Brande Jul 2012 - Brande Historie

jo på Brogårdvej.Der var mange til begravelsen,det må også være noget af detværste at skulle begrave sineegne børn. Det var første gang,jeg så min far græde. Nogle dageefter begravelsen kørte vi ud,for at besøge Leifs forældre. Jeghusker, jeg var meget nervøs, forhvordan ville de tage det? Mende blev meget glade, da vi kom,og hans mor spurgte, om vi ikkegodt ville komme og besøge demigen – for der var blevet så tomt.Men det gjorde vi ikke, jeg kanikke sige hvorfor – og det har jegsiden fortrudt.Værkstedet i FløMen livet skal jo gå videre – ogdet gjorde det også. På et tidspunktkom Halvor Romlov ind ibilledet, en værre sprællemandmed nogle sjove og skøre idéer,men det havde han jo nok ikkefra nogen fremmed. Vi indrettedeet lille værksted ude ved hans far.Vi fandt lidt plads i rodet.På det tidspunkt havde vi efterhåndenfundet ud af ”at pille”lidt ved motoren og så videre.Men reservedelene kostede lidtpenge og tingene blev slidt oggik i stykker. Så fandt jeg endag en adresse til SkandinaviskReservedels Import i Odense.Vi ringede til dem og gav osud for at ville starte et knallertværksted,så vi fik tilsendt etreservedelskatalog til Puch ogTomos – og det kostede næsteningen penge, så vi købte et lagerhjem af de mest gængse dele viskulle bruge og solgte det til vorekammerater for det dobbelte.Men det var stadig halv pris afdet normale. Rygtet bredte sig,så der kom af og til nogen forbi,der havde hørt om vores lilleværksted. De skulle lige haveskiftet et eller andet og så ligedrejet lidt af topstykket, så knallertenlige blev tunet lidt mere.Det to 5-10 minutter, det fik vi10-15 kroner for. Det blev vi ikkerige af, men det gav alligevel lidtlommepenge.Halvor havde på et tidspunkt enKreitler Floret, den havde hantunet så meget, at den kunnekøre på en tredjedel diesel og totredjedel benzin – helt vildt!SammenskudsgilderEn gang havde vi hørt om en fraKlovborg, der påstod, at ingenkunne køre fra ham – han havdeden hurtigste knallert. Vi satteos for at prøve om det nu ogsåvar rigtigt – for her i Brande ogomegn var der ingen, der kunnekøre fra mig. Med lidt god vindog godt humør, kunne jeg få denop på 70-75 km/t.Vi tog af sted til Klovborg, jegtror, det var Jens, Gunnar, KristianJepsen og mig. Vi kørtelidt frem og tilbage i byen, og sådukkede de op lige som hunde iløbetiden. Der var tre – en Puchog to på noget andet, som jegikke husker. Vi snakkede ikkesammen, vi begyndte bare atkøre ud af byen ad nogle små vejeog på vej tilbage ind mod byenkørte jeg fra ham. Det var en fedfornemmelse, da de andre jublede.Han lignede en, der havdetabt kampen om en hunhund. Såkørte vi hjem igen og vi så demaldrig siden.En gang sidst i 1960’erne arbejdedemin mor på Brande AndelsVaskeri og hun kørte til arbejdepå en knallert, en lille, fin lyse-Bjarne E. Jensen i fuld gang medat reparerer sin knallert af mærketTomos. Den skulle jo helst kunnekøre mindst lige så hurtigt somkammeraternes.Brande Jul 201211