Da de 10 blev til 1 - Kolding Kommune

periode, der kom i byrådet bagefter, hvor vi gik ind
i udvalgsarbejde, partipolitik osv., hvor man kunne
holde et byrådsmøde — som jeg var meget rystet
over — der varede syv minutter. I forhold til overby¬
rådet, der holdt møde tre-seks timer, hvor man di¬
skuterede, sloges og kæmpede om alt mellem him¬
mel og jord. Det var en dejlig periode, det var slet
ikke nogen dårlig idé, man havde, at byrå¬
det kunne arbejde på samme måde, men det er
klart, man kan ikke gennemføre det altid. Men det
er et noget stift system i dag, med udvalg og par¬
tier.
— Hvilke sager kom i fællesudvalget
Der kom alle sager, som man ønskede, op, og det
er klart, man skulle koordinere en hel masse. Jeg
sad i et udvalg vedrørende koordinering af pleje¬
hjem eller De gamles Hjem, som vi kaldte det. De
skulle gås igennem hele møllen. Der var embeds¬
mænd, og så var vi nogle få politikere, der tog turen
rundt for at se, hvordan forholdene var, og hvordan
man kunne bringe det op i et niveau, der var rele¬
vant. Det var også en meget spændende tur rundt.
På de lidt små, primitive alderdomshjem, vi havde
rundt omkring på landet, var der en dejlig, skøn
stemning. Vi kom ud og snakkede med de gamle,
og de serverede kaffe, og vi havde det meget hygge¬
ligt med dem.
Jeg husker, hvor rystet jeg blev, da jeg kom på de
store i Kolding. På Låsbyhøj var det rigtig dårlige
mennesker, der var der, men også på det ny pleje¬
hjem ude ved Sjællandsgade-kvarteret, var det en
hel anden type plejehjem, end dem man så i Harte,
Sdr. Stenderup og i Seest. På landet havde de ikke
moderniseret så meget, de havde en håndvask på
værelset i hvert fald, men toilettet var henne i gan¬
gen. Men miljøet var anderledes, de fik lov til at ar¬
bejde i haven, lave mad osv. Der var et forhold mel¬
lem de små og de store på en eller anden fornuftig
måde. Man brød ganske vist reglerne, men det var
mere menneskeligt.
Hvad gik man ellers igennem Kloaksystemer
rundt omkring og vi vurderede, hvad stade står den
kommune på, og hvad ligger der egentlig af planer.
Så skulle man så absolut altid godkende, når en
kommune ville disponere med et eller andet. Dalby
kommune ville have et svømmebad, det var bare
fakta, og vi havde sat penge af på budgettet, og så¬
dan var det nu. Pengene ville komme fra de udstyk¬
ninger, vi havde sat i gang, så alt ville nok komme til
at hænge sammen, men så fik vi rigtig lussinger, for¬
di vi ikke bare kunne vedtage det. Vi sagde: »Vi har
vedtaget det i sognerådet, vi forelægger det i over¬
byrådet, nu kan de træffe en afgørelse.« Konklusio¬
nen, tror jeg nok, blev, at det ville man vurdere nær¬
mere. Vi var også tilfredse med det, fordi jeg selv
havde på fornemmelsen, vi kørte en tak for hårdt op
med ønske om et offentligt svømmebad i Rebæk,
selv om interessen var meget stor, virkelig stor.
Den slags sager blev behandlet. Når vi f.eks. i
sognerådet havde vedtaget, at det ville vi gøre, så
gik vi ind og sagde til overbyrådet, at sådan og så¬
dan ville vi gøre, og her er referatet. Så blev sagen
alvorligt gennemgået af Kolding kommunes em¬
bedsmænd.
Der var engang, hvor Kolding kommune havde
lavet et budget for en eller anden aktivitet, og den
fik vi tilsendt to dage før et overbyrådsmøde. Da
det blev lagt frem, sagde Kolding kommune, at de
havde gjort sådan og sådan, og det var formodentlig
i orden, og det syntes alle undtagen Dalby kommu¬
ne. Dalby kommune sagde: »Det er ikke i orden. Vi
har ikke haft tid til at vurdere, og vi skal lige have
vore embedsmænd til at vurdere.« Når vi havde
været igennem det, kunne vi meddele tilbage, at det
var i orden. Der var stadigvæk den forskel, at en
storkommune kunne bare gøre det. De små skulle
undersøges af en storkommune.
118