Da de 10 blev til 1 - Kolding Kommune

sognerådsformand, hvad vil du råde mig til«, og
da sagde han: »Så tag formandsposten, for det at
være ung landmand uden penge i dag, kan der være
en fristelse i at sidde på en pengekasse. Jeg vil råde
dig til at tage formandsposten.« Og det gjorde jeg.
— Havde du en tilknytning til Det Konservative
Folkeparti, inden du blev opstillet
Ja, jeg var medlem af Det Konservative Folke¬
parti. Jeg tror oven i købet, at jeg var bestyrelses¬
medlem i Vonsildkredsens konservative vælgerfor¬
ening, inden jeg blev opstillet her.
— Hvorledes var sognerådsarbejdet så i de første
år
Først skulle jeg prøve at sætte mig lidt ind i, hvad
det overhovedet drejede sig om. Problemerne var
ikke store, eller var slet ikke at sammenligne med
kommunalarbejde i dag. Det var faktisk interessant.
Man sad som en lille, jeg havde nær sagt konge, og
kørte det meget som et »One man show«, men jeg
havde heldigvis min gode sekretær, der havde alt
skrivearbejdet. Ham havde jeg faktisk i otte timer.
Hver dag sad han oppe på kontoret. Alle i sognet
kunne henvende sig til ham og spørge om det og
det. Han kunne slå op i love og cirkulærer, og han
havde alt, hvad han skulle bruge til sin rådighed til
at besvare næsten alle spørgsmålene. Var der pro¬
blemer, ringede han, og normalt var jeg på kontoret
enten en time eller to hver dag.
Jeg havde altid fast telefon her på gården om
morgenen fra 8.00 til 9.00, hvor vi kunne tale sam¬
men, og hvor jeg havde kommunens post, som kom
den her vej ud. Kommunens post blev afleveret på
min privatbolig, hvor jeg gik den igennem. Hvis der
var noget, der hastede, kørte jeg op og afleverede
det, ellers var en times tid eller to om dagen normalt
arbejde. Vi havde dog mandagen, hvor der var
kommunetid, hvor kommunens kontor blev åbnet
fra fire til seks. Der kom folk og hentede deres pen¬
sion, deres tilskud, bidrag, lønninger, og hvad der
var. Det havde sekretæren ordnet langt det meste
af.
Noget af det, der morede mig en del ved kommunearbejdet,
det var økonomien. Vi fik på det tids¬
punkt 85 % i tilskud til lærerlønninger, for at tage et
eksempel. Vi havde selv en skatteprocent her i sog¬
net på 16 %. Når lærerne eller skolelederen sagde,
at nu havde man altså faktisk behov for lidt mere
hjælp til skolen, skulle man ikke være ret intelligent
for at finde ud af at ansætte en lærer. Det skete der
ikke alverden ved, vi tjente faktisk på det hver gang.
Istandsættelsen af lærerboliger kostede en del, det
var hagen ved at have flere lærere end lige højst
nødvendigt.
Vore vejrefusioner fik man efter 1. april ret hur¬
tigt refunderet. De materialer, jeg skulle bruge i det
kommende finansår, købte jeg selvfølgelig umid¬
delbart før 1. april. Jeg købte f.eks. stenmaterialer
til et år. Vi havde måske ikke behov for dem før til
august, september, oktober det kommende år, men
regningen var betalt og refusionen kom først i april.
Vi kørte næsten på frihjul et år igen. På den måde
fik vi en fantastisk god økonomi i vor lille kommu¬
ne.
Vi skyldte ikke penge, og vi havde ved kommu¬
nesammenlægningen, hvis jeg ikke husker helt for¬
kert, små to mill. at kunne tilføre Kolding kommu¬
ne. Det var måske lidt tåbeligt. Vi kunne lige så
godt selv have anvendt de penge i sognet til et eller
andet, men vi havde ikke, og jeg havde slet ikke, et
ønske om at presse noget igennem for at få tømt
kassen inden sammenlægningen. Det syntes jeg
Sognets udgifter til lærerlønninger blev refunderet
af staten. Den eneste udgift for sognet var, at det
selv skulle betale lærerboligen. Lærerbolig til Almind
skole. Tegnet af Sigurd Madsen i 1945.
24