Turen går til Wien - ALS Gruppen Vestjylland

så det var umuligt at indsætte en drømmeseng i handicap værelset, ved siden af dobbelt sengen til
mig. Hjælperen ville ikke ligge (i ske) i dobbelt sengen sammen med mig, så vi måtte begge have et
ekstra dobbelt værelse i forlængelse af handicap værelset. Så nu havde Bo fire dobbelt værelser til
fire personer og jeg havde tre dobbelt værelser til fire personer. Det fordyrede hotel prisen med 5-6
tusinde kroner for hver af os, så nu skylder Bo mig en billig østrigsk øl på en billig....
Da jeg endelig lå i sengen klokken halv tre, sagde jeg til mine tre hjælpere: "Det var en fantastisk
indsats i dag". Samtidig fik jeg at vide at Bo netop var ankommet til hotellet og jeg vidste at der gik
2-3 timer inden de kom i seng. Bagefter tænkte jeg videre: Tænk at mine hjælpere havde kørt 1260
kilometer på en dag, heraf ca 300 kilometer ad små landeveje, på trods af utallige gange vejarbejde
og på trods af utallige lukkede veje, så vi ikke kunne køre den rigtige vej. Jo, alt er muligt! Og hele
tiden holdt vi humøret højt; hele vejen igennem Prag, hvor vi kørte forkert, grinede vi og specielt da
vi blev holdt af to tjekkiske politibetjente.
Jeg sov ikke meget den nat, da jeg skulle suges 4-5 gange. Rejse alarmen, som jeg havde købt en
uge før afrejsen til 6200 kroner, virkede ikke og gav kun en stille bip lyd. Og efter mindre end et par
timer, gav respiratoren pludselig forkølede frø lyde: Strømforsyningen til hotel værelset var så
snedigt indrettet at hvis man slukkede for lyset ved sengetid, så slukkede man samtidig for alle
stikkontakter på hotel værelset! Så kørestolen blev ikke opladet, suget blev ikke opladet, mobilliften
blev ikke opladet og respiratoren måtte køre på sit interne batteri. Man skulle bare skrue lyset ned
på nul i stedet for at slukke for det. Det kunne vi for helvede ikke vide!
Vi stod først op klokken ti men færdiggjorde morgen rutinen på under to timer. Min nye badestol
kunne let gå ud på badeværelset. Det var første gang vi tog min elektriske badestol med på rejse; vi
havde søgt om at få den bevilget ca ni måneder tidligere, men den kom bare en måned før rejsen.
Problemet med den manuelle badestol er at jeg skal være vippet helt tilbage for at undgå at jeg
falder ud af badestolen, og det er således meget hårdt for mine hjælpere at vippe badestolen frem
når de skal vaske mig på ryggen, tørre mig på ryggen, give mig t-shirt på osv. Med den nye
elektriske badestol kan hjælperne altså vippe den frem og tilbage fuldt automatisk, hvilket sparer
mange kræfter hos slapsvansene. Jeg fik dog et chok da de første gang vippede mig frem: Den
elektriske badestol har en acceleration på 9g, altså ni gange tyngdeaccelerationen! Jeg må klemme
mine øjne sammen for at øjnene ikke falder ud og jeg er på grænsen til at besvime hver gang! I
øvrigt svarer 9g til den acceleration NASA udsætter deres astronaut aspiranter for i milliondollar
dyre centrifuge forsøg. Hvorfor køber NASA ikke bare nogle elektriske handicap badestole?
Bo havde to uerfarne hjælpere med og kun en erfaren med til Wien. En af Bo's hjælpere sagde om
morgenen at de først regnede med at være færdige med morgen rutinen halv fire. Vi troede at det
var en vittighed! Vi aftalte at mødes senere i midtbyen og så gik vi. Novotel ligger lige ved Donau
Kanalen, som er en afstikker til den rigtige Donau, bare 500 meter fra det historiske centrum af
Wien, Stephansplatz. Lige udenfor hotellet, kunne vi se kirketårnet, eller spiret af Stephansdom, den
centrale bygning i Wien. Ved nærmere eftertanke så vi aldrig noget til den rigtige Donau.
Sandsynligvis fordi den slet ikke eksisterer, der findes simpelthen kun Donau Kanalen....
Tirsdag var vores første hele dag i Wien. Vi gik straks ned til Stephansdom, et af de vigtigste
gotiske bygningsværker i Østrig, med det 137 meter høje kirketårn (kaldet Steffi); verdens tredje
højeste kirketårn! På vejen fra hotellet, bemærkede vi at wienerne spiser is hele tiden, uanset vejret.
Efter et par dage i Wien, bemærkede vi at wienerne spiser is hele dagen; morgen, middag og aften.