JubilÃ¦umstidsskrift - Tistrup Boldklub

1902 

100 års jubilæum 

Tistrup Boldklub 

1902-2002

Forord 

1902 

Tistrup Boldklub fylder 100 år. Resultatmæssigt er det gået op og ned gennem klubbens liv, men på 

trods af varierende ambitioner gennem årene, kan man konstatere at der er tale om en livskraftig klub, 

som gennem årene har formået at være et samlingspunkt for områdets unge. Et samlingspunkt præget 

af sportslig aktivitet, kammeratligt samvær, glæde, sjov og alvor. 

Det vigtigste aktiv i en sådan klub er selvfølgelig medlemmerne – det er dem, der skaber de gode historier. 

Og dem er der mange af. 

Tistrup Boldklubs bestyrelse har ønsket at sikre en del af disse historier for eftertiden i det jubilæumsskrift, 

som du nu sidder med i hånden. Vi har valgt at lade mennesker med tilknytning til klubben i 

spots fortælle om klubbens faktuelle historie, oplevelserne, anekdoterne. Samtidig har vi også ønsket 

at give et billede af, hvilken klub vi har - i et lidt bredere perspektiv - her i jubilæumsåret 2002. 

Skriverierne er krydrede med gamle billeder, avisudklip og et par sange fra de sidste årtiers Tistrup 

Revyer. 

Forsidebilledet er malet af Marika Nielsen. 

God fornøjelse ! 

Redaktionen 

3

Tillykke Tistrup Boldklub 

Når man står i et 100 års jubilæumsår, er det med 

en vis stolthed. At man i Vestjylland for 100 år siden 

var så fremsynet at stifte en klub for boldspillere 

– det vel at mærke kun 25 år efter, at man 

havde stiftet Danmarks første boldklub KB. Og 

tilmed som en af de allerførste i vort område. Det 

kan og skal vi være stolte af – men også leve op til. 

At ideen var rigtig og bæredygtig, ved vi i dag. 

Dengang var forholdene ganske givet noget mere 

ydmyge og simple, men idéerne og grundlaget var 

de samme, som gælder den dag i dag: glæden ved 

boldspillet, samværet i den forbindelse, samt det 

konkurrenceelement, der også er forbundet hermed. 

Når man fejrer et jubilæum, er det tiden at stoppe 

op og gøre status. Der har været nogle milepæle i 

klubbens historie. Egne baner var nok et af de 

første mål, som blev opfyldt. Et af de næste har givetvis 

været klubhuset, som er blevet udvidet og 

moderniseret ad flere gange. Senere er der kommet 

flere baner til, der er lavet lysanlæg og som 

noget af det sidste, er der også blevet lavet en tribune 

ved opvisningsbanen. Status i år 2002 er, at 

vi har et meget flot og velfungerende anlæg. 

Sportsligt har der også været mange højdepunkter. 

Nogle af de mere bemærkelsesværdige har 

været danske mesterskaber i indendørs fodbold 

samt flere jyske mesterskaber på både ungdomsplan 

og seniorplan. Vi kan heller ikke komme 

udenom pokaleventyret midt i 1980’erne, 

hvor Tistrup prægede overskrifterne på sportssiderne 

i landets aviser. Mange og flotte præstationer 

i årene der er gået – og forhåbentlig også mange 

i årene der kommer. Et flot symbol på det 

arbejde, der laves i ungdomsafdelingen er også, at 

en af Esbjerg fB’s superligaspillere har fået sin fodboldopdragelse 

i Horne/Tistrup. For selvom 

klubben er en ældre sag på 100 år, er der fortsat 

masser af grøde og liv i klubben. Der er masser af 

vilje og gejst til at vinde slagene på grønsværen, og 

der er masser af vilje til at være med til at profilere 

byen og området. Klubbens størrelse taget i betragtning 

har vi mange strenge at spille på. Dette 

tidsskrift og hele arrangementet i forbindelse med 

vort jubilæum er gode eksempler på dette. 

Nu vil et forsøg på at skue 100 år ud i fremtiden 

nok være nyttesløst – om ikke andet på den baggrund, 

at ingen af læserne vil kunne drage konsekvenser 

af forsøget. Men mindre kan også gøre 

det. Ambitionen og målsætningen er den, at 

Tistrup Boldklub vil bestå og være et godt sted at 

mødes. Kampe er til for at vindes, og for at man 

kan vinde, skal de aktive være vindere. Det skal 

fortsat være målet, at alle de som er aktive i klubben, 

er vindere ud fra deres talent og niveau. Vi 

skal fortsat være et sted, hvor der er plads til alle, 

uden at det går ud over udviklingen af hverken de 

allerbedste eller ”bare” de bedste. 

Til slut vil jeg ønske Tistrup Boldklub, de aktive, 

vore trænere og ledere samt alle de, som følger 

Tistrup Boldklub et stort tillykke med jubilæet. 

Jeg håber og tror vi får et godt og minderigt jubilæum. 

Der er brugt mange timer på planlægningen 

af arrangementerne samt på at lave dette tidsskrift. 

Lad os alle yde vort til, at det bliver 

markeret på bedste vis og lad os vise andre, at i 

Tistrup Boldklub er der masser af liv, vilje og 

handlekraft – alderen til trods. 

Formand 

Frank Evald Møller 

4

Historien 

Det første officielle billede af medlemmerne i Tistrup Boldklub. Billedet er taget omkring 1903. 

Klubbens tidligere formand Børge Espensen har 

gennem en længere periode forsøgt at rekonstruere 

klubbens historie. Dette er bl. a. gjort ved systematisk 

at gennemgå gamle bestyrelsesprotokoller. 

Dette store arbejde har resulteret i en 

beretning, som senere vil blive opbevaret på lokalarkivet 

på Tistruplund. Vi bringer uddrag af beretningen 

fra starten i 1902 frem til 75 års jubilæet 

i 1977. Den resterende del af historien 

beskrives udførligt ved mange andre indlæg. 

Starten i 1902. 

Tistrup Boldklub blev stiftet i 1902, og er således 

en af de ældste klubber i Jysk Boldspil Unions regi. 

Det er desværre ret begrænset hvad man har af 

oplysninger om klubben i de første 30 år, idet der 

ikke findes nogen bestyrelsesprotokoller fra den 

tid. Det ligger dog fast, at den nye sportsgren blev 

bragt til byen af en ung lærer ved Tistrup Skole, 

hvis navn var K. Sand. De unge i Tistrup fandt 

hurtig interesse for spillet, og efter kort tid kunne 

man stille det første fodboldhold. Den første 

hjemmekamp blev spillet mod Ølgod, og den 

endte med en sejr til gæsterne på 5-1. Kampen 

blev spillet på Bertel Hansens mark, som lå i 

nærheden af mejeriet. Denne mark var klubbens 

hjemmebane de første mange år. Senere blev banen 

flyttet til Søren N. Sørensens mark, som lå på 

vejen mod Letbæk. I 1933 er der således indgået 

en lejeaftale mellem Søren N. Sørensen og 

Tistrup Boldklub om leje af fodboldbane for kr. 

175,00 for et år. De første kr. 100,00 skulle betales 

straks, og resten til grundlovsdag. 

Spilledragten var noget anderledes end den vi 

kender i dag. Trøjen var hvid med lange ærmer og 

lange benklæder samt sorte strømper. For at pynte 

lidt på dragten, havde man et sort bælte omkring 

livet, og der var syet små dannebrogsflag på 

brystet. Spillerne bar også små fikse kasketter – 

om det kun var til ære for fotografen, eller der også 

blev spillet med dem må stå hen i det uvisse. 

Etableringen af nyt stadion. 

Omkring 1930 erhvervede Tistrup Borgerforening 

området benævnt Agerkrog Plantage – i 

dag bedre kendt som Anlægget. Herved opstod 

muligheden for at etablere et egentligt idrætsanlæg. 

Allerede i 1932 blev der afholdt ekstraordinær 

generalforsamling i Boldklubben, hvor man 

nedsatte et udvalg, som skulle arbejde for etablering 

af et nyt stadion i plantagen. Samtidig besluttede 

man at yde et tilskud på kr. 150,00 til sportspladsen. 

På generalforsamlingen i 1934 blev det 

oplyst, at plantagen nu var ryddet for træer – kun 

rødderne sad tilbage. Spillerne indvilgede i at fjerne 

disse. I 1935 blev tilskuddet til Stadion hævet 

til kr. 200,00, og samtidig blev der bevilget kr. 

10,00 til en bil til Kibæk for 2 personer fra 

Boldklubben og plantageudvalget, som skulle besigtige 

Kibæk Stadion. Indvielsen af det nye stadion 

fandt således sted omkring 1936. 

Det sportslige gik flyvende. 

De sportslige resultater fra denne periode er noget 

uklare, men da Tistrup Boldklub kom med under 

Jysk Boldspil Union var turneringen opdelt anderledes 

end den struktur vi kender i dag. 

Turneringen var opdelt i en mesterrække, mellemrække 

samt en A- og B-række. Tistrup var repræsenteret 

med to hold i den laveste række, B- 

rækken. Frem til 1938 spillede man i B-rækken, 

hvor det lykkes det ene hold at blive kredsvinder. 

Nu skulle to ud af tre oprykningskampe vindes. 

Første kamp var mod Horne, som blev besejret 4- 

3 og herefter blev oprykningen en realitet efter en 

sejr over Oksbøl, som blev besejret 4-0. 

5

Det var dog en kamp for 2. holdet der stjal de store 

overskrifter i aviserne det år. Et kvarter før en 

udekamp mod Skovlund, strøg en lille flyvemaskine 

hen over byen, og efter en perfekt landing 

på sognefogedens mark syd for byen, steg løjtnant 

Perch ud af flyet for at hjælpe holdet. Denne episode 

blev omtalt i den samlede danske verdenspresse 

– kampen sluttede for øvrigt uafgjort. 

I 1941 nåede klubben et foreløbigt højdepunkt, 

idet man opnåede oprykning til mellemrækken 

Fanen. 

Tistrup Boldklubs fane, der fortsat anvendes ved 

festlige og alvorlige stunder for klubbens medlemmer, 

stammer fra 1937. I forbindelse med 

klubbens 35 års jubilæum, iværksattes en indsamling, 

som resulterede i, at man bestilte en fane hos 

manufakturhandler A. Dahl, som skulle få den 

hjem påtegnet klar til brodering. Det blev besluttet, 

at broderingen skulle foretages af en kvinde 

fra Tistrup, så dette arbejde blev overdraget til frk. 

Maren Nielsen, som påtog sig dette arbejde formedelst 

kr. 35,00. 

For at sætte tingene lidt i relief blev kontingentet 

samme år sat til kr. 4,00 for senior og oldboys. 

Heraf skulle halvdelen betales ved sæsonens begyndelse 

og den sidste halvdel midt i sæsonen. I 

sæsonen inden havde man ligeledes besluttet at 

gøre noget mere for ungdomsspillerne, hvorfor 

der blev ansat en ungdomstræner. Det blev Tage 

Christensen, som spillede på 1. holdet, der påtog 

sig denne opgave. Der skulle trænes to aftener om 

ugen, og lønnen var kr. 0,75 pr. time. Det årlige 

kontingent for drengene var kr. 0,50 pr. år. 

På vej mod et klubhus 

I kølvandet på de gode sportslige resultater, rettede 

Boldklubben og Gymnastikforeningen en 

henvendelse til Borgerforeningen angående udvidelse 

af stadion med en træningsbane, håndboldbane 

og opførelse af et klubhus. På et møde med 

det daværende sogneråd, vedtog man at 

Borgerforeningens skulle søge lån til dette store 

anlægsarbejde. Begge de aktive foreninger bevilgede 

yderligere kr. 300,00, og en husstandsindsamlig 

gav yderligere kr. 1.500,00 til formålet. 

Herudover blev der iværksat en lang række aktiviteter 

såsom koncerter og basar, alt sammen til stadion 

og klubhus. 

I denne periode rejste flere spillere fra byen, og 

det resulterede i dårlige sportslige resultater. 

Sidste efterårssæson i mellemrækken sluttede 

uden points og en målscore på 3-39. To år efter 

spillede begge hold i B-rækken. Dette betød også 

at talen omkring nyt klubhus m.v. stod lidt i 

stampe. 

I 1947 var der således ikke sket noget som helst. 

Formændene for de aktive foreninger indkaldte 

nu sognerådet til møde, for eventuelt at få stadion 

flyttet til den påtænkte nye skole. Dette kunne ikke 

lade sig gøre, men man indvilgede trods alt i, at 

den nye skoles bane eventuelt kunne anvendes 

som træningsbane. 

I begyndelsen af 1950érne gik det så lidt frem 

igen – både sportsligt som socialt. I 1953 besluttede 

man at sætte et rækværk op om banen, og 

løbebanen der dengang omkransede banen skulle 

fyldes op med jord fra et nærliggende dige. Dette 

blev dog først realiseret i 1958. 

Fanen blev overrakt klubben i forbindelse med jubilæumsfesten, 

som blev overværet af flere hundrede 

mennesker. 

6

50-års jubilæet blev blandt andet fejret med et stort optog. På billedet ses Thomas Jensen, Gustav Knudsen og Svend Åge ”Fenne” Thomsen. 

I 1955 stod klubhuset så langt om længe færdigt – 

og det var også dengang kraftigt baseret på frivilligt 

arbejde. Resultatet blev efter 14 års venten 

godt – men senere som historien viser alt for 

småt. 

Igen fremad sportsligt – og dog … 

Inden Jysk Boldspil Union ændrede strukturen til 

den nuværende med serieopdelingen, havde 

Tistrup Boldklub to hold i A-rækken. Det ene af 

holdene havde i forårssæsonen 1959 vundet alle 

sine kampe, så man mente derfor godt, at man 

kunne invitere mesterrækkeholdet fra Grindsted 

til indvielsen af den ny-renoverede kampbane. 

Det var dog en lidt for stor mundfuld, idet 

Grindsted vandt med 11-0. Efterårsturneringen 

blev dog sluttet af med manér, idet man heller ikke 

satte point til i efteråret. Største sejr var mod 

Blåhøj, som fik en afklapsning på 30-0!!! I 

Unionskampene gik det imidlertid ikke så godt, 

og holdet blev sendt ud allerede i første runde. 

end håndbold. Medlemstallet steg. Omkring 

klubbens 75 års jubilæum skete der en rivende 

udvikling i klub og på stadion. Udvidelserne og 

nyetableringerne kom hurtigt oven på hinanden. 

Klubhuset blev udvidet, nye baner blev anlagt af 

to omgange, nyt lysanlæg blev etableret, nyt vandingsanlæg 

og sidst men ikke mindst den meget 

fine tilskuertribune. 

Sportsligt gik det fremad i de samme år – og klubben 

oplevede op gennem firserne sin stærkeste 

periode nogensinde. Senest er det gået den gale 

vej for seniorafdelingen, men der er igen grøde i 

klubben, så der er ingen tvivl om at klubben er 

ved at skabe fundamentet til at tage endnu et nap 

mod det næste jubilæum. 

Klubhuset blev løbende forbedret, og 1967 blev 

der etableret lysanlæg på træningsbanen - allerede 

to år efter at der var kommet varmt vand i bruserne!!! 

Klubben vokser og vokser… 

I 1970érne gik det for alvor stærkt. Befolkningstallet 

voksede i byen, og medlemstallet med. 

I 1972 begyndte damerne også at vise sig til andet 

1902 

7

Vigtigt at bevare 

hver eneste fodboldklub 

Med sine mange tusinde medlemmer har fodboldspillet 

en særlig status i idrætsbilledet i 

Danmark, og sådan skal det naturligvis også helst 

blive ved med at være i fremtiden. 

Der findes i Danmark ca. 1600 fodboldklubber - 

heraf godt og vel 900 under Jydsk Boldspil- 

Union. Hver af disse klubber har efter min opfattelse 

en vigtig rolle - uanset om de er store eller 

små. For en af fodboldens styrker er netop denne 

store mangfoldighed samt vores idrætsgrens store 

udbredelse - og betydning - i lokalsamfundene. 

Desværre har vi i de senere år set tendenser til, at 

det bliver sværere og sværere at holde liv i aktiviteterne 

i de små fodboldklubber i de tyndt befolkede 

områder. Specielt i ynglinge- og junior-rækken 

kniber det for mange klubber med at kunne stille 

hold. Det resulterer ofte i forskellige samarbejdsformer, 

hvor to-tre-fire klubber i et område går 

sammen for at holde på de spillere, som man nu 

engang har - og for i det hele taget at kunne stille 

hold. Og det er jo som udgangspunkt en god og 

nødvendig løsning. Men erfaringerne viser desværre 

også, at vi alligevel mister både ledere og 

spillere på denne konto. For samarbejdet har nogle 

gange den konsekvens, at når ungdomsspillere 

fra een klub skal til at træne nogle kilometer væk 

på nabobyens fodboldanlæg, så falder en god 

håndfuld alligevel fra. Måske fordi de føler, at 

nærheden, trygheden og den lokale tilknytning er 

væk, måske af andre årsager. På trods af de mange 

gode og velmente intentioner fra lederne og 

trænerne i de samarbejdende klubber. 

Det er en svær problematik – og et stort dilemma, 

som understreger de mindre fodboldklubbers 

komplekse situation. 

Hvor samarbejdet i ovennævnte situationer i 

mange tilfælde er eneste udvej for at holde sammen 

på de spillere, som man nu engang råder 

over, har jeg derimod ingen forståelse for de samarbejdsmodeller, 

hvor målet ene og alene er 

sportslig succes i form af oprykning til højere serierækker. 

Tidligere eksempler - eller skulle jeg 

måske sige skræmmebilleder - har dokumenteret, 

at to plus to – i denne sammenhæng - ikke er fem. 

Og heller ikke engang fire. Tværtimod smuldrer 

fundamentet hurtigt, hvis resultaterne svigter – 

og oprykningerne udebliver. Med det resultat, at 

både spillere og ledere forsvinder. Og så er man 

tilbage, hvor man startede. Ja, sat længere tilbage 

endnu, måske. Eet faktum er nemlig ubestrideligt 

i den sammenhæng: Fusioner skaber hverken flere 

medlemmer eller flere hold. 

Bidrag til fødekæden 

En af de fornemste opgaver for JBU og DBU må 

være, at der fortsat findes en fodboldklub i hver 

en lille by. Naturligvis for at så mange børn og unge 

som overhovedet muligt kan komme i gang 

med at spille fodbold – og at muligheden for at 

spille fodbold er så tæt på børnenes nærmiljø som 

overhovedet muligt. Men også for at skabe så stor 

en talentmasse som overhovedet muligt i 

Danmark. For vi kan jo konstatere, at mange af 

vores landsholdsspillere oprindeligt har fået deres 

fodboldopvækst i ganske almindelige små og mellemstore 

provinsklubber. Af aktuelle jyske eksempler 

kan jeg f.eks. nævne Erritsø (Thomas 

Sørensen), Ryomgaard (Martin Jørgensen), 

Hadsund (Ebbe Sand), Fårvang (Martin Laursen) 

og Thisted (Jesper Grønkjær). Derfor er det i hele 

fodbold-systemets interesse at stimulere den brede 

interesse for fodbold i hvert et hjørne - og hver 

en afkrog - af Danmark, og det ville da også være 

yderst beklageligt, hvis Danmarks næste Michael 

8

laudrup blev født i en lille by, hvor der ingen fodboldklub 

var… 

Men kan vi så gøre? Ja, efter min opfattelse handler 

det bl.a. om som fodboldklub ikke altid at vælge 

den letteste løsning, hvis det kniber med sat 

samle tilstrækkeligt mange spillere til at stille 

hold. Nogle gange kræver det særdeles hårdt arbejde 

at skaffe de sidste par spillere, der gør det 

muligt at stille et selvstændigt hold. Men det er 

det værd. Derfor er denne udvikling i høj grad også 

et spørgsmål om holdninger, og om man som 

klub ønsker at slås for sin betydning - og sin position 

- i lokalsamfundet. 

og regler, der stimulerer vilkårene for de små 

klubber - og tager højde for de problemer, som 

disse klubber har. 

Med disse ord vil jeg på Jydsk Boldspil-Unions 

vegne ønske alle ledere, trænere og spillere i 

Tistrup Boldklub tillykke med det flotte jubilæum. 

Jeg håber, at Jeres klub også i fremtiden vil 

være et samlende punkt i lokalsamfundet til glæde 

og gavn for en masse børn og voksne. For vi har 

mere end nogensinde brug for velfungerende idrætsforeninger 

i Danmark. 

Min pointe er, at det i mange situationer kan være 

nødvendigt med samarbejde mellem små klubber, 

men jeg vil advare imod, at man på noget tidspunkt 

opgiver sin status som selvstændig forening. 

Det vil være til stor skade for fodbolden. 

Omvendt er det naturligvis også et krav, at vi som 

fodbold-organisation er i stand til at levere den 

fornødne opbakning i form af turneringstilbud 

Benny Hansen 

Formand 

Jydsk Boldspil-Union 

For megen disciplin… 

Miniputholdet var i fuld gang med en meget vigtig kamp, som krævede 

100% indsats af alle mand. Den seriøse træner havde derfor krævet fuld 

koncentration og stor disciplin på holdet. Slaget bølgede frem og tilbage. 

Ind imellem var Horne- Tistrup-holdet lidt trængt, så pulsen slog lidt hurtigt 

hos træneren. 

Pludseligt markerer lille Peter ud til træneren: ”Jeg vil gerne ud !”. 

Træneren svarer prompte: ”Du kan ikke allerede være træt nu !” 

”Nej” svarer lille Peter, ” -men jeg skal tisse !!!” 

Trænerens øjne ruller rundt i hovedet, og efter et blik mod de højere magter 

kommer svaret: ”Ikke nu, du må vente lidt – indtil vi er kommet foran !!!” 

Efter yderligere 10 minutters spil kommer Horne-Tistrup langt om længe foran – for øvrigt et 

godt mål. Træneren, der nu er beroliget lidt, råber nu ind til lille Peter: ” Så kan du godt komme 

ud at tisse !!!” 

Svaret falder prompte: ”Det er lige meget nu - det er alligevel for sent …” 

9

Ungdomsfodbolden 

i Tistrup Boldklub 

Ungdomsafdelingen er i dag en stor og stærk afdeling 

i Tistrup Boldklub. Der er normalt tilmeldt 

flere hold i alle rækkerne, og der afholdes hvert 

eneste år en række arrangementer, som profilerer 

klubben i lokalsamfundet – men selvfølgelig primært 

giver både børn og unge nogle positive og 

glade oplevelser Men sådan har det ikke altid 

været. 

Tidligere formand og ungdomsudvalgsformand 

Børge Espensen har været tilbage i de gamle protokoller 

og fortæller: 

” Det er begrænset, hvad der er af omtale om ungdomsfodbolden. 

Der var til at starte med kun tilmeldt 

drenge og juniorhold i turneringen.” 

Først omkring 1960 begynder lilleputter og miniputter 

at blive nævnt. Efterhånden kommer der 

dog flere hold til, og arbejdsbyrden bliver større 

for såvel bestyrelsen som ungdomstrænerne. 

I 1969 var de første tanker fremme om at lave et 

egentligt ungdomsudvalg, som skulle tage sig af alt 

det administrative arbejde. 

Forslaget kom frem med jævne mellemrum, men 

vi skal frem til 1984 før der sker noget konkret. 

Bestyrelsen henvendte sig, og der blev nedsat et 

udvalg på i alt 5 personer. 

Vi måtte nok erkende, at der var betydeligt mere arbejde 

end først antaget. Der skulle tilmeldes hold, 

ansættes trænerne, arrangeres kørsel til udekampe, 

opkræves kontingent og meget,meget mere. 

Der var dog også mange positive ting, blandt andet 

ved at forældrene blev bedt om at køre til kampene. 

Herved blev interessen for børnenes idræt 

større, og denne interesse gjorde, at ungdomsudvalget 

med tiden fik stor hjælp fra mange forældre. 

For at ungdomsudvalget hele tiden kunne være 

orienteret om, hvad der foregik i bestyrelsen (og 

omvendt), blev denne udvidet fra 5 til 7 personer. 

Dette betød, at ungdomsudvalget permanent fik 

en repræsentant med i bestyrelsen. 

I 1987 opstod der et problem, som ungdomsudvalget 

ikke selv kunne løse: 

Der var ganske enkelt ikke spillere nok til at kunne 

stille hold i de enkelte årgange. 

Horne Idræts Forening kontaktes 

Gennem årene har der altid været et had/kærlighedsforhold 

mellem Horne Idræts Forening og 

Tistrup Boldklub. Seniorafdelingerne – og ikke 

mindst oldboysafdelingerne - har konkurreret om 

hvilken klub, som var bedst placeret. Når man ikke 

lige spillede i den samme kreds, blev hakkeordenen 

afgjort én gang om året ved en drabelig pokalkamp. 

Denne kamp blev sammenlignet med 

de i 50érne og 60érne berømte landskampe mellem 

Danmark og Sverige. Vel var niveauet lidt anderledes, 

men entusiasmen og engagementet, 

som det kan læses andet steds, var det samme. 

10

Ynglingeholdet har fået nye træningsdragter inden den succesrige tur til Italien. 

Dette forhindrede dog ikke de to klubber i at 

kunne samarbejde, når behovet herfor var til stede. 

Børge Espensen fortsætter: 

I efteråret 1987 mødtes bestyrelserne for Horne 

Idræts forening og Tistrup Boldklub for at drøfte 

muligheden for et mere formelt samarbejde i ungdomsafdelingerne. 

Formålet var ganske enkelt 

lettere at kunne stille hold i de enkelte årgange – 

og samtidig kunne man også se muligheden i at 

spille i højere rangerende rækker. 

??? Hvor skulle kampene spilles ??? Hvilken farve 

skulle trøjerne have ??? Fælles kontingent ??? 

Det var nødvendigt at sluge et par kameler hist og 

her, men da der fra starten var god forståelse og 

respekt for hinandens synspunkter, lykkedes det 

trods alt at få samarbejdet i gang. 

Det første år omfattede samarbejdet alene drenge 

og junior, men fra foråret 1989 gjaldt aftalen alle 

hold – dog med undtagelse af sandkasse (mikroputter), 

som først kom med i 1992. 

Den målsætning, der blev sat for samarbejdet, 

blev hurtigt indfriet både sportsligt og også socialt. 

Resultatmæssigt er det blevet til flere regionsmesterskaber 

og jydske mesterskaber. Ligeledes 

deltages der flittigt i stævner i både ind- og udland, 

og det er absolut medvirkende til, at sammenholdet 

og kammeratskabet mellem spillere, 

trænere, forældre og de to klubber fortsat vil blive 

udbygget og styrket i fremtiden.” 

Der blev udarbejdet en egentlig aftale, og efter at 

den formelt var godkendt af Jydsk Boldspil 

Union, lå der nu et stort stykke arbejde foran de 

to ungdomsudvalg. 

Ungdomsafdelingen omfatter i jubilæumsåret ca. 

250 pige- og drengespillere fordelt på 15-20 hold. 

Der var mange brikker, der skulle falde på plads – 

specielt de første år: Hvor skulle træningen foregå 

11

Livet er for kort 

til damefodbold 

I kølvandet på 60érnes kvindefrigørelse bevægede 

kvinderne sig i begyndelsen af 70érne ind på et typisk 

mandsdomineret område – fodbolden. 

Rundt omkring i Danmark begyndte kvinder i alle 

aldre at iklæde sig fodbolddragt og –støvler og 

begyndte at sparke til den runde læderkugle. Og 

de var faktisk rigtig gode til det – målt i forhold til 

omverdenen. Således lykkedes det faktisk det 

danske kvindelandshold at blive verdensmestre, 

og vort lokalområde var særdeles godt repræsenteret 

med spillere fra Ribe, Varde og Billum (Billum 

var danske mestre i 70érne). 

Kvinderne i Tistrup fik samme idé, og nogle piger 

i Tistrup rettede derfor henvendelse til boldklubbens 

bestyrelse, og pludselig var damefodbold også 

en realitet. 

En af pionererne fra dengang, Hilda Funch, beretter: 

”Nu lyder det måske som om det var en let sag, men 

det var det ikke altid. Håndbold var den populæreste 

holdsport i Tistrup, så de fleste kvinder/piger spillede 

håndbold. I begyndelsen var der ofte mangel på spillere, 

så det var ikke usædvanligt, at der skulle ringes 

til mange, før der kunne stilles hold. Men lysten var 

der, og det lykkedes at stille hold hver gang. Ind imellem 

måtte der dog tyes til utraditionelle metoder, så 

nogle gange måtte spillerne overtale deres mødre til at 

tage med. Men da mødrene ofte spillede håndbold, 

var de tit i bedre form end fodboldspillerne. 

De fysiske forhold bar meget præg af, at de indtil da 

kun var benyttet af mænd, så der manglede både lys 

og hygiejnespande på toiletterne. Men bestyrelsen var 

lydhøre, så de små ønsker blev hurtigt opfyldt.” 

12 

Det gæve damehold fra midten af ´70-erne.

Resultaterne udeblev ikke, så det blev såvel til 

amtsmesterskaber og et par landsdelsmesterskaber 

i såvel Hammel som i Års. 

I de første år var fremmødet til træning lidt sløjt, 

men efterhånden som spillerne oplevede, at det var 

sjovere at komme til træning, når man var mange, 

blev træningsindsatsen bedre. Trænerne var heldigvis 

tålmodige, så der blev som oftest både gode og 

sjove træningsaftener ud af det. I opstartsfasen var 

det naturligvis mænd (ofte en ungkarl), som trænede, 

og dette forhold var i en periode den største 

trussel mod damefodbolden i Tistrup. Det blev en 

uskreven regel, at trænerens interesse for spillerne 

koncentreredes om en enkelt af disse. Resultatet 

blev så ofte, at trænerens og spillerens specialtræning 

endte med, at der blev etableret familie, 

hvorefter spilleren ikke kom mere, og klubben 

skulle finde en ny træner. På positivsiden kunne 

man konstatere en tilgang i ungdomsafdelingen – 

så det var måske ikke så galt endda. Bestyrelsen har 

dog taget konsekvensen af dette og nu ansat en 

kvindelig træner. Det har vist sig at være et klogt 

træk, da man inden for de sidste år har konstateret 

en tilgang af spillere i dameafdelingen. 

Det sociale har altid spillet en væsentlig rolle for 

damefodbolden. Der har været mange ”træningslejre” 

af et par dages varighed. Der er blevet spillet 

fodboldkampe mod andre hold, og det har på 

mange måder været ture præget af sammenhold, 

fællessang og godt humør. Dette er sket på trods 

af en meget stor aldersspredning på holdet – og 

det skyldes primært en accept af spillernes forskellige 

evner og niveau og en god modtagelse af nye 

spillere på holdet.” 

Hilda slutter med følgende bemærkning: 

”Ved udholdenhed og gode trænere har damefodbolden 

i Tistrup Boldklub overlevet. Den har gode resultater 

og sluttede sidste år af med endnu en oprykning. 

Held og lykke med det ! – og husk vort motto: 

”Der er mange glæder i TB!” 

Damefodbolden lever – efter en vanskelig start – 

og har det godt i Tistrup. Her i klubbens jubilæumsår 

skal førsteholdet for første gang spille i 

serie 1 og er således klubbens højest rangerende 

hold. 

Den tavse hustru 

Tistrup Boldklubs første karlehold havde vundet en meget vigtig 

kamp. 3. halvleg blev derfor fejret lidt mere end normalt. 

En af spillerne der var blevet indfanget i ægteskabets hellige 

favn, nåede derfor først hjem dagen efter kampen var spillet. 

Kammeraterne bemærkede ikke noget om tirsdagen eller om 

torsdagen til træningen – ikke ud over at den gifte spiller ikke 

dukkede op til træningen. Snakken gik dog noget om den 

pågældende spiller var blevet skadet, eller var det mon konen 

der var blevet muggen ??? 

Alle mand dukkede dog op til weekendens kamp, og under 

omklædning, opvarmning og under kampen blev der ikke 

nævnt et ord om forrige weekends udskejelser. Efter kampen og 

den obligatoriske øl, var der dog en som ikke kunne dy sig: 

”Nå, hvad sagde Gerda da du kom hjem i søndags ???” 

Der blev meget stille i omklædningsrummet, og efter en besindig 

slurk øl, kom svaret: ”Hun sagde ingenting… i en hel uge !!! 

13

Landsmestre i 

indendørs fodbold 

I løbet af 70érne skød idrætshaller op som paddehatte 

overalt i Danmark. Hvor det tidligere havde 

været gymnastik, håndbold og badminton, der 

havde været de foretrukne vinteraktiviteter, kom 

der pludselig mulighed for også indendørs at dyrke 

en typisk sommeridræt som fodbold. Reglerne 

afveg noget fra de normale udendørs regler, men 

spillerne lærte hurtigt at påskønne den nye sport. 

Tistrup Boldklub var også her med fra begyndelsen, 

men indsatsen var ikke så målrettet fra starten. 

Det var mere baseret på tilfældigheder og 

spredt interesse. Var der en flok spillere eller en 

entusiastisk træner, der var interesseret i at spille, 

så tilmeldte man sig en turnering. Resultaterne 

var selvfølgelig derefter. 

Da Hodde-Tistrup Hallen i 1974 blev en realitet, 

blev fodbolden sat mere i system. I begyndelsen 

var hallen særdeles godt belagt, og ”stedbarnet” 

indendørs fodbold fik suverænt de dårligste 

træningstider. I begyndelsen trænede ungdomsafdelingen 

således lørdag formiddag (man fristes til 

at sige morgen) fra kl. 08.00. Hele ungdomsafdelingen 

havde således kun én træner, som havde 

fuldt ud at gøre indtil middag med både at holde 

fodboldspillet i gang på banen og sikre, at der ikke 

var for meget uro uden for banen. 

Tistrup Boldklub havde i de første år efter indvielsen 

af Hodde-Tistrup Hallen en rimelig dominerende 

rolle i de respektive indendørsturneringer. 

Denne rolle er til dels fastholdt, og der hjemtages 

næsten hvert eneste år mindst et kredsmesterskab 

i enten en JBU- eller en DGI-turnerning. 

En af de personer, der har været med ”hele vejen”, 

Søren Langsig fortæller: 

”Ved en passende blanding af stor interesse, en stor 

årgang (1963), spilforståelse og held, lykkedes det 

Tistrup Boldklub at blive landsmestre i indendørsfodbold 

to gange som seniorer i henholdsvis sæsonen 

1986-87 og igen 1990-91.” 

Senere kom det endnu mere under ordnede forhold, 

og der blev mere systematisk tilmeldt hold i 

de respektive rækker. I de første mange år tilmeldtes 

holdene alene i turneringer under Ribe Amts 

Gymnastik- & Ungdomsforening. Fodboldens 

oprindelige organisation Jysk Boldspil Union tilbød 

ikke indendørs fodbold i de første mange år. 

Dette var kulminationen på to tidligere kvalifikationer 

som ynglinge, men her var man begge gange 

kun blevet nr. 4. 

14

Fra venstre: Asger Lykke Madsen, Søren Langsig, Karsten Jepsen, Benny Henriksen og holdleder Steen Lauridsen, Tommy Ebbesen (ikke med) 

Forud for dette var der naturligvis gået masser af 

tid med træning, turneringer og stævner i stort set 

hver eneste weekend. Dette var og er nødvendigt i 

det meget hurtige og taktiske spil, der kendetegner 

indendørs fodbold. Såfremt samarbejdet og 

spilforståelsen ikke fungerer optimalt, vinder 

man ikke landsmesterskabet.” 

Det skal bemærkes, at holdet med enkelte udskiftninger 

har fortsat de gode takter som oldboys 

spillere. Amtsserien blev vundet i 1998/99, men 

det blev ”kun” en 2. plads i B-finalen. 

Onde tunger påstår, at de seneste års svigtende resultatet 

skyldes for seriøse forberedelser. Ved det 

første landsmesterskab var en af spillerne således 

ikke fuldt disponibel på mesterskabernes sidste 

dag. Aftenen inden var gået med at diskutere fodbold 

m. m. med holdlederen fra en naboklub. 

Konsekvensen heraf var, at den pågældende spiller 

fik et ”ildebefindende”, som varede hele søndagen. 

Det resulterede i at holdet ”kun” var i stand 

til at mønstre 3 1/2 mand til de afgørende kampe. 

Holdlederen fra naboklubben var besynderligt 

nok også ramt af den samme sygdom … 

Tistrup Boldklub mod malkepigerne 

Damefodboldholdet havde gennem nogle år aftaler med Outrup´s 

dameafdeling om at spille en opvisningskamp i Tistrup i 

Westernugen. Hilda Funch kontakter Outrups holdleder, Arnfred, 

og foreslår kampen afviklet kl. 19.00. 

Arnfred tygger lidt på det, og svarer så med typisk vestjysk snusfornuft: 

”A´ vilńu gjerne went til kvart ower – så kan vi ow´ blyw´ færdi´ 

mæ´ æ malken…” 

Og sådan blev det så … 

15

Linievogteren 

Fra min tid i de gode gamle serie 3-dage husker 

jeg særligt den første udekamp i Tistrup. I forhold 

til mange af egnens klubber oplevedes stadion i 

Tistrup som noget særligt med en dejlig beliggenhed 

omkranset af træer. Beliggenheden havde 

desuden den fordel, at var man under pres, så 

kunne man få lidt luft ved at losse bolden langt 

ned på træningsbanen! 

Trods alt skete det, at de blåstribede med Lause på 

den ene fløj og Kesse på den anden fik forsvaret til 

at slå revner… 

Og så havde Tistrup fast linievogter - dog kun i 

den ene side - og det var ikke særlig almindeligt i 

serie 3, hvor dommeren som i dag skulle klare det 

hele selv. Det var tit ret tilfældigt, hvem holdene 

havde med – om nogen – for at bistå dommeren 

med at markere, om bolden var ude over sidelinien, 

og det var før tiden med en 12. mand. Nogle 

gange var der slet ingen i den ene side af banen til 

at bistå dommeren, mens det var målmandens 

opgave at vinke, hvis bolden var bag mållinien, 

som det rettelig hedder, så en del af spillet byggede 

på gensidig tillid! 

Som jeg husker det befandt Tistrups linie-vogter 

sig altid i nordsiden længst væk fra klubhuset på 

the sunny side! År efter år var der tale om den 

samme mand, der med ildhu og engagement 

spurtede op og ned ad sidelinien for at være tæt på 

begivenhedernes centrum. Det var ikke altid lige 

let at forstå, hvad manden sagde, hvis han følte, at 

han skulle forklare sine kendelser eller overtyde én 

om, at trods resultatet var Tistrup det bedste hold. 

Det skete også til tider, at udeholdets spillere højlydt 

brokkede sig over linievogterens kendelser 

ofte ved anvendelse af sprogets mindre pæne gloser, 

men altid uden synderlig effekt på manden. 

Til trods for sin betingelsesløse lidenskab for 

Tistrup Boldklub og sin efterhånden høje alder 

har jeg ladet mig fortælle, at den største sorg for 

manden var, da Tistrup mange år efter rykkede op 

i serie 2 og fik professionelle liniedommere, og 

han dermed blev sat fra bestillingen. 

Lokale læsere vil selvfølgelig for længst have gættet, 

at der er tale om Peder Steffensen, som man i 

dag ville betegne som udviklingshæmmet. Jeg har 

altid syntes, at det var flot af Tistrup Boldklub at 

lade Peder passe flaget som liniedommer og vise 

den overbærenhed og tolerance, som der trods alt 

til tider var brug for, selv i kampens hede. Og det 

skete da også, at holdene og dommeren ”blev enige 

om” at ignorere hans vinken, hvis den var helt 

gal, men i almindelighed fulgte man ham. 

Måske lærte nogle af udeholdene endda noget om 

udviklingshæmmede og deres situation i en tid, 

hvor de blev gemt af vejen derhjemme eller i lukkede 

institutioner, så i en vis forstand kan man tale 

om datidens nok ubevidste integrationsindsats. 

Og så kan vi alle glæde os over, at indsatsen måske 

har været medvirkende til en holdningsændring i 

samfundet, således at vore udviklingshæmmede i 

dag bor og er synlige i lokalsamfundene, ja endda 

optræder i tv’s sportsudsendelser og altid spreder 

humør og livsglæde! 

Indlægget er anonymt, men forfatterens identitet er 

redaktionen bekendt. 

16

Nogle år senere gjorde serie 3 holdet kunststykket efter og blev også jyske mestre. 

Jysk mester i serie 4 

Hvad angår seniorafdelingen er perioden op gennem 

1980-érne uden sammenligning Tistrup 

Boldklubs stærkeste. I kølvandet på førsteholdets 

succes kunne klubben tiltrække gode spillere og 

trænere – og resultaterne udeblev da heller ikke. I 

sæsonen 1985 spillede klubbens andethold i serie 

4, og det blev en kanonsæson. Holdet bestod af 

en passende blanding af erfarne tidligere førsteholdsspillere 

og unge ambitiøse spillere. Holdet 

opnåede i den ordinære turnering 38 points ud af 

42 mulige og var således klar til unionskampene. 

Bent Pallesen, tidligere førsteholdsspiller og forsvarspiller 

på serie 4 holdet, fortæller på holdets 

vegne: 

”Den første unionskamp foregik søndag efter aktivfesten, 

så det var med lidt bange anelser, vi rejste 

mod Jerne for at spille den første kamp. Når der er 

fest i Tistrup Boldklub, plejer man ikke at sidde og 

hænge i et hjørne…” 

Det blev på trods af den knapt så seriøse forberedelse 

en forrygende kamp, hvor alt lykkedes. 

Resultatet blev en 4-0 sejr – og selv et straffespark 

kunne hjemmeholdet ikke omsætte til scoring. 

Herefter var det først Lem på hjemmebane (5-1) 

og senere Gredstedbro (5-2), der uden de store 

besværligheder blev sendt på vinterferie. 

I semifinalen ventede et opgør mod Vejle. Det 

blev et meget rodet opgør, hvor spillet slet ikke 

kunne hænge sammen. Men gode hold har ofte 

heldet på deres side, så det blev en smal 1-0 sejr. 

At resultatet måske ikke var helt retfærdigt gav sig 

udslag i, at en frustreret Vejle-spiller sparkede hul 

i en dør på vej til omklædningsrummet. 

Så var vi klar til finalen. Den skulle spilles på 

Spjald Stadion mod et kombineret hold fra 

Hem/Hindborg/Dølby. Et ukendt hold, som vi 

ikke kendte noget til overhovedet, så det var med 

stor spænding, vi så frem til mødet mod dem. 

Kampen var absolut en finale værdig. Slaget bølgede 

frem og tilbage, men Tistrup Boldklub kom 

fortjent foran i første halvleg. Anden halvleg var 

på samme niveau som første, og det lykkedes først 

i den sidste del af kampen at score til 2-0. 

Hjemturen fra Spjald blev selvfølgelig dejlig med 

en masse sang. På trods af at kampen blev spillet i 

november, havde både spillere og tilskuere åbenbart 

haft et betydeligt væsketab under kampen, så 

der blev også tilført en del væske under hjemturen, 

hvilket ikke gjorde turen mindre hyggelig. 

Hjemturen gik underligt nok over Horne, (det 

fortaber sig i fortiden, om det skyldes omkørsel på 

grund af vejarbejde, eller der måske var en anden 

grund ???/Red.), og chaufføren var mere end velvillig 

til mod sædvane at holde hornet i bund under 

hele turen gennem Horne. Der ventede jo mange 

mennesker i Tistrup. 

17

På Torvet ventede den halve by, og der blev overrakt 

personlige gaver fra et af byens pengeinstitutter. 

Ligeledes blev der overrakt en erindringsgave 

til holdet fra Tistrup Borgerforenings formand 

Niels Anthonsen. 

Borgmester Harry Hansen overrækker gave til de jyske mestre i serie 3. 

Herefter fortsatte spillere med påhæng til 

Hotellet, hvor kampen blev spillet endnu engang. 

Skulle man lave et efterskrift på sæsonen, kunne 

det passende være ”Tistrup Boldklubs andethold 

er i næste sæson klar til at tørne ud mod serie 3- 

hold”. Ti år tidligere havde vi været glade, såfremt 

førsteholdet kunne spille i serie 3.” 

Der er gennem årene skabt en tradition, hvor 

jyske mestre officielt modtages på Torvet i Tistrup 

(eller for ungdomsholdene i Horne). En god tradition, 

der herudover bliver suppleret med en officiel 

repræsentant – normalt borgmesteren – fra 

henholdsvis Ølgod og Varde Byråd. 

Fodboldfædre 

I takt med at ungdomsafdelingen voksede, steg også interessen blandt forældre til at følge de håbefulde 

poder i kamp. Seriøsiteten blandt forældrene varierer, men ingen tvivl om at opbakningen altid har 

været vel ment. I 1997, havde et antal forældre gjort sig specielt bemærket, og dette udmøntede sig i 

følgende sang, som blev præsenteret i Tistrup revyen: 

Mel: Pigerne fra Småland. 

Mit navn er Flemming Svane og på plænen der så grøn 

I ser vor lille mand, ja min og Sonja’s fælles søn. 

Og hvad den lille fyr kan driv’ det til med kuglen her 

Det ku’ jeg bruge timer på, at gøre klart for jer. 

Vi er Tistrups fodboldfædre, vore sønner spiller bold 

Og vi står på sidelinjen selvom det er skidekoldt. 

Drengene er Tistrups fremtid – klubben satser jo på dem 

Så vi fædre må jo vær’ der til at vise vejen frem. 

På Dann-Finér der er jeg chef og Edmond er mit navn 

Ja, jeg har sønner to, som begge gør på banen gavn. 

Og Dann-Cup stævnet er mit værk – det sponsorerer jeg, 

Så klubben kan skam være glad for drengene og mig. 





At have hele tre – ja drenge som er fodboldfreaks, 

nej, det er ingen sag, når Benny-far kan lær’ dem tricks. 

Som træner gør jeg meget for de unger kan I tro, 

personligt skal jeg sørge for, at de bli’r skide go’. 





Jeg, Bjarne tre på banen har, en fjerde godt på vej, 

så det er klart at klubbens formand skulle være mig. 

Og ikke for at prale, for I har nok hørt det før, 

jeg er jo klubbens største fodbolddrenge lev’randør. 





At være far til fodbolddrenge kræver jo sin mand, 

men vi er fire her, der ved vi både vil og kan. 

Og når så vore drenge de er store og parat, 

så vil vi lære dem om tredje halvleg, det er klart. 

Vi er Tistrups fodboldfædre, vore sønner spiller bold, 


Drengene er Tistrups fremtid – klubben satser jo på dem, 


Tekst: Jytte Bollerup Jensen 

18

Århundredets kamp 

Når historiebøgerne for Tistrup Boldklub skal 

skrives, og klubbens største øjeblikke skal beskrives, 

er der ingen tvivl om hvilken der i de første 

100 år skal have hovedoverskriften: 

Pokalkampen mod Kastrup 

den 16. september 1984 

Egentlig er det lidt uretfærdigt, at netop denne 

kamp trækker al opmærksomheden, idet denne 

kamp var et resultat af et langt sejt træk, som rent 

faktisk startede umiddelbart efter klubbens 75 års 

jubilæum i 1977. Tistrup Boldklub havde levet på 

renomméet i flere år, og de gode resultater kom 

nærmest af sig selv. Man havde glemt at fastholde 

udviklingen i ungdomsafdelingen, og stod fuldstændig 

uforberedt med en seniorafdeling, hvor en 

lang række spillere ikke længere var i stand til at 

være med på serie 2 eller 3 niveau. Resultatet kom 

ganske forudseeligt: Nedrykning til serie 4 og det 

var faktisk ganske tæt på en degradering til serie 5. 

En flok seriøse ledere, sponsorer og bestyrelse gik 

derfor ganske målrettet i gang med ”genopretningen”. 

Ungdomsafdelingen blev styrket, og der 

blev ansat ganske ambitiøse trænere i seniorafdelingen. 

Samtidig var klubben heldige med store 

tilgange af ungdomsspillere, hvoraf nogle var meget 

talentfulde, og pludselig begyndte resultaterne 

at komme. Det gik stille og roligt fremad. 

Oprykning til serie 3 – efterfølgende konsolidering 

– et enkelt år var vi tæt på nedrykningen, 

men på den rette indstilling, fightervilje og et helt 

forrygende efterår reddedes serie 3 statussen. 

Pludselig var vi i serie 2. og selv blandt klubbens 

efterhånden aldrende ”koryfæer” begyndte kritik- 

En optimistisk kvartet før Kastrup-kampen: Haubert Ejstrup, Asger Madsen, Søren Langsig og træner Kristian Kristoffersen. 

19

ken at forstumme. Man fornemmede at et superhold 

var på vej. Pludselig kunne vi konstatere at 

klubben kunne tiltrække spillere fra andre klubber, 

og samtidig stod gode trænere i ”kø” for at 

træne klubbens seniorafdeling. 

Sæsonen 1984 startede ”på de jævne”. En række 

unge spillere var på vej ind, og resultatmæssigt var 

stabiliteten ikke helt på plads. De unge løver blev 

imidlertid suppleret af et passende antal rutinerede 

spillere, og langsomt begyndte stabiliteten at 

indfinde sig. 

Traditionen tro havde Tistrup Boldklub tilmeldt 

sig landspokalturneringen. Egentlig ikke med de 

store ambitioner om at vinde ”the double”, men 

det gav god træning, og chancen for en kassekamp 

kunne man også tage. 

De første kampe blev vundet mod andre seriehold, 

og helt forudseeligt begyndte modstanderne 

at blive stærkere og stærkere. Pludseligt var det 

ikke bare seriehold, men også danmarksserie 

hold, der var modstandere. Alt modstand blev 

”fejet” til side, og publikum begyndte at strømme 

til. Denne lille by fik selvtilliden styrket ganske 

betragteligt, og der blev snakket fodbold overalt. 

Efter sejr i en medrivende udekamp mod serie 

kollegerne fra Tulstrup, var man pludselig som 

Jeppe i Baronens seng: 

Midt i det forjættede land og blandt de 32 sidste 

hold i Dansk-boldspil Unions pokalturnering i 

Danmark. Nu ventede en frygtindgydende modstander. 

Hjemmebane mod Kastrup Boldklub, 

som lå på en oprykningsplads i Danmarks dengang 

næstbedste række, 2. division. Kampen var 

efter planen berammet til at blive spillet i oktober, 

da ingen i DBU havde forestillet sig, at en serieklub 

kunne nå så langt. Problemet var derfor at 

der ikke var lysanlæg på Tistrup stadion, hvorfor 

kampen så blev fremrykket til den 16. september 

1984. Daværende målmand Kim Lind har på 

holdets vegne samlet indtryk sammen fra denne 

minderige dag. 

”Hvem skulle have troet det ????? Jeg vil her prøve 

at beskrive dagen for mig, på et fodboldhold bestående 

af en fantastik trup af spillere, hvor mange 

ting gik op i en højere enhed. 

Vi havde nået et stort mål det år igennem mange 

kampe, hvor vi havde vundet over flere gode hold, 

bl.a. danmarksseriehold, og nu nåede vi så DEN 

STORE KAMP. Vi var iblandt de 32 bedste hold 

i Danmark, og vi havde et ønske om at møde enten 

Vejle eller EFB på hjemmebane, for at trække 

mange tilskuere til Tistrup, men det blev Kastrup 

Boldklub, vi trak. De lå i toppen af 2. division og 

bestemt ikke et hold, som jeg kendte noget til – 

men det kom jeg så til !!! 

Dagene op til kampen d. 16/9 var meget mærkelige. 

Alle, jeg mødte, ville snakke fodbold. Det var 

utroligt mange, der stoppede op på gaden, i en 

forretning eller på arbejde for at høre, om vi var 

nervøse. 

Jo tættere vi kom dagen, jo mere kunne nerverne 

mærkes, med alle de mennesker, der klappede os 

på skulderen, og ønskede os en god kamp. Der 

var nok også nogle, der mente, at nu havde vi nok 

taget munden lidt for fuld og kunne vente os en 

ordentlig ”sæk”. 

David mod Goliat 

Vi skulle mødes på stadion 2 timer før kampstart 

kl. 14, og allerede på vejen ud til stadion, så vi at 

tilskuerne var begyndt at troppe op. Vi havde 

spøgt lidt til træningen med, at der nok ville komme 

ca. 800 tilskuere. Men, hvis de allerede begyndte 

at komme nu – hvad ville det så ikke ende 

med ??? Tilskuerne kom til stadion i bil, gående 

og cyklende ad en flot, flot flagallé, de havde tudehorn, 

bannere og heppekor med. De kom fra 

naboklubber og byer langt fra Tistrup – Vi var 

imponerede, ja selv TV-syd havde opstillet stillads 

op ved banen for at filme kampen. 

20

Da vi sad i omklædningsrummet var den spøgefuldhed 

og ret barske facon, man gasser hinanden 

på til normale kampe, ret så dæmpet. Vi kunne 

høre de mange mennesker udenfor, og vi var henne 

for at kikke ud ad vinduet og troede ikke det, 

vi så… blev bare mere nervøse – turde vi gå derud 

? Men vores træner Kristian Kristoffersen fik os 

”sparket” ud til opvarmningen. 

Det sus, der gik igennem os da vi løb ud til opvarmningen, 

er noget man aldrig glemmer. Og sikken 

larm der blev – utroligt og her skal alle tilskuer, 

som var tilstede, havde en stor tak. I gav os det 

der skulle til for at vi kunne samle det mod og det 

håb der skulle til for at give alt, hvad vi havde i os. 

Kastrups hold tror jeg, var nok overrasket over 

den interesse som der blev vist til kampen jeg tror 

også de var overrasket over at der var så mange 

mødt frem. 

Efter opvarmningen gik vi tilbage til omklædningsrummet 

til en snak om kampen, der var ikke 

èn, tror jeg der sagde noget som helst. Da vi 

sad der rundt på bænken, skete der noget som 

nok aldrig var sket før og nok ikke skete mere siden 

den dag – vores fantastiske holdleder 

Haubert Ejstrup rejste sig resolut og gik ud for at 

vende tilbage ca. 2 min efter medbringende en 

1/2 flaske snaps som han plantede midt på gulvet 

i omklædningsrummet, hvorefter han meddelte 

at den som havde behov for en lille en til at dæmpe 

nerverne med skulle være velkommen. Der 

blev grinet og klappet kraftigt af vores dejlige 

holdleder – men det virkede, nerverne forsvandt. 

(til orientering, vi rørte den IKKE ). Og vi gik på 

på banen til en flot velkomst og opbakning af de 

ca. 1450 tilskuere, der var mødt op. 

Kampen gik i gang og vi kom under stort pres fra 

et velspillende Kastrup mandskab. Jeg tror ikke 

jeg overdriver, men vi havde på vej til denne pokalkamp 

kæmpet hårdt mange gange og mod 

hold som var stærke, men denne gang !! Der var 

tale om et ”stormvejr” af velspillende fodboldspiller. 

Jeg tror ikke at jeg som målmand nogen sinde 

har været udsat for noget større pres, men når 

man, som jeg havde et så godt og homogent hold 

foran mig, så ville vi komme til chancer. 

Dem fik vi også ! Efter ca. 35 min. spil lykkes vores 

kontra spil, vi fik det første mål – aldrig har jeg 

hørt eller set en sådan jubel, hold da fast, folk løb 

ind på banen, de var råbte og skreg, og var ellevilde. 

Vi havde et par enkelte chancer mere, men de 

var ikke oprykningskandidater til 1 div. for ingenting, 

så de holdt stand. 

I pausen fik talt om hvad vi skulle – at kæmpe en 

vis legemsdel ud af bukserne, var nok det som bed 

sig mest fast. Vi ville give vores fantastiske publikum 

en god oplevelse som tak for deres støtte. 

Men ca. 20 min. inde i 2 halvleg gik det alligevel 

galt, de fik udlignet !! 

21

Men vi kæmpede videre og vi bed fra os alt hvad 

vi havde lært, MEN et kvarter før tid fik de et 

straffespark. De sendte deres målmand op for at 

sparke. ( her skal der nok lige nævnes at havde der 

været noget der hed time-out, ville jeg nok havde 

bedt om det, hold fast jeg var nervøs). 

Han udnyttede chancen og scorede. Der blev et 

kort øjeblik meget stille på TB´s stadion, men så 

viste vores fantastiske publikum igen deres helt 

utrolige støtte. De bar os næsten frem, men jeg 

tror ikke der var flere kræfter tilbage i os, vi fik et 

par store chancer mere, men der blev til sidst 

meldt udsolgt for kræfter. 

Vi tabte desværre med 2 – 1, men vi kan vist godt 

blive enige om at TB var de moralske vinder af 

den kamp, vi fik også dette bekræftet af Kastrups 

ledere. Tak for dette ! 

I dagene efter fik vi mange klap på skulderne og 

venlige ord med på vejen, det vil jeg gerne på vegne 

af hele holdet, sige mange tak for, uden jeres 

utrolige støtte gennem alle vores kampe var det 

nok ikke gået. TAK!” En forrygende sæson. 

Det blev på sin vis alligevel ”the double” i 1984. 

Få kampe senere sikrede Tistrup Boldklub sig for 

første gang oprykning til serie 1. 

22 

Ungdomsafdelingen nu 

og i fremtiden … 

Ungdomsarbejdet er det absolut største aktiv i en 

klub som Tistrup Boldklub. På papiret har forældre 

aldrig har haft mere fritid end nu og samtidig 

aldrig interesseret sig mere for deres børn, så forudsætningerne 

for en god ungdomsafdeling skulle 

være optimale. Bodil Uhre Nielsen, mangeårig 

repræsentat i ungdomsudvalget, skriver: 

”Ungdomsafdelingen i Tistrup Boldklub samarbejder 

med Horne Idrætsforening om alle børne- og 

ungdomshold. Samarbejdet fungerer godt, det ledes 

af et ungdomsudvalg bestående af fire personer fra 

Horne og fire personer fra Tistrup. Om det gode 

samarbejde skyldes, at halvdelen af Tistrup-repræsentanterne 

oprindeligt stammer fra Horne og dermed 

har et ben i hver lejr, skal være usagt, men fakta 

er, at det er et udvalg, hvor man har det godt, og 

hvor man bliver siddende længe, når man først er 

kommet i gang. Der er masser af udfordringer og 

muligheder for personlig udvikling, og der er altid 

noget, der kan forbedres og udbygges, og så er der jo 

fornøjelsen ved at være med til at sikre et sundt og 

billigt fritidstilbud til områdets børn og unge.” 

Ungdomsudvalget står for tilmelding af hold til 

de forskellige turneringer, hyring af trænere og 

holdledere, tilrettelæggelse af træning og kampe, 

udarbejdelse af informationsmateriale til trænere 

og holdledere, anskaffelse, vedligehold og kontrol 

afz spilledragter og træningsredskaber, afvikling af 

stævner, træningslejre og udflugter etc. Til alt dette 

får vi hjælp fra bestyrelserne i de to klubber, fra 

kampfordelere i Horne og Tistrup, lokale dommere, 

ungdomsafdelingens konsulenter samt 

selvfølgelig fra forældre, der gerne giver en hånd 

med, når de bliver opfordret til at lave køreplaner, 

vaske trøjer, arrangere grillfester, afslutningsfester 

etc. etc. 

Ud over alle disse praktiske ting ligger der i dag en 

meget stor og nødvendig opgave i at profilere 

Ungdomsafdelingen i lokalområdet, således der 

til stadighed er bevidsthed om og tilslutning til de 

tilbud og aktiviteter, der foregår, og således, at der 

kan skaffes praktisk hjælp og økonomisk støtte til 

afviklingen af disse. Profileringen foregår ved 

hjælp af annoncer og artikler i de to sogne/klubblade 

“Horneposten” og “Paraplyen” samt ved

den pressedækning, der kan opnås i de lokale aviser 

og ugeblade. Herudover udfærdiger 

Ungdomsudvalget diverse små foldere, som fordeles 

på skoler, institutioner og stadions eller sendes 

direkte til en bestemt målgruppe. Som noget 

nyt er der i forbindelse med jubilæumsåret blevet 

oprettet en internethjemmeside, og der ingen 

tvivl om, at denne fremover vil komme til at spille 

en vigtig rolle både som kommunikationsmiddel 

og som klubbens ansigt udadtil. 

I 1999 deltog Ungdomsudvalget i et klubudviklingsprojekt 

under Jydsk Boldspil-Union. I den 

forbindelse søgte vi at finde frem til de ting, der 

skulle fremtidssikre klubben, således at der også 

om ti år ville være et fodboldtilbud til børn og unge 

i vores lokalområde. Ved den lejlighed arbejdede 

vi med målsætninger og handleplaner, og i dag 

er afdelingens målsætning: 

“At udbrede og fremme interessen for fodboldspillet 

ved at give medlemmerne mulighed for et 

aktivt klubliv med virksomhed og kammeratligt 

samvær”. 

Dette søges opnået ved: 

- at skabe gode fysiske rammer 

- at synliggøre klubben i lokalsamfundet 

- at sikre gode, engagerede trænere og ledere 

- at fastholde spillerne ved overgangen fra ungdomsafdelingen 

til seniorafdelingen 

- at sikre massiv forældreopbakning til alle ungdomshold 

- at glæde og lyst præger alle aktiviteter og al udvikling 

Nogle af disse mål er i øjeblikket sværere at opfylde 

end andre, bl.a. er det blevet sværere at finde 

nok trænere og ledere - mærkeligt nok, for vi har 

alle fået mere fritid, og man skulle mene, at i hvert 

fald forældrene i klubben kunne synes, at denne 

fritid ville være godt brugt sammen med børnene 

og deres kammerater. Er det fordi, at vi har vænnet 

os til, at alt i klubben mere eller mindre er på 

plads: Velholdte baner, klubhus med varmt vand, 

cafeteria og fjernsyn, spilledragter, bolde og 

træningsredskaber samt dommere, der kommer, 

når vi ringer, og oven i købet fra i år bliver betalt 

via bankoverførsel, så vi ikke længere skal rode 

med kontanter. Alt fungerer, og vi betragter 

måske efterhånden klubben som en anden kommunal 

institution, hvor vi kan stille krav og tage 

imod uden at tænke over, hvor det hele kommer 

fra. Har vi glemt, at det er vores klub, og at den 

kun eksisterer, så længe vi interesserer os for den 

og bidrager til arbejdet? 

En anden ting, der er blevet vanskeligere, er at 

fastholde spillerne i de ældste årgange. Mange af 

spillerne har et arbejde, der skal passes efter skoletid. 

De vælger de gode penge, de kan tjene, og har 

derfor svært ved at få tid til også at dyrke sport. 

Der er et stort udbud af andre fritidsaktiviteter, 

som også skal afprøves, det er blevet nemt at komme 

rundt, forældrene tager sig tid til at køre, og 

den klubfølelse, der tidligere hindrede spillerne i 

at søge til en naboklub, findes ikke længere. Det 

er både godt og ondt: Godt for de unge, der på 

den måde kommer ud og får talentet og interesserne 

prøvet af, men ondt for en lille klub som vores, 

der pludselig får svært ved at stille hold. På 

den anden side kan det måske være med til, at vi 

får sat gang i noget samarbejde med andre klubber, 

og at vi dermed får et noget bredere perspektiv 

og et mere forskelligartet udbud. Faktisk har vi 

netop her i jubilæumåret indledt et samarbejde 

med Ølgod Idrætsforening om at stille et fælles 

ynglingehold. På nuværende tidspunkt er det dog 

endnu usikkert, om holdet bliver til noget, idet 

der trods samarbejdet ikke er for mange spillere. 

Der er ingen tvivl om, at der skal forandring til, 

og at klubben om ti år vil se anderledes ud end 

den gør i dag. Nogle af de ting, der helt sikkert 

bliver nødvendige, er samarbejdet med andre 

klubber, og vi kommer måske heller ikke uden 

om at skulle til at betale vore trænere og ledere for 

deres indsats. Det vil kun fremtiden kunne vise, 

og heldigvis kan de, der vil, selv være med til at 

præge udviklingen i klubben!” 

1902 

23

Samarbejde 

i det sydvestjyske 

Tistrup Boldklub har siden 2000 været med i 

klubsamarbejdet omkring det sydvestjyske fodbold 

flagskib Esbjerg forenede Boldklubber. Årsagen 

til dette er en klar holdning til, at det er nødvendigt 

for breddeidrætten, at der er en elite, som 

er repræsenteret i dansk fodbolds absolutte top. 

Esbjerg fB har taget dette ansvar meget alvorligt, 

og igangsat en lang række aktiviteter til gavn for 

fodbolden i det sydvestjyske. Karsten Sejerup, udviklingsansvarlig 

i Esbjerg fB skriver: 

”I forbindelse med det flotte jubilæum i 2002 har 

undertegnede fået lov til at bruge lidt spalteplads 

omkring fodboldsamarbejde i almindelighed, og i 

særdeleshed fordi Tistrup Boldklub jo er en del af 

det seneste tiltag for fodbolden i vor landsdel. 

Det er min grundholdning at de bedste forhold 

for fodboldspillere – det være sig de mange, der lidenskabeligt 

dyrker legen med bolden, eller de få, 

der udover legen også vil bruge megen tid på at 

dyrke detaljen – skabes ved at fodboldtrænere og 

ledere hele tiden vurderer om det der gøres skaber 

udvikling for de meget forskellige grupper spillere, 

der dyrker fodboldspillet. Er turneringstilbuddene 

gode nok, er spillet tilpasset udøverne, skal 

vi justere på de forskellige tilbud i forhold til det 

aktuelle børnetal, skal der bankes på hos naboklubben, 

er organisationen i klubben tilpasset 

nye tider, skal trænere/ledere opdateres. Der er altid 

noget vi skal være på forkant med – hvis ikke 

vi er det – bliver vi overhalet indenom af andre 

med nogle bedre tilbud. 

Indenfor JBU/DBU har man gennem de sidste 

mange år været meget på forkant for at hjælpe 

klubberne i bestræbelserne på at skabe gode rammer 

for klubber og dens medlemmer. 

Samarbejde mellem fodboldklubber er de seneste 

år opstået for at kunne især i ungdomsrækkerne 

stille med hold i alle rækker, eller fordi man kunne 

se, at man ved at slå pjalterne sammen, kunne 

skabe et stærkt hold. Eller med det ønske at stable 

lidt pigefodbold på benene. Forudsætningerne 

kan være mange og forskellige, men alle med det 

formål at skabe bedre vilkår end de eksisterende. 

Samarbejdstiltaget i det sydvestjyske har været 

forsøgt nogle gange. Det er vigtigt med en god 

dialog, nogle afstukne rammer og stor tillid mellem 

parterne. 

Esbjerg fB tog igen initiativ til et samarbejde med 

klubber i det vestjyske i oktober måned 2000 -ikke 

mindst fordi en række klubber kom med en 

række opfordringer til Esbjerg fB´s formand Palle 

Kristensen. Dels for at få afklaret om der var interesse 

og for at kunne blive enige om nogle retningslinier 

for et samarbejde. For Esbjerg fB var 

det vigtigt at understrege at JBU/DBU har en 

række tiltag omkring talentarbejdet og uddannelse 

af fremragende kvalitet, og at der ikke skulle 

etableres tiltag, der skulle konkurrere med dette. 

Det centrale var at lave nogle tiltag, således at vi i 

landsdelen kunne sikre at have mange hold på 

højeste niveau. Det være sig et hold i superligaen 

og junior- ynglingeliga repræsentation så ofte som 

muligt. Endvidere så mange dygtige mesterrækkehold 

i de rækker JBU udvælger hold til. Hvis 

man kigger på klubberne omkring Aalborg og 

Odense, kan man se at langt flere klubber har 

højere status – både når vi betragter ungdoms- og 

seniorfodbold. 

Mødet besluttede at nedsætte et udvalg, der skulle 

komme med et oplæg til en samarbejdsaftale. 

Og i april måned 2001 kunne dette så præsenteres 

for en række klubber, der havde vist interesse. 

24

Mødet besluttede, at det var vigtigt at samarbejde 

om tiltag på Stadion i forbindelse med superligakampe. 

Ligeledes var kvaliteten af drenge- og lilleputtræning 

et vigtigt anliggende. Og man skulle have 

erfaringsudveksling gennem kurser i klubberne 

eller centrale tiltag. Diskussioner omkring hvad 

spillerne skal lære. 

Regler for klubskifte medudgangspunkt i dialogen 

mellem alle parter. Og hellere få ting – end en 

række tiltag man alligevel ikke kunne nå. 

Det første år har så betydet mange klubbesøg med 

træning af drenge og lilleputter. En række gode 

initiativer på stadion i forbindelse med kampe. Et 

tiltag med 500 børn til træning en eftermiddag 

med superligaen. Opfølgning på en række henvendelser 

fra samarbejdsklubber med aktivitetsdage, 

foredrag eller træning af superligaspillere. 

Kun fantasien sætter grænser. 

Hvis det vestjyske område skal være repræsenteret 

på højeste niveau, hvis vi skal se de ypperste hold 

på Stadion i Esbjerg, og hvis vi skal opleve europæisk 

fodbold er forudsætningen at en hel egn 

bakker op. Udnytter det talentpotentiale der er i 

landsdelen og den økonomi, der er tilgængelig. 

Kigger vi på den spillermateriale, der for tiden udgør 

superligatruppen og efterfølgerne blandt de 

14-18 årige er dette en klar dokumentation af 

sammenholdet. I superligatruppen er der spillere 

fra Næsbjerg, Ølgod, Bramminge, Horne/ 

Tistrup, Janderup, Fanø, Esbjerg klubber osv. 

Halvdelen er spillere fra det vestjyske og halvdelen 

igen af disse er fra oplandsklubber. Dette er 

endnu mere udpræget i junior og ynglinge trupperne. 

Vi skal være fælles om niveauet – dygtige spillere i 

miniput/lilleput og drengealder. Derefter må vi i 

fællesskab skabe gode vilkår for at vi kan få gode 

hold på så højt niveau som muligt. Gode ungdomshold 

skaber et godt fundament for superliga, 

divisionshold, et eller flere DS tilbud til dygtige 

spillere. 

Dette har omkring 30 klubber tilsluttet sig gennem 

en formel samarbejdsaftale, der tages op til 

revision hvert år. Og med mulighed for at alle kan 

få deres fingeraftryk, fordi det netop er et samarbejde 

mellem meget forskellige klubber som alle 

ønsker et så højt niveau som muligt i det vestjyske. 

God vind de næste år til jubilaren !” 

Ungdomsarbejdet i Horne/Tistrup har indtil videre 

resulteret i, at vi i sæsonen 2002 har en spiller 

med superligastatus og tre spillere i junior elitetruppen 

i EFB. 

”Rødt lys – kør !!!” 

Søndag tidlig formiddag. Morgenstilheden og en begyndende varmedis 

hviler over byen. Få søvnige kirkegængere er ude. Undervejs i 

Åges ”Snudevolvo” til udekamp i Sædding. Ingen er særligt snakkelystne, 

og der hersker en indadvendt stilhed i bussen. 

Den professionelle tid med spisevaner og sengetider er endnu ukendt 

land. Ved siden af Åge anes spand og kost til særlig pleje af bussen i 

ventetiden. Der køres ind ad Lundvej i Varde, bussen nærmer sig 

rødt lys. 

Åges røst lyder ned gennem bussen: ”Betyder det der røde lys, at man 

må køre frem?” Tretten stemmer brøler med en styrke på niveau med 

Fangernes Kor op mod ham: ”Ja!!” Og der køres uantastet videre, og 

snakken den går lystigt i bussen resten af vejen til Sædding! 

25

Fodbold 

-set fra sidelinien 

Sidst Tistrup Boldklub skabte de store overskrifter 

i dagspressen var så sent som i efteråret 2001, 

hvor Horne-Tistrups juniorhold blev jyske mestre 

ved at besejre Løgstør med 5-2 på Kjellerup 

Stadion. 

Men hvordan opleves sådan en kamp blandt tilskuerne? 

Poul Vig Nielsen, ungdomskonsulent, 

veteranspiller, forældre – og ikke mindst engageret 

tilskuer har samlet lidt indtryk fra finale kampen 

sammen. Vi gengiver her den meget medrivende 

reportage fra kampen. 

1. halvleg 

”Med vinden i ryggen kommer vi godt fra start - 

og Kenneth H. får tilspillet sig et par løse chancer. 

Men Løgstør kommer igen - får et par halvstore 

chancer efter opspil i vores højre side. De kloge 

tilskuere vil have Kristian Gram til at markere anderledes 

- men han lytter heldigvis til træner 

Søren Langsig - og spiller siden hen en stor kamp! 

22. minut: Søren Skov sender en genial stikning 

frem og Kenneth H. scorer. Stor jubel - og 

Marianne og Marianne begynder at synge! 

Lassens Ford T-horn flikket sammen med et 12- 

volts batteri kæmper med Frede’s megahorn - og 

Hans Ole båtter på sit båthorn indtil han får det 

sidste båt! 

Der fightes og kæmpes - og vi har et lille overtag. 

John har ikke længere så ondt i maven, meddeler 

han - det skal nok gå. Han har nok holdt lidt øje 

med sønnen Frank, for han spiller en rigtig god 1. 

halvleg. 

De klogeste af tilskuerne vil nu godt have kanterne 

lidt mere med - Kenneth L. og Morten. Hvad 

mon træneren (ham Søren Langsig) har sagt til 

dem?? Skal de passe deres defensive pligter? Vi bliver 

enige om at blande os lidt uden om - selv om 

det er svært! 

Morten P. humper ud - og Mads J. kommer ind. 

Så er han alligevel ikke skadet? Jo, det går slet ikke, 

og de bytter plads igen først i 2. halvleg. 

Halvleg: Marianne og Marianne deler hjemmebag 

ud til de nærmeste (der er pludselig mange, 

der står i nærheden) - og kaffen er stadig varm. 

Mon det et det, der får dem til at øve sig lidt mere 

på slagsangene? 

Hans Ole er nu færdig med at tælle tilskuerne - og 

kan stolt meddele, at der er næsten 90, der holder 

med os! Vi bliver enige om, at det er flot - og vi forældre 

er lidt stolte over, at et par kendere som 

Chr. Bernhard og Jens Thorhauge har taget turen 

til Kjellerup - det er et lille kvalitetsstempel! 

2. halvleg 

Lidt forsigtig start - Jan er trukket godt ned i defensiven. 

Vil ham træneren nu til at fedte sig til et 

Jyllandsmesterskab. Kenderne på sidelinien er 

enige om, at det går aldrig. Den lidt forsigtige 

start på 2. halvleg bliver brudt af et brøl. Det er lige 

før Løgstør-spillerne stopper op - vi andre ved, 

at det blot er holdleder Keld J., der vil have gang i 

butikken igen! 

12. minut: Ak nej - og dybe suk. Løgstør udligner 

på et fladt langskud. Vi kendere accepterer 

udligningen - fortjent - og det var et godt mål! 

Men alligevel! Hvad kunne de (spillerne) have 

gjort for at undgå målet? Det diskuterer vi lidt - vi 

har nemlig ro til det, for Marianne og Marianne 

er holdt op med at synge! 

26

Oven på en flot sæson sikrede Horne/Tistrup mandskabet, der til lejligheden var i fuld opstilling, sin tredje titel i træk 

14. minut: Kenneth H. får en friløber - og brænder! 

Øv og atter øv! Kunne han have spillet 

Burkarl? Diskussionen går livligt - men vi er enige 

med Sanne, at han var uheldig (igen). Og holdets 

mest trofaste tilskuer - bedstefar Harry - råber: 

“Kom nu, Kenneth!” 

16. minut: Søren Skov presser deres bagerste 

mand, så han ikke får bolden skudt væk - og pludselig 

er Søren alene med målmanden - mens bolden 

er højt oppe i luften. Og så hopper Søren 

ganske lidt - og header bolden i mål!!!! Utroligt!!! 

Vi er foran 2-1. Et rigtig energimål. 

Marianne og Marianne synger - og får Bodil m.fl. 

med. De laver også bølge - alle 3! 

Lasse båtter med Ford T-hornet, Frede med sit 

megahorn - og Hans Ole vil have det sidste båt 

med sit lille båthorn. 

Kenderne nikker til hinanden - jo, vi slår tit igen 

med det samme, når de andre scorer! Det er kvalitet. 

Hvad er nu det? Frede går med sit megahorn. Det 

er gået i stykker! Det optager os lidt. Og da Frede 

kommer tilbage og meddeler, at han nu har repareret 

megahornet, får han stående applaus. 

Stemningen er god. Men kommer Løgstør ikke 

mere og mere med i kampen. Lægger de ikke pres 

på os. Anfører Jan fighter - tackler - spiller - 

tackler. Bare han dog ikke løber ind i en 10-minutters 

udvisning ved et dumt frispark! Ham kan 

vi jo ikke undvære, mener kenderne. 

Hans Ole har overladt båthornet til Laura (vi 

andre måtte godt nok ikke prøve at båtte!) 

Løgstør presser stadig - og Lars N. løber om kap 

med dem alle sammen - jo, han spiller en god 

kamp. Lasse målmand redder et par meget farlige 

forsøg - det er en god dag, familien fra Randers er 

kommet for at se ham! 

Klaus L. varmer op - der er nu også et par trætte 

spillere, der kandiderer til en udskiftning. 

35. minut: Kenneth L. går i ryggen på en 

Løgstør-spiller - og dommeren dømmer straffe. 

Åh nej, 5 min. tilbage. De scorer - åh nej, omkamp!!!! 

Kenneth L. skælder ud - på sig selv - og 

Marianne og Marianne holder sørme mund! 

37. minut: Kenneth L. vil have revanche for 

straffesparket - og skyder mod mål langt ude fra - 

lidt dumt, når vi at sige til hinanden - men minsandten 

- bolden sejler ned over målmanden og i 

mål! Vi fører 3-2 med 3 minutter tilbage. Vild jubel 

på banen - tilskuerne råber og hujer - 

Marianne og Marianne synger igen! Og laver bølge! 

Lasse og Ford T, Frede og megahornet - og 

Laura - båtter om kap. 

Kenderne nikker igen til hinanden - vi slår jo tit 

igen med det samme, når de andre scorer! 

38. minut: Morten P. løber pludselig fra alt og alle 

ude i højre side - og afleverer ind til Kenneth 

H., der sikkert scorer til 4-2. Alle går amok - også 

kenderne! Joh, de spiller godt, de to på kanterne, 

Kenneth L. og Morten. 

Uffe bliver skiftet ud - han har ondt i rø..., siger 

Marianne - ja, rigtig nok, han tager sig også lidt til 

bagdelen. Han har ellers spillet godt! Dennis bliver 

skiftet ind - det er ok, vi er ikke nervøse, for vi 

ved, hvad Dennis står for - og han skuffede os 

som sædvanlig ikke. 

39. minut: Burkal vil også deltage i løjerne. Han 

spurter fra Løgstørs forsvar, men bliver fældet i 

feltet. Straffe til os og rødt kort til ham fra 

Løgstør. 

Ole (Søren Skov’s far) spurter fra sin plads en halv 

banelængde ned bag målet for at fotografere (det 

27

er åbenbart ham, Søren Skov har det fra!). 

Anfører Jan vil selv sparke - men klarer han presset 

fra Ole, der står klar med kameraet? Ja, sikker 

scoring til 5-2. 

Ford T, Frede og Hans Ole tømmes til sidste lyd. 

Godt det ikke er ham dommeren fra Ansager, bliver 

kenderne enige om. 

40. minut: Dommeren fløjter kampen af: 

Vi er Jyllandsmestre! 

Dagen efter. Vi tilskuere har nu sundet os - huskede 

vi mon at sige tillykke og mange tak til jer spillere, 

træner og holdleder for en stor sæson - det 

har været en fornøjelse at følge jer!” 

man nåede finalen, sammenholdet blandt spillere, 

forældre og øvrige med relation til klubben, og 

sidst men ikke mindst realiseringen af drømmene 

der pludselig blev realiserbare for en flok unge 

mennesker. 

Endnu engang hjertelig tillykke med de første 

100 år – og held og lykke med de næste – der er 

en ærefuld fortid og et fremtidigt ansvar der forpligter 

! 

Drengene blev senere kåret som årets sportsnavn i 

Jyske Vestkysten konkurrence for Ølgod 

Kommune. Som et synligt bevis på hæderen tilfaldt 

der en kontant præmie på kr. 5.000 til holdet 

som erkendtlighed for indsatsen. 

Salige Gunnar Nu – eller nogle af hans ”disciple” 

kunne ikke have gjort det bedre, eller mere levende. 

Reportagen fortæller på levende vis alt hvad 

fodbold drejer sig om: Det store slid der er gjort i 

fællesskab af spillere, holdledere, trænere inden 

Anføre Jan Vig modtager sportsprisen af Kaj Dam Rasmussen fra 

Ølgod Kommune 

Pokalfodbold mellem 

Horne og Tistrup 

Gennem mange år har det været fast tradition, at 

der henholdsvis ved Sportsfesten i Horne eller i 

forbindelse med Westernfesten i Tistrup, er blevet 

spillet en pokalkamp mellem Horne og Tistrup. 

Vi har bedt Charles ”Pusser” Plauborg fortælle 

om baggrunden for disse kampe – og der bliver 

også plads til et par gode historier ind imellem: 

”Det har altid været et problem, at skaffe penge til 

Tistrup Boldklubs slunkne kasse. Før i tiden arrangerede 

man også sportsuge, hvor pigerne spillede 

håndbold og drengene fodbold. Men 

sportsugen var et meget lokalt arrangement, og 

indtægterne var beskedne. I 1966 var der imidlertid 

nogle dygtige og engagerede forretningsfolk, 

som tog sagen i egen hånd. De var af den opfattelse, 

at man skulle lave noget helt specielt, for at 

lokke andre folk end lige de lokale fra Tistrup til 

sportsfest. 

Opvisningskampe 

med udvalgte hold 

Forretningsfolkene med slagter Tirstrup i spidsen, 

fik arrangeret en fodboldkamp mellem Esbjerg fB 

der spillede i 1. division (Red.: Svarende til nuværende 

superliga.) og Ikast fS der spillede i 2. division. 

Samtidig blev der arrangeret boksekampe 

mellem boksere fra Varde og Esbjerg. Der blev for 

første gang opstillet boder – og det var i sig selv en 

kæmpe opgave. Alle der kunne bruge en hammer, 

28

eller blot ville hjælpe var i gang. Præmierne der 

skulle bruges i boderne, skulle hentes forskellige 

steder i landet, så ud over mange timer, blev der 

også kørt mange kilometer for at få det til at fungere. 

Det blev en kæmpe succes, og siden da har man 

været klar over, at der skulle være noget specielt at 

byde på i sportsugen. Næste forsøg var at lave et 

hold af udvalgte spillere fra Tistrup, Ølgod og 

Horne. Det var et meget stærkt hold, og vi spillede 

mod danmarksseriehold fra Varde, Bramminge 

og Vejen – som naturligvis alle måtte bøje nakken. 

Alting får en ende. Det var utroligt sjovt og 

spændende for os som var med på et udvalgt hold, 

men det var selvfølgelig mindre sjovt for de der 

ikke var med. Det nære og lokale kom lidt i baggrunden. 

Pokalkampene starter 

Så fik slagter Tirstrup igen en knaldhamrende god 

idé. I 1971 udsatte han en pokal som førsteholdene 

fra Horne og Tistrup skulle spille om. Horne 

vandt pokalen tre år i træk – og så var det Hornes 

ejendom. Det var ikke netop Tistrup Boldklubs 

glansperiode. I 1969 var vi rykket op i serie 2, 

men siden rykkede vi ganske målrettet ned i serie 

4, så sportsligt var det et dårligt tidspunkt at starte 

pokalfodbolden i Tistrup. Meningen med 

kampene var, at trække folk ned på stadion – og 

det lykkedes. Der stod en hel ”kødrand” rundt 

om fodboldbanen. Der blev råbt, der blev provokeret 

og der var en fantastisk stemning. Det var 

pokalfodbold når det er bedst. (Red: Til de ”største 

pokalkampe kunne der være 400-500 tilskuere.) 

Disse pokalkampe skulle gerne fortsætte, så bager 

Lorentzen og bageren i Horne udsatte nye pokaler, 

og der blev spillet mange gode og underholdende 

kampe i mange år.” 

Anekdoterne 

Begivenheder der påvirker mange personer skaber 

ind i mellem de gode historier – og mange af disse 

historier bliver mere levende og bedre ved at 

blive fortalt mange gange. Vi har også bedt Pusser 

om at grave lidt i hukommelsen og finde nogle af 

de bedre frem: 

”Der er selvfølgelige kampe og episoder man husker 

bedre end andre. En kamp hvor Tistrup på 

trods af serie 4 status var totalt dominerende, og 

en af årsagerne var Tistrups højre wing, som undtagelsesvis 

havde en helt forrygende dag. Alt lykkedes 

for ham, og Hornes back var helt rundtosset 

for at fange ham. Da vi var godt i gang med 3. 

halvleg, gik Tistrup-spilleren hen og prikkede 

Hornes back på skulderen. Idet han vender sig 

om siger Tistrup-spilleren: ”Jeg syntes lige du 

skulle se hvordan jeg ser ud forfra !” Vi er nogle 

stykker der godt kan grine af den episode i dag. 

En anden episode efter 3. halvleg, startede stille 

og roligt med en cykeltur hjem fra stadion kl. 

23.45. Et par af spillerne fandt det dog nødvendigt 

at bruge hele vejens bredde op til byen. Vel 

inden for byskiltet udviklede cykelturen specielt 

for den ene, sig nærmest til et bobslædeløb. De 

høje kanter var bare ikke is, men derimod kantstene. 

Så efter 3-4 ture op og ned af kantstenene 

kunne forhjulet ikke mere. Den stod nærmest i 

vinkel, men der skete ikke mere med den pågældende 

spiller, end at han kunne spille i weekenden 

igen.” 

Danmark blive Europamestre 

De gode historier har ofte noget med 3. halvleg at 

gøre. Sådan var det ikke i 1992 – året hvor 

Danmark blev europamestre på afbud. Pusser fortæller: 

”Den sidste pokalkamp jeg var med til var i 1992, 

hvor jeg godt nok var på den anden side af sidelinjen. 

Da vi mødtes på torvet som vi plejer til aftalt 

tid, var det bare med at komme af sted til 

Horne. Det kunne vi bare ikke – for der var ingen 

der havde biler med. Det var dagen efter at 

Danmark blev Europamestre. Aldrig har jeg set så 

mange syge og umotiverede spillere (Red: … og ledere). 

Vi fik dog skaffet nogle biler og kom af sted 

til Horne. Da vi ankom var der heldigvis 13 spillere 

der lignede mine spillere på en prik. I omklædningsrummet 

foregik alt i slowmotion – undtagen 

når de skulle bøvse eller det der var værre. 

Da spillerne endelig kom ud på banen, havde jeg 

bestemt, at de skulle have en ordentlig omgang 

opvarmning. Det holdt jeg hurtigt op med, for 

ingen kunne tåle at få hovedet nedad, og når de 

løb dunkede det alt for meget i hovedet. Jeg kiggede 

så på Horne-spillerne og blev noget beroliget, 

de så heldigvis lige så dårlige ud. Det blev en 

meget kedelig kamp, nok mest for en af vore spillere, 

som måtte en tur på skadestuen. Det var hel- 

29

digt at der kom tilskuere til kampen, for det var 

en af dem der kørte ham til Varde. Efter den 3. 

halvleg skete der absolut intet. Spillerne sad stille 

og ”nød” deres øl, og jeg husker tydeligt at jeg aldrig 

blev færdig med min første øl …” 

Fremtidens pokalkampe 

”Der spilles stadig pokalfodbold mellem Horne 

og Tistrup. Interessen er ikke helt så stor som dengang 

jeg spillede. Det skyldes måske den helt 

nødvendige sammenlægning mellem ungdomsafdelingerne 

i Tistrup og Horne. Spillerne kender 

hinanden alt for godt, og vi har sværere ved at 

etablere den samme spydige tone mellem spillerne. 

Motivationen blandt spillerne kunne måske 

også være bedre – er den ikke høj sker der det 

samme som i andre sportsgrene, publikum svigter. 

Men traditioner er jo til for at blive.” 

De gamle spillere har ikke glemt ”suset” fra dengang. 

Det ses tydeligt når Horne og Tistrups 

”gamle drenge” på oldboys og veteranholdene 

spiller. Her driver spydighederne fortsat ned ad 

væggene, og der bliver kæmpet som om det var 

europamesterskabet der blev spillet om. Og uanset 

om Horne engang imellem får scoret et mål 

mere end Tistrup, så er Tistrup Boldklub altid de 

moralske vindere…Men tolerancen bliver naturligvis 

større med årene. Det har således været fast 

tradition, at den årlige afslutningsfest holdes sammen. 

Man mødes i Paradiset mellem Horne og 

Tistrup, får en øl (og køber selv resten) hvorefter 

festen fortsættes på skift i Horne eller Tistrup. 

Tistrup Boldklub 

- set som ”indvandrer” 

Som ”ægte” TBér er man selvfølgelig ikke i tvivl 

om klubbens mange kvaliteter. Disse kan jo også 

blive en smule subjektive og præget af en vis 

”hjemmeblindhed”. Selvfølgelig er Tistrup 

Boldklub noget specielt, men der kan også være 

en anden opfattelse – når man kommer ude fra. 

1980érne var en god periode for klubben, hvor 

det sportslige og det sociale gik op i en højere enhed. 

Vi har valgt at lade Ingvard Ladefoged, 

Næsbjerg, repræsentere den store stab af trænere, 

holdledere, bestyrelse og spillere, som sammen 

skabte den ”gyldne” periode for klubben. 

Kontakten fra klubben 

Jeg er blevet bedt om at skrive om 80- er perioden 

i TB, hvilket vil sige perioden 82 – 87, hvor jeg 

var træner på nær 84, hvor jeg fulgte med fra sidelinien.(trænede 

Grindsted dette år). 

Det startede i sommerferien 81, da jeg fik en opringning 

fra TB’s daværende formand Gunnar 

Moesgaard , om jeg kunne tænke mig at komme 

til Tistrup for at træne seniorspillerne. Jeg var på 

dette tidspunkt i gang med min 3. sæson som seniortræner 

i Næsbjerg og havde da besluttet mig 

for at prøve noget nyt i en anden klub, idet hele 

min trænergerning indtil da havde foregået i 

Næsbjerg. 

Jeg tog imod udfordringen. Klubben havde på det 

tidspunkt hold i serie 3 – 5 – og 6, men også et 

ynglingehold, hvor de fleste skulle spille seniorfodbold 

i den efterfølgende sæson. 

Sæsonen 1982 - 2 oprykninger! 

Jeg kunne se en masse muligheder i den trup (1.- 

og 2.-holdet), jeg skulle arbejde med. Det gjaldt 

for mig om at få nogle gode hold – en blanding, 

som ofte er det bedste, således at vi kunne opnå 

nogle gode resultater, men målet var også, at 

klubben skulle fungere godt rent socialt – kammeratskab 

og sammenhold skulle være godt uanset 

hvilket hold, man spillede på. Vi fik en god 

sæson, hvor såvel 1.- som 2.- holdet rykkede op i 

henholdsvis serie 2 og 4. 

Sæsonen 1983 

-konsolidering og nye på holdet! 

Jeg havde besluttet mig for at fortsætte i klubben, 

og vi skulle primært klare os i de højere rækker og 

30

samtidig udbygge vores eget spil. Vi havde året før 

fået spillet 3 - 4 af de helt unge ind på holdet, og 

kunne vi få flere ind, kunne det være fint. Jeg husker 

ikke helt holdets endelige placering, men vi 

sluttede dog i den bedste halvdel efter nogle ret 

svingende kampe sæsonen igennem. På et tidspunkt 

var vi helt oppe ”at røre” ved oprykningsholdene. 

Vi fik imidlertid en masse erfaring, og 

der var uden tvivl potentiale til at nå noget mere. 

Serie 4 var med til allersidst. Vi tabte en af de sidste 

kampe til Grindsted, som var rykket op, men 

vi sluttede på en delt 2. plads med Ådum. Vi skulle 

derfor spille omkamp om oprykning til serie 3 

(sådan var reglerne dengang). Det skulle ske på 

neutral bane mellem Tistrup og Ådum, og det 

blev Ølgod. En søndag eftermiddag med masser 

af Tistrup tilskuere, hvor vi efter en spændende og 

målrig kamp tabte. Ådum var, som jeg husker det, 

nok en tand bedre på dagen, men alligevel en flot 

debut i serie 4 for TB. 

Jeg skal også have med, at vi dette år var med i talentturneringen 

under DBU, hvor vi bl.a. spillede 

mod EfB’s bedste talenter, et hold som vi navnemæssigt 

slet ikke burde kunne matche. I en fremragende 

fodboldkamp tabte vi 3 – 2 efter en totalt 

lige kamp. Vi fik bevist, at der var en talentmasse 

i Tistrup, som kunne og burde udvikle sig til at 

spille i højere rækker. 

Sæsonen 1984 

-Ingvard på sidelinien! 

Af en eller anden grund havde jeg bestemt mig 

for, at to år i denne omgang ville være nok. Set i 

bakspejlet var det en forkert beslutning. Jeg havde 

haft to rigtig gode år - resultatmæssigt – men også 

med hensyn til omgangen med spillere og ledere. 

Jeg måtte så nøjes med udefra at glæde mig over, 

at 1. holdet med Kristian Kristoffersen ved roret, 

blev nr. 1 og rykkede dermed op i serie 1. Det 

som de fleste nok husker fra dette år var vel nok 

pokalfodbolden, som gav Tistrup en masse reklame, 

kulminerende med kampen mod Kastrup 

– flot klaret Tistrup og Kristian!! 

På et tidspunkt i efteråret 84 opstod en situation, 

der gjorde at jeg i sæsonen 85 blev lejet til hjælpetræner 

for Kristian. Min opgave var at hjælpe 1. 

holdet uden for banen under kampene, ellers var 

det primært 2. holdet (serie 4), som jeg skulle tage 

mig af samt have kontakt nedad til vore to serie 6 

hold. 

Sæsonen 1985 

-pokalfodbold igen og 3 oprykninger! 

Lad mig sige det med det samme – det blev igen 

en utrolig sjov og spændende sæson. 1. holdet klarede 

sig godt i sin debutsæson. Vi spillede bl.a. 

uafgjort i Næsbjerg og slog samme hold på 

Tistrup Stadion. Vi sluttede midt i rækken. 

Da spillede vi igen mange pokalkampe, hvor vi i 

efteråret slog Ålborg Chang Danmarksserie efter 

omkamp og straffespark. I næste kamp mødte vi 

Nørre Sundby (3. division) og 900 tilskuere ser 

os tabe 3 –1. Ved 2 – 1 satser vi alt, og havde vi ikke 

været så ”benovede” og ret hurtigt kom bagud 

2 –0, kunne vi have skabt endnu en sensation. 

Serie 4 holdet havde en ”kanonsæson”. Holdet 

gik hele vejen, rykkede op i serie 3, blev kredsvindere, 

og sidst men ikke mindst vandt holdet 5 

kredskampe og var dermed jyske mestre. 

Sidste spillerunde dette år var lørdag eftermiddag: 

1. holdet spillede i Hviding, serie 5.1, som 

var rykket op, spillede i Tistrup. Serie 4 spillede 

også i Tistrup, og skulle have mindst uafgjort for 

at rykke op, hvilket jo lykkedes. Yderligere kom 

vores serie 6 2 hjem fra Årre med en oprykning, 

og dette gjorde, at vi alle mødtes på Hotel 

Tistrup, som jo var vores sociale samlingssted, og 

hvor vi altid fik en fin behandling. 

Sjældent har jeg set så mange ryge store cigarer!! 

Sæsonen 1986 

-konsolidering igen og 5 seniorhold! 

Op til sæsonen 86 skete der flere ting: på trænerfronten 

sagde Kristian farvel og tog til Varde. 

Dette gjorde så, at jeg selv stod ved roret for både 

serie 1 og 3. Vi fik en hjælpetræner, Benny 

Nielsen, som skulle træne de to serie 5-hold samt 

et nyt serie 6-hold, som vi havde fået dannet. 

Samtidig måtte vi på spillersiden sige farvel til flere, 

som skulle prøve nye græsgange; men vi fik også 

tilgang af flere forholdsvis unge spillere udefra, 

og det ville så sige, at det var en ret stor opgave, vi 

stod overfor, idet vi skulle spille nye hold sammen 

i såvel serie 1 som serie 3, så målsætningen var 

helt klart at kunne bevare holdene i de respektive 

31

ækker. Der var nok at tage fat på, og igen måtte 

vi rose spillerne. Der var ikke de tilsvarende jubelscener 

fra forrige sæsoner; men holdene klarede 

sig flot, og sluttede begge i den bedste halvdel i 

deres rækker. 

Sæson 1987 og 1995 

-de foreløbig sidste 

Her skulle vi så fortsætte den gode linie. Vi rådede 

stort set over den samme spillertrup. Vi skulle 

prøve at videreudvikle holdene og spillerne, som 

var ret unge. Som året før var præstationerne meget 

svingende. Vi kunne i perioder spille rigtig 

godt, bl. a. husker jeg en søndag aften på Vejen 

Stadion: Vi vinder 4 – 1 over deres 1. hold og spillede 

dem faktisk ud af banen. De dårlige perioder 

gjorde imidlertid, at vi kun ”snuste” til de øverste 

placeringer, men både serie 1 og serie 3 sluttede 

alligevel af i den bedste halvdel. 

Man må huske på, at det ikke kun er jubelscenerne 

lige her og nu, der er vigtige. En fodboldsæson 

indeholder jo også mange ”dagligdagsglæder”, og 

i en by af Tistrups størrelse, må man sige at et 

hold i serie 1 og serie 3 og yderligere 3 hold var 

flot. 

Medvirkende til succesen var spillernes såvel som 

ledernes positive indstilling og vilje, uanset om 

man spillede på serie 1 eller serie 6. 

Jeg havde nu valgt at slutte i Tistrup i denne omgang; 

men op til sæsonen 95, hvor jeg havde valgt 

at skrue lidt ned for blusset, stod man i klubben 

pludselig og manglede en træner til serie 2 holdet, 

og jeg vendte med glæde tilbage, for jeg har altid 

følt mig godt tilpas blandt spillerne ligesom jeg 

har haft et fortræffeligt samarbejde med klubbens 

ledelse. Også blandt publikum har det givet flere 

gode bekendtskaber. 

Tak for nu, og et stort tillykke til Tistrup 

Boldklub med ønsket om masser af medvind i 

årene fremover. 

Med venlig hilsen 

Ingvard Ladefoged 

De stakkels svineavlere 

Mikroerne var i fuld gang med træningskampen inden den foranstående efterårssæson. Lille Peter 

havde ikke brugt meget af sommerferien på fodbold, så der var faktisk en del problemer med at 

styre den runde størrelse 3 fodbold. 

Samtidig havde stort set alle modstanderne levet meget sundt, og var derfor noget hurtigere end 

lille Peter… 

Dommeren havde tillige glemt at være ved optiker, så selv de mest oplagte frispark til lille Peter 

blev ikke dømt … 

Træneren forsøgte at lade lille Peter spille forskellige pladser, men det var for at sige det mildt, ikke 

den dag Peters formkurve toppede… 

Peter, der var ud af en gammel landmandsslægt, havde det helt naturligt 

med at brokke sig, når ting ikke gik helt så godt som forventet. Da 

træneren i halvlegen meget pædagogisk forsøgte at få rettet lidt i Peters 

spillestil, ja så kom der ca. 117 forklaringer på hvorfor det ikke lige lykkedes 

i dag. Efter ca. 5 minutters forklaringer afbryder træneren meget 

forstående Peter: ”Det er heller ikke let at være fodboldspiller i dag !!!” 

Peter var dog trods al modgang indstillet på at få det sidste ord: ”Nej, 

men det værste er at svinepriserne falder !” 

32

Polle fra Tistrup 

I 1999 var Tistrup Revyen igen klar med en tekst 

om en af Tistrups kendte skikkelser. En person, 

der efter en lang aktiv karriere fulgte – og stadig 

følger - Tistrups sportshelte i både fodbold (og 

håndbold) gennem tykt og tyndt: Jens Herluf 

”Polle” Graversen. På trods af svingende resultater 

er entusiasmen fortsat den samme, og optimismen 

ukuelig. 

Mel.: Kalle på Spången… 

Hvem sidder på bænket og spiser sin is? 

Vores Polle, Polle, Polle, Polle fra Tistrup. 

Hvem sidder og kigger i ti-imevis? 


Han sidder der altid i regnvejr og blæst, 

og bruger kun T-shirt og ikke sydvest. 

Når solen den bager, han har det dog bedst ! 

Vores Polle – Hvilken Polle? 



Han rejser sig op, og så går han en tur, 

Vores Polle, Polle, Polle, Polle fra Tistrup, 

rundt i a by og sån’ lidt i den dur. 


Når ej han går tur, ta’r han cykelen frem, 

så tramper han flittigt båd’ ud og så hjem, 

hjem til sin bænk og en is eller fem 




Han har fået tildelt vor by’s idrætspris. 


Han hjælper jo gerne i da-agevis. 


Han sidder på stadion og kigger på bold. 

Han er jo stor fan af vort fo-odboldhold, 

er stadig i T-shirt, ”Det er ikke koldt”. 




Hvem hjælper vor præst ovre på Tistruplund? 


Højskolesangbogen deler han rundt. 


En sjov oggenal og en særpræget stil, 

de fleste de sender ham venlige smil. 

Han hjælper de steder, hvor andre ej vil…. 




Tekst: David Lamhauge 

33

Diplom fra Tistrup Boldklub’s 50 års jubilæum 

34

Tistrup Boldklub’s damehold anno 2002 

1902

JubilÃ¦umstidsskrift - Tistrup Boldklub

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?