Alt om ÃrsmÃ¸de 2000 - Dansk Folkeparti

More documents

Recommendations

Info

LEDER DF - de kan bare få lov at stemme for... Nu har enhver jo efterhånden fundet ud af, at det ikke er så forfærdelig meget, de konservatives leder Bendt Bendtsen kan prale af. Men når det gælder selvovervurdering er han i europæisk topklasse. Når talen falder på regeringsmulighederne efter det kommende folketingsvalg, ser Bendt Bendtsen rødt, når Dansk Folkeparti nævnes. "DF – de kan bare få lov at stemme for...", er hans standardsvar. De to andre i det lille partis øjeblikkelige lederskab, Lene Espersen og Brian Mikkelsen, har ikke været meget mere imødekommende og venlige overfor Dansk Folkeparti. Sidstnævnte skrabede bunden, da han på afstemningsaftenen, den 28. september – irriteret over al den selvfølgelige presseopmærksomhed, der blev Pia Kjærsgaard til del – offentligt vrængede: "Bræk, bræk, bræk!" I det hele taget er De Konservative på Christiansborg dybt engageret i at bagtale og nedgøre Dansk Folkeparti. Der kæmpes fra De Konservatives side bravt for, at Dansk Folkeparti skal holdes ude af alle forhandlinger. Bag denne konservative frustration over Dansk Folkeparti brænder en alvorlig jalousi – som bestemt ikke klæder partiet. Dansk Folkeparti har derimod loyalt overfor et eventuelt borgerligt regeringssamarbejde konsekvent fastslået, at partiet efter folketingsvalget agter at pege på en borgerlig forhandlingsleder, når mulige regeringskonstellationer skal afsøges, men det skal ingen hemmelighed være, at i takt med, at De Konservative optræder mere og mere flabet overfor Dansk Folkeparti, bliver det for DF vanskeligere og vanskeligere at medvirke til, at gøre konservative politikere til ministre. Herfra bør på det derfor slås fast: Der er grænser for, hvor langt Dansk Folkeparti agter at gå, når det gælder imødekommenhed overfor De Konservative, som bestemt ikke bør få den fornemmelse, at "DF - de kan bare få lov at stemme for..." Der er grænser, og grænsen er så tæt på at blive overskredet, som overhovedet tænkes kan. Venstres ledelse – Anders Fogh Rasmussen, Ulla Tørnæs og Thor Pedersen – har på en ganske anderledes pragmatisk og moden måde forstået, hvad hele dette kommende spil drejer sig om. Vel kæmper Venstre mod Dansk Folkeparti, som alle partier kæmper mod hinanden. Og vel bliver der ikke lagt fingre imellem, for vi er altså politiske modstandere. Men Venstre gør det altså på en anstændig måde. Venstre har nemlig fattet, at ingen borgerlige politikere bliver ministre i en ny regering, uden at Dansk Folkepartis mandater siger ja hertil – og at ingen borgerlig regering vil kunne overleve ret længe, uden at Dansk Folkeparti får indflydelse i forhold til sit mandattal efter folketingsvalget. På samme måde som Dansk Folkeparti nemlig vil udvise loyalitet overfor en kommende borgerlig regering – hvad enten DF bliver medlem af regeringen eller bliver støtteparti for regeringen – agter Dansk Folkeparti at udvise loyalitet overfor sine egne vælgere, som der forhåbentlig bliver endnu flere ved folketingsvalget. Disse vælgere har helt sikkert ret til at forvente, at der, såfremt DF bliver en aktiv del af et nyt flertal i Folketinget, ikke gives køb på partiets mærkesager. Dansk Folkeparti har lovet sine vælgere, at der sker markante stramninger på udlændingepolitikken, at lov og orden genindføres i Danmark – og at der sker forbedringer overalt på det sociale område, specielt når det drejer sig om samfundets allersvageste grupper. Efter folkeafstemningen den 28. september mener DF sig også i sin gode ret til at kunne forlange, at EU-politikken revideres, idet det nu faktisk har vist sig, at et flertal af det danske folk siger nej til mere integration og mere union. De to mulige regeringspartnere bør allerede nu vide, at Dansk Folkeparti vil strække sig meget meget langt for at sikre et systemskifte i Danmark efter otte års socialistisk styre. Dansk Folkeparti er givet indstillet på at tage det nødvendige ansvar. Men det bliver aldrig nogensinde efter devisen "DF - de kan bare få lov at stemme for..." Hverken før valget eller efter valget. Skal Dansk Folkeparti levere varen, må partiet tilgodeses i forhold til mandattal, ligesom det naturligvis må forlanges, at flabethederne overfor partiet lægges på hylden. Den kommende tid op til folketingsvalget vil i den forstand blive betragtet som en nyttig prøveperiode for et eventuelt kommende borgerligt samarbejde. 2 INDHOLD Nyhedsbrev Brev fra Pia Kjærsgaard 3 "Great Danes" -alt om kroneafstemningen 4-7 En bulgarsk solstråle - DF-families adoptionsbarn 8-9 Årsmøde 2000 - reportage fra DF's 5. årsmøde 12-17 Årsmødefest 2000 - alle de festlige billeder 18-21 Den næste trussel - Nice-Traktaten lurer 22-23 Kommunal ABZ - DF ruster sig til valgkampen 24-25 Ude i Danmark og nyt fra landsorganisationen 26-29 Gæsten Jesper Langballes analyse af euro-afstemningen 30-31 Kalender DANSK FOLKEBLAD Tidsskrift, udgivet af Dansk Folkeparti. 4. årgang, nr. 4. November 2000. ISSN: 1397-3975 Ansv. redaktør: Søren Espersen. I redaktionen: Michael Rex, Anders Skjødt og Henrik Gade Jensen. Artikler og indlæg udtrykker ikke nødvendigvis Dansk Folkepartis synspunkter. Adresse: Dansk Folkeparti, Christiansborg, 1240 København K. tlf: 33-375199. Fax: 33-375191. www.danskfolkeparti.dk // e-mail: df@ft.dk Næste nr. udkommer fredag den 22. december 2000 Deadline for kalender o.l. er den 29. november Layout: Cre8 Tryk: Nyhavns Tryk & Kopi Center. Vi ved, et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv, men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv. bagsiden
Jamen, fatter den mand da ingenting... NYHEDSBREV Der er et billede fra en boksekamp, der hele tiden bliver ved med at melde sig på min nethinde: Den gamle bokser er, efter ti runders total udboksning, blevet ramt hårdt og effektivt og er gået i gulvet. Kamplederen har forlængst stoppet kampen, og udråbt modparten som vinder. Taberen bliver hjulpet på benene af sine sekundanter, men benene ekser stadig under ham. Alle ved, at det slut med dén karriere – alle, lige med undtagelse af den gamle cirkushest, for midt i sin omtågede situation er det så, at bokseren løfter armene i vejret i den tro, at han stadig kan nå at vende slaget: At der stadig er en fremtid for ham. At intet er ændret. Naivt – ja. Grinagtigt – ja, men naturligvis også dybt, dybt tragisk. Sådan tumlede statsminister Poul Nyrup Rasmussen rundt i manegen i dagene efter sit livs uppercut, folkeafstemningen den 28. september 2000. Ikke at han ikke erkendte sit nederlag, for det gjorde han faktisk – den ros skal han have. Men mere, at han, efter at han var blevet hjulpet på benene, fortsat var overbevist om, at alting i EU-politikken bare kunne køre videre som hidtil. Resuméet af hans omtågede diskussion med sig selv lød nogenlunde således "Nå, det var så dén euro – den blev så desværre ikke til noget, men Socialdemokratiets EU-visioner er stadig de samme – vi glæder os til Nice, og vi glæder os til at tordne videre mod mere integration, mod mere union..." Jamen, fatter den mand da ingenting? Fatter han ikke, at alt – alt - i Danmarks forhold til EU er forandret? Han behøver bare at købe sig en stak 3 udenlandske aviser fra ugerne efter den danske afstemning for at finde ud af, at intet, absolut intet, i EU er som før. At førende europæiske kommentatorer taler om, at danskerne med deres modige nej satte en ny dagsorden for Europa. At danskerne ikke alene stemte for sig selv men på vegne af de andre europæiske folk, som ikke fik lov til at udtale sig. At statsminister Poul Nyrup Rasmussen virkelig tror, at han kan tage på jule-tur til Nice og dele danske julegaver ud, som om intet var hændt, er forargeligt. Det er som om, både han og økonomiminister Marianne Jelved slet ikke tager det danske folk alvorligt, og hvis de gør – ja, så er de flove over folket og beskæmmede over at skulle tage ned til Europa for at "forklare" sig. At se Marianne Jelved blive aet, kysset, puslet om og trøstet af sine europæiske kolleger var et syn, jeg gerne havde været foruden. Hvor var hendes solidaritet med det danske folk? Hvor er statsministerens solidaritet med det danske folk? For mig ligger det efter denne den vigtigste afstemning i Danmarkshistorien klart, at danskerne sagde nej til mere europæisk integration, og at danskerne med nej'et smækkede bremsen i – ikke alene på egne vegne, men på vegne af de andre europæiske folkeslag. Intet under, at man i udlandet kalder os "Great Danes"! At Danmark sagde nej til af afskaffe kronen, var det, Dansk Folkeparti har kæmpet for. Vi DF'ere kan lykønske hinanden med et fantastisk resultat, for uden de omkring 500.000 nej-stemmer, vi sørgede for, var det ikke lykkedes. Fra mig skal lyde en kæmpe tak til de af partiets medlemmer, der deltog aktivt i valgkampen. Valgkampen har igen dokumenteret, at vi er blevet et parti, man må regne med. Hvorfor blev det et nej? Tjah.. Der var cirka to millioner nej-stemmer, og hver af dem har sine grunde til at stemme nej. Men jeg tror, at det overordnede er ønsket om, at danskerne selv skal bestemme i Danmark. Eliten hævder, at vi med vort nej vendte ryggen til Europa. Sandheden er snarere, at det er EU, der har vendt ryggen til folkene. Og fik straf som fortjent Mens vi diskuterede for og imod euroen herhjemme, var de øvrige EU-lande i fuld gang med at tage tilløb til et nyt stort tiger-spring fremad mod langt mere union. Nicetraktaten skal vedtages til december, og her skal vedtages en forfatning, hvor EU mere og mere kommer til at ligne en rigtig stat. EU er en permanent regeringskonference. Ingen dansk statsminister er i stand til at love befolkningen, at nu skal der ikke stemmes om EU mere. For selve EU's åndedræt er integration. Og vi måtte – i hvert fald indtil danskerne satte en kæp i hjulet – knap nok diskutere endemålet. Med Danmarks nej må denne proces være stoppet for Danmarks vedkommende. Der blev talt meget om EU-visioner, mens vi gjorde os klar til folkeafstemningen. Selv har jeg altid været skeptisk overfor de store visioner for EU, fordi diskussionen i sig selv jo antyder, at et selvstændigt og frit Danmark ikke er godt nok. Europa har ikke brug for nye visioner men mere brug for besindelse. For EUprojektet er gået for vidt. Og trænger til at blive rullet tilbage. For det befinder sig alt for langt fra folkenes ønsker. Hvad vore nabolande vil i EU og med EU, er deres sag. Danmark må nu finde en position, hvor vi vil samarbejde, men ikke afgive suverænitet. Og som et suverænt og selvstændigt land vil Danmark være en loyal og solid partner, også i det europæiske samarbejde.
Page 1: NUMMER 4. NOVEMBER 2000. 4. ÅRGANG
Page 5 and 6: Endelig! Otte måneders benhård va
Page 7 and 8: argumentation op på, at Danmark vi
Page 9 and 10: I starten var Jacob særdeles reser
Page 11 and 12: Køb Dansk Folkepartis julemærke -
Page 13 and 14: ÅRSMØDE 2000 elle indvandrere vir
Page 15 and 16: Mogens Camre dødtræt af humbug og
Page 17 and 18: ÅRSMØDE 2000 Jytte Nielsen, Stevn
Page 19 and 20: este ÅRSMØDEFEST 2000 Hele festsa
Page 21 and 22: ÅRSMØDEFEST 2000 Karina Sørensen
Page 23 and 24: Så skal jakkesættene igen luftes
Page 25 and 26: senest i april næste år. På opst
Page 27 and 28: Dansk Folkepartis Hovedbestyrelse p
Page 29 and 30: Da Pia blev stueren Se godt på det
Page 31 and 32: Det førte til det skændige retsop

Alt om Ã rsmÃ¸de 2000 - Dansk Folkeparti

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?

Alt om ÃrsmÃ¸de 2000 - Dansk Folkeparti