da gik al
Seest Rytterskole 1988. Rytterskolen blev i perioden
1965 til 1970 anvendt som sognerådskontor. Efter
en gennemrestaurering anvendes skolen i dag som
menighedskontor og sognestue. Foto af Kim Furdal.
trafikken igennem Seest og lige forbi vores forret¬
ning. Der var hverken fortov, gadelys eller noget
som helst. Så fik jeg trumfet igennem et af de første
år, at vi i hvert fald fik noget gadelys op på de bestå¬
ende træpæle, der stod derovre. Vi fik et af de her
neonrør sat op. Det var jeg lidt uvenner med vores
sognerådsformand over, at vi absolut skulle have
gadelys derop, for det havde de i hvert fald ikke ude
i »Tandholt« på gården, hvor han boede. »A skat¬
teprocent, den vil vi lige gøre opmærksom på, det
er den samme ude ved os, som den er derinde.«
Men jeg mener jo, det var lidt anderledes, hvor der
færdes 100 mennesker, end hvor der kun færdes
en. Jeg fik det da igennem. Det er sjovt at se, for
nogle af dem står endnu derovre, de fleste er skiftet
ud med gittermaster efterhånden. I særdeleshed
står der en oppe på hjørnet ud til Hylkedalsvej, ned
mod missionshuset og lige et stykke ned. Vores kæ¬
re sognerådsformand Jens Ravn havde henvendt
sig til amtet og gjort opmærksom på, at jeg havde
beordret KOH til at stille en mast op der med lys.
Det var amtets område, så det var egentlig menin-
69

gen, den skulle have været fjernet. Men det gik altså
i al stilfærdighed sådan, ja det kørte bare, og det
blev hurtig glemt.
Niels Beck, Eltang-Sdr. Vilstrup
Lokalopstilling og lokalinteresser
Gårdejer Niels Beck er født på »Nedergård« i Nr.
Bjert i 1921. Efter studentereksamen på Kolding
Højere Almenskole i 1940 arbejdede han på forskellige
gårde, indtil han blev gift i 1950. Forpagtede
samme år Nedergård, som han i 1960 købte af faderen.
Havde gården indtil 1977, hvor sønnen overtog
gården. Kom ind i Eltang-Sdr. Vilstrup sogneråd
for lokallisten i 1958 og sad der indtil
kommunesammenlægningen. Var i de 11 år bla i
skoleudvalget, biblioteksudvalget og formand for
vejudvalget de sidste fire år. Medlem af Kolding By—
råd 1974-1982.
— Hvornår kom du ind i sognerådet
Det må have været i 1958. Det var gået sådan, at
der ikke var kommet en landmand ind i sognerådet
fra Nr. Bjert ved valget i 1954. Vi troede sådan set,
at vores hovedmodstander var håndværkerne, altså
inden for det lokale område. Vi prøvede på at op¬
stille to, en landmand og en håndværker, og så måt¬
te det blive en afgørelse mellem de to, om en af dem
kom ind. Ja, ejendommeligt nok, jeg ved ikke, om
det har bevirket, at man kom lidt mere op på mær¬
kerne og har haft lidt større stemmedeltagelse, men
det endte med, at vi kom ind begge to. Jeg kan hus¬
ke daværende sognerådsformand Bertelsen sagde,
at hvis en af jer går væk, så har I ingen suppleant,
og det er ikke så godt. Nej, men vi regnede med, at
vi havde det sådan nogenlunde begge to. Det var
Karl Fogt og jeg, så vi kunne nok klare den periode,
det gjorde vi heldigvis også. Det var starten på det,
og det endte med, at jeg var der i 11 år indtil kom¬
munesammenlægningen i 1969.
— Blev du opfordret til at stille op
Ja, man ledte efter en, der havde en mulighed for
at blive valgt. Den, der tidligere havde været opstil¬
let, opnåede ikke valg. Så prøvede man på at finde
en anden, og det blev mig. Som sagt, far havde også
siddet i sognerådet, for øvrigt sammen med gamle
Kristian Bertelsen. Han var en dreven ræv i det
kommunale arbejde.
— Havde du haft interesse for sognerådsarbejdet
tidligere
Nej, ikke særligt, men jeg syntes, det kunne være
helt spændende at prøve det. Jeg havde også tid til
det, da vi var godt hjulpet med arbejdskraft den¬
gang. De unge landmænd i dag har ikke tid til det, i
det omfang vi havde det dengang.
Det er gået stille tilbage. Jeg kan huske, at min far
som regel gik med stokken bortset fra høsten, hvor
han hjalp lidt til manuelt, men så er det lige så stille
gået tilbage, hvis man kan kalde det at gå tilbage, at
man skulle lave mere og mere rent fysisk. Det bevir¬
ker desværre også, at folk ikke har den tid til at
komme ind i alt det der, landboforening, mejeri og
slagteri og hvad man ellers kan komme i. Man har
da godt af at være i det i et stykke tid, det er klart.
Det er noget, der er noget udvikling i. Det var da
også spændende at være med i sognerådsarbejdet.
— Kunne man i sognerådet fornemme, at der var ta¬
le om tre forskellige sogne, hvor de havde ønsker,
der måske trak i forskellig retning
Ja, det vil altid være sådan, at man ligesom prø¬
ver at rykke lidt til sig lokalt, det var vel også det, vi
sad der for. Få en vej repareret her og sådan lidt,
70

hvad man ellers kunne. Nu ved jeg da godt, at hvis
man regner med at få tak for sit arbejde, så skal man
i hvert fald ikke gå ind i kommunalt arbejde. F.eks.
kan jeg huske engang, at der var en, der stod op på
et møde og kritiserede: »Her i Nr. Bjert får vi in¬
genting, der er ingenting sket, nu f.eks. busserne, de
kører den og den vej, og der er ikke kommet fortov,
sådan man kan gå i fred for sprøjten fra busserne.«
Så var jeg da ikke kvik nok til at få sagt: »Nå
ja, men det var sådan set delvis min skyld, at der
kom en bus derud overhovedet«, men hvad, det er
sådan noget, man er kommet til at tænke på bagef¬
ter. Det er lige som ham, der sidder med cigaren og
tænker på, hvad han skulle have sagt.
— Bygningen af Centralskolen ude i Eltang a-
stedkom også diskussioner om, hvor den skulle
ligge.
Sdr. Vilstrup i fugleperspektiv 1960.
71

Der var megen diskussion om det, det var der i
hvert fald. Det var sådan, at Nr. Bjert-børnene
skulle gå ned til Eltang efter det forslag, der var
Det har altid været et problem for økonomer at be—
stemme, hvad en gård egentlig er, en bolig og hjem
eller en virksomhed Gården er en virksomhed, der
på samme tid er hjem og bolig for familien. Fami—
lien kan derfor heller ikke skelne mellem fritid og
arbejde, arbejdet og hjemmet. På samme måde la—
der det sig heller ikke gøre at skelne mellem arbejde
og børneopdragelse. Det hele går op i en højere en—
hed, hvor hele familien deltager i det daglige ar—
bejde, når dette lader sig gøre. Når pigerne på bille—
det hjælper til er det på en gang arbejde på gården,
uddannelse og børneopdragelse. Billedet er taget
under kartoffelhøsten i Harte i 1956. Foto af P.
Thastum
fremme, og det gik i folkemunde, at nu skulle Nr.
Bjert flyttes ned til Eltanggårds mødding, fordi den
kom til at ligge tæt ved »Eltanggård«. Vi syntes, det
var lidt urimeligt, at skolen skulle derned at ligge.
Vi syntes, det var lidt for langt væk, og så skulle
Strandhuse skole blive uforandret dernede, hvor
Markdannerskolen nu er, for den skulle der ikke
gøres noget ved. Det var kun Centralskolen i Eltang,
der skulle gøres noget ud af. I den sidste ende
blev resultatet så, at skolen i Strandhuse blev langt
den største.
*Undertiden er der blevet spurgt, om Eltang-Sdr.
Vilstrup kommune fremskyndede indlemmelsen i
Kolding på grund af, at skolebyggeriet blev rigeligt
belastende for den lille kommune, og helt kan der
vel ikke ses bort fra det, da især byggeriet i Strand¬
huse blev noget dyrere end beregnet.
Vi var gået ind under den såkaldte Fynsplan,
hvor nogle odenseanske arkitekter havde sluttet sig
sammen og specialiseret sig i skolebyggeri, hvilket
vi så regnede med ville gøre byggeriet både formåls¬
tjenligt og billigt. Efterhånden havde vi dog lidt
svært ved at se, at det var billigere end alt andet
byggeri, og da det allerede var besluttet, at vi i hvert
fald i 1970 skulle ind under Kolding, blev vi enige
om, at vi lige så godt kunne gå ind i 1969, da man
fra Koldings side var interesserede i at få en kom¬
mune ind et år før den større sammenlægning, for
derved at få et bedre grundlag for imødegåelse af
fejltagelser over for et større antal.
Når jeg bliver spurgt om arbejdet i sognerådet var
mere tiltrækkende end arbejdet i byrådet, må jeg
nok svare ja.
En lille kommune blev, indtil man fik kæmner i
begyndelsen af 1960'erne, drevet af en sogneråds¬
formand, der fik omkring 6.000 kr. om året, og en
kasserer, som vel har fået omkring det halve. Selv
omregnet til nutidens pengeværdi, var det en utro¬
lig billig administration.
72

Skatteligningen, som jo blev udført under nøje
kendskab til den enkeltes økonomi og levemåde,
mener jeg virkede rimelig retfærdigt, så alt i alt kan
jeg ikke undlade at beklage, at den nærkontakt, som
fandtes dengang, ikke længere er mulig. Selvfølgelig
var ikke alt godt i de såkaldte »gode, gamle dage«.
Specielt var de sociale skel urimeligt store dengang.*
* * Skriftlig tilføjelse ved Niels Beck, 1989.
Svend Møller, Eltang-Sdr. Vilstrup
Fodbold og sognerådsarbejde
Svend Møller erfødt i Nørup sogn, vestfor Vejle i
1938. Efter afsluttet realeksamen i Vejle kom han
på Jelling Seminarium, hvor han blev færdig med
r
sin læreruddannelse i 1960. Kom i 1962 til Nr. Bjert
skole i Eltang-Sdr. Vilstrup sognekommune, og da
denne skole blev nedlagt i 1964, til Strandhuse sko—
le. Blev i 1969 overført til den nyopførte Lyshøjsko—
le, hvor han siden har virket. Blev ved sogneråds—
valget i 1966 medlem af Eltang-Sdr. Vilstrup sogne—
råd, hvor han var med i vejudvalget, biblioteksudvalget
og børne- og ungdomsværnet.
— Hvordan blev du opstillet og valgt ind i sognerå¬
det
Det skyldtes mange ting. Da jeg kom til Nr. Bjert
i 1962, var jeg stadigvæk ung. Jeg var lige fyldt 24
år, spillede meget fodbold med drengene og startede
faktisk Strandhuses første fodboldafdeling overho¬
vedet. Jeg kan huske, at i 1965 blev drengene amtsmestre
i fodbold. De var meget stolte, og det er no¬
get, som går til hjertet på forældrene, når børnene
klarer sig, som de ikke har prøvet før. Vi lavede no¬
get underholdning, og jeg stod gerne for børnenes
skolekomedier nede i Strandhuse. Det gik meget
godt, og i slutningen af 1965 blev jeg ringet op en
søndag af direktør Bent Georg Nielsen, Damask¬
væveriet, som på daværende tidspunkt sad i sogne¬
rådet. Om jeg ville lade mig opstille til sognerådet.
Det sagde jeg ja til, og så blev jeg altså valgt i marts
måned.
Det var lidt dramatisk, fordi man ikke havde ta¬
get højde for, at listestemmerne skulle tilfalde dem,
der stod øverst på listen. Der var en dame, der var
opstillet som nr. fem. Jeg var opstillet som nr. tre i
Strandhuse. Hun fik altså flere personlige stemmer,
end jeg gjorde, to mere, og hun kom ind. Det var en
onsdag morgen. Det var ovre i skolen, at jeg fik det
at vide, men i løbet af formiddagen, jeg tror det var
kl. 10, kom min kone over og sagde, at det i stedet
var mig, der var kommet ind i sognerådet.
— Du var valgt på Strandhuselisten. Mærkede I, at I
var opstillet som lokallister Kunne det give anled¬
ning til uenighed
Billedet viser Strandhuse Badeanstalt før isen tog
badebroen i 1947. I baggrunden ses restaurant
Grune. 11920'erne og 1930'erne begyndte borger—
skabet i Kolding at flytte ud til Strandhuse, hvor der
var adgang til det fri land og strand. Den lavere skat
har sikkert også virket tiltrækkende for de skatte—
plagede Koldingborgere.
73

Ja, i allerhøjeste grad. Der var store gnidninger
imellem Nr. Bjert på den ene side og Eltang-Sdr.
Vilstrup på den anden, men også mellem landsog¬
nene og Strandhuse, der var mere bypræget. Der
skete af og til sådanne visse opstregninger af ting,
hvor den ene part stod meget hårdt over for den an¬
den part, hvad det angår.
Det kunne bl.a. dreje sig om skolebyggeri, det
kunne dreje sig om at flytte børnene fra en skole til
en anden. Da gik bølgerne meget, meget højt. Der
var allerede i 1961 en kreds af Strandhuseborgere,
som var begyndt at arbejde med oprettelse af en
børnehave i Strandhuse, men grundet dem fra Eltang-Sdr.
Vilstrup og Nr. Bjert, kom det ikke igen¬
nem. Først da den gamle Strandhuse skole blev
nedlagt, fik man lov til at bygge et hus ved Markdannerskolen.
Vilhelm Lauridsen,
Eltang-Sdr. Vilstrup
Sognerådsvalg og lokalpatriotisme
Vilhelm Lauridsen er født i Ribe i 1909. Efter konfirmationen
arbejdede han først i landbruget, men
siden på forskelligefabrikker. De sidste 25 år arbej¬
dede han som kedel- og maskinpasser på Slotsmøllen
i Kolding, indtil han i 1978 gikpåpension. Sad i
perioden fra 1946 til 1969 i Eltang-Sdr. Vilstrup
sogneråd, hvorhan bl. a. var medlem af skoleudval¬
get og vejudvalget. Blev indvalgt i Kolding Byråd
for Socialdemokratiet i 1970, hvor han sad til 1974.
— Hvad kunne der blive afstemning om i sognerå¬
det
Ja, hvad kunne det være Det kan jeg snart ikke
mindes. Ja, det var nærmest noget af det lokale stof.
Hvis en skole skulle bygges et bestemt sted, så er
det klart, at der var afstemning.
— Kunne grundskyldspromillen ikke give anledning
til diskussion
Jo, den kunne nok give nogle problemer, det
kunne den, men landmændene var jo i stort flertal.
Den udvikling, vi har haft her i Strandhuse, kunne
vi have fået mange år før. Det fik de nemlig i Bramdrupdam,
men nede i Strandhuse, der varede det
længe, fordi landmændene havde flertal i sognerå¬
det. De ville ikke gå med til at lave en byplan, en
udstykning, fordi de var klar over, at der så kom
mange flere beboere til kommunen, som ikke var
landmænd. Som følge deraf ville de miste deres
flertal i kommunalbestyrelsen. Derfor blev hele ud¬
viklingen sinket meget.
Derimod i Bramdrupdam, hvor de fik udviklin¬
gen meget før, var der flere af gårdmændene, der
var i sognerådet, som ejede de gårde i Bramdrupdam,
der egnede sig til udstykning. De var interes¬
serede i at få dem solgt, fordi de kunne tjene en
masse penge på deres huse eller deres grund.
Så skete der det herude i Strandhuse, at vi fik jor¬
den i byzonen. Det medførte, at grundskatten blev
meget større, så det ikke længere kunne betale sig
for landmanden at blive ved med at drive jorden
som landbrugsjord. Efterhånden som deres jord
kom i byzonen, blev bønderne interesserede i at få
jorden udstykket og få den solgt.
— Du har siddet som formand for Sundhedskom¬
missionen i begyndelsen af 1950'erne. Hvad inde¬
bar det
Eltang-Vilstrup sognekommune 1965/66. 90% af
originalkort. Reproduktion af udsnit af kortblad 3210
udg. 1966 i serien »Danmark 1:40.000«. © Copy¬
right Kort- og Matrikelstyrelsen 1989. (A124-89)
74

Ja, det indebar jo, at man skulle være med til at
godkende f.eks. campingpladser og mange forskel¬
lige ting. Forretningerne skulle man besøge og se,
om de var i overensstemmelse med sundhedsved¬
tægten. Jeg kan huske engang, vi var ovre på Landerupgård.
Der var kommet klager over, at der var
rotter i køkkenet, og at køkkenet var meget uhygiej¬
nisk. Så var hele sundhedskommissionen ovre for at
se på det. Vi kasserede det så, og det medførte at
det blev forbedret.
— Var sognerådsarbejdet meget tidskrævende
Ja, nu var det ikke så galt dengang. Vi havde som
regel et møde hver måned. Det var normalt, så hav¬
de vi skatteligning i februar måned, og det tog gerne
14 dage i det hele, men dengang var skatteligningen
ikke så udførlig, som den er i dag, i hvert fald ikke i
1940'erne og 1950'erne. Der var ikke nær de kon¬
trolforanstaltninger, der er i dag.
— Havde sognerådet problemer af, at det var en så
geografisk vidtstrakt kommune
Ja, kommunen var inddelt i forskellige interesse¬
områder. Dengang var det sådan, at når der var
sognerådsvalg, så blev der opstillet lister for de for¬
skellige områder, for Sdr. Vilstrup, Eltang, Strand¬
huse, og der var forskellige bylister. De var så lokal¬
patriotiske, så de skulle endelig se at stemme på
folk, som boede i lokalområderne. Det var helt
utænkeligt, at nogle fra Strandhuse kunne stemme
for en, som boede i Nr. Bjert trods det, at det var
den samme kommune.
— Du er socialdemokrat. Man kan se af listerne, at
du har stillet op for Socialdemokratiet, men også
senere for Strandhuselisten.
Ja, det er rigtigt nok. Folk var så lokalpatriotiske.
Socialdemokratiet opstillede en liste for hele kom¬
munen med særlister, én i Strandhuse, én i Eltang
og én i Sdr. Vilstrup med listeforbund, sådan at de
hele tiden kunne slå stemmerne sammen og få så
stor en indflydelse som muligt. Men det bevirkede,
at folk her i Strandhuse ikke ville stemme på en lis¬
te, hvor stemmerne eventuelt kunne gå til Nr. Bjert
eller Sdr. Vilstrup. Så blev vi enige om, at vi skulle
droppe partilisten her i Strandhuse og gå sammen
på en Strandhuseliste. Det gav bonus, det gjorde
det.
— Havde i en stor socialdemokratisk forening her¬
ude
Vi havde en meget stor socialdemokratisk fore¬
ning både her i Strandhuse og i Nr. Bjert, Eltang og
Sdr. Vilstrup. Strandhuse var langt den største, og vi
havde en organisationsprocent på 130. Det lød me¬
get, meget godt. Jeg havde engang en samtale med
daværende partisekretær, Alsing Andersen. Marinus
Larsen, den daværende folketingsmand i Kol¬
ding, præsenterede mig for partisekretæren og for¬
klarede, at det var formanden for Strandhuse parti¬
forening, der havde en organisationsprocent på
130, og så sagde Alsing Andersen nok så spydigt, at
det var helt russermetoder. Men det var jo fakta, og
det kunne sagtens lade sig gøre dengang, fordi det
var under krigen. Folk havde ikke rigtig andre ste¬
der at komme. Man kunne lave en forening herne¬
de, lave fester, have et godt samvær, og så fik vi så
mange medlemmer, altså flere end der stemte på
vores parti til forskellige valg. På den måde fik vi en
organisationsprocent på 130. Jeg fik et personligt
brev fra daværende statsminister Hedtoft, at det var
det fineste resultat, han nogen sinde havde set. Si¬
den da er det gået helt nedenom og hjem. Ved sam¬
menlægningen med Kolding blev lokalforeninger¬
ne ophævet. Nu er det hele kommet under Kol¬
dings partiforeninger. Det er vist meget begrænset,
hvor mange medlemmer, der er i det område, hvor
der førhen var tre partiforeninger.
76

— Hvorfor nedlagde man lokale partiforeninger
Det var noget, partiet i Kolding bestemte, men det
viste sig, at der var mange flere medlemmer før end
for hele Kolding-kredsen i dag. Det er gået tilbage.
Her i Eltang-Sdr. Vilstrup kommune havde vi ca. 350
medlemmer i de tre foreninger, i dag er de vist nok
ca. 1100 i hele Koldingkredsen. Det skyldes udvik¬
lingen. Folk kunne dengang bedre samles i forsam¬
lingshusene. I dag er der mange andre ting, folk har
fået bil og fjernsyn. Det er nogle helt andre forhold.
— Mærkede I noget til, at I sad som socialdemokra¬
ter, hvor de upolitiske lister oftest repræsenterede
mere borgerlige synspunkter
Vi havde et meget fint samarbejde, et ualminde¬
ligt fint kammeratskab imellem medlemmerne.
Magnus Nygaard, Vonsild
Vejmand i Vonsild
Magnus Nygaard er født i Viuf i 1908. Efter skolen
arbejdede han ved landbruget, indtil han i 1938 blev
gift. Arbejdede siden først ved Vejle Amt i 12 år, se—
nere hos en murermester, indtil han i 1960 blev an—
sat som kommunal vejmand i Vonsild. Gik i 1978
på pension efter 18 år ved det kommunale vejvæsen.
Var fra 1939 til 1970 kontorbestyrer i fagforenin—
gen, der holdt til i hans dagligstue. Blev valgt for den
socialdemokratiske liste til Vonsild sogneråd i
1954, hvor han sad indtil 1962. Sad i denne periode
i gade- og vejudvalget.
Jeg havde god opbakning. Der var mange arbejds¬
folk herude, og til tider kneb det med at få arbejde.
Jeg kom i sognerådet, for at jeg kunne sidde og reg¬
ne et eller andet ud, sådan der kunne blive noget arbejde.
Om vinteren når det kneb, fik jeg lavet det
sådan, at de kunne komme til at rense vejgrøfter og
sådan lidt småpjatterier. Jeg startede som vejmand
da vi havde bygget skolen, som blev færdig i 1959
eller der omkring. Den daværende sognerådsfor¬
mand, Frederik Hansen, kom hen til mig. »Uha,
Magnus« siger han, »den er helt gal. Jeg har lige
fået en skrivelse her til morgen.« »Nå, hvad er det«
Vejen, der gik om ad Hoppesvej, var så smal, at alle
dem, der skulle bruge Hoppesvej, havde nægtet at
sende børnene i skole, inden der blev lavet fortov.
»Ja«, siger jeg, »så er der ikke andet at gøre, end at
vi skal have den lavet.« — »Jamen, hvordan« Så
blev vi enige om, at vi skulle snakke det ud, sådan vi
kunne få det udsat til november. Så ville jeg holde
op med det arbejde, jeg havde, mod at arbejde for
Vonsild sogn. Nu var det ikke lige på tale, jeg skulle
være vejmand på stedet, for der var en ældre vej¬
mand. Han skulle blive så længe han ville.
På daværende tidspunkt havde vi lige ved en 20
mand, der gik til kontrol. Så siger jeg, det var en god
idé, at vi kunne få lavet det fortov på Hoppesvej. Så
blev det vedtaget, og så stod jeg for, at vi fik det la¬
vet. Samtidig fik vi, hvad vi kunne få i tilskud til det
arbejde. Der blev snakket om momsen der omkring
1960. Den skulle træde i kraft til april 1960, tror jeg
nok, og vi skulle bruge en masse både kantsten og
fliser. Jo, nu kendte jeg daværende cementstøber
Madsen fra Seest. Jeg kørte lige ud til ham og så
målte jeg op, hvad vi skulle bruge — kantsten, fliser,
ditten og datten. Da havde vi en gammel skole¬
plads, og så lavede jeg den akkord med ham, at han
leverede det hele derop. Så kunne vi hente det, når
vi skulle bruge det. Se, da tjente de ikke så få penge
der. Sådan er det gået altså, jeg synes det er gået
fint. Det var ikke alle, der syntes lige godt om det
altid, men hvad, det skal man jo ikke gå så højt op i.
Det var somme tider, vi fik en over næbbet, men
det skulle én bare lade fuse igennem, ikke også
77

— Hvordan var så forholdet mellem beboerne og
sognerådet, mødte de op til sognerådsmøderne
Det var yderst sjældent, vi fik et hak over næsen.
Jeg kan huske dengang vi byggede skolen. Nu var
det mest ældre folk, der kom, for de syntes, vi rutte¬
de for meget med pengene, og jeg kan huske en¬
gang, da vi sad og lignede skat. Så var jeg henne i
Brugsen, »Hvad, sidder i nu og plukker os igen«
var der en, der sagde. »Ja, det gør vi«, sagde jeg,
»det er da helt sikkert«.
Altså, sådan tog vi det. »Men«, sagde jeg, »det er
mærkeligt nok, for det første så vil du jo have veje¬
ne asfalteret, have gode veje. Du vil også godt have
fortov, og du vil have gadelys.« Jeg nævnte sådan
tre-fire ting i en hast. »Hvad!« sagde han, »kommer
det ud af skatten« Jamen, så var der ikke mere.
Lige som da vi havde bygget skolen, jeg tror nok alt
i alt, det kostede godt 800.000 dengang. »Nu har i
plyndret kommunen, det er det, i er ude efter« —
»Ja, det er det«, sagde jeg, »men hvad, der skal også
være et sted, hvor børnene skal køre videre.« Da
jeg blev vejmand, kunne de rigtig komme til at hak¬
ke på mig, men jeg har altid holdt det sådan lige
igennem.
— Jeg hører tit, at sognerådet i modsætning til Kol¬
ding kommune, ikke ruttede med pengene.
Nej, men det gjorde vi heller ikke. Vi brugte fak¬
tisk, hvad vi skulle, det var ikke godt at låne. Før vi
kom under Kolding, det må have været i 1964, da
begyndte vi med kloak herude. Så blev det da helt
galt, det kostede 1,2 millioner. Der kan du rigtig
tro, der var knas i den. Altså, det kunne ikke hjælpe
noget, for efterhånden byggede de, og de ville have
Vonsild sognekommune 1966. Reproduktion af udsnit
af kortblad 3408 udg. 1966 og kortblad 3410
udg. 1966 i serien »Danmark 1:40.000«. © Copyright
Kort- og Matrikelstyrelsen 1989 (A124-89).
toiletter. Sidst i 1930'erne anlagde man nogle store
beholdere, der skulle tage vandet fra. Der blev ned¬
lagt kloakker i den øvre del af byen, men det var
kun til køkkenvask. Efterhånden begyndte den ene
efter den anden at stikke kloset til, og naturligvis
skulle de lave septiktank, men hvordan virkede de
Så det var et grove cirkus med det der. Så smuttede
det jo ud i åen. Vi fik da af og til nogle skrivelser ind
om forurening.
Så var der en aften, da vi sad og diskuterede.
Hans Høj* og vi holdt på, at vi skulle snart til at ha¬
ve det lavet der, for det kunne ikke blive ved at gå.
Så siger han, Frederik**, lige så rask — det var alle¬
tiders mand, sognerådsformanden — »ja, kan du
samle så og så mange underskrifter, så går vi i
gang.« — »Det er i orden« sagde jeg. Så skrev jeg:
»Undertegnede beboere ønsker kloak på grund af
lugt fra åen«, og så gik jeg ned til pastoren og fik
ham til at skrive først. Jeg havde 30 underskrifter,
og så gik det i gang, sådan startede det. Så fik jeg fat
i Hedeselskabet. Jeg kendte tilfældigvis én fra He¬
deselskabet, så det havde jeg ikke mange problemer
med. Jeg tog ind til dem en dag, og så kom de ud og
så til os. Så gik det i gang.
— Hvad med rensningsanlæg. Det blev nedlagt se¬
nere
Ja, det gik fantastisk. Selve kloakken kostede 1,2
millioner, men rensningsanlægget var iberegnet.
Det gik fantastisk. Der var flere ude og se på det,
for de kunne ikke få deres til at køre.
Men så kom vi under Kolding. En dag da jeg kom
derned, holdt der maskiner ved rensningsanlægget.
De havde bygget bagved »Overbygård«, så beboer¬
ne klagede over lugten. Da havde jeg en diskussion
med visse herrer inde fra Kolding. Jeg har hverken
studeret det ene eller det andet, men jeg vidste,
hvordan det skulle køres. Jeg tror, det var beregnet
til 6000 mennesker. Nej, det kunne det slet ikke
79

tage, og så brækkede de det bare ned — uden videre
diskussion. Da var vi nemlig færdige med at betale
det dengang. Vi gav tre kr. om året til vedligehol¬
delse. Så fik vi vandafledningsafgiften, nu koster
det mig 980 kr. om året.
* Medlem af Vonsild sogneråd 1954-1970
* * Frederik Hansen, sognerådsformand 1966-1970
Grethe Venborg, Harte-Bramdrup
Socialdemokratiets
i Harte-Bramdrup
valgkamp
Grethe Venborg er født i 1932 i Kolding. Faderen
var formand for Sadelmager- og Tapetsererforbun—
det. Barndomshjemmet var præget af fagforenings—
arbejde, hvor dagligstuen samtidig fungerede som
fagforeningskontor. Efter afsluttet mellemskoleek—
samen i 1948 kom hun i kontorlære, men droppede
lærepladsen til fordel for arbejde på en strømpefa—
brik, da hun blev gift. Har siden haft forskelligt ar—
bejde, indtil hun i 1964fik deltidsarbejde hos en ar—
kitekt. Blev i 1966 valgt til Harte-Bramdrup sogne—
rådfor Socialdemokratiet og var her medlem af so—
for
cialudvalget. Sad i Kolding Byråd fra 1970 til 1986
Socialdemokratiet.
— Hvordan kom du med i sognerådsarbejdet
Det var egentlig spændende. Det har altid været
sådan, at der var en borgerliste, og socialdemokra¬
terne stillede op på en liste. Det var i 1965, at jeg
gik hen til vores kæmner og sagde, at jeg kunne
egentlig godt tænke mig at se, hvem vi kunne regne
med ville stemme på socialdemokraterne. »Ja, du
må da godt skrive folkeregisteret af«, sagde han så.
Vi aftalte, jeg kom derhen en weekend, og så blev
jeg sat ind i et kontor inde bag ved. Så kunne jeg el¬
lers bladre i det, og skrive de navne og adresser af,
jeg mente, jeg havde brug for. Både kæmneren og
hans kone kom over, kiggede til mig og kom med
kaffe. Det var vældigt fint.
Vi lavede nogle løbesedler, og sendte nogle breve
ud. Vi indkaldte så til et opstillingsmøde nede på
kroen. Jeg kan huske, vi skulle bede om forslag til,
hvem vi ville have. Vi havde i forvejen en socialde¬
mokrat herfra, der hed Aage Brødsgaard. Så havde
vi en ovre fra Ejstrup, han var togfører, tror jeg, han
hed Bertelsen. De ville begge to holde op. Så har vi
altid haft det sådan, at vi skulle have førstepladsen
her i Bramdrupdam, så skulle Ejstrup have og så
skulle Harte have, for at fordele det lidt. Det endte
med, at der blev foreslået nogle mennesker dernede
på kroen, og både min mand og jeg blev foreslået.
Vi snakkede sammen indbyrdes og blev enige om,
at det nok var mig, for han havde ikke råd til at tage
fri fra arbejde til sådan noget. Så det blev altså mig.
Vi fik lavet listen. På daværende tidspunkt var
Torben Lai Petersen lige flyttet til Bramdrupdam.
Han var ungdomsskoleleder inde i Kolding, og han
var medlem af partiet. Det var lige en spidskandidat
til os. Så havde vi vores førstemand. Vi fik en fra Ej -
strup, en fra Harte og en nede fra Alpedalen stillet
op, og så kom jeg. Jeg var sådan tilpas langt nede på
listen, så vi regnede da ikke med, at jeg nogen sinde
kom ind. Valget blev holdt nede på kroen. Jeg gik
hen til kæmneren igen, og sagde til ham, at jeg syn¬
tes, at når vi stillede en liste op med socialdemokra¬
ter, så burde vi også have en socialdemokrat med
som tilforordnet ved valget. Ja, det kunne vi godt,
og hvem jeg ville foreslå. Vi foreslog Svend Staub,
så han kom også med. Jeg tror vi stillede ni op den¬
gang. Svend Staub arbejdede ovre på Jydsk Beton
dengang, og han var med til valget. Torben og jeg
var inden valget forholdsvis nye, så vi syntes, der
skulle ske noget mere. Vi gik over på alderdoms-
80

hjemmet en dag og fik lov til at komme ind og hilse
på alle beboerne derovre. Det var også vældig
spændende.
Vi fik to valgt ind herude, da de talte op nede på
kroen. Jeg var selvfølgelig dernede, for det var
spændende at høre. Det viste sig så, at det blev en
ovre fra Ejstrup og så Torben som spidskandidat.
Alex Jentsch, der vist var partiformand i Kolding,
begyndte at regne på vore stemmer herude, og jeg
tror allerede, det var om aftenen, han ringede og
sagde, at det ikke rigtig kunne passe. Vi havde jo
ringet tallene ind. Efter den d'Hondtske metode var
det ikke ham i Ejstrup, der var valgt, så var det mig,
og det viste sig at være rigtigt. Det kom der en hel
del ud af.
— Tror du, der var mange kvinder, der stemte på dig
dengang
Det tror jeg nok, der var. Børnene kom hjem fra
skole og sagde, at det gjorde de, fordi de syntes, at
nu skulle der kvinder ind. Men det var nemlig sjovt,
Bramdrupdam Brugsforening i 1959.
for vi kom to kvinder ind i Harte-Bramdrup sogne¬
råd. Det var første gang, der nogensinde var kom¬
met kvinder ind. Den ene var Karen Horsted ovre
fra Harte og så mig. Det var helt spændende. Men
vi var som sagt nogle stykker, der var nye. Redder¬
sen kom ind samtidig og Torben Lai Petersen kom
ind, så vi var ni i alt.
— Hvordan var holdningen blandt mændene til, at i
kom ind
Det ved jeg ikke. De har nok syntes, at det var
noget mærkeligt noget, at sådan et par kvindfolk
ville blande sig. Det var stadigvæk, som det er i dag,
at så bliver man sat på børneværnet og socialsager.
Vi havde gade- og vejudvalg, og så havde vi social¬
udvalget. Det var ikke fordi, vi havde så mange mø¬
der om det. De samme mennesker, der var i social¬
udvalget, var også i børneværnet. Det var ikke, som
da jeg kom til Kolding, hvor det hele foregik i ud¬
valgene. Det meste foregik over et sognerådsbord.
Nu vil jeg sige, at herude, hvor vi var imellem to og
tre tusinde indbyggere, har det været begrænset,
hvad der har været af socialsager. Vi kendte socialsagerne,
og dem kunne vi ordne. Somme tider hav¬
de vi dem med til et sognerådsmøde. Vi holdt sog¬
nerådsmøde hver 14. dag. Jeg syntes egentlig, det
var en god måde at lære på, fordi man lærte lidt om
alt på den måde. Vi havde mange forskellige sjove
sager ind imellem.
— Kunne det være et problem at sidde med person¬
lige oplysninger om mennesker
Det værste var nok børneværnet, fordi jeg sim¬
pelt hen måtte sige til mine unger, at hvad de hørte
herhjemme, og hvad de evt. kunne komme til at
læse, det måtte de holde deres mund med, for man¬
ge af børneværnssagerne, det var deres kammera¬
ter. Det var nok det største problem, men det gik da
også.
81

Industri og udstykning i 1960 f erne
Indledning
Den økonomiske udvikling i 1960'erne førte til en
kraftig byggeaktivitet i de omliggende sogne til Kolding.
Byggeriet flyttede i stigende grad fra Kolding
købstad til nabosognene bl.a. begunstiget af de la¬
vere skatter.
Sognerådsmedlemmerne fik travlt med at styre
denne udvikling, hvor gade- og vejudvalgene (som
svarede til Teknisk Forvaltning i dag) fik en central
rolle. Det var dette udvalg, der skulle tage stilling til
det private byggeri, udstykningsplaner og evt. selv
sætte kommunale udstykninger i gang.
I det foregående har sognerådsmedlemmerne flere
gange understreget, at der ikke blev drevet politik
i sognerådet. Ikke desto mindre vil man i det føl¬
gende kunne iagttage en vidt forskellig indstilling til
og reaktion på udviklingen i de forskellige sogne.
I Sdr. Stenderup valgte sognerådet bevidst at bevare
Sdr. Stenderup som en »grøn bagsmæk« til
Kolding. Folk skulle med sognerådsformanden H.
C. Juhls ord hent deres penge i Kolding og lægge
dem i Sdr. Stenderup i form af skatter. Sognerådet
ønskede ikke flere indbyggere i Sdr. Stenderup,
hvilket bl.a. fik konsekvenser for sognets skolepoli¬
tik og senere for sognets indstilling til kommune¬
sammenlægningen.
I modsætning til Sdr. Stenderup søgte man i Sdr.
Bjert at trække ikke alene flere indbyggere til sog¬
net, men også industri. Sdr. Bjert skulle ikke være
en soveby, hvor folk arbejdede i Kolding og boede i
Sdr. Bjert. Sognerådet foretog af samme grund en
langsom udstykning i sognet, ofte små parceller på
10-20 grunde ad gangen. Som en konsekvens af
dette blev en del af Skartved udlagt som industri¬
areal, hvortil bl.a. Novoplastic flyttede i 1970.
På trods af de to nabokommuners mange fælles¬
træk, geografisk, økonomisk, socialt og kulturelt,
havde de to sogneråd en vidt forskellig indstilling til
de to sognekommuners fremtid. De beslutninger,
der blev truffet i de to sognekommuner, har da hel¬
ler ikke kunnet undgå at få konsekvenser. Mens befolkningstallet
i Sdr. Stenderup er faldet fra 1036
indbyggere i 1960 til 891 i 1984, er befolkningstallet
i Sdr. Bjert vokset fra 1585 indbyggere i 1960 til
2253 indbyggere i 1984.
Ud over de befolkningsmæssige konsekvenser
har de to sogneråds beslutninger haft betydning for
Kolding kommunes dispositionsplaner. Bl.a. var
netop det faldende børnetal i Sdr. Stenderup en
væsentlig begrundelse for, at Kolding kommunes
dispositionsplan for Sdr. Bjert og Sdr. Stenderup i
1971 foreslog en nedlæggelse af Sdr. Stenderup
skole og en overflytning af eleverne til Sdr. Bjert
Centralskole. Sdr. Stenderup skole var på denne
baggrund ved at blive nedlagt i 1972, men blev i
sidste øjeblik reddet ved at Agtrup Skov blev lagt
ind under Sdr. Stenderup skoledistrikt.
Gennemlæser man det nyligt udsendte forslag til
kommuneplan, vil man på samme måde kunne se,
at væksten fremover vil være centreret omkring
Sdr. Bjert.
82

Nord for Kolding gjorde de samme forskellige
udviklingsønsker sig gældende i Alminde og Viuf
sognekommuner. Som Jens Peter Jørgensen næv¬
ner, ønskede man i Alminde at sikre skolen ved at
trække nye beboere til sognet. Alminde blev på
denne måde allerede i 1950'erne et vækstcenter i
modsætning til Viuf, hvis første større udstykning
— i Nyvang — først kom i slutningen af 1960'erne.
Nærmere Kolding finder man på tilsvarende vis
en række forskelle i indstillingen til byggemodning
og boligbyggeri, hvis man sammenligner udstyknin¬
gen i Harte-Bramdrup sognekommune og Dalby
sognekommune.
Sognerådet i Dalby betragtede kommunen som
en forretning, der gerne måtte give et overskud.
Sognerådet satsede derfor på en række »moder-
Mange sogne søgte i 1960'erne at trække virksomheder til sognetfor dermed at sikre kommunens økonomiske
grundlag. Novoplastics Emballage er et godt eksempel på denne udvikling. Novoplast flyttede i 1970fra
Tved udpå det nyoprettede industriområde Skartved i Sdr. Bjert. Sdr. Bjert sogneråd ønskede på denne måde
at forhindre, at sognet udviklede sig til en »soveby«. Billedet viser Novoplast lige efter udflytningen i 1970.
Bygningerne er et godt eksempel på det anonyme funktionelle industribyggeri i 1960'erne. Billedet er venligst
udlånt af Novoplast.
83

ne«, store udstykninger udarbejdede af konsulenter
fra Boligministeriet. Målet var at tiltrække nye og
ikke mindst betalingsdygtige skatteydere, der var
villige til at betale de politisk fastsatte grundpriser.
Harte-Bramdrup sogneråd derimod satsede først
og fremmest på billige byggegrunde, som gjorde det
muligt for flest mulige at erhverve eget hus. Her
blev der lagt lidt til randgrundene og trukket lidt fra
de øvrige, så alle kunne være med.
Sognerådene var muligvis ikke præget af politik,
men den fornuftige snak, der prægede de forskelli¬
ge sogneråd, førte i alt fald til vidt forskellige resul¬
tater for sognene på kort og langt sigt.
I det nedenstående beretter Jens Peter Jørgensen
om skolens betydning for sognekommunens udstykningspolitik.
H. Sidelmann fortæller om bygge¬
modningen i Bramdrup. Derpå fortæller K. E. Reddersen
om udstykningen i Bramdrupdam. I »Land¬
sognet som forretning« fortæller Viggo Nielsen om
Dalby sogns politisk fastsatte grundpriser. Fugl
Svendsen redegør i sin beretning nærmere for det
praktiske arbejde med boligbyggeriet i Dalby. H. C.
Juhl og Jens Doktor, begge fa Sdr. Stenderup, for¬
tæller om, hvorfor man ikke startede nybyggeri i
større omfang. Johannes Juhl har ovenfor fortalt
om udstykningerne i Sdr. Bjert. I »Kloakeringssagen
i Viuf« beretter Olav Østerlund om kloakeringen
i Viuf i 1969.
Jens Peter Jørgensen, Alminde
Alminde-Viiif
Fællesskole
Jens Peter Jørgensen er omtalt side 35.
— Det var på det tidspunkt, at man begyndte at kig¬
ge på byggemodninger
Der var kloakeret noget i 1950, men det stod alli¬
gevel noget stille. Aksel Buhl var meget tilbagehol¬
dende med at ville have kloakeret herude. Det var
først, da jeg blev sognerådsformand i 1966, vi gik
rigtig i gang med kloakering. Der blev bygget en del
i 1950'erne, men vi gik altså i gang med fuld musik i
1966. Jeg kan huske i 1969 eller var det 1968, da
blev der bygget 86 huse herude, det var mange.
Men da havde vi kloakeringen i orden. Vi købte de
gamle gårde, der lå henne i byen. Det begyndte vi
allerede med i Aksel Buhls tid (1950-1960), men så
købte vi de to næste, lige da jeg var blevet sogne¬
rådsformand. Vi var klar over, at det skulle der til
nu.
— Var det kommunale udstykninger
Ja, det var det. Det kom til gavn, da vi kom til
Kolding, at vi havde startet det. Derfor holdt vi på
derude, at vi skulle fortsætte den udvikling, der var
begyndt i Alminde. Det var man helt lydhør over¬
for, så vi havde faktisk ingen vanskeligheder med at
komme igennem med de ting. Jeg mener, det var
fordi, vi havde været så forudseende at komme i
gang.
— Var udbygningerne for at sikre skolen
Det var for at sikre skolen. Skolen har altid inter¬
esseret mig meget stærkt. Derfor var jeg klar over,
at nu skulle skolen sikres, og det lykkedes også.
Den blev bygget i Aksel Buhls tid sammen med
Viuf. Det var allerede i 1950'erne, at der stod kamp
om, hvor den skole skulle bygges, og om det skulle
være sammen med Alminde-Viuf. Da var vi ved at
Alminde sognekommune 1965/70. 90% af originalkort.
Reproduktion af udsnit af kortblad 3208
udg. 1970 og kortblad 3210 udg. 1965 i serien
»Danmark 1:40.000«. © Copyright Kort- og Matrikelstyrelsen
1989 (A124-89).
84

Vi havde den vanskelighed, at Aksel Buhl var
sognerådsformand i Alminde, og Peter Buhl var
sognerådsformand i Viuf. Ingen af dem ville give
sig, og jeg kan så tydeligt huske, at jeg blev ringet
op, mens skolesagen stod på. Det må have været i
1959, om ikke vi skulle tage initiativ på næstformandsplan
for at få de skoler samlet. Det var Pre¬
ben Nielsen, kassereren, der tog det initiativ. Så
mødtes vi her en aften og forhandlede hele natten.
Jeg meddelte Aksel Buhl, at vi holdt det møde, men
han kom altså ikke med, det var også helt i orden,
sagde han. Vi prøvede så at finde ud af, om ikke vi
kunne blive enige om at gå sammen. Det var vi helt
enige om, så måtte de to formænd altså også gå
med. Vi blev enige om, at nu skulle vi altså stå sam¬
men, nu skulle der bygges en skole. Da var det, Ak¬
sel Buhl kom med det forslag, at vi byggede nede i
hulen, så hverken Alminde eller Viuf led nederlag.
Vi købte jorden af en ejendom dernede, og Viuf
holdt på, den skulle ligge oppe i Viuf, over for Viuf
mølle. Alminde holdt på, den skulle ligge her henne
mod vest, hvor nu Egevej og Egeparken ligger.
Men så kom Aksel Buhls forslag, og fra den dag har
vi haft alletiders samarbejde med Viuf. Der har al¬
drig været noget i vejen, det er gået helt prima, selv
om det var et underligt sted at lægge en skole.
Aksel Buhl, sognerådsformand i Alminde sogne¬
kommune 1954-1966.
begynde på at bygge en skole hvert sted, men for¬
nuften sejrede, så der kun blev bygget en skole.
— Hvordan finansieredes skolebyggeriet
Det var ved lån. Da havde vi vanskeligheder. Jeg
husker tydeligt, da vi var midt i byggeriet, så en af¬
ten ringer Aksel Buhl til mig. »Hør«, siger han, »jeg
har lige fået at vide af Kolding Folkeblad, at de
(banken) stopper nu. De vil ikke yde os lån mere«.
Vi stod midt i byggeriet. »Vil du køre sagen« sagde
han, »Så vil vi prøve at se, om vi kan få fat i Andels¬
banken, så kører vi til København i overmorgen.«
Vi kørte til København og snakkede med direktø¬
ren. Vi fik pengene med os hjem. Vi havde Andels¬
banken, lige til vi kom til Kolding.
86

Hans Sidelmann,
Harte-Bramdrup
Byggemodning for seks kroner
H. Sidelmann er omtalt på .side 44.
— I begyndelsen og midten af 1950erne begyndte
byudviklingen at tage fart i Bramdrup.
»Damhus« købte vi. Der begyndte vi, før jeg blev
formand. Der begyndte vi så småt udstykningen, og
det gik vældig godt. Vi havde landinspektør Jeppe¬
sen til at hjælpe os, og han anbefalede den unge in¬
geniør Møller-Nielsen. De var en mægtig støtte for
os ved at planlægge den første udstykning. De var
så interesserede, at de også var med til vores bebo¬
ermøde. Vi sørgede for at få en så åben og så bred
debat som muligt, så folk rigtig var med i det. Jeg
kan huske, vi liciterede kloakering og vejarbejde
ud. Det var det første, der skulle laves, faktisk det
eneste. Alt det andet, fortov og gadelys, kom sene¬
re. Det skulle de selv betale.
Det var ikke entreprenører som i dag. Jeg kan
huske, vi havde et entreprenørfirma fra Herning,
der skulle lave veje. De kom med en gammel trak¬
tor, der var lavet om til vejtromle. Man kan godt
grine af det i dag. Så vidt jeg husker, stod det os i to
kroner pr. meter. Jeg tror, vi kunne sælge grundene
for seks kroner, byggemodnet som vi kaldte det
dengang. Det var ikke det, vi kalder byggemodnet i
dag, men for seks kroner!
Det næste område var »Mosegaard«, der ligger
længere udad. Jeg tror nok, det stod os i seks kro¬
ner. Så kunne vi sælge det for 12. Der er mange, der
spurgte: »Hvad har I gjort«, for vi var en af de
første omegnskommuner, der fik gang i udviklin¬
gen. Så sagde vi gerne, at vi ikke havde gjort andet
end prøve at følge udviklingen op. Det gjorde me¬
get, at vi kunne budgettere nok så frisk, fordi vi i
underbevidstheden vidste, at der kom en hel del til¬
flytning, og det var gerne gode indkomster. Vi vid¬
ste altså, at skatteevnen ville stige, og det gjorde den
også.
— Hvad var formålet med udviklingen, ville I sikre
skattegrundlaget
Jeg tror ikke, at der var andre formål end simpelt
hen at følge udviklingen op. Jeg tror ikke, der var
land- og byzonelov dengang, men der var begyndt
at blive en lille smule styr på det. Før den tid bygge¬
de folk, hvor det passede dem. Bebyggelser ud
langs landevejen eller et hus ved en gård. Der be¬
gyndte velsagtens at komme god orden i det, hvis
bare de faciliteter med kloak og gadelys var der.
Med land- og byzoneloven blev der restriktioner
for, hvor man måtte bygge. Det var godt, selv om
det er irriterende somme tider, men ellers havde vi
fået de lange bebyggelser langs med vejen. Jeg tror
nok, at vi var klar over dengang, at vi skulle se at få
lidt samling på det. Kommunen kunne handle. Vi
købte ejendommen »Julianelyst« på ca. 50 tdr.
land. Den egnede sig vældig godt til det.
Vi havde diskussioner mellem Harte og Bramdrup
om skolen. Det gik i alle kommuner, lokalsko¬
ler contra centralskoler. Det kunne ophidse gemyt¬
terne i den grad. Det er noget, der vedrører alle. Vi
diskuterede også centralskole contra lokalskole, og
vi fik da Harte skole udbygget. Det var vanskeligt
dengang at få finansieret skolebyggeri, men vi fik
det også igennem at få Bramdrup skole bygget. Det
forrige sogneråd havde købt grunden. Vi havde vo¬
res gamle skole oppe i Bramdrup, men vi var godt
klar over, at udviklingen skete dernede ved Vejle¬
vej. Vi flyttede derned og begyndte at bygge en sko¬
le med tre klasseværelser. Jeg tror, vi havde sløjd,
skolekøkken og gymnastiksal. Så troede vi, at vi var
dækket ind langt fremover, men så skal jeg love for,
at udviklingen tog fart.
87

— I ville følge udviklingen op. Var det en almindelig
tro på fremtiden
Jo, i alt fald i 1960'erne. Vi kunne mærke frem¬
gang i det hele, vel nok mest fordi vi kunne mærke,
at der var efterspørgsel efter byggegrunde. Chri¬
stian Pedersen på »Rønningsminde« solgte en hel
del, men fik næsten ingen penge for det dengang,
jeg tror, han solgte for en tre-fire kroner meteren,
men det var uden nogen særlig byggemodning. Der
var ingen privat, der lavede noget, som jeg sagde.
Der blev bygget et hus ved en vej, og så var der ikke
noget særlig med byggemodning. Vi havde vel et
kloaksystem, jeg tror nok, de var pligtige til at slutte
sig til, men det var billigt dengang. Jeg tror nok, at
det var selve udviklingen, der gjorde, at vi fik be¬
gyndt. Så accelererede det. Masser af ting vi gik og
ønskede os, men ikke havde haft råd til.
Alderdomshjem blev vel diskuteret i 20 eller 30
88

år, inden vi fik det i 1963, og da var Harte stærkest,
så vi turde i Bramdrup ikke vove at gå imod, da de
havde en god grund derovre. Sådan to sogne i en
landkommune, der vil altid blive noget imellem
dem. Harte var stærkest, men så kom udviklingen,
og vi (i Bramdrupdam) var lige ved at blive de stær¬
keste. Skjødt boede i Harte, men han kunne nok se
det fornuftige i at udbygge her (i Bramdrupdam), så
han gik med os, og så var vi de fleste. Men alder¬
domshjem fik de derovre, fordi vi ikke kunne blive
ved at diskutere beliggenhed, og det var måske også
godt nok.
K. E. Reddersen, Harte-Bramdrup
Udstykninger til rig og fattig
K. E. Reddersen er omtalt side 53.
— Gjorde man sig nogen tanker om, hvad det var,
der blev sat i værk
Det var ikke en helt bevidst kalden på fede skat¬
teborgere eller på nye mennesker, men det lå i luf¬
ten, at herude var det rart at bo. Man boede tæt på
Kolding, og alligevel boede man frit. Her var pænt,
her var dale, bakker og skov, og så flyttede folk her¬
ud. Det var selvfølgelig vigtigt, at man herude hav¬
de nogle såkaldte driftige mennesker, bl.a. murer¬
mester Nielsen, som blev min meget gode ven, og
som jeg købte det allerførste hus af, da vi flyttede
hertil i 1964. Støt og roligt bebyggede han store dele
af det indre Bramdrupdam. Når jeg siger støt og
roligt, så er det, fordi han kun brugte en murer¬
svend i ny og næ til hjælp og ellers havde et par ar¬
bejdsmænd. Selv sad han fra tidlig morgen til langt
ud på aftenen om sommeren, fugede, pudsede og
solgte huset, så og sige inden han havde fjernet stilladset.
Solgte det hus, han boede i vel og mærke,
hvorefter hans kone fik besked på at flytte ned i
kælderen på det ny hus, mens han fik gjort taget
færdig. Der boede de, indtil han byggede et nyt, så
gentog processen sig. Jeg vil gætte på, at murerme¬
ster Niels Johan Nielsen på den måde har bygget
vel et halvt hundrede huse støt og roligt op gennem
1950'erne og 1960'erne. Det var én af dem, der
først gjorde, at byen voksede.
Vi herude lavede vores byudvikling, sådan som vi
syntes det, men selvfølgelig henvendte vi os til og
snakkede med lederen af arkitektafdelingen i Kol¬
ding kommune, Bent Viggo Hansen og landinspek¬
tør Jeppesen, som mere eller mindre var den land¬
inspektør, der tog sig af byudviklingen i de fleste
omegnskommuner. Det var helt uofficielt, og det
var ikke noget samlet forum, hvor vi sad og hørte på
hinanden. Murermester Nielsen var en begyndelse.
Da jeg kom i sognerådet, havde man indtil 1966
kun lavet en kommunal udstykning oppe i Dam¬
huskvarteret. Den havde givet grunde, som de en¬
kelte murermestre naturligvis også købte af, eller
som blev solgt direkte til den, der skulle bo der. Må¬
ske en hundrede stykker, og det var etapevist blevet
udfyldt og var just ved at være færdigt i 1966.
Vi i det nye sogneråd drøftede meget, hvad vi
skulle gøre, hvis byen skulle udvikle sig videre. Vi
fandt allesammen, og jeg mener ganske uafhængigt
af Kolding kommune, at det ikke var heldigt, om
Bramdrupdam voksede mod syd. Det vil sige, at
den nærmede sig Kolding kommune, for det var
ikke særligt pænt at bo langs den flade Vejlevej. Så
syntes vi, det var meget flottere, om man prøvede at
lave en byudvikling omkring Bramdrup kirkeby,
altså den gamle Bramdrup landsby. Det vil sige, at
man gik mod øst. Det medførte, at vi, jeg vil tro, at
det var i 1968, fik kontakt med ejeren af »Juliane¬
lyst«, Sejer Sørensen, indledte forhandlinger med
ham og købte »Julianelyst« til kommunal udstyk-
89

ning. For øvrigt en ganske forunderlig sag, dette at
gå i byen og købe en af de store gårde i Bramdrup.
Jeg sagde før, at jeg ikke skulle bespises af det of¬
fentliges midler. Jeg husker, at man slog på næven
på rigtig jysk, Sidelmann som sognerådsformand i
spidsen, og Sejer Sørensen på Sidelmanns diskrete
opfordring sagde: »Jo selvfølgelig skal vi have lid¬
køb«, og det kan nok være, at vi fik det. Det blev en
overdådig middag inde på Saxildhus.
Med købet af »Julianelyst« begyndte en meget
travl tid. For sognerådet og rådgivende ingeniør
Møller-Nielsen med landinspektør Jeppesen som
førstehjælper og godt sekunderet af Bent Viggo
Hansen, som var byplanarkitekt. Vi syntes, vi lave¬
de en udstykning, der var helt moderne, og jeg hus¬
ker, at det var meget vigtigt for os, også inden det
blev det inde i Kolding. Vi ville lave et trafikdifferentieret
system, sådan at der på udstykningsvejene
til de enkelte parceller kun kom den trafik, der hør¬
te de mennesker til. En gennemgående trafik blev
ledt uden om, og i øvrigt forsynede vi hele området
med stier, sådan man kunne gå og færdes uafhæn-
Selvbyggerhus i Seest 1963. Foto af Niels Lisberg.
ggigt af bilerne. Det blev nok lidt dyrere, men det
syntes vi var helt fint at indkalkulere i prisen.
Desuden — det vil jeg godt pege på, for det var i
hvert fald ikke noget, man gjorde i Kolding eller an¬
dre steder — vi satte en plads af i området, som
skulle forblive en åben grøn plads med lidt bevoks¬
ning, med nogle bænke og med et kunstværk. I den
anledning henvendte vi os til Hans August Ander¬
sen, som lavede en lille fin ting, der skulle knyttes til
et springvand. Det blev den også, men den kom al¬
drig til at stå i »Julianelyst«. Den blev slæbt op og
står nu og ser helt forfærdelig og pauver ud foran
det nye butikscenter oppe i Bramdrup. Der hører
den slet ikke hjemme. Jeg beklager, at placeringen i
»Julianelyst« ikke blev til noget, men det blev ind¬
kalkuleret i udstykningen, hvad Hans August skulle
have for kunstværket. I øvrigt blev den lavet ude på
Jydsk Betonelementfabrik, for vi kunne også lave
glasfiberarmeret polyester. Alt det blev indkalkule¬
ret, og alligevel kostede grundene så lidt. Jeg tror de
svingede omkring 18-20 kr. pr. m 2 fuldt bygge¬
modne. Så lagde vi en femmer ekstra på randgrun¬
dene og trak tilsvarende fra på de andre, så der bå¬
de var til rige og fattige.
Vi blev faktisk kort efter indlemmet, og så sagde
de i Kolding, at så billige priser kunne man slet ikke
udstykke til. Det kunne man nu godt.
— Var det de store firmaer, som opførte husene
Der var ikke så mange store firmaer i 1968-1970.
Der var ikke nogen Peter Nielsen, der købte 30
grunde. Der var nok nogle bygmestre, der kunne
erhverve et par stykker. Jeg mener at kunne huske,
at vi i salgsbetingelserne nøje skrev, vi ønskede, at
ingen måtte erhverve mere end to-fire grunde, i
hvert fald lagde vi meget vægt på, at de, der skulle
bo der, selv kom og købte. Jeg kan huske, at da vi
begyndte salget, kom vejudvalgsformanden op på
kommunekontoret ved otte-ni tiden, for lige at se,
90

om der overhovedet var kommet nogle. Så mødte
han en lang kø, der havde siddet i liggestole og al¬
skens ting fra klokken tre om natten, bare for at få
fat i nogle af de første attraktive grunde. Salget gik
strygende, og jeg tror, vi havde mere eller mindre
udsolgt i løbet af et års tid. Så tog det fart, for så
kom vi i storkommunen. Så begyndte den vilde jagt
på de andre arealer nord for, og nu er det en hel stor
by.
— Hvor stor var Julianelystudstykningen
Den var stor, men »Julianelyst« med omliggende
areal lod vi blive. Den er senere blevet til det man
kaldte forten, som først nu bliver bebygget med
nogle plejehjemsboliger. Julianelyst selv er også
blevet en erhvervsvirksomhed. Resten af jorden tog
vi ind. Jeg tror at kunne huske, at der var noget der
lignede en 120-130 parceller på den udstykning.
Viggo Nielsen, Dalby
Landsognet som en forretning
Viggo Nielsen er omtalt side 59.
Vi fik gennemført en række byggemodninger, og vi
kørte med en spændende politik, som ikke er helt
accepteret i dag. Da man i Harte-Bramdrup tog 10
kr. pr. m 2 , sagde vi, vi ville skam ikke sælge jord for
10 kr. pr. m 2 . Vi ville have en lille skatteprocent, og
vi ville have store indtægter på vores investeringer,
altså på vores aktivside. Vi fastlagde prisen til 30 kr.
pr. m 2
og lavede udstykninger, der var lidt anderle¬
des, lidt moderne dengang. I dag er det kendt med
lommer, store friarealer og store grønne områder.
Jeg tror en trediedel areal blev lagt ud til grønne
områder.
Byggemodning til nye huse i Dalby 1965. Foto af
Niels Lisberg.
Vi satte prisen næsten politisk til 30 kr. pr. m 2 ,
næsten det tredobbelte af almindelig pris. Dengang
sorterede vi under amtet og skulle dermed have alt
den slags ting godkendt. Vi fik det underkendt lige
med det samme. De regnede med, at vi skulle ligge
nede på 12 kr. pr. m 2 . Vi var så drevne, at vi sagtens
kunne omgå det, så vi lavede et nyt overslag, og det
viste, at vi skulle have 31 kr. pr. m 2 , men af hensyn
til alt muligt ville vi sætte det ned til 30 kr. Så blev
det godkendt af amtet. Bagtanken ved det hele var
selvfølgelig, at vi ville have nogle skatteydere, som
ikke var bange for at give 30 kr. pr. m 2 . De ville der¬
ved også kunne betale en stor skat, og derved ville
vi kunne leve billigt allesammen.
— Havde I besvær med at sælge grundene
Nej, de gik som varmt brød, fordi arealet var ud¬
mærket, og udstykningen var helt speciel. Den før¬
ste udstykning, vi lavede, var i Tved. Det var en re¬
gulær udstykning, jeg tror, det var 40 grunde, vi ud¬
stykkede.
91

gang forud. Det var streget over og ny adresse, så
lidt klæbebånd, frimærke på og så afgang. Juhl po¬
stulerede, at han tjente så og så mange kroner til
kommunen eller kommunens borgere ved at bruge
gamle kuverter. Man ser således en spændende
konstellation mellem noget sparsommeligt og næ¬
rigt og så samtidig noget ødselt, for når vi lagde pla¬
ner, så skulle det være stort og flot.
Jørgen Fugl Svendsen, Dalby
Industri og udstykning i 1960'erne
Nye huse i Dalby sogn 1965. Foto af Niels Lisberg.
Så gik vi i gang i Rebæk. Det er ikke noget, man
lige ansætter en ingeniør til eller får en konsulent
til. "V arbejdede meget sammen med amtet og med
staten, det var en del af vor styrke. Vi gik til Bolig¬
ministeriet og bad dem om at lave alle tiders bygge¬
plan for Rebækområdet. De kiggede på området og
sagde, at på grund af højderne kunne man kun føre
vejene sådan og sådan. Men placering af husene
skulle fastlægges inden for hvert areal, fordi man
derved kunne håbe på, at man fik et udsyn ned til
fjorden. Vi havde en række møder med boligmini¬
steriets personale derovre, og fik dem til at lave en
plan, der senere gik ud som folder til hele landet,
som eksempel på, hvordan man løste den slags ting.
Det var noget af det, der hørte med til Dalbys spe¬
ciale. Det skyldes specielt Erik Juhl (sognerådsfor¬
mand i Dalby), og vel også undertegnede, og Fugl
Svendsen var en supermand på det område. Vi hav¬
de således mange spændende visioner hele tiden.
Vi havde også en form for nærighed. Det var spe¬
cielt Erik Juhl. En minister eller borgmesteren i
Kolding kunne få et brev fra Dalby, hvor kuverten
var en gammel kuvert, som havde været åbnet en
Fugl Svendsen erfødt i 1921 i Sdr. Stenderup. Tog
realeksamen på Akademiet i Sorø i 1937, og blev
færdiguddannet som skovfoged i 1942. Kom til Hedeselskabet
som skovfoged i 1946. Sad i Dalby sogneråd
fra 1954 til 1958 og fra 1962 til 1970. Var i
begge valgperioder bl a medlem af bygningskommissionen.
Opførelse af nye huse i Dalby 1965. Foto af Niels
Lisberg.
92

Jeg var formand for teknisk udvalg. Vi var ikke ret
mange, så alt, hvad der var under byggeri og kloak,
havde jeg med som mit område. Det var i de år,
hvor udstykningerne begyndte. De første år bygge¬
de vi næsten ingen ting, og så tog det fart både i
Tved og ikke mindst i Rebæk. Vi havde nogle mor¬
somme opgaver i Rebæk, da vi begyndte. Udstyk¬
ningen blev påbegyndt af Kiil Jensen, og vi var no¬
get i tvivl om, hvordan disse udstykninger skulle la¬
ves. Derfor henvendte vi os til den kommitterede
for byplansager i Boligministeriet, må det have været,
og fik forbindelse med en ung arkitekt Gaardmann,
og en jurist, som jeg mener hed Bent Andersen.
De to kom herover og hjalp os med udformnin¬
gen af udstyningerne i Rebæk. De var unge og eks¬
perter på området på det tidspunkt, og senere da vi
havde det meste af arbejdet færdigt herude, blev
der fra den kommitterede i byplansager lavet en lil¬
le folder, hvor Rebæks udstykning blev brugt som
model for, hvordan man kunne lave sådan nogle
udstykninger. Det var de første, der kom med så¬
kaldte gennemgående stamveje og derefter småveje
ind, hvor parcellerne lå, altså små lukkede veje, ik¬
ke lommer i den forstand, som vi kender i dag med
kun fire-fem huse, det var regulære veje med op til
en 10-15 huse på hver side.
Det var et meget morsomt stykke arbejde, vi hav¬
de en masse forhandlinger, og på et vist tidspunkt
også en hel del forhandlinger med Kolding kommu¬
ne, for jeg blev valgt ind i byplanudvalget for om¬
egnskommunerne sammen med Kolding kommu¬
ne.
— Hvor mange af sognekommunerne drejede det
sig om
Mon ikke det var dem, der lå omkring Kolding.
Jeg ved i hvert fald, at Nr. Bjert var med, og Harte-
Bramdrup kommune, der sad Reddersen, og vi
havde et ret nært samarbejde, vi stemte nogenlunde
overens dengang med vores synspunkter på mange
ting, for vi havde en masse med hinanden at gøre.
Alminde-Viuf var med, kan jeg huske, og der var
nogle vanskelige byggesager. Der var lavet nogle
nye omkørselsveje, og derefter bebygget helt ud til,
og det protesterede vi voldsomt imod. Bent Viggo
Hansen, byplanarkitekt i Kolding, havde vi et ret
nært samarbejde med i den periode.
Senere lærte vi af de udstykningsfejl, vi havde lavet
i Rebæk. En af fejlene var, at vi stykkede grun¬
dene for små ud, og i mellemtiden havde folk lært
at bygge store huse. Det var i det boom i slutningen
af tresserne, hvor der virkelig blev bygget meget
store huse, og vores grunde var for små i Rebæk.
Så gik vi videre og købte på et tidspunkt »Mariesminde«.
Landinspektørerne i Kolding, Olsen og
Rathje, lavede udstykningsplanerne, men vi havde
meget samarbejde med dem om de udstykninger.
Jeg mener stadig, at vi der fik lavet noget nær ideel¬
le udstykninger, en stamvej, ret lange indførselsveje
og lommer ind derfra. Vi rendte ind i en masse pro¬
blemer, som vi egentligt ikke nåede at løse på det
tidspunkt, fordi vi ikke nåede at få Mariesminde
bebygget inden 1970. Der var spørgsmål om sne¬
rydning af sådan nogle lommer, og rengøring af
dem i det hele taget. Hvem påhviler det Er de
kommunale eller hvad. Det havde vi en masse dis¬
kussioner om. Bent Viggo Hansen var nært tilknyt¬
tet, og vi havde et meget nært samarbejde med in¬
geniør Christian Bech fra Teknisk Forvaltning i
Kolding. Han var vores tekniker herude, der vidste,
hvordan det skulle være. Jeg var ansvarlig over for
sognerådet.
Så lavede vi udstykningen til Romerparken. Det
var Peter Nielsen, der udstykkede den og ville be¬
bygge den, og vi var meget begejstrede for den ud¬
stykningsplan og den bebyggelsesplan, som Peter
Nielsen kom med. Den blev lavet færdig i en sen
nattetime lige inden kommunesammenlægningen,
93

og jeg tror uden at vide det sikkert, at den blev kon¬
firmeret en time før klokken tolv den 1. april, men
om det er helt rigtigt, tør jeg ikke sige. Kolding
kommune ville ikke gå med til den plan, og vi var
nødt til at binde Peter Nielsen meget fast på det
tidspunkt, hvis han skulle overholde planen. Han
ville gerne lave forskellige ting, ændre i det. Vi vid¬
ste, at når Dalby kommune havde vedtaget det,
kunne Kolding kommune ikke senere gå imod den,
undtagen hvis Peter Nielsen begyndte at ændre på
det. Jeg mener vi havde ret, og Kolding havde uret
på det tidspunkt. Jeg mener, Romerparken er en af
de smukkeste bebyggelser, vi har.
— Mariesminde var vel den eneste udstykning, der
blev lavet som en kommunal udstykning, hvor
kommunen overtog jorden på forhånd
Ja, på det tidspunkt. Vi har altid haft det princip i
Dalby kommune, at folk skulle betale for det, de
ville have. De fik lov at betale vej og kloak, og så
kunne vi bestemme, hvad der skulle bygges på det
bagefter. Det var nok en noget patriarkalsk måde at
lave tingene på, men sådan lavede vi det dengang,
og det bevirkede, at vi kørte med den lave skatte¬
procent, fordi de folk, der kom herud, betalte for
det, der skulle laves.
— Satte I prisen på Mariesminde pænt højt for at
trække gode skatteydere til
Nej, jeg ved egentlig ikke, om det var de gode
skatteydere. Erik Juhl var forretningsmand. Han
mente hele tiden, at kommunen skulle drives som
en forretning, og der skulle tjenes på den. Uden at
kende tallene eksakt så ved jeg, at Vejle amt skulle
godkende udstykningerne og prisen på udstyknin¬
gerne. Der var nogen diskussion om det. Erik Juhl
fremlagde nogle tal, og Vejle amtskommune gik
imod dem. Vores forretning var måske lige lovlig
god og fortjenesten lidt stor, men vi fik i hvert fald
udstykningen igennem, solgte en del grunde, og så
overtog Kolding faktisk hele projektet færdigt lige
til at sælge.
Jeg mener stadig den dag i dag, at det var en god
måde at lave en udstykning på. Vi lavede da også
fejl, det er helt givet, blandt andet ville jeg på et vist
tidspunkt have sikret, at kommunen lavede hække¬
ne ud mod de offentlige veje og i lommerne. Det
skulle være nogenlunde de samme buske og træer
ved hver vej. Det kunne ikke gennemføres.
Det var meget morsomt at træffe de forskellige
entreprenører, vi havde et samarbejde med, bl.a.
KOH for at få den rigtige form for belysning, de rig¬
tige gadelamper. Vi havde også et samarbejde med
entreprenørerne om kloak, og i Mariesminde blev
der bl.a. lavet et såkaldt separatsystem, hvor alt
ferskvand, der ikke er kloakvand, falder i separate
ledninger direkte ned i Mølleåen for at sikre, at den
ikke bliver afvandet. Der ligger meget store asfalta¬
realer deroppe, og der lavede vi et torørssystem,
hvor kloakken blev samlet i et rør og alt regn¬
vand fra alle huse og tage går direkte i Mølleåen.
Man tænkte allerede dengang på miljøet. Der var
meget store grønne områder, og vi bevarede en
grøn kile langs med Mølleåen, så man i teorien,
uden at man vidste det dengang, kunne gå fra den
Geografiske Have, følge åen hele vejen igennem, og
komme ned til fjorden. Det var i hvert tilfælde ide¬
en i sin tid.
— Har du nogen anelse om, hvor mange huse, der
blev udstykket i de år
Det har jeg ikke. I de første år byggede vi 11 huse
om året eller noget i den retning, så tog det fart i de
sidste åringer, især da de forskellige firmaer be¬
gyndte at bygge herude. Peter Nielsen byggede
nogle serier, og så var der udstykningen fra »Novoplastic«.
Der var også forskellige små firmaer, der
byggede rækkehuse og serier af huse.
94

Romerparken i Dalby. Foto af Morten Juhl.
— Det var et specielt træk i Dalby, at I brugte så me¬
get konsulentbistand ude fra
Ja, det var billigst. Nu var vi ikke ret mange men¬
nesker til at betale det. Vi har hele tiden regnet
med, at det var billigere at købe den ekspert, man
har brug for, frem for at ansætte ham. Når vi var
færdige med at bruge ham, kunne vi smide ham ud
igen. Alt kloakarbejde, alle vejarbejder, der blev la-
95

vet hernede, ikke alle, men mange af dem i hvert
fald, blev lavet af Hedeselskabets teknikere på det
tidspunkt. Jeg kan huske Kirkegaard var primus
motor i en meget stor del af de udstykninger, vi la¬
vede og i vore vejplaner og kloakplaner. Det i Rebæk
var noget nyt på det tidspunkt, og vi lavede
også forskellige fejl.
Da vi skulle udstykke Mariesminde, lavede vi en
hel fast turnus, sådan at vi havde et møde en gang
om ugen med de forskellige myndigheder, der hav¬
de med kloak, fællesantenner, el og så videre at
gøre. Hver torsdag eftermiddag mødtes vi og disku¬
terede tingene igennem. Det var i den lange periode
lige fra det første spadestik, vi tog, og til vi afleve¬
rede det. Vi havde en skurvogn stående, og den
brugte vi som mødelokale.
H. C. Juhl, Sdr. Stenderup
Koldings grønne bagsmæk
H. C. Juhl er omtalt side 22.
— Når du i dag ser tilbage på tiden, der er gået siden
1970, hvordan synes du så, Sdr. Stenderup har haft
det
Industri har vi ikke fået noget af. Det har man
overholdt ikke at flytte herud. Rent praktisk vil det
også være lidt fjollet at lægge nogen videre industri
helt herude. Man søger mod motorvejsnettet og de
centrale forbindelser. Kolding kommune har købt,
jeg tror fem tønder land nede bag mejeriet. Der er
lavet en lille udbygning dernede. 20 huse eller måske
25 huse, er der kommet til Sdr. Stenderup siden
kommunesammenlægningen. Vi byggede et, to om
året. Det var den udviklingstakt, vi ønskede at køre
herude til supplering af de mennesker, der gik fra
landbruget og forsvandt fra egnen. Vi ville godt hol¬
de nogenlunde status quo i indbyggertallet.
Jeg tør ikke i dag sige, hvor mange indbyggere
der er i Sdr. Stenderup sogn i forhold til, da vi afle¬
verede sognet. Der var vi ca. 1000. Hvor mange,
der er i dag, det ved jeg ærlig talt ikke. Jeg har hele
tiden ønsket, at vi skulle have det frit herude, være
Kolding kommunes åndehul, om jeg så må sige. Vi
har en strækning fra Løverodde eller lidt længere
inde mod byen og helt ned til Grønninghoved, som
er Kolding kommunes kyststrækning. Det synes jeg
er ret eftertragteligt for storkommunen at have fået
den kyststrækning med, vel og mærke, hvis man
ikke planter den til med sommerhuse fra A til Z. Det
har man forstået at undgå. Der findes bogstavelig
talt ikke et sommerhus. Jo, der ligger nogle få som¬
merhuse ved Moshuse eller Mosvig på lejet grund.
De skulle væk inden år 1990 eller sådan noget lig¬
nende. Det, tror jeg, er ændret. De får dispensation,
så de får lov at ligge der længere, men det er faktisk
alt, hvad der findes af sommerhuse i vort sogn, på
den kolossalt lange kyststrækning vi har. Det er vi
meget tilfredse med.
— Du har i artikler talt om, at for Sdr. Stenderups
vedkommende kunne der blive problemer som
selvstændig sognekommune, dels på grund af vi¬
gende befolkningstal, dels på grund af, at landbru¬
get som skattegrundlag var for lille. Det vil sige, at
under alle omstændigheder forudså du en sammen¬
lægning af et eller andet antal sogne til nogle større
enheder
Hvis reformen ikke var kommet, havde jeg ikke
været interesseret i at sammenlægge nogen steder
hen. Så havde jeg bare måttet revidere min opfattel¬
se af, at jeg hverken ville have industri eller flere
indbyggere i sognet. Et af mine mål, inden reform¬
tanken kom frem, var at skabe et lille Gentofte. Sid¬
de herude på bagsmækken eller bagperronen og
96

nyde godt af, at vi havde den store Kolding kom¬
mune derinde, hvor vore indbyggere kunne køre
ind og hente en »fed« løn, komme ud og betale skat
hos mig. Den linie havde jeg kørt, hvis vi ikke havde
fået kommunesammenlægningen. Det havde vi
været nødt til at gøre.
Jens Doktor, Sdr. Stenderup
Det grønne livssyn
Jens Doktor er født i Herringløse på Sjælland i
1924 og kom som seksårig til Sdr. Stenderup. Sad i
Sdr. Stenderup sogneråd fra 1962 til 1970. Valgt til
Kolding Byråd i 1970 for Socialdemokratiet og
medlem af byrådet indtil 1978.
Løverodde har siden slutningen af1800-tallet været
et yndet udflugtssted for koldingborgere. Billedet
nedenunder er taget i begyndelsen af 1960'erne.
Billedet øverst til højre formentlig fra 1920'erne.
— Der er ikke sket den store udvikling i Sdr. Sten¬
derup efter sammenlægningen. Hvilken betydning
tror du, kommunesammenlægningen har haft for
Sdr. Stenderup
Ved du hvad, jeg ved ikke, om der er nogen, der
vil indrømme det. Jeg vil sådan set godt indrømme
det. Jeg kunne i hvert fald ikke se den store lykke i,
at man herude skulle få klistret en hel masse parcel¬
huse op dengang. Når man så, hvad de byggede af
parcelhuse fra slutningen af 1950'erne op igennem
1960'erne og ind i 1970'erne. Mange af de parcel¬
husområder er meget stereotype og ensformige helt
igennem. Jeg kunne ikke rigtig forestille mig, at
man f.eks. skulle have sådan nogle i de områder,
hvor der er åbent. Skulle man gå hen og klaske nog¬
le af de lave kasser op, der faktisk kun var en lige
firkantet kasse med døre og vinduer. Det kunne jeg
ikke rigtig forestille mig. Det ville ikke være godt,
syntes jeg i hvert fald. Hvis man skulle, så skulle
man samle det et eller andet sted, uden at det gene¬
rede den gamle by.
97

— Lige som i Sdr. Bjert, hvor de har lavet den lange
udstykning uden for byen
Ja, på et senere tidspunkt fik vi lavet en beva¬
ringsplan for området, som jeg syntes var god, men
som andre ikke syntes om. Efterhånden tror jeg
nok, folk har accepteret det og synes, at det vist var
rigtig, det blev gjort. I dag kan de ikke sådan uden
videre komme og lave om på det. De kan ikke uden
videre komme og putte noget ind, som ikke falder
sammen med området.
Olav Østerlund, Viuf
Kloakeringssagen i Viuf
Olaf Østerlund er født på en ejendom i Egtved i
1928. Kom i 1952 på Landbrugsskole og var i de
følgende år ude at tjene i Sønderjylland. Købte i
1958 Skandseborg i Viuf Sogn. Blev valgt til Viuf
sogneråd i 1966 og sad til 1970 bla i skolekom—
missionen og vejudvalget.
Kloakeringen var en stor sag i 1969. Det foregå¬
ende sogneråd havde stort set klaret kloakeringsplanen.
Nogle af medlemmerne i det afgående sogne¬
råd var utilfredse med, hvad der skulle lægges ud
som industriområde og parcelhusområde. Så er vi
ved at være derhenne, hvor det begynder at blive
kildent. Der var et af medlemmerne, der havde et
areal, som var med inde i planlægningen i forbin¬
delse med det byggeområde. Det kunne måske godt
smage lidt af økonomisk interesse. Hedeselskabet
var temmelig langt inde i projekteringen, og jeg tror
nok, de var så vidt fremme, at de var kommet med
et tilbud. Det blev væltet, og så blev der udarbejdet
en helt ny plan.
En del af Annexgården blev købt ind. Det var
simpelt hen med en udvidelse mod øst for øje, altså
i forlængelse eller i naturlig udvikling af den bestå¬
ende by, som er en lang tarm med to rækker huse.
Den private udstykning var helt nede i den anden
ende af byen. Jeg tror, det var den oprindelige plan.
Jeg kan ikke huske, om det var 20 eller 25 grunde,
der blev bibeholdt. Den (byen) skulle altså udvikle
sig øst på på det tillægsjord, der blev købt. Jeg tror,
det var sådan en 10-15 tdr. land, som umiddelbart
lå bedre for en naturlig udvikling. Det er så belagt
med parcelhuse i dag.
Jamen, det var dengang, man snakkede om, at in¬
dustrien skulle flyttes ud, og hver lille landsby skul¬
le have sin egen virksomhed for at beskæftige alle
de piger, der pludselig skulle ud og bestille noget.
Jeg kan huske, de amtslige embedsfolk, der var
med til de møder, sagde: »Jamen, det er da helt tos¬
set, fordi der er slet ikke grundlag for alle de are¬
aler, der bliver lagt ud til industri. Der skal ske en
fantastisk udvikling, hvis det skal lade sig gøre bare
at bebygge en lille del af dem.«
Kloakeringsprojektet blev revideret og godkendt.
Hedeselskabet udarbejdede et tilbud, og det var
meget kompliceret. Det er sådan, at byens højde¬
punkt er henne i midten, så skulle vandet naturlig¬
vis ifølge tyngdeloven trække til hver sin side. Den
måde, Hedeselskabet havde projekteret på, var
med et pumpeværk, som skulle pumpe vandet fra
den ene ende og så over i den anden og videre ned
til renseanlægget. Der var en enorm masse møder
med amtsteknikere, men det hele endte i, at det
blev droppet. Så var der en ingeniør fra et ingeniør¬
firma ude fra, Schmidt Rasmussen, tror jeg firmaet
hed. Jeg tror nok, det var Toft Petersen*, der under
Viuf sognekommune 1965/70. Reproduktion af
udsnit af kortblad 3208 udg. 1970 og kortblad 3210
udg. 1965 i serien »Danmark 1:40.000«. © Copyright
Kort- og Matrikelstyrelsen 1989 (A124-89).
98

Viuf Storgade set fra syd mod nord. Foran i billedet ses Egtvedbanens skinner, som krydser gaden. Til venstre
ses Viuf kro. Uden år.
hånden havde været i forbindelse med ham. Vi var
med til et helt uforbindende møde, som vist ikke er
refereret nogen steder. Enden blev altså, at Hede¬
selskabet blev droppet, og hvis jeg husker rigtigt,
tror jeg nok, de anlagde erstatningssag. Det blev
Schmidt Rasmussen, der fik entreprisen og gik i
gang med det. Det stod på en vinter, kan jeg huske,
og har vist virket til alles tilfredshed.
— Havde I planer om industri og udstykning
Ja, grundene blev udlagt østpå. Jeg tror, der var
10 tdr. land eller 20 lige øst for hvilehjemmet, mel¬
lem den nye omfartsvej og byen, som i og for sig var
ganske velegnet til industri, men det løb ud i sandet.
Ejeren af hvilehjemmet købte en fem-seks tdr. land
og resten ligger simpelt hen endnu.
— Jeg har set andre steder, hvor man ikke var inter¬
esseret i at få industri ud.
Jamen, det var et fåtal dengang. Det var lige som
om situationen var pisket op til, at hver bette by
skulle have sin egen lille industri.
* Gårdejer R Toft-Petersen. Sognerådsformand i
Viuf 1966-1970.
100

Kommunesammenlægningen i 1970
Indledning
Da den socialdemokratiske indenrigsminister Hans
Hækkerup i 1967 underskrev loven om revision af
den kommunale inddeling, satte han gang i den
mest omfattende ændring af de kommunale græn¬
ser i nyere tid. Loven bemyndigede ministeren til
at ændre den kommunale inddeling omkring byerne,
og skabe større og mere bæredygtige kommuner
på landet. Ved den efterfølgende nyinddeling
blev de ca. 1300 sognekommuner og 86 købstæder
reduceret til 277 primærkommuner. Loven
medførte tillige oprettelse af nye amtskommuner,
der i modsætning til tidligere skulle omfatte
både sogne- og købstadskommuner. Forud
for loven var gået et omfattende kommissionsarbejde,
og der skulle gå yderligere tre år og et meget
vanskeligt forhandlingsarbejde, inden de nye
kommunale grænser var indtegnet på kortet. Kom¬
munalreformen førte til meget heftige debatter for
og imod sognekommunerne, de nye kommune¬
grænser, placeringen af den nye kommunale ad¬
ministration og navnene på de nyoprettede kom¬
muner. Forhandlingerne og diskussionerne på
lokalt plan var meget ofte præget af stærke følel¬
ser, og det hændte, at forhandlingerne først var
færdige i sidste øjeblik.
For den nuværende Kolding kommunes ved¬
kommende drejede forhandlingerne sig om områ¬
det nord og syd for Kolding. Seest sogn, der før
1970 lå under Ribe amt, var allerede før sammenlægningsforhandlingerne
afskrevet af Ribe amt
som følge af sognets placering som en sammenvok¬
set del af Kolding by.
Nord for Kolding drejede debatten og forhand¬
lingerne sig om, hvorvidt der skulle etableres en el¬
ler anden form for trekantkommune med eller uden
byerne Kolding, Fredericia og Vejle. Ideen om en
trekantby som et østjysk kraftcenter var allerede
blevet lanceret i 1961. Derved var der opstillet et
forslag, som man kunne forholde sig til, og som luk¬
kede op for debatten om, hvem man helst ville sam¬
menlægges med.
Forhandlingerne opererede dog meget hurtigt
med forskellige kombinationsmuligheder af kom¬
muner mellem de tre købstæder, og i 1968 blev den
store trekantkommune inklusiv købstæderne ende¬
ligt afskrevet.
I slutningen af 1967 var der uofficielt lagt op til,
at de tre købstæder delte området imellem sig, så
byerne fremover ville få fælles kommunegrænser.
Oplægget tvang sognekommunerne til at komme
med et alternativt bæredygtigt oplæg, hvis de ikke
helt ville opsluges af de tre byer. Der blev stillet for¬
slag om en kommune bestående af de 13 sogne
mellem de tre købstæder. En af de afgørende fakto¬
rer i denne diskussion om kombinationsmulighe¬
derne i området var utvivlsomt konfrontationen
mellem land og by, som sognerådsformanden i
Gauerslund, H. Bjerre Hansen udtrykte det i Vejle
Amts Folkeblad den 11. november 1967:
»Jeg er modstander af tanken om købstædernes
101

inddeling af hele trekantområdet. Hvis landkom¬
munerne går med til dette, sælger de deres første¬
fødselsret.
Ved opdelingen vil købstæderne fuldstændig og
alene kunne træffe alle afgørelser, og i hvert af by¬
rådene vil der kun blive én — måske to — land¬
repræsentanter, hvis indflydelse vil blive minimal.
Helt støtter jeg tanken om en stor trekantkom¬
mune, for i en sådan vil landkommunerne kunne få
en repræsentation, svarende til en købstad, og det
vil give et andet styrkeforhold.«*
I april 1968 opgav man tanken om at danne en
kommune af de 13 sogne i midten, og fra det tids¬
punkt dukkede en række nye forslag til kommune¬
inddelinger op, og forhandlingerne om kommune¬
sammenlægningen gik ind i deres sidste fase. De ef¬
terfølgende forhandlinger fik Alminde og Viuf sog¬
nekommuner til at indlede separate forhandlinger
med Kolding kommune for at undgå en sammen¬
lægning med Øster Starup, Vester Nebel og Egtved
sogne. Kunne Alminde og Viuf ikke komme ind i
en kommune sammen med sognene i øst, ville man
hellere ind i en kommune sammen med Kolding.
I mellemtiden gik forhandlingerne mellem Kol¬
ding og omegnskommunerne videre, hvilket i første
omgang resulterede i, at Eltang-Sdr. Vilstrup blev
indlemmet i Kolding kommune fra 1. april 1969, et
år før kommunalreformens ikrafttrædelse. Bygnin¬
gen af Lyshøjskolen havde tømt kommunekassen i
Eltang-Sdr. Vilstrup og gjorde det nødvendigt for
kommunen at blive en del af Kolding kommune et
år før for at undgå drastiske skatteforhøjelser. Sam¬
tidig forsøgte Eltang-Sdr. Vilstrup sognekommune
på denne måde at undgå en deling af sognekommu¬
nen, som en række af sammenlægningsplanerne
lagde op til.
Syd for Kolding var der lagt op til et tilsvarende
puslespil med sognene som brikker. På forhånd var
de »otte sogne«, Hejls, Vejstrup, Taps, Ødis, Vonsild,
Dalby, Sdr. Bjert og Sdr. Stenderup, som blev
en del af kongeriget i 1864, en kvalificeret sammenlægningsmulighed.
Tanken om de otte sogne som én kommune løb
dog meget hurtigt ind i problemer. Skulle tanken
realiseres, var det nødvendigt at få de skattemæssigt
gode områder i Dalby og Vonsild med i den nye
primærkommune. Her stødte ideen på modstand
fra Kolding, der ønskede de to sogne eller i det
mindste de dele, der lå nærmest Kolding, ind under
Kolding. Kolding ønskede de to sogne dels for at
sikre byen udvidelsesmuligheder og dels for at sikre
sig et bedre skatteunderlag. Omegnssognene skulle
ikke fortsat være »skattely« for borgere med arbej¬
de i Kolding. Det var forhold, som loven om revi¬
sion af kommunegrænserne netop tog sigte på, og
som Kolding også fik medhold i.
Tanken om en primærkommune bestående af de
otte sogne brød derfor hurtigt sammen. Ødis gik til
Vamdrup, så der kun var fem sogne tilbage. Trods
dette fortsatte forhandlingerne endnu et stykke tid.
I stedet kom forhandlingerne til at dreje sig om sog¬
nenes betingelser for at indtræde i Kolding kom¬
mune. I denne fase af sammenlægningsforhandlingerne
skilte Dalby sogn sig ud med sine krav om en
overgangsperiode, hvor Dalbys lave skatteprocent
skulle tilpasses den højere skat i Kolding, et krav,
som Dalby sogn dog ikke kom igennem med. Der¬
imod lykkedes det Sdr. Bjert at få deres krav om
opførelsen af et plejehjem i Sdr. Bjert gennemført.
Da sognerådsformanden fra Sdr. Bjert, Peter Eeg,
skulle underskrive sammenlægningsoverenskomsten
den 28. januar 1969, nægtede han at under¬
skrive med mindre Sdr. Bjert fik sit plejehjem, som
var under projektering. Peter Eegs krav medførte,
at underskrivelsen måtte udskydes, mens Kolding
byråd drøftede sagen med det resultat, at Sdr. Bjert
fk sit plejehjem! På denne måde blev forhandlin¬
gerne ført til aller sidste øjeblik.
102

Underskrivelsen af Sammenlægningsoverenskomsten den 28. januar 1969. Fra venstre ses stående byrådssekretær
Harry Rasmussen, P. Eeg (Sdr. Bjert), H. Sidelmann (Harte-Bramdrup), Jens Ravn (Seest), Fr. Hansen
(Vonsild), Chr. Christiansen (Eltang-Vilstrup), H. C. Juhl (Sdr. Stenderup) ogE. Juhl (Dalby). Siddende
ses Peter Ravn (Kolding) i færd med at underskrive overenskomsten. Selv underskrivelsen forløb ikke uden
dramatik. Da Peter Eeg på Sdr. Bjerts vegne skulle underskrive overenskomsten, nægtede han at underskrive
med mindre Sdr. Bjert fik sit plejehjem, som var under projektering. Underskrivelsen måtte udskydes, mens
Kolding Byråd drøftede sagen og enden blev, at Sdr. Bjert fik sit plejehjem.
I det nedenstående fortæller Jens Peter Jørgen¬
sen, Torvald Piihl og K. E. Reddersen om deres syn
på kommunesammenlægningen og sammenlægningsmulighederne
nord for Kolding. Derpå følger
H. C. Juhls beretning om sammenlægningsforhandlingerne
syd for Kolding. Viggo Nielsen fortæller
om Dalbys kamp mod sammenlægningskommissionen
og den store nabo, Kolding. Carl Lage beret¬
ter om Seest sogns specielle forhold og skattefor¬
holdenes betydning for sammenlægningsforhandlingerne.
Vilhelm Lauridsen og Svend Møller for¬
tæller i deres bidrag om de specielle forhold, der
103

tvang Eltang-Sdr. Vilstrup sognekommune ind i
Kolding kommune et år før de øvrige sognekom¬
muner. Endelig forklarer H. H. Nielsen, hvorfor
han var og stadig er modstander af kommunesam¬
menlægningen.
* Gengivet efter Henning Svendsen: »Spillet om
Børkop kommune 1958-1970«, Børkop 1983.
K. E. Reddersen,
Harte-Bramdrup
Centralisering
K. E. Reddersen er omtalt side 53.
Snakken var begyndt at gå. Den gik jo i hele landet,
og det lå i luften dengang. Det var noget af det
skidt, som man kom med, og som jeg politisk set se¬
nere kunne blive ved at genfinde på andre områder.
Det lå i luften dengang, at bare noget blev større, så
blev det også bedre og mere effektivt. Alt skulle
lægges sammen, alt skulle være større. Firmaer
skulle fusionere. Kommuner skulle altså også, og
det skulle blive den store lykke. Det gik jeg meget
stærkt imod, men jeg kom med i kommunesam¬
menlægningsudvalget, hvor alle mødte op, selvføl¬
gelig med Kolding kommune i spidsen, hvor vi for¬
handlede det sidste år inden sammenlægningen om
alle de ting, der kunne være.
Jeg forsøgte virkelig ikke alene at få holdt os selv
uden for. Jeg forsøgte også at overtale Viuf og Alminde
kommuner, som kom med i anden fase, for¬
di, som jeg sagde til de to sognerådsformænd der¬
udefra: »I vinder intet og I taber alt«. Men dengang
var det lige som om, man havde bildt de fleste ind,
at hvis man var en kommune på bare 2000-3000
mennesker, så kunne man aldeles ikke klare de op¬
gaver, der stod foran.
Det viste sig egentlig også, at det var helt forkert.
Småkommunerne klarede sig på alle måder ud¬
mærket, og jeg finder i hvert fald, at vi tabte utroligt
meget herude. Når jeg siger vi, så mener jeg det al¬
mindelige menneske. Så kan de svare og sige: »Ja,
ja, I var også fede og velnærede.« Det er rigtigt. Vi
havde skattegrundlaget, som satte os i stand til at
udføre meget til gavn for selve lokaliteten her. Pen¬
ge som vi aldrig senere fandt i storkommunen, og
det er også forståeligt, fordi skattegrundlaget var ik¬
ke så stort i storkommunen. Selve Kolding var den
dyre del, midtbyen og alt det offentlige der, det trak
selvfølgelig nedad. Men komme og fortælle, at det
var en fordel at blive indlemmet, sammenlagt, den
tro¬
ede jeg ikke på, og den synes jeg heller ikke holdt.
— Havde du ideer om, at man kunne lave en land¬
kommune nord for Kolding
Foto af Eltang Station dagen før den blev nedlagt
den 28. maj 1965.
104

Ja, jeg foreslog dem at forblive udenfor, hverken
at gå til Vejle, som der også var tale om, eller gå til
Kolding, eller gå til Fredericia. Der var Alminde,
der var Viuf, og der var en til. Jeg sagde, at de tre til¬
sammen kunne i hvert fald sagtens klare sig. Så
skulle de lade være med at knytte sig til nogen, men
Jens Peter Jørgensen, som dengang var sogneråds¬
formand i Alminde, og som senere kom i byrådet
for Venstre i to-tre perioder — jeg følte næsten, han
var ellevild for at komme ind til Koldings herlighe¬
der. Det kom han også.
— Der var fra deres side en frygt for, at de måske
ville ryge til Egtved i stedet for.
Ja, men der har man det. Altså, jeg forstår ikke,
at de brave bønder, det var jo mest landbrug og
håndværk ude i de kommuner. Jeg forstår ikke,
hvad i alverden det skulle være vigtigt for dem at
komme ind til staden for at sige det sådan, men så¬
dan var det netop. Det kan godt være, at det var
Egtved, som var en af mulighederne, jeg kan ikke
huske det mere. Jeg kan bare i dag se det groteske i
den forestilling om, at man var overladt til en sten¬
aldertilværelse, hvis man forblev uden for de store
købstæder. Tværtimod vil jeg sige, det har vist sig,
at storkommunerne er aldrig nået ud til de fjerneste
egne, at komme ud til Stenderup, at komme ud til
Viuf o.s.v. Derfor ser disse mennesker gang efter
gang, at deres alderdomshjem bliver nedlagt, at
deres skole bliver truet, og sådan går det. Det er re¬
sultatet af, at disse mennesker, der ikke kunne indse
dengang, at de langt bedre kunne klare sig selv. Der
fik de den.
— Har livet i Bramdrupdam ændret sig i den peri¬
ode, du har boet her, omgås man anderledes
Selvfølgelig har det ændret sig. Det er helt klart,
men dengang var byen også mindre, selv i den sid¬
ste sognerådstid i 1960'erne følte vi os som hørende
sammen, følte, at vi havde fælles skæbne, kendte
hinanden og snakkede med hinanden. Folk opsøgte
dem, der nu sad i sognerådet og kom med deres ting
og sager.
— Det er fra anden side blevet fremhævet, at den
store forskel er embedsmændene, som betyder
utrolig meget i storkommunen for, hvad der egent¬
lig kommer til at ske, hvorimod det i sognerådet var
enkeltpersoner, der var initiativtagere. Er det en
holdning, du kan tilslutte dig
Ja, men det er helt klart. Det er synligt for en¬
hver. Når man tænker på vores sogneråd med de
medlemmer, så var der ikke andre end os, og når vi
ikke selv vidste besked, og det kunne da tit ske, så
havde vi gode folk, vi kunne spørge til råds. Det
kunne være firmaer, det kunne være byplanarki¬
tekten i Kolding o.s.v. Vi kunne da også godt spørge
Koldings embedsmænd, hvis der var et eller andet
nyt, som vi ikke havde fået læst, men ellers var det
stort set os, ved hjælp af vores kæmner, som var ret
godt inde i sagerne. Han havde jo selv siddet i sog¬
nerådet før, og så disse udmærkede heltidsansatte
kvinder, vi havde, det var det eneste embedsmandsmateriale,
vi havde. Derfor havde vi som politikere
langt mere indflydelse over for vores embedsfolk,
end man fik i en kæmpekommune med hundrede¬
vis af embedsmænd, der alle sammen var tip-top
professionelt udrustede. Det er klart.
Jens Peter Jørgensen, Alminde
Kampen om trekantkommunen
Jens Peter Jørgensen er omtalt side 35.
Det var en meget interessant periode, hvor der fore-
105

Jens Peter Jørgensen, sognerådsformand iAlminde
soenekommune 1966-1970.
gik en masse forhandlinger om den kommunesam¬
menlægning, som stod for. Jeg var dengang stærk
tilhænger af »trekantkommunen« og arbejdede
meget kraftigt for at få den kommune her i midten
af trekanten.
— Det var, hvad man kaldte en centerkommune
Ja, det var det nemlig. Der var delte meninger,
men vi havde en masse forhandlinger, en masse
møder, amtmanden og amtsrevisor Lønvig gik jo
meget stærkt ind for den kommune. Men efterhån¬
den kunne vi nok se, at den nok ville blive vanskelig
at etablere. For det første skulle vi helst have noget
af Sdr. Vilstrup med, for at det blev en ordentlig
kommune, og de ville ikke, de forsvandt ind til Kol¬
ding før tiden, nok for at undgå den her »trekant¬
kommune«. De fik to mand med ind i kommunal¬
bestyrelsen i Kolding. Det var nok noget, der inter¬
esserede dem, og derfor forsvandt de ud af billedet.
Vi kunne se, det kneb mere og mere at få samlet
den kommune. Egtved og Vester Nebel var også
med i de forhandlinger. Men som sagt kunne jeg efterhånden
se, at det ikke ville blive let at etablere
den kommune, og at det bar hen imod, at vi blev til¬
knyttet Egtved.
Nu har jeg altid interesseret mig for skoleforhold,
og så kunne jeg nok se, hvad der skulle ske. Vi skul¬
le være med til at bære deres overbygning oppe. Vi
ville altså blive tilknyttet Øster Starup skole, og det
kunne jeg altså ikke bære. Derfor ringede jeg til den
daværende sognerådsformand.i Viuf, Toft Petersen
og sagde »Hør, skulle du og jeg ikke tage et initiativ
nu. Jeg synes, vi skal rejse til København og tale
med kommunalreformkommissionen og se at und¬
gå det her, for nu går det altså galt. Jeg kan se, vi
kommer til Egtved, og det kan hverken du eller jeg
stå model til med den skole vi har.« Det var han helt
med på. Vi fik et møde etableret i København og
rejste derover. Jeg kan tydelig huske, at da vi mød¬
tes i Billund, var amtmand Wamberg der. Han sag¬
de: »Hvor mon sådan et par herrer skal hen« —
»Ja, vi skulle da til København.« — »Jeg tror, jeg
A. Wamberg, amtmand i Vejle amt 1951-1980.
Foto af Allan Simonsen.
106

ved, hvad I skal derover efter, betænk jer nu
engang, den kommune i midten er ikke opgivet
endnu, vi skal arbejde videre for den.« Men jeg
sagde: »Det går ikke, vi kommer til Egtved, og
det kan vi altså ikke holde til.« »Ja, men det skal
I altså selv om. Jeg er ked af, I gør det.« sagde
han.
Vi kom til København, jeg kan tydelig huske, at
kommunalreformkommissionen var højt oppe un¬
der taget. Der var skråvægge, der var en masse kort
tegnet af, og der var også tegninger af Alminde-
Viuf under Egtved kommune, så det var tydeligt,
hvor det bar hen. Vi snakkede med dem om, at det
ville vi altså meget nødigt, og jeg sagde, som det var,
at skoleforholdene var meget vigtige for os. Hvis vi
skulle noget, så ville vi altså hellere til Kolding.
»Ja«, sagde de så derovre, »vil Kolding så modtage
jer« »Ja, det tror jeg helt sikkert de vil«, sagde jeg.
Jeg havde inden ringet til Peter Ravn og spurgt, om
vi kunne få en mulighed for at komme til Kolding.
Ja, det ville han meget gerne have, og det kunne
han sagtens få byrådet til at gå ind for. »Arbejd I
bare videre med det«, sagde han. Vi fik det tilsagn
med hjem, at hvis Kolding ville tage imod os, så vil¬
le man være velvillige derovre og tage det op til ny
vurdering, for de ville være ærlige og sige, at vi
egentlig skulle til Egtved. Det var planen, og det
kunne vi også se på kortene.
Vi tog hjem og ringede til Peter Ravn. Vi skulle
mødes dagen efter, og drøfte det med dem, og i lø¬
bet af ganske korte forhandlinger, så var alle enige
om, at de ville tage imod os derude. Da resultatet
kom, så var vi altså også kommet under Kolding,
hvad vi var meget glade ved. Jeg har altså aldrig
fortrudt, at jeg tog initiativet dengang, for jeg tror,
det blev rigtigt for os, i stedet for under Egtved. Jeg
tror nok Viuf så ligesådan på det, at det var Kol¬
ding, vi hørte hjemme i, og vi er blevet godt be¬
handlet i Kolding. Jeg synes i hvert fald, Alminde
har haft mulighed for at udvikle sig, som det er gået,
og jeg er glad ved det.
— Hvad var der galt ved at komme til at arbejde
sammen med skolevæsenet i Øster Starup
Jeg syntes, det var helt imod det hele, at vi skulle
have vores børn til at gå helt ovre til Øster Starup i
overbygning. Jeg havde ikke drømt om dengang, at
vi skulle få en overbygning i Alminde, og nu har vi
en skole herude med overbygning. Den er ikke for
stor til det, og det går godt, og derfor har det yderli¬
gere slået fast, at det var det rigtige, vi gjorde. Vi
havde aldrig fået en overbygning, hvis vi var kom¬
met til Øster Starup. Det var jeg altså meget imod.
— De 13 sogne, der skulle indgå i centerkommu¬
nen, hvorfor kunne man ikke blive enige om det,
hvad skete der
Det var mange ting, så var der det ene, så var der
det andet. En dag ville man godt med, som nu
Gauerslund kommune, en anden dag ville man ikke
med. Taulov var temmelig stor og syntes, de skulle
være toneangivende, og sådan var der flere forskel¬
lige ting. Alle ville selvfølgelig dirigere den kom¬
mune. Ja, det ville vi selvfølgelig også godt. Det, der
nok gjorde størst udslag, var vel nok Eltang-Sdr.
Vilstrup. De ville ikke deles, og alle var enige om,
at hvis vi skulle have en ordentlig kommune i mid¬
ten, så skulle dele af Eltang-Sdr. Vilstrup kommune
være med i den. Sdr. Vilstrup og Eltang skulle med
i den kommune, og det ville man altså ikke, og det
var vel nok det, der slog hovedet på sømmet. Der¬
for var det, de skyndte sig at komme ind under Kol¬
ding. Jeg tror stadig, det var det rigtige, det bliver
jeg ved med at tro. Men vi er altså godt tilfredse
med Kolding, og jeg synes, vi får en udmærket be¬
handling i Kolding. Kolding er ikke større end det
godt kunne gå at have Alminde-Viuf med, men jeg
synes stadigvæk, det rigtige havde været at have
den kommune. Jeg tror, den kunne have været bæ-
107

edygtig, jeg tror, det kunne have været en god
kommune.
— Havde det noget at gøre med, at det var land¬
sogne alle sammen. Lever man livet anderledes på
landet, end man gør i byen
Det leves nok lidt anderledes. Selv om jeg aldrig
har hørt kritik for det initiativ, jeg tog. Folk har i det
store og hele været tilfredse med at komme til Kol¬
ding, men en del sagde dengang: »Hvorfor skal vi
slæbes ind til sådan en storby, hvorfor kan vi ikke
være os selv«
— Hvordan var starten på centerkommunen Jeg
har læst, at det var sognerådsforeningen for Vejle
amt, der kom med ideen.
Ideen var Wambergs, amtmanden, men den kom
frem igennem sognerådsforeningen, det er rigtigt.
Det var Wamberg, der var initiativtager til det. Det
var hans allerstørste ønske, og det var den davæ¬
rende amtsrevisor Lønvig, som senere blev kæmner
og kommunaldirektør i Hedensted, der var lige så
interesseret. De gik meget stærkt ind for det og fik
nogle, bl.a. mig som sagt, til også at gå stærkt ind
for det. Men det var en meget stor skuffelse for
Wamberg, at det ikke blev til noget. Det er helt sik¬
kert, at den dag Toft-Petersen og jeg tog til Køben¬
havn, da var han klar over, at den var faldet. Jeg
kan tydelig huske, han sagde det ude i Billund:
»Tænk nu over det engang, den kommune er ikke
død endnu.« Men nu døde den altså.
— I august 1969 blev det afgjort, at I skulle til Kol¬
ding. Da begynder du, Henry Marcussen og Skovby
Larsen at arbejde i fællesudvalget. Kan du fortælle
lidt om arbejdet i fællesudvalget
Ja, det var interessant at komme med til, fordi alt,
hvad der skete i de tilsluttede kommuner, gik igen¬
nem fællesudvalget, hvor vi var med til at bestemme,
hvad der skulle foregå. F.eks. budgettet i Kol¬
ding kommune, det var fællesudvalget, der ordnede
det. Det så lidt mærkeligt ud, at byrådsmedlem¬
merne, der var valgt i Kolding byråd, ikke var med
til budgetforhandlingerne. Det var fællesudvalget,
der ordnede det, så vi havde en meget stor indfly¬
delse, og det var meget interessant at komme med
til. Jeg kendte slet ikke noget til sådan en storkom¬
mune, og så pludselig at være med til at forhandle
dens budget, og have sådan en indflydelse, det var
mærkeligt, men sådan var det altså.
— Hvilke sager blev behandlet, som havde relation
til Alminde
Den kloakering, vi var i gang med, og den byud¬
vikling, vi var i gang med, den skulle behandles i
fællesudvalget. Vi startede med rensningsanlæg, og
det skulle også godkendes i fællesudvalget, hvad vi
lavede der. Der var ikke så forfærdelig meget, men
de ting, som vi var i gang med, skulle vi søge fælles-
Nye ansigter i Kolding byråd 1970. Fra venstre ses
K. E. Reddersen, Harte-Bramdrup, H. Sidelmann,
Harte-Bramdrup, Stig Woidemann, nyvalgt, og
Jens Peter Jørgensen, Alminde.
108

udvalget om at få lov til at fortsætte med. Vi var en
stor forsamling til fællesudvalget, der blev sat ek¬
stra borde ind, for at vi kunne være i byrådssalen.
— I sad i byrådssalen
Ja, da vi kom med fra Alminde-Viuf, blev der
som sagt sat ekstra borde ind, og der blev lavet stør¬
re plads, for at vi kunne være der. Vi kom som sagt
tre fra Alminde og tre fra Viuf, det var en stor for¬
samling. Fællesudvalget havde eksisteret nogen tid,
da vi kom med fra september 1969. Jeg tror, det var
den 2. september, vi startede, det var i hvert fald lige
efter, vi havde været i København. Det begyndte
med det samme.
— Det første år efter kommunesammenlægningen
havde man noget, der hed kontaktmænd, ude i de
gamle sognekommuner. Du var kontaktmand her i
Alminde. Hvilke sager kom op
Der kom faktisk ikke så få sager, men det ebbede
ud i løbet af et års tid, så holdt det faktisk op. Men
der var en hel del sager i begyndelsen, næsten altid
småting. Vi blev klar over, da det havde eksisteret et
års tid, at det var der ingen grund til længere.
— Havde du en fast tid om ugen, hvor folk kunne
kontakte dig.
Ja, det var der. Det var lettere for mig at være
kontaktmand, fordi jeg nu var i Kolding og kunne
tage det hele med derud. Ellers mødtes kontakt¬
mændene i Kolding, men jeg kan ikke huske, hvor
tit vi mødtes.
Kolding byråd 1970. Ovenover fra venstre Viggo
Nielsen, Asta Laursen, Walter Petersen, Bent Rasmussen,
Peter Ravn med borgmesterkæden, Sv. Aa.
Wase Petersen og Sonja Andersen.
Nedenunder fra venstre Sv. Aa. Wase Petersen, med
ryggen til Harry Rasmussen, Sonja Andersen, Alex
Jentsch, Svend Bekke, Jørgen Krat, Grethe Ven¬
borg, Vagn Lund Petersen, Bruno Petersen, Jens
Doktor. Forrest med ryggen til fra venstre Hans Sidelmann
og K. E. Reddersen.
— Mødtes I for at diskutere fælles problemer
Ja, det gjorde vi da. Dem, der slet ikke havde no¬
get med kommunen at gøre, havde vanskeligere ved
at passe det, men for mig var der ingen problemer.
De kom hverken mere eller mindre til mig, efter jeg
var blevet kontaktmand.
109

— Du blev opstillet til byrådsvalget i 1970, var der
et ønske herude om at få en lokal mand ind
Ja, de gjorde et kæmpearbejde for det.
— På tværs af partiskel
Ja. Jeg skulle opstilles som Venstre. Det var jo en
betingelse, og det havde jeg ikke noget imod. Man
var meget interesseret i at få en mand herfra, men
ingen havde vel drømt om, at en af de mindste
kommuner skulle blive repræsenteret. Men som
sagt blev jeg opstillet. Vi blev enige om, at der skul¬
le opstilles hveranden fra Kolding og hveranden fra
landet. Kolding skulle have nr. 1, det var Per Beck
Jensen dengang, og så skulle omegnen have nr. 2 og
så Kolding nr. 3 og omegnen nr. 4. Jeg fik 2. plad¬
sen, og da havde de store kommuner regnet med, at
det var dem, der skulle have det, men sådan gik det
altså ikke. Så var jeg så heldig at få flest personlige
stemmer, så jeg røg ind med det samme og var der i
12 år.
— Det princip om at opstille hveranden, hvor længe
holdt man fast ved det inden for Venstre
Jeg tror det var to perioder, så holdt det op. Det
var sådan i 1970 og vist også sådan i 1974, så mener
jeg, det holdt op.
— Hvor stor betydning har det haft, at Alminde har
haft en repræsentant i byrådet, er der nogle ting,
der er gået nemmere
Ja, det vil jeg tro. I hver fald med skolesager, da
var det en kæmpe fordel, det er helt sikkert. Det er
nemt at sige, det har haft en stor betydning, men det
havde betydning, det er der ingen tvivl om.
— Hvis du skal sammenligne de to forskellige for¬
mer for kommunalt styre, hvilke fordele og hvilke
svagheder har de to
Svaghederne ved den store kommune er embedsmandsstyret,
det er lidt vanskeligt at klare det. Em¬
bedsmændene erjo stærke, men arbejdspresset ved
de små kommuner var altså stort, det var ikke til at
holde til. Det er vældig interessant begge dele. Men
man kan meget bedre tage sig af det overordnede,
når man er i en storkommune, hvor man har em¬
bedsmænd til at gøre arbejdet. De fleste embeds¬
mænd er også meget loyale. Men derfor kan det al¬
ligevel let blive sådan, at de sidder på sagerne. Vi
har ikke mærket, at det har gjort noget, men faren
er der, og den er der i hvert fald ikke, når vi er os
selv.
— Er afstanden blevet større mellem borgere og
kommunalbestyrelsen
Jeg synes i hvert fald, at når vi har haft en repræ¬
sentant herude, så synes jeg ikke, den har været så
stor. Men den bliver nok større og større. I dag sy¬
nes jeg, man kan høre på folk, at de føler, der er
meget stor afstand.
Torvald Piihl, Alminde
»Bestemmelsen var taget«
Torvald Piihl er omtalt side 52.
Så begyndte der at blive røre i kommunen. Amtsrå¬
dene og byerne fik nogle ideer om, at det var prak¬
tisk at lægge sammen i større enheder. I første om¬
gang fik de forskellige små kommuner fra højere
sted ordre på at udarbejde en udviklingsplan for
kommunen, og den fik vi lavet og sendt ind. Vi fo¬
reslog et udviklingsområde i Alminde by og et i
Dons. Da kom der besked tilbage, at et sogn på Almindes
størrelse kun kunne låne penge til et rens¬
ningsanlæg, og da de så, at der var en naturlig ud-
110

viklingsgang i Alminde, så anbefalede de at udvikle
i Alminde.
Vi havde fået den plan lavet, og det så meget til¬
forladeligt ud, men så kom amtsrådet og regeringen
i tanke om, at det skulle være større enheder. Am¬
tet nedsatte en kommission og tog rundt for at
snakke med de forskellige sogneråd for at høre de¬
res mening. Vi havde sådan et møde ovre i Vester
Nebel med deres råd, og de forelagde amtets pla¬
ner, som de havde tænkt sig at udvikle området.
Der foreslog de, at vi skulle lægges sammen med
Starup, Egtved og Vester Nebel. Det protesterede
jeg imod, for jeg vidste, at jo længere vi kom vest
på, jo mindre skatteydere var der, jo længere vi kom
øst på, jo større var deres skatteevne. Der blev skre¬
vet noget papir, og så fik vi ordre på, at vi kunne gå
hjem og diskutere det og sende vores mening ind
om det. Så ville vi få et møde med dem igen, og de
ville i vid udstrækning tage hensyn til vore ønsker.
Der går en periode. Vi sender det ind, at vi hellere
ville øst på end vest på. Så bliver vi indkaldt til et
møde igen sammen med embedsmændene, og de
kommer med nøjagtigt det samme forslag, som de
præsenterede os for første gang. »Hvad dælen er
det for noget« sagde jeg, »I sagde, at I i vid grad
ville tage hensyn til vore ønsker, og det, I kommer
med nu, er nøjagtig mage til det, I stillede med før¬
ste gang. Vi har hverken vej eller sti til Egtved og
Starup, så for os falder det mere naturligt til den an¬
den side.«
På samme måde blev der arbejdet med de andre
kommuner og med forskellige resultater. Til at be¬
gynde med var det meningen, at en storkommune
ikke måtte have mere end 10.000 indbyggere. Men
efterhånden som tiden gik, udviklede det sig, og
myndighederne kom i tanke om, at det skulle være
større endnu. Vi havde amtmand Wamberg, og
hans kongstanke var at lægge hele trekanten sammen
i et, altså Vejle, Fredericia og Kolding, og alt
det, der lå ind imellem. Det arbejdede han hårdt
for, og jeg tror faktisk, det var blevet den bedste løs¬
ning, så de tre byer havde arbejdet i fællesskab i ste¬
det for at modarbejde hinanden, som de gør i dag.
Tiden gik, og vi holdt masser af møder, men jeg
kunne føle, at bag ved det hele havde de møder ikke
spor betydning. De sad inde i amtsrådet og redi¬
gerede sagerne og diskuterede fuldstændig uaf¬
hængigt af os og slog de streger, der passede dem,
og så en skønne dag fik vi besked på, at nu blev vi
lemmet ind under Kolding.
— Hvad sagde I til det
Ikke et ord, bestemmelsen var taget.
— Hvad mente I om det
Vi var ikke tilfredse med det, men vi havde ingen
indflydelse på det på nogen måder.
— Ja, men hvilken løsning ville du helst have haft
Jeg ville helst have været sammen med dem øst
på i en passende kommune.
— Der var på et tidspunkt tale om en kommune
bestående af 13 sogne i området mellem Vejle,
Kolding og Fredericia. Kan du huske noget om
det
Det var omkring 1966-1967, da prøvede de at få
forskellige kommuner til at slå sig sammen. Jeg tror,
det var Aksel Buhl, der var kommet i tanke om, at
Alminde og Viuf godt kunne blive en kommune. Så
var vi til et møde ovre i Viuf sammen med Viuf sog¬
neråd, og der blev det drøftet og til sidst sat under
afstemning. Vi var tre mand, der stemte imod, og
det passede hverken Aksel Buhl eller nogen andre,
da der skulle være overvejende flertal for at klappe
det sammen.
111

— Hvem stemte imod foruden dig
Det gjorde Peter Madsen nede fra Møsvraa. Han
sidder nu på Højegården i Kolding, og så Toft-Pe¬
tersen (Havreballegård). Så fik vi vores kaffe, tak
for besøget, og så tog vi hjem. Men vi fik den sam¬
menlægning, og så glider det hele lige så stille, al¬
ting falder til ro, og i dag er der ingen, der spekule¬
rer på, at det kunne blive anderledes.
H. C. Juhl, Sdr. Stenderup
De otte sogne
H. C. Juhl er omtalt side 22.
— Lå der fra Sdr. Stenderups side nogen intention
om at bygge en bæredygtig kommune op, måske i
samarbejde med Sdr. Bjert
Nu er vi fremme ved 1966 eller sådan noget lig¬
nende, hvor kommunalreformen begynder at tegne
sig. Da er det Sdr. Bjerts helt faste overbevisning, at
de vil køre Sdr. Bjert alene, og skal de sammen med
nogen andre, så så lidt som overhovedet muligt.
Sdr. Bjert, Sdr. Stenderup alene sammen. Jeg ved
ikke, om den tanke har været fremme, det har den
måske, men den ville for os hernede være meget
urealistisk. Sdr. Bjert blev sådan set ved til det sid¬
ste at ville forhale forhandlingerne med Kolding
kommune og vente på, at Kommunalreformkom¬
missionen skulle komme over og diktere. Man hå¬
bede i den sidste ende på at kunne få lov til sta¬
digvæk at køre sit eget, og den var jeg bestemt ikke
varm på.
noget, man var begyndt at diskutere sognene imel¬
lem, eller var det din personlige opfattelse på det
tidspunkt
Det tør jeg ikke sige, altså tanken (om sammen¬
lægningen) er ikke skabt ude i vore kommuner, den
er kommet fra kommissionerne eller fra Folketin¬
get, som begyndte at tale om kommunestørrelser og
amternes struktur. Så snart det blev luftet, at der fo¬
relå en mulighed for kommunesammenlægning, så
tror jeg nok, jeg meget hurtigt greb den og sagde, at
så er det de otte historiske sogne i en helhed, vi ville
have fat i og lægge sammen. Det vil jeg skønne, at
det ville alle, i hvert fald i de otte sogne, hundrede
procent gå ind for. Der var tidligere sket en vis ud¬
vikling ude i Dalby og i Vonsild kommuner. Hvis vi
havde det center med, så er jeg ikke i tvivl om, at så
ville de otte sogne kunne have båret sig. Men vi
havde jo en noget uheldig geografisk placering, idet
H. C. Juhl, sognerådsformand i Sdr, Stenderup sogn
1958-1970.
— Du var tidligt ude. Den første artikel jeg har stødt
på er helt fra 1963 i Kolding Folkeblad, hvor du ta¬
ler om en mulig kommune af de otte sogne. Var det
112

vi havde Ødis med, så er jeg ikke i tvivl om, at så
var altså det første oplæg. Hvis vi kaldte kommu¬
nen »De otte sogne«, for at have det historiske
med, ville næsten alle i dette land vide, hvor det var
henne, i stedet for Dalby-Vonsild, Bjert-Hejls eller
noget andet.
— Der var også tale om at kalde den Skamlingsbankekommunen.
Ja, det er korrekt, og Skamlingsbanken ville jo
ligge i centrum af den kommune.
— Der var en forening af sognerådsformænd. Vil du
fortælle, hvornår den blev startet, og hvordan den
fungerede
Den blev startet omkring 1940 og ved 25 års jubilæet
i 1965, hvor daværende sognerådsformand
Mads Schultz gik af, blev jeg valgt til formand for
de otte sognes sognerådsformænd. Foreningen
havde det formål, at vi otte kunne samles hvert hal¬
ve år, hver hele år, hver måned, hvis der var proble¬
mer inden for sognene. Nogle gange mødtes vi,
spiste sammen og havde det vældigt hyggeligt sam¬
men. Så kunne man sidde og skyde på hinanden og
få oplysninger fra hinanden — hvad gør du der,
hvad gør du i den situation — og lære hinanden at
kende på den måde. Til andre tider kunne der være
problemer, som vi gerne ville tackle i fællesskab
over for amt, for Indenrigsministeriet o.s.v. Det var
en selskabelig forening, men vi brugte den, når vi
havde problemer. Det udmøntede sig i den sidste
ende i, at vi i fællesskab ville bygge et plejehjem, og
det skulle ligge i Sdr. Stenderup. Det var alle otte,
der gik fuldt og helt ind for det, men det bremsede
amtet. De sagde: »Det kan ikke nytte noget, I byg¬
ger et. I har ikke befolkningsgrundlag til at bygge et
plejehjem inden for de otte sogne alene. Hvis I skal
køre en kombination af alderdomshjem og pleje¬
hjem, vil det give mange komplikationer med at få
det skilt økonomisk og med revisionsordninger.«
Amtet ville ikke ret gerne være med til det.
— Hvordan oplevede du sammenlægningsforhandlingerne
Diskussionerne var hede, vi var otte selvstændige
kommuner, som vel i stor udstrækning havde hver
sit synspunkt om, hvordan det skulle løses. Jeg må
dog dertil sige, at hvis Kolding kommune ikke me¬
get hurtigt havde fået medhold inde hos ministeriet
til at tage noget af Dalby og noget af Vonsild —
mere behøvede Kolding ikke at tage, og mere var
Peter Eeg, sognerådsformand i Sdr. Bjert sognekommune
1943-1970.

Kolding vist nok heller ikke interesseret i på det
tidspunkt at få—hvis det ikke havde været tilfældet,
så er jeg temmelig overbevist om, at så kunne vi
have fået os snakket til rette alle otte om at gå sam¬
men i en kommune. Problematikken opstod, da
Kolding lagde sin klamme hånd på de skattemæs¬
sigt »fede« områder. Derved var det løb kørt på et
meget, meget tidligt tidspunkt. Vi kunne ikke regne
med de skatteydere — lad os sige det hårdt og råt,
for det er det, det drejer sig om — som var i Dalby
og som var i Vonsild. Vi kunne få de sidste gårde
med i Dalby, vi kunne få de sidste gårde med i Von¬
sild. Det hjælper ikke ret meget at lægge de her
tomme tegnebøger oven på hinanden. Da det blev
klart for alle, at nu måtte det være sådan, så var
Ødis mest interesseret i at trække mod Vamdrup,
og så gik der et skår. Det skår gjorde ikke mig no¬
get, fordi rent geografisk lå Ødis ret upraktisk for at
få en arronderet kommune. Man blev ved at tale
om de otte sogne. Jeg ved ikke rigtig, hvorfor man
blev ved at hæfte sig så hårdt ved de otte sogne, når
det i realiteten var afgjort.
Så er det, man begynder at tale om de seks tre¬
kvart, man talte om at dele Taps ved motorvejen øst
og vest i Taps og lade kommunegrænsen gå der,
d.v.s. det vestligste af Taps gå med Ødis til Vam¬
drup og det andet herover. Så havde man Hejls,
Vejstrup, Taps delvis, Sdr. Bjert, Sdr. Stenderup,
det er de fem kommuner, der så er tale om. Dem
var jeg på ingen måder interesseret i at få lagt sam¬
men alene, alligevel blev man ved at tale om sam¬
menlægning af dem. Jeg sagde for vort vedkom¬
mende herude på et meget tidligt tidspunkt, at så
søgte jeg mod Kolding, og jeg var interesseret i at
komme med så tidligt som muligt i forhandlingerne
i Kolding for at få den indflydelse, som man mulig¬
vis kunne få i hele kommunesammenlægningsproblematikken.
Der skete det, at kommunalreformkommissionen
kom herover, og der skulle holdes et møde i
Vejle amtsråd. Umiddelbart før amtsrådsmødet
skulle begynde, kom der en delegation nede fra den
her egn, anført af min kære kollega i Sdr. Bjert, Pe¬
ter Eeg, og de tre øvrige sognerådsformænd og bad
om at få amtsrådsmødet udsat, fordi de havde en
idé om, at de ville prøve endnu engang at få noget
lagt sammen. Jeg tror, uden at jeg kan dokumentere
det, at det besøg var dødsstødet til, at Hejls, Vej¬
strup og Taps røg til Sønderjylland. Jeg tror, det
skete på det møde, som et resultat af det, der skete
der. Det var næsten det værste, der kunne ske set
fra de otte sognes synspunkt.
Jeg er vidende om, at Hejls græd tørre tårer over,
at de skulle sydover. Vejstrup var bestemt ikke in¬
teresseret, og Taps var hundrede procent positiv
mod at komme til Kolding. Hejls, Hejlsminde hav¬
de en del forbindelse den vej, Vejstrup var vel nok
meget Kolding-minded, og Taps var det i hvert fald
100 procent. Spørgsmålet er, om man kunne have
undværet Christiansfeld kommune. Det har kostet
noget, også for de beboere. Tænk bare på sygehus¬
væsenet. De tre kommuner dernede har været så
hamrende kede af, at de skulle til Haderslev syge¬
hus og indlægges på Haderslev. Alle deres forbin¬
delser, familie, venner og bekendte har været til¬
knyttet Kolding. Der har været meget skriveri og
klager over det i årenes løb.
— Var der stærke følelser mod sammenlægningen
med Kolding
Ja, fantastisk med følelser. Kold økonomisk logik
var der ikke meget af. Det var netop, som du siger,
meget med følelser, vi ville gerne være os selv. Ja,
med det nære forhold, vores borgere havde til sog¬
nerådsformanden, til kassereren, til socialudvalgs¬
formanden og så videre; at man kunne græde ved
den pågældendes bryst, så vandet det løb ned af
skjorten, men jeg syntes, man allerede dengang
114

— Der var nogle fællesmøder, Sdr. Stenderup sam¬
men med de andre sogneråd og Kolding kommune.
Ja, det kørte man med et helt år. Fællesudvalget
kaldte vi det.
Vi udpegede hver tre medlemmer, og det var
næsten i sagens natur sognerådsformanden og to
medlemmer fra hvert sogneråd. Vi tre fra hver af de
syv kommuner og de tre fra Kolding kommune ud¬
gjorde dette 24 mands udvalg, som arbejdede et
helt år. Set bagefter var det måske nok for at give os
ude omkring lidt af en slikkepind, følende at man
havde lidt betydning i den udvikling, der måtte
komme. Kolding kommune var så stærk i sig selv,
så den kunne gøre, hvad den ville både før og efter,
og det gjorde den begribeligvis også. Det var af hensyn
til sognene, man lavede det, og i det år kunne
man diskutere mange ting: hvor plejehjemmet skul¬
le være, hvordan de sociale serviceydelser skulle
opbygges, hjemmehjælp og hjemmesygeplejersker.
Der blev nedsat fire udvalg, som arbejdede seriøst
på det. Betydningen var nok lige så meget af hensyn
til vi sognekommuner, som det var praktisk.
kunne se skriften på væggen, at hvis man skulle
være med i samfundets udvikling, og med til hvad
der krævedes af en kommune, så ville en kommune
på 1000, 1500, 1800 indbyggere simpelt hen ikke
have råd til det.
— Nåede der at blive truffet nogen beslutninger
Det kan jeg ikke huske. Jo, vi har da den lille
pudsighed, at den dag i byrådssalen, hvor vi alle
sammen skrev under på, at vi ville tilhøre Kolding
kommune, da lagde Peter Eeg blyanten og sagde,
han nægtede at skrive under, med mindre han fik
lov til at udbygge sit plejehjem i Sdr. Bjert uden om
alt andet. Det skabte megen moro, jeg tror vi su¬
spenderede mødet et kvarter eller sådan noget lig¬
nende, så blev det genoptaget, og Peter Eeg fik lov
at investere i en udbygning af alderdomshjemmet,
sådan var det vist. En anden pudsighed var Dalby
kommune, som havde det »fede« område, og lå
med en lav skatteprocent og en rimelig grund¬
skyldspromille. De ville gerne have udligning fra
den skatteprocent, de kørte med og til fællesskabets
skatteprocent. De ville have udligning over en fire¬
årig periode, altså have en skattefordel i de første
fire år. Dalby kommune stod meget alene med det
synspunkt, men jeg forstod deres sognerådsfor¬
mand, for det havde været en kolossal fjer i hatten,
hvis han havde kunnet fået den kørt igennem. Jeg
mener oven i købet, den var rundt om Indenrigsmi¬
nisteriet, hvor vi fik medhold i, at det ikke lod sig
gøre.
— Sognekommunen gik ind for at sikre forsamlings¬
huset Dannevirke kort før kommunesammenlæg¬
ningen, hvorledes gik det for sig Da det blev sat i
stand og gjort til en selvejende institution, skød sog¬
nekommunen nogen penge ind.
115

Ja, det er rigtigt, jeg tror det er rigtigt, at kommu¬
nen formodentlig har købt forsamlingshuset. Jeg
tror, der sad et lille aktieselskab eller andelsselskab,
som ejede forsamlingshuset, og det kunne ikke rig¬
tigt løbe rundt. Det blev mindre og mindre vedlige¬
holdt. Så gik kommunen ind, lagde pengene ud, og
lavede det så til en selvejende institution.
Viggo Nielsen, Dalby
Da Dalby overtog Kolding
Viggo Nielsen er omtalt side 59.
— Vil du starte med at fortælle lidt om det arbejde, i
gjorde i det 24-mandsudvalg, der blev nedsat af de
otte sogneråd syd for Kolding
De otte sogne var en meget stærk enhed den¬
gang, de otte sognerådsformænd var også nogle
stærke gutter, som kendte deres egn og nok vidste,
hvordan de skulle køre de otte sogne og borgerne
inden for dette område. De otte sognerådsformænd
havde helt konkret vedtaget, at ingen kommune
skulle dele de otte sogne, ingen pardon, sådan var
det. Der blev etableret et 24-mandsudvalg. I forbin¬
delse med dette udvalgsarbejde blev der holdt nog¬
le møder for menige medlemmer.
Et af de store møder, der blev kørt igennem, var i
Vejstrup, hvor alle var med. Der var jeg ikke spor i
tvivl om, at de otte sognerådsformænd, og de, der
var med i 24-mandsudvalget, kørte hårdt på, at de
otte kommuner skulle sammenlægges. Der var fak¬
tisk ikke andre synspunkter, der dukkede op. Det
hele blev kørt pænt kontant, indlæg fra amt og med
indlæg fra ministeriet om sammenlægning osv. Jeg
var den eneste, der gjorde mig til talsmand for an¬
dre tanker ved at sige, at for mig ville det simpelt-
Dalby Øvelseshus. Kommunekontor for Dalby
sognekommune før sammenlægningen. Foto af
Steen Østergaard 1987.
hen være naturligt, at de kommuner, der lå op til
Kolding, altså Vonsild og Dalby, gik ind i Kolding.
Jeg ville i hvert fald ikke som borger acceptere, at
jeg skulle have et hovedkvarter i Sdr. Bjert og skulle
rykke derud, hvis jeg skulle have ordnet noget, når
den naturlige retning var mod byen. Det medførte
lidt uvenskab mellem Erik Juhl og undertegnede,
men sådan »kontant uvenskab«, ikke noget halvt
noget. Vi var i hvert tilfælde ikke enige om det.
— Nu fik Kolding også meget tidligt indenrigsmini¬
steriets støtte til, at i hvert fald de »fede« dele af
Vonsild og Dalby skulle ind under Kolding kom¬
mune
Ja, de havde nogle grove skitser, men uden vores
vidende, og det var det, der gjorde, at vi startede en
kampagne mod Kolding. Samtidig med, at jeg var
tilhænger af at gå til Kolding, så ville vi ikke have, at
der var nogle fremmede, der gik og delte vores
arealer op. Det fik vi ikke meget at vide om på det
tidspunkt, idet man meget ofte i en by, også i Kol¬
ding, havde den overbevisning, at når de talte, så
116

var det nu engang sådan. Vi har lidt meget af sådan
en slags, man kan godt kalde det mindreværdskom¬
pleks. Vi ville absolut ikke acceptere, at vi var min¬
dre værd i Dalby, og vi havde sager, hvor vi har kørt
tilsvarende løb, når jeg nu går tilbage i den gamle
periode.
Amtet havde den vej, som hedder Agtrupvej-
Idyl, der snor sig ned forbi Dalby mølle. Den ville
amtet ikke mere have som amtsvej, den skulle over¬
føres til kommunalvej. Det behandlede vi i sognerå¬
det og sagde, det var helt naturligt, det kunne man
godt forstå. Det nikkede vi så tilbage til amtet og
sagde, at det var i orden. Så kom der ret hurtigt efter
et brev, at fra den og den dato var vejen overført til
Dalby. Vi skrev med det samme og meddelte, at in¬
den den dato skulle vejen repareres og forsynes
med asfalt, og der skulle anlægges fortov. Det hele
skulle være i orden, ellers ville vi slet ikke have den.
Der kom så en voldsom diskussion, som Kolding
kommune blev blandet ind i, fordi Kolding kom¬
mune ejede noget af Agtrupvej. Skelforholdene var
lidt aparte. Kolding kommune havde bare nikket til
det, det skulle de nok overtage. Så blev sagen kørt
helt til tops. Vi havde møde med Vejdirektoratet el¬
ler Trafikministeriet, og der rykkede vi over to
mand, og amtet kom med tre mand, og så skulle vi
have en mægler. Da vi kom ind i mødelokalet, så
spurgte mægleren: »Hvad er det for noget med jer i
Dalby kommune Vil I ikke overtage vejen, det er
da noget pjat, nu skal I høre her... « Så sagde Erik
Juhl til mig: »Du, skal vi ikke gå igen. Det er jo ikke
at forelægge sagen for en mægler, det er bare en
vedtagelse, der allerede er foretaget.« Så
rejste vi os og sagde tak for den her gang. Vi var ikke
interesserede. De skulle høre nærmere fra os, og
det ville blive med store jurister, sagde Juhl. Vi var
ikke kommet langt hen ad gangen, så kom de faren¬
de, og vi blev halet tilbage igen, og herefter lovede
de os at køre sagen regulært. Så sagde vi: »Okay, så
fortsætter vi mødet, men betingelsen er, at vi får vo¬
res ting ført igennem, for vi vil ikke overtage sådan
en dårlig vedligeholdt vej, som nu kommer til at
koste os en masse penge.« Konklusionen på det he¬
le blev efter føje tid, at amtet skulle sørge for det, og
det gjorde de så. Herefter overtog vi vejen, og sådan
en sag kørte vi hårdt op, fordi vi ikke ville bøje os
for de store. Borgerne var mægtig i hopla, når vi la¬
vede sådan nogle sager.
— Hvorfor kunne man ikke blive enige i udvalget af
de otte sogne om sammenlægningen Man var må¬
ske nok enige om hovedmålet, at der skulle laves en
fælles kommune, men det kom aldrig til noget mere
konkret
Nej, der kom aldrig noget konkret ud af det, og
jeg tror det smuldrede, fordi man ikke kunne få de
otte sogne til at hænge sammen. Når man ikke kunne
det, så var det, som om udvalget døde. På det
tidspunkt begyndte sammenlægningsplanerne at
dannes, der blev ret hurtigt dannet det billede, at
Kolding overtog det og det. Det vil sige, de overtog
ikke noget, Dalby overtog Kolding, sagde vi gerne.
Det var jo sammenlægning mellem lige parter.
Den mest spændende periode var det, vi kaldte
overbyrådet. Det hed vist nok »Fællesudvalget for
Sammenlægning af Kommunerne omkring Kol¬
ding«. Det blev nedsat i 1969, og så skulle det virke
på den måde, at inden kommunerne kunne lave
nogle foreteelser, som kunne genere det samarbej¬
de, der skulle tilstunde et år efter, skulle det god¬
kendes af overbyrådet. Det er nok den bedste poli¬
tiske periode, jeg har haft overhovedet, fordi den
ikke var infiltreret af partipolitik, men mere af,
hvad skal man sige — lokal interesse. Der var ikke
forfærdeligt meget udvalgsarbejde, så alt blev di¬
skuteret åbent over for presse og borgere. Alt blev
diskuteret. Det gjorde også, at jeg selv syntes, det
simpelt hen var en super periode, i forhold til den
117

periode, der kom i byrådet bagefter, hvor vi gik ind
i udvalgsarbejde, partipolitik osv., hvor man kunne
holde et byrådsmøde — som jeg var meget rystet
over — der varede syv minutter. I forhold til overby¬
rådet, der holdt møde tre-seks timer, hvor man di¬
skuterede, sloges og kæmpede om alt mellem him¬
mel og jord. Det var en dejlig periode, det var slet
ikke nogen dårlig idé, man havde, at byrå¬
det kunne arbejde på samme måde, men det er
klart, man kan ikke gennemføre det altid. Men det
er et noget stift system i dag, med udvalg og par¬
tier.
— Hvilke sager kom i fællesudvalget
Der kom alle sager, som man ønskede, op, og det
er klart, man skulle koordinere en hel masse. Jeg
sad i et udvalg vedrørende koordinering af pleje¬
hjem eller De gamles Hjem, som vi kaldte det. De
skulle gås igennem hele møllen. Der var embeds¬
mænd, og så var vi nogle få politikere, der tog turen
rundt for at se, hvordan forholdene var, og hvordan
man kunne bringe det op i et niveau, der var rele¬
vant. Det var også en meget spændende tur rundt.
På de lidt små, primitive alderdomshjem, vi havde
rundt omkring på landet, var der en dejlig, skøn
stemning. Vi kom ud og snakkede med de gamle,
og de serverede kaffe, og vi havde det meget hygge¬
ligt med dem.
Jeg husker, hvor rystet jeg blev, da jeg kom på de
store i Kolding. På Låsbyhøj var det rigtig dårlige
mennesker, der var der, men også på det ny pleje¬
hjem ude ved Sjællandsgade-kvarteret, var det en
hel anden type plejehjem, end dem man så i Harte,
Sdr. Stenderup og i Seest. På landet havde de ikke
moderniseret så meget, de havde en håndvask på
værelset i hvert fald, men toilettet var henne i gan¬
gen. Men miljøet var anderledes, de fik lov til at ar¬
bejde i haven, lave mad osv. Der var et forhold mel¬
lem de små og de store på en eller anden fornuftig
måde. Man brød ganske vist reglerne, men det var
mere menneskeligt.
Hvad gik man ellers igennem Kloaksystemer
rundt omkring og vi vurderede, hvad stade står den
kommune på, og hvad ligger der egentlig af planer.
Så skulle man så absolut altid godkende, når en
kommune ville disponere med et eller andet. Dalby
kommune ville have et svømmebad, det var bare
fakta, og vi havde sat penge af på budgettet, og så¬
dan var det nu. Pengene ville komme fra de udstyk¬
ninger, vi havde sat i gang, så alt ville nok komme til
at hænge sammen, men så fik vi rigtig lussinger, for¬
di vi ikke bare kunne vedtage det. Vi sagde: »Vi har
vedtaget det i sognerådet, vi forelægger det i over¬
byrådet, nu kan de træffe en afgørelse.« Konklusio¬
nen, tror jeg nok, blev, at det ville man vurdere nær¬
mere. Vi var også tilfredse med det, fordi jeg selv
havde på fornemmelsen, vi kørte en tak for hårdt op
med ønske om et offentligt svømmebad i Rebæk,
selv om interessen var meget stor, virkelig stor.
Den slags sager blev behandlet. Når vi f.eks. i
sognerådet havde vedtaget, at det ville vi gøre, så
gik vi ind og sagde til overbyrådet, at sådan og så¬
dan ville vi gøre, og her er referatet. Så blev sagen
alvorligt gennemgået af Kolding kommunes em¬
bedsmænd.
Der var engang, hvor Kolding kommune havde
lavet et budget for en eller anden aktivitet, og den
fik vi tilsendt to dage før et overbyrådsmøde. Da
det blev lagt frem, sagde Kolding kommune, at de
havde gjort sådan og sådan, og det var formodentlig
i orden, og det syntes alle undtagen Dalby kommu¬
ne. Dalby kommune sagde: »Det er ikke i orden. Vi
har ikke haft tid til at vurdere, og vi skal lige have
vore embedsmænd til at vurdere.« Når vi havde
været igennem det, kunne vi meddele tilbage, at det
var i orden. Der var stadigvæk den forskel, at en
storkommune kunne bare gøre det. De små skulle
undersøges af en storkommune.
118

Rebcek 1978. Foto af S. N. Laursen.
Det svømmebad, vi talte om før, skulle ligge mel¬
lem Tved og Rebæk, og det var arrangeret på den
måde, at der skulle være livreddere og det hele. Det
kostede rigtig mange penge. Vi havde haft et råd¬
givningsfirma til at lave projektet. Det skulle lægges
på det sted, hvor banegården i Dalby kommune tid¬
ligere lå. Der lå nemlig i gamle dage et trinbræt der.
Det får mig til at tænke på, hvordan en kommune
som Dalby egentlig var. Ifølge amtsregistreringen
hed den vej »Tved Jernbane Adgangsvej«, og jeg
119

var så forelsket i navnet. Jeg tror egentlig kun, den
hed »Jernbane Adgangsvejen«. Da vi var ved at re¬
videre navne, og vi fik nye gader, holdt jeg fast på,
den skulle hedde »Jernbane Adgangsvejen«, fordi
der var noget historisk i det. Jeg syntes, navnet var
så skægt. De andre protesterede naturligvis, for
boede man på det sted, var det drønende irriteren¬
de, at bo på »Jernbane Adgangsvejen«. Jeg bøjede
mig først til sidst, da sognerådsformanden kom
frem med det argument, at et skilt, der står »En¬
gen« på, koster—nu siger jeg bare — 200 kr. Hvis vi
skulle have et, der var så langt, så kostede det 800
kr., 600 kr. lige ud af lommen. Nix og nej, så blev
jeg nedstemt, så var det færdigt, og det syntes jeg
var helt naturligt. Det var jo en god gang sand for¬
nuft, hvor vi sparede lidt.
— En af tingene, der blev talt om i fællesudvalget,
var øvelses- og forsamlingshusene og en sikring af
deres fortsættelse og drift
Ja, der nedsatte vi også et udvalg, hvor vi vedtog
som hensigtserklæring, at forsamlingshusene skulle
fortsætte med at eksistere i håb om, at disse forsam¬
lingshuse måtte blive et samlingssted for de lokale.
I overbyrådsperioden sad jeg i det udvalg, der ar¬
bejdede med forsamlingshusene, og der udbyggede
vi hensigtserklæringen. Senere i kulturudvalget
blev vi enige om, at de forsamlingshuse, der var
selvejende institutioner, kunne få tilskud, der svare¬
de til deres egne investeringer, altså hvis det koste¬
de 100.000 kr., så ville vi give 50.000 kr. i tilskud,
altsammen for at de skulle kunne fortsætte.
Men Dalby Øvelseshus var anderledes end alle
de andre. Det viser også lidt om Dalbyborgernes
fortid, at dengang man byggede forsamlingshuse,
gjorde Dalby ikke som alle andre steder. Der sagde
man: »Hvordan får man tilskud til sådan noget«
Jeg tror, det var i Estrupperioden, man skulle etab¬
lere områder, hvor man kunne træne en slags hjemmeværn
eller noget i den retning. Da fandt man ud
af, at man kunne etablere sådan en bygning, hvor
man kunne have sine borgermøder, og hvad der el¬
lers var af sammenkomster og foredrag samtidig
med, at det var et øvelseshus for et hjemmeværn.
Man fik et stort tilskud til det, og det er altså derfor,
at huset hedder Dalby Øvelseshus og ejes af kom¬
munen. Det gør det også i dag. Det er en af de gode
ting, at man fik etableret et godt samarbejde mel¬
lem de kommuner, der skulle sammenlægges, så
forsamlingshusene kunne bestå.
— Dalby sogneråd forsøgte at få en fireårig aftrap¬
ning af skatterne.
Ja, det kan du tro. Se, i forbindelse med kommu¬
nesammenlægningen kom indenrigsministeren
med en række bekendtgørelser, cirkulærer og love.
Vi protesterede mod sammenlægningen, og vi ville
ikke have nogen sammenlægning overhovedet. For
at få styr på nogle sager, havde vi en embedsmand
fra amtet tilkaldt, og vi bad ham gennemgå de cir¬
kulærer og bekendtgørelser for os, så vi ikke skulle
sidde og læse det knudrede sprog og tolke det for¬
kert.
Undervejs kom han til en paragraf, der sagde no¬
get i retning af, at var der en væsentlig forskel mel¬
lem to kommuners skattebelastning, ville der være
mulighed for en overgangsordning. Så spurgte vi
tjenestemanden, at i det her tilfælde, hvor vi vist
nok lå på 9 procent og Kolding på 17 procent, om
han ville betragte det som væsentligt. Det ville han i
hvert fald. Det var således en idé, der opstod ved en
embedsmands støtte.
Vi meddelte meget hurtigt overbyrådet, at vi ville
have en overgangsordning, og den skulle være lang.
Vi startede ikke med en fireårig periode, men læn¬
gere og gav en masse argumenter hvorfor. Jeg tror,
jeg selv udtalte noget i retning af, at der var flere,
der ville gå fra hus og hjem på grund af en næsten
120

Til venstre sognerådsmedlem i Dalby sogn Viggo Nielsen (1962-1970). Til højre borgmester i Kolding Peter
Ravn (1962-1976).
fordobling af skatten o.s.v. Der var virkelig krig på
kniven, men på en måde skarpt og regulært, der var
ikke noget ondskab fra nogen af siderne, det følte
jeg aldrig. Jeg nød kampen i hvert tilfælde, så meget
kan jeg sige. Vi tog et møde med indenrigsministe¬
ren, forelagde sagen for ham. Han sagde, han ville
kigge lidt på det. Vi aftalte, at vi godt kunne frem¬
sende nogle yderligere argumenter. Vi satte os ned
og begyndte at nedfælde argumenter. Så blev det
lige pludselig offentliggjort i dagspressen, at inden¬
rigsministeren havde afgjort sagen mellem Dalby
kommune og sammenlægningskommunerne i Kol¬
ding-området. Det medførte, at vi gik til pressen og
meddelte, at nu var det slut med alt det halløj, med
det her trækken ned over hovedet o.s.v. Vi havde
en aftale med indenrigsministeren, der sagde, at vi
skulle komme med nogle argumenter. Dem havde
vi fremsendt, og de papirer havde krydset hinan¬
den. Det endte med, at indenrigsministeren måtte
trække sagen tilbage, hans afgørelse var forkert, og
nu ville han lige vurdere sagen en gang mere. Jeg
havde en samtale med indenrigsministeren, og det
skinnede helt tydeligt igennem, at han ikke ville
have alt det besvær.
Så kørte sagen, og der kom nogle barske ord frem
i overbyrådet om, at Dalby kommune heller ikke
havde styr på sagerne. Man kunne bare tage Agtrupvej
og se, at der kun var fortov i den ene side, i
modsætning til Kolding, der havde styr på sagerne.
Den avisartikel havde vi så i lommen, da vi tog til
overbyrådsmøde. Der var så meget ubehageligt i
den sag. Jeg sagde, at jeg havde været en tur rundt i
Kolding kommune og lagt mærke til, at der flere
steder var meget sjuskede forhold på vejnettet, at
der flere steder ikke var fortov o.s.v. Alene det var
næsten baggrund for, at vi ikke kunne acceptere at
komme ind i Kolding. Det ville blive meget kostbart
med hensyn til udbygning af vejnettet.
Grunden til indlægget var, at borgmesteren i
pressen havde udtalt, at der ikke var fortov på den
121

Afslutningsfest i Dalby Øvelseshus den 21. marts
1970. Fra venstre ses Rud Thomsen, Erik Juhl og
overlærer Jessen ved Dalby skole. Foto af Niels Lisberg.
ene side af Agtrupvej, og det ville jeg godt have be¬
kræftet af Peter Ravn, om det nu var rigtigt, han
havde udtalt sig sådan. Han havde undersøgt sagen,
og han syntes, det var noget griseri. Så meddelte
jeg: »Så kan vi få dine embedsmænd til at gå igen¬
nem, hvor kommuneskellet ligger mellem Dalby
kommune og Kolding kommune på Agtrupvej«.
Borgmesteren mente, at det lå henne ved Diesella.
Det gør det også, men det gik midt igennem Agtrupvej,
og den ene side har ikke fortov, det er Kol¬
ding kommune, og den side, der har fortov, det er
Dalby kommune. Det var bare en af de skægge ting,
for det påvirkede ikke situationen ret meget. Det
gjorde det mere spændende at arbejde med, men
det viser bare, hvordan Kolding kommune gik ud
og kiggede på det.
»I har ikke engang jeres eget bibliotek«, sagde de
f.eks., og vi sagde: »Nej, det har vi ikke, fordi det
var meget lettere, at vi havde en kontrakt med Kol¬
ding kommunebibliotek, om at vores borgere måtte
benytte det, og det betalte vi for.« Der var noget
med skolen. Vi havde planer om at udvide den med
en pavillon, fordi tilgangen af borgere kom så hur¬
tigt. Det var så ynkeligt, at sågar Kolding kommune
udvidede med pavilloner. Det fik man altså nogen
på nakken for. Det gjorde Kolding kommune også,
fordi det var en naturlig ting i den ekspansionspe¬
riode i tresserne og halvfjerdserne.
Det var virkelig livligt at arbejde med i overbyrå¬
det, og til sidst stod vi mutters alene, Erik Juhl og
undertegnede, mod alle. Det var bare at krybe til
korset, og det gjorde vi selvfølgelig. Så havde vi ført
vores kamp, som for øvrigt havde været spænden¬
de, og efter vores overbevisning var det også rele¬
vant, hvis man havde lavet en aftrapning af skatter¬
ne over fire år. Du kan tænke dig, at du i dag har en
skatteprocent på 21, hvis du bor her i byen, og du så
fik at vide, at fra næste år var den 3 8 procent, så vil¬
le du også reagere, du ville simpelt hen reagere, så
du blev helt tosset i hovedet over det. Sådan skal
man se Dalbyborgerne, de havde ni procent, nu
skulle de lige pludselig ind og betale 17 procent i
skat, det var barsk tur.
— Ifølge referatet fra de møder, hvor skattesagen
var oppe, endte det med, at man i fællesudvalget
accepterede, at hvis Dalby fik medhold, så skulle
det også gælde for de andre kommuner
Ja, det stemmer, og det blev vedtaget med protest
fra os, sådan som jeg husker det i hvert fald. Vi sag¬
de, der ikke var nogen synderlig forskel mellem de
øvrige, og hvis det blev indført, så ville det få af¬
smittende virkning for alle sammenlægninger rundt
omkring i landet. Hvis Dalby vandt, så ville de an¬
dre også have det, uanset om de lå måske på 14 pro¬
cent op til 17 procent. Det var en vedtagelse i byrå¬
det, og vi blev underkendt med det samme af in¬
denrigsministeren. Thyrsted-Uth og Dalby kom¬
mune fik at vide på samme tid af indenrigsministe¬
ren, at der var ikke mere at snakke om.
122

— Foregik der noget specielt i forbindelse med det
sidste sognerådsmøde
Jeg kan huske afslutningen i sognets historie, for¬
di vi på det sidste, eller næstsidste sognerådsmøde
vedtog, at vi ville invitere samtlige borgere til grav¬
øl. Der var fri udskænkning af en aperitif og deref¬
ter optræden. Så kunne man købe øl, kaffe osv. Der
var stor forargelse i de andre kommuner over, at vi
kunne finde på sådan noget. Vi havde stuvende
fuldt hus. Vi havde lavet en cocktail, det var selvfølgelig
Erik Juhl, der havde fundet på ideen. Han
kaldte den en otte-cylindret cocktail. Det var de
otte sogne, der spillede ind, for det var stadig hans
kongstanke, at de skulle holde sammen. Derfor var
det ikke blot en afskedsfest for Dalby som selv¬
stændig enhed, men også for de otte sogne, som vi
virkelig følte os knyttet til. Man kunne mærke, der
var et eller andet specielt ved de otte sogne, uden at
ret mange vidste, hvad det var. Cocktailen var for
øvrigt meget barsk, den var simpelt hen uhyggelig,
den bestod af otte slags spiritus. Sognerådet skulle
selvfølgelig optræde. Vi sang »Yesterday«, kan jeg
huske. Vi havde den gamle førstelærer til at fortælle
historier, og den gamle sognerådsformand Vind
Thomsen til at fortælle historier fra gamle dage.
indkaldt på et eller andet hotel nede i Esbjerg. Flere
forskellige sognerådsmænd havde nogle indlæg,
men det resulterede i, at Hans Hækkerup, der var
indenrigsminister, stod på talerstolen og sagde: »Vi
skal have den kommunesammenlægning«, og så
brugte han et eller andet kraftigt udtryk, »ellers så
skal jeg selv med Djævelens vold og magt nok få jer
til at makke ret«, eller sådan noget i den retning.
Det var hårde ord. Vi vidste godt, at der var ingen
vej tilbage, vi skulle igennem den kommunesam¬
menlægning.
Vi havde en masse diskussioner om vores skatte¬
procent og vores grundskyldspromille. Vi havde en
grundskyldspromille på fem komma et eller andet,
mens Sdr. Stenderup havde en på godt 16, og Kol¬
ding havde en noget over en halv snes stykker. Vi
var ikke så glade for det, så vi skulle finde et kom¬
promis, og vi landede på omkring ni promille eller
sådan noget. Det var lige haps for Sdr. Stenderup,
for de gik seks-otte promille ned, hvorimod vi måt¬
te op med tre-fem stykker. Vi sagde nej, vi ville ikke
Afslutningsfest i Dalby Øvelseshus den 21. marts
1970. Foto af Niels Lisberg.
Carl P. Lage, Seest
Med brask og bram eller stille og roligt
Carl P. Lage er omtalt side 64.
— Hvordan forløb forhandlingerne omkring kom¬
munens sammenlægning med Kolding i slutningen
af 1960'erne
Ja, det gik stille og roligt. Vi var til nogle forbere¬
dende øvelser og møder. Hele Ribe amt, der var
123

udskrive mere i skat end vi havde behov for, for om
et år eller to så kom Kolding kommune bare og
nappede hele kassen. Når vi havde afleveret et
regnskab, der så pænt og fornuftigt og ordentligt
ud, så var det ikke nødvendigt, at vi afleverede en
formue ved siden af, så det gjorde vi ikke.
Det eneste, vi egentlig var lidt kede af, var vel, at
vi var så langt med projektering af den nye skole
(Bakkeskolen). Vi fik allerede besked på to et halvt
år før kommunesammenlægningen, at det kunne vi
godt stille i bero, fordi der kom en kommunesam¬
menlægning på et eller andet tidspunkt.
Eltang-Sdr. Vilstrup byggede den store skole der¬
ovre, Lyshøjskolen, en tre-fire år før kommunesam¬
menlægningen, men de måtte overgive sig et år før
de andre kommuner på grund af økonomien.
— Der var ikke nogle problemer i forhold til de andre
sognekommuner
Nej, det synes jeg ikke. Det var Peter Ravn, der
var borgmester dengang. En gammel erfaren politiker
var han også og et rart menneske at omgås. Han
var en stille og rolig forhandlingsleder. Vi havde, sy¬
nes jeg nok for vores vedkommende, nogle af de
bedste kort på hånden angående forhandlinger, for¬
di vi havde en mand i Ribe amt. Han havde været
med til nogle kommunesammenlægninger derude
og havde gennemprøvet noget lignende før. Vi hav¬
de en stor hjælp fra ham derude i Ribe. Det er da
klart, der er mange af de ting, som vi andre almin¬
delige mennesker ikke kan overskue. Så er det, man
skal ty til eksperter, men heller ikke før det er på tide.
— Var der ting, der gav specielle problemer
Skatteforskellen var nok det, der var det primære
rundt omkring. Det er klart, som nu Eltang-Sdr.
Vilstrup, de havde strakt hænderne i vejret og givet
op på grund af det skolebyggeri. De var tavse, de
var nemme at have med at gøre. Sdr. Stenderup
havde ikke haft nogen udvidelse, som vi havde.
Dem med den største befolkningstilvækst, var vel
egentlig Seest og Harte-Bramdrup, og de klarede
sig økonomisk bedst. Det gjorde vi også i kraft af, at
vi ikke fik lov til at bygge den store dyre skole, for så
var vi nok kommet til at klemme i kassen på et eller
andet tidspunkt. Det er klart, at med den tilvækst vi
fik dengang, da havde det også været nødvendigt
for os på et eller andet tidspunkt at se alvorligt på
problemerne med vores pensionistboliger. Alder¬
domshjemmet, som vi havde dengang, havde ingen
venteliste. Det endte med, at vi måtte til at bygge en
børnehave. Vi byggede en børnehave herovre ved
Eliassensvej. Vi fik vel dårligt nok selv lov til at have
ret meget fornøjelse af den i Seest kommune, for
det varede kun et årstid, så blev det til Kolding
kommune, men vi fik i hvert fald lov til at bygge
den.
Vilhelm Lauridsen,
Eltang-Sdr. Vilstrup
Lyshøjskolen
Vilhelm Lauridsen er omtalt side 74.
Eltang-Sdr. Vilstrup kommune blev sammenlagt
med Kolding et år før den store sammenlægning i
1970. Det skyldtes, at Kolding kommune var inter¬
esseret i at få en prøvekommune et år før. Herude i
Eltang-Sdr. Vilstrup kommune var vi interesserede
i det, fordi vi lige havde bygget Lyshøjskolen. Den
belastede vores budget så meget, at vi godt ville ind
under Kolding et år før for at undgå for stor en stig¬
ning i vores kommuneskat.
Hele skolebyggeriet i kommunen havde været en
fejlinvestering siden 1940'erne. Da byggede vi først
124

forskolen heroppe i Strandhuse, og i 1954 blev den
store skole, den nuværende Markdannerskole, byg¬
get. Det var en fejlinvestering, fordi sognerådet ikke
regnede med den store udvikling, der senere kom.
Det blev sognerådet klar over, efterhånden som
årene gik, og skolen blev alt for lille.
Så blev der rigtig taget fat om skoleproblemet. Vi
havde en arkitekt til at lave en byplan over hele
Strandhuse, med så vidt jeg husker, en fem-seks
hundrede byggegrunde. Der blev afsat et stort styk¬
ke jord til en stor ny skole, den nuværende Lyshøj¬
skole. Den blev bygget efter en bestemt byggemåde,
Fynsplansystemet, så byggeriet kunne udvides,
uden det gik ud over arkitekturen. Skolen var fær¬
dig til indvielse i 1969, og så kom vi under Kolding
umiddelbart efter. Vi fik en mægtig stor skole og
den mest moderne. Den er udvidet meget, siden vi
fik sammenlægningen med Kolding. Udviklingen i
Strandhuse skolevæsen er gået temmelig hurtig. Da
jeg kom til Strandhuse i 1938, havde vi kun en lille
skole, der lå hernede midt i byen. I dag har vi den
store Lyshøjskole, men byen har jo også udviklet sig
kolossalt.
— Var man enige om, at det var den eneste rigtige
løsning at søge under Kolding kommune
Det var man enige om, for der var ikke noget at
gøre. Vi havde haft en kommunallovskommission,
der havde siddet og tilrettelagt det hele. Der var no¬
get med, at Sdr. Vilstrup skulle have været under
Fredericia. De protesterede, de ville helst under
Kolding. De var bange for, de kom for langt ud,
hvis de skulle under Fredericia kommune, men de
fik så deres ønske opfyldt. Det var det samme med
Alminde og Viuf, de arbejdede også hårdt for at
komme med til Kolding.
— Tror du sognekommunerne ville have haft en
fremtid
Skolen og skolespørgsmål har altid givet anledning
til heftige diskussioner i sognene. Lyshøjskolen
kom til at stå i brændpunktet i forbindelse med for¬
handlingerne om kommunesammenlægningen i
slutningen af1960'erne. 11968 startede Eltang- Vil—
strup sognekommune opførelsen af Lyshøjskolen.
Midt i byggeriet løb sognekommunen imidlertid
tør for penge og måtte indtræde i Kolding kommune
1. april 1969, et år før de øvrige sognefor at finansi¬
ere det resterende byggeri.
Nej, ikke som hele udviklingen har været. Det
er umuligt for de små kommuner. Vi kan tage soci¬
alvæsenet. Vi kunne slet ikke have de forskellige
kapaciteter. Det er alt, alt for dyrt i administration.
Nej, jeg tror nok, det var rigtigt. Det var alle partier
også enige om inde på Rigsdagen. Der er selvfølge¬
lig gået noget tabt ved en storkommune, man har
ikke den samme kontakt. Jeg kan bare nævne en
ting som f.eks. vejudvalg her i Eltang-Sdr. Vilstrup
kommune. Hvis der var noget i vejen, ja, så sagde
jeg lige til vejmanden: »Vil du ikke lige tage og ord¬
ne det« I dag skal man skrive et brev til teknisk ud¬
valg. Så kan der godt gå lang, lang tid, inden det bli¬
ver ordnet. Det var meget mere personligt. Det
kunne en mand selv gå og ordne. Den slags kender
man ikke mere. Hvis der f.eks. hang nogle grene ud
over banen, der generede trafikken, så kunne man
125

are lige bede vejmanden om at fjerne dem. I dag
skal der sørme indsendes ansøgning til teknisk ud¬
valg og alt muligt. Så er det endda ikke sikkert, man
ser dem blive fjernet.
Svend Møller,
Eltang-Sdr. Mistrup
Vi ville hellere til Kolding
Svend Møller er omtalt side 73.
— Hvordan var reaktionen på sammenslutningstan¬
ken
Vi hørte allerede om den ved det første møde, vi
var til i 1966. Da var der allerede blevet skrevet en
masse i Folkebladet, Jydske Tidende og Jyllands-
Posten. Jeg synes egentlig, at alle ni sognerådsmed¬
lemmer var positive over for indlemmelsen i Kol¬
ding. Vi prøvede på at få de forskellige ting, som vi
vidste skulle laves i Eltang-Sdr. Vilstrup kommune,
lavet færdig, inden vi kom ind i Kolding kommune;
ting, som vi på forhånd måske vidste, at Kolding
kommune ville sætte lidt lavere på deres ønskeliste,
bl.a. Lyshøjskolen. Da skolen var ved at være fær¬
dig, og vi blev indlemmet i Kolding kommune, hav¬
de vi faktisk ikke flere penge at gøre den færdig for.
— Der blev lanceret en idé om en centerkommune af
13 sogne mellem Vejle, Kolding, Fredericia, hvor¬
iblandt Eltang-Sdr. Vilstrup kommune også skulle
indgå. Den tanke blev ikke positivt modtaget her¬
nede. Havde det noget at gøre med, at man hellere
ville med til Kolding
Ja. Det havde det. Vi ville hellere med til Kol¬
ding. Vi var tre nye i sognerådet på det tidspunkt,
da vi første gang hørte om den tanke. Vi havde en
kort diskussion med de andre seks om det. Allerede
på daværende tidspunkt (midten af 1966) var alle
ni imod, at der skulle dannes sådan en trekantkom¬
mune. Vi gik hellere ind for tanken om at blive ind¬
lemmet i Kolding.
— Tilslutningen til Kolding skete et år før de øvrige
sognekommuner, hvorfor
Vi stod og manglede penge. Jeg kan huske, at vo¬
res sognerådsformand luftede tanken, jeg tror, det
var i efteråret 1968, om vi ikke skulle begynde at
snakke med Kolding kommune om — da vi vidste,
at vi skulle tvangsindlemmes i 1970 — at vi frivilligt
kunne gå ind allerede den 1. april 1969. Der var
fuld enighed om i sognerådet, at den tanke var god,
for vi vidste, at de skatter, vi skulle udskrive i 1969
ville blive betydeligt højere, end hvis Kolding kom¬
mune kunne udskrive kommuneskatterne.
— Hvordan blev det så modtaget af Kolding kom¬
mune
Positivt. Jeg tror, det var den 31. marts (1969) om
aftenen, der blev det sagt både fra Peter Ravn og
vores sognerådsformands side, at vi egentlig var en
prøveklud, og man håbede, at det ville gå godt. Vi
havde haft mange forhandlinger med Kolding kom¬
mune, og de var positive over for ønsket og meget
samarbejdsvillige.
— Synes du sognekommunen havde nogle fordele,
som du savner ved den store centralkommune i dag
Ja, det mener jeg absolut. Vi ni, der sad i sognerå¬
det, kendte næsten alle de beboere, der var i det
område, hvor vi var valgt. Man kunne snakke med
dem, og man kunne tage Peter Hansens sag med til
sognerådsmødet og snakke om den. Det var lige¬
som, det kom os mere ved, hvis f.eks. Hans Henrik
Krab snakkede om en i Lilballe, som han kendte,
end hvis det havde været en ude fra Kolding kom¬
mune. Det synes jeg, at jeg savner.
126

H. H. Nielsen, Harte-Bramdrup
Sognekommunen contra storkommunen
H. H. Nielsen er født i Egtved i 1924.11943 afslut¬
tede han sin læretid hos en købmand i Egtved, hvor
han var ansat indtil 1946. Blev i 1960 depotindehaver
vedESSO i Kolding, hvor han var i 25 år. Kom
til Bramdrupdam i 1965 og blev i 1966 indvalgt i
Harte-Bramdrup sogneråd.
Et sognerådsmøde forløb slet ikke som et byråds¬
møde. Der er i øvrigt slet ingen sammenligning. Der
var ikke en, der tog ordet for partiet eller for en
samling mennesker og sagde, at vores gruppe me¬
ner sådan og sådan. Nej, her var det personen, der
mente det ene eller det andet. Det med afstemnin¬
ger i sognerådet, ja, det har vel fundet sted, men det
var yderst sjældent. Der var et flertal af, hvad skal
man kalde dem, borgerlige, det er akkurat ligegyl¬
digt, hvad man kalder dem, det var borgere i Bramdrupdam,
og så var der nogle, der absolut ville have
påhæftet en eller anden politisk farve, dem var der
to af. Derfor var der nok heller ikke noget at sige til,
at der ikke blev afstemninger. Der var tid til at sidde
og snakke om en ting. Der var også tid til i socialud¬
valget at drøfte de sager, der skulle gives penge til.
Til større ting tog vi allesammen en drøftelse af det i
sognerådet. Vi har gjort det samme med skolebyg¬
geri. Vi har gjort det samme med mange af de ting,
hvor man i dag siger: »Det har økonomiudvalget
besluttet med de og de stemmers flertal. »Ja, så bli¬
ver det aldrig lavet om. Jeg mener, at Kolding By¬
råd ikke er spor andet end et ekspeditionskontor
for de udvalg, som beslutter. I udvalget har man al¬
ligevel det antal af politiske medlemmer, som er
nok til, at det altid kan præge det og få deres igen¬
nem. En overgang gik jeg med ind for at overvære
byrådsmøderne, det gør jeg aldrig mere, fordi jeg
føler, det er en ekspedition af en sag, som har et
nummer, som økonomiudvalget har besluttet, og
dermed færdig. Det var det, vi ikke kendte. Der¬
med er det bestemt ikke sagt, at vi altid var saglige,
og vi altid var bedre, og sagerne blev bedre behand¬
let. Det gjorde de ikke, men jeg tror, at arbejdet i et
sogneråd i det mindste var betydeligt rarere at have
med at gøre end i et byråd. Det var også en fornø¬
jelse at træffe mennesker her i Bramdrupdam på
gaden, i ens hjem, til en familiesammenkomst, na¬
bogilde eller et eller andet, hvor en kunne spørge:
»Ved I hvad...«
— Kan du fortælle om arbejdet i fællesudvalget og
om din egen holdning til den kommunesammen¬
lægning, der stod for døren
Jeg vil allerførst sige, at jeg var og stadigvæk er
en modstander af, at vi har ændret kommunernes
størrelse i den grad. Jeg var stor modstander på det
tidspunkt, hvor kommunesammenlægningen skulle
finde sted, og jeg må sige, efterhånden som jeg har
Kommunekassereren i Seest sogn, Ernst Rauer på
kommunekontoret i den gamle rytterskole. Foto af
Peter Thastum 1965.
127

Skatteligning i Sdr. Bjert 1967. Fra venstre ses Otto
Christiansen, Erik Schultz, Annelise Jorsal, sognerådsformand
Peter Eeg, skatterådsmedlem Ole
Kjølby og Ole Rørbæk Madsen. Foto af Niels Lisberg.
fulgt med i almindelig kommunalpolitik, synes jeg
stadigvæk, der er alt for langt fra de mennesker,
som skal klare opgaverne, og så de, som bor ude i
kommunen. Man kender ikke hinanden. Det synes
jeg er synd, og derfor var jeg en af dem, der var stor
modstander. Jeg kan huske, at vi havde et par mø¬
der, naturligvis med Kolding kommune, og jeg kan
huske, at et af daværende borgmester Peter Ravns
argumenter var, at i det øjeblik vi blev en stor kom¬
mune, så blev borgerne et nummer og ikke et navn.
Det skulle være en stor fordel, for så var der ikke
noget med, at socialudvalgsmedlemmerne vidste,
hvem det var, der skulle have en eller anden form
for hjælp fra socialkontoret. Det argument gik jeg
stærkt imod, fordi jeg ikke følte, at vi en eneste
gang havde forsøgt på at udlevere nogle mennesker,
selv om vi vidste, hvilke navne der stod på sagerne.
Derfor syntes jeg, det var forkert af ham at sige, at
vi blev et nummer. Jeg syntes nemlig, at det helt
afgjort var en bagdel, at vi blev det. Det var hans
udtryk på et møde ude på Hvilested Kro, og jeg kan
huske, at han gentog det samme hernede på Bramdrupdam
Kro, da der var et borgermøde, hvor man
skulle gøde jorden en lille smule for den sammen¬
lægning, der skulle finde sted.
Jeg kom i fællesudvalget, og det var helt afgjort en
meget interessant opgave at prøve at få tingene til at
gå op i en enhed. Vi havde på det tidspunkt et par
enkelte kommuner i Koldingområdet, som mente,
at de var rigere end alle de andre, og de ville under
ingen omstændigheder ind, uden at de i det mindste
fik en lille smule penge i form af skattelettelser de
første år. Vi i Bramdrupdam havde nok ingen penge
at tage med ind til Kolding, men vi havde noget an¬
det, vi havde et rensningsanlæg, der var fikst og fær¬
digt, og borgerne havde fået regning på det. Det vil
sige, at borgerne var i gang med at betale, og de fle¬
ste af dem havde måske betalt det meste af det. Vi
havde et godt kloaksystem, vi havde en fin skole, det
var nu i øvrigt noget af det, som blev hængt på mig
bagefter, at den knap nok var færdig. Nej, det var
den heller ikke, men den var så vidt færdig, som vi
havde børn til og penge til på det tidspunkt.
Jeg må nok indrømme, at allerede efter en måned
eller måske halvanden måneds forløb i det udvalg
(fællesudvalget), måtte jeg konstatere, at det, som
Peter Ravn havde udtrykt sammen med flere andre
politikere, ikke holdt, at når vi nu kom sammen, så
ville administrationen alt andet lige blive billigere,
fordi vi havde så mange kæmnere siddende rundt
omkring. De, som ikke var faldet for aldersgræn¬
sen, skulle overtages af Kolding kommune, og der
ville ske en naturlig afgang. Jeg kan såmænd ikke
huske, hvor mange der var, men der var nogle styk¬
ker, som var 65-70 år. De ville holde op, og derfor
ville administrationen alt andet lige blive billigere i
Kolding kommune.
Halvanden måned eller to måneder efter kom jeg
128

i et udvalg, der skulle have med personaleansættel¬
ser at gøre. Det første, vi blev nødt til, var at ansæt¬
te nogle flere folk ved Kolding kommune. Jeg hu¬
sker knap nok tallet, men jeg mener, det var cirka
dobbelt så mange mennesker, som de havde fået
ind fra de forskellige sogne. Det er klart, at jeg var
en af dem, der protesterede vildt og voldsomt og
sagde, at jeg godt kunne tænke mig at se, hvor alle
de mennesker skulle placeres. Jeg ville godt have
lidt nærmere at vide om, hvor det var, de menne¬
sker manglede, og hvad de manglede til. Jeg fik na¬
turligvis en forklaring af borgmester Peter Ravn om
en del af stillingerne, men der var så mange, at det
kom vi slet ikke igennem. Jeg fik også at vide, at ved
så stor en kommune som Kolding kommune, måtte
man naturligvis gå ud fra, at når tjenestecheferne
sagde, at her mangler to mand, jamen, så skulle der
ansættes to mand. Hvis der manglede tre mand, så
skulle der ansættes tre mand. Det var nok en af de
ting, jeg gik hjem med, og det var måske også en af
de ting, jeg sagde ved det næste borgerforenings¬
møde: »Der kan I se, hvad vi har ud af at komme
sammen med Kolding. Vores skatteprocent er ikke
blevet billigere, og jeg ved heller ikke, om vores ser¬
vice er blevet billigere — eller bedre, det kan jeg
ikke svare på.« Vi danskere er sådan nogle dejlige
mennesker, for vi kigger gudskelov aldrig på, hvor
meget vi betaler i skat, vi kigger kun på, hvor meget
der er tilbage i lønningsposen, når skatten har været
der og hentet pengene.
Så fandt man ud af alletiders idé, at enhver ting,
der skal forandres i kommunerne, det bliver vi nødt
til at lave nogle store lokalplaner om. De skal ud til
høring, og der skal helst være nogle studiekredse.
Der skal ofres en masse annoncer på, at folk kan
blive gjort opmærksom på, at de kan cykle ned på
Teknisk Forvaltning og se, hvad det er, deres grund
skal bruges til til næste år. Så har man vasket hæn¬
derne og sagt: »Nå, kære borgere, nu har I fået al
den medindflydelse, I næsten kan tåle at have.«
Når man ser på, hvad disse lokalplaners forslag går
ud på, og hvilke indsigelser, der kommer ind imod
lokalplanerne, så siger man til sig selv: »Jamen, det
var fuldstændig rigtigt.« Hvem er det, der får lavet
en stor skrivelse til kommunen om, at det, der står i
den lokalplan under den og den lovparagraf, side
det og det, det vist nok er forkert. Jamen, det får
man ikke, der er ingen, jo, nogle ganske enkelte,
som opponerer imod lokalplaner, eller imod de lo¬
kalplaner, som har noget med dem at gøre. Langt
de fleste lokalplaner rører man overhovedet ikke
ved, der bliver ikke ændret så meget som et komma
fra den dag, de går ud fra teknikernes hænder. Det
er jo ikke politikerne, der siger, hvor vores ældre¬
boliger skal bygges, det er nogle teknikere, der sid¬
der og finder ud af, at der kunne de tænke sig at
bygge på den og den måde.
— Savner du den nærhed, der var i beslutningerne,
den korte vej til dem, der bestemte
Den savner jeg. Man har fra statens side sagt, at
de godt er klar over, at der mangler et eller andet.
Så har man gransket vældigt på, hvad man nu skul¬
le finde på i stedet, for man ville naturligvis ikke er¬
kende det og begynde at lave det om igen, hvilket
også ville være en dyr omgang.
129

Sdr. Bjert sogneråd 1962. Forrest fra venstre ses Erik Schultz, Vesterbygård, Johannes Juhl, Binderupgård,
sognerådsformanden Peter Eeg, Gammelgård, Annelise Jorsal, Agtrupgård, Aksel Rasmussen, smed i Agtrup.
Bagest fra venstre: Otto Christiansen, Binderup, Poul Borch Due, postbud, Johan Falch, tømrermester,
O. RørbækMadsen, skoleinspektør, Frederik Lund, murermester, Willum Willumsen, skolelærer.
130

Kortfortegnelse
131