Da de 10 blev til 1 - Kolding Kommune

var det nu engang sådan. Vi har lidt meget af sådan
en slags, man kan godt kalde det mindreværdskom¬
pleks. Vi ville absolut ikke acceptere, at vi var min¬
dre værd i Dalby, og vi havde sager, hvor vi har kørt
tilsvarende løb, når jeg nu går tilbage i den gamle
periode.
Amtet havde den vej, som hedder Agtrupvej-
Idyl, der snor sig ned forbi Dalby mølle. Den ville
amtet ikke mere have som amtsvej, den skulle over¬
føres til kommunalvej. Det behandlede vi i sognerå¬
det og sagde, det var helt naturligt, det kunne man
godt forstå. Det nikkede vi så tilbage til amtet og
sagde, at det var i orden. Så kom der ret hurtigt efter
et brev, at fra den og den dato var vejen overført til
Dalby. Vi skrev med det samme og meddelte, at in¬
den den dato skulle vejen repareres og forsynes
med asfalt, og der skulle anlægges fortov. Det hele
skulle være i orden, ellers ville vi slet ikke have den.
Der kom så en voldsom diskussion, som Kolding
kommune blev blandet ind i, fordi Kolding kom¬
mune ejede noget af Agtrupvej. Skelforholdene var
lidt aparte. Kolding kommune havde bare nikket til
det, det skulle de nok overtage. Så blev sagen kørt
helt til tops. Vi havde møde med Vejdirektoratet el¬
ler Trafikministeriet, og der rykkede vi over to
mand, og amtet kom med tre mand, og så skulle vi
have en mægler. Da vi kom ind i mødelokalet, så
spurgte mægleren: »Hvad er det for noget med jer i
Dalby kommune Vil I ikke overtage vejen, det er
da noget pjat, nu skal I høre her... « Så sagde Erik
Juhl til mig: »Du, skal vi ikke gå igen. Det er jo ikke
at forelægge sagen for en mægler, det er bare en
vedtagelse, der allerede er foretaget.« Så
rejste vi os og sagde tak for den her gang. Vi var ikke
interesserede. De skulle høre nærmere fra os, og
det ville blive med store jurister, sagde Juhl. Vi var
ikke kommet langt hen ad gangen, så kom de faren¬
de, og vi blev halet tilbage igen, og herefter lovede
de os at køre sagen regulært. Så sagde vi: »Okay, så
fortsætter vi mødet, men betingelsen er, at vi får vo¬
res ting ført igennem, for vi vil ikke overtage sådan
en dårlig vedligeholdt vej, som nu kommer til at
koste os en masse penge.« Konklusionen på det he¬
le blev efter føje tid, at amtet skulle sørge for det, og
det gjorde de så. Herefter overtog vi vejen, og sådan
en sag kørte vi hårdt op, fordi vi ikke ville bøje os
for de store. Borgerne var mægtig i hopla, når vi la¬
vede sådan nogle sager.
— Hvorfor kunne man ikke blive enige i udvalget af
de otte sogne om sammenlægningen Man var må¬
ske nok enige om hovedmålet, at der skulle laves en
fælles kommune, men det kom aldrig til noget mere
konkret
Nej, der kom aldrig noget konkret ud af det, og
jeg tror det smuldrede, fordi man ikke kunne få de
otte sogne til at hænge sammen. Når man ikke kunne
det, så var det, som om udvalget døde. På det
tidspunkt begyndte sammenlægningsplanerne at
dannes, der blev ret hurtigt dannet det billede, at
Kolding overtog det og det. Det vil sige, de overtog
ikke noget, Dalby overtog Kolding, sagde vi gerne.
Det var jo sammenlægning mellem lige parter.
Den mest spændende periode var det, vi kaldte
overbyrådet. Det hed vist nok »Fællesudvalget for
Sammenlægning af Kommunerne omkring Kol¬
ding«. Det blev nedsat i 1969, og så skulle det virke
på den måde, at inden kommunerne kunne lave
nogle foreteelser, som kunne genere det samarbej¬
de, der skulle tilstunde et år efter, skulle det god¬
kendes af overbyrådet. Det er nok den bedste poli¬
tiske periode, jeg har haft overhovedet, fordi den
ikke var infiltreret af partipolitik, men mere af,
hvad skal man sige — lokal interesse. Der var ikke
forfærdeligt meget udvalgsarbejde, så alt blev di¬
skuteret åbent over for presse og borgere. Alt blev
diskuteret. Det gjorde også, at jeg selv syntes, det
simpelt hen var en super periode, i forhold til den
117